Teologisk fundamentalisme eller ligestillingsfundamentalisme?
by Else Marie Wiberg Pedersen
Published onDec 18, 2023
Teologisk fundamentalisme eller ligestillingsfundamentalisme?
·
Nogle mandlige præster nægter at give håndtryk til kvindelige kollegaer. 13. december 2007, Jens Julius Hansen. Bragt med tilladelse fra tegneren.
Om køn, chikane og forskelsbehandling i Den Danske Folkekirke
Jeg vil i denne artikel belyse, hvordan kvindelige præster (og deres tilhængere) siden 1948 er blevet truet og chikaneret, alene på grund af køn. Samtidig vil jeg gennem den kirkelige højrefløjs egne ord i bogpublikationer og skrevne medier vise, hvordan forskellig chikanøs adfærd legitimeres med skiftende argumenter. Endelig viser jeg, hvordan der i 2000’erne er et paradigmeskifte, så medier og højrefløjspolitikere i stigende grad støtter og legitimerer modstanderne af kvindelige præster trods chikane.
Indledning
I år fejrer vi 75-året for den lovændring, der gav folkekirkens menighedsråd fuld frihed til at kalde den præst, der passer lige præcis hos dem, idet loven efter 26 år ikke længere bandt det ordinerede embede til ét køn, det vil sige til personer, der identificeres som mænd. Den 4. juni 1947 underskrev Frederik IX ændringen af to love, en lov af 1921 og en lov af 1941, som begrænsede menighedsrådenes frihed, så de kun kunne vælge mænd til folkekirkens embeder.
Kvinder var ved politisk intervention i årene 1920-47 blevet forbudt adgang til folkekirkens embede, skønt der fra 1916 var uddannet kvindelige cand.theol.’er, det normale krav om uddannelsesgrundlag til folkekirkepræster. Men politikerne på Christiansborg bestemte, at menighederne kun kunne vælge en mandlig præst, i en lov af 1920 endda en mand uden teologisk uddannelse, skønt kvinders manglende teologiuddannelse ellers var et af argumenterne mod at give kvinder adgang til det ordinerede embede. Kønnet viste sig at være vigtigere end uddannelse og dygtighed.
Med lovændringerne i 1947, som var en simpel udskiftning af lovenes ordlyd, fik menighedsrådene endelig den fulde frihed til at kalde deres præst – på tværs af køn. Ændringen af 1921-loven betød, at det ordinerede embede blev skrevet ud af undtagelsen fra offentlige embeder, hvortil kvinder havde adgang. Ændringen af 1941-loven var en neutralisering af kønnet sprogbrug, sådan at mænd ganske enkelt blev til personer.
Da man i marts 1948 tillige havde fået formuleret en bispefrihedslov, ifølge hvilken en biskop kan frasige sig tilsynet med en præst, var der åbnet for den første officielle ordination af kvindelige præster.
Den 28. april 1948 blev de tre første kvinder med en teologisk embedseksamen – Johanne Andersen, Ruth Vermehren (der længe havde fungeret som præst ved kvindeafdelingerne i fængslet Sundholm) og Edith Brenneche Petersen - ordineret i Odense Domkirke af biskoppen over Fyns Stift, Hans Øllgaard. Kun Brenneche Petersen skulle virke i Fyns Stift. Sammen med menighedsrådsloven af 1903, der gav kvinder valgbarhed og valgret til menighedsråd, er denne lovændring i 1947 nok den vigtigste begivenhed i folkekirken i det 20. århundrede. Folkekirken blev en moderne kirke med plads til både mænd og kvinder. Eller som Johanne Andersen udtrykte det, da hun som den ene af de tre første ordinerede kvinder beskrev begivenheden i Odense domkirke, hvor Hans Øllgaard prædikede over kvinderne som de første opstandelsesvidner: ”Evangeliet var kommet i kirke”.
Desværre er de kvindelige præster i folkekirken langt fra altid blevet behandlet i overensstemmelse med evangeliet af deres modstandere. Et par emeriti har i forbindelse med 75-års-jubilæet over for mig understreget, at nok fik kvinder adgang til folkekirkens ordinerede embede, men det var langt fra en dans på roser at være kvindelig præst alle steder i folkekirken. Realiteten er da også, at mens folkekirkens menigheder fik fuld kaldsfrihed, så blev de kvindelige præster og deres tilhængere udsat for endog meget voldsomme trusler og chikane fra modstanderne alene på grund af deres køn. Medierne har i en del tilfælde bidraget dertil (Wiberg Pedersen 2023c), ligesom medierne stadig kan bringe sager om grov chikane og af et omfang, der ikke burde findes i en moderne dansk folkekirke. Det er en viden og erfaring, vi er nødt til at løfte frem, ikke mindst fordi der stadig står et slag om kvindelige præsters ret til at være i folkekirken. Dette skyldes både, at man fra den yderste kirkelige højrefløj har sin helt egen fortolkning af lovændringerne i 1947 og 1948 og synet på kvindelige præster, og at man fra politisk hold i 1978 igen gjorde det muligt at forskelsbehandle kvinder alene på grund af køn.
Jeg vil dog ikke i det følgende gå detaljeret ind i enkeltsager om trusler og chikane men i stedet løfte problemstillingen frem dels via den kirkelige højrefløjs egne ord i diverse publikationer, dels via nedslag i medierne. Det har tre formål: 1) at belyse den kirkelige højrefløjs skiftende argumentation som forklaring på deres modstand mod og adfærd over for kvindelige præster; 2) at belyse den politiske højrefløjs skiftende argumentation som forklaring på folkekirkens dispensation fra ligebehandlingsloven; 3) at belyse absurditeten ved politisk at insistere på en særlig frihed for den kirkelige højrefløjs forskelsbehandling af kvinder alene på grund af deres køn, samtidig med at samme kirkelige højrefløj siden 1948 har taget sig en række særfriheder i relation til kvindelige præster og hævder dem som deres ret.
For og imod kvindelige præster: Lov eller evangelium?
For modstanderne af kvindelige præster har et forbud tilskrevet Paulus fyldt væsentlig mere end Jesus’ evangelieforkyndelse og evangeliernes fælles fortælling om kvindelige disciple, og ikke mindst om kvinderne som de første opstandelsesvidner. I stedet er et par løsrevne sætninger i brevteksterne – med al sandsynlighed ikke skrevet af Paulus (Falkenberg 2023, 41-56) – gjort til et generisk lovforbud, der overtrumfer evangeliet for den evangelisk-lutherske kirkes højrefløj (i lighed med romersk-katolsk og ortodoks teologi). Det drejer sig dels om 1 Kor 14,33c-35:
V33c. Som i alle de helliges menigheder V34. skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. V35. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden. (DO 1992, min kursivering).
Dels 1 Tim 2,11-14:
V11.En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; V12. men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed. V.13. For Adam blev skabt først, derefter Eva, V14. og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet. (DO 1992, min kursivering).
Som man allerede i debatten op til 1947 pegede på, er disse bibeludsagn bundet til en udpræget patriarkalsk kultur, og flere pegede desuden på, at 1 Kor 14,34-35 havde karakter af en interpolation og altså ikke skrevet af Paulus selv. Lektor i NT eksegese, René Falkenberg, fastslår sammen med den nyeste forskning, at Første og Andet Timoteusbrev (ligesom blandt andre Efeserbrevet og Andet Thessalonikerbrev) slet ikke er skrevet af Paulus. De er yngre tekster, tillagt Paulus af en senere tid. Falkenberg har desuden gennem sine studier af de ældste nytestamentlige manuskripter påvist, at der er stor usikkerhed om 1 Kor 14,34-35. I en kilde (D) med rødder i den ældste latinske teksttradition i 300-tallet er versene 34-35 placeret efter det, der står som vers 40 i DO92, sådan at det, der står som vers 33 i DO92, er en afsluttet enhed: ”Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud, som i alle de helliges forsamlinger”, hvorved versene 34-35 mister deres tilsyneladende generiske værdi. Men kopistens usikkerhed med hensyn til placeringen af versene tyder først og fremmest på, at de er senere tilføjelser (Falkenberg 2023, 51-53). I en anden kilde (B), som er ”en af Det Nye Testamentes ’mødre’ fra 300-tallet”, har skriveren anført nogle paratekstuelle markeringer, der viser, at denne har haft adgang til et tekstforlæg helt uden versene 34-38. Falkenberg konkluderer, at “en græsk tekst uden taleforbuddet i Første Korintherbrev har eksisteret i et manuskriptforlæg fra vores allerældste håndskrifttradition” (Falkenberg 2023, 49).
Allerede Luther overvejede, om ikke Paulus i Første Korintherbrev var i strid med sig selv, når han jo i kapitel 11 fremhæver kvinders profetiske tale, og når han i Galaterbrevet 3,26-28 fastslår det mandliges og kvindeliges lighed i Kristus: ” V26. For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. V27. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. V28. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” (DO 1992). Den græske tekst lyder faktisk ”mandlig (arsen) og kvindelig (thæly), og sådan gengiver Luther den i øvrigt også, når han på latin skriver om alles frie tjeneste i den fælles og uskyldige tro på ”Kristus, i hvem der hverken er mandligt (masculus) eller kvindeligt (femina)” (Luther 1521a, 612). Mens Galaterbrevet er Luthers yndlingsbrev, så er han mere skeptisk i relation til Korintherbrevets ”taleforbud”, som den middelalderlige pavekirke med dominikanske skolastikere tolker rigidt. De river ham i næsen med det imod hans lære om det almindelige præstedømme, og Luther, som netop sætter evangeliet over loven, svarer:
Når papisterne imidlertid bebrejder os med Paulus’ ord i 1 Kor 14: ”Kvinder skal tie i forsamlinger, det er ikke godt for en kvinde at hun prædiker. Det er ikke tilladt en kvinde at prædike, men hun skal være ydmyg og lydig,” så følger deraf, at forkyndelse ikke er fælles for alle kristne, nemlig ikke for kvinder, hvortil jeg svarer, at de ikke skulle lade fjolser eller på anden måde uegnede folk prædike … Desuden hævede Paulus kvinder som profeter over mænd … Men når ingen mand prædiker, så er det nødvendigt, at kvinder gør det. (Luther 1521b, 497-98).
Forbuddet driver ikke just på Kristus, og for Luther er evangeliet, og ikke lov eller kanonisk ret, et helt afgørende hermeneutisk skriftprincip, der også styrer hans re-konfiguration af synet på Gud, kirke, embede og samfund. Luther vil ud fra evangeliet gøre tolkningen af Guds ord fri af alskens paver: ”Jeg anerkender ingen faste regler for tolkningen af Guds ord, da Guds ord, som lærer frihed i alle andre sager, ikke kan være bundet […]. De, som tilskriver dig [pave Leo X] alene retten til at tolke skriften, tager fejl.” (Luther 1520, 47-48).
Som han afviser, at teologiske love som kanonisk ret eller koranen skal styre kirke og samfund (Wiberg Pedersen 2019, 27-32), således afviser Luther også, at køn skal være den afgørende faktor, hvad kirkens eller rettere ordets tjeneste angår. Det handler i stedet om uddannelse og egnethed. Han er ikke imponeret af pavekirkens præster i almindelighed; de forkynder ikke evangeliet hvorfor det er nødvendigt, at kvinder gør det.
Kvinder taler Guds evangeliske ord
Evangeliet og nødvendigheden af, at kvinder forkynder det, har Luther i en sådan grad gjort klart, at flere kvinder med begejstring føler sig kaldet af det evangeliske budskab om alles lighed i Kristus. Reformatoren Argula von Grumbach skriver således i 1523 til Luthers værste modstandere, teologerne ved Ingolstadt Universitet, herunder hovedforfatteren til pavens bulle mod Luther, Johannes Eck: ”Guds ord alene skulle – og må lede alle ting. De kalder det Luthers ord; ordene er dog ikke Luthers men Guds […] Må Gud give, at fyrster og herrer ikke længere vil lade sig føre afsted som aber i en kæde af disse såkaldte åndelige ledere (von Grumbach 1523, 11). Men Luther har ret, mener hun, også hvad hans bibeloversættelse og -tolkning angår, for han baserer sig på Guds ord. Af dem kan man se, at Gud har virket i Luthers hjerte, hvilket ikke gælder for pavens kanoniske ret, der modsat Luthers tekster er det rene juristeri, uden nogen form for guddommelig teologi (Von Grumbach 1523, 11). Som Luther finder hun, at det er evangeliet, der tilhører den kristne kirke og skal forkyndes, ikke loven (von Grumbach 1523, 8).
Von Grumbach understreger, at der både i skrift og tradition kan peges på autoriteter, der ikke skammede sig ved at skrive til kvinder, og navnlig at ”Kristus skammede sig ikke, men prædikede for Maria Magdalene og den unge kvinde ved brønden” (von Grumbach 1523, 10). I tråd med Luthers reformatoriske tanker indleder hun sit brev til universitetet med at fastslå, at enhver – på tværs af køn – der bekender Kristi lære, handler korrekt: ”Sådanne ord, som Gud selv har talt, har jeg mig altid for øje, for de udelukker hverken kvinde eller mand. På grund af dette er jeg som kristen tvunget til at skrive til jer” (von Grumbach 1523, 1).
Von Grumbach er blot et eksempel på kvinder, der som kvinderne ved den tomme grav har set sig kaldet til at forkynde Guds ord. Jeg har tidligere skrevet om middelalderens kvinder, der ser sig direkte tiltalt af Gud til at tjene og forkynde (fx Wiberg Pedersen 1994, 1999a og 1999b), og i Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke (Wiberg Pedersen 2023) bringes en lang række eksempler fra 1700-tallet og frem, ikke mindst efter at Grundtvig genoptager Luthers reformatoriske tanker (Raun Iversen 2023, Kølle Martinsen 2023).
Trusler og chikane
Forud for lovændringerne i 1947 gik en endog meget hård debat gennem godt 50 år, og rent faktisk ønskede kirkens højrefløj – ofte støttet af den politiske højrefløj – ikke, at menighederne fik frihed til at kalde den præst, de ønskede. Det er tydeligt allerede i folketingsdebatten i 1919, at såvel politiske som kirkelige modstandere af kvindelige præster ikke mente, at ”et Menighedsraad et enkelt Sted paa Trods af den hele Kirke skulde kunne paatvinge den en Ordning, der vil føles som Samvittighedstvang af en Mængde Mennesker” (Folketingstidende 24.4.1919/1918-19, sp. 4970).1 Den frihed, som kirkens yderste højrefløj i dag påberåber sig i relation til ligebehandlingsloven, var man altså ikke tilhængere af frem til 1948. Man kaldte kaldsfriheden for en samvittighedstvang.
Mod forventning har et hovedargument mod kvindelige præster ikke været bibelen men påberåbelse af traditionen for kun at tillade mandlige præster – i overensstemmelse med romersk-katolsk teologi siden højmiddelalderen (Wiberg Pedersen 1998b, 191-201, Wiberg Pedersen 2023, 57-81). Højst besynderligt i en evangelisk-luthersk kirke, der brød med romersk-katolsk teologi i 1500-tallet, men det afspejles i den adresse, som 514 præster (kun 1/3 af præstestanden i 1947) sendte til regering og rigsdag d. 28. februar 1947. De hævdede, at ”Præstevielse af Kvinder [er] et aabent Brud” med større kristne kirkesamfund og traditionen, ”grundet i den hellige Skrifts Syn” (De 514 præster 1947, 199). Både den ordinerende biskop, Hans Øllgaard, og de tre ordinander modtog fordømmende breve fra modstanderne, og Johanne Andersen fik på ordinationsdagen endda et brev fra den arge modstander, Tage Lunn, der forbandede den biskop, der ”mod Guds vilje” misbrugte sit embede til at ordinere kvindelige præster (Bisgaard 1998, 182).
Fra 1946 var der et pænt flertal for kvindelige præster, og antallet af tilhængere af kvindelige præster i årene efter 1948 voksede stærkt både blandt biskopper og menigheder, men alligevel modtog de tre kvindelige præster og deres støtter i gejstligheden ubehagelige og direkte truende breve. Til trods for, at mange af de 514 protesterende præster fra 1947 var blevet tilhængere af kvindelige præster, skærpede folkekirkens yderste højrefløj sin modstand stadig mere. Således fremsatte Indre Missions formand Christian Bartholdy i Indre Missions Tidende d. 28. februar 1949 tre erklæringer: 1) Kvindelige præster skulle anses som sekterne – man skulle ikke gå i kirke hos en kvinde, dermed heller ikke til alters eller til kirkelige handlinger hos hende. Som det hed: ”De er udgået fra os, men de er ikke af os” (måske især møntet på Edith Brenneche Petersen, der havde rod i Indre Mission); 2) det var ikke tilladt missionærer at samarbejde med kvindelige præster; 3) kvindelige præster havde ikke tilladelse til at tale i Indre Missions huse (Bisgaard 1998, 183-84). Indre Mission gentog denne bulle i Kristeligt Dagblad, mens professor i kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet i Aarhus, P.G. Lindhardt, afviser den som ”et af vor nyere kirkehistories frækkeste forsøg på at stikke lægfolket blår i øjnene” (Wiberg Pedersen 1998, 197). En af de tre første officielt ordinerede kvinder blev da også så tynget af chikanen fra modstanderne, at hun mistede stemmen og måtte sygemeldes.2
Der skulle gå næsten otte år, før den fjerde kvindelige præst, Helga Jensen, blev ordineret efter at være kaldet til en præstestilling i Skive-Reesen – i 1956. Da var kun én ud af de daværende ni biskopper imod kvindelige præster, nemlig den indremissionske biskop over Viborg stift, Christian M. Baun. Det var uheldigt for Helga Jensen, da han var den umiddelbart ordinerende biskop, som nægtede både at ordinere hende og at benytte sig af den bispefrihedslov, folketinget i 1948 havde vedtaget med henblik på, at en anden biskop end den stedlige kunne overtage tilsynet og ordinere den kvindelige præst. Kun ved intervention fra kirkeminister Bodil Koch lykkedes det at få Baun til at overlade tilsynet til biskoppen over Aalborg Stift, Erik Jensen, som derpå kunne foretage ordinationen, sådan at Helga Jensen kunne indsættes i sit præstekald. Men Helga Jensen var ikke dermed fredet. Hun fortalte i 2008 til Kristeligt Dagblad ikke bare om chikanen mod en af de tre første officielt ordinerede kvindelige præster. Hun fortæller samtidig i en underspillet stil om chikanen mod hende selv, da hun var kapellan, hvor den missionske kordegn både modarbejdede og kontrollerede hendes arbejde,3 ledsaget af følgende lakoniske kommentar:
Jeg kunne nok have slået i bordet. Men hvorfor dog? Når der var indskrivning til konfirmation, stod de unge mennesker i lange rækker for at blive indskrevet hos mig. De havde ingen problemer (Kristeligt Dagblad 28.4. 2008).4
Fortsat ufred
Blot tre år efter Helga Jensens ordination, i 1959 – med blot fire officielt ordinerede kvinder – udkom bogen Kvinden og kirkens embede, der havde til formål at få biskopperne til at tilbagekalde kvinders adgang til det ordinerede embede i folkekirken. Bogens opmænd var tre fynske præster, der havde overtalt professor i dogmatik ved Det teologiske Fakultet i Aarhus, Regin Prenter, til at føre pennen for modstanderne af kvindelige præster. I bogen bruger Prenter – der i 1947-48 havde været åben over for kvindelige præster, men hvis kirkesyn i 1958 var blevet højkirkeligt (altså snarere romersk-katolsk end evangelisk-luthersk) – ord som ”forfalskninger”, ”vranglære” og ”frafald” om ordination af kvindelige præster. Han slutter med dels at erklære, at han selv vil forlade kirken, når en kvindelig præst møder op ved en ordination, og opfordrer andre til at gøre det samme; dels at erklære, at intet kirkeligt organ vil kunne beskytte kvindelige præster mod situationens ufred – en eufemisme for direkte krig fra højrefløjens side (Wiberg Pedersen 1998, 197- 200; Wiberg Pedersen 2017, 158-64; Wiberg Pedersen 2023a, 26-32). Dermed var Prenter på linje med Indre Missions krigserklæring fra 1949 mod kvindelige præster og deres støtter.
Skønt Kristeligt Dagblad i 2010 erklærede, at kønskampen i folkekirken var slut (KD 8. marts 2010), har mediernes generelle bevågenhed over for kvindelige præster og den fortsatte diskurs i omtalen af dem ikke just bekræftet denne erklæring. Avisen måtte da også gentage sin erklæring om, at debatten om kvindelige præster var forstummet, i forbindelse med 70-års-jubilæet for den første officielle ordination af kvindelige præster i 2018 (KD 27. april 2018). Det var i øvrigt præcis 40 år efter, at folkekirken blev undtaget fra almindelig dansk ligebehandlingslovgivning sammen med andre trossamfund som de muslimske, jødiske og romersk-katolske.
Imidlertid har flere undersøgelser gjort det klart, at der stadig finder forskelsbehandling og chikane af kvindelige præster sted i folkekirken. Blandt andre står sognepræst Christian Roar i 2019 frem med det budskab, at der stadig er ligestillingsmæssige kampe at kæmpe i folkekirken. Roar nævner en lang række eksempler på forskelsbehandling, som de kvindelige præster udsættes for: andre forventninger, sexchikane, beskyldninger om omsorgskirke og fordomme om teologisk udygtighed, lønforskelle og ikke mindst det forhold, at det er legitimt at fravælge kvindelige præster til embeder på grund af deres køn (Kristendom.dk 8. marts 2019).
Kampen mod kvindelige præster og for særordninger
Siden i hvert fald 1985 har kirkens højrefløj, dvs. Indre Mission og Luthersk Mission sammen med de (stadigt færre) højkirkelige og de karismatiske, som modtræk til de kvindelige præsters faktuelle forekomst i folkekirken stillet krav om særbehandling. I pamfletten Det positive nej til kvindelige præster fra 1985 problematiseres situationen vedrørende ordination generelt og ordination af kvindelige præster specielt med henblik på, at de mandlige præster, der er modstandere af kvindelige præster, kan slippe for at give kollegialt håndtryk (Wiberg Pedersen 1998, 201-04), hvilket strider mod præsteløftet, som alle folkekirkepræster aflægger. Fra omkring 1989 tager samme gruppe af mandlige præster kravet om en særlig ordination for kvinder op med samme formål, nemlig at de som mænd ikke selv udsættes for at skulle give kvindelige præster kollegialt håndtryk. Argumentet for dette hensyn er, at disse mandlige præster selv, ikke de kvindelige præster, er ofre for diskrimination. I Dansk Kirketidende 1990 fremstiller man det som et krav om ”frihed til ikke i handling at anerkende ordination af kvindelige præster”, og i 1990-91 retter man trods et sæt færdselsregler udarbejdet mellem parterne i Præsteforeningen et fornyet krav til biskopperne om særordination (Wiberg Pedersen 1998, 206-14).
Højrefløjens agitation når medierne, og fx Berlingske Tidende bringer artiklen ”Når herrepræsten ikke vil give hånd”, som fremhæver det forhold, at visse mandlige præsters opførsel står i grel modsætning til menighedens hjertevarme modtagelse af de kvindelige præster. I avisen citeres sognepræst Eva Meile for, at det faktisk er helt almindeligt, at kvindelige præster ved deres ordination ignoreres af en del mandlige kolleger:
Man hører om det hele tiden. Så sent som i januar ved ordinationen i Københavns Domkirke ville en af de mandlige ordinander ikke hilse på sine kvindelige kolleger. Mændenes opførsel er så smålig og latterlig, at jeg ikke engang ville føle mig krænket. Den er så stor en hån mod den kvindelige præsts hele entusiasme og alvor, at jeg finder det ubegribeligt, at man kan opføre sig sådan når man står over for et andet menneske, der er parat til at udføre en stor og krævende gerning.” (Berl. 6. februar 1990).
I løbet af 1991-92 sætter Det Berlingske Hus sit spotlys på, at Indre Mission ligesom Luthersk Mission øver mere eller mindre officiel modstand mod kvindelige præster og ophøjer sig som renere kristne ved fx at nægte at give håndtryk til kvindelige kolleger. Samtidig viser mediehuset også, at der er forskellige syn på kvindelige præster i Indre Mission, og således ikke er enighed blandt folkekirkens højrefløj, hvad anerkendelse af kvindelige præster angår. Gennem en stor sag i Hedensted, hvor menighedsrådet har valgt sognets første kvindelige præst,5 og en generel indstilling i Viborg Stift fremstiller Berlingske Tidende den konflikt, der består i højrefløjen. Der er nemlig en del medlemmer af Indre Mission, herunder præster, der støtter de kvindelige præster (Berlingske Tidende 15. februar 1991, B.T. 29. oktober 1991, Berlingske Tidende 15. februar 1992, Berlingske Tidende 9. marts 1992). I sidstnævnte artikel nævnes i øvrigt en særordning, man ikke ofte hører om. I Hedensted har der i protest mod den kvindelige præst været etableret en tilkaldegudstjeneste, ved at blot ti personer er gået sammen, hvilket ifølge initiativtageren, Kurt Lauersen, ikke er opsigtsvækkende. Her findes altså endnu en modus operandi fra modstandernes side over for kvindelige præster.
Folkekirken anerkender ikke kvindelige præster
I 1998 kan folkekirken fejre 50-års-jubilæum for den første officielle ordination af kvindelige præster, hvad man imidlertid glemmer at gøre. Faktisk er jeg ret alene om at fejre det med publikationen af Se min kjole. De første kvindelige præsters historie, som får en smule medieomtale. Til gengæld bringer Kristeligt Dagblad året efter et bemærkelsesværdigt interview med én af den kirkelige højrefløjs markante debattører, Jørgen Sejersgaard. Det er en reaktion på formanden for det grundtvigske Kirkeligt Samfund, Inge Lise Pedersen, der i samme avis har rejst debat om det forhold, at nogle mandlige præsters modstand mod kvindelige præster forårsager ”arbejdsforhold, folkekirken ikke kan byde den kvindelige del af præsterne.” (KD 27. oktober 1999). Sejersgaard stilles fem spørgsmål vedrørende det mærkelige udtryk ”ordningen med kvindelige præster” (som om det er en særlig ordning) og giver nogle svar, der bliver ganske retningsgivende for højrefløjens fremtidige argumentation. Sejersgaard mener som andre modstandere af kvindelige præster, at Ny Testamente forbyder kvindelige ”lærere og hyrder”, uden dog at anføre hvor og hvordan. Langt vigtigere for ham og andre modstandere er spørgsmålene om det, han kalder ”den traditionelle frihed” parret med modstandernes særlige hævdelse af at have frihed og ret til at kritisere lovgivningen og de kvindelige præster. På spørgsmålet, hvordan han viser sin modstand, svarer han: ” Det gør jeg ved at opretholde den traditionelle frihed til kun at lede en gudstjeneste sammen med dem, jeg i situationen anser mig på teologisk linje med. Derfor holder jeg ikke prædike- og altertjeneste sammen med en kvindelig kollega.” Han argumenterer videre, at
det i teologisk forstand stadig [er] kirkens officielle holdning, at der ikke skal være kvindelige præster. Folkekirkens bekendelsesskrifter siger ikke noget om dette spørgsmål, men henviser i bred almindelighed de spørgsmål, som den ikke behandler, til Bibelen, og den tillader som nævnt ikke kvinders adgang til tjenesten som menighedens hyrde og lærer. - Derimod har Folketinget vedtaget en lov i 1948, som giver kvinder adgang til at søge præsteembede i folkekirken. Men den lov bliver ikke automatisk gyldig teologi i kirken. Så skal kirken vedtage en ny trosbekendelse, som præster så skal forpligtes på inden deres ansættelse, og det er ikke sket. Folketinget har kun givet en frihed til at fravige kirkens traditionelle holdning, men den har ikke givet noget påbud om, at alle skal fravige denne holdning, siger han. - Tværtimod har Folketinget kort efter loven om kvinders adgang til præsteembedet vedtaget bispefrihedsloven, der giver biskopper frihed til at afvise at føre tilsyn med kvindelige præster, og i denne lov er det endvidere udtrykkeligt sagt, at hvis man ikke kan finde en biskop, der vil være dette tilsyn, »overdrager ministeriet tilsynet til en anden, dertil villig gejstlig, som har embede inden for folkekirken«. Altså er der i selve lovteksten udtrykt, at man forudsætter, at præstestanden er delt i dette spørgsmål. (KD 27. oktober 1999, min kursivering).
Sejersgaard er meget optaget af lovgivningen, har sin helt egen tolkning af den og bruger den aktivt, idet han gør oprør mod Præsteløftet, som enhver præst skal underskrive:6
Så vidt jeg ved, er der ingen offentligt ansatte, der skal underskrive en erklæring om, at de godkender alle deres kolleger som kolleger. … jeg har samme frihed som alle andre mennesker til at søge offentlig ansættelse og samtidig mene, at en bestemt lov, som Folketinget har vedtaget, bør afskaffes.” (KD 27. oktober 1999).
Han hævder altså, at folkekirken i virkeligheden ikke anerkender kvindelige præster, bl.a. via en noget fri tolkning af bispefrihedsloven, der ellers kun har været anvendt mod kvindelige præster af biskop Baun, Viborg Stift, da han i 1956 nægtede at benytte den ved Helga Jensens kald til Skive-Reesen.7 Afslutningsvis erklærer Sejersgaard, at en stor del af folkekirkens præster er vranglærere og burde afskediges:
Et demokrati med ytringsfrihed kræver altid, at den kritiserede part må bære kritikken. Også inden for folkekirken er der mange kritiserede parter, og hvad de kvindelige præster angår, vil jeg ikke kritisere personerne, men ordningen. Vi har brug for mange kvindelige teologer, blot i en omdefineret ansættelse. - I øvrigt er det langt mere alvorligt, at så mange præster - uanset køn - optræder som rene vranglærere. Dem ønsker jeg heller ikke at lede en gudstjeneste sammen med. Dem er der ikke brug for i en omdefineret ansættelse, men de burde simpelthen afskediges, (KD 27. oktober 1999).
Som markant debattør for højrefløjen mener Sejersgaard, at de kvindelige præster må bære kritik uden vrøvl – med den begrundelse, at han (og modstanderne i øvrigt) ikke er imod kvindelige præster (læs teologer), kun imod ”ordningen” med kvindelige præster. Sikker på egen ret og holdning ønsker han tillige en række unavngivne præster afskediget, da de ”optræder som rene vranglærere” – et udsagn, der ikke nærmere begrundes eller uddybes, men som ligger i forlængelse af Bartholdys og Prenters reelt set skismatiske udsagn om deres egen rene lære versus modstandernes vranglære.
Fornyet krav om særbehandling
Med Sejersgaards prægnante udsagn, der ikke gives nogen umiddelbar modstemme, synes der at være sat en ny dagsorden. Så da kirkens højrefløj i 2000’erne genoptager sagen om særbehandling, har nogle af stemmerne i medierne og dele af diskursen ændret sig. Der sker ganske enkelt et paradigmeskifte i først og fremmest Kristeligt Dagblads diskurs senest i 2005, idet mindst tre nye faktorer nu optræder. For det første er det især modstanderne af kvindelige præster, der kommer til orde, og meget ofte uimodsagt ligesom Sejersgaard. En anden ny faktor er, at modstanderne nu i højere grad forsvares af henholdsvis kvindelige præster, Præsteforening og politikere end tidligere– i hvert fald sådan som diskursen redaktionelt tilrettelægges i avisen. En tredje ny faktor er, at modstanderne indfører et kunstigt skel mellem at være modstandere af kvindelige præster og at være modstandere af ”ordningen” med kvindelige præster og i sammenhæng hermed uden videre tager Grundtvig og det grundtvigske til indtægt for deres modstand. Det sidste er historieforfalskning og næsten en fornærmelse i sig selv, idet Grundtvig og grundtvigianismen – sammen med Luther – var medvirkende til at give kvinder adgang til det ordinerede embede.8 I sommeren 2005 har højrefløjens private institution, Menighedsfakultetet i Aarhus, gjort det frit, om man er for eller mod kvindelige præster, hvilket foranlediger Kristeligt Dagblad til at bringe et læserbrev fra en repræsentant fra Luthersk Missionsforening, hvori der henvises til den gamle pamflet fra 1985, Det positive nej til kvindelige præster, og dens ”nej til kvinder som hyrder og lærere i menigheden” (KD 25. august 2005).
I april 2006 synes Århus Stiftstidende at følge linjen op ved at bringe to problematiserende artikler om, at ”Kvinder sætter sig på kirken”, mens ”[m]ændene bliver trængt væk fra prædikestolen”. I den absolutte hovedrolle fremfører Asger Højlund, professor ved Menighedsfakultetet, sin modstand mod ordination af kvindelige præster. Han refereres for udsagnet, at ”man [med kvindelige præster] savner den myndige side af kristendommen, og det går ud over forståelsen af det at være præst”. Han topper med denne påstand: ”I dag virker det, som om mange menighedsråd hellere vil have mandlige end kvindelige præster.” (Stiften 16. april 2006). Skønt fire andre interviewpersoner hver tildeles en enkelt sætning med den fælles pointe, at menighedsrådene ansætter de bedste kandidater, der meget ofte er kvinder – og de, samt en voxpop bragt i samme avis, understreger, at køn ikke er afgørende for præstens arbejde – så konkluderer avisen, at man gerne vil tiltrække flere mænd (Stiften 16. april 2006). Højlunds alt andet end evidensbaserede påstand synes også at vinde gehør hos den politiske højrefløj.
Fortsat diskrimination
Hele diskussionen gentages i 2018-19 med samme diskurs. I kølvandet af 70-års-jubilæet for kvindelige præster i 2018 gør Lisbet Christofferen i en kronik i Kristeligt Dagblad atter opmærksom på højrefløjens ønske om særbehandling, navnlig særordination, for at undgå at give håndtryk til de kvindelige præster, men anslår, at håndtrykket siden 2007 vil forblive et krav fra biskopperne. Men i januar 2019 offentliggør Jyllands-Posten en rundspørge, hvoraf fremgår, at 25 procent af de kvindelige præster har oplevet diskrimination på grund af deres køn. Modstanden antager forskellig form som nægtelse af samarbejde og nedvurdering af deres kirkelige berettigelse og myndighed (J-P 19. januar 2019). Under overskrifterne ”Det er okay at være imod kvinder som præster” og ”Folkekirken har valgt at leve med det problem, at kvindelige præster oplever diskrimination” interviewer Berlingske Tidende Henrik Højlund og refererer ham for dette tvetydige svar: ”Man skal have lov at være imod kvindelig præster. Men jeg synes ikke, at man skal have lov at have den holdning, at kvinder ikke skal være præster” … ” Jeg mener faktisk ikke, at man kan gøre noget ved det. Folkekirken har valgt at leve med det problem, at nogle kvinder føler sig diskrimineret”. Essensen, som avisen videregiver, er, at kvindelige præster skal lade være med at forsøge at ændre på tingenes tilstand og i stedet acceptere, at ”kønsdiskrimination på jobbet er et vilkår” (Berl. 20. januar 2019). I B.T. citeres Højlund sådan: ”Jeg synes, at de kvindeligepræster skal lade være med at gøre noget og acceptere, at det er et vilkår”, siger præst Henrik Højlund som reaktion på Jyllands-Postens rundspørge, der viser, at hver fjerde kvindeligepræst har oplevet at blive kønsdiskrimineret på jobbet (B.T. 21. januar 2019).9 Jyllands-Posten refererer det: Højlund meldte sig ind i debatten om kvindelige præster, der føler sig udsat for diskrimination fra mandlige kollegaer i folkekirken, med budskabet om, at flossede følelser er et grundvilkår (J-P 24. januar 2019). Jyllands-Postens rundspørge og Henrik Højlunds udtalelser gentages i andre aviser. Men Højlund får her tilføjet, at højrefløjens præster skam også er ofre: ”folkekirken har også valgt at leve med, at der er en række mandlige præster med mine holdninger, som også kan føle sig diskrimineret. Det kan i de fleste sogne gøre det umuligt for en mand med de holdninger at få præsteembede” (BT 21. januar 2019; Helsingør Dagblad 22. januar 2019). Menighedsrådenes kaldsfrihed er åbenbart et problem, når en modstander af kvindelige præster ikke kan få et embede, men ikke et problem, når modstandere ved ansættelse kan udelukke de kvindelige præster.
Håndtrykssagen
Kirkens højrefløj har fulgt disse erklæringer om ufred på flere måder, bl.a. ved at nægte at give kollegialt håndtryk til kvindelige præster ved ordination, en adfærd der først blev stoppet helt, da kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (Venstre) greb ind i 2008. Men der skulle en sag om en muslimsk kvinde til at udløse en reaktion og egentlig forbud.
I maj 2007 udløser Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid, der ikke vil give hånd til mænd, debat om mandlige præster, der ikke vil give hånd til kvinder, når de ordineres. Herefter debatteres sagen om kollegiale håndtryk, der med tiden er koncentreret om Viborg Stift, atter politisk. Især beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (Venstre) udtalelse, at han ikke kan tage præsters ”middelalderlige” holdninger til kvindekolleger alvorligt, får mediernes bevågenhed. I en såkaldt nyhedsanalyse, ”Mere end et håndtryk skiller i kirkepolitikken”, mener Kristeligt Dagblads Henrik Hoffmann-Hansen, at der er tale om ideologier med modernister (Venstres ministre) over for traditionalister (folkekirkens yderste højrefløj). Modernister, skriver han, sætter ligestilling højere end kirkelige traditioner, mens traditionalister ”kæmper for det gamle grundtvigske frisind og vil holde afstand mellem stat og kirke”, hvorfor disse accepterer modstandernes nægtelse af at give kvindelige kolleger håndtryk (KD 26. maj 2007). Hoffmann-Hansen nævner en række politikere, herunder Karen Klint (S) og Birthe Rønn Hornbech, der ifølge ham er såkaldte traditionalister, som ”lægger vægt på, at staten ikke skal blande sig i menighedsrådenes arbejde på et detaljeret plan” uden at påvise, hvor eller hvornår Grundtvig skulle have fremført denne ”ideologi”.10
Kristeligt Dagblad bringer featureartiklen ”Konservative præster trykker nu hånd” på samme side. Avisens Claus Vincents har alene interviewet to af højrefløjens frontfigurer, rektorerne for henholdsvis Menighedsfakultetet i Aarhus og Dansk Bibel-Institut i København, der begge har pragmatiske løsninger på problemet at trykke kvindelige præsters hånd. Vincents erklærer, at ”tidligere tiders stejle holdning til at omgås kvindelige kolleger ved ordinationen er afløst af en mere pragmatisk holdning.” (KD 26. maj 2007), men rektorernes svar viser, at pragmatismen skyldes en de facto omgåelse. Højrefløjens kandidater undgår håndtrykket ved at blive ordineret i menigheder uden for den ”lærepluralistiske folkekirke” eller tolker håndtrykket på en anden måde end som et kollegialt håndslag. Det særligt bemærkelsesværdige ved artiklen er Vincents egne indslag, der har en negativ tone. Dels udråber han den første kvindeordinerende biskop, Hans Øllgaard, til ”de grundtvigskes høvding”, dels skrues der op for andelen af kvindelige præster til ”godt halvdelen” (den var under 47 procent), dels omtales lovændringen af 1947 som ”der blev indført en lov om kvindelige præster” (alene et substantiv og to pronomener blev ændret til fælleskøn i en enkønnet lov af 1921), og dels fremstilles lovændringen som alene folketingspolitikernes (et befolkningsflertal ønskede en ændring). Til artiklen er desuden knyttet en faktaboks om bibelen og de kvindelige præster, hvori hævdes, at henholdsvis 1 Kor 14,34-38 og 1 Tim 2,11-15 er ”to centrale skriftsteder”, skønt dette bestemt kan diskuteres. Det hævdes desuden i faktaboksen, at begge breve er Paulus’, skønt bibelforskningen allerede årtier tidligere havde påvist, at Timoteusbrevene er forfattet meget senere og ikke kan tilskrives Paulus (KD 26. maj 2007). De kvindelige præster har tydeligvis også nogle af mediehusene imod sig og må stå model til forvanskninger af fakta og grov omtale (Wiberg Pedersen 2023c, 281-313).11
Birthe Rønn Hornbechs reaktion publiceres i et indlæg i Kristelig Dagblads ”Kirkeligt set”. Hun konstaterer, at der kan være ”grund til at spørge, hvor længe kirken skal imødekomme et meget lille mindretal af præster der selv har svært ved at affinde sig med, at friheden skal gælde for andre end dem selv, men tværtimod kræver, at andre skal indrette sig efter deres særstandpunkter. … De pågældende præster mener så helt åbenbart, at deres ret til særbehandling skal gælde frem for alle andres.” (KD 1. juni 2007). En af Indre Missions foregangsmænd, Flemming Baatz Kristensen, stiller krav om præcis det. Kristeligt Dagblad videregiver hans krav om, at folkekirken på den ene side skal acceptere, hvad han forstår som ”kirkens klassiske syn på præsteembedet”, mens den omvendt skal opgive ”den klassiske forståelse af håndslaget” som et udtryk for præstefællesskab frem for bare en bekræftelse på ordinationsløftet til biskoppen (lex Viborg) (KD 11. juni 2007).
Kristeligt Dagblad følger op med endnu en kirkeanalyse, denne gang ved Menighedsfakultetets Kurt E. Larsen. Uden referencer citerer Larsen 1 Kor 14,34 (taleforbud), der jævnføres med ligeværd og ligestilling i vækkelsesprægede miljøer som grundtvigianismen og Indre Mission. Derpå citeres Timoteusbrevet, dog ikke 1 Tim 2,11-13 (taleforbud), men 1 Tim 3, 2 (som spiller en central rolle i ovennævnte Det positive nej til kvindelige præster), hvormed han forbinder ”troskab mod den tradition”, der ”aldrig [har] indført kvindelige præster”. Larsen etablerer en årsagskæde af 1 Tim 3,2, tradition og modstandere af kvinders præstetjeneste i den danske folkekirke og sætter den op mod det brud, Folketinget begik ved at vedtage en lov, der fjernede de politiske hindringer for at ansætte en kvindelig præst. (KD 2. juli 2007).12 Kurt E. Larsen runder sin analyse af med at hævde, at 1) modstridende holdninger til kvindelige præster ikke har ”givet særlige vanskeligheder i de forgangne 60 år”, 2) ”der findes ingen præst i folkekirken, der afviser at give hånd til en kvindelig præst” og 3) folkekirkens rummelighed står og falder med, at en debat om håndtryk ikke filtres sammen med et kvindesyn, der ikke som grundlag har Paulus (KD 2. juli 2007).
I september 2007 publicerer den kirkelige højrefløj en bog mod kvindelige præster, Kvinder på Herrens mark, med et forsidebillede af et kors i en kvindes dybe nedskæring, og Kristeligt Dagblads Claus Vincents giver en positiv anmeldelse: ”Ny bog kritiserer kvindelige præster”. Vincents finder, at denne bog ”fra en stribe personligheder på den kirkelige højrefløj” giver ”en grundig teologisk, bibelsk og personlig argumentation for, at det er den danske ordning med kvindelige præster, der er forkert på den.” (KD 27. september 2007). Vincents omtaler bogen som den ”første større bog, der er udgivet om det emne [kvindelige præster], der har optaget de gamle højrefløjsbevægelser (Indre Mission, Luthersk Mission, den højkirkelige og den karismatiske bevægelse), og refererer Flemming Baatz Kristensen, en af redaktørerne, for, at ”de kvindelige præster har sejret i den forstand, at de er flere end mændene.” (jf. Vincents, KD 26. maj 2007). Kristeligt Dagblads redaktion korrigerer ikke antallet af kvinder og interviewer ikke en eneste universitetsteolog om bogens positioner, men diskursen er tydelig: ”det er den danske ordning med kvindelige præster, der er forkert på den.”
Imidlertid publicerer Politiken i december 2007 et interview med den kirkelige højrefløjs førstemand, Henrik Højlund, der under påberåbelse af ”den grundtvigske frihedstradition” fastslår, at det er legitimt at afvise at give håndtryk til kvindelige kolleger og afvise at forrette gudstjeneste med dem (Pol. 9. december 2007). Blot fem dage senere, 14. december 2007, kundgør bl.a. Avisen.dk, at Viborgs biskop, Karsten Nissen, har besluttet, at ”alle præster i stiftet skal give hånd til kvindelige præster”. Det understreges, at det handler om ligeberettigelse mellem mænd og kvinder, men diskursen viser en tendens mod at skelne mellem præster og kvindelige præster (Avisen.dk 14. december 2007). Kristeligt Dagblad vælger under overskriften ”Advarsel til bibeltro” en anden vinkel end ligeberettigelse: rummelighed. Artiklen skal vise sig ganske central for den følgende diskurs i debatten om modstandernes relation til kvindelige præster. Gennem interview med ekspert i kirkeret, Lisbet Christoffersen, understreges det i artiklen, at folkekirkens ”rummelighed er presset fra to sider: Fra den kirkelige højrefløj og fra et stadigt mere sekulært samfund”, så ”hvis den kirkelige højrefløj ikke vil indse, at både juraen og teologien nu er på den anden side, så risikerer den at sætte de undtagelser, den i dag nyder godt af, over styr”. Hun refereres derpå for at påpege, at folkekirken har undtagelser fra den generelle lovgivning, men at det netop er undtagelser, uden at det forklares yderligere af avisen (KD 15. december 2007). Samtidig citeres Birthe Rønn Hornbech (V), nu kirkeminister, for denne advarsel til højrefløjen: ”Jeg mener ikke, rummeligheden i folkekirken er blevet mindre. Men jeg vil gerne sende den hilsen til de her præster, at de skal huske på, at de i mange år har nydt godt af frihedssynet i folkekirken, men ikke selv har udvist det samme frihedssyn over for deres kvindelige kolleger.” Endelig refereres generalsekretær for Luthersk Missionsforening, Jens Ole Christensen, for udtalelsen, at ”håndtrykssagen er så kompliceret at forklare både teologisk og kulturelt, at man hellere skal vælge nogle andre kampe.” (KD 15. december 2007).
Knap to uger senere offentliggør Politiken en rundspørge, der totalt modsiger den diskurs, som kirkens højrefløj har bygget op tidligere på året: faktisk er 60 procent af de kvindelige præster, der har svaret, blevet udsat for nedgørelse og chikane. Kvinderne er nægtet adgang til kirker og til håndtryk, også uden ornat, fordi modstandere anså dem for urene på grund af deres køn og krop (Pol. 28. december 2007). Modsat de mandlige kolleger tager Kristeligt Dagblads Birgitte Larsen i sin lederartikel afstand fra chikanen og motivationen bag, idet hun betoner, at samarbejde med kvindelige præster ikke handler om ligestilling eller rettighedskrav, men om tolerance versus intolerance. Hun understreger, at de kvindelige præster udviser stor tolerance og forsvarer rummelighed og frihed, ”men tolerancen hører forståeligt nok op dér, hvor friheden bliver et påskud for manglende samarbejde eller måske endda direkte modarbejde” (KD 28. december 2007). Avisen kan dagen efter berette, at ”biskopper kender ikke til chikane”; kun én biskop, Jan Lindhardt, vil have politikerne til at lovgive mod chikane og beklager disses mangel på politisk mod (KD 29. december 2007). Interessant nok citerer avisen samtidig sognepræst (nu biskop) Marianne Christiansen for en replik, der svarer til Eva Meiles i 1990: ”Det nye er, at det, kvindelige præster har vidst hele tiden, nu bliver offentligt” (KD 29. december 2007). Kort tid efter bringer Kristeligt Dagblad artiklen ”Præster forargede over biskop”, fordi Kjeld Holm tilsyneladende har offentliggjort navnene på seks præster i stiftet, der er modstandere af kvindelige præster. En af dem, som altså er imod kvindelige præster og står ved det, hævder, at der ”køres hetz mod nogle mandlige præster”. (KD 10. januar 2008).
Folkekirken og ligebehandling: Kønsdiskrimination eller rummelighed?
Debatten om de kvindelige præster og modstanden mod dem har med Politikens rundspørge i december 2007 fået en ny dimension. Rundspørgen har vist, at der ikke kun er tale om modstand mod en ordning, men at modstanden stadig også slår ud i chikane af kvindelige præster. I løbet af januar 2008 tilføres et nyt element, da der bliver sat spot på den bekendtgørelse, der siden 1978 har undtaget folkekirken fra ligebehandlingsloven, og her afsløres det, hvad Lisbet Christoffersen antydede med folkekirkens undtagelser (KD 15. december 2007).
Kirkeministeriet udstedte i 1978 en bekendtgørelse, Bekendtgørelse 1978/350, der undtog folkekirken sammen med ”andre trossamfund” fra den ligebehandlingslov for arbejdsmarkedet, som alle medlemslande af EF skulle indføre. Da ligebehandlingsloven blev fremlagt i 1978, havde kirkeministeriet egentlig ingen krav om dispensation i første runde. Det fik ministeriet dog efter en henvendelse fra arbejdsministeriet, hvorpå en generel undtagelse af ”præstestillinger i folkekirken” (og tilsvarende stillinger i andre trossamfund) blev indført.
En bekendtgørelse skal ikke forhandles i folketinget, men udstedes alene af ressortministeren, og i dette tilfælde er der tale om en yderst generel dispensation. Ganske vist blev den indskrænket en smule i 1996, da det blev indføjet, at menighedsråd kun af såkaldt teologiske grunde kan vælge kvindelige ansøgere fra, og kun ved ansættelse generelt.13 Men da Bekendtgørelse 1978/350 er bygget op som et kinesisk æskesystem, skal man være temmelig ihærdig for at nå frem til 1996-indskrænkningens ordlyd, hvad de færreste nok er. Det har da også vist sig, at meget få har haft kendskab til folkekirkens dispensation fra ligebehandlingsloven. Men både i 2005 og i 2007-2008 stillede Det Radikale Venstre forslag om fjernelse af folkekirkens generelle dispensation fra ligebehandlingsloven af 1978, og de har med Lone Dybkjær sat sig grundigt ind i lovgivningsarbejdet, som er uden egentlig behandling og begrundelse (https://www.retsinformation.dk/eli/ft/20072BB00049). Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech afviser at skrive folkekirken ud af dispensationen med henvisning til trosfriheden og Grundlovens §67: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” At §67 må være møntet på de andre trossamfund, der ikke som den danske folkekirke er ”nationalgudsdyrkelsen”, kommer ministeren ikke ind på.
Kjeld Holm åbner i et interview i Kristeligt Dagblad for en diskussion om, hvorvidt folkekirken kan beholde en sådan undtagelse. Folkekirken må tackle sin rummelighed på en fornuftig måde, så den kan holde trit med demokrati og befolkning, og så den kan holde og skabe fælles traditioner, hvor alle præster deltager (KD 18. januar 2008). Synspunkterne her udfoldes i en kronik i Politiken, hvor Holm og Lisbet Christoffersen sammen konkluderer: ”Bekendtgørelsen må ændres, så den almindelige ligestillingslovgivning i samfundet som udgangspunkt gælder i folkekirken” (Pol. 30. januar 2008).
Frihed, lighed eller rummelighed – og for hvem?
Tilsyneladende har debatten for og imod kvindelige præster hermed fundet sit leje, men i forbindelse med kvindernes internationale kampdag 8. marts 2008 bringer Kristeligt Dagblad et interview med kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, hvis diskurs skal vise sig signifikant og betegnende for den kommende debat om kvindelige præster og deres vilkår. Hornbech modstiller, som et novum i debatten, åndsfrihed (henvisende til Grundloven og det hun kalder ”grundtvigsk tradition om frihed og rummelighed” – uden at definere en sådan nærmere) med det, hun benævner ligestillingsfundamentalisme. I artiklen er der lagt vægt på at formidle Hornbechs politiske opgør med oppositionspartierne Enhedslisten og Radikale Venstre, der i hendes optik er ligestillingsfeminister. Men Hornbech adresserer også den såkaldte ”kvindedominerede kirke”, hvilket er ganske bemærkelsesværdigt, eftersom andelen af kvindelige præster i 2008 er under 50 %. Alligevel udtrykker kirkeminister Hornbech frygt for, at ”kirken vil komme i underskud for mænd”. De kun knap 47 procent til trods, er det ”et påtrængende problem, der skal gøres noget ved nu”, for vi kan ikke – med kirkeministerens ord – risikere, at ”kirken vil blive helt enkønnet” (KD 7. marts 2008). Kirkeministeren er indfanget af avisens diskurs og kalder kvindernes sag for ”ligestillingsfundamentalisme”. Vi er tilbage i samme diskurs som i perioden op til 1948, hvor debatten også blev lagt an som et falsk alternativ mellem teologi og ligestilling; og når jeg medtager disse medieartikler, er det, fordi de bliver skelsættende for den senere debat. Politikere fra højrefløjen køber ind i dem, og de præger dem i deres argumentation for ikke at fjerne folkekirken fra dispensationen fra ligebehandlingsloven, og de kvindelige præster svigtes.
Situationen med diskrimination af kvindelige præster er åbenbart den samme ti år efter de store diskussioner i 2008, men diskursen om diskrimination, frihed og rummelighed er forrykket siden 2008. Mens folkekirkens rummelighed og frihedsrettigheder skulle sikre kvindelige præster mod chikane og diskrimination i 2008, så skal rummeligheden og frihedsrettighederne nu i 2019 sikre de mandlige præster, der er imod kvindelige præster. Imidlertid runder Kristeligt Dagblad sin 2019-omtale af med artiklen ”En ny åbning for kvindelige præster på kirkens højrefløj”, hvor det tydeliggøres, at Menighedsfakultetet og Indre Mission ikke er enige. Menighedsfakultetet gentager sin fritstilling af medlemmers og kandidaters holdning: ”Vi anerkender, at både et ja og et nej til ordningen med kvindelige præster kan være foreneligt med ønsket om respekt for Bibelens autoritet i dette spørgsmål”, mens Indre Mission ser sig selv som endnu mere udsatte (KD 25. september 2019).
Jyllands-Posten har allerede tidligere samme år bragt følgende udtalelser fra diverse kirkeordførere i Folketinget samt kirkeminister Mette Bock (Liberal Alliance), der alle afviser at ændre lovgivning. Bock og Marianne Jelved (RV) griber til en frihedsdiskurs, Bock med henvisning til ”frihedstradition”, Jelved med henvisning til frihedsrettigheder generelt og tro som ”en samvittighedssag, som Grundtvig sagde” (J-P 21. januar 2019). Sidstnævnte er dermed ikke enig med sin gruppe, der i 2008 ønskede folkekirken skrevet ud af dispensationen. Præsteforeningen refereres for ikke at bakke op om kvindelige præster og gribe ind mod diskrimination, fordi folkekirken er undtaget fra ligebehandlingsloven (J-P 21. januar 2019) og ikke skal give afkald på sin rummelighed (Helsingør Dagblad 22. januar 2019).
I 2022 foretager DR endnu en rundspørge om kvindelige præsters forhold, og debatten om kvindelige præster blusser atter op. Men igen er det, som om diskursen forrykkes, idet der er mere fokus på folkekirkens undtagelse fra ligebehandlingsloven. Så nu modstilles modstandernes frihed med kvindernes ligebehandling, eller med andre ord: frihed og ligestilling sættes op som modsætninger. Problemerne om folkekirkens dispensation fra ligebehandlingsloven på linje med islamiske, jødiske og katolske trossamfund hober sig op. Dels er en sådan bekendtgørelse udelukkende bestemt af kirkeministeriet, ikke i folketinget, og der er ikke tilgængelige akter/noter om begrundelsen for folkekirkens dispensation fra ligebehandlingsloven i 1978, endsige om ændringen i 1990’erne, da dispensationen reduceres til kun at gælde ved ansættelse og kun med teologisk begrundelse. Dels gives der ikke argumenter for folkekirkens dispensation fra hverken kirkeminister Bertel Haarder eller kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, da de hårdnakket vil fastholde dispensationen i henholdsvis 2005 og 2008. Så vidt jeg har registreret, er 2022-debatten første gang, der forsøges et argument for dispensationen fra borgerlig-politisk side, nemlig argumentet religionsfrihed. Det argument, har de borgerlige åbenbart hurtigt indset, er absurd for folkekirkens vedkommende. For på samrådet med kirkeminister Louise Schack Elholm (Venstre) d. 12. april 2023 blev et argument om religionslighed pludselig smidt på bordet fra kirkeministeren med ordene: ”så ville vi gøre forskel på folkekirken og de øvrige trossamfund?”.14 Sådan lød det meget overraskende, mens de tilstedeværende borgerlige politikere nikkede heftigt samtykkende. Men sagen er, at der ikke er religionslighed i Danmark, hvilket politikere fra de borgerlige partier hidtil har holdt fast i – men åbenbart vil give køb på, når det gælder kvindelige præsters vilkår. Læg dertil, at ingen af ”de andre trossamfund” på samme måde som folkekirken er skrevet ind i Grundloven eller har statsansatte præster. I øvrigt er flere af “de andre trossamfund” underlagt en overnational autoritet, hvilket betyder, at fordeling og ansættelse af præster, biskopper eller imamer sker via et centralt organ uden for Danmarks grænser. Det gælder frem for alt den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker, men også en god del af frikirkerne og knap en tredjedel af moskeerne.15
Men endelig besluttede Elholm d. 10. november 2023 – ikke mindst på foranledning af et samlet bispekollegium – at fjerne folkekirken fra dispensationen. Forhåbentlig betyder det, at folkekirken atter er sat fri til at være kirke for alle, og evangeliet atter er kommet fuldt og helt i kirke. Vi må se, om hendes afløser, Morten Dahlin, der overtog posten som kirkeminister d. 23. november 2023, tilendebringer folkekirkens uheldige dispensation fra ligebehandlingsloven.
Konklusion
Jeg har i denne artikel søgt at belyse, at kvindelige præster (og deres tilhængere) siden 1948 er blevet truet og chikaneret, alene fordi de er kvinder; og at forskellig chikanøs adfærd legitimeres af den kirkelige højrefløj gennem skiftende argumenter. Det gør jeg med deres egne ord i bogpublikationer og skrevne medier. Jeg demonstrerer også, hvordan der i 2000’erne skete et paradigmeskifte, idet medier og højrefløjspolitikere i stigende grad giver modstanderne en stemme og støtte i deres modstand mod kvindelige præster. Det er de kvindelige præster, som taler om chikane og forskelsbehandling, der er galt på den. De er sammen med visse politikere ligestillingsfundamentalister og ideologer. At modstanderne af kvindelige præster i høj grad er drevet af en idé om en fortidig tradition – som de påberåber sig med hævdelse af, at præster af anden observans er vranglærere eller urene, og at ordinationsritualer, bekendelsesskrifter eller lovgivning skal skrives om – er helt i orden. Denne holdning fra medier og politikere på den borgerlige højrefløj spidsede muligvis til, da flere begyndte at kritisere folkekirkens inddragelse i Bekendtgørelse 1978/350, dispensationen fra ligebehandlingsloven.
Meget få kendte til den dispensation, selvom den blev problematiseret af både jurister og Det Radikale Venstre i 2000’rne. Jeg har nævnt det i en enkelt sætning i Se min kjole (1998), og ellers er folkekirkens dispensation først løftet op i offentligheden af juraprofessor Kirsten Ketscher og kirkeretsekspert Lisbet Christoffersen i 2000’erne. End ikke biskopperne synes at have kendt til den. Der er da heller ingen grund til at have folkekirkens nu i 44 år gældende dispensation, og det er stadig et mysterium, hvorfor folkekirken skulle medtages i Bekendtgørelse 1978/350, hvilket frem til 2022 kun har været kendt af få mennesker. Folkekirkens tidligere dispensation fra en ligestillingslov, loven af 1921, blev i det mindste ændret efter 26 år. Det gør det så meget mere absurd, at den folkekirke, der er indskrevet i Grundlovens §4 som den evangelisk-lutherske kirke, staten vil understøtte, og hvis præster er statsansatte embedspersoner, er undtaget fra ligebehandlingsloven.
Menighedsråd fik fuld kaldelsesfrihed i 1947. Det var dem, der fik frihed, og de har siden kunnet kalde den præst, de vil, uanset køn og ud fra det teologiske grundlag, de måtte finde rigtigt. Folkekirken er per definition åben, rummelig og bred – omfattende alt fra agnostikere til højkirkelige medlemmer og præster. Det er således absurd at modstille ligebehandling af kvindelige og mandlige præster ved ansættelse med religionsfrihed eller trosfrihed, som nogle gør i den verserende debat. Religionsfriheden må først og fremmest være en frihedsgaranti til de trossamfund, der ikke er del af Danmarks majoritetstrossamfund, folkekirken, der oven i købet er indskrevet i Grundloven som den evangelisk-lutherske kirke, og som sådan understøttes af staten (§4). At denne kirke er en folkekirke, og ikke længere som indtil 1849 en statskirke, sikrer alle borgere mod medlemstvang. Mens man fødes ind i en statskirke, melder man sig frit ind i en folkekirke, oftest gennem dåb, og man kan frit melde sig ud af den og ind i et andet trossamfund. Enhver borger i Danmark kan vælge sit eget trossamfund eller vælge at være uden. Dertil kommer, at folkekirkens åbenhed og rummelighed giver rige muligheder for at løse sognebånd til en anden præst, samt danne valgmenigheder og frimenigheder med tilslutning til en allerede udvalgt person som præst, også en uden en teologisk uddannelse. Ved dannelse af en valgmenighed skal der blot 50 underskrifter til, så er man i gang.
En fjernelse af folkekirken fra dispensationen – der gerne fortsat kan gælde for øvrige trossamfund – er selvfølgelig ikke slutpunktet med henblik på at få stoppet den chikanøse adfærd over for kvindelige præster. En lov eller bekendtgørelse er som regel udgangspunktet for ændring eller hindring af en kultur eller uønsket adfærd. Lovændringerne i 1947 var ikke slutpunktet i relation til kvindelige præster, men præcis begyndelsespunktet med henblik på, at folkekirken fik kvindelige præster. I den henseende er folkekirkens dispensation fra ligebehandlingsloven af 1978 et tilbageskridt, der så at sige har fjernet den åbenlyse frihed, som lovændringerne af 1947 gav folkekirkens menigheder. Dispensationen genindførte en kønsbundet forståelse af kirkens embede, som Luther søgte at kæmpe imod i 1500-tallet (Wiberg Pedersen 2017, 146-65; Wiberg Pedersen 2023b, 57-81). Fjernes denne udenomsparlamentariske dispensation for folkekirkens vedkommende, kan man begynde et seriøst arbejde med at ændre en patriarkalsk kultur, der burde være en moderne folkekirke fremmed.
Lektor emerita, ph.d. Else Marie Wiberg Pedersen, Aarhus Universitet
Litteratur
Bisgaard, Lis 1998: ”Debatten om kvindelige præster”. I Se min kjole. De første kvindelige præsters historie. København: Samleren, 144-88.
Bækgaard, Hans Ole og Henrik Højlund (red.) 2007: Kvinder på Herrens mark. Gjern: Hovedland.
De 514 præster 1947: ”Adresse til Regering og Rigsdag”. I Præsteforeningen Blad, 199-202.
Falkenberg, René 2023: ”Tavse eller talende kvinder i Korinth?” I Else Marie Wiberg Pedersen (red.), Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke. København: Gad, Nord Academic, 41-56.
Fibiger, Christina og Bettina Lemann Kristiansen 2023: ”Køn, magt og rettighedskonflikt i folkekirken”. I Else Marie Wiberg Pedersen (red.), Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke. København: Gad, Nord Academic, 189-223.
Hansen, Johannes I., Dag Morad Møller og Verner Schroll (red.) 1959: Kvinden og kirkens embede. København: Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck.
Kølle Martinsen, Lone 2023: ”Apostelinder – Grundtvig og spørgsmålet om kvindelige præster”. I Else Marie Wiberg Pedersen (red.), Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke. København: Gad, Nord Academic, 157-88.
Luther, Martin 1520. Epistola Lutheriana ad Leonem Decimum summum pontificem. Tractatus de libertate christiana, WA 7: 3-11; 42-73.
Luther, Martin 1521a: ”Vom Missbrauch der Messe”, WA 8: 477-563.
Luther, Martin 1521b: “De votis monastici”, WA 8: 564-669.
Prenter, Regin 1959: ” Prenters ledsagende erklæring”; Prenters svar til Høgsbro”; ”Afsluttende replik fra Prenter”. I Hansen, Johannes I., Dag Monrad Møller og Verner Schroll (red.), Kvinden og kirkens embede. København: Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck, 14-30; 56-86; 121-35.
Raun Iversen, Hans 2023: ”Fra fruentimmere til diakonisser og kvindelige missionærer”. I Else Marie Wiberg Pedersen (red.), Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke. København: Gad, Nord Academic, 137-56.
Von Grumbach, Argula 1523. Ein christlich und ernstlich Ermanung und Geschrifft Fraw Regulen von Grupach, eni geborne von Stauffen, and di gantzen Universitet und hohe Schul zu Ingelstat, betreffend das Wort Gottes. Basel Zentralbibliotek, digitale-Sammlungen.de/en/view/bsb10199427?page=2,3, tilgået 30.10.2022.
Wiberg Pedersen, Else Marie 1994: ”Vita Beatricis’ og Beatrices liv. Om tekstkorpus og kvindekrop”. I Dansk Teologisk Tidsskrift 3, 217-34.
Wiberg Pedersen, Else Marie 1998a: Se min kjole. De første kvindelige præsters historie. København: Samleren.
Wiberg Pedersen, Else Marie 1998b: ”De såkaldte teologiske argumenter i debatten om kvindelige præster”. I Se min kjole. De første kvindelige præsters historie. København: Samleren, 189-222.
Wiberg Pedersen, Else Marie 1999a: “The In-Carnation of Beatrice of Nazareth's Theology”. I Juliette Dor et al. (red.), New Trends in Feminine Spirituality: the Holy Women of Liège and Their Impact. Turnhout: Brepols, 61-81.
Wiberg Pedersen, Else Marie 1999b: “Gottesbild - Frauenbild - Selbstbild. Die Theologie Mechtilds von Hackeborn und Gertruds von Helfta”. I Michael Bangert (red.), Vor dir steht die leere Schale meiner Sehnsucht. Leipzig: Benno Verlag, 48-68.
Wiberg Pedersen, Else Marie 2017: ”Reformationen og køn. Kvinder og kirkens embede”. I Dansk Teologisk Tidsskrift 2-3, 146-65.
Wiberg Pedersen, Else Marie 2019: “Luther as the Subaltern Precarious: The Banned, Excluded, and Outlawed Eleutherius”. I Else Marie Wiberg Pedersen (red.), The Alternative Luther. Lutheran Theology from the Subaltern. New York/London: Lexington /Fortress Academic, 19-38.
Wiberg Pedersen, Else Marie 2023a: ”Kirke mellem kønsballade og kønsbalance”. I Else Marie Wiberg Pedersen (red.), Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke. København: Gad, Nord Academic, 13-37.
Wiberg Pedersen, Else Marie 2023b: ”Et menneske som du og jeg – Luthers humanisering af det kirkelige embede”. I Else Marie Wiberg Pedersen (red.), Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke. København: Gad, Nord Academic, 57-81.
Wiberg Pedersen, Else Marie 2023c: ”Kirkens kønsskifte? Nedslag i medieomtalen af kvindelige præster”. I Else Marie Wiberg Pedersen (red.), Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke. København: Gad, Nord Academic, 281-313.
Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC-BY 4.0)
