Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

Feltsalmer set i et sjælesørgerisk perspektiv

Published onNov 02, 2021
Feltsalmer set i et sjælesørgerisk perspektiv
·

Feltsalmer set i et sjælesørgerisk perspektiv

Peter Balslev-Clausen

Sjælesorg bliver som regel forstået som præsters hjælp til mennesker til at komme til rette med sig selv, med hinanden og med Gud, individuelt ved samtaler, kollektivt ved gudstjenester, samtalemøder og fælles salmesang. Et vigtigt hjælpemiddel ved den kirkelige sjælesorg, både den civile og den militære har været de salmer, der fra den lutherske reformations gennembrud i Danmark i årene omkring 1530 har været allemandseje, og som har været læst og sunget både om søndagen i kirken, hvor salmerne hørte med til gudstjenestens liturgi, og til hverdag, hvor man sang til arbejdet, når man gik ud over markerne og ad veje og stier. Salmebøgerne har været brugt som andagtsbøger i hjemmene og som rejselekture, når man var på farten. Man sang, når man var alene, og man sang, når man var sammen, ikke alene viser og folkelige sange, men også salmer.

Fra det 16. til det 18. århundrede

Forudsætningen for at kunne synge, hvor man gik og stod, var, at man kunne sangene – og salmerne – udenad, eller i hvert fald kunne synge med, når en forsanger gav tonen og teksten an. Sådan har salmerne gennem århundrederne fungeret som det på en gang fælles og dybt personlige udtryk for tro og sammenhæng i liv og død. Alle har fra reformationen i det 16. til ind i det 18. århundrede kunnet de mest brugte salmer udenad. Det betyder, at man har kunnet gennemføre feltgudstjenester og øve sjælesorg uden nødvendigvis at gøre brug af salmebøger. De første danske militærsalmebøger, Psalmer Oc Bønner fra 1683 for flådens og Aandelige Psalmer og Bønner fra 1719 for hærens vedkommende, indeholder i det store hele salmer, der har været kendt fra de gudstjenester, som kongens søfolk og soldater havde deltaget i også i deres civile liv og som alle, både menige, befalingsmænd og officerer kunne synge med på uden at have en bog i hånden, hvis der blot var en forsanger, der kunne lede sangen.

Op gennem det 17. og 18. århundrede blev krigen på linje med epidemier og naturkatastrofer opfattet som Guds straf for kongens og folkets synder. Derfor var et tilbagevendende tema i de krigsrelaterede salmer, også i de civile salmebøger, syndsbekendelse og bøn om Guds nådige tilgivelse. Det var den almindelige opfattelse, at uden den var det Djævelen, der tog over, og den evige død, der var menneskers skæbne.

Ved at synge en salme som dem, der stod i de to værns salmebøger, sammen, fik hver enkelt sat ord både på sin eksistentielle situation (“jeg risikerer at dø og dermed møde Gud ansigt til ansigt, og hvad så?”) og på Guds svar, samtidig med at man havde den eksistentielle oplevelse, som salmen beskriver, sammen med de andre, som man sang salmen sammen med. Derved fik salmen og salmesangen både individuelt og kollektivt en sjælesørgerisk betydning, der nok var mere eller mindre ubevidst, men samtidig ikke desto mindre meningsgivende og livsbekræftende både for hver enkelt og for alle, der sang med.

Fra oplysningstid til nationalromantik

I løbet af det 18. århundrede ændrede militærsalmernes sjælesørgeriske fokus sig. Det blev mindre og mindre som tidligere problematikken synd og nåde, der stod i centrum. Krig blev nu i dansk sammenhæng i praksis opfattet som forsvarskrig og den aggressive modpart part set som oprører mod Gud, for så vidt som han ønskede at tilrane sig det land og den rigdom, som Gud havde givet Danmark og det danske folk. Derfor var alle overbeviste om, at Gud holdt med de styrker, der gik i krig for at forsvare det, som Gud havde givet, og som man derfor skyldte Gud at tage vare på. En naturlig konsekvens af denne tankegang var opfattelsen af, at de, der blev såret eller dræbt, blev det for Guds skyld, hvad Gud ville belønne dem for både her og hisset.

Der er denne tankegang, er ligger bag Claus Frimanns (1746-1829) salme “Med Gud i lovligt Kald vi gaae”, der giver udtryk for det sene 18. århundredes syn på forsvarskrigen som retfærdig, gudvelbehagelig krig. Som en understregning af Frimanns og hans samtids baggrund for at mene, som de gjorde, skal salmen synges på melodien til “Vor Gud han er så fast en borg”. Samtidig viser salmen, at en humanitær forståelse af krigen havde vundet indpas

Med Gud i lovligt Kald vi gaae,
Om Fødeland at frede;
At Orlogstoget lykkes maa,
Saa tillidsfuld vi bede.
Kun ene du, vor Gud!
Kan dele Seier ud.
Giv Seier! men, o giv,
At ogsaa spares Liv
Blandt os og vore Brødre.

[…]

Vor Fjendes Blod er Broders Blod,
Vi ikke det begiere;
Men skal vi slaae, da skienk os Mod,
At hævde Landets Ære!

Denne oplysningstidens menneskekærlige, filantropiske, holdning går igen i H.C. Bunkeflods (1761-1805) salme “O Gud! til dig vort Haab vi ene sætte”, hvor han skriver:

Alt, hvad vi eie, Gud! er dine Gaver,
Ved Fred og Flid du os dem skienket haver.
O! skulde da en Voldsmands Haand dem røve
Og os bedrøve!

1848 – 1850. Den første slesvigske Krig

Frederik Hammerich (1809-1877) blev i foråret 1848 kort efter udbruddet af Den første Slesvigske Krig udnævnt til feltpræst for de danske styrker. Noget af det første, han foretog sig, var at samle og udgive en feltsalmebog med 43 salmer til brug ved feltgudstjenester og individuel sjælesorg blandt soldaterne (Udvalgte Psalmer for danske Krigere 1848). Hammerichs sjælesørgeriske praksis kan læses ud af hans feltsalmebog. Salmebogen indeholder dels salmer, som soldaterne har kendt fra deres civile liv, dels salmer, der er relateret til krigsdeltagelsen. Hammerich har kunnet gå ud fra, at soldaterne fra deres skolegang og deres konfirmandforberedelse har kendt salmer, der kunne bruges både til kollektiv og individuel sjælesorg, dvs. på den ene side kollektivt til gudstjenester og øvrige sammenhænge, hvor de har sunget salmerne sammen, og på den anden side individuelt til personlig læsning og sang.

Salmerne i Hammerichs feltsalmebog giver entydigt udtryk for, at krigen gælder forsvaret af det, som Gud har givet samfundet, landet, og den enkelte, og at krigen derfor som forsvarskrig er retfærdig og gudvelbehagelig. Gud er på deres side, der forsvarer deres fædreland. Det er dette tema med variationer, der går igen i de salmer og sange, der blev skrevet i forbindelse med Treårskrigen 1848-1850.

Året efter at Adolph v.d. Recke 1848 havde skrevet den afdæmpede bøn til Gud om fred og frihed for Danmark, “Kongernes Konge” skrev han under indtryk af Fredericia-slaget 6. juli 1849 “I Natten klam og kold”. v.d. Recke beskriver situationen omkring udfaldet fra Fredericia, sådan som han forestiller sig, en menig dansk soldat må have oplevet den:

Soldatens Hjerte banker, han ved jo, han skal frem,
han beder til Vorherre – han tænke paa sit Hjem.
Da lyder Bülows Bud: “Soldater, vi skal ud!
Saa kæmper1 nu for Kongen og vort Land med Gud!”

Sådan lader Adolph v.d. Recke lader sin slagsang munde ud i ordene “Med Gud!”, der var generalerne Olaf Ryes (1791-1849) og Frederik Bülows (1791-1858) løsen under udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849. Nogenlunde samtidig med v.d. Reckes sang skrev B.S. Ingemann en sang med overskriften “Dansk Løsen”. Denne sang handler om, at det ikke kun er de tre kanonskud eller de tre hurra-råb, der er det danske løsen, dvs. kampråb, men også råbet “Med Gud! med Gud!”, som general Bülow (1791-1858) tilråber soldaterne i v.d. Reckes sang. Første strofe lyder:

Med Gud! med Gud! – det Ord har Magt / Og Liv og Aand! /
Den Høvedsmand med evig Kraft / Har Seir i Haand!

Danmarks sag er Guds sag. Den der sætter sit liv ind i kampen for Danmarks sag, sætter sit liv ind for sandhed og ret og er derfor sikker på liv og sejr her eller hisset, hvad enten han overlevede kampen eller døde som general Rye,2 der faldt i kampen for kongen og for fædrelandet.

Udover de allerede nævnte krigssalmer fra 1848 kan nævnes Grundtvigs sang – i Grundtvigs Sang-Værk, bind 4, s. 237 (nr. 175) anført som salme – “Fæderneland! / Ved den bølgende Strand” (Højskolesangbogen 2020 nr. 382), hvor tankegangen er den samme som hos Bunkeflod 60 år tidligere: Gud har givet hvert folk dets fædreland og dermed danskerne Danmark. Tiltvinger et folk, i 1848 tyskerne, sig et andet folks fædreland eller dele deraf, er det i virkeligheden Gud og hans vilje med dette folk og dets fædreland, de sætter sig op imod, og det vil til enhver tid, mente både oplysningsmanden Bunkeflod og nationalromantikeren Grundtvig, bære straffen i sig selv.

1864. Den anden Slesvigske krig

Da Den anden Slesvigske Krig brød ud 1864, blev Erik Høyer Møller (1818-1904), der havde været feltprovst i slutningen af Treårskrigen, udnævnt til feltprovst. I sin erindringsbog Præsten i Krigen. Breve til en Ven beskriver han, hvordan feltsalmebogen og dens salmer indgik i hans arbejde som feltpræst. Erik Høyer Møller havde 1850-1851 været feltpræst og feltprovst under Den første Slesvigske krig og i årene mellem krigene 1851-1861 militær- og garnisonspræst, fra 1857 i Slesvig. I sit arbejde som feltpræst brugte han en ny, udvidet udgave af Frederik Hammerichs Udvalgte Psalmer for danske Krigere. Om salmesangen ved feltgudstjenesterne skriver han: “I sidste Krig [dvs. krigen 1864] havde Cultusministeriet ladet en lille Feltpsalmebog med 64 Psalmer trykke i et Antal af 50000 Exemplarer, og af disse var der omsendt en vis Del (5 à 800) til hver Afdeling, for at enhver Soldat ogsaa udenfor Gudstjenesten kunde have den hos sig. Det viiste sig dog meget ofte, at Mange af dem, der kom i Kirken, intet Exemplar havde; Nogle havde intet modtaget, Andre havde sendt deres hjem, - det fornødne Antal blev da omdelt. Var der et Orgel, blev det gjerne brugt, dog ikke altid; […] jeg gik op og ned ad Gulvet og sang for, og Sangen gik i Regelen godt; bedre i 1864 end i 1848-50. Ja! jeg tør sige: Aldrig har jeg hørt en bedre Kirkesang end ved Gudstjenesten den 16de og 17de April, i de allersidste farefulde Dage; jeg tror, at Enhver, der i disse Dage var traadt ind i vor Forsamling og havde hørt: “Jeg gaar i Fare hvor jeg gaar” eller “Vor Gud han er saa fast en Borg”, vilde have følt sig grebet af det. – Præsten maa som oftest synge for (Til de Egenskaber, som en Feltpræst maa være i Besiddelse af, kommer ogsaa den, at han maa kunne synge; thi det er ikke altid saa let at finde en Forsanger).”

Samtidig med Erik Høyer Møller gjorde sognepræsten i Kgs. Lyngby Peter Rørdam (1806-1883) tjeneste som feltpræst, først i Fredericia og efter Fredericias rømning sidst i april på Nordvestfyn. Før sin afrejse til Jylland redigerede Rørdam en feltsalmebog (Psalmer for Danske Krigere 1864) med 54 salmer, idet han fik indflydelsesrige kirkelige venner til at sponsorere udgivelsen.

Gennem Rørdams breve (Rørdam 1895) til sin hustru Jutta3 får man et levende indtryk af hans virksomhed som feltpræst, herunder hans brug af salmer og salmesang i tjenesten. Han skriver således den 15. marts: “Altergangen idag havde jeg inderlig Glæde af; ved Skriftemaalet kom det til en ordentlig Samtale; jeg har aldrig haft Mage til Skriftemaal; og Du skulde hørt Sangen!” (Rørdam 1895, 190). Om gudstjenesten skriver Rørdam: “Jeg gik op og ned ad Kirkegulvet, ligesom i Mehrn”.4

Den 17. marts skriver Rørdam om sit møde med fire sårede soldater, hvor af den ene var hårdt såret: “Han vendte sig til mig og sagde: Mon Vorherre vil være min Sjæl naadig? Jeg svarede: Han er død for vore Synder, det Guds Lam, som bar al Verdens Nød, og han lever og regjerer for at give os Omvendelse og Syndernes Forladelse. Saa sagde han: Vil de bede en god Bøn for mig – og jeg bad – og dernæst: Kan De synge en Psalme! Jeg sang: Naar Liv og Aande skal forgaae i Dødens bittre Stunde! og lyste Velsignelsen over ham. Saa kyssede han mig og sagde: Vi De komme igjen. Men da jeg ½ Time efter kom igjen, var han uden Samling. Gud være hans Sjel naadig!” (Rørdam 1895, 192).

Den 22. marts skriver Rørdam, at han samme dag, hvordan han og soldaterne ved en gudstjeneste tidligere på dagen “sang, saa det var en Lyst”, hvorefter han gik “paa Vorden og holdt der en stor og deilig Forsamling, […] Du kan troe, vi sang: “Den nærmer sig, den Time forudsat”, og det Vers: “O Jesus, Du mit Liv og Lys i Dødens Nat”, det udtydede jeg, ved Vorherres Naade, saa det gjorde sin virkning, og det lovede de at lære udenad, at de kunde have Noget at styrke Sjelen paa, naar de staaer paa Forpost om Natten og er alene med deres Hjerte” (Rørdam 1895, 197f.).

Salmesang og salmebøger i 19. århundrede

Som udtryk for Danmarks væbnede neutralitet i forhold til stormagtsopgøret i 1. Verdenskrig, blev den såkaldte sikringsstyrke indkaldt i august 1914. For at tilgodese dette militære samfund i samfundets kirkelige behov blev der – med nogen forsinkelse i forhold til det aktuelle behov - 1916 udgivet to sangbøger, en Salmebog for Hæren og en tilsvarende Salmebog for Flaaden. Disse to salmebøger, der indholdsmæssigt er identiske, indeholdt hver 96 salmer. Alle salmerne er taget fra Salmebog for Kirke og Hjem (1899).

1943 Sangbog for Hæren og Søværnet

1943 udgav Krigsministeriet og Marineministeriet en Sangbog for Hæren og Søværnet. Sammenligner man de to militærsalmebøger fra 1916 med sangbogen fra 1943, er det tydeligt, at man har ønsket at medtage et udvalg af de mest populære salmer. Det er hjemmets og foreningslivets lette salmer, ikke de mere eksistentielt indholdstunge, man har ønsket at tage med i en sangbog for soldater. Ville man nøjes med salmerne i Sangbog for Hæren og Søværnet (1943), var man nogenlunde sikker på, at alle kunne synge med, og det var måske også meningen.

Modstandsbevægelsen

I sin erindringsbog præst sabotør / flygtningearbejder (1983) skildrer Harald Sandbæk5 (1904-1986) sit første møde med den jyske gruppe af modstandsfolk, som han kort efter tilsluttede sig:

“Da vi havde siddet lidt, gik de hen til deres rygsække og fiskede en ny ting op. Til min forbløffelse viste det sig at være – Højskolesangbogen. Vi gav os så til at synge de sange, der blev til så stor hjælp for os i den onde tid. Kraftige, sunde sange, der tog parti. Og det var underligt at sidde her – midt i besættelsestidens mørke – og synge disse sange, så det rungede. [69] Ingen tog hensyn til, at vi var jagede mennesker, der alle stod på forbryderlisten hos vore ”beskyttere”.

Men der blev sunget, så loftet i hytten næsten løftede sig og sangen klang ud over den øde mose og den lille, lave plantage ved hytten.”

Den danske Brigade i Sverige

Den Danske Brigade i Sverige,6 der blev oprettet 15. november 1943 havde et antal feltpræster, der holdt gudstjenester og øvede sjælesorg blandt brigadens soldater. Som salmebog brugte man Salmebog for Den danske Kirke i Sverige.7

En af feltpræsterne i Den danske Brigade i Sverige, den senere feltprovst i Den danske Brigade i Tyskland, Thorkild Balslev Clausen8 skriver i artiklen “Feltpræstetjeneste” i Dansk Kirkeliv 1947, hvordan han oplevede gudstjenesten julen 1944 i Brigaden: “Det var min første Oplevelse som Feltpræst. Der var en stor Biograf i Lejren, og den var pyntet med Juletræer og blev brugt som Kirkesal ved denne lejlighed. Salen var stuvende fuld, og aldrig har jeg haft en mere lydhør Menighed, og aldrig har jeg hørt Julesalmerne sunget kraftigere end dér i Biografen midt i det svenske Vinterlandskab” (Clausen 1947, 121).

Harald Sandbæk, der efter sin flugt til Sverige 1944 havde været feltpræst i Den danske Brigade i Sverige, giver i sin bog Feltpræsten i Krig og Fred fra 1946 udtryk for sine både opløftende og nedslående erfaringer med hensyn til unge og yngre danske mænds forhold til salmer og salmesang:

“Et helt Kapitel for sig er Feltpræstens Salmevalg, for øvrigt et sørgeligt kapitel. Det er faktisk noget af det mest nedtrykkende ved Feltpræstearbejdet, at man, hvad Salmer angaar, synes henvist til et endog ganske utroligt pauvert Udvalg.

Om mine Indtryk fra Finland og Sverrig er typiske, saa har almindelige danske unge Mænd et ganske ufatteligt lille Kendskab til vore gode, gamle Salmer, navnlig Reformationstidens og Grundtvigs Salmer.

Man forstaar ikke, hvad de egentlig har lært i Skolen. Og ej heller, hvorledes de har kunnet komme i diverse Ungdomsforeninger uden at lære flere af vore gode Salmer; en Række af Mændene baade i Finland og Sverrig havde været Spejdere eller F.D.F. o.s.v., men blanke var de, hvad Kendskab til vore Salmer angik.

De fleste kendte ”Dejlig er Jorden”, ”Altid frejdig” og ”Du, som Vejen er og Livet”. Desuden som en slags Trøst ”Vor Gud han er saa fast en Borg” og ”Du Herre Krist”.Men saasnart man vilde synge en af Grundtvigs Kirkesalmer eller en Salme som ”Nu fryde sig hver Kristenmand” eller lign., saa meldte de fleste Pas.

Det er klart, at man ved en soldatergudstjeneste skal synge noget, som de kender […] Der er en stor Opgave her for en kommende Feltpræsteordning at bruge nogle Aftener til at synge med dem, der har Lyst til at synge, og langsomt se at faa dog de allermest kendte Salmer gjort brugelige.

En kolossal Hjælp ved Salmesangen er det, om man kan faa Regimentsmusikken til at spille. […] Der er ikke meget, der lyder saa pragtfuldt som Hornmusik, netop til vore gamle Kirkesalmer”.

Sangbog for Hæren og Søværnet (1947)

I tiden efter 2. Verdenskrig blev der brug for en ny udgave af den officielle militærsang- /salmebog, da Danmark fra1947 med Den danske Brigade i Tyskland deltog i den militære besættelse af Tyskland. Godt 4.000 mand blev stationeret i Østfrisland i området omkring Jever og Aurich. I stedet for at sammensætte en helt ny sangbog valgte man at trykke en ny let ændret udgave af 1943-sangbogen.

Salmebog for Hæren (1949)

Det er tydeligt, at 1949-militærsalmebogen, der bygger på erfaringerne fra Den danske Brigade i Tyskland, har de to militærsalmebøger fra 1916 som sin forudsætning. Som 1916-salmebøgerne er 1949-salmebogen tænkt som gudstjenestesalmebog med et nogenlunde repræsentativt antal gudstjeneste- og kirkeårssalmer, idet 1949-salmebogen sammenlignet med 1916-salmebøgerne har forholdsvis flere salmer til dåb og konfirmation.9 1916-salmebøgerne har flest begravelsessalmer, sikkert fordi krigsfaren var større i 1916 end i 1949. Formodentlig af samme grund er udvalget af salmer om kristenlivets kamp større i 1916 end i 1949. Måske fordi man i 1949 har fundet det sværere at tale og synge om liv og død end i 1916.

Sangbog for Forsvaret (1955)

Seks år efter Krigsministeriets udgivelse af Salmebog for Hæren (1949) og umiddelbart efter indførelsen af Den danske Salmebog i 1953-54 udgav Forsvarsministeriet Sangbog for Forsvaret. Ud af i alt 103 sange og salmer indeholdt denne sangbog 30 salmer og åndelige sange.

Kun to år efter udgivelsen af Sangbog for Forsvaret (1955) udsendte Forsvarsministeriet 1957 et tillæg til sangbogen. En grund til at udsende et “tillæg” til Sangbog for Forsvaret (1955) allerede i 1957 kan være den, at Danmark sidst på året 1956 stillede en bataljon til rådighed for FN’s fredsbevarende styrke i Gaza-området, hvilket blandt meget andet skabte et aktuelt behov for en kombineret sang- og salmebog, samtidig med at der ikke var tid til at redigere og udsende en helt ny sangbog. En sådan sangbog blev først udsendt af Hærkommandoen i 1969.

Forsvarets sangbog (1969)

Denne sangbog indeholder 40 salmer og en åndelig sang, “Kongernes konge, ene du kan” (nr. 62), hvilket betyder, at salmerne udgør 31,3 % af sangbogens sange. Der findes ingen salmer fra salmebogens afsnit om synd og nåde, årvågenhed og bøn, døden, opstandelsen og det evige liv (“saligheden”). Til gengæld er Den danske Salmebogs afsnit med salmer om årets gang, morgen og aften nogenlunde, men dog ikke fyldigt repræsenteret. Alt i alt er Forsvarets sangbog fra 1969 en overbevisende videreførelse af 1955-sangbogens funktion som udtryk for dansk folkekirkelig civilreligion omkring 1970, men den yder ikke den store hjælp til eksistentielt anfægtede soldater.

Sang og salmer i Bosnien og Afghanistan

Ole Brehm Jensen,10 der gjorde tjeneste som feltpræst i Bosnien i 1993, skriver i artiklen “Feltpræst i Bosnien” (Jensen 1993, se også Jensen 1994) om vilkårene for den præstelige betjening af det udsendte mandskab. “Ca. en gang om måneden lykkedes det at stable en foredrags- eller sang- (67) aften på benene. Her er rigtignok noget, der er forsømt i de unge menneskers opdragelse. De kan stort set ingen danske sange, og endnu færre salmer, men det kan man jo ikke laste dém for. Man kan kun tage fat på at lære noget af det forsømte. Og langt fra hjemmet under ekstreme forhold vil de gerne både lytte og lære, så det fik de lov til” (Jensen 1993, 66).

Det er tydeligt, at Ole Brehm Jensen har gjort de samme erfaringer som Harald Sandbæk gjorde i Den danske Brigade i Sverige næsten 50 år tidligere, nemlig at det danske samfund ikke havde forberedt sine unge mennesker på de ekstreme sociale og personlige udfordringer, aktiv militærtjeneste medfører.

Det er de samme erfaringer, Christian Ulrich Terp11 (f. 1952) giver udtryk for i Rejsen til Ariana. Feltpræstens beretninger fra ISAF12 9 Afghanistan, hvor han skildrer sine oplevelser som feltpræst. Ligesom Ole Brehm Jensen kan Terp konstatere, at soldaternes kendskab til salmer og salmemelodier er så godt som ikke-eksisterende. Soldaterne giver ikke udtryk for modvilje mod salmer og salmesang, snarere tvært imod, men deres manglende kendskab til dem betød, at en ikke uvæsentlig del af feltpræstens arbejde bestod i at lære soldaterne salmerne og deres melodier at kende (Terp 2007, 103).

Ret beset er der tale om, at det danske samfund og med det Den Danske Folkekirke, i uhyggelig grad har svigtet de danske soldater og med dem den opvoksende danske befolkning ved ikke at give dem den hjælp til at tackle mødet med både liv og død. Den hjælp gav sangene og salmerne tidligere. Gennem sangenes og salmernes formuleringer fik soldaterne og alle andre unge med dem, sat ord på livets mørke som lyse situationer, ord, der kunne bære gennem dødsskyggens dal (Sl 23,4). Tidligere havde soldaterne sangene og salmerne med hjemmefra i deres åndelige og kulturelle bagage. Det betød også, at sangene og salmerne var åndelige bindeled til dem derhjemme, når de blev sunget i fjerne lande. I dag møder mange først sangene og salmerne som relevante eksistentielle udtryk, når de synger dem sammen med feltpræsten, som tilfældet var i det tidligere Jugoslavien og i Afghanistan.

Søværnets Sangbog (2011)

Søværnets Sangbog (2011) er den foreløbig sidste danske militærsangbog. Med Søværnet som udgiver har sangbogen officiel status og kan derfor uden videre tages i brug overalt i Søværnet. Formålet med sangbogen fremgår af bogens forord (s. 5), hvor det først konstateres, at “Der sker noget godt, når vi synger sammen. Fællessang giver fællesskab, skaber stemning og nedbryder barrierer.”

Selvom Søværnets Sangbog har et begrænset antal sange og salmer, indeholder den, hvad man har brug for i en snæver vending, og den er trykt med typer, der er letlæselige. Den eneste ulempe ved Søværnets Sangbog er dens stive bind.

Soldatersalmer 2014

I anledning af KFUMs Soldatermissions 125 års jubilæum 2014 blev fem salmedigtere13 opfordret til at skrive en soldatersalme ud fra Gerhard Pedersens “En soldats bøn” nr. 38 i Den Danske Salmebog 2002s bønnebog (jf. omtale i Kristeligt Dagblad 21. marts 2003). Det er kendetegnende for alle fem salmer, at kun et par af dem i lighed med “En soldats bøn” henvender sig til Gud. Det er ligeledes kendetegnende for alle fem salmer, at de nok omtaler krigen, men ikke hjælper dem, der læser eller synger dem, med de eksistentielle spørgsmål, som netop krigsdeltagelse intensiverer, spørgsmålene om synd og nåde, liv og død. Det er tydeligt, at salmerne handler om den fjerne krig uden at overveje, hvad krigen gælder. De traditionelle krigssalmer handler om forsvaret af land og folk og familie. Derfor kunne de i lige grad synges af soldaterne og dem derhjemme, familien og menigheden, og de var, når de blev sunget, et levende udtryk for fællesskabet mellem dem derude og dem derhjemme (Jfr. Evangelisch-lutherisches Gesangbuch der Provinz Schleswig-Holstein 1883). Kampen for fædrelandet er ikke et tema i de fem salmer, og der nævnes intet andet formål i stedet, som fred, retfærdighed, demokrati eller lignende. På denne måde passer salmerne godt til den danske krigsindsats i NATO- eller FN-regi. I modsætning til de værnepligtige soldater i tidligere krige, er de udsendte soldater i dag professionelle og er ikke i Irak og Afghanistan, eller hvor det kan være, specielt for Danmarks og danskernes skyld. Spørgsmålet er, om de nye soldatersalmer er i stand til give krigsindsatsen perspektiv og mening, også sjælesørgerisk mening, for soldaterne, sådan som de gamle salmer kunne det med deres både menneskeligt og kristnet eksistentielle perspektivering af liv og død.

Fremtidens soldatersalmer og krigsrelaterede salmer i øvrigt skal som fremtidens salmer i det hele taget sætte ord på soldatens eksistentielle situation, ligesom salmer i almindelighed skal sætte ord på kristne menneskers situation: Hvorfor er vi mennesker? hvorfor er vi soldater? Giver vores liv og vores indsats mening? og hvilken mening? Hvor går grænsen for vores lydighedspligt, vores forpligtelse overfor det samfund, vi er en del af, og overfor vores umiddelbare næste, det vil sige vores kammerater, vores foresatte, vores fjender, vores pårørende, familien og vennerne derhjemme? Og hvornår svigter vi Gud og det liv og det kald, han har givet os? Det er spørgsmål, der trænger sig på både i civil og i militær sammenhæng. Derfor skal fremtidens soldatersalmer kunne synges af både soldater og civile på samme måde som soldatersalmer kunne det og blev det for fire-fem århundreder siden. En god soldatersalme er som en god civilsalme først og fremmest en god menighedssalme med fokus på forholdet til Gud og mennesker i liv og død. Sagt på en anden måde: Gode soldater- og gode civilsalmer handler om det samme: Vores forhold i liv og død til Gud, vores medmennesker og os selv.

Litteratur

Clausen, Thorkilds B. 1947: ”Feltpræstetjeneste”, i Johs. Nordentoft, red. Dansk Kirkeliv, Advent, København: G.E.C. Gads Forlag,.118-125.

Evangelisch-lutherisches Gesangbuch der Provinz Schleswig-Holstein 1883.

Grundtvig, Nikolaj Frederik Severin 1983: SANG-VÆRK Salmer og kristelige digte 1844-1855. Med efterslæt fra 1836-1843. 1949. Fotografisk genoptryk, København: G.E.C. Gad.

Jensen, Ole Brehm 1993: ”Feltpræst i Bosnien”, i Haderslev Stiftsbog 1993, red Niels Henrik Arendt m.fl., Haderslev: Winds Bogtrykkeri.

Jensen, Ole Brehm 1994: Feltpræst i Bosnien, Aarhus: Forlaget Aros.

Møller, Erik Høyer 1876: Præsten i Krigen. Breve til en Ven, København: Reitzel 1876; 3. oplag Gyldendal 1900.

Psalmer for Danske Krigere 1864. København: S. Triers Bogtrykkeri.

Rørdam, Peter 1895: Blade af hans Levnedsbog og Brevvexling. Bd. 3, udg. af H.F. Rørdam. København: Karl Schønbergs Forlag.

Salmebog for Den danske Kirke i Sverige 1944, Malmø.

Salmebog for Flaaden 1916, København, J.H. Schultz A/S.

Salmebog for Hæren 1916, København, J.H. Schultz A/S.

Sandbæk, Harald 1983: præst / sabotør flygtningearbejder, København: Samlerens forlag.

Sangbog for Hæren og Søværnet 1943, København: Krigsministeriet og Marineministeriet, Trykt i N. Olaf Møllers Bogtrykkeri.

Særrapport nr. 12, 17-18.

Søværnets Sangbog 2011, Redigeret og udarbejdet af Søværnets Officersskole i samarbejde med Søværnets Tambourkorps København: Søværnet.

Terp, Christian Ulrich 2007: Rejsen til Ariana. Feltpræstens beretninger fra ISAF 9 Afghanistan. Slesvig: Forlaget Hedeby.

Udvalgte Psalmer for danske Krigere 1848. København: Trykt hos Kongl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Udvalgte Psalmer for danske Krigere 1864. København: Thieles Bogtrykkeri.

Comments
0
comment
No comments here
Why not start the discussion?