Skip to main content
SearchLogin or Signup

Trøster over alt

Published onNov 02, 2021
Trøster over alt
·

Trøster over alt

Lars Bom Nielsen

”Vi bedriver teologi, fordi der skal prædikes på søndag”. Med disse ord beskrev Karl Barth for ca. 100 år siden, hvad kirkens mission er. Kirkens kerneydelse er søndagens gudstjeneste, hvor Ordet bekendes og forkyndes, og sakramenterne forvaltes.

Hvorfor det? – kunne man med nogen ret indvende i dag, hvor det ser ud til, at gudstjenesten spiller en stadig mindre naturlig rolle i folks bevidsthed.

For at klarlægge målet med kirkens gudstjeneste kan vi heldigvis her i Danmark gå til menighedens autoriserede indgangsbøn (den gamle formulering i hvert fald), hvor vi kan læse hvad hensigten med at gå i kirke er. Vi er kommet for at høre, hvad du min trøstermand vil tale til mig. Udgangsbønnen er en takkebøn for Ordets virke, der i sidste ende vil føre til, at jeg må mig derved i liv og død trøste.

Vi går altså principielt i kirke for at blive trøstet eller finde trøst. Der findes et væld af nyere ud- og indgangsbønner med andre hensigtserklæringer. Det kan være noget med at søge en sanseoplevelse eller finde et fællesskab. Men jeg synes, det er en messe værd at forsøge at fastholde den oprindelige mening med at holde gudstjeneste ud fra et sjælesørgerisk perspektiv. Der må målet altid være at formidle den trøst, som Guds ord skænker.

For hvad skal man sige til nogen, der har mistet én, de holdt af, og står midt i sorgen? Konventionen byder at sige: kondolere(r). Hvad får man egentlig dermed sagt? Det latinske ord condolesco betyder ifølge Latinsk-dansk ordbog af Jensen og Goldschmidt bliver, er smertelig berørt – eller føler (aandeligt) stærk Smerte. Var det så ikke bedre bare at sige ”det gør mig virkelig ondt”?

I begravelsesannoncer ses ikke sjældent forkortelsen: R.I.P. Den gængse udlægning er det engelske Rest In Peace. Forkortelsen er fra latin, nemlig for requiescat in pace. Det engelske udtryk er imperativ, altså henvendt til 2. person. Det latinske udtryk er konjunktiv om et ønske eller en befaling til 3. person, egentlig: (må) han hvile i fred.

Ifølge mundtlig overlevering hilste man i det nordlige Sønderjylland – i hvert fald indtil midten af sidste århundrede – de efterladte med ønsket: trøst i æ sorre, eller på rigsdansk: (Guds) trøst i sorgen! Hvad der menes med dette ønske, kan til gengæld enhver forstå, og har du prøvet at udtrykke dette ønske til sørgende efterladte, har du også fornemmet, at det virkelig er store ord, der kommer i spil. Situationen er sorg efter et dødsfald. Det er ikke menneskers sag at trøste dér. Trøsten er op til Gud. Det er en alvorlig sag. Omvendt, at bruge ord, man grundlæggende ikke selv forstår, når man skal sige noget til en sørgende, det er at forholde sig overfladisk og distanceret til situationen og dermed jo også til det andet menneske – også selvom man så gerne vil sige noget fornuftigt og brugbart.

Ønsket om Guds trøst i sorgen falder derimod godt i tråd med en af de autoriserede indledningskollekter til begravelsesgudstjenesten. I den beder præsten til al trøsts Gud og siger: hjælp os med trøst og styrke i vor nød. Ordet trøst i forbindelse med en gudstjeneste er som nævnt ovenfor ikke kun forbeholdt begravelse. Det er selve meningen med at søge Gud ved at gå i kirke, også om søndagen.

Derfor bør den pastoralteologiske disciplin sjælesorg – som en proces, der udfordrer sorgen ved at lade Guds Ord sørge for sjælene – også turde tale frimodigt om, hvorfor og til hvad nytte sjælesorg bedrives. Den er til trøst. Megen litteratur om sjælesorg støtter sig til psykologi og sociologi. Disse videnskaber koncentrerer sig om menneskets væren og væren i verden – og eventuelt om, hvad normale reaktioner i forbindelse med sorgen og savnet er. Ved i denne fremstilling at fokusere på begrebet trøst håber jeg med vidt forskellige eksempler at illustrere, at sjælesorg ikke bare er en slags konglomerat af psykoanalyse, psykoterapi eller måske psykopatologi.

At trøst er et kernebegreb i den kristne gudsdyrkelse, kan man også overbevise sig om ved at søge på ”trøst” i Den Danske Salmebog af 2002 (DDS). Det giver over 200 hits. Fire gange betegnes Guds Helligånd som Trøster eller Trøstermand, hvilket altså alt sammen er i god tråd med det, som bliver sagt i menighedens ind- og udgangsbøn. Gudstjenesten er ritualiseret sjælesorg, hvor trøsten i Guds Ord bringes videre ”til dem, den efterhige”.

Dermed er alt dog ikke sagt om den gejstlige tjenestes grundlæggende karakter af sjælesorg. Man betænke, at den trofaste kirkegang i Danmark tilsyneladende er vigende – lange perioder har kirkerne ligefrem været lukket på grund af coronarestriktioner, og vi ved ikke, hvor lange skygger over kirkegangen disse besværligheder vil trække ind i fremtiden. Sjælesorgen som gejstlig tjeneste må derfor række ud over det gudstjenstlige rum. Jeg har i det følgende sammensat en collage af personlige oplevelser, hvor det har noget med trøst at gøre. Det handler ikke direkte om Ordets forkyndelse, og eksemplerne kan kritiseres for blot at være personlige indtryk og overvejelser. Jeg ønsker ikke at fremstille mig selv som nogen eksemplarisk sjælesørger (det være langt fra), og jeg synes ikke, jeg kan forholde mig objektivt-analyserende til de forskellige situationer. Min hensigt er at illustrere, hvad trøst i praksis også går ud på. Collagen slutter med legenden om Niels Ebbesen og hans unge svend, der for sin troskab og sit heltemod netop blev beæret med tilnavnet ”Trøst”.

Etymologisk redegørelse

Ifølge Ordbog over det Danske Sprog (ODS) er hovedbetydningen af ”trøst”: ”hvad der tjener til at lindre, mildne en sorg, frygt, lidelse, ulykkelige eller uheldige omstændigheder”. Vi kommer nok umiddelbart til at tænke på et grædende barn. Det er ikke til at holde barnets gråd ud, og man prøver at puste lidt på det sted, hvor det gør ondt, eller at sætte et plaster på, eller at få barnet på andre tanker. Analogien fra denne situation til sorgen over at have mistet er naturligvis ikke holdbar. Pudsigt nok har ordet trøst en fonetisk lighed med det engelske trust, som dog betyder noget helt andet, nemlig tillid.

Etymologisk stammer både trøst og trust fra det oldnordiske traust, som betyder gavn eller tillid. Det engelske ord har altså bevaret den oprindelige betydning, mens det danske ord må have undergået en betydningsændring (faktisk siden begyndelsen af det 13. århundrede), hvorimod den oprindelige, oldnordiske betydning er forblevet gængs på engelsk.

Dansk har siden middelalderen været under stærk indflydelse og påvirkning fra (plat)tysk. Trost på tysk betyder det samme som trøst på dansk. I tysk er det især gennem den religiøse sprogbrug lige fra middelalderen, at man kan følge betydningsændringen. Den oprindelige betydning var noget med at genoprette brudt tillid, altså et relationelt begreb, der havde med fornuft at gøre. Den betydning er i løbet af middelalderen blevet fortrængt af et mere sjæleligt-emotionelt begreb.

De engelske ækvivalenter til trøst og Trost er comfort og consolation. De er begge lånt fra fransk i løbet af senmiddelalderen. Men spørgsmålet er, om betydningsændringen i dansk er slået helt igennem, da ”fortrøstning” netop betyder ”tillid, tiltro, tillidsfuldhed”- og ”fortrøstningsfuld” tilsvarende ”fuld af tillid til ell(er) forvisning om noget; tillidsfuld; …som har tro p(å) fremtiden ell(er) tillid til skæbnen, gud” (ODS 2.1).

Det som jeg gerne vil pege på med disse etymologiske overvejelser er, at trøst på dansk ikke nødvendigvis har noget med følelse at gøre. Lige fra oldtiden – og stadig i enkelte orddannelser, hvor ordet trøst indgår – handler trøst om at retablere et brudt forhold, således at den, der søger trøst gennem en kognitiv bevægelse selv skal skabe ny tillid gennem refleksion og erkendelse. Anledningen til at flytte sig selv kan godt komme til ”den sørgende” udefra (fra et andet menneske eller fra Gud); men trøsten bliver ikke tilført udefra som dulmende medicin. Trøsten ligger i, at ”den sørgende” selv får opbygget et nyt livs- og menneskesyn, der er mere holdbart end det, der altså viste sig at være bygget på et for løst grundlag. Når forventninger og illusioner og drømme brister, så er det måske ikke verdens skyld, at de ikke holdt længere.

Det er ikke raketvidenskab at påstå det. Derfor vil jeg illustrere det med et lille hverdagseksempel fra forleden. Mit barnebarn havde fået en flot, flot racerbil af brandet LEGO Technic i fødselsdagsgave. Straks giver han sig i kast med en manual på 200 sider for at få samlet alle de formentlig mere end 1000 legoklodser rigtigt. Han har selvfølgelig bestemt sig for at gøre sig umage, så han ikke lige pludselig sidder i en situation, hvor noget er blevet uopretteligt forkert. Det går også godt en time eller to. Så lyder det: ”Jeg skal finde sådan en brik, og den er her simpelthen ikke”! Som den erfarne bedstefar (og far), jeg er, ved jeg 100% sikkert, at drengen i sin mistrøstighed tager fejl. Jeg siger: ”Du skal lede ekstra grundigt, for selvfølgelig er den der”. Hvordan kan jeg sige det? Kun fordi jeg gennem mange års erfaring i at høre på børns klagemål (og egen erfaring ved at skulle samle lignende objekter selv) ved, at der aldrig mangler noget i LEGOs samlesæt. Og ganske rigtigt: efter endnu nogen tids søgning dukker den forræderiske lille brik alligevel op, og tilliden til LEGOs gennemførte professionalisme er (for en stund) genoprettet.

I denne situation består trøsten i at videregive den livserfaring, som ved, at det ikke bliver ved med at være, som det er. Tiden går, tingene udvikler sig, og om kort tid skinner solen igen.

Et skoleeksempel

Vi tænker nok først, at sorg og behovet for at finde trøst har noget med dødsfald at gøre, især efter tragiske dødsfald. Som gammel præst har man stået over for dødsfald, som næsten var glemt før, den døde var kold, og andre, som man aldrig glemmer.

Nu det med trøst kommer jeg i tanker om engang, hvor en elev fra mellemtrinnet på den lokale skole var død under tragiske omstændigheder. Fordi skolen her har en såkaldt sorgplan, blev jeg tilkaldt for at tale med klassen. Jeg kom ind i klassen, hvor gardinerne var trukket tæt for. Alle elever sad ved deres borde i en rundkreds (det var vist den almindelige bordopstilling) og foran sig havde hver elev et lille lys, som de sad og stirrede fortabt ind i. Efter lidt betænkningstid bad jeg om at få gardinerne trukket fra. Så blegner lysene jo også. Men dette overgreb fra min side på den måde, klassen på lærerens foranledning havde indrettet sig, krævede selvfølgelig en forklaring. Det blev til, at når noget så ulykkeligt er sket (som et barn, der har mistet livet), så kræver det først og fremmest, at vi kan se. Vi skal kunne se hinanden – og ikke mindst: se hinanden i øjnene. Derefter kan jeg ikke huske, hvad vi talte om; men den vegetative stilhed, som vel var etableret for at lindre og dulme, var i hvert fald brudt. Senere på dagen talte jeg med skolelederen, som selvfølgelig havde været interesseret i, hvordan det var gået. Hun sagde, det vist var godt, at de efterladte klassekammerater var blevet hevet hård og brutalt tilbage til virkeligheden. ”Da jeg var derinde tidligt i morges”, fortalte skolelederen, ”da syntes jeg, det var helt hyggeligt”. Det vil jeg medgive hende, at ”hyggeligt” ikke er et ord, der skal falde i munden til at beskrive en tragisk situation. Så er der noget galt, for man viser ikke tegn på eller interesse i at ville genoprette tilliden til verden og menneskelivets gang. Alt har vist sig fra sin mest nederdrægtige side. Man er stødt på noget, der virkelig gør ondt. Trøsten – også for et barn – ligger i den nye erkendelse af, at selvom det heldigvis statistisk set sker meget sjældent her i Danmark, så kan et barn altså også dø. Det ved ethvert barn og ungt menneske selvfølgelig godt; men de tror først rigtig på det, når de har set det ske.

I dette eksempel fra skolen er det ikke så meget ordene, der har betydning. Det er selve denne handling, hvor det ikke bare er gardinerne i konkret forstand, der bliver revet til side. Børnene (og deres lærer) blev brutalt revet ud af den lukkethed, der var etableret omkring deres egen forfærdelse og magtesløshed. I stedet blev de tvunget til at åbne sig over for virkeligheden, som den nu så ud, og hvad der sidenhen skulle ske.

Sorgen over det, man ikke fik, er ikke mindre end sorgen over det, man har mistet

”Det er farligt at gå i krig. Undertiden er det forbundet med livsfare”, er en sætning vi grinte meget af i min soldatertid for over fyrre år siden, når vores instruktør fandt det betimeligt at skærpe alvoren omkring det, vi skulle lære.

At det ikke desto mindre er sandt, har vi erfaret gennem de sidste tredive år, hvor titusindvis af danske soldater har været sendt på mission til verdens brændpunkter: det tidligere Jugoslavien, Irak og ikke mindst Afghanistan. 43 soldater har vi mistet bare i Afghanistan. Danmark er det NATO-land, som har mistet flest soldater i forhold til befolkningens størrelse, og det var altid raske, unge mennesker med livet foran sig, som det gik ud over. Tragedien ved at unge soldater dør på mission skal ikke underkendes. Der er jo også alle dem herhjemme, som nu er efterladte.

Da jeg første gang var med på en mission, hvor nogle døde, husker jeg, at jeg var i kontakt med en kollega herhjemme, som havde hørt om den ulykkelige hændelse. Hun sagde meget indfølende: ”Hvor må I være kede af det! Hvor må der være en trykket stemning hos jer i disse dage”! Tankevækkende nok var det ikke sådan, jeg og – jeg tror – store dele af kontingentet oplevede den tragiske situation. Selvfølgelig nok forfærdelse, chok og måske vrede; men som altid handler det først og fremmest om at standse ulykken og drage omsorg for de levendes sikkerhed. I felten er det ikke på tale at bede om pause til at sørge og slikke sår. Hvis man slækker på (kamp)gejsten, kan det betyde døden for endnu flere soldater.

Som feltpræst oplever man i forbindelse med dødsfald, at systemet faktisk har en gennemtænkt og velforberedt procedure: evakuering, som forestås af de nærmeste vidner til ulykken (så de har nok at se til), senere mindehøjtideligheder og Ramp-ceremoni, når kisten efter nogle dage sendes hjem til Danmark. Mange feltpræster har gennem de seneste tyve år haft gentagne muligheder for at afprøve denne specielle del af den gejstlige tjeneste i felten.

Jeg beskriver dette – i meget generelle vendinger – fordi situationen ved dødsfald i felten er ganske anderledes, hvis man sammenligner med almindelige dødsfald i familien. Herhjemme bliver alting sat på stand-by. Naboer viser opmærksomhed, der er god tid til begravelsen og i det hele taget står der professionelle på spring for at hjælpe med alting – også for at lindre sorgen, altså for at trøste i traditionel forstand.

Nu vi jeg ikke påstå, at soldater er specielt hårdkogte eller mindre følelsesfulde end andre mennesker. Men i en konstant tilstand af det, som psykologerne kalder ”battle-mind” (hvor menneskets hjerne har undergået en fysiologisk forandring for at kunne fungere under stor belastning og blandt usete farer) dér spiller følelser (og fornuft) en sekundær rolle. Soldater har mest brug for at kunne reagere instinktivt og resolut og ikke ud fra omtanke og empati. Det dør man nemlig af i krig. Derfor vil jeg sige, at trøst i den almindelige forståelse af ordet, spiller en mindre rolle i felten. Trøst i den oldnordiske forstand, altså som en bestyrkelse af tilliden til systemet gennem en besindelse på den opbakning, der ydes – det er netop, hvad der er brug for. At fjenden er ude på at slå os ihjel – det kommer næppe som nogen overraskelse for en soldat. At det er farligt at gå i krig, ja, det siger sig selv. At systemet lever op til sine egne procedurer med mindehøjtideligheder og hjemsendelse af den døde, information af de pårørende og et så stort engagement ved begravelsen herhjemme, som den døde soldat har ønsket i sin ”Sidste Vilje” – det bestyrker jo blot soldaten i, at han kan forlade sig på, at ingen er ligeglade; men fra alle sider bestræber man sig på at vise fornøden respekt over for den soldat, som betalte den højeste pris. Det er gennem oplevelsen af denne opbakning fra systemets side, at trøsten består. Du står ikke alene; men vi står sammen.

Selvfølgelig bliver feltpræsten involveret i både den ene og den anden mindestund, hvor der er mulighed for at tale et trøstens ord, altså noget gudstjenestelignende. Efterfølgende kommer mange af feltpræstens samtaler naturligvis også til at dreje sig om det, der er sket, og om døden i det hele taget. Men den egentlige trøst tror jeg ligger i, at systemet viste sig forberedt i denne særlige situation.

Derudover er det min erfaring, at voldsomme begivenheder i felten – dødsfald ikke mindst – bringer soldaterne endnu tættere på hinanden, end de var i forvejen. Man oplever virkelig, at militærtjeneste (især i krig) ikke beror enkeltmandspræstationer. Den enkelte er fuldstændig afhængig af sine kammerater for at overleve. Det fører ingen ting til kun at ville køre sit eget løb. Forudsætningen for enhver missions succes er det intense fællesskab, hvor ingen kan undværes. Jeg har på nærmeste hold selv oplevet, at soldater i felten er parat til at sætte deres eget liv på spil for at redde en kammerat!

Der er andre situationer, hvor sorgen blandt soldaterne er mindre dramatisk – eller den ser mere tilforladelig ud. Det er måske ofte på de missioner, som har en blødere karakter, og hvor soldaterne langt fra hver dag føler sig udfordret på deres faglighed.

I starten af 90’erne blev der sendt danske soldater til det tidligere Jugoslavien, nærmest som de stod og gik. Det var en FN-mission fra starten (UNPROFOR), og de danske soldater var både uendelig dårligt informerede om selve situationen, og deres udrustning – ja, hvorfor skulle en almindelig dansk, militær påklædning (som bl.a. omfattede støvler med to par uldne sokker i) ikke også kunne bruges en sommer på Balkan? Der er mange, som er kommet hjem fra de missioner med ar på sjælen, i ren og skær mistrøst, fordi systemet svigtede. Det skal tilføjes, at Forsvaret efter min vurdering siden har nået et professionelt niveau, som slet ikke tåler sammenligning med de første spæde skridt dengang for snart 30 år siden.

Det var nogle missioner, hvor soldaterne efterfølgende burde have fået mulighed for at genvinde den tillid, som mange altså havde mistet under udsendelsen. På en tur til Kroatien for veteraner for nogle år siden, startede turlederen, general Hesselberg, den første aften med at gennemgå UNPROFOR-missionens forløb i detaljer. Han havde overblikket over hele forløbet set ”fra oven” og kunne derfor forklare, hvordan alting var sket i virkeligheden. Det stemte helt klart ikke med det billede og den oplevelse, som dem ”på jorden” havde haft, og på vej ud ad døren hørte jeg én sige til sin kone: ”Det jeg har hørt i aften – det er første gang, jeg har hørt det”. Mens han var på sin mission, havde han ikke kunnet forstå, at det var ”de forkerte”, der skød, og han havde haft den stik modsatte opfattelse af, hvem der havde startet hele misæren.

På selvsamme mission oplevede jeg under en samtale med en soldat hans misfornøjelse med hele indsatsen og hans egen tilstedeværelse. Han sagde: ”Jeg er træt af det hele. Det er sgu ingen rigtig krig det her”! Jeg selv var ganske grøn i det og syntes egentlig, der var krig nok. Der blev skudt, ikke konstant, men jævnligt og i hvert fald hver dag. Der var ingen strøm i byen, hvor vi boede, og folk havde dårligt mulighed for at skaffe sig mad. Der var vejposter, som krævede, vi kørte en anden vej. Det var slet ikke som derhjemme, men dog et sted i Europa, hvor folk havde haft det nogenlunde indtil ganske få år i forvejen. Jeg spurgte derfor forsigtigt: ”Jamen, hvad er da rigtig krig”? Hvortil soldaten svarede: ”Jeg har da set masser af film i fjernsynet fra Vietnam og sådan noget. Det er rigtig krig”! Så fik vi heldigvis en lang snak om, hvad krig er, og hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed. Den samtale kunne måske give soldaten mulighed at retablere en ny tillid til hans egen (kedelige, frustrerende) dagligdag, hvor hans oplevelse var, at han ikke kunne ”gøre den forskel”, som han var blevet stillet i udsigt hjemmefra. Den nyvundne tillid kunne f.eks. gå ud på at nøjes med at gøre sin pligt og sørge for at komme hjem igen i god behold. Men den erkendelse skulle han selvfølgelig selv nå frem til.

En anden lidt tilsvarende situation var under NATO-missionen i Kosovo. Jeg mødte en soldat, som spurgte: ”Hvad så, pater, hvornår tror du, vi skal til det med bilerne”? Jeg forstod ingenting; men det viste sig, at en stor del af soldaternes missionsforberedende uddannelse havde handlet om at lave ”car-search”, hvilket går ud på at standse civile køretøjer og undersøge dem for eventuelle våben. Det havde man åbenbart gjort meget på et af de tidligere hold, og derfor havde den missionsforberedende træning fokuseret på det, og det havde den pågældende soldat virkelig glædet sig til at prøve. Jeg kunne jo kun sige, at det vidste jeg ikke noget om, selvom jeg godt vidste, det aldrig ville komme til at ske på dette hold. Det viser bare, at specialtræning herhjemme selvfølgelig skaber en forventning om, at det er noget, man skal bruge i virkeligheden. Herhjemme er der hverken tid eller råd til unødvendig uddannelse, og i øvrigt er øvelser og øvelsesplaner spændt til bristepunktet med aktivitet og involvering af alle parter, så der ikke er tid til lediggang. Det skaber selvfølgelig en forventning om, at der på en mission er nok at lave hver dag i mange timer. Men sådan er virkeligheden altså ikke. Jeg kan ikke huske nøjagtig, hvor mange procent af soldatens tid, der er ventetid; men det er rigtig meget. Det kræver stor tålmodighed og selvbeherskelse at kunne udholde det pres. Det er moderne unge danskere sjældent gearet til. Derfor kræver det også en kognitiv bevægelse hos den enkelte at kunne se sig ud over den mistrøstighed, der opstår, når forventningerne bliver skuffet.

I disse to sidste eksempler skulle samtalerne gerne prikke hul på opskruede forventninger og få illusioner til at briste, så den enkelte soldat selv kunne opbygge et mere realistisk billede af virkeligheden og hans egen indsats. Begge situationer handler om falske forventninger. De kan være opstået, fordi de ligefrem er skabt hjemmefra, eller fordi man har forsømt at bibringe soldaterne den nødvendige information og viden om selve missionen. Som feltpræst skal man selvfølgelig vare sig for at bagtale systemet; men det kan godt lade sig gøre gennem almindelig dialog at prikke hul på nogle falske forhåbninger eller rive alt for vilde fantasier i stykker. Jeg tror, mange finder ny fortrøstning i at få at vide, det er nok, at man løser sin opgave, og at det i sidste ende handler om at komme levende hjem igen.

Svend Trøst – eller ridderen af Randers Bro

På Frederiksberg i København ligger Svend Trøsts Vej. Den løber fra Niels Ebbesens Vej til Sankt Markus Plads. I Randers, syd for broen over Gudenåen i midtbyen, ligger parallelt med Århusvej den lille Svend Trøst Vej.

Jeg tænkte, det kunne være relevant at undersøge, hvorfor denne Svend har fået efternavnet eller tilnavnet Trøst, og hvordan det har givet så stærk en efterklang, at gader i dagens Danmark ligefrem opkaldes efter ham – og det i tæt sammenhæng med lokaliteter, der er knyttet til nationalhelten Niels Ebbesen.

Niels Ebbesen kender vi, fordi han – netop i Randers – den 1. april 1340 slog den kullede greve, Gert af Holsten, ihjel. Begivenheden er særligt kendt fra folkevisen om Niels Ebbesen (se: https://kalliope.org/da/text/folkeviser2018041080). Så langt tilbage i tiden er vi deromkring, hvor ordet trøst på dansk gik over til at betyde lindre eller dulme; men den oldnordiske betydning af ordet, altså at genoprette tillid og noget med troskab og trofasthed, var vel næppe med det samme gået helt i glemmebogen.

Folkevisen om Niels Ebbesen er historien om, at grev Gert med over 500 mand drager til Nørrejylland, som han rettelig var lensherre over, da det var pantsat til ham. Der er ulmende utilfredshed blandt grevens lensmænd. Grev Gert indstævner Niels Ebbesen, som er hans væbner, til et møde, hvor greven vil have sin (tro) væbner til at give oplysninger om stemningen blandt de nørrejyske lensmænd. Grev Gert gennemskuer Niels Ebbesens forsøg på at snakke udenom, måske ligefrem at lyve om situationen.

Det viser sig, at grev Gert egentlig vil have Niels Ebbesen til at ride bud til en vis hr. Bugge, som med flere andre har opsagt deres troskabsed til greven. Niels Ebbesen nægter at følge grevens anmodning. Han svarer, at det vel må være lensmændenes frie beslutning at opsige deres troskab, hvis de ikke længere finder forholdet til deres lensherre tjenligt. Niels Ebbesen svarer nemlig:

Det er saa Sæd i Danemark, haver været af gamle dage: naar en Svend ikke længer tjene vil da maa han Orlov tage.

At et herre-tjener forhold i Danmark forudsætter frit tilsagn fra begge sider, strider åbenbart mod den holstenske (tyske) opfattelse, for grev Gert svarer, at det er op til lensherren alene at opsige deres troskabsforhold. Det er denne forskel i opfattelsen af troskabsforhold, der er det egentlige tema for hele denne folkevise. Da greven hører Niels Ebbesens kommentar, bliver han i hvert fald så rasende, at han truer Niels Ebbesen med at dømme ham fredløs eller at blive hængt. Mødet ender i et voldsomt skænderi. Inden Niels Ebbesen forlader mødet, giver greven ham en uges frist til at tage afsked med kone og børn. Niels Ebbesen svarer dog næsvist, at han nok vender tilbage, inden ugen er omme.

Niels Ebbesen rider hjem og får det råd af sin kone, ”enten Greven ihjel at slaa, eller hannem inde at brænde” (vers 40) – og så skal han få sat skoene omvendt på hestene, så ingen bagefter kan følge efter og finde ham!

Niels Ebbesen rider dernæst til sin broder Knud (Ebbesen). Knud råder sin bror til at flygte ud af landet. Han tilbyder endda Niels i mindelighed at købe ham fri af fredløsheden. Niels syntes, det er fejt. Han opfordrer til gengæld sin bror til at drage med til Randers; men det afviser Knud med ordene: ”Gal Mands Raad og gal Mands Daad de monne mig ilde behage” (vers 50). Han foretrækker den hjemlige tryghed. Dertil svarer Niels: ”Ræd Mands Raad og ræd Mands Daad dem følger baade Last og Skam!” (vers 52)

Altså ingen hjælp at hente fra slægten eller de nærmeste. Niels Ebbesens svorne mænd er forsamlet på Nørringris, som Niels Ebbesen ejer. Han holder en fest for dem alle med både øl og vin. De fyrre mænd står åbenlyst også i et troskabsforhold til Niels. Han forelægger dem planen om at ride til Randers og slå greven ihjel; men – som det altså er skik i Danmark fra gammel tid – han giver dem mulighed for hver især frit at sige fra, hvis de er imod planen, eller de ikke tør indlade sig på den farefulde mission:

”Hvilke der mig ville følge, de række mig Haand paa ny! hvo som Orlov have vil, han maa nu fra mig fly!”

Alle Niels Ebbesens trofaste svende fornyer deres troskabsed, for ”de svared deres Herre saa fri: Vi ville med eder ride og vove baade Gods og Liv.” (vers 58)

Da de kommer til Randers Bro giver Niels Ebbesen igen dem alle mulighed for frit at følge med eller frit at ride tilbage. Da er der dog én, Niels Ebbesens søstersøn, den ”liden smådreng” Svend, som beder sig fri og endda om at få lov at beholde både sadel og hest. Det skuffer Niels Ebbesen, fordi han havde allermest tiltro til sin unge nevø. Et ord er et ord, så Niels Ebbesen giver Svend fri og fortsætter selv ind i byen med resten af sine mænd. Han finder grev Gerts logi og prøver med list at få greven til at åbne døren; men det ender med, at de må sprænge døren og trænge inde i grevens sovekammer. Greven bliver voldsomt forskrækket og tilbyder forlig, ja, endog at følge med som Niels Ebbesens gidsel. Niels Ebbesen gør kort proces med grev Gert: ”saa hugge de hannem Hoved fra alt over den Sengestok!” (vers 79) For ikke at få skyld for lønmord i nattens mulm og mørke, udråbes drabet over byen, og Niels Ebbesen og alle hans mænd flygter væk med grevens mænd i hælene. Ved broen over Gudenåen bliver Niels indhentet af sin slægtning Aage Has, som altså ikke har opgivet sin troskabsed til grev Gert. Aage Has må lide samme kranke skæbne som sin lensherre: ”Aage ligger for Randers Bro, er huggen al i Stykke: han var klæd i Silke, saa onde da vare hans Lykke!” (vers 88)

Men ved Randers Bro møder vi igen den liden Svend. Niels og hans mænd rider hastigt over broen; men da demonstrerer Svend netop den troskab, der siden har forlenet ham tilnavnet Trøst: han har løsnet alle broplankerne, som bliver smidt i vandet, så snart Niels og hans mænd er vel over åen. Således undslipper Niels Ebbesen fra byen og kan ”uden Angest og Kvide” (vers 92) ride i sikkerhed på Nørringris.

Det er historien om, hvordan Svend Trøst fik sit tilnavn, og siden blev han slået til Ridder af Randers Bro. Da drengen i første omgang bad sig fri, blev Niels Ebbesen skuffet, fordi han havde allerstørst tiltro og tillid til denne nevø. Men grundet den danske tradition for gensidig frivillighed i et tjenesteforhold, måtte Niels se bort fra sin skuffelse. Det viste sig i sidste ende, at Svend Trøst i virkeligheden hverken var fej eller bange. Han havde sin helt egen måde at opfylde sin forpligtelse over for sin herre på. Tilnavnet Trøst betyder helt klart trofast, én man kan have tillid til.

Det at én her, den liden smådreng Svend, viser sig værdig til tilnavnet Trøst, skyldes, at han viser vilje til at gøre sin pligt – selvom det undervejs så ud til, at han havde svigtet.

– alt, hvorfor vort hjerte gruer

Trøst forstået som retableret tillid er altså noget, der har noget med dagliglivet at gøre. Gennem livet oplever vi gang på gang, at vi mister troen på, at tingene vil lykkes, og vi mister sikkert også ind imellem tilliden til andre mennesker – ikke mindst, at de andre mennesker vil os det godt. For at genvinde både tro og tillid er det nødvendigt, at der sker en kognitiv bevægelse hos den enkelte, som gennem selverkendelse på egen hånd må opbygge ny tiltro og tillid at leve sit liv på. Udefrakommende faktorer kan sætte gang i bevægelsen; men det er den enkelte selv, der må gøre arbejdet med at blive fri for sin mistrøstighed og genvinde tilliden til omverdenen, ikke mindst til sine medmennesker.

I dag havde jeg barnedåb, hvor vi sang den nye dåbssalme ”Fyldt af glæde over livets under”. Jeg har sunget den mange gange før; men i dag hæftede jeg mig særligt ved vers 4, som lyder:

Ved dit værk, ved kærlighedens vilje, er vi født på ny til liv i Kristus, til et åbent liv i tro og tillid.

Den melodi, der blev brugt, lod os endda synge den sidste linje to gange! – et fornyet liv i Kristus, og ikke et liv, hvor vi lukker os om vor egen mistrøstighed og de skuffede forventninger. Det, der netop slog mig, var, at dåbens nådegave er, at vi fra dåben og indtil verdens ende har et sted, vi altid kan vende tilbage til, og hvor vi kan søge og finde den ultimative trøst, når vi på ny hører, at Guds løfte fra dåben stadig står ved magt.

Comments
0
comment

No comments here