Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

Mission

Published onNov 02, 2021
Mission
·

Mission

Lotte Boas

En artikel om at være præst i flyvevåbnet. Mødet med det moderne menneske, den stærke soldat og deres tanker om livet. Samt et bud på, hvordan man er missionerende kristen i vores samtid.

Flyvevåbnets ansatte

Flyvevåbnet har tre flyvestationer. Jeg er tilknyttet Helicopter Wing på flyvestation Karup. Den ligger på den midtjyske hede. Den huser en ø af tilflyttere. Før 2. verdenskrig boede der omtrent 500 mennesker i sognet. Mod krigens slutning blev flyvestationen anlagt af tyskerne, og efter 1945 blev området overtaget af Forsvaret. Der arbejder i dag 3500 mennesker på flyvestation Karup. Sognet er tilsvarende vokset til i dag at være et sogn med omtrent 3500 indbyggere.

Flyvestationens personel udgøres af 9% kvinder og 91% mænd. De er i alderen 25 og 60 år. Langt de fleste har specialiserede uddannelser eller karriereforløb. Flyvevåbnet er et ”ungt” værn. Det er grundlagt i 1950, og man sætter en ære i at være ung og historieløs. Det er jo i sig selv uvant for en præst.

De mennesker, vi møder i Flyvevåbnet er stærke mennesker, der ser på sig selv og deres liv som en succes. De synes, det er fjollet, de ikke tilbydes AstraSeneca-vaccinen. De anerkender vaccinen skal undersøges, men derfor kunne man jo godt vaccinere ”os supermennesker” som en af de sjove af dem sagde.

De er medarbejdere på noget godt: I Danmark flyver de redningsopgaver, de flyver eftersøgninger af forsvundne, de støtter politiet. De flyver de samme opgaver i Grønland, hvor de også markerer tilstedeværelse i dansk territorium i de nordligste egne samt lægger depoter ud til Siriuspatruljen. I internationalt samarbejde har de støttet nedkæmpelsen af pirater i Adenbugten, fjernelsen af kemiske våben i Syrien og indsættelsen af soldater i krigshærgede områder som Afghanistan og Sahel. De er stolte af deres støtte til at skabe fred og gode livsforhold for mennesker både herhjemme og i de fattigste egne af verden.

Uanset om man er forsyner, mekaniker, skytte, redder eller pilot, er man medarbejder på løsningen af en vigtig opgave.

Nogle er meget idealistiske og ser sig selv som en brik i det store billede.

Andre er overhovedet ikke idealistiske. Som en pilot sagde: ”Jeg er gladest for min opgave, når jeg henter en gruppe soldater ude i terrænet. At se sådan en varm og træt mand, der har ansigtet fuld af ørkensand, få en kold cola i hånden, er det mest meningsfulde ved min arbejdsopgave.”

Mange er meget stolte af både egen opgave i Forsvaret, og også af det image, der hører med til at være i Forsvaret. Ikke for alle Flyvevåbnets ansatte, men for nogle, er Forsvaret deres stærkeste identitetsskabende sammenhæng. Man hører ansatte her sige, at de er dem, der risikerer liv, førlighed og psykisk stabilitet for Danmark.

Langt de fleste af de mennesker, jeg møder i Flyvevåbnet, ser på deres liv som en succes. De har fået en opgave, og de magter den.

Når de spørger, om Gud er meningsfuld for dem, spørger de ikke ud fra en længsel efter en mægtig Gud, der skal frelse dem, for de har ikke erfaret sig som fortabte

Især dem, der er vokset op efter 1968 og traditionstabet, mangler kendskab til den kristne tros væsentligste indhold

Menneskesynet

I 1989 dukkede et nyt begreb om i dansk samfundsliv. Det stod i en rapport fra Indenrigsministeriet med titlen ”Øget brugerindflydelse på det kommunale område.” Heri kaldes borgeren for bruger. Brugeren er en person, der har ”ret til med udgangspunkt i private interesser og personlige præferencer at gøre sin indflydelse gældende på tilrettelæggelsen af offentlige institutioners ydelser.”

Den myndige bruger er et begreb, hvis betydning næppe kan undervurderes, når vi taler om den almindelige danskers selvforståelse i dag.

Det moderne menneske stræber efter at være selvstændigt, selvberoende, selvskabende, og man har som person ret til at udfolde og udtrykke sin autentiske og originale personlighed.

I 1784 skrev Kant det, der siden har været drivkraften i det moderne menneskesyn: ”Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden andens ledelse, Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! Er altså oplysningens valgsprog.”

Uvidenhed, manglende dannelse, fordomme og ubegrundet tiltro til autoriteter skaber en tåge, der kun kan opløses af oplysning.

Idealet er det fornuftigt selvbestemmende menneske, der er i stand til at forholde sig undersøgende, reflekteret, kritisk til livet, samfundsdannelse, religion mm.

For at nå i mål med dette ideal følger behovet for dannelse. Ideelt set hører myndighed og dannelse sammen, fordi det første fungerer rigtig dårligt uden det andet. Hvad man i øvrigt også ofte oplever, især hos andre.

Der er endnu en indsigt i det moderne menneske, som jeg synes er vigtig for at forstå de mennesker, man møder i flyvevåbnet: Det moderne menneske er et menneske, der har meget overskud. Der er et overskud både til at søge efter det gode og det meningsfulde i livet. Det er et meget legende menneske. Det kan få udtryk af letsindighed og søgen efter at mærke suset og det, der begejstrer. Men det spiller også ind i den dybere søgen efter eksistentielle svar. Livsglæden er i sig selv en indikator på at være på rette vej.

Gudsbilledet

I forbindelse med den 13 år lange proces i Den Norske Kirke, hvor man her udarbejdede ny liturgi for gudstjenesterne, undersøgte førsteamanuensis i liturgi Merete Thomassen, Det Teologiske Fakultet, Oslo Universitet gudsbilledet og menneskesynet i de bønner, der blev skabt i den frie prøveperiode.

Merete Thomassens konklusioner vedr. menneskesyn og deraf følgende gudsbillede forekommer mig at stemme overens med det, man møder generelt, og derfor vil jeg pege på, hvad hun fandt ud af, og hvordan de samme træk viser sig i værnspræstens virke. Jeg citerer Thomassen fra et online-foredrag hun holdt i 2021 på folkkirken.dk

Hvad Merete Thomassen bemærker er, at Gudsbilledet i bønnerne har ændret sig i forhold til tidligere.

Der bruges langt færre metaforer om Gud, og Gud nævnes sjældent med sine attributter. Ord som ”Far”, ”Konge” og ”Herre” dukker sjældent om. Til gengæld kaldes Gud som regel bare Gud.

Der er mindre ærefrygt for Gud. Til gengæld er der mere tillid til Guds godhed. Gud omtales som den, der er hos os. Guds nærvær er det vigtige.

I klassisk teologi er det gudsbilledet, der skaber menneskesynet. Her er det menneskesynet, der bliver afgørende for gudsbilledet.

Tanken om egen myndighed og ansvarlighed betyder Guds almagt bliver mindre efterspurgt. Til gengæld bedes der oftere om styrke og andre former for livskræfter fra Gud. Følelser er afgørende. (Hvad man i øvrigt også kan se i moderne ledelsesteori i Flyvevåbnet, hvor følsomhed frem for kold fornuft vinder frem. Men hvordan det fungerer i praksis er en anden debat, og hører ikke til her i denne artikel). Livsglæden er en indikator på, livet folder sig ud, som det bør.

Merete Thomassen fremhæver, at der i bønnerne er ændringer i ordlyd, der flytter løsningen af problemer fra Gud og til mennesker, fx: Bønnen har forladt ordlyden ”Fri oss fra en evige død” og i stedet bedes der ”Gi oss håpets fantasi og troens evne så vårt liv kan få farger”. Og der er sket en ændring fra ”Gi fred i verden og fred i hjerterne” til ”La dialogens og samarbeidets ånd hvile over foranndlinger og avgjørelser”. Og fra ”Mett dem som sulter” til ”la oss se vårt ansvar der mennesker har mistet grunnlaget for sin eksitens”

Mennesket er ansvarligt, og løsningen på problemer ligger hos mennesket selv, ikke hos Gud. Gud er den, der giver indsigten, styrken og modet til at mennesket kan handle.

Dette menneskesyn og gudsbillede ligger meget nær det, der findes i den meget brugte og afholdte ”Soldatens bøn” (af Gerhard Pedersen), der også er optaget i Salmebogens bønnebog.

Heri lyder det:

Gode Gud!

Vær nær hos os,

der gør tjeneste i forsvaret.

Velsign vores arbejde

for fred og retfærdighed

mod splittelse og uret, grusomhed og vold.

Styrk vores kammeratskab og sammenhold,

og bevar os fra at svigte hinanden i nød og far.

Vær med dem, der er sat til at lede og befale,

giv dem klarsyn og beslutsomhed

og omsorg for dem, de har ansvar for.

Jeg takker dig for mit land,

for familie og venner og alle, der holder af mig.

Kære Gud, jeg beder dig:

Bevar mig og mine nærmeste

fra sygdom, ulykke og alt ondt.

Vær hos mig, når jeg er truet

og gribes af angst for mit liv og helbred.

Lad mig få lov at vende tilbage

til min hverdag i god behold,

når min tjeneste er forbi.

Det beder jeg om i Jesu navn.

Amen

I Soldatens bøn er er 2/3 af bønnerne, bøn om at Gud er nær, styrker og velsigner det, der er soldatens arbejdsopgaver.

Der er kun 2 bønner, hvor alt lægges i Guds Faderhånd, nemlig bønnen for at Gud bevarer mig og mine nærmeste mod sygdom, ulykke og alt ondt og bønnen for at få lov at vende hjem.

Der er én takkebøn.

Dette gudsbillede modsvarer ganske godt erfaringen af et autoritetstab. Gud anskues i mindre grad med ærefrygt og som den man skal bøje sig for. Gudsbilledet er i langt højere grad en almægtig, algod Gud, man tillidsfuldt kan bede til. Dette er en anden måde at tro på. En tro, der er båret af spørgsmålet om, om dette giver mening for mig.

For mig at se, er det farlige her ikke forskydningen af hvilke attributter, man bruger, når man gør sig billeder af Gud. Også det selvskabende menneske rummer, hvis man tror, tanken om, at man grundlæggende er skabt og villet af Gud. Troen på Gud og Guds almægtighed synes i det hele taget at være central i det moderne menneskes gudsbillede. Det, der synes truet, er kristologien. Kristus er reduceret til at være etisk forbilledlig og en lærer. Troen på Kristus som Guds søn og frelser får ikke mange ord. Det farlige er også det enormt store ansvar, mennesker pålægger sig selv, når mennesker skal tage al ansvar for om livets lykkes og om verden er god.

Med disse forbehold in mente, er jeg dog ikke bekymret for udviklingen i det moderne gudsbillede. Det ligger inden for Kristi åbenbaring af Guds vilje med mennesker at forholde sig til Gud som en kærlig Gud, der er med mennesket. Evangeliet er netop et glædeligt budskab. Det er sundt for kristendommen at udbygge det gudsbillede og at arbejde med, hvad det betyder for det konkrete levede menneskeliv.

Autoritetstabet

Det er ikke kun præster, der oplever, at autoritet og myndighed ikke er givet på forhånd. Ikke at man ikke kan vinde andres respekt. Det kan man sagtens. Men man skal gøre sig fortjent til den. Tabet af den på forhånd givne autoritet kendes også i Forsvaret. Jeg har tit overvejet at give sergenterne et godt råd med på vejen i forhold til disse unge værnepligtige, der er opdraget til egen myndighed. Men for den gode stemnings skyld holder jeg mig til kun at give præster gode råd. Præster er kendt for at holde særligt af det.

Autoritetstabet betyder, vi som præster skal grunde os på, hvilke metoder, der dur, og hvilke der ikke dur. I Forsvaret, hvor vi færdes i en sekulær institution, er vi på udebane, og det afkræver os refleksion over vores arbejde og kommunikation. Ikke alle synes præster hører til i Forsvaret. Det er vigtigt, vi kan samarbejde. Det er vigtigt vi kan samtale relevant om folks eksistentielle spørgsmål.

Belæring er det forkastede

Den tidligere tanke om, hvor lidt man kan tro på og stadig være kristen, og som kendetegnede den første generation af præster efter traditionstabet, vil jeg også gerne forkaste. Jeg tror ikke på den.

Præstens stedfortrædende tro ville, i hvert fald af de mennesker, jeg har mødt i Flyvevåbnet, blive opfattet som et overgreb. De vil selv tage ansvar for, om de tror eller ikke tror.

Følgen af autoritetstabet er ikke med nødvendighed ligegyldighed, laissez faire og tomhed og hvad det ellers er blevet beskyldt for. Den generation, der er vokset op efter traditionstabet, er uden blufærdighed i debat om tro og religion. Det er her, det viser sig, at mennesket er blevet en myndig bruger, ikke et myndigt, dannet menneske. Men spørgsmålet de stiller præsten, er godt. De spørger: Er det du forkynder relevant og meningsfuldt for mig? Kan kristendommen svare meningsfuldt og fyldestgørende på mine eksistentielle spørgsmål?

Nærvær

Nærvær er et teologisk begreb, der er vokset frem de seneste år, og jeg mener, det er den retning, vi skal kigge i.

Præsten må være nærværende i enheden. I Flyvevåbnet har man som præst den meget store fordel, at man tilknyttes en enhed. Man skifter ikke mellem enhederne. Desuden er mange af de ansatte i Flyvevåbnet i samme enhed i mange år af deres ansættelse. Man kan som præst ved besøg og jævnlig tilstedeværelse i enheden opbygge relationer og erfaring med, at man er en, de kan bruge.

Præsten må være nærværende overfor den enkelte. Empati er en arbejdsopgave. Ligesom vi i sognepræstearbejdet er den, der er der, når en i menigheden kalder, så er vi det også her. De ved, vi er der for dem. De ved, de kan have tillid til os.

Præsten må være nærværende i situationen. Det er derfor, vi udstationeres med vores enheder. Vi skal være der, når de kritiske hændelser finder sted.

Præsten må være nærværende i forhold til sig selv og sin gudstro. Man må fundere sig kristeligt.

Faldgruberne er at vægte forkert. Man kan vægte nærvær overfor en enkelte fremfor nærvær i eget kristne fundament, og det vil være en fejl. For vi står overfor vågne, forventningsfulde mennesker, der forventer at høre og mærke noget vigtigt. De ønsker at mærke, vi har fingrene i noget, der er eksistentielt vigtigt. Det er en fuldstændig rimelig forventning at have til os. De har en forventningsfuldhed, der dækker over noget dybt alvorligt. De vil mærke, om de kan få de eksistentielle, virkelige svar fra kristendommen.

I mødet med præsten forventer de et konkret troværdigt menneske, der kan taler indsigtsfuldt og vidende om hvad tro og religiøsitet er.

Når vi som præster er relevante og efterspurgte, er det fordi vi har stor viden, noget der nærmer sig visdom, om livet og det at være menneske. Vi ved noget om, hvordan man er menneske i forhold til hinanden, i forhold til Gud, i forhold til det at have en opgave, i forhold til verden, i forhold til sig selv, i forhold til dem man elsker, i forhold til dem man ikke elsker, i forhold til ansvar osv. Alt det, som tidligere var en tradition, man voksede op i, er borte. Idealet om selv ansvarligt at skulle skabe det meningsfulde, har overladt den enkelte med en meget stor opgave. Derfor er der et kæmpe behov for at tale om lige netop det, præster ved.

Derfor bliver den bærende struktur i formidlingen samtalen. Den samtale fungerer bedst, og som præst når man bedst i mål med at formidle, hvad kristendom er, når den er båret af gensidig respekt og tillid. Man må selv udvise stor lydhørhed. Man må vise den anden respekt. Man må vise den anden, han kan have tillid til en i samtale, og at man ikke sætter ind med modangreb. Derfor er især vigtigt at kunne vægte at være nærværende både i sit eget kristne fundament og i relationen til den anden.

Mission

Da jeg første gang var udsendt med Flyvevåbnet, kom det bag på mig med hvilken naturlighed, der blev talt om mission. I kirken er vi ikke vant til, andre synes mission er et plusord. I al almindelighed træffer man talemåder som ”Det er med religion som med en tissemand. Det er fint nok man har en, men man skal holde den for sig selv og ikke vifte andre i hovedet med den.” Trods sin mangel på charme er talemåden den almindeligt antagne holdning: Folk forholder sig kritisk og afvisende til en missionerende kristendom.

 På den baggrund kan man som præst godt blive overrasket over at komme ind i en sammenhæng, hvor mission er noget man elsker at være på, og hvor man stolt forholder sig til dem, man er udsendt af, og den opgave, man er udsendt til.

 Det er det latinske missio, der går igen i begge sammenhænge. Det oversættes på dansk til udsendelse. I vores kristne tro er det et centralt begreb, fordi Jesus kort inden sin død og igen kort efter sin opstandelse udsendte sine disciple. Således blev mission en del af det at være kristen. Det tager vi ganske alvorligt, samtidig med vi naturligvis må kombinere kaldet med den respekt for andre, som talemåden, sin mangel på charme til trods, fortæller os er vigtig.

 I Forsvaret betyder mission også udsendelse. Hver gang en enhed udsendes af det danske Folketing, er enheden på mission. Hver gang en F-16 sendes på vingerne med en opgave, der skal løses, er den på mission. I Flyvevåbnet taler man med største naturlighed og stolthed taler om sine missioner. De er på mission. Udsendt af Folketinget.

 Vi, præster, er også på mission. Som deltagere i deres. Men hvem er vi udsendt af? Af Gud? Af Folkekirken? Af Folketinget? Af Forsvaret? I virkeligheden er vi udsendt af dem alle. Derfor bliver det vigtig, man som værnspræst er opmærksom på ikke at lave uheldige sammenblandinger af politik og religion. På nogle områder er det allerede ordnet således, at denne sammenblanding undgås. Fx udsendes vi ikke som kombattanter, og vi må ikke deltage i krigshandlinger. Når vi bevæbnes er det for at vi kan forsvare os selv. Vi iklædes militær uniform og skal bestå samme prøver, som de militært udsendte, fordi vi skal kunne agere indenfor de samme rammer som alle på holdet. Ikke at kunne det bemærkes lige så meget her, som det bemærkes i kirken, hvis nogen ikke rejser sig for læsningerne. På andre områder er det en teologisk opgave at sætte de rigtige skel. Det er overvejelser om krig, krigsdeltagelse, ansvar i verden, kirkens forhold til staten. Det er overvejelser om traumatiserede, spørgsmålet om man må slå ihjel, præstens forhold til enhed, præstens forhold til soldatens kampevne og opretholdelsen af denne. Det er sjælesørgeriske overvejelser om skyld, både moralsk og juridisk.

Kampdygtighed

I hvert fald i Flyvevåbnet – måske også i de andre værn? - lyder der et ord, der hedder ”Missionen frem for manden”. Præstens opgave er det modsatte: det er at være der for mandens skyld, ikke for missionens.

Præstens opgave er at virke for tro, dannelse og livsduelighed. Man skal være livsduelig for at være kampdygtig. Derfor kan der godt være et sammenfald her. Men der er det ikke med nødvendighed. Derfor er det helt specifikt ikke præstens opgave at virke for enhedens eller mandens kampdygtighed. Det er chefens opgave.

Vi skal være klar over, at vi som præster ved forsvaret støtter den tanke, at en nation har en ret til at bruge magt og vold indenfor de institutioner, der er bemyndiget hertil og under gældende lovgivning herfor. Vi støtter den lovgivning, at politi og militær er nationens mulighed for at bruge fysisk magt. Men vi støtter ikke aktuel politik eller aktuel krig. Vi må ikke risikere, evangeliet bruges som en tjener for et politisk synspunkt, da al politik på samme tid indeholder noget sundt og noget utilstrækkeligt. Vi er ikke udsendte for at tjene den verdslige opgave. Vi er udsendte for at tjene Gud. I Gudsriget gælder kun kærlighedens lov. Det er jo helt ubrugeligt i verden.

Selv om langt de fleste, der udsendes med Flyvevåbnet, kommer hjem med en erfaring af, at deres opgave og deres egen indsats var meningsfuld og at de magtede den, så må dette ikke blive en sovepude. Mange i Flyvevåbnet har været udsendt til nogle af de svære krige i Eksjugoslavien, Irak og Afghanistan.

Indenfor de seneste år er man især i USA blevet opmærksom på det, der går under navet ”Moral Injury”. Moral Injury er ikke en diagnose (måske bliver det det?), men er i øjeblikket en bevågenhed omkring de erfaringer, mange tidligere udsendte soldater har, og som har efterladt dem med en indre moralsk konflikt. Uden at kunne begrunde det i konkrete tal eller undersøgelser, men alene på baggrund af de samtaler, jeg har haft med mennesker gennem årene, vil jeg mene, at mange i Flyvevåbnet bøvler med Moral Injury.

Vores soldater udsendes til asymmetriske krige. Det er krige, hvor vi er militært overlegne. Modstanderen har ikke samme styrke og kapacitet, som vi har. At se børn blive brugt som fælde af ens modstander i krigen, eller at se henrettelser uden rettergang er også noget af det, der påvirker soldater meget. Noget andet, mange tidligere udsendte er meget påvirkede af, er at krigen i Irak 2003 havde tvivlsom legitimitet. Nogle oplever, deres moralske kompas rystes voldsomt, og det følger dem i mange år. Således har mange tidligere udsendte beretninger om, at de er blevet ramt på deres moral, og at de har svært ved at genvinde fodfæste.

Det er værd at bemærke, at kunstneren Simone Aaberg Kærn er en meget afholdt kunstmaler i Flyvevåbnet. Hun malede i 2011 ”Et bataljemaleri”, der er baseret på hendes egne observationer af Libyenkrigens konsekvenser for befolkningen i landet. Læser man om billedet, kan man læse, ”Det Nationalhistoriske Museum” afviste det, da det var på skitseplan, med henvisning til generalmajor Per Ludvigsens udtalelse, at det ikke bidrog til den ”egentlig ret lykkelige historie om krigen”.

Hvad der har undgået de fleste mediers opmærksomhed er, at Flyvevåbnet holder meget af hende. De taler altid om hende som en af de kunstnere, der bedst forstår deres verden. Det er i øvrigt også hende, der er kunstneren bag missionsmærkerne til både F-16-bidraget til Libyenkrigen i 2011 og helikopter-bidraget til Afghanistan i 2016.

Krigsdeltagelse er komplekst, også moralsk. Præstens opgave er at have åbne øjne for krigen og dens problemer. Vores opgave er ikke at være der for missionens skyld. Vi er der for mandens. Vi er der for at virke for hans tro, dannelse og livsduelighed.

Må man slå ihjel?

Hver gang jeg har været udstationeret, har jeg prædiket over Jesus, der tager sine disciple med ned fra Forklarelsens Bjerg.

Jeg fortæller om, hvordan også vi, der er udstationerede til en krigszone, har forladt vores paradistilstande, og vi er kravlet ned fra vores hellige bjerge, og at vi nu er der, hvor der virkelig er noget på spil.

Vi er rejst fra vores familier. Er det rigtigt at rejse fra sin familie eller er det forkert?

Vi er gået ind i en krig. Engang var der krig i Danmark. Dengang var det ret nemt at finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert. Det var rigtigt at holde med sit eget land, og at være imod tyskernes besættelse. Moderne krige er meget sværere. De er langt væk hjemmefra. Nogle mener, det klogeste er at blande sig. Andre mener, det klogeste er at blande sig udenom. Kun eftertiden vil vise, om der kommer til at komme noget godt ud af, vi blander os.

Jeg prædiker over dette evangelium, fordi det indeholder dilemmaet: Et menneske skal gå ned fra sit hellige bjerg. Der er ikke nogen, der skal sidde deroppe og være selvfrelste, når der er mennesker, der har brug for hjælp. Og overfor dette står, at man risikerer at pådrage sig skyld – i krig endog stor skyld – af at hjælpe. Men hjælpe, det skal man!

Man må ikke slå ihjel.

Alligevel findes der i Flyvevåbnet mennesker, der har påtaget sin den opgave det danske Folketing (oftest i samarbejde med EU, NATO, FN og andre internationale samarbejdspartnere) har pålagt dem, og som i den forbindelse har været medvirkende til eller selv slået mennesker ihjel.

De må holdes fast på det rigtige i, at man skal have dårlig smag i munden, når man er årsag til et andet menneske mister sit liv. Anfægtelsen heri må vi aldrig fjerne. Vores medmenneskelighed står på spil her.

De er uden juridisk skyld. Men de har moralske overvejelser. Vi svigter vores soldater, der, hvis vi ikke giver dem ret i, at årsagerne til deres tanker om ansvar og skyld er alvorlige.

Vores opgave er at bringe de kristne indsigter i spil i forhold til disse menneskers livserfaringer.

At have tvetydige erfaringer med sig selv som menneske har vi præster den allerstærkeste tradition for at tale om, for vi har et menneskesyn, hvor Luthers tanker om, at mennesket er simul justus et peccator, er en grundtanke. Mødt, som vi er, af Guds nåde, er mennesket dobbelt konstitueret. Den Gudstro og det menneskesyn er der brug for, vi sætter i samspil med udsendtes erfaringer.

Må man slå ihjel? Nej, det må man ikke! Men der er nogen, der har gjort det. Og nogle vi sender ud igen for at gøre det samme. Deres erfaringer og domme over sig selv er vidt forskellige. Som præster er vi relevante, når vi bliver nærværende i deres liv. Og her har vi, fordi vi er kristne, virkelig meget at byde på i samtalen med den anden.

Afslutning

Fokus i denne artikel har ligget på, hvem vi er udsendt af og hvem vi er udsendt til. Fokus har ikke ligget på, at det skulle være et bestemt mål vi skulle nå frem til på vores mission, for de mennesker, vi udsendes til, har deres talemåder, der med sin egen tydelighed viser os, at de ikke bryder som om, vi kommer til dem med et på forhånd defineret religiøst mål.

Værnspræster er udsendte af Gud, folkekirken, Folketinget og Forsvaret.

Udsendt af Folketinge og Forsvaret betyder, vi er udsendt på missioner, hvis formål allerede er definerede af Folketinget, og vi er udsendte sammen med en sekulær institution.

At vi er udsendte af folkekirken, har jeg slet ikke skrevet om, selv om det at have stærk rygstøtte herfra er et emne, der godt kunne trænge til at blive behandlet med større dybde, end det bliver nu.

Udsendt af Gud betyder, hvad jeg nævnte i afsnittet om nærvær, at vi må fundere os i vores kristne tro og have modet til at stå ved den, også selv om vi til tider mærker, at vi står med det, der står forsvarsløst i verden.

Funderingen og nærværet i troen er afgørende for, at vi med respekt for den forskellighed, der kendetegner den moderne verdens mennesker, kan repræsentere kristentroen. Vi er nødt til at kunne dette. For kristendommens indsigter i Gudstro og menneskelivets kompleksitet er meget relevant og væsentligt.

Litteratur

Kant, Immanuel 1784: “Besvarelse af spørgsmålet ”Hvad er oplysning?””, Slagmark – Tidsskrift for idéhistorie 1987.

Kristensen, Jens Erik 2000: “Folkekirken i moderniseringens malmstrømme. En diagnose af aktuelle tendenser i forholdet mellem kirke og samfund” i: Kirken i det civile samfund. Århus: Det økumeniske center.

Sanders, Matt 2016: Chaplaincy: A Ministry of Presence.

Thomassen, Merete 2021: Oplæg på folkekirken.dk d. 16. januar 2021. Oslo.

Comments
0
comment
No comments here
Why not start the discussion?