Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

Forandring – transformation eller transsubstantiation? En hegelsk kritik af den omsiggribende nostalgi

Published onFeb 01, 2024
Forandring – transformation eller transsubstantiation? En hegelsk kritik af den omsiggribende nostalgi
·

Tiden er vores hud. Vi kan ikke krænge den af os. Vi kan skifte sted, men ikke tid. Henvist til at leve i vores tid, ja, leve den.

Det er religionsfilosoffen Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), der har dannet metaforen om tiden som vores hud. Han ser det som filosofiens opgave at begribe sin tid i tanker, for at vi kan få mulighed for at forstå os selv i den, forbinde os med den. Så tiden ikke er et fængsel, men et element for frigørelse og et liv i frihed.

Den opgave er ikke blevet lettere af, at vi – som Hegel selv – nu igen lever i en overgangstid fuld af modsætninger. Det, der var, vender ikke tilbage i den tid, der kommer, og vi ved ikke, hvad der kommer. Kan vi forsone os med vores tid og dens forandringer, så vi ikke bare lever i den, men tager dens modsætninger på os – og øjner en frihedsmulighed?

Det afhænger af, hvordan man begriber forandring. Der er i grunden to muligheder. Den første angives med temaet for nærværende nummer af Kritisk Forum for Praktisk Teologi: Transformation.1

Transformation

I første sang af Ovids Metamorfoser flygter nymfen Daphne for guden Apollons ubændige begær. Hun redder sig kun, fordi hun i sidste øjeblik forvandles til et laurbærtræ. Hun bliver ubevægelig. Kan ikke røre sig. Hendes hud bliver til bark, hendes hår bliver til løv, hendes arme til grene, hendes fødder til rødder. – I dag kan en kvinde, der voldtages af en mand, sige, at hun ”freezes”.

Daphne transformeres. Hendes form (græsk morphē) føres over (græsk meta – latin trans) i en anden form. Fra at være kvinde bliver hun til et træ. Ved denne overgang, ved denne forvandling, tilintetgøres hun som kvinde, men – skriver Ovid – man mærker, ”at hjertet bestandig slår derinde bag barken” (Ovids forvandlinger 1989, 27). Apollon placerer hende ved indgangen til kejserens palads, og her – på den røde løber – er det som om laurbærtræet nikker til ham i tvungent samtykke. – Giovanni Lorenzo Bernini har skildret denne transformation uforglemmeligt i sin plastik i det romerske Galleria Borghese, øjeblikket før Apollon lægger hånd på Daphne, mens hun er i færd med at forvandles.

Daphnes form ændrer sig. Ikke hendes væsen. Hun er blevet til et træ, men inderst inde bag barken hamrer nymfens hjerte, og i andre versioner af myten fælder hun en tåre, der løber ned over barken. Hendes væsen bevares, hendes substans er stadig den samme. Men hendes form er helt forandret. Den er stivnet. Hun er en evig fange af sin form. Det er derfor, hun er trist. Hendes melankolske underkastelse under forandringen kommer af, at der ikke længere er overensstemmelse mellem hendes form og hendes væsen.

Hvis man altså begriber forandring som transformation, som metamorfose eller forvandling, vil der være en fast substans, et underliggende væsen, som ikke berøres af forandringen.

Tanken om, at der findes et underliggende væsen, som ikke berøres af forandringen, nærer trangen til at bevare og holde fast ved det, der var før overgangen. Den nærer forestillingen om, at der – trods formens tilintetgørelse – er noget umisteligt, noget uforanderligt, som måske nok kan glemmes, men som det er erindringens opgave at genkalde sig.

Det er kilden til melankoli og nostalgi. Trangen til at dvæle ved fortidens storhed: Netflix- og tv-serier om det engelske kongehus, om månelandingen, Anden Verdenskrig, firserlandsholdet. Længslen efter at man som Brad Pitt i Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood sorgløst kan køre rundt i smarte biler uden at skulle tænke på klimaet og ryge uden at få kræft.

Vi kan gribes af en nostalgisk, smertefuld længsel efter noget oprindeligt, som vi er adskilt fra, et sted, en tid (græsk nostos = hjemrejse, tilbagevenden og algos = smerte). Når vi måler forandring på det, der var, vil melankolien og nostalgien ledsage os. Det vil den, fordi vi ser os selv i det tabte. Vi gribes af en fornemmelse af, at vores tid slutter før vores liv.

Barbara Cassin skriver i sin meget læste lille bog om La nostalgie, at ”Odysseens rejse forbinder søgen efter identitet med nostalgi” (Cassin 2013, 40). Længslen efter at være hjemme hos sig selv, være sig selv. Længslen efter at der dog er noget, som vedbliver at være det samme, selv om meget bliver anderledes.

Er det en længsel, som teologien skal søge at tilfredsstille? Skal for eksempel kirken tilbyde et rituelt rum, der holder stand mod tiden? Kan man forestille sig en ”selektiv og kombinatorisk nostalgi”, hvor folkekirken – som værn mod ”den mørke modernitet” og ved siden af ”den virkelige virkelighed” – giver plads til ”en anden virkelighed” med ”mere Guds sol og øje over verden, mere inkarnation, flere mirakler, flere engle, mere transsubstantiation!” (Jensen 2019, 21f.)? Er en sådan nostalgi betingelse for, at kirken kan bevare sin identitet, at menigheden kan identificere sig med gudstjenestens elementer, og at den enkelte dog har i det mindste ét sted, hvor hun for en stund aflastes for presset fra den mørke modernitets ”virkelige virkelighed”?

Denne nostalgi stimuleres af et begreb om transformation.

Forandring i grunden

Hegel er ikke en nostalgisk tænker. Som sagt ser han det som filosofiens – og teologiens – opgave at begribe sin tid i tanker. Heller ikke moderniteten skal vi flygte fra, så vi – for en stund – søger opholdstilladelse i lysfyldte rum eller på hellige steder. Vi er nødt til at tage selv denne tid på os, hvis vi skal forsone os med dens modsætninger. Kun det kan befri os til at leve frit i verden.

Hegel afviser alternativet nostalgisk fortidsdyrkelse versus optimistisk fremskridtstro. Han er derimod en håbefuld overgangsfilosof, der afsøger frihedsmuligheder i de forandringer, som vi kan have svært ved at finde os i.

Hegel begriber ikke forandring som transformation. Det er mere radikalt. Der er ikke noget, som lades uberørt af forandringen, ingen oprindelig identitet, ikke nogen autentisk kerne. Hegel opererer ikke med forestillinger om, at der i grunden er en ubevægelig substans, som tiden blot overlejrer, og som man kan længes tilbage til. Ligesom han ikke udkaster luftige utopier, hvor fremtidens mål forekommer så fjerne, at de er helt løsrevne fra den kendte verden.

Kernen i denne indstilling er, at han rykker bevægelsen og forandringen ind i tænkningens centrum. Han bringer bevægelsen ind i begrebet. Ja, Gud er selv bevægelig. Aristoteles siger i Metafysikkens 12. bog, at Gud er den, der i sit evige liv er ubevæget af alt andet, i sig selv bevægelig, levende.

Selv ikke Guds identitet er altså ubevægelig, fast. Gud er derimod ”det absolutte”, siger Hegel. Gud er den, der i sig selv gennemfører den bevægelse at blive sig selv i kraft af noget andet end sig selv. Eller altså: Gud er treenig: Fader – Søn – Helligånd. I Gud er Sønnen Faderens andet, hans eget andet (”født, ikke skabt”), og Helligånden er båndet, som forener dem i et frit fællesskab. Gud er Gud, fordi han er forsonet med sig selv i kraft af sit eget andet. Men fordi han er Gud, må han også forsone sig med sig selv i kraft af sit fremmede andet: verden og mennesket, som ved synden er Guds fremmedgjorte andet. Det er derfor – og det er det smukkeste og det dybeste moment i kristendommen – at Gud sender sit eget andet til sit fremmede andet for at indføje det i sit evige liv: Ved sin Søn forsoner Gud sig med os og dermed med sig selv. På korset påtager han sig vores skyld og bærer vores skam for ved sin død at dræbe det ved sig selv. Når vi i dåben modtager korsets tegn, bliver vi Guds børn ved at blive søstre og brødre til hans Søn, og når vi i nadveren modtager hans legeme og blod til vores synders forladelse, er det den allerede forrådte og næsten korsfæstede Herre, der giver sig selv til os, for at vi – der har skilt os fra ham – ikke længere skal være adskilt fra ham.

Treenighedsdogmet er den ene af Hegels vedvarende inspirationskilder til hans forståelse af bevægelse og forandring.

Den anden er, som antydet, Aristoteles’ bestemmelse af forandring (græsk metabolē) og bevægelse (kinēsis). Berninis svende tilhugger marmorblokken, for at Apollon og Daphne kan få form. I sig indeholder marmoret en mulighed for at blive til en skulptur, men det yder samtidig en modstand, som skal overvindes, hvis skulpturen skal virkeliggøres. Det kreative og det destruktive er to sider af samme proces. Tilblivelse er uløseligt forbundet med tilintetgørelse.

Som med en plante. Hele planten er i kim indeholdt i frøet, og væksten er den stadige virkeliggørelse af de muligheder, som ligger i frøet. Når en mulighed virkeliggøres, tilintetgøres en virkelighed: frøet dør, når det spirer; blomsten visner, når den sætter frugt. Planten er den helhed, hvor noget tilintetgøres, for at noget kan virkeliggøres.

Hegels begreb om forandring og bevægelse er gennemtrængt af denne dobbelthed. Når en mulighed virkeliggøres, er der en virkelighed, som tilintetgøres. Noget nyt bliver til derved, at noget bliver gjort gammelt.

Nostalgiens fængsel

Hvordan kan det undgås, at denne forandring nærer en fornemmelse af, at tiden er løbet fra os, og at vores tid slutter før vores liv, at forandringen pånøder os melankoli og nostalgi?

Det kunne det jo ikke for Daphnes vedkommende. Hun kunne ikke virkeliggøre den menneskelighed, som den dog ikke fuldbyrdede voldtægt havde frataget hende. Hendes menneskelighed, hendes væsen, hendes substans, kom kun til udtryk i den tavse tåre og det bankende hjerte bag barken. Hun er ikke fri.

Transformationens forandring holder hende fangen. Der er herefter kun én befrielsesmulighed: at ikke bare hendes form, men også hendes væsen destrueres. Døden. Den tilintetgørelse, som ikke efterlader nogen mulighed for en tilbagevenden til det, der var, men heller ikke for en ny virkeliggørelse.

Sat på spidsen: De, der kæmper imod forandring, næres af den nostalgiske længsel efter det, der var, en længsel, som først ophører med døden, hvorfor de – mens kampen endnu står på – vil være rede til også at tage de andres død med i købet, som de anser for at have udvirket forandringen og påført dem nostalgiens smerte.

Den antagonisme ser vi nu udspille sig på verdensscenen. Det kan godt forstås som en gnostisk-metafysisk kamp mellem to modsatte, substansbundne opfattelser, der hver for sig legitimerer sig ved det-der-var før konfliktens udbrud. Den 18. april 2022 udtalte næstformanden for den russiske Duma om krigen i Ukraine: ”Dette er et metafysisk sammenstød mellem det godes og det ondes kræfter. Det er i sandhed en hellig krig, og vi skal sejre.” Kan vi dele den præmis?

Det er en antagonistisk tænkning, som beror på en adskillelse af væsen og form, af substans og egenskaber, hvor forandringen er i formen eller egenskaben, ikke i væsenet eller substansen. Hegel vil – i forlængelse af Aristoteles – ud over denne adskillelse. Han vil begribe forandring på en gennemgribende måde: Substansen, væsenet, er ikke i sig selv noget uforanderligt, noget fast, som forandring kan måles på. Substansen er selv i bevægelse.

Hegel er som sagt ikke nogen melankolsk eller nostalgisk tænker, og selv om han lever i en turbulent, konfliktuel overgangstid præget af revolution, konservatisme og napoleonskrige, forfalder han ikke til den lette opfattelse, at verden er ond. Han forkynder ikke ”en anden virkelighed” som værn mod ”den virkelige virkelighed”. Selv når destruktionen og tilintetgørelsen synes gennemgribende, har han blik for nye muligheder, som kan virkeliggøres og udvirke befrielse, så man ikke gør sin længsel til sit fængsel. Hegels tænkning melder sig ikke ud af verden.

Transsubstantiation

Jeg sammenfatter: Der eksisterer ikke nogen uforanderlig substans, som ligger urokket til grund for alting. Det grundlæggende er derimod i uophørlig bevægelse, i en evig bevægelse. Det er den selvbevægende, levende Gud. Kærlighedens Gud. Han er ikke en uforanderlig substans, men bestandig i sin bevægelse.2

I Fortalen til Åndens fænomenologi proklamerer Hegel sit program: ”Efter min opfattelse … kommer alt an på, at det sande ikke opfattes og formuleres som substans, men i lige så høj grad som subjekt’’ (Hegel 1986, Werke 3, 22f.).

Substansen er ikke noget fastlagt, noget oprindeligt, som subjektet skal vende tilbage til. Substansen skal overgå til at blive subjekt, så subjektet kan finde frem til sin substans. Det skal finde frem til et indhold, som er frigørende, og som det kan forstå sig selv i. Det drejer sig ikke om en forståelse, hvor subjektet forstår noget, som står over for det (Hegel kalder det Verstand), men om, at det skal forstå sig i et indhold, forstå det med sin fornuft (Vernunft), så det fornemmer det, tilegner sig det, annammer det, vil man sige på gammeldansk.

Man forstår sig selv som menneske ved at deltage i den bevægelse – Hegel kalder det åndens bevægelse – hvor man forbinder sig med noget andet end sig selv, nogle andre som man forstår sig selv i forhold til. Man vinder friheden gennem frigørelse fra sin umiddelbare substans, sin umiddelbare identitet. Christoph Menke: ”Friheden består i negationen af identiteten” (Menke 2018, 61).

Når jeg ikke er fanget i min umiddelbare selvfølelse, men forstår mig selv i forhold til noget andet end mig selv, en anden, bliver det andet, det andet menneske, ikke en forhindring, men en positiv betingelse for min frihed. Frihed er ikke at gøre, hvad jeg vil. Frihed er, at jeg finder mig selv i det, jeg gør. Frihed er frihed i fællesskab.

Jeg foreslår, at man kalder denne grundbevægelse, denne bevægelse i grunden, transsubstantiation. Substansen går over til at blive subjekt.

Det er jo ellers et ord, vi forbinder med den katolske nadveropfattelse, og det er vel også den, som påkaldes i ovenstående citat (Jensen 2019, 22). Her er miraklet ikke, at sandheden overgår fra at være substans til at blive subjekt, men at der sker en forandring af brødets og vinens substans, så de bliver Jesu legeme og blod. Ikke at deres egenskaber forandres (det smager jo stadig af brød og vin), men det gør deres væsen, deres substans. Underet i den katolske nadver er, at det, der ellers ikke kan forandres, substansen, forandres. Det opfatter Hegel som et eksempel på en forældet metafysisk tingstænkning, som man bare må tage til efterretning, og som ikke kræver andet af en end at man nedsvælger de allerede forandrede nadverelementer – som kirken råder over, og som den kan forholde dem, den ikke skønner værdig til at modtage dem.

Den katolske lære om transsubstantiation er lige så ufrigørende som den transformation, Daphne blev fangen i. Forestillingen om, at mit væsen holdes fangen af min fremtrædelse og min forstillelse, er lige så undertrykkende som forestillingen om, at jeg blot skal give mig ind under de ydre former og overlade mit væsens skæbne til andre magter. Den manglende frigørelse til frihed beror på, at begge opfattelser – den antikke mytologi og den katolske nadverlære – binder sig til en gammel metafysisk adskillelse af substans og form, væsen og egenskab, overflade og grund.

Den transsubstantiation, som jeg foreslår, bringer derimod bevægelse i substansen, hen til subjektet. Det sker i den lutherske nadverlære, mener Hegel (Hegel 1986, Werke 17, 329). Gud forandrer sig ved at give sig selv til os, og når vi modtager nadveren til tro, bliver Guds substans subjekt for det subjekt, mennesket, som vinder sin nye substans: syndernes forladelse til et frit fremtidigt liv. Det er en tilintetgørelse af den gamle adskillelse, som synd er, en negation af negationen, siger Hegel. Overgangen til et nyt liv i sandhed.

Negationens negation er et udtryk fra Hegels Logik, og i sine senere Religionsfilosofiske forelæsninger anvender han det i sin lutherske forståelse af Guds død på korset (Hegel 1986, Werke 7, 482, 501 og 563, og Werke 17, 291 og 297). Det negative, der genererer adskillelse og modsætninger, negeres. Der slås en streg over alle modsætninger – sådan som vi gør, når vi slår korsets tegn. Forsoningen er ikke ’metafysisk’: der er ikke noget, der uforandret over-lever døden. Forsoningen er ’dialektisk’: den er i modsætningen.

I sit tidlige skrift om Tro og viden fra 1802 taler Hegel om ”den spekulative Langfredag”. Han skriver: ”Det rene begreb” betyder, at ”al væren synker ned i intethedens afgrund”, men at filosofien må påtage sig ”den uendelige smerte”, hvis ”ideen om den absolutte frihed” skal virkeliggøres. Vi lever med en fornemmelse af, at ”Gud selv er død”, og at vi har tabt den gamle verden. Denne ”absolutte lidelse” må tænkningen fordybe sig i: den spekulative Langfredag og dens hårde gudløshed. Kun af denne sorg ”opstår den mest muntre frihed” (Hegel 1986, Werke 2, 432f.).

Melankoli og sorg

Midt i den gamle verdens undergang, i 1915, skrev Sigmund Freud en afhandling om ”Sorg og melankoli”. I melankolien holder vi fast ved det tabte. Klamrer os patologisk til det. I melankolien ser vi os selv i det, vi har mistet. Det er anderledes med sorgen. I sorgen vedgår vi tabet, som vi er bevidst om, tabet af den anden, tabet af det andet. Vi forsøger ikke at få det tabte tilbage. Den sørgende ser ikke sig selv i det tabte. Hun ser sig selv i det andet, i den anden, som hun har mistet. Derfor må man aldrig fratage et andet mennesket dets sorg. Og derfor ender det med, ”at jeg’et efter det fuldførte sørgearbejde atter bliver frit og uhæmmet” (Freud 1975, 225).

Den indre forbindelse mellem nostalgi og melankoli er klarlagt i Kim Larsens sang Nostalgi fra 2017, om kvinden der ikke kan lade være med at fortabe sig i sin gamle scrapbog og mindes en tabt kærlighed:

Og hun længes tilbage
Til dengang da dagene fløj af sted
Da de dansed’ i Dansetten
På en fredag og lørdag og hele natten med

For det er ren nostalgi
Og det findes kun i hendes fantasi
Som en lille orm der gnaver
I hendes melankoli

Forandring er smertefuld. Nostalgiens melankoli dvæler ved smerten for at fastholde det tabte i smerten. Sorgens smerte er ikke mindre, når den må give slip på det tabte, men det er betingelsen for at kunne leve frit. Frigørelsen, som Hegel og Freud på hver sin måde taler om, beror på, at bevidstheden ikke spinder sig ind i sig selv, men forstår sig i forhold til noget andet, en anden end sig selv.

Forandring er overgang til noget andet. På tysk hedder forandring Veränderung, men eftersom forandringens overgang ikke blot betyder, at noget bliver anderledes, men at det går over til at blive noget andet, en anden, burde det hedde Veranderung (Theunissen 1978, 238ff.). Det gør det heldigvis allerede på dansk: forandring, forandre, for-andre, leve for-andre, for-noget-andet end sig selv. Den umiddelbare identitet negeres, den ofres, kan Hegel sige.

Det allertydeligste udtryk for det er kristendommens tanke om, at Gud selv bliver menneske og lever menneskets liv og dør menneskets død – for at dræbe døden ved sig og opstå.

De græske guder viser sig derimod kun for mennesker i forklædninger. Det er kun deres udseende, der forandres, ikke deres væsen. Det kommer aldrig til et forbindende møde mellem guden og mennesket. Også dét afslører myten om Apollon og Daphne.

Transformationens forandring er altså ikke så gennemgribende som transsubstantiationens, hvor tilintetgørelsen er en betingelse for tilblivelse – og for frigørelse. Når en mulighed virkeliggøres, tilintetgøres en virkelighed – men den tilintetgjorte virkelighed indeholdt denne nu virkeliggjorte mulighed. En frihedsmulighed. Noget nyt opstår.

At leve sin tid

Hegel er som sagt ikke en optimistisk fremskridtstænker, han er en håbefuld overgangstænker. Men vi er kun berettiget til at håbe, hvis vi tager konflikten på os og ikke melder os ud af vores samtid, vores overgangstid, hvor en kendt verden er ved at forsvinde, og hvor vi derfor må lære at leve meningsfuldt i en kommende verden, som vi ikke kender.3

Hegels kristen-filosofiske forsoning af modsætninger lægger således grunden til en kritik af en nostalgisk konservatisme, som søger at genoplive forgangne tankeformer. Som f.eks. den fundamentalistiske, anglikansk-katolske bevægelse Radical Orthodoxy, der i sin antimoderne, antilutherske oppumpning af antik-middelalderlige tankeformer slår til lyd for en tilbagevenden til en bastant platonisk-augustinsk metafysik, i en bestræbelse på at genfortrylle en af værdinihilisme udhungret verden, gennem opritualisering og æstetisk polering af gudstjenestens liturgi i et særskilt rum og fornyet opmærksomhed over for ’det hellige’.4

På den anden side udgør en hegelsk religionsfilosofi en indsigelse mod revolutionære gnostiske teologier, der – som f.eks. modernistisk eksistensteologi – fejrer budskaber fra en anden verden ved at feje vores nuværende livsverden til side. Den paradoksalitet, som sådanne sammenstød instantierer – at en form for uforanderlighed slår ind i tidens strøm – forsones derimod i den hegelske dialektik af konkrete formidlingsprocesser. Revolutioner har det i det hele taget med at påberåbe sig verdensløse abstraktioner, der ikke tager hensyn til de omstændigheder, hvorunder de søges virkeliggjort. – Endelig giver hegelsk tænkning os også blik for, at konservative revolutioner forveksler proklamationen af en anden verden med driften efter at vende tilbage til en gammel verden.

Kirken og dens gudstjeneste bør ikke indrettes som et rum, der tilbyder mennesker skjul for en uvenlig verden. Gudstjenesten er derimod en sammenhæng, hvor mennesket møder sine egne fordomme og kaldes til at forandre sig for at kunne leve sin tid i frie fællesskaber. Helligåndens frie fællesskab realiseres i verden, den virkelige virkelighed. Menighedens fællesskab er et særegent område for ånden, men ånden kan ikke blive der: ”Helligånden udgydes over disciplene, den er deres immanente liv; herfra er de som menighed gået glade ud i verden for at opløftes til den almene menighed og udbrede Guds rige” (Hegel 1986, Werke 17, 306).

Litteratur

Cassin, Barbara 2013: La nostalgie. Quand donc est-on chez soi? Paris: Éditions Autrement.

Freud, Sigmund 1975: ”Sorg og melankoli” (1917/1915). I Metapsykologi I, udgivet og oversat af Ole Andkjær Olsen m.fl. København: Hans Reitzel, 219-237.

Grønkjær, Niels 2010: Den nye Gud. Efter fundamentalisme og ateisme. København: Anis.

Grønkjær, Niels 2021: Oplysning for de oplyste. En religionsfilosofisk introduktion til Hegel. København: Eksistensen.

Hegel, Georg Wilhelm Friedrich 1986: Werke in zwanzig Bänden. Red. Eva Moldenhauer und Karl Markus Michel. Frankfurt am Main: Suhrkamp.

Holm, Isak Winkel 2023: Kierkegaard and Climate Catastrophe. Learning to Live on a Damaged Planet. Oxford: Oxford University Press.

Jensen, Hans Jørgen Lundager 2019: ”Har hånd du lagt på Herrens plov, da se dig ej tilbage. Om nostalgi, religionshistorie og den nye, mørke modernitet”. I Kritisk Forum for Praktisk Teologi 158. København: Eksistensen, 9-24.

Lear, Jonathan 2008: Radical Hope. Ethics in the Face of Cultural Devastation. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press.

Menke, Christoph 2018: Autonomie und Befreiung. Studien zu Hegel. Berlin: Suhrkamp.

Milbank, John/Pickstock, Catherine/Ward, Graham 1999: Radical Orthodoxy – A New Theology. London and New York: Routledge.

Ovids forvandlinger 1989. På danske vers af Otto Steen Due. Århus: Centrum.

Theunissen, Michael 1978: Sein und Schein. Die kritische Funktion der Hegelschen Logik. Frankfurt am Main: Suhrkamp.

Comments
0
comment
No comments here
Why not start the discussion?