Kirkernes betydning for krigen i Ukraine

Krigen i Ukraine har også kirkelige rødder. Den russiske patriark Kirill har teologiske og kirkepolitiske grunde til at bakke op om krigen i Ukraine. Hvordan det hænger sammen med kirkelivet i Ukraine efter Sovjetunionens fald er emnet for denne artikel.

Hovedpointen er, at fortællingerne om krigen i Ukraine ikke kun er grundforskellige i ukrainsk og russisk politik, men også i ukrainsk og russisk kirkeliv.

Det vil jeg vise ved at se på de fire ortodokse kirker, der har fungeret i Ukraine fra Murens fald til 2018.

2018 er skelsættende. Under indtryk af den russiske magtovertagelse af Krim-halvøen i 2014 grundlagde patriarken i Konstantinopel en ny, selvstændig kirke i 2018, der praktisk set var en fusion af to ukrainske kirker. Den russiske kirke svarede igen med at bryde nadverfællesskabet med de græsk-ortodokse på verdensplan.

2018 er således afgørende for at forstå den russiske kirkes opbakning til den nuværende krig. Siden krigens begyndelse er det dog ikke mindre påfaldende, at også de russisk-ortodokse i Ukraine har ydet modstand mod deres russiske moderkirke.

Også de ukrainske kirker er altså i bevægelse under indtryk af krigens rædsler. Det er emnet for denne artikel. Men jeg begynder med et overblik over, hvordan ortodoks kristendom er struktureret.

Ukraines kristendom er ortodoks

Den dominerende religiøse retning i Ukraine er den ortodokse kristne kirke – eller østkirken. Denne kirke var kristendommens ansigt i det østromerske rige, efter at det vestromerske imperium faldt sammen i den senantikke periode (300- og 400-tallet). Omtrent på samme tid begyndte den udvikling, der adskilte den latinske vestkirke fra den græske østkirke. Denne udvikling kulminerede i år 1054, som er året for det symbolsk skisma. Men processen blev videre cementeret over de næste århundreder, indtil den stod i lys lue. Begge sider anklagede den anden for at have brudt med den kristne tradition og derfor for at være ansvarlig for adskillelsen.

I dag findes der de to store kulturelle sfærer indenfor den ortodokse kirke, nemlig den græske og den slaviske. Ukraine hører klart til den slaviske gruppe, men det har ikke altid været sådan, og man kan sige, at flere udviklinger viser, at store dele af den ortodokse kirke i Ukraine ønsker at være sin egen kulturelle enhed. Samtidig er det meget vigtig for den russiske kirke, der er den dominerende kirke i den slaviske blok, at Ukraine hører til deres civilisation. Det skyldes, at den russiske kristendom har rødder i Ukraine. Ifølge de gamle krøniker kom kristendommen nemlig til russerne i 988, da storfyrst Vladimir/Volodymyr af Kijevriget blev døbt i Dnjepr-floden sammen med sine undersåtter. Således repræsenterer den moderne by Kyiv og de ukrainske lande begyndelsen på den russiske kristendom og har derfor stor symbolsk værdi for den russiske kirke.

Ikke kun religiøst, men også i alle andre henseende har ukrainsk historie været tæt knyttet til russisk historie. Ukraine har ikke været et selvstændigt land før Sovjetunionens fald. Indtil da havde forskellige regioner af de områder, der i dag udgør Ukraine, været dele af forskellige imperier, som Polen-Litauen, Habsburgsk Østrig-Ungarn og det Russiske Imperium. Specielt i de vestlige dele af Ukraine, det såkaldte Galicien, er mindet om den “østrigske storhedstid” endnu levende, og Rusland er for det meste kun forbundet med dårlige Sovjetminder. I øst er det omvendt, her bliver Sovjettiden husket som en periode med stærk industriel vækst og velstand, noget som Sovjetunionens fald til en vis grad har ødelagt. Begge disse holdninger er selvfølgelig tendenser i Ukraine, og kan egentlig ikke generaliseres, for der findes ukrainere med begge holdninger overalt i Ukraine.

Den religiøse situation er mere kompleks. For selvom det store flertal (omkring 70 % af befolkningen) regner sig som ortodokse kristne, så betyder det ikke, at de alle tilhører samme kirke. Den ortodokse kirke er nemlig en strengt hierarkisk kirke, hvor enhver menighed tilhører et bispedømme/stift og enhver biskop tilhører en patriark eller en anden kirkeleder. Det findes 14 anerkendte selvstændige, såkaldt “autokefale”, ortodokse kirker i verden, hvoraf 7 har ærestitlen patriarkat. Det er ganske anderledes end den katolske kirke, for i den ortodokse kirke findes der ingen centralmagt, der forener alle disse kirker og kan koordinere deres handlinger. Derfor findes der en hel række ikke anerkendte ortodokse kirker ved siden af de 14 ovennævnte – blandt andet i Ukraine.

Den ortodokse kirke i konflikt

De to vigtigste kirker i den ortodokse kirkefamilie er patriarkaterne i Konstantinopel (Istanbul) og Moskva. Konstantinopel er vigtig, fordi denne by var hovedstaden i det østromerske rige (Byzans). Derfor kaldes patriarken i Konstantinopel for den samlede ortodokse kirkes æresoverhoved. Dog er patriarken af Konstantinopel ikke en slags ortodoks pave, for han er egentlig kun overhoved over én autokefal kirke, som oven i købet er en af de mindste. Den inkluderer kun de ortodokse i Tyrkiet og en del af Grækenland. Patriarkatet påstår også, at det er ansvarlig for alle ortodokse kristne i kirkelig diaspora, dvs. dem, der lever udenfor grænserne til alle andre ortodokse kirker, men det synspunkt er omstridt.

Patriarkatet i Moskva er vigtig, fordi det er den største ortodokse kirke med en stærk politisk opbakning i Rusland. Alligevel er den russiske kirke kun den femte i æresrækkefølgen af de ortodokse kirker. Den kommer efter både Konstantinopel og de tre andre oprindelige patriarkater: Antiokia, Alexandria og Jerusalem. For en del russiske kirkemænd (der er ingen kvindelige gejstlige i den ortodokse kirke og det er derfor en meget maskulin organisation) opfattes dette som en stor skam. Mange i den russiske kirke mener, at det er på tide, at den russiske kirkes rette plads i hierarkiet bliver anerkendt. Derfor har der været en konflikt mellem de to hovedpatriarkater, som har ulmet mere eller mindre åbent i det sidste århundrede – en smule ligesom den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen. Denne kirkelige geopolitiske konflikt er en kamp om indflydelse i den ortodokse verden. Den har således kun få teologiske eller kirkelige sider, selv om begge parter i konflikten gør alt, hvad de kan for at benytte teologiske og kirkeretslige argumenter.

Siden 2016 er konflikten mellem de to patriarkaterne trappet op, efter at et forsøg på at samle alle ortodokse kirker til et pan-ortodokst kirkemøde mislykkedes. I ortodoks forståelse er et sådant kirkemøde den højeste autoritet i den samlede ortodokse kirke, men det har ikke være muligt at holde et sådan kirkemøde siden det 7. økumeniske kirkemøde i år 787. Det er ifølge flere ortodokse kirkeledere altså på høj tid at organisere et nyt møde, der skulle svare på en hel række spørgsmål, der har dukket op siden 787. Det ortodokse kirkemøde i 2016 på øen Kreta var blevet forberedt siden 1961, og der var knyttet store forhåbninger til det, men to uger før mødet skulle finde sted aflyste den russiske kirke sin deltagelse sammen med tre andre kirker. Selvom mødet trods det var en succes, kunne en stor del af de ortodokse kirker siden påstå, at det ikke havde været et rigtig pan-ortodokst kirkemøde. Sidenhen er patriarkaterne i Konstantinopel og Mokva ikke kommet nærmere hinanden. Tværtimod, konflikten dem imellem er blevet mere åbenlys, og det hænger først og fremmest sammen med kirkesituationen i Ukraine.

Ukraines fire ortodokse kirker fra murens fald til 2018

Siden Sovjetunionens fald har der været op til fire parallelle kirker i Ukraine, der alle kan siges at være ortodokse. Først bør den græsk-katolske kirke i Galicien (det vestlige Ukraine) nævnes. Det er en ortodoks kirke, hvis man ser på gudstjenesteliv og liturgi, men den har anerkendt paven i Rom som sit overhoved. Denne kirke har eksisteret siden 1596, da størsteparten af de ortodokse biskopper i det daværende Polen-Litauen indgik den såkaldte Brest-union med den romersk-katolske kirke. Oprindeligt sagde unionsaftalen kun, at biskopperne skulle anerkende paven i Rom som deres patriark, men med tiden har der også fundet en langsom tilpasning af de græsk-katolske kirker sted, så de har en mere udpræget romersk-katolsk kirkekultur. Denne kirke i det vestlige Ukraine er i dag mere katolsk end ortodoks, og de ortodokse ser den ikke som en del af deres kirke. Omtrent 10 % af den ukrainske befolkning, mest i Vest-Ukraine, regner sig som græsk-katolske.

Den største af de ortodokse kirker i Ukraine har altid været den Ukrainsk-ortodokse kirke under Moskvapatriarkatet – der generelt forkortes UOC-MP. Den er en autonom del af den Russisk-ortodokse kirke, hvilket betyder, at den altså ikke er en af de 14 autokefale kirker. Det er umuligt at sige præcis, hvor stor denne kirke er, fordi det varierer alt efter, hvordan man spørger og hvornår, men rundt regnet 80 % af de ortodokse menigheder i Ukraine var en del af denne kirke frem til 2013. Dermed er det helt klart den største af de ortodokse kirker i Ukraine. Alle senere statistiske opgørelser er mindre retvisende og svære at bruge til at sige noget præcist. Siden 2014 har overhovedet for UOC-MP været metropolit Onufrij (Berezovskij). En metropolit er en slags ærkebiskop. Onufrij er fast medlem af den russiske kirkes synode, dens højeste administrationsorgan. UOC-MP har mere end 50 biskopper og er repræsenteret i alle dele af Ukraine, inklusive Krim-halvøen, selv om Krim ifølge Rusland siden 2014 har været en del af Ruslands territorium.

Ved siden af UOC-MP var der to andre kirker fra 1990erne og frem til 2018. Det var på den ene side en ortodoks kirke, der blev grundlagt af den daværende ortodokse metropolit af Kyiv Filaret (Denysenko). Nogle mener, at han var utilfreds med ikke at blive valgt til patriark af Moskva og derfor bestemte sig for at grundlægge en ny autokefal kirke for Ukraine med sig selv som patriark af Kyiv. Denne kirke kaldtes UOC-KP. Den blev aldrig anerkendt af de andre ortodokse kirker i verden og dermed blev Filarets titel som patriark heller ikke anerkendt. Den kirke omfattede rundt regnet 15 % af de ortodokse menigheder i Ukraine omkring 2013. Filaret lever fortsat (93 år gammel) og han forsøger af og til at påstå, at han stadigvæk er patriark, men han bliver ikke længere taget alvorligt.

Den sidste af de ortodokse kirker før 2018 var den såkaldte Ukrainske Autokefale Ortodokse Kirke – UAOC. Det var en kirke, der blev oprettet i det selvstændige Ukraine, der bestod i en ganske kort periode i begyndelsen af 1920erne, før Sovjet invaderede Ukraine. Denne kirke var ikke anerkendt dengang, men har overlevet i eksil i Nord-Amerika. Mange af dens biskopper og præster flygtede dertil fra sovjetisk terror. I Nordamerika blev denne kirke optaget som en anerkendt kirke-organisation indenfor Konstantinopel-patriarkatet, dvs. kirkelederen, der sidder i Konstantinopel. Da Sovjetunionen faldt, kom nogle af dens amerikanske biskopper og præster tilbage til Ukraine for at genoplive denne kirke i hjemlandet, men uden at de blev anerkendt af nogen anden ortodoks kirke. Denne kirke omfattede rundt regnet 4-5 % af de ortodokse menigheder i Ukraine omkring 2013.

Der findes ikke nogen pålidelig statistik om religiøst tilhørsforhold til de ortodokse kirker i Ukraine i dag, hvorfor det er svært at holde styr på, hvor mange mennesker, der hører til hver kirke. Man kan kun tælle menigheder, fordi menighederne skal være underordnet en biskop, der tilhører en af de tre kirker. I netop denne type opgørelser havde den Ukrainsk-ortodokse kirke under Moskvapatriarkatet en fordel, fordi de kunne argumentere for, at de var den eneste internationalt anerkendte ortodokse kirke i Ukraine og havde en historisk kontinuitet til kirken i og før Sovjettiden. Siden der ikke er nogen graverende forskelle i liturgi eller teologi mellem de tre kirker, men kun en forskel i kirkepolitik, så har mange troende før Ukraine-krigen været ligeglade med, hvilken kirke de tilhørte, så længe de kunne gå til gudstjeneste.

Dette ændrede sig efter den russiske indlemmelse af Krim-halvøen og proxy-krigen i Donetsk og Lugansk i Øst-Ukraine fra 2014 og frem. Denne aggression alarmerede mange ortodokse kristne, og det blev sværere for UOC-MP at blive set som den eneste virkelige ortodokse kirke i Ukraine.

Ukraines kirker i bevægelse siden 2018

I 2018 sendte den daværende ukrainske præsident Petro Porosjenko så en forespørgsel til patriark Bartholomaios af Konstantinopel om han, som de ortodokses æresoverhoved, kunne overtage reguleringen af den ortodokse kirke i Ukraine. Alle tidligere forsøg på at overbevise den russiske kirkeleder, patriark Kirill af Moskva, om at give den ukrainske kirke autokefali – altså udvidet selvstændighed – var ikke lykkedes. Som beskrevet i indledningen, så er Ukraine for vigtig for den russiske kirke til, at den vil give slip på dette kirkeområde. Desuden udgør de ukrainske menigheder ca. en trediedel af alle menigheder i den russiske kirke, så det ville være et enormt prestigetab at pludselig “miste” dem.

Patriark Bartholomaios af Konstantinopel sendte en kommission til Ukraine for at undersøge situationen og bestemte sig herefter for at indkalde til et fælles-ukrainsk kirkemøde, hvor alle biskopper fra alle tre kirker (dog undtaget den selvbestaltede “patriark” Filaret af Kiev) skulle bestemme sig for, hvordan en fælles ukrainsk-ortodoks kirke skulle se ud i fremtiden. Moskvapatriarkatet så det som Konstantinopels illegale indgriben i deres interne herredømme over Ukraine, hvorfor de Moskva-tro biskopper ikke fik lov til at deltage i det her møde, som fandt sted i oktober 2018. I stedet for et fælles-ukrainsk bispemøde blev mødet et foreningsmøde mellem de to ikke-anerkendte ortodokse kirkestrukturer. Resultatet af mødet var grundlæggelsen af en ny ortodoks kirke: den Ortodokse Kirke i Ukraine (OCU), der blev anerkendt af patriarken af Konstantinopel som selvstændig. Dens leder er metropolit Epifanij (Dumenko), en relativt ung biskop (født 1979).

Imidlertid fik dette møde også den skelsættende konsekvens, at Moskvapatriarkatet og dermed den russiske kirke officielt brød nadverfællesskabet med Patriarkatet af Konstantinopel. Det er en beslutning, der har store konsekvenser, især for de ortodokse menigheder udenfor Rusland, hvor familier blev skilt ad uden et nadverfællesskab, og hvor ellers langvarige samarbejder over kirkegrænser pludselig blev umulige.

I Ukraine har der siden 2018 altså ikke længere været tre parallelle ortodokse kirker, hvoraf kun én var anerkendt, men to, der begge er anerkendt, dog ikke af hinanden. Det vil sige, metropolit Epifanij og OCU anerkender UOC-MP som et historisk levn, der med tiden skal ophøre, medens metropolit Onufrij og UOC-MP ser på OCU som en skismatisk enhed uden ret til at eksistere. Alle forsøg på at afhjælpe dette brud i den ortodokse verden er strandet. Samtidig er de fleste ortodokse kirker udenfor Rusland og Ukraine meget forsigtige med at vælge side. Mange af dem har ikke fulgt Konstantinopels råd om at anerkende det nye OCU, men forsøger at holder sig upartiske, så de kan opretholde nadverfællesskabet med både Konstantinopel og Moskva. Kun kirkerne i Grækenland, Cypern og Alexandria har officielt anerkendt OCU, og er herefter hurtigt blevet udelukket fra nadverfællesskabet af den russiske kirke som modsvar. Kirkelandskabet i Ukraine er altså meget uoverskueligt og meget konfliktfyldt.

Siden krigens begyndelse 24. februar, 2022

Rusland angreb Ukraine den 24. februar, 2022. Der er enighed blandt eksperterne om, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke regnede med så stærk modstand i Ukraine. Denne modstandskraft skyldes nok, at Ukraine er lykkedes med noget, som Rusland ikke har kunnet, nemlig at kultivere en demokratisk grundstemning, der indebærer, at befolkningen ser Ukraine som deres eget land, hvor de kan være med til at forandre den politiske tilstand. I Rusland lever de fleste russere med den opfattelse, at politik ikke kan påvirkes af den almindelige borger. 22 år med Vladimir Putin ved magten har cementeret den holdning, mens der i Ukraine har været revolutioner og fredelige demokratiske magtskifter i den samme periode. Putin havde måske regnet med, at han skulle hilses velkommen som en befrier, men i virkeligheden er ukrainerne lykkes langt hen ad vejen med at løsrive sig fra sovjetisk mentalitet og russisk paternalisme. Det er selvfølgelig ikke sådan, at alt er godt med Ukraine og alt er galt med Rusland, men den russiske aggression var ensidig og de fleste ukrainerne var ikke særlig begejstrede for den. Men hvordan opførte kirkerne sig i de første 3 uger af konflikten?

For det første kan man sige, at alle kirkerne i Ukraine var meget hurtige til at fordømme krigshandlingerne og klart pege på Rusland som aggressor. Bemærkelsesværdigt nok var særligt metropolit Onufrij fra UOC-MP meget klar i sin fordømmelse allerede på den første dag af krigen. Han sagde, at det er upassende for Rusland at angribe sin ortodokse nabo: det minder om kampen mellem brødrene Kain og Abel i bibelen, som enhver kristen skulle kende til og ikke ønske at gentage. Også de andre religiøse ledere i Ukraine kom med lignende udtalelser. Derimod glimrede Patriarken af Moskva og andre russiske kirkemænd med deres tavshed. Der kom ingen udtalelser fra dem om de aktuelle hændelser i hele den første uge af konflikten. Ifølge officiel russisk propaganda var der ingen krig i Ukraine, men kun en kort militær “specialoperation” for at befri det ukrainske folk fra en regering bestående af nazister og narkomane, så der var officielt ingen krig at kommentere på.

Den første udtalelse fra patriark Kirill af Moskva om konflikten i Ukraine var derfor hans prædiken på det, som de ortodokse kalder for forladelsens søndag, den 6. marts. Denne søndag er den sidste søndag før den store påskefastetid i den ortodokse kirke, og den benyttes traditionelt til at bede sine omgivelser om forladelse for alt, som man har gjort, sagt eller undladt. Men Kirills prædiken handlede kun meget lidt om forladelse og egne synder. I stedet brugte han en størsteparten af sin prædikenen til at fordømme vestlige værdier og holde dem ansvarlige for konflikten i Ukraine: ifølge Kirill var det Øst-Ukraines afvisning af ønsket om at afholde en “Gay Pride”-parade, der havde udløst konflikten med udbryderrepublikkerne i 2014, en konflikt Vladimir Putin nu havde bestemt sig for at afslutte en gang for alle. Det handler altså ikke om en angrebskrig, hvor Rusland invaderer et andet land, men om et velbegrundet forsvar af de russiske værdier, der selvfølgelig gælder også for ukrainere og belarussere.

Man kan sige om denne prædiken, at det er en absurd karikatur af det, der står på spil – i den moderne vestlige verden kan forholdet til “Gay Pride”-parader ikke blive ophøjet til et kriterium for sandhed. Men det er ikke helt så nemt i det russiske tilfælde. Gælder kirkens moral for moderne fænomener, som demokratiske statsformer, kapitalistisk økonomi, flydende kønsidentiteter, liberal seksualmoral m.fl.? Spørgsmålet er for den russiske kirke, om kirken skal være en moralsk rettesnor, der kender til den uforanderlige sandhed, eller om kirken skal behandle alle disse spørgsmål kreativt for at finde en måde at integrere dem i dens teologiske tænkning? De fleste protestantiske kirker og teologer har valgt den sidstnævnte vej, hvor de forholder sig til en integration af disse fænomener i teologien, mens katolske og især ortodokse teologer finder det svært at gå med på en sådan teologisk kreativitet. Ifølge mange teologisk interesserede ortodokse skal teologien ikke indarbejde moderne fænomener; moderne fænomener skal snarere begrænses gennem teologi.

Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke findes ortodokse teologer, der bedriver moderne kreativ teologi, men det har været et kendetegn ved ortodoks teologi gennem flere århundreder, at den ikke er interesseret i kreativitet og innovation i samspil med moderne fænomener, men derimod ønsker sig tilbage til en teologisk guldalder, hvor alle svarene allerede var givet. Det ligner lidt islamsk fundamentalisme, der også forestiller sig en nem løsning: man skal bare “komme tilbage” til en autentisk tro og et gudsfrygtigt trosliv. Blandt muslimer og ortodokse er der mange troende mennesker, der ikke køber ind på de fundamentalistiske forestillinger, men som alligevel bliver tilskyndet til at tro på, hvad forkynderne siger. Den stadig mere lukkede mediesituation i Rusland, hvor der ikke er nogen medier tilbage, der ikke er statsstyrede, afhjælper ikke denne opfattelse, for mange russere har kun adgang til propagandamedier og kan ikke nemt danne deres egen mening.

Samtidig er det vigtig at forstå, at der findes en kirkelig ideologi om den såkaldte “russkii mir” – den russiske verden. Det er forestillingen om, at kun den russiske civilisation kender sandheden, og at det er vigtig for alle russere at slutte op om den civilisation, der karakteriseres primært ved at være under den russisk-ortodokse kirkes kontrol. En meget vigtig grundsten i den russiske verden er sammenholdet mellem russere, ukrainere og belarussere, der har den opgave at bringe den guddommelige sandhed til menneskeheden. Det er endvidere grunden til, at Ukraine ikke skal forledes af de moderne vestlige fejltrin (som demokrati og LBGT-rettigheder), så de ender med at forlade den russiske verden. Det er derfor Ukraine nu på død og liv skal “forsvares” gennem en russisk militær indgriben.

Når Kirill og hans kirke bedriver deres egen kulturkrig med Vesten, og Putin er i færd med sit militære angreb på Ukraine, så er biskopperne i den Moskva-tro ortodokse kirke i Ukraine (UOC-MP) fanget i et dilemma. Det er ikke enkelt som ortodoks biskop at bytte sit tilhørsforhold til Moskva ud, men allerede nu (20.03.2022) har næsten halvdelen af de russiske-ortodokse biskopper i Ukraine (19 ud af 42 stifter) besluttet sig for at udelade patriark Kirills navn fra gudstjenesterne. Det er et meget lille, temmelig ufarligt, første skridt mod egentlig kirkelig modstand mod den hierarkiske ordning, hvor Moskva er lederen af de ortodokse i Ukraine, men det har en stor symbolsk værdi. Protestens potentiale var tydelig at se i patriark Kirils respons i hans prædiken den 13. marts, som blev holdt på det, som de ortodokse kalder kirkens triumfsøndag. Denne første søndag i fastetiden har dette navn for at minde om afslutningen på billedstriden i det østromerske rige. Striden var en kirke-intern kamp mellem dem, der ville tillade ikoner – helgenbilleder – og dem, der ville forbyde dem. De førstnævnte vandt, og ikonerne spiller en prominent rolle i ortodoksien frem til i dag. I Kirills prædiken på denne søndag sammenlignede Kirill ukrainerne med ikonoklaster – dvs. heretiske billedstormere, der modarbejder den rette ortodokse tro. Kirill hævdede, at de biskopper, der havde valgt at udelade Kirills navn fra liturgien, kun havde gjorde dette, fordi de frygter reaktionerne fra ukrainere, der chikanerer UOC-MP og modarbejder den russiske verdens enhed.

Det virker næsten som om, at patriark Kirill ikke længer har noget greb om virkeligheden, siden han ikke hører på, hvad hans egne biskopper i UOC-MP siger, men kun gentager den russiske propaganda. At de russiske styrker bombarderer civile mål og kirker fra både UOC-MP og OCU, har ingen betydning. Det her er en hellig krig, og Putin er frelseren, der befrier den underkuede russiskvenlige befolkning i Ukraine fra et vestlig styret marionetregime i Kyiv. På den måde står der to helt uforenelige fortællinger overfor hinanden - ikke kun i politisk henseende, men også religiøst.

Der kommer stadig meldinger ud, om præster i hele Rusland, der bliver forhørt, fordi de har prædiket på en måde, der ikke er helt på linje med Putins og Kirills ideologi. I de fleste tilfælde handler det om præster, der har kaldt det, der sker i Ukraine, for en krig (det er tydeligvis kun patriarken, der må det...) eller som stiller spørgsmål ved, om det kan være rigtigt, at ortodokse kristne kæmper mod hinanden. Der findes også mange billeder af demonstranter, der bliver arresteret foran ortodokse kirker i Rusland med plakater, hvor der står “FRED”, “det 6. bud: Du skal ikke dræbe” eller lignende. Disse billeder tyder på, at der er en kristelig baseret modstand i den russiske befolkningen, der gennemskuer propagandaen, men det er umuligt at sige, hvor stor den er for øjeblikket. Og den bliver stadig mindre, siden politiet er meget hurtig med at arrestere sådanne “folkefjender”.

Men det er ikke kun i Ukraine og Rusland, at konflikten har haft konsekvenser for ortodokse menigheder. Også i Vesteuropa har et voksende antal menigheder, der tilhører Moskvapatriarkatet haft problemer i de sidste uger. Mange præster forsøger at holde politik ude fra menighedslivet, men det er ikke nemt, og de bliver dels presset af menighedsmedlemmerne, både russere og ukrainere, til at tale imod patriark Kirill og den officielle russiske linje. Der cirkulerede en internet-underskriftsindsamling i krigens første uge, der opfordrede Kirill til at åbent stille sig op imod præsident Putins krigsretorik. Den havde fået næsten 300 underskrifter af russiske præster og diakoner – de fleste af dem aktive udenfor Rusland. Denne underskriftsindsamling fandt sted inden Kirills prædikener endte håbet for mange om, at han ville tale for fred. Siden har mange af de vesteuropæiske menigheder bestemt sig for at udelade patriarkens navn i liturgien og nogle har sat i gang i processer for at bytte kirkeligt tilhørsforhold. Den første og vigtigste menighed, der tog det skridt, er menigheden i Amsterdam, der længe har været central aktør i ortodoks fredsteologi. Andre menigheder kæmper med både antirussiske holdninger i det omkringliggende samfund og interne prorussiske hooligans, der insisterer på at blive hørt. Således har der været hærværk og indbrud i en del kirker, inkluderet Alexander-Nevsky-Katedralen i Bredgade, København.

Den nuværende russiske kirke og økumeniken

Det er på alle måder blevet svært at tilhøre Moskvapatriarkatet, hvis man vil anerkendes som en upartisk aktør i den vestlige verden i dag. Det gælder ikke kun for præster og menigheder, men også for alle dem, der har forsøgt at bygge et økumenisk forhold op med den russiske kirke og dets repræsentanter. Den russiske kirke, selv om den har været temmelig tilbageholdende i forhold til den økumeniske bevægelse i de sidste år, har haft mange økumeniske kontakter, specielt på lokalt niveau, der alle ser skeptisk på den i disse dage. Det Teologiske Fakultet ved universitetet i Fribourg i Schweiz havde, for eksempel, udnævnt patriark Kirills højre hånd, metropolit Hilarion (Alfejev) til titularprofessor i 2005, men suspenderede titlen den 8. marts. Senere kom det frem, at Hilarion selv skal have bedt om at blive befriet fra titlen i et brev sendt nogle dage før. Hilarion, som ellers er kendt for at kommentere alt og alle, er ikke kommet med en eneste udtalelse om den ukrainske situation siden krigen begyndte. Han har kun sagt, at han foretrækker at arbejde diplomatisk i baggrunden.

For Kirill og Hilarion, der er den russiske kirkes ansigt til verden, bliver det meget svært at komme tilbage i varmen internationalt efter denne episode. Hvis de klarer at holde sig på deres nuværende positioner, så er det usandsynlig, at de nogensinde vil kunne vende tilbage til deres tidligere plads i kirkelivet på verdensplan. Derfor findes der allerede offentlige overvejelser om, hvordan det er muligt at organisere en komplet genstart af Moskvapatriarkatet, efter at krigen er slut. Disse overvejelser sker blandt russiske teologer og religionsanalytikere, der lever i Vesten eller er flygtet ud af Rusland.

Der bør nævnes, at der findes en offentlig erklæring, som er underskrevet af mere end 1000 ortodokse teologer og akademikere fra hele verden (pr. 17. marts, efter kun 4 dage), der fordømmer forestillingen om “russkii mir” – den russiske verden – som en kirkelig instrumentalisering af en politisk idé uden teologisk værdi.1 I løbet af få dage blev erklæringen kritiseret af en russisk analytiker for at være et typisk eksempel på vestligt kætteri: erklæringen har ingenting med teologi at gøre, men er et rent politisk dokument. De to sider af denne diskussion om den russiske selvforståelse anklager begge hinanden for at være politik uden teologisk grundlag.

Ukrainske teologer overvejer også, hvordan den ukrainske ortodoksi kan forenes. Det er muligt, at denne konflikt bliver et afgørende skub for biskopperne i UOC-MP for igen at forsøge sig med et forenende bispemøde med den ukrainske ortodokse kirke, denne gang uden om patriarken i Moskva. Hvordan et sådant møde kommer til at ende, er ikke nemt at spå om, men de biskopper, der er stoppet med at nævne patriark Kirill af Moskva, har allerede fået tilladelse af Patriark Bartholomaios af Konstantinopel til at nævne ham i stedet. Om de så også gør det, bliver interessant at se. Man kan håbe at kirkelandskabet i Ukraine bliver en lille smule mere overskueligt efter at den her krig er slut.

Efterord

Jeg vil gerne afslutte med en advarsel om, at det jeg har skrevet herover er en makro-historie. Den er på ingen måde fuldstændigt og tager ikke altid hensyn til lokale udviklinger eller særforhold. Det, jeg her har skrevet, kan forhåbentlig hjælpe til, at man bedre forstår situationen som helhed, og til at kunne placere det, man hører og bliver konfronteret med, i en større sammenhæng. Det er absolut ikke muligt at tage det, jeg har skrevet, og så dermed forstå en specifik person eller menighed i Ukraine. Der er mange russere, der ikke er enige med ideen om den russiske verden eller Putins ideologiske vej, ligesom der er mange, der ikke tænker konkret over det. Enhver person fortjener at blive mødt med et åbent sind og blive vurderet på grundlag af sig selv, og ikke som del af et kollektiv. At mennesker i kollektiver ofte handler anderledes, end de som enkeltpersoner ville have handlet, er jo klart. Jeg har hørt om så meget had mod russere og alt det russiske på det sidste, at jeg gerne vil afslutte med at sige, at der også findes russere, der er uenige med Putin og russkii-mir-ideologien. En ting er det russiske – noget andet er Putinregimet.