Engang var verden trekantet med Gud i spidsen. Så blev den firkantet og siloopdelt. I dag er verden et netværk, hvor problemerne må løses i fællesskab, og det giver folkekirken – og ledelsen i kirken – et nyt mulighedsrum.
Som ny provst mødte jeg ofte begrebet ”krydspres” som et vilkår for provsten. Jeg forstod, at provsten som leder let kom i klemme mellem biskoppen på den ene side og præster på den anden. Menighedsråd på en tredje og provstiudvalg på en fjerde side. Siden hen har jeg opdaget, at rummet for ledelse har forandret sig, og provstens rolle lader sig i dag nærmere forstå som et mulighedsrum, hvor ledelsesrummet ikke er under pres, men åbner sig.
Når artiklen her er læst til ende, vil det forhåbentlig stå klart, at jeg ikke mener, at jeg er den rigtige til at skrive konkret om ledelse i den danske folkekirke. Det skal ret beset formuleres et andet sted fra. Nemlig fra dem, der er afhængige af og har forventninger til en provsts ledelse. Men da jeg nu qua provsteembedet er i løbende dialog om roller, forventninger, opgaver etc. med alle mulige (og umulige) interessenter, kan du i det følgende aflæse, hvordan jeg træder et halvt skridt frem og vover forsøget at sige noget om provsten som leder.
Artiklen bygger på praktisk ledelseserfaring. Jeg tager afsæt i mine erfaringer fra dengang, hvor jeg for snart ti år siden var ny provst og med en vis nervøsitet mistede overblikket over hele den folkekirkelige regelsamling, og bevæger mig videre til i dag, hvor relationer betyder alt. Men først begrebspræsentation.
Folkekirkens raison d’être
Det er artiklens første påstand, at den samlede forståelse af folkekirkens Opgave til skiftende tider får betydning for, hvordan der kan og skal ledes. I den folkekirkelige selvforståelse er Opgaven at forkynde evangeliet om Jesus Kristus som hele verdens frelser. Intet kunne være mere naturligt (se fx Betænkning 1477 Opgaver i sogn, provsti og stift). Men der er mere at sige. For hvilke konkrete udtryk har og får denne forkyndelse? Og hvad betyder folkekirkens forhold til omverdenen for forståelsen af netop Opgaven? Den anden påstand er, at fordi forståelsen af, hvad folkekirkens Opgave er, forskydes, så forandres forståelsen af ledelse også. Inden vi når til en analyse af forandringerne og kravene til lederen i dag, vil jeg dog give et par refleksioner om at se og lede.
I løbet af artiklen anvender jeg i enkelte sammenhænge ordet ’opgaven’ i dets umiddelbare betydning: arbejdsopgaver. Altså de opgaver, som enhver kalender programsætter, og som melder sig konkret. Men vigtigst bruger jeg begrebet i sammenhængen: ”folkekirkens Opgave”. Her forstår jeg folkekirkens Opgave i betydningen folkekirkens raison d’être eller folkekirkens formål i den til enhver tid gældende kulturelle kontekst, der som bekendt har det med at forandre sig.
En blind, der leder en blind
Kan en blind lede en blind? Umiddelbart melder der sig en bekymring for, at de begge to på et eller andet tidspunkt mister vejgreb og ryger af vejen. En forudsætning for de to på vejen synes at være, at mindst én af dem kan se og har set noget – og at det er den, der leder, der har set noget, som den anden ikke har set. Den seende kan derfor give retning.
I virkeligheden er der muligvis fortilfælde for, at en leder har set noget, som ingen andre har set. Men det sker sjældent. Visioner er for de få, og man forstår på Det gamle Testamentes beretninger om profeterne, at profeterne helst var fri for visionerne. Den visionære kommer med andre ord let til at stå alene, hvor ikke andre inviteres til at se det sete.
Det omvendte er dog også en mulighed: at det ikke er lederen, der har set noget, men den anden. Det sker ikke så sjældent. I disse sammenhænge ændres et traditionelt tænkt rum for ledelse. Ledelsens retning går ikke fra lederen og ned – det er den, der har set noget, der må lede opad. For som nævnt ovenfor, er det ikke sikkert, at en leder kan se. Kan andre se, må den seende gøre opmærksom på det sete. Lederens rolle er så at skabe rum for at det, den anden har set, kan deles med andre.
Det bedste synes dog at være, hvis de begge – lederen og den, der ledes – kan se det samme, og i fællesskab nå til enighed om, hvad det er, de har set, og hvad Opgaven derfor består i.
Ledelse indebærer generelt, at lederen løbende er optaget af at skabe rum for at diskutere, hvad det er, vi ser foran os, og hvad Opgaven er. En indbygget forudsætning er altså, at der ikke er nogen, der eksklusivt har set noget særligt, som andre skal involveres i. Tværtimod, så er det min erfaring, at ledelse handler om at muliggøre en samtale om, hvad Opgaven består i for den enkelte og for organisationen som helhed, samt skabe de ressourcemæssige forudsætninger for at Opgaven kan realiseres. Afgørende er det, at vi er fælles om at bidrage med, hvad vi har set og at formulere Opgaven. Lederens, in casu provstens, opgave er at sørge for, at så mange som muligt inddrages, at der lyttes, og at der formuleres et fælles syn på Opgaven.
Din forståelse af dig selv som leder viser sig i, hvor åben du er for at diskutere, hvad Opgaven for folkekirken består i, og hvordan du etablerer rum for at engagere og lytte til andre. I det følgende vil jeg forfølge tre forskellige typologier på provsten som leder og forsøge at belyse, dels hvordan provstens rolle har forandret sig, dels hvordan der er reminiscenser fra tidligere provstetype, som man stadig må holde sig for øje.
Da verden var trekantet
Da verden for længe siden var hierarkisk indrettet og trekantet med Gud i spidsen, blev provsten udnævnt af kongen, og autoritet var noget, man havde fået givet. Provstens opgave havde først og fremmest med økonomi at gøre. Derudover skulle provsten som kongens og biskoppens forlængede arm sørge for, at alting allevegne gik skikkeligt for sig.
Som kongelig udnævnt embedsmand var Opgaven givet med love og cirkulærer. Det er fra denne tid, vi lærer provst Mejer at kende – som en lort! I det hele taget beskrives provsten i film og litteratur generelt ikke i særligt flatterende termer, og på den måde syntes provsten bestemt at være en personage, som man gerne havde god afstand til. Det er på sæt og vis ærgerligt, for som embedsmand og del af det statslige hierarki skulle han (og det var naturligvis en mand!) være garant for retssikkerhed, saglighed og faglighed rettet mod simpel vilkårlighed.
Ledelsens retning var oppefra og ned, og der var dybest set ikke så meget at diskutere. Heller ikke når det kom til, hvad Opgaven var. Den var også givet: at forkynde ordet og forvalte sakramenterne, hvilket primært ytrede sig i kirkerummet, ved hjemmebesøg og ved de hverv, en provst og en præst måtte have i lokalsamfundet på den tid. Hermed afsløres også, hvad samfundet så af interesser i kirkens Opgave: at begrunde den af Gud givne samfundsorden, hvor kongen og adlen sad øverst i hierarkiet og stod for orden og fred. Bøndernes og borgernes rolle var at holde præsteskab og adel med brød på bordet.
Verden blev som bekendt ikke ved med at være trekantet. Livet og verden forandrede sig, som verden har det med at gøre. Men da verden således ikke er uden historie, er der stadig i provstens opgaver ledelsesmæssige reminiscenser fra den tid, der kommer til udtryk.
En søndag, hvor jeg var taget til gudstjeneste i en af nabolagets kirke, rejste præsten sig op fra sin stol, og med brødebetyngede skridt gik han mig i møde: ”Er der nogen, der har klaget over mig?”. Sådan ændrer tiderne sig nok, men synet på provsten som repræsentant for det hierarkiske og regelrette tilsyn lever endnu. Det er provsten, der næsten som øjet i det høje kan se, hvad du ikke kan se, og som kan irettesætte dig.
Tilsvarende betjener provsten sig til daglig af regler og aftaler, der kan handle om alt fra sognegrænser, ret til kirkelig betjening, rådighed til kørselsindberetninger mv. Sådan er der stadig lag af simpel administration i provstestillingen, som ikke står til diskussion, men som næsten ingenting fylder i forhold til de lag, der er kommet til de seneste 20-30 år. Opgaven understøttes her af regelsættet og autoritet, hvor ledelse er en overskuelig og lineær størrelse, der udspiller sig fra leder til den, der ledes.
Da verden blev firkantet
I overgangen til det moderne velfærdssamfund ændres samfundets topografi. Hierarkiet mister betydning og funktionerne specialiseres ud i selvstændige fag- og sagområder. Den offentlige (kommunale) virksomhed bliver interesseret i at servicere borgeren med velfærd. Fra 0-100 år bliver ingen ladt alene i det danske velfærdssamfund.
Sekulariseringen befriede Gud fra den lidt ensomme plads øverst i hierarkiet og tildelte ham i stedet en plads i den særlige silo, der hedder folkekirken. Gud behøvede ikke længere blive blandet ind i forhold vedr. sundhed, pædagogik etc. Det klarede man selv i de respektive siloer.
Folkekirkens svar på denne udvikling bliver fra 1980’erne og frem på tilsvarende vis at servicere, og særligt medlemmerne er naturligvis i fokus. Det kan aflæses af, at der bliver bygget ud og til. Selvstændige sognegårde skyder op ved siden af nye forstadskirker, der tegnes kirker med multirum og kontorer til alle kirkens forskellige fagpersoner. Folkekirkens medlemmer tilbydes servicering inden for alle aldersgrupper.
Som årene skrider frem, bliver der hermed lagt nye lag til den bureaukratiske provsts ledelse. Med interessen for at udvide folkekirkens tilbud til sine medlemmer og ansættelsen af mange nye medarbejdere følger en opmærksomhed på kvaliteten i tilbuddene og i den faglige udvikling af medarbejderne.
Medarbejderudviklingssamtalen bliver indført, og kompetenceudvikling bliver en del af den folkekirkelige hverdag. Hvor præsten tidligere ene og alene kunne læne sig ind i præsteløftets ord om ”flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme”, bliver det nu et fælles anliggende for præst og provst.
Provsten skal sætte ramme for samtale om kurser, studier, erfaringsudveksling og vidensdeling. Kirkeministerielle betænkninger som nr. 1503 Uddannelse og efteruddannelse af præster beskriver provstens rolle på nye måder. Ønsker til efteruddannelse skal ikke alene ses i sammenhæng med, hvad præsten måtte have af behov, men også i sammenhæng med, hvad der i øvrigt er brug for. Der kan være tale om at give enkelte præster særlige ansvarsområder, der rækker ud over sognegrænsen, men som netop også fordrer en videreuddannelse, som må ses i et samlet perspektiv. Motivationen er ikke alene at imødekomme præstens ønsker og behov. Men ønskerne skal netop ses i en sammenhæng med, hvad der er brug for, og hvad der kommer folkekirken til gode.
Provstens rolle som leder får hermed tillagt en forventning om et helhedsperspektiv. At lede i folkekirken og understøtte Opgaven kræver certifikat til at føre helikopter for at tage andre en tur med op for at overskue og sikre den folkekirkelige sammenhæng. Det er herfra, man kan håbe på, at lederen kan se noget, som ingen andre kan se. Men som sagt tidligere, det er ikke sikkert.
Hvis Opgaven for folkekirken og dens præster er at forkynde evangeliet, finder løsningen af Opgaven i denne kontekst fortsat konkret udtryk i en produktion af ritualer, som medlemmerne efterspørger, samt en udvikling af aktiviteter, som fylder kalenderen op for præsten og medarbejderne ved kirken.
Den såkaldte Kompetenceprofil for præster fra december 2017 underbygger analysen her, hvor man kan læse, at præsten ”som kulturbærer” skal ”kunne aflæse behov og ønsker for studiekredse, kirkehøjskole, ældremøder, sognerejser, lokalhistoriske arrangementer m.m. og samarbejde om virkeliggørelse af dette.”
Provstens rolle som leder bliver at lede den fagprofessionelle præst i udviklingen af kompetencer og at iscenesætte fora, hvor præster og andre kan mødes om at løse den type opgaver, som beskrives her. Man bliver som provst og præst også nødt til at interesse sig mere for, hvad der efterspørges, og ikke mindst, hvordan man kan honorere denne efterspørgsel.
Ledelsen bliver klart mere dialogisk, og for mange vil det derfor være vigtigt, at provsten kender til opgavernes praktiske karakter, altså selv underviser konfirmander, prædiker, har kirkelige handlinger etc. Kendskab til de daglige pligter og opgaver kvalificerer netop samtalen om kvalitet og ikke mindst hvad medlemmerne efterspørger.
Folkekirkens Opgave er altså blevet udvidet. Fra at begrunde og sikre samfundsordenen som loyale embedsmænd forskydes Opgaven i den firkantede verden til at være ritual- og aktivitetsproducent. Eftersom verdenen som bekendt fortsat forandrer sig, forandrer Opgaven for folkekirken sig også stadig – og det stiller hele tiden nye krav til, hvad det vil sige at være leder og provst.
Og verden blev til et netværk
I den overordnede samfundsudvikling viser det sig tydeligere med det nye årtusinde, at de problemstillinger, vi som samfund står midt i og har foran os, ikke lader sig løse i kantede søjler eller snævre siloer bestemt af enkelte fagligheder. Problematikkerne er komplekse, og spørgsmålet til enhver organisation eller virksomhed er, hvordan man kan bidrage til en løsning til fælles bedste. Man kan ganske vist i sin søjle/organisation være ligeglad. Men så mister man også kontakt til den brede folkelighed og dermed relevans.
Tidligt bød temaer som ensomhed og integration sig til. Senest har sundhedskrisen forbundet med covid-19 og udfordringen vedr. bæredygtighed og reduktion af CO2-udslippet vist, at disse problemstillinger er vi mange, som ejer.
Hvor fagprofessionelle biologer, læger, lærere, politimænd, præsten etc., tidligere har kunnet løse helt specifikke opgaver inden for deres domæne (og stadig forventes at gøre det), så byder nye problemstillinger sig til, hvor det handler om, at de forskellige domæner og fagligheder i fællesskab bidrager til at løse et givet problemkompleks.
Her er der så nogen, der (igen) har fået øje på Gud. For hvad gør vi, når vores ord slipper op: Når en given faglighed når en grænse? Vi kigger til systemerne ved siden af vores eget. Er der inspiration at hente? Kan de noget, vi ikke kan; har de ressourcer, som sammen med vores kan bringes sammen? Hvor 1+1 giver mindst 3?
Hvad kan det betyde for forståelsen af den folkekirkelige Opgave, når kommunen, institutionerne og civilsamfundsorganisationer kalder og gerne vil inddrage folkekirken? Der må som et minimum følge en åbenhed for, at der ovenpå de tidligere forståelser af folkekirkens Opgave i samfundet og præstens rolle kan lægges nye lag på. Embedsbeskrivelsen er altså ikke udtømt med at beskrive præsten som embedsmand, liturg og gudstjenestetilrettelæger og som fagprofessionel leder af de kirkelige aktiviteter. Hertil må præsten se sig selv som en fagprofessionel, hvis faglighed udfordres og udspiller sig i netværk, i sammenhæng med andre fagligheder og ikke mindst uden for folkekirken.
Det har man også blik for i den tidligere omtalte kompetenceprofil for præster. Her beskrives denne fagprofessionelle kompetence som det ”at kunne formidle det samfundsmæssigt fælles, samlende og perspektiverende på relevant vis”. Og videre ”at kunne etablere og indgå i samarbejde med relevante institutioner”.
Her bliver præstens kompetencer beskrevet i en ny terminologi, der nærmer sig de forventninger og krav, det omgivende samfund stiller til enhver virksomhed/organisation. Det afgørende er, at en ny organisationstype nu viser sin relevans, nemlig den, der tydeligt medvirker til at vedligeholde og udvikle det fælles, der formår at engagere sig tydeligt i netværk lokalt, regionalt og nationalt, og som nysgerrigt og åbent lytter sig ind på, hvad der samfundsmæssigt og folkekirkeligt er brug for.
Jeg skal i det følgende prøve at give et par eksempler på, hvor der bliver kaldt på folkekirken, inden jeg vender tilbage til spørgsmålet om ledelse, eller hvad en ny Opgaveformulering for folkekirken kræver af folkekirken, dens ansatte og dermed af provsten?
Komplekse problemer
Hvad vi i de her år oplever er, at Opgaven for folkekirken udvikler sig til next level, hvilket betyder, at der i høj grad bliver bygget på erfaringerne og udtrykkene fra i går. Fra at være en del af det statslige embedsværk med ansvaret for sognets gudstjeneste over folkekirken som ritual- og aktivitetsproducent skal folkekirkens Opgave nu forstås bredere: folkekirken skal være det sted i lokalsamfundet, hvor man kan mødes og tale om det, der angår os dybest. Det finder naturligvis udtryk i gudstjenesten og andre kendte aktiviteter. Men finder også nye formater, platforme og interessenter.
Jeg skal give et par eksempler. Danmark er i dag multietnisk med indslag af en mangfoldighed af etniciteter og religioner. I den offentlige debat synes det fastslået, at religion bredt forstået og specifikt islam er et problem og en forhindring for integration og fredelig sameksistens. Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at den tilgang har været specielt frugtbar, eller at religionens tid er forbi. Her er der konkret og kontant blevet kaldt på folkekirken i Aarhus. For hvad hvis nu vi vendte perspektivet om og ikke så religion som et problem, men en ressource, der netop afspejler det enkelte menneskes inderste håb og frygt? Hvad mon der sker, hvis det religiøse sprog, hvor forskelligt det end kan lyde, ses som en indgang til, at vi bliver klogere på, hvad vi tør vente os af fremtiden og hinanden?
I samarbejde med Aarhus Kommune har det givet god mening at tale om folkekirken som tolk/mediator, der kan godtgøre, at man på den ene side både kan være et troende menneske og demokrat og omvendt også være ateist og et anstændigt menneske. Tro og demokrati er ikke hinandens modsætninger. Vi har en stærk tradition for i Danmark, at det religiøse kan rumme umiddelbare store modsætninger. Hvad åbner sig her? Er fornemmelse for kompleksitet også inden for religionsdialog ikke netop en kompetence, som præster og teologer har? Hvordan kan menighedsråd iscenesætte platforme for samtalen og gøre alle klogere?
Det andet eksempel, jeg vil nævne, er fra samtaler med kommunens frontpersonale: hjemmesygeplejersken, sosu-assistenten, pædagogen etc. Her giver flere udtryk for, at de med deres faglighed ikke sjældent oplever at nå grænserne for, hvad man kan udrette for patienten, den pårørende, den forladte, den, hvis livsmuligheder af forskellige grunde er ved at være udtømt. Ofte tager den sundhedsprofessionelle sig tiden og har den fornødne livserfaring og medmenneskelige overskud til ved siden af at fuldføre sine opgaver og får talt om de svære spørgsmål. Det er oftest spørgsmål, der kræver en fortrolig relation, en del tid og det rigtige sted. Og ikke mindst mod.
Her viser det sig, at der er brug for rum for samtaler om mening, tydning af menneskelivet, sprog, der kan rumme sorgen og det i vores liv, der ikke står til at ændre, etiske overvejelser om retfærdighed og valg mv. Det er forhold, ethvert menneskeliv støder ind i før eller siden. Men hvor møder den helt almindelige dansker disse rum? Man kunne selvfølgelig hævde, at de kunne gå til gudstjeneste søndag morgen og indlade sig på livslang oplæring i kristentro i sognegårdens kendte aktiviteter. Men kunne man forestille sig trafikken gik den anden vej? At folkekirken mødte kommunens ansatte og vores medborgere i deres spørgsmål på nye måder og nye steder? Og igen, kunne den lokale folkekirke initiere disse samtaler om temaer, som er kerneteologiske, når det kommer til afmagt, retfærdighed, det uafvendelige?
Disse komplekse problemstillinger ligger uden for den vante Opgaveløsning i folkekirken, og min enkle erfaring er, at det kalder på ledelse. Men hvordan?
Opgaven er til forhandling
Hvis verden er at forstå som et netværk, så er spørgsmålet, hvordan folkekirken forholder sig til det. Det nye sort i disse år er samskabelse. Samskabelse handler i al sin enkelhed om at finde sammen i samarbejder på kryds og tværs af de siloer og firkanter, som vi stadig på godt og ondt har indrettet os med. Det handler altså om at mobilisere flere perspektiver og kræfter til at svare på de komplekse problemstillinger, som samfundet er fuldt af.
Hermed er der også givet en helt ny rolle for provsten som leder. Men hvad er Opgaven? Hvordan kan vi tale om folkekirkens rolle i det eftermoderne samfund?
Her får vi de første antydninger af, hvordan provstens ledelsesrolle har ændret sig markant de sidste fem-ti år, og at vi i den folkekirkelige forståelse af ledelse endnu ikke har taget den fulde konsekvens af de ændrede vilkår for Opgaven. For har folkekirkens Opgave, som jeg beskrev den i den trekantede og firkantede verdensforståelse, ændret sig i retning af netværk, så kan provstens rolle i dag bedst beskrives som én blandt mange knuder i et netværk.
Hvis der er tale om et interessant knudepunkt, altså, hvor der er udveksling af relationer og faglighed, så vil mange gerne koble sig på. Hvis det omvendt alene er knudepunkt for fortolkning af regler (som da verden var trekantet), eller hvis folkekirken kun er interesseret i egne udtryk og egne interesser, mister knudepunktet sin betydning. Interessenterne ”bypasser” knudepunktet, og pulsen/kreativiteten/interessen går udenom. Det gælder for provsten, præsten og folkekirken generelt. Der er med andre ord ret meget på spil.
Hvad gør man så? Provstens første opgave bliver at skabe rum for samtalen om netop Opgaven. En slagfast forståelse af folkekirkens Opgave er ikke givet. Den skal forhandles og formuleres. For dernæst at skulle genforhandles og reformuleres. Resultatet af forhandlingen gælder kun, indtil en eller anden stiller et bedre spørgsmål og giver et mere interessant svar. Den tidligere søgen efter ”best practice” er slet ikke uinteressant. Men nu er man i højere grad optaget af at finde ”next practice”, der ikke er givet, heller ikke af andre.
Her kan man, hvis man gider, gribe dybt i den såkaldte faciliteringsværktøjskasse, som konsulenterne rejser rundt med. Dele Post-it-sedler og farvetuscher ud. Men mindre kan gøre det. For det handler i første omgang dybest set om at benytte sig af de mødesteder, vi i forvejen har i folkekirken. Konventet, budgetsamrådet, menighedsmødet etc. er vigtige steder at rejse spørgsmålet: Hvad er vigtigt? Hvor gør vores organisation en forskel? Hvad kalder omverden på?
Hernæst er det afgørende at udfordre sin egen fantasi eller mangel på samme og nysgerrigt invitere andre ind i rummet, som umiddelbart ikke har nogen given legitimitet der, og bede dem svare på spørgsmålet: Hvor ser du folkekirken gøre en forskel? Det kunne være skolelederen, den praktiserende læge, bestyrelsen fra idrætsforeningen, bankdirektøren etc. Det er oftest en øjenåbner at bringe et andet perspektiv i spil. Det samme er i fællesskab at tage en rejse i brugernes verden. Altså ikke spørge: Hvordan kan vi få flere ind i vores butik? Men spørge andre: Hvordan ser du folkekirkens rolle kunne være for dig og dine? Forstyrrelser er der brug for.
Men for at det hele ikke skal ende i luftig metasnak, så tror jeg også på, at enhver leder, provst eller præst skal turde træde et halvt skridt frem. Eller for at knytte an ved de indledende bemærkninger om at se: Provsten skal turde sige højt, hvad han/hun tror, at han/hun har set. Og netop i en åben formulering, hvor det signaleres, at dette kan diskuteres. Visionen kan korrigeres, skrues på eller ligefrem forkastes.
Det afgørende i denne opgave nummer tre for provsten er altså at filtrere/sortere, hvad det er, man mener at have hørt/set, og stille det frem som et åbent spørgsmål. Man har som leder en serveret, og på den måde er man med til at sætte en dagsorden. Denne mulighed at prioritere en dagsorden, er en opgave, som man naturligvis som leder er forpligtet på at gribe, men det skal gøres på en måde, så samtalen ikke lukker. Forhandlingen og formuleringen af, hvilken Opgave det er, folkekirken skal løse, har mange ejere, og lukkes den for hurtigt, står konflikten meget let tilbage.
Det indebærer selvsagt en god portion risikovillighed at stille sig frem, men det er forudsætningen for at samtalen tager den fornødne retning. Dilemmaet, der her skal afbalanceres, består på én gang i at skulle indstille sit lytteapparat nøje på den generelle samtales frekvens og samtidig ikke lytte på samtlige frekvenser. For så bliver ledelsen retningsløs.
Engagement og samarbejde
Opgaven er til drøftelse, og forståelsen af Opgaven skal alle i princippet deltage i og føle sig forpligtet på. I den kendte folkekirkelige struktur er det dog mildt sagt ikke enkelt at identificere et sted for beslutninger. De er legio. Et sted tager man beslutning om økonomi (budgetsamråd), et andet sted om, hvordan penge skal udmøntes (provstiudvalg og menighedsråd), og et tredje sted (hvor?) tager præster og medarbejdere stilling til hvordan.
Denne spredning af indflydelse og magt betyder, at formuleringen af Opgaven ikke alene er noget, vi kan tale om og beslutte i diverse organer. Det står og falder også med det engagement, der udfolder sig i sognene og ikke mindst på tværs af de forskellige fora. Derfor bidrager forsøg, prøvehandlinger og længerevarende projekter også til den samlede diskussion om Opgaven. Et samarbejde mellem andre foreninger og folkekirken kan bryde med de traditionelle samarbejdsformer og går derfor nye veje. Det kan åbne for, at Opgaven for folkekirken konkret er mere mangfoldig og åben end først antaget med den kendte ritualproduktion.
Vi kender ikke disse nye udtryk og aktiviteter, før de er afprøvet, men viser de sig at skabe værdi i relation til opgaven, bidrager prøvehandlingerne også til den videre samtale om folkekirkens Opgave.
Konfliktpotentialet er her også til at få øje på. For det viser sig jævnt hen, at forventningen om en højere grad af brugerinvolvering og samskabelse udfordrer de vante forestillinger om, hvad lige præcis mit fag skal kunne. Men væsentlig her er anerkendelsen af, at forudsætningen for at gå ind i en mere brugerdrevet samskabelse fordrer virkelig bred og stærk faglighed. Det er krævende at skulle indgå i tværfaglige samtaler med læreren, lægen, socialpædagogen etc. om et fælles samarbejde. For her udfordres man hele tiden i at skulle formulere, hvilken særlig værdi og betydning man med sit fag bringer ind.
Nye narrativer
Provstens ledelse handler om at skabe rum og samtidig udvise stor rummelighed, hvor der er plads til andres indsigter og ønsker. For hvor den trekantede og firkantede verdensforståelse betød, at Opgaven for folkekirken var nogenlunde forudsigelig, er den det ikke længere. Hvor interessen er gået fra hierarkiet via de fagprofessionelle til inddragelse af slutbrugeren ændres vilkårene løbende for Opgaveforståelse og dermed ledelsen. Men når disse forhold ændrer sig, er det desto vigtigere, at provsten finder sin rolle. Ikke som den, der alene skal vedligeholde, regelsætte og sikre tilsynet fra oven eller sikre det bredest mulige og kvalitativt bedste udbud af tilbud, men som den, der sætter fri.
Provsten skal være med til at sikre mere frihed til fagligheden, til forsøg, til at finde nye perspektiver og engagere så mange som mulig i den folkekirkelige hverdag og opgaveløsning. Det er her, de faglige nybrud vil finde vej, det er her, andre vil kigge hen for at få inspiration, det er her, samarbejder mellem interessenter i lokalsamfundet vil finde sted.
Ledelse handler i høj grad om at have tillid til, at den anden gør det bedste, han/hun kan. Tilliden erstatter således både regelsættet, men også diverse krav om dokumentation under inspiration fra New Public Management. I stedet er spørgsmålet, hvordan vi skaber mest værdi i lokalsamfundet og dermed indirekte for folkekirken. Værdiskabelse er kodeordet, altså hvordan bidrager du til at gøre en forskel for samfundet generelt og specifikt for andre?
Eftersom det er et åbent spørgsmål og vanskelig dokumenterbart, er tilliden til, at vi hver især bringer det bedste, vi har, ind i arbejdet, afgørende. Og at man åbent hos sin leder (provst) kan efterspørge de ressourcer, man af den ene eller anden grund står og mangler. Provsten skal med andre ord give frihed og skabe opbakning til at afprøve nye veje, der forøger den fælles værdiskabelse i samfundet, kulturelt og socialt.
Ledelse er at befordre, at der formuleres nye og enkle narrativer, der for organisationen netop lægger nye lag på reglerne og interessen for det, der kan tælles. Med fortællingerne kan der gives retning for den frihed, vi giver hinanden. Egentlig mener jeg jo, som det fremgår af artiklen, at det er en fælles opgave for folkekirken at formulere sådan et narrativ, men nu vil jeg alligevel træde et halvt skridt frem og vove at give mit bud: Folkekirken skal være en del af et levende lokalsamfund og være nysgerrig på, hvordan der kan bidrages til det fælles liv.
Alene det at spørge åbent om Opgaven, er ladet med et bestemt syn på ledelse, som er forskelligt fra tidligere tider. Samtidig med at lagene fra tidligere tider stadig spiller med. Cirkulæret er stadig med til at sikre ordentlighed. Interessen for kvalitet og tal er ikke irrelevant. Men hvor tidligere tiders ledelsesparadigmer stod i egen ret, er god ledelse i dag, hvad der understøtter udførelsen af Opgaven. De primære greb for ledelse hedder derfor: relation, tilgængelighed, samtale og forhandling.
Epilog: Tilsyn som case
Når jeg i forskellige sammenhænge har formuleret mig om Folkekirken 3.0, om samskabelse og brugerinddragelse, er jeg ikke så sjældent blevet spurgt om tilsynets rolle, og om vi ikke er i færd med at køre væk fra den dogmatiske lige vej, hvis vi åbner op for, at alle og enhver kan bringe ønsker og holdninger til torvs i en diskussion om, hvad folkekirken skal i det eftermoderne. Hvis hierarkiet ikke længere er den afgørende og eneste spiller i forhold til tilsynet, sender det os så ikke ud i ren opportunisme, hvor normerne for teologi og kirkelighed er i frit fald. Man ser for sig gudstjenester for hestehviskere og hundehealere, bamser og nisser, der skal velsignes.
Indvendingen har dog en bestemt forestilling om, hvad tilsyn er, formet af den trekantede verdens begreb herom. Man forstår let, at tilsynet er en højere rangerende, der kommer med dogmatikken under den ene arm og et boldtræ i den anden.
Men måske er det grundlæggende en forkert måde at forstå tilsyn på. For det første fordi dogmatikken her bliver til målestok. På samme måde som mange folkeligt set forstår den apostolske trosbekendelse som en tjekliste, du skal svare ja til, hvis du er ordentlig kristen. Men med den tilgang overses let det forhold, at både trosbekendelsen og dogmatikken nærmere er at betragte som et vindue, i hvilket du kan betragte dit liv. Hvis det er tilfældet, er dogmatikken i langt højere grad retningsgiver for samtalen end rettesnor.
Tilsvarende må tilsynet skifte rolle som linjevogter og placere sig som en del af den samtale, hvor tilsynet kan bringe sin særlige teologiske kapacitet i spil og ikke mindst pege på givne tematikkers rationale og konsekvenser i en given sammenhæng.
Det afgørende synes at være, at tilsynet (biskoppens og det afledte tilsyn hos provsten) sørger for, at tilsyn er muligt, forstået som den brede folkelige samtale om, hvordan luthersk kristendom kan finde udtryk her hos os.
Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC-BY 4.0)
