Det er fredag aften i 2021 og mere end 800.000 danskere har tændt for fjernsynet for at synge fællessang - hver for sig. Kira Skov synger med øjenkontakt til seerne om mørke, sjælevé og befrielsen ved at give afkald på magten over livet.
Jakob Knudsens tekst “Se nu stiger solen af havets skød”1 er en af de allermest elskede og ønskede salmer fra den danske salmeskat, skønt tekstforfatteren ikke selv kaldte den en salme, da han skrev den i 1891. Det er tankevækkende, at salmen, der først blev optaget i Den danske Salmebog i 1953, i begyndelsen blev mødt med skepsis af teologer blandt andet for sit sanselige billedsprog og sit åbne gudsbegreb. For ved at bevæge sig på salmegrænsen var Jakob Knudsen måske med til at udvikle traditionen i Danmark hen i retning af, hvor vi står i dag med udgivelsen af for eksempel Kirkesangbogen (2017) og Højskolesangbogens 19. udgave (2020): nemlig med en hel masse - vi kunne kalde dem åndelige - sange, der er skrevet på kanten af, hvad vi traditionelt har opfattet som en salme. Sange som har potentiale for alle, der længes efter at synge om tro og eksistens i et poetisk sprog, der tager udgangspunkt i det levede, sansede liv for dernæst at kunne tydes ind i en kristen tilværelsestolkning.
Vi vil i det følgende zoome ind på et felt af nyere åndelige sange, der bevæger sig på en bred bane af kunstneriske udtryk indenfor musik og lyrik, pege på deres potentiale og argumentere for deres berettigelse i kirkelivet.
Man kan måske kalde det sange og salmer, der giver plads til “den lille tro”. Udtrykket skal ikke forstås mindreværdigt i forhold til for eksempel en stor og klippefast tro, men derimod som et tros-udtryk, der går uden om de lidt kirke-indspiste betegnelser “høj- og lavkirkelig” og i stedet definerer en tredje vej. Denne tredje vej er, når det kommer til salmer eller kirkesange, et repertoire, der bevæger sig på kanten af salmen, og som giver plads til den tro, der tøver og træder et skridt tilbage, når gudsbegrebet bliver for eksplicit. Det er en tro, der bevæges af gamle salmers svimlende poesi og traditionstyngde, men som samtidig har svært ved at tage de mest dogmatiske og uforståelige ord i munden af frygt for uforvarende at komme til at abonnere på en teologi, som den lille tro ikke kan bære. Det er en tro, der hurtigt føler sig klistret til, når Gud, Jesus og Helligånden i sang efterfølges af et “Halleluja” med lukkede øjne og hænderne vajende i vejret. Til gengæld er den lille tro åben over for det uforklarlige i tilværelsen, og den tager udgangspunkt i det, vi møder og sanser i vores liv, som derefter placeres i en kristen livstydning. Denne åbenhed findes for eksempel i sange fra Kirkesangbogen og i den nyligt udkomne 19. udgave af Højskolesangbogen. I Højskolesangbogen står disse sange ikke, som man måske ville forvente, under afsnittet “tro”, for de blander sig med tilværelsen på den anden side af salmegrænsen under overskrifter som ”liv”, ”sprog og ånd”, ”historien”, ”morgen”, ”aften” og ”årstiderne”. Måske fordi de ofte sætter af et andet sted, for eksempel ved en solopgang, som i ”Lyset springer pludselig ud” (Suzanne Brøgger/Willy Egmose / Katrine Muff Enevoldsen) eller et mellemmenneskeligt møde som i ”Eg ser” / ”Jeg ser at du er træt” (Bjørn Eidsvåg). Det skal for en god ordens skyld nævnes, at det at tage udgangspunkt i det sansede liv for derefter at tyde det i et kristent perspektiv på ingen måde er et nyt fænomen i salme- og sangtekster. Det kender vi allerede fra de store, traditionelle, folkelige salmer som “Morgenstund har guld i mund”, “Nu falmer skoven trindt om land” og et hav af andre. Men de sange og salmer, vi her kredser om, er sange af nyere dato, der sprogligt, musikalsk, poetisk og formmæssigt afprøver nye udtryk og dermed afviger fra den mere gængse opfattelse af, hvad en kirkesang er.
Et eksempel er ”Åbent hjerte” (Sys Bjerre / Christian Connie), der sætter ord på evigheden uden direkte at nævne Gud, Kristus og Helligånden, men som i stedet taler om ”en dyb og evig klang” i tilværelsen:
”Tiden gik og førte os
på ny fra sted til sted.
Hvad vi søgte på vor vej
tog horisonten med.
Men under himlens blå
er en dyb og evig klang.
Alt hvad vi tænkte på
brød den ned for sjælens trang.
Åbent hjerte finder altid hjem”
I omkvædet synger vi om “sjælens trang” og et “åbent hjerte”, der finder mod, finder vej og finder hjem. Den religiøse længsel har boet i hjertet siden kirkefaderen Augustin, og takket være Sys Bjerre og Christian Connie kan både konfirmander og alle andre nu synge den længsel ud i et fint tonesprog fra vores egen tid, hvor den lille tro kan være og ånde og måske vokse.
Andre sangskrivere og forfattere i dansk kontekst, som for øjeblikket bidrager til kategorien åndelige sange, er for eksempel Søren Huss, Simon Kvamm, Anne Linnet og Dy Plambeck. I den amerikansk/canadiske folk-genre, som har haft kæmpe indflydelse på populærmusikken i den vestlige verden, har koryfæer som Bob Dylan og Leonard Cohen rundhåndet og som en rød tråd gennem karrieren refereret intertekstuelt til Biblen, mens sangskriveren Joni Mitchell med “Both sides now” har skabt en rørende eksistensfilosofisk sang om mennesket, der søger efter at få greb om livet og kærligheden, men som hele tiden ender i en blindgyde. Paulus’ berømte passus fra 1 Kor 13,12 med ordene “endnu ser vi i et spejl, i en gåde” klinger bag teksten, der ikke er ude i et ærinde om at sprede evangeliets glade budskab om Guds nåde og Jesu Kristi frelse, men som nærmere skaber et rum, hvor mennesket (måske) kan (finde trøst i at) genkende sig selv som en gåde:
”I’ve looked at life from both sides now,
from win and loose and still somehow
it’s life’s illusion I recall;
I really don’t know life at all.”
De åndelige sange fra populærmusikken adskiller sig fra gospelmusikkens tekstunivers ved at benytte en litterær stil med høj poetisk kvalitet og ved at lade eksistentielle spørgsmål frem for egentlig kristen forkyndelse være sangenes drivkraft. Det er sange skrevet af populærmusikere og forfattere, der er optagede af tro. Og med disse sange, som bidrager til den danske salmetradition med nyt tonesprog og ny poesi, er kunstnerne med til at udvide det rum, hvori mennesker har mulighed for at møde kristendommen.
I mange kirker arbejder man bevidst med at bruge sange fra populærmusikken til for eksempel at hjælpe konfirmander og deres familier over den høje dørtærskel til kirken. I Brorsons kirke på Nørrebro, hvor man siden 1999 har arbejdet med at udvikle en rytmisk musikprofil2, og i mange andre kirker landet over spiller repertoiret af åndelige sange efterhånden så stor en rolle, at det ikke længere bør have en plads i skyggen. Dette repertoire bør være andet og mere end noget, man “lister ind” ved særlige lejligheder, og det bør ikke mødes med skepsis eller afvisning, fordi det lyder anderledes end traditionel kirkemusik. Det er sange, som spiller en afgørende rolle i fællessangen på højskoler og efterskoler, og som bruges i et dannelsesperspektiv. Det er sange, der har potentiale til at slå bro mellem kirke og samfund.
Den levende vekselvirkning mellem folk, herunder salmeskrivere, og kirke (og mellem historie, nutid og fremtid) kræver en gensidig åbenhed og nysgerrighed, som kan lede til en udvikling og berigelse af salmeskatten, og i sidste ende til, at mennesket kan blive klogere på tilværelsen og på, hvad det vil sige at stå i et forhold til Gud. Derfor er det vigtigt, at folkekirken signalerer over for forfattere, komponister og sangskrivere, at deres stemme kan få en plads i kirkelivet. At der faktisk er brug for deres stemme i kirkelivet. Man kan man kun håbe, at en eventuel liturgifornyelse indebærer en salmeforståelse, hvor salmeskatten hverken bliver fladere eller fattigere men derimod dybere og rigere idet, den tillades et mere varieret udtryk.
Anne Odgård Eyermann, komponist og tekstforfatter, kirkemusiker i Virklund kirke, medlem af redaktionen bag den 19. udgave af Højskolesangbogen.
Marianne Søgaard, komponist og tekstforfatter, lærer på Silkeborg højskole, bachelor i teologi fra Aarhus universitet
.