Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

Den melocentriske vending i dansk fællessangskultur

Published onAug 30, 2022
Den melocentriske vending i dansk fællessangskultur
·

Fællessang i Vartovs grønnegård

Iført et postkasserødt jakkesæt stod tv-vært Ane Cortzen i januar 2020 på Roskilde Festival Højskole og præsenterede sangene til DR’s fællessangsshow ”Live fra Højskolesangbogen”. Da det blev tid til salmeklassikeren ”Dejlig er jorden” fortalte Cortzen, at denne sang har flere anvendelsesmuligheder, for den kan både synges til jul og til begravelse. ”Men i dag er anledningen jo, at vi har sangmaraton”, afrundede hun fiffigt, inden fællessangen stemte i.

Cortzens ord indfanger i en nøddeskal den drejning, der i den seneste tid er sket i dansk fællessangskultur. I dag synger vi ikke kun, fordi nogen er død eller det er jul – vi synger lige så tit uden ydre foranledning, simpelthen fordi vi er til fællessang. Med andre ord, vi synger for at synge. Dermed er det ikke længere situationen, der definerer sangen, men snarere sangen, der definerer situationen. Og det er ikke længere sangens ord, der er det vigtigste.

Vi synger da stadig julesange til jul og så videre, vil man indvende. Og det er naturligvis sandt. Mange af de traditionelle fællessangssituationer, hvor sangtekstens indhold er tæt forbundet med anledningen til at synge, lever stadig i bedste velgående. Det gælder ikke mindst salmerne til gudstjenesten, som stadig reflekterer dagens ord; og de sange, der følger os i de store livsbegivenheder som dåb, bryllup og begravelse, hjælper os med at sætte ord på det store, det glade og det tunge. Men i tilgift hertil har vi fået en ny type fællessangsbegivenheder, hvor sangen er sit eget formål. Alle de nye sangevents, fra de små og lokale til de store og TV-transmitterede, er simpelthen motiveret af lysten til at mødes og synge. Ikke om noget bestemt, ikke for noget bestemt – den fælles musikalske performance er anledningen i sig selv.

Det bedste eksempel på denne type sangbegivenheder er de såkaldte ”sangmaratons”, som opstod i 2010 på Vartov-kollegiet i København, og som i dag er blevet udbredt som betegnelse for sangarrangementer i det hele taget. Sigtet med maratonsang er, ifølge Vartovs hjemmeside, at synge højskolesangbogen igennem fra ende til anden. Formålet med arrangementet er altså ikke at synge om noget bestemt eller udtrykke et bestemt budskab, men simpelthen at synge så meget som muligt. Det understreges yderligere af begivenhedens fokus på varighed: Sangmaraton drejer sig om at synge hele dagen, fra morgen til aften. Det er endda blevet defineret, at et maratonsang-event skal vare mere end 4 timer og 21,95 minutter, som en tidsmæssig pendant til et maratonløbs varighed af 42,195 kilometer (Borcak & Marstal 2022, 78). Denne vægtlægning på varighed går igen i andre sangarrangementer af samme type; således var det en omfattende del af DR’s promovering af showet ”Live fra Højskolesangbogen”, at eventen varede hele 12 timer.

I øvrigt er der tegn på, at tendensen fra de nye typer sangevents er ved at infiltrere de ældre, mere traditionelle fællessangssettings. Fællessang har fx som bekendt altid haft sin plads ved gudstjenesten, men først i nyere tid er den blevet forfremmet til at blive selve hovedattraktionen ved såkaldte ”fællessangsgudstjenester”. Altså gudstjenester, der først og fremmest drejer sig om at synge med på kontemporære pophits.

Vendingen mod musikken

Jeg har kaldt denne vending i nutidig fællessangskultur for den melocentriske vending (Borcak 2020). Melocentrisme vil sige at musikken, melos, er i centrum – modsat fx den lidt mere kendte ”logocentrisme”, der sætter ordet i centrum. Jeg foreslår dette begreb, fordi vi vender fokus væk fra sangteksters budskaber og henimod sang for sangens egen skyld. Det indebærer et statusskift mellem ord og musik.

Tidligere har dansk fællessangskultur i højere grad været logocentrisk, forstået på den måde at den generelle opfattelse oftest har været, at det centrale i sang var de budskaber, sangteksterne udtrykker. Den danske sanghistoriker Kirsten Sass Bak påpeger, hvordan den folkelige fællessangstradition, der i Danmark for alvor fik luft under vingerne i løbet af 1800-tallet, oprindeligt udsprang af et behov for i fællesskab at kunne give udtryk for en sag, man var fælles om (Bak 2018, 18). På det overordnede plan var denne fælles sag den nye nationalitetsfølelse, som voksede frem i Danmark som i andre lande i begyndelsen af 1800-tallet. Også andre, mere specifikke ”fælles sager”, som bondens og arbejderens, blev båret frem af fællessang.

Det er denne budskabsbårne fællessangsopfattelse, som er i opbrud nu. Går man til fællessangsarrangementer i dag, bliver man oftest mødt af et særdeles broget repertoire af sange, der meget vel kan have indbyrdes modsigende tekstindhold. Der behøver heller ikke være nogen forbindelse mellem sangteksten og konteksten – ikke engang årstidssange er længere nødvendigvis bundet til deres tid. Således var ”Septembers himmel er så blå” på programmet til ”Live fra Højskolesangbogen” på DR i 2018 – i april. Alt sammen endnu et udtryk for, at sangteksterne ikke er definerende for begivenheden. Det centrale ved begivenheden er en glæde ved at kaste sig ind i det store musikalske kor.

Vendingen er for så vidt forståelig set i lyset af den generelle samfundsudvikling: De store narrativer om Gud, konge og fædreland, som fællessangstraditionen har sine rødder i, har mistet deres uskyld. Vi lever i dag i et individualiseret og fragmenteret samfund, hvor det er uforholdsmæssigt meget sværere at finde noget at synge sammen om.

Eller det skulle man da tro – men overraskende nok har det jo vist sig, at fællessangen lever i bedste velgående og endda er inde i en storhedstid. Hertil kommer, at det ”traditionelle” fællessangsrepertoire, altså fædrelandssange fra de to foregående århundreder, stadig fylder rigtig meget i nutidig fællessang. Det samme gør salmerne. Man kunne måske have gættet på, at sådanne tekster ville tabe terræn i en sekulariseret og multikulturel samtid. Når det ikke er sket, skyldes det ikke mindst, at der er musik på. Et alternativ til at smide sangene ud med badevandet, når de ikke længere føles relevante, er at flytte privilegiet fra teksten til musikken. Og det er det, der er sket med den melocentriske vending.

Behovet for fællesskab

Almindeligvis siger man, at fællessangstraditionen led et knæk fra 1960’erne og frem, da den var for småborgerlig for ungdomsoprørets generation. Imidlertid må man her huske, at det kun gjaldt en bestemt slags fællessang, nemlig den, som er forbundet med begrebet om en ”dansk sangskat” og især er båret frem af højskoletraditionen. Som folkesangsforskeren Helen Rossil har påpeget, var det selvfølgelig ikke sådan, at man holdt op med at synge sammen under ungdomsoprøret: ”Ligesom for højskolefolket, var musikken for 68’erne en ”genvej til fællesskabsfølelsen”, blot blev den ”borgerlige” sang erstattet med et nyt repertoire med en anden æstetik. At sidde på hver sin ølkasse og sammen synge med på Bob Dylan er efter praksisdefinitionen også fællessang”, siger Rossil (2021, 22).

Som en del af den nuværende fællessangsbølge er der kommet stor bevågenhed omkring musikkens evne til at få os til at føle fællesskab, når vi synger. Her lægger vi måske slet ikke mærke til, at vi fremhæver sangens musikalske betydning over ordene: det er musikken, der bringer os sammen. Men der er noget om snakken – fra forskningsmæssigt hold bliver vi bekræftet i, at det er sangenes musikalske side – snarere end teksterne – som muliggør, at sangen styrker samhørigheden mellem de syngende.

Den engelske musikforsker Ian Cross er en af de mange, der har sammenlignet musik og sprog. En af de store forskelle på sproget og musikken er, at sprogets betydning er meget præcis; med ordene kan vi udpege og afgrænse ting og begreber i verden uhyre specifikt. Musikkens betydning er meget mere åben – forskellige mennesker lægger forskellige betydninger i den samme musik. Ifølge Cross er det netop denne betydningsåbenhed, der gør musik velegnet som middel til at skabe samhørighed i en gruppe mennesker eller endda mellem to grupper af mennesker, der er fremmede overfor hinanden (Cross 2009). Sprogets betydningsmæssige præcision, som ellers oftest opfattes som dets styrke, er i denne sammenhæng dets ulempe, for det er med ord at vi udpeger forskellene mellem os. Det var for eksempel en tekst, der i 2018 skabte splittelse i befolkningen om, hvorvidt den danske sang er en ung, blond pige. Melodien var der ingen, der talte om.1

Når Rossil ovenfor skriver om musikken som ”genvej til fællesskab”, er det faktisk også noget, forskningen har beskæftiget sig med. Således viste en undersøgelse fra universitetet i Oxford, at ud af en række ”ryste-sammen-aktiviteter” var fællessang den hurtigste måde, deltagerne kunne opnå en fællesskabsfølelse (Pearce et al. 2015). Det kan netop hænge sammen med at når man synger, omgår man kravet om at skulle tale sammen og blive enige om ting.

Det er derfor nærliggende at spekulere i, at fællessangens genopblomstring i de seneste årtier hænger sammen med at vi har opdaget, at vi ikke kan undvære fællesskabet. Fællessang som udtryksform svarer lige præcis på dét behov i en tid med svindende fælles ideologisk fodslag, idet den tilbyder et fællesskab, man kan træde ind i og ud af igen. Den melocentriske vending bevirker, at det er fuldstændig legitimt at synge med på sange, hvis verbale indhold man aldrig ville skrive under på udenfor sangsituationen. På den måde udviser moderne fællessangsdeltagere generelt en hidtil uset repertoiretolerance. Vi er blevet sanglige altædere.

Ikke sangen i sig selv

Den nutidige danske fællessangsentusiasme bakkes op af psykologisk, sociologisk, neurovidenskabelig og anden forskning, som bekræfter sangens evne til både hurtigt og effektivt at få meget store grupper af mennesker til at føle samhørighed. Fælles for denne forskning er, at det generelt fremgår – enten eksplicit eller underforstået – at det er sanghandlingen, den fællesrytmiske klingende oplevelse, der bevirker dette. Det er altså ikke en effekt af bestemte sange og deres indhold (Borcak & Baunvig 2021). Det er lettere at se i den internationale forskningslitteratur: Det er singing og ikke songs, som får os til at føle fællesskab.

Denne indsigt – at det først og fremmest er den rituelle, synkrone fællesperformance, der afføder samhørighed – er ikke ny. Allerede i 1828 skrev Grundtvig de efterhånden berømte linjer, at ”det, der rører os i salmesangen, ikke så meget er salmen i sig selv betragtet, som menighedens inderlige deltagelse.” (Grundtvig 1828). Med dette for en så skriveglad person ret opsigtsvækkende udsagn var Grundtvig altså forud for sin tid og helt på linje med de næste århundreders forskning i menneskelige fællesskabers egenart (Baunvig 2013). Om end Grundtvig næppe kunne have forudset den radikale melocentrisme, vi er vidne til i dag, og næppe heller ville have billiget, at Natkirken på Strøget promoverer en Justin Bieber-gudstjeneste med den friske vending ”You dont have to believe to belong”.

Vigtigheden af at deltage i sangen har oversteget vigtigheden af at bekende sig til sangens indhold, i dag mere end nogensinde før i fællessangens danske historie. Man hører indimellem, at det er vigtigt, at fællessange (hvis det overhovedet er et begreb – alle sange bliver jo til fællessange, når de synges sammen med andre) afspejler vores tid/kultur/værdier. Men dermed reducerer man fællessangens rolle til blot at reflektere allerede eksisterende fællesskaber. Man bytter om på årsag og virkning: I lyset af den melocentriske vending bliver det klart, at vi ikke (længere) synger for at bekræfte allerede eksisterende fællesskaber. Vi skaber nye (midlertidige?) fælleskaber, mens vi synger.

Litteratur

Bak, Kirsten 2018: ”Fællessangstraditioner i Danmark ca. 1780-1960”. I Fællessang og fællesskab. Herning: Sangens Hus.

Baunvig, Katrine 2013: Forsamlingen først – N.F.S. Grundtvigs og Émile Durkheims syn på fællesskab. Aarhus: Aarhus Universitet (ph.d.-afhandling).

Borčak, Lea Wierød & Henrik Marstal 2022: Fællessang – fælles sag? København: Forlaget Højskolerne.

Borčak, Lea Wierød & Katrine Frøkjær Baunvig 2021: ”Medial Conditions for Social Bonding in Singing.” I International Review of the Aesthetics and Sociology of Music 52, 391-416.

Borčak, Lea Wierød 2020: “Community as a discursive construct in contemporary Danish community singing”. I SoundEffects 9:1, 81–91.

Cross, Ian 2009: “Music as a communicative medium”. I Rudolf Botha & Chris Knight (red.), The Prehistory of Language. Oxford: Oxford University Press, 113–144.

Helen, Rossil 2021: “Fællessang fra bagsiden – Folkelige salmesangstraditioner i Danmark”. I Custos 1, 21-26.

Pearce, Eiluned, Jacques Launay & Robin I.M. Dunbar 2015: “The ice-breaker effect: Singing mediates fast social bonding”. I Royal Society open science 2015, 2: 10, 150–221.

Comments
0
comment
No comments here
Why not start the discussion?