Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

Køn og bibellæsning

Published onDec 18, 2023
Køn og bibellæsning
·

Som LGBT+person giver Bibelen ikke kun ord til tro, håb og kærlighed i et menneskeliv, men kan potentielt også være farlig. Det kan unge LGBT+-personer have brug for at tale med hinanden om, ligesom de har for at få et sprog til at tale om deres tro. Artiklen giver et bud på, hvordan det kan gøres.

 Bibelen på godt og ondt

Det er med stor glæde, at vi har taget imod invitationen til at skrive om noget, som gennem flere år har optaget os begge meget: forholdet mellem køn og bibellæsning. På godt og ondt, kunne man sige, for som LGBT+person giver Bibelen ikke kun ord til tro, håb og kærlighed i et menneskeliv, men kan potentielt også være farlig. Her tænker vi på de tekster, som vi oplever blive brugt imod os. Tekster, der bliver brugt til at fortælle os, at vi ikke lever vores liv, som Gud har tænkt sig det, at vi lever i synd, og i nogle tilfælde ligefrem at vi er fortabt. Det er ikke mange tekster, men gennem tiden har spørgsmålet om kristendom, køn og seksualitet, særligt homoseksualitet, oftest været reduceret til de få bibeltekster, der tilsyneladende forbyder og fordømmer homoseksuel praksis.1

Den US-amerikanske queer teolog og queeraktivist Robert Goss kalder teksterne for texts of terror, en betegnelse han har overtaget fra den feministiske teolog Phyllis Trible, som benytter udtrykket til at beskrive de bibelske fortællinger, der omhandler undertrykkelse og vold mod kvinder (Goss 1993, 88-94). Goss anvender Tribles betegnelse til disse tekster om seksualitet, fordi han ser, at de bruges som en slags bibelsk terror mod queer personer. En terror, der bygger på en homofobisk og heterosexistisk magtdiskurs, som undertrykker både queer personer og kvinder.

Vi er selv ofte blevet konfronteret med disse tekster på den måde. Det kan vi som sådan godt håndtere. Vi tillægger ikke teksterne en normativ betydning som forbud mod homoseksuel praksis, og der er i dag skrevet meget teologi, der dekonstruerer en sådan brug af teksterne. Det er teologier, der omhyggeligt revurderer teksterne både i forhold til, hvad de i virkeligheden siger, hvorfor de siger, hvad de siger, og hvilken autoritet de har i lyset af den forståelse, vi har af homoseksualitet i dag. Men det er vores erfaring, at Bibelen, der i mange situationer giver livskraft, i andre situationer potentielt kan tage modet fra LGBT+personer. Den erfaring blev bekræftet, da vi I foråret 2022 fik en henvendelse fra en ung kvinde, der savnede en samtalegruppe for det vilkår at være ung, troende og LGBT+. Hendes ønsker til gruppen var at have et trygt sted til samtaler om det, der er svært i forhold til både en selv og de nære relationer – at blive klædt på til samtaler om emnet i sprog og teologiske vinkler og med mulighed for at undersøge egen tro – og ikke mindst at lære at læse Bibelen på en anden måde end den, hun ofte var blevet præsenteret for.

På baggrund af nogle indledende samtaler med hende, stiftede vi derefter samtalegruppen Queer Tro, som mødtes første gang i september 2022. Gruppens målgruppe er unge mellem 20 og 30 år, troende og LGBT+, og vi mødes en gang om måneden i Sankt Jakobs Kirke. Efter at pr-materiale kom ud til kirker og uddannelsesinstitutioner, fik vi en del henvendelser fra mennesker, der er ældre end vores målgruppe, og som savner et sted at tale om netop disse ting. Man ville altså sagtens kunne lave en tilsvarende gruppe for en ældre målgruppe. Men vi har valgt at holde fast i vores aldersramme, da der er nogle særlige ting på færde netop i tyverne. Det er her, mange skaber et eget ståsted i voksenlivet i forhold til forældre/familie/kirkelig baggrund/venskaber fra barndommen – mange er i gang med studier eller kommer ud på arbejdsmarkedet, og det giver nye perspektiver og skaber nye relationer – og tanker om parforhold og eventuel etablering af en familie fylder meget.

Det er vores erfaring, at det kan være vigtigt at give kristne LGBT+personer et eget kendskab til teksterne, så vi har noget at stå imod med, når vi bliver konfronteret med en homofobisk og/eller en heteronormativ teologi. For vi møder det stadig, selvom mange er af den opfattelse, at det hører fortiden til. Vi møder både den direkte homofobiske teologi, men også en heteronormativ teologi, der ikke nødvendigvis er homofobisk, men som forudsætter det heteroseksuelle som norm. Et eksempel på en heteronormativ teologi kunne være Bibelselskabets Familiebibel, der ifølge Bibelselskabet selv ”er skabt som en unik gave til nutidens brudepar og moderne familier”.2 Familiebibelen er dog blot den autoriserede bibeloversættelse med en flap, hvor brudeparret kan notere deres mærkedage, hvilket vil sige: bryllup og børn. Derudover har familievejleder Lola Jensen skrevet et lille forord, der primært handler om at få børn. Bibelselskabets forståelse af den moderne familie er altså i virkeligheden ganske traditionel og heteronormativ: at indgå ægteskab og stifte familie vil sige at få nogle børn. Familiebilens ord om de vigtige familiefællesskaber lader ikke til at være for de af os, der ikke er en del af den familiefortælling, der her gives, og for de par, der uanset om de er heteroseksuelle eller homoseksuelle, enten ikke vil have eller kan få børn, kan den være mærkeligt fremmedgørende.

Ofte kan en sådan heteronormativ konfrontation være sværere at håndtere end den homofobiske. Den homofobiske er oftest meget tydelig, så den ikke er til at tage fejl af. Den heteronormative er derimod ofte ikke så tydelig, i hvert fald ikke for andre end queer personer selv, og selv vi opdager den måske ikke nødvendigvis i første omgang. Vi bliver først senere bevidst om det, fordi oplevelsen har sat sig i kroppen på os.

Hvor den homofobiske teologi fordømmer os, gør den heteronormative os ofte usynlig og ikkeeksisterende. Derfor kan dekonstruktionen af de enkelte texts of terror, det Robert Goss kalder en negativ apologi, ikke stå alene i en queer bibellæsning. Det er også nødvendigt med en positiv apologi, hvis opgave det er at afsløre og (gen)opdage en positiv queer subjektivitet i bibelteksterne (Goss 2002, 206). Hvor den negative apologi i sin defensive natur lader andre sætte dagsordenen, sætter den positive apologi i sin offensive natur selv dagsordenen. På den måde kommer man ud over blot defensivt at skulle forsvare sig overfor en patriarkalsk, homofobisk og heterosexistisk teologi og i stedet offensivt udfordre den på egne præmisser og i sidste ende skabe teologi, der slet ikke forholder sig til den. Det handler om en bevægelse fra at være et teologisk objekt til at blive et teologisk subjekt.

Det er et af omdrejningspunkterne i samtalegruppen: hvordan kan deltagerne lære at navigere i en teologisk og kirkelig kontekst, hvor de og vi må forvente en heteroseksuel dagsorden, der i bedste fald er blind for egen privilegier og ikke har øje for, at der også findes en queer virkelighed, i værste fald møder os med fordømmelse?

Deltagerne skal gøres til teologiske subjekter, så de kan modstå andres forsøg på at reducere dem til teologiske objekter. På den måde vil de forhåbentlig også kunne lære at håndtere de udfordringer, der følger med som troende LGBT+person. Fordi de har deres eget ståsted og egen teologi at læne sig op ad.

1. halvår: gruppen læser queerteologiske artikler

Vi har nu mødtes i samtalegruppen i to sæsoner: efteråret 2022 og foråret 2023. Vi mødes en gang om måneden fra kl. 16.30-18.30, og i det første halvår havde vi følgende ramme for vores møder:

  • Siden-sidst-runde, hvor alle i gruppen på skift fortalte om en oplevelse, der havde betydet meget, eller følelser, de havde gået rundt med siden sidst. Hvis den enkelte ønskede det, kunne de øvrige i gruppen kommentere på det.

  • Samtale om en queerteologisk fagtekst. Deltagerne havde fået udleveret teksten på forhånd, men vi gjorde det klart, at det var helt i orden, hvis de ikke fik læst den, inden vi mødtes. Når vi mødtes, gennemgik vi sammen tekstens hoveddele og havde forberedt nogle spørgsmål omkring tekstens indhold i forhold til deltagernes egne liv.

  • Andagt i kirken med salmesang, lystænding, stilhed, fadervor, velsignelse og salmesang.

Som nævnt var udgangspunktet for samtalegruppen både et konkret ønske fra initiativtageren om at lære at læse Bibelen på en anden måde end den, hun ofte var blevet præsenteret for, og vores erfaring af, at det kan være vigtigt at give kristne LGBT+personer et eget kendskab til bibelteksterne, så vi har noget at stå imod med, når vi bliver konfronteret med en homofobisk og/eller en heteronormativ teologi. Derfor valgte vi at lade samtalerne i gruppen tage udgangspunkt i en bibeltekst, og det var naturligt for os at præsentere deltagerne for teologiske tekster, som vi selv havde været glade for at læse.

Som LGBT+personer finder vi ikke vores liv reflekteret i de texts of terror, som vi ellers af megen heteroseksuel teologi er blevet identificeret med. I hvert fald ikke i den overfladiske læsning og identifikation, som ofte kendetegner denne teologi. En queer strategi er først at afvise denne identifikation og i stedet (gen)opdage de queer stemmer, der er i de bibelske tekster og derved afvise heteronormativitetens forudindtagede plads i teksterne. Det handler om at indsætte sig selv i teksten som queer person.

Robert Goss advarer mod at gøre sig skyldig i anakronistiske læsninger, hvor specifikke figurer i Bibelen betegnes med moderne begreber som f.eks. lesbisk, biseksuel eller bøsse (Goss 2002, 213-214). Det er netop, hvad megen heteroseksuel teologi gør, når den ukritisk anvender moderne forståelser af seksualitet i læsningen af de bibelske tekster. I stedet skal queer personer undersøge, om de i Bibelen kan se sig selv reflekteret uden brug af disse moderne identitetsmarkører. Bibelen er ikke et sted, vi blot skal søge autoritet og finde gyldighed for vores liv. Vi skal bringe vores egne sociale kontekster som queer med til teksten. På den måde kan queer læsere af Bibelen blive de bibelske teksters subjekter og ikke, som det er tilfældet i homofobiske læsninger, gøres til dens fordømmelsesobjekter.

Et eksempel på en tekst, vi præsenterede gruppen for, er en læsning af Opvækkelsen af Lazarus (Joh 11, 1-44) af den lesbiske teolog Mona West, fordi den er et godt eksempel på en bibellæsning, der gør LGBT+personer til teologiske subjekter, der kan finde deres liv afspejlet i teksten.

West har været præst i LGBT+kirken Universal Fellowship of Metropolitan Churches (MCC). Hun har en Ph.D. i gammeltestamentlige studier og er især kendt for bogen Take Back the Word: a Queer Reading of the Bible (Goss 2000) og for den store bibelkommentar The Queer Bible Commentary (Guest 2006), som hun har lavet i samarbejde med en række andre queer teologer. West kombinerer queer teori med feminisme i sine læsninger, og her bliver det tydeligt, at forholdet mellem feministiske og queer læsninger ikke altid er let at definere: indimellem virker de to læsninger som én stemme, der udfordrer magtsystemer, andre gange viser forskellene sig.

West tager med sin tolkning af Opvækkelsen af Lazarus fat på en tekst, som har betydet meget for hende. Hun beskriver, hvordan hun, da hun stadig levede som skjult lesbisk, oplevede, at hun gennem ordene ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør” (Joh 11,25) blev inviteret af Jesus til et liv udenfor ”døden i skabet” (West 2003, 143). West blev selv undervist i en bibeltolkning, som hævdede, at den skabte fuldstændigt objektive læsninger, men feministisk bibeltolkning i 1980’erne afslørede for hende, at de ”objektive” læsninger ikke er objektive: det er læsninger fra et hvidt maskulint eurocentrisk status quo (West 2003, 143). I 2003 lavede West derfor den queerfeministiske læsning af Opvækkelsen af Lazarus med overskriften The Raising of Lazarus: A Lesbian Coming Out Story (West 2003).

På dansk kender de fleste nok udtrykket at ”springe ud”, men inspireret af det engelske ”coming out” bruger man indimellem også at ”komme ud” eller at ”være ude”. Her har vi valgt at bruge ”komme ud”, fordi det svarer til Wests sproglige pointer i den engelske tekst.

Det at komme ud er dels aldrig en privat begivenhed, og dels aldrig en engangsbegivenhed. At komme ud er noget man gør hele livet, fordi vi lever i en verden, hvor heteroseksualitet forventes, og vi derfor hele tiden befinder os i situationer, hvor vi må beslutte os for at komme ud. Selve det at komme ud er ikke altid så vigtigt i sig selv, men som LGBT+person opdager man hurtigt, at vores kommen ud ikke bare har en indflydelse på os selv, men også kan have det på andre og på vores relation til dem. Det har vi brug for sprog for og fortællinger at spejle os i.

Nogle taler om, hvordan Opvækkelsen af Lazarus illustrerer den bevægelse fra skam og selvhad til liv og kærlighed, der kan vise sig i en queer persons krop. En LGBT+person, der er ”låst inde i et fængsel af selvhad” er som en død krop, men når mennesket går fra selvhad til selvaccept, sker der en forandring i kroppen. West beskriver desuden, hvordan Lazarushistoriens opstandelsestema også har været afgørende for mange aids-syge bøsser, som på grund af kombinationsmedicinen er blevet bragt tilbage til livet efter at have stået på dørtærsklen til døden (West 2003, 150). Men uanset den konkrete vinkel har fortællingen været vigtig for mange troende LGBT+personer, idet man har overført opstandelsestemaerne og Jesus’ befaling til Lazarus om at komme ud til queer liv.

Wests udgangspunkt er en queer bibeltolkning, men rummer også læsestrategier, som svarer til feministisk bibeltolkning. Et feministisk element er fx hendes fokus på Martha. Det er nemlig ikke kun traditionelle tolkninger af Lazarushistorien, der først og fremmest fokuserer på Lazarus, men faktisk også de fleste queer læsninger. Og det er måske ikke så overraskende. Dels kan man forestille sig, hvor stærke Jesus’ ord til Lazarus om at komme ud af graven kan være for en person, der er ved at komme ud af skabet, og dels har queer teologi sit første udgangspunkt i bøsseteologien, som blev lavet af mænd, der naturligt nok har fokuseret på den mandlige skikkelse i fortællingen, selv om Lazarus jo egentlig aldrig siger noget. Men hovedpersonen i historien er Martha, siger West. Det er Martha, der interagerer med Jesus, og det er hende, der undergår den største forvandling. Det er Marthas samtale med Jesus, der i sidste ende betyder, at Lazarus genoprejses, og det er på grund af hende og hendes møde med Jesus, at disciplene lærer om livet og døden inden Jesus’ død og opstandelse i Joh 18-19 (West 2003, 151).

West fremhæver desuden et vigtigt komme-ud-tema fra queer teologi. Hun understreger en bevægelse i fortællingen fra død, slaveri, synd, privilegium, status quo og ’verden’ til Gud, autenticitet, ’os selv’ og livet, og hun beskriver, hvordan det også er Martha, der kommer ud i denne historie. At Martha kommer ud, transformeret, som en, der tror på Jesus, og at hun kommer ud som en, der har del i livet. West skriver: ”Det er også min historie. Min integration og transformation af en lesbisk identitet ind i mit trosliv er katalysatoren for det, Jesus kalder ’et liv i overflod’” 3 (West 2003, 151). På den måde forenes det at komme ud som LGBT+person med det at komme ud som troende kristen.

”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør” (Joh 11,25). De ord var udgangspunktet for West. Det er også med de ord, vi som LGBT+personer kan komme ud som hele mennesker til et liv udenfor det dødens skab, som den patriarkalske og homofobiske teologi præsenterer os for med dens texts of terror.

Da vi som afrunding på andet halvår spurgte deltagerne, hvad det betød for dem at have nogle tekster at tale ud fra, svarede de bl.a.:

  • Jeg oplever det at tale ud fra en tekst som en måde at holde fast i den tro, vi har til fælles, og at det kan sætte en ramme for det, vi mødes for at tale om. Jeg oplever at det kan give et fælles udgangspunkt at tale ud fra og kan hjælpe til at sætte gang i tanker og refleksioner, der leder til nye samtaler.

  • Det kan være meningsfuldt at have en tekst at tale ud fra, for at kunne relatere sine tanker til noget konkret i fx Bibelen. 

  • Nogle gange kan det at have en tekst sætte nogle tanker i gang, som ellers ikke havde været nærværende. Og så har det betydet noget for mig at kunne læse nogle tanker, som jeg måske selv havde haft, men ikke havde kunne sætte ord på eller helt haft tiltro til.

Vores fælles erfaringer i gruppen, både som ledere og deltagere, er altså, at det giver god mening, at lade samtalerne tage udgangspunkt i en bibeltekst, men efter det første halvår blev det også tydeligt for os alle, at den skal formidles af os ledere, da det ellers bliver for svært. Deltagerne kan sidde fast i konservative læsninger, så evangeliets frisættende budskab ikke kommer frem. Og det viste sig også at de engelske queerteologiske artikler var for svære at forstå og krævede for meget af deltagerne. Der var desuden for mange begreber, deltagerne som ikketeologer ikke forstod, eller som var uklare for dem, så også begreberne må formidles af os i et klart og forståeligt sprog.

2. halvår: gruppen læser tekster, vi har skrevet

Med udgangspunkt i vores erfaringer i første halvår, valgte vi en ny ramme i andet halvår:

  • Vi indleder stadig med en siden-sidst-runde

  • Vi har stadig en samtale om en tekst, men denne gang er det os selv, der har skrevet teksten

  • Vi har afprøvet en ny samtaleform

  • Desuden har vi indført, at vi som et fast punkt hver gang runder et tema fra siden-sidst-runden inden andagt i kirken

Her er et eksempel på en af de tekster, vi har givet gruppens deltagere. Vi har taget udgangspunkt i kirkeårets bibeltekster, og denne første tekst, som deltagerne fik, er fra januar og hører til helligtrekonger. De får først udleveret teksten, når vi mødes, og læser den altså på stedet. Desuden får de udleveret den bibeltekst, den er skrevet over, denne gang ”De vise mænd” (Matt 2,1-12).

Vi går en anden vej

Det er i vinterens dybeste mørke, at vi begynder at finde vores vej gennem årets fortællinger om Gud og mennesker. Vi sidder en vinterdag og læser historien om en stjerne, der stiger op på himmelen og viser vej til det nye, der er sket. Og om de vise mænd, der må tage en anden vej. Første gang da de går til kongeslottet, fordi det er dér i magtens centrum, at de forventer at finde kongesønnen, men hurtigt opdager, at han ikke er der. At magten ikke er magt, som de kendte den. Og at vejen til magten ikke går ad den rute, de havde forventet. Den anden gang da de skal hjem igen. Kong Herodes har sagt, at de skal komme tilbage med besked til ham, men da de i drømme bliver advaret om, at den vej vil være livsfarlig for dem, går de en anden vej hjem.

Og de vise mænd griber os. Både dem som figurer, men i høj grad også det, der sker for dem: at de må gå en anden vej. Vi kan genkende os selv i historien, for vi oplever også, at vi, når vi læser i Bibelen, når vi taler med hinanden og andre om tro, og når vi prøver at formulere vores teologi, ofte må gå ad andre veje, end dem der ligger lige for. Det er stadig den samme verden, vi bevæger os i, men vinklen bliver en anden. I dag går vi også en anden vej. Vi går en anden vej ind i troen.

En af dem, vi lader os inspirere af til den anden vej, er Sara Ahmed. Ahmed er en pakistansk-engelsk-australsk forsker og forfatter, der bl.a. beskæftiger sig med feminisme, queer teori, kritisk raceteori og postkolonialisme. I bogen ”Queer Phenomenology” undersøger hun, hvordan vi oplever verden og vores liv, og holder det op mod en række af sine egne erfaringer som lesbisk. Udgangspunktet er, at når vi går bestemte veje, følger bestemte linjer, bliver visse objekter tilgængelige, mens andre bliver utilgængelige og umulige at få øje på. Det letteste er at følge de veje, der allerede ligger for vores fødder, men når vi ændrer kurs og kommer på afveje, så kommer nye objekter til syne, og nye verdener kan åbne sig for os. Nogle gange skal vi dreje om et hjørne for at kunne se det hus, der hele tiden har ligget der (Ahmed 2006,15). Udfordringen er, at vi, mens vi er rettet mod et fælles punkt, sjældent er klar over det. Det er først når desorienteringen opstår, at vi opdager, at vi har mistet den orientering, vi slet ikke vidste, at vi havde (Ahmed 2006, 6). De vise mænd overvejede ikke engang, at der var andre mulige veje til kongesønnen end til slottet. De var uden at vide det på vej ud ad en vej, som ikke førte dem til det, de ledte efter. Det var en lige linje, der lignede de linjer, de var vant til at følge, men i dette tilfælde førte den ikke til det, de søgte.

Den anden vej er oftest en vej, vi først opdager, når vi af en eller anden grund ikke kan følge den lige vej, vi i begyndelsen ikke havde opdaget. Det sker for queer personer, at vi, i takt med at vi bliver mere bevidste om os selv, bliver tvunget til at gå andre veje end den lige. Det kan være krævende, men det bliver tydeligt, at det er nødvendigt. Det bliver tydeligt, at de lige linjer, vi er vant til at følge, ikke fører til det, vi søger.

Ahmed viser blandt andet, hvordan heteroseksualiteten hele tiden ligger som den vej, vi ikke nødvendigvis lægger mærke til, ved at fortælle om en episode fra sit eget liv, hvor hun sidder og spiser med sin familie. Pludselig peger hendes søster på sine og den anden søsters børn og siger: ”Se, der er en lille John og en lille Mark” (Ahmed 2006, 81). John og Mark er børnenes fædre, og med sine ord skaber søsteren en lige linje fra far til søn og giver mere eller mindre bevidst udtryk for et ønske om, at ligheden mellem fædre og sønner skal fortsætte, så drengene også en dag selv bliver fædre. På samme måde forstærkes håbet om fremtidig reproduktion gennem de stamtræer, som mange af os nok har lavet i skolen. Den vertikale linje på stamtræet repræsenterer slægten, mens den horisontale linje repræsenterer båndet mellem mand og hustru. Den vertikale linje vil producere en horisontal linje, hvorigennem flere vertikale linjer vil blive skabt. Og den fremtidige vej er på den måde allerede lagt for Ahmeds nevøer.

Den fremtidige vej bliver forstærket af de objekter, vi er omgivet af. Ahmed beskriver de bryllupsbilleder og familiefotos af glade børn, der hænger i mange hjem. Vi kunne også nævne malerier af den hellige familie med Maria, Josef og det lille Jesusbarn. Familiebillederne, både dem i hjemmet og dem i kirken, hænger som en påmindelse om, at lykken venter, hvis vi følger den heteroseksuelle vej (Ahmed 2006, 90). En påmindelse, der kan være svær for os, der ikke kan leve op til det, den lige vej kræver. Vi må gå en anden vej.

De vise mænd eller de tre konger

Der er ikke mange danskere, der fejrer helligtrekongersdag den 6. januar i dag. Eller tænder et helligtrekongerslys på helligtrekongersaften den 5. januar, som det beskrives i Peters jul. Men gennem tiden har de tre hellige konger, de vise mænd, haft en helt selvfølgelig plads i fortællingen om det, der skete i julen. Og gennem alle årene er deres roller blevet undersøgt og forhandlet.

Det kan være lidt forvirrende, at de i teksten er en gruppe vise mænd og i traditionen og kirkeåret er tre konger, men det er de samme, der er tale om. Efterhånden som historien blev fortalt videre, blev fortællingen udvidet og omkring år 500, blev de vise mænd til det, vi kender som de tre konger. Hver af de vise mænd fik et navn, et oprindelsesland og en gave. Kasper var fra Indien og gav barnet røgelse. Melchior var fra Persien, han var en gammel hvidskægget mand og kom med guld som sin gave. Og Baltazar fra Arabien eller Etiopien kom med myrra. Men selv om de med tiden blev til de tre konger, står de vise mænd som udgangspunkt i kontrast til Kong Herodes, som søgte magten i en grad, så han var klar til at slå børn ihjel, der med tiden ville kunne udfordre hans trone. Nogle steder fortælles det, at de vise mænd var zoroastriske præster, en slags troldmænd, der besad en særlig visdom, eller astrologer, der var eksperter i den kosmiske balance. I malerkunsten har man nogle steder forestillet sig de vise mænd som queer eller kvinder.

Man har altså gennem tiden undersøgt og udviklet, hvordan der skulle og kunne fortælles om de vise mænd, og det inspirerer os til at se på Bibelen og kirkehistorien fra en LGBT+vinkel. Det giver en mulighed for en ny betydning til helligtrekongerstiden som epifanitid. Epifani betyder tilsynekomst, og i epifanitiden udfoldes og undersøges det, der kom til syne, da Jesus kom til verden i julen. Og hvis vi forestiller os de vise mænd som queer eller kvinder, giver det også en ny betydning til vores egne personlige epifanier.

Gudsbilledet i desorienteringen: Guds skyggesider

Fortællingen om de vise mænd lærer os, at det er i periferien, vi skal søge og finde Gud. At hvis vi skal befri Gud fra det koloniale og heteronormative fangenskab, bliver vi nødt til at gå ad nye veje og søge Gud i mørke gyder og andre ukendte steder og derved at afsløre det den argentinske queer- og befrielsesteolog Marcella Althaus-Reid kalder Guds skyggesider (Althaus-Reid 2003, 34-36). Det er ofte uventede steder, vi møder Gud. Og ofte møder Gud os og åbenbarer sig på uventede måder.

”Jeg er den, jeg er” (2 Mos 3,14). Sådan svarer Gud, da Moses spørger: ”Hvem er du?” Gud har ikke så meget at sige om sig selv. Gud har en helt anden måde at definere sin identitet på, end vi mennesker har. Vi skal helst have en masse prædikater hæftet på os. Det kan se ud, som om det er, hvad en stor del af vores liv handler om: at opbygge en identitet og et navn gennem ydre håndgribelige ting. Vi er indrettet sådan, at før vi kan forstå, bliver vi nødt til at kategorisere og sætte ord på. Vi opbygger og udbygger vores fortælling om os selv og det er helt naturligt, at vi gør det. Det er sådan vi gør os erfaringer her i verden. Det er den eneste måde vi kan forstå os selv og forstå de andre på.

Det forholder sig anderledes med Gud. Gud siger ikke ”Jeg er den og den, og jeg har gjort og udrettet det og det”. For Gud er det nok at sige: ”Jeg er”. Gud tager os om bag ved navnene. Guds sande natur finder vi bag ved alle de beskrivende ord. Gud er altid noget mere og lader sig ikke sådan definere og begrænse. Når det kommer til kunsten at forvandle sig, så gør ingen det bedre og mere end Gud. For Gud er den, Gud er – og det er ikke så få ting.

Althaus-Reid vil have os til at gå ad nye veje i vores søgen efter Gud. Sådan har det været fra begyndelsen. Allerede de vise mænd måtte ændre vejen. Det var ikke den velkendte vej op mod kongeslottet, der førte dem til det nyfødte kongebarn. Det var derimod den ukendte vej mod en stald i Betlehem. For Gud blev ikke født på et fint slot, men i en kold beskidt stald af en ung fattig kvinde, hvis kæreste ikke var far til barnet. Maria føder Gud. Den almægtige skaber af hele universet forlader sin himmel og bliver et lille barn, og det er ikke et barn med overmenneskelige kræfter, men et skrøbeligt barn, der bliver født ind i fattigdom og undertrykkelse. Og Gud som det lille barn sætter spørgsmålstegn ved vores gudsbillede og forventninger til Gud. Mange forventer Gud som det magtfulde og kraftfulde. Men de vise mænd fik et indblik i, hvad der kunne være en af Guds skyggesider: Det skrøbelige og foranderlige og det, der er afhængigt af andre.

Fødslen af Gud i en beskidt stald viser os, at vi i vores forhold til Gud er nede i det helt menneskelige, også der hvor det ikke længere er pænt. Susannah Cornwall fremhæver i den forbindelse kunstneren Andres Serranos værk Piss Christ fra 1987 (Cornwall 2010, 99). Værket forestiller et krucifiks i et reagensglas, som kunstneren – som titlen antyder – har pisset ud over. Man kan betragte værket som en plat og ligegyldig provokation. Men det er i virkeligheden en af de mest troværdige skildringer af Guds liv som menneske og Guds skyggesider. For Gud kom – som alle os andre - til verden i en strøm af blod og urin og hvad der ellers er af kropsvæsker under en fødsel. Kunstværket minder os om, at Gud og det hellige ikke er pænt og kontrolleret. Det hellige er helt konkret menneskeliv, der nogle gange er beskidt, ude af kontrol og i bevægelse.

Sådan kan en af de tekster, vi giver gruppen, altså se ud. Vi har besluttet, at en tekst aldrig er længere end tre sider, så den ikke bliver for lang at komme igennem. Og så taler vi som nævnt ud fra en ny form med nye spørgsmålstyper.

Hanne V. Moltke og Asbjørn Molly giver i bogen Systemisk coaching et overblik over de spørgsmålstyper og den spørgeteknik, som den canadiske psykiater Karl Tomm har udviklet, i det de kalder et ”samtalehjul” (Moltke og Molly 2019, 116-135). Det er teknikker, der bruges indenfor den systemiske tradition og ofte netop i forbindelse med coaching. Samtalegruppen er dog ikke coaching, og derfor kunne vi ikke overtage spørgsmålene fra Tomms samtalehjul en til en, men da vi syntes, at de gav en god ramme for at komme omkring forskellige vinkler i en samtale, lod vi os inspirere af det. Tomm deler samtalen op i fire spørgsmålstyper: lineære, cirkulære, refleksive og strategiske – og med udgangspunkt i dem, lavede vi følgende fire samtalepunkter:

1. Dit blik på teksten

• Hvad står der i teksten?

• Hvilken betydning har det, der beskrives, for dig?

• Beskriv den seneste situation, hvor du har oplevet det, der beskrives

• Hvad gjorde du i situationen?

• Hvornår opstår denne situation typisk? Og hvornår gør den ikke?

2. Hvad kunne andre tænke om teksten?

• Hvem er ellers involveret i dette her?

• Hvad kunne andre tænke om denne tekst?

• Hvad vil være den største forskel på det, andre fortæller, og det som du selv oplever?

• Giver du dem indimellem ret?

3. Tekstens muligheder

• Hvad nu, hvis det var dig, der havde skrevet denne tekst? Hvad ville du have beskrevet af muligheder eller vinkler?

• Hvis der skete et mirakel i nat, og alt havde løst sig mens du sov, hvad ville være ændret i forhold til det emne, vi taler om?

• Hvad kendetegner den nye situation?

4. Tekstens pointer i dit liv

• Hvad kan du bruge tekstens pointer til i dit liv?

• Er der nogen udenfor gruppen, du kan tale med om det? Og som forstår, hvad dine udfordringer i det er?

• Er der nogle vigtige pointer i dit liv, som teksten ikke kommer ind på?

Vi veksler mellem, at deltagerne taler sammen i små grupper af to-tre personer, og at hele gruppen taler sammen. Det har vist sig, at samtalespørgsmålene kan være gode til en afveksling, men at de ikke skal bruges fast hver gang, da det kan opleves for styrende.

Da vi spurgte deltagerne, hvad samtalerne ud fra vores tekster har betydet for deres forhold til Bibelen, svarede de bl.a.:

  • For mig har samtalerne haft den betydning at de har udvidet min forståelse for, hvordan bibeltekster kan tolkes, og har på den måde givet mig oplevelsen af endnu bedre at kunne spejle mig i og relatere til teksterne. Hvilket igen har styrket mit tilhørsforhold til kirken. 

  • Det har gjort, at jeg ikke længere er lige så "bange" for at læse i Bibelen, også selvom der måske kan stå ting, som jeg kan støde mig på eller kan opleve som udfordrende. 

Samtalernes betydning for deltagernes forhold til Bibelen

Som vi skrev i indledningen, er vi glade for at blive inviteret til at skrive om køn og bibellæsning. Vi synes, det er vigtigt, at ordet også bliver givet til LGBT+personer. Deltagerne i samtalegruppen giver ofte udtryk for, at det er vigtigt for dem, at vi også er queer, og på samme måde har det en betydning i det, vi skriver, at vi netop skriver ud fra et sådant levet liv. Det har naturligt nok en betydning for den måde, vi læser Bibelen på.

Det er vores erfaring, at der er rigtigt meget på spil i gruppen. Der er en sårbarhed over for emnet, og så er der enormt meget, sådan en gruppe skal kunne. Da vi spurgte deltagerne, hvor de gerne ville have, at vægten skal lægges, når vi mødes, svarede de både, at de gerne ville have mere tid til bibellæsning, tro og teologi, men samtidig også mere tid til samtaler om der, hvor de er lige nu, og det, der rører sig i deres konkrete liv.

Det er meget at skulle på to timer om måneden, og det kan være svært at vægte de forskellige behov, og vi har derfor fra starten lagt op til, at deltagerne også mødes uden for gruppen, fx går i kirke sammen, og vi har inviteret dem til andre aktiviteter i kirken som et supplement til samtalerne i gruppen. Men der er ingen tvivl om, at deltagerne kan bruge samtalerne. Da vi spurgte dem, hvad samtalerne i gruppen har af betydning for de konkrete udfordringer og overvejelser, de hver især har, svarede de bl.a.:

  • For mig har samtalerne en stor betydning i forhold til oplevelsen af at kunne forene mit kristne liv med mit LGBT-liv. Det har på den måde også styrket min tro på, at Gud elsker mig, som jeg er, og at jeg lever mit liv på en måde, der er lige så rigtig som andre. 

  • De har meget stor betydning for, hvordan jeg forstår mig selv, og det giver mig alternative måder at tale om de forskellige emner, der gør det nemmere for mig at rumme mig selv og rumme at være i svære snakke med andre, der mener noget andet. 

  • Det har betydet noget for mig at opdage, at der er andre unge, som dealer med nogle af de samme ting som mig. Og så har jeg oplevet en del skam og tvivl i forbindelse med min seksualitet og tro, og det hjælper at blive bekræftet i, at det er ikke nogen grund til.

Vi har været glade for de unges tilbagemeldinger og glæder os til at fortsætte med samtalegrupperne, ligesom vi vil fortsætte med at skrive teksterne, da det er tydeligt for os, hvor stor betydning de har for deltagerne.

Litteratur

Ahmed, Sara 2006: Queer Phenomenology: Orientations, Objects, Others. Durham og London: Duke University Press.

Althaus-Reid, Marcella 2003: The Queer God. London: Routledge.

Bibelselskabet 2017: Familiebibelen.

Cornwall, Susannah 2010: “Stranger in our Midst: The Becoming of the Queer God in the Theology of Marcella Althaus-Reid”. I Isherwood, Lisa og Jordan, Mark D.: Dancing Theology in Fetish Boots: Essays in Honour of Marcella Althaus-Reid. London: SCM Press, 95-112.

Guest, Deryn; Goss, Robert E.; West, Mona; Bohache, Thomas 2006: The Queer Bible Commentary. London: SCM Press.

Goss, Robert 1993: Jesus Acted Up: A Gay and Lesbian Manifesto. San Francisco: Harper San Francisco.

Goss, Robert 2002: Queering Christ: Beyond Jesus Acted Up. Cleveland: Pilgrim Press.

Goss, Robert og West, Mona 2000: Take Back the Word: A Queer Reading of the Bible. Cleveland, Ohio: The Pilgrim Press.

Moltke, Hanne V.; Molly, Asbjørn 2019: Systemisk coaching. En grundbog. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Trible, Phyllis 1984: Texts of Terror. Literary-Feminist Readings of Biblical Narratives. USA: Augsburg Fortress.

West, Mona 2003: “The Raising of Lazarus: A Lesbian Coming Out Story”. I Levine, Amy-Jill: A Feminist Companion to John: Volume 1. London og New York: Sheffield Academic Press, 143-158.

Comments
0
comment
No comments here
Why not start the discussion?