Temaet for denne artikel er skabelse og gudstjeneste hos Martin Luther og N. F. S. Grundtvig. I Artiklen undersøges det, hvordan vi kan forstå forholdet mellem skabelse og nadver og videre mellem nadverdeltagelse og menneskers daglige indbyrdes liv i den skabte verden.

Introduktion

Inden for liturgisk teologi taler man om, at vi holder gudstjeneste "for verdens skyld" (Lathrop 1999, 48; se også Schmemann 1973[1963]).1 I sin bog ”Der Weg in das Leben” argumenterer Manfred Josuttis, tysk teolog med speciale i homiletik og liturgik, ligefrem for, at:

[d]en sæsonbestemte tilnærmelse til livets grund, samtidighed og samstedighed mellem det menneskelige og det guddommelige er livsvigtigt, fordi livet selv altid er under kamp og truet og i fare. Derfor er også vejen til gudstjeneste, selv når den følger af socialt pres, af vane og af skyldangst, i grunden at fortolke som middel til livets opretholdelse (Josuttis 1991, 77).2

Både den liturgiske teologi og Josuttis sætter de modsatrettede menneskelige grunderfaringer af skabelse og tilintetgørelse ind i en gudstjenestelig sammenhæng, hvor livets opretholdelse er og bliver den teologiske og antropologiske begrundelse for gudstjeneste.3 Det er ikke en sammenhæng grebet ud af den blå luft eller en samtidstendens, for mennesker har gennem generationer fejret gudstjeneste i håb om og tro på, at den treenige Gud er handlende og nærværende til stede, og at gudstjenestens gudsmøde har betydning både for, hvordan mennesket forstår sig selv i forhold til Gud og i dets relation til andre og verden. At gudstjenesten er livsvigtig og kan tolkes som et middel til livets opretholdelse, forstået både som det timelige og evige liv, er særlig prægnant i den teologiske forståelse og kirkens brug af sakramenterne dåb og nadver. Et økumenisk fællestræk ved sakramenterne er, at de sammenvæver skabte og kulturproducerede gaver med Guds skabende og virkningsfulde Ord. Inden for den protestantiske teologi er det dåb og nadver, der forbindes med løftet om, at Kristus er nærværende til stede i den rituelle handling, som så igen forbindes med forestillinger om genfødsel, nyt liv, renselse fra synd, evigt liv, trosstyrkelse, taksigelse for skabelsen og dens gaver, forventning om Guds rigets udbredelse og komme etc.

Josuttis bestemmer gudstjenesten til at være et møde mellem det menneskelige og det guddommelige men inden for den protestantiske teologi kan dette møde bestemmes til yderligere at være stedet, hvor den skjulte Gud åbenbarer sig utvetydigt i Ord og sakramenter i en tvetydig verden, som er udspændt mellem skabelse på den ene side og trussel og tilintetgørelse på den anden side. Midt i skabelsen er der et sted, hvor Gud viser sig, og hvor mennesket har mulighed for at få en forsmag på Guds kommende rige. Set i det perspektiv er gudstjeneste og skabelse derfor ikke adskilte domæner.

Temaet for mit bidrag er skabelse og gudstjeneste. Jeg har valgt at snævre temaet yderligere ind og fokuserer mere specifikt på den del af gudstjenesten, hvor forholdet mellem de to er mest prægnant, nemlig i spørgsmålet om, hvordan vi kan forstå forholdet mellem skabelse og nadver og videre mellem nadverdeltagelse og menneskers daglige indbyrdes liv i den skabte verden.

Mit bidrag falder i to dele efterfulgt af en opsamling: 1) Først vil jeg koncentrere mig om Martin Luthers forståelse af nadveren og hvordan hans tanker omsættes i Deutsche Messe und Ordnung Gottesdienst fra 1526. Når jeg vælger at fokusere på Deutsche Messe skyldes det, at den blev grundlaget for nadverliturgien i kongeriget Danmark 2) Fra Luther går jeg videre til N. F. S. Grundtvig. Grundtvig havde et distinkt sakramentalt syn på nadveren, og han har ikke kun været med til at præge gudstjenestelivet i Danmark men er inden for den skandinaviske skabelsesteologi også blevet karakteriseret som en ”mediator og brobygger mellem en præmoderne lutherdom og en nutidig sekulær-religiøs tidsalder” (Gregersen et al. 2017, 8).4 Særligt hans salmer og prædikener til specifikke nadver- og skærtorsdagsgudstjenester er i fokus i det følgende. Både salmerne og prædikenerne er tiltænkt en konkret gudstjeneste med nadver, og en analyse af dem kan være med til at pege os i retning af, hvordan Grundtvig opfattede den konkrete nadverpraksis og hvordan han udlagde og formidlede sin egen Luther-inspirerede nadverteologi og praksis i kombination med sin skabelsesteologi til kirkegængerne.

Første del

Nadveren som relationel praksis

Luthers teologiske synspunkter og især hans nadverteologi nødvendiggjorde en fornyet forståelse og re-konfiguration af den romerske messes offerpraksis. I den sammenhæng er Deutsche Messe fra 1526 Luthers mest radikale bud på en nyordning af gudstjenesten og nadverpraksis. Deutsche Messe udgives mellem to væsentlige år: dels 1520, hvor Luther fremskrev sin centrale sakramentale figur: forholdet mellem indstiftelsesordene og tro; promissio og fiducia her forstået som løfte og tillid, og dels 1528, hvor Luther i den sidste bekendelse i Vom Abendmahl Christi forsvarer real-præsensen skabelsesteologisk og argumenterer for at ”Kristi nærvær i det almindelige brød og vin må forstås på baggrund af den treenige Guds grundlæggende og skabende nærvær i verden” (Holm 2023, 29).

Ved at koncentrere sin nadverteologi omkring promissio, fiducia og Kristi virkelige tilstedeværelse i almindeligt brød og vin omdefinerer Luther nadveren som en relationel praksis, der bedst forstås i sociale udvekslingskategorier mellem den treenige Gud og mennesket. I sin gave-teoretiske analyse af Luthers nadverteologi har Bo Kristian Holm vist, hvordan man netop kan se nadveren som udveksling af gaver mellem giver og modtager (Holm 2006; 2023). Nadveren er det sted, hvor den treenige Gud giver og meddeler sig selv utvetydigt som den kærlige og barmhjertige Gud, der vedkender sig sin skabning og vil sit menneske det gode. Kun sådan en Gud, der åbenbarer sig selv i sit Ord og sakramenter kan mennesket have tillid til og overgive sig til. Det er således den barmhjertige Gud ved Kristus i Ånden, der giver sig selv fuldt ud i nadveren til modtageren. Tilsvarende giver modtageren sig tillidsfuldt hen til nadverens gave ved at bruge sakramentet og tage imod og giver dermed sig selv gennem Kristus til Gud. På den måde skal det stå tydeligt frem, at den treenige Gud i Kristus gennem Ånden er sin skabning kærlig og nåderig stemt (se f.eks. Nielsen 2021). I forlængelse heraf er nadveren en forsmag på Guds rige midt i skabelsen. Flere steder kalder Luther nadveren for kærlighedens sakramente. Det gør han dels fordi den er en utvetydig legemliggørelse af Guds løfte og kærlighed til sin skabning og dels fordi mennesket, styrket i troen i modtagelsen af nadveren, kan rette sin tak og ære til Gud og leve sit liv til gavn for næsten.

Luthers forståelse af, hvordan Kristi reale nærvær er funderet i Guds nærvær i skabelsen, har fået både Bo Kristian Holm og Niels Henrik Gregersen til at definere Luthers nadverteologi som en slags sakramental realisme, som henviser til, at Luther argumenterede for, at ligesom Kristus er nærværende i brød kan han for den troende også erfares som nærværende i skabelsen (Holm 2023, Gregersen 2016). Men Luther er klar på det område. Det betyder ikke, at vi ender i en sakramental forståelse af skabelsen. Skabelsen er fortsat den skjulte Guds sted, hvor mennesket ikke kan vide sig sikker på, om det er den skabende og opretholdende eller tilintetgørende Gud, der viser sig. Den vished har mennesket kun fået givet i Ordet og sakramenterne men for troen ”er det muligt at genkende Kristi nærvær” i skabelsen og ifølge Luther ”er der ikke sakramentale kvaliteter i de naturlige elementer, taget i og for sig […]. Men naturlige hændelser kan blive til sakramentale begivenheder, hvor og hvornår Gud vil (Gregersen 2016, 164, jf. Holm 2023, 33).

At Ordet og sakramenterne er det sted, hvor Gud åbenbarer og giver sig selv som den kærlige og barmhjertige Gud gennem Kristus i Ånden må samtidig også betyde, at foruden den tillid, lovprisning, tak og ære, som mennesket yder Gud, så har mennesket også mulighed for at klage sin nød til Gud over skabelsens fortsatte tilintetgørende magt og holde Guds løfte om sit kommende rige og dets udbredelse op imod Gud. At give Gud ære og takke for skabelsen og frelsen og samtidig rette sin nød og klage til Gud og bede om Guds indgriben i aktuel nød og i evighedsperspektivet er den kristne bøns grundstruktur, og liturgisk teologisk har den struktur altid været og er fortsat et centralt element i nadverfejringen (Lathrop 1998, 56). For selvom nadveren er stedet, hvor den treenige Gud åbenbarer sig utvetydigt i Kristus gennem Ånden i en tvetydig verden, så er Guds dunkle allestedsnærværelse ikke afmonteret og den menneskelige grunderfaring af kamp, trussel og tilintetgørelse fremkalder anråbelsens og klageråbets nødvendighed. Udelades klageråbet er der en risiko for at man ender i en over-entusiasme og accept og lovprisning af Gud for alle ’tings og verdens tilstand’. Risikoen er dog, at man dermed ikke ved, hvad man skal stille op med den skjulte Gud og menneskets grunderfaring af det, der truer livet og tilintetgørelsen. Omvendt, hvis ikke klage holdes sammen med taksigelse og lovprisning men bliver det dominerende, kan det blive et aktivt valg at holde fast i bitterhed som om der ikke er noget sandhed, der tidligere har givet håb om Guds tilstedeværelse i skaberværket (Lathrop 1998, 57).

Som vi skal se, er det disse nadverteologiske aspekter og særligt den sakramentale relationelle grundstruktur mellem Gud og mennesket og i forlængelse heraf mellem den enkelte og dets forhold til Gud, verden og næsten, som konkretiseres og legemliggøres i selve nadverfejringen i Luthers beskrivelse af det liturgiske forløb i Deutsche Messe.

Kære Kristi venner! – Nadveren i Deutsche Messe

Sammenlignet med den vestlige liturgiske tradition er nadveren nok det led i gudstjenesten, der undergår den mest radikale liturgiske re-konfiguration i Deutsche Messe. I Deutsche Messe omarbejdede Luther den romersk-katolske messes nadverliturgis indledning og erstattede dens præfation, fadervor og eukaristiske bøn med en "offentlig parafrase af fadervor og en formaning til dem, som vil gå til sakramentet” (Luthers skrifter i udvalg bd. 2, 85). Henvendt til kirkegængerne indleder Luther parafrasen og formaningen med ”Kære Kristi venner” (ibid.) og pointerer i samme sætning, at de nu er samlet for at modtage Herrens ”hellige testamente” (ibid.). Derved får Luther præciseret, at nadveren ikke længere er et offer, og at indvielsen af oblaten og vinen samt celebrantens virke ikke længere står i centrum men derimod relationen og udvekslingen mellem den treenige Gud og modtageren, som i videre udstrækning får betydning for menneskers indbyrdes liv med hinanden (se Nielsen 2020, 79, Schattauer 2014, 221).

Jørgen Kjærgaard og Peter Weincke har argumenteret for, at fadervor-parafrasen har ”karakter af en kirkebøn og af en undervisning i evangelisk kristendom” (Kjærgaard og Weincke 2022, 122). Som en slags kirkebøn er den både en anråbelse til den treenige Gud om Guds barmhjertighed og nåde samt en bøn for verdens nød og klage over det, som truer livets opretholdelse ligesom den rummer elementer af syndsbekendelse. I fadervor-parafrasen ses det således, hvordan den treenige Guds liv er sammenflettet med almindelige mennesker og verdens behov og liv (Rønkilde et al. 2018). Livet er en kamp og truet af ”falsk lære”, menneskets ”vilje”, ”gerrighed og mavens bekymringer”, ”anfægtelse”, ”synd”, ”alt ondt” og af at være ”forblændet og fanget af djævlen i hans rige” (Luthers skrifter i udvalg bd. 2, 88-89). Derimod understreges det i fadervor-parafrasen at mod den kamp og trussel hjælper kun den kærlige og livsopretholdende Gud, og parafrasen er i den grad en henvendelse til den treenige Gud som selve livsgrundens Gud. Kort sagt har mennesket og verden brug for en Gud, der meddeler og giver sig selv til mennesket og som ser ”barmhjertigt til os, sine elendige børn på jorden, og skænke[r] os nåde” (ibid., 88) og en Gud, der netop kan afvende alt det, der er en trussel mod verden og livet her og nu men også den, der til sidst kan og ”vil genløse os fra alt ondt, både legemligt og åndeligt, timeligt og evigt” (Luthers skrifter i udvalg bd. 2, 89).

Fadervor-parafrasen peger frem mod nadveren og er med til at understrege, hvorfor nadveren er livsvigtig. I nadveren åbenbarer og giver Gud sig selv som den kærlige og opretholdende Gud til den enkelte, og i tillæg hertil bliver mennesket ”styrket med hans ånd”, så det ”kan gøre hans vilje” (ibid., 88). Samtidig er nadveren også en forsikring om, at skabelsen og det daglige liv er en gavebegivenhed skænket af Gud. Det er Gud, som giver ”det daglige brød”, og mennesket kan ”forvente alt godt tilstrækkeligt i ham” (ibid., 89). Endelig pointeres det, at nadveren fejres i forventning om og som en forsmag på Guds rige, som ”må komme og blive udbredt” (ibid., 88). ligesom Guds ”hellige navn må blive helliget blandt os og i hele verden” (ibid., 88).

Efter parafrasen følger en formaning, hvori det bliver tydeligt, at nadveren er en udveksling mellem Kristus og modtageren centreret omkring promissio (løftet om Kristi reale nærvær), uddeling og fiducia (tillid). Her ser vi, hvordan indstiftelsesordene koblet sammen med brødet og vinen er en legemliggørelse af løftet om, at Kristus er til stede og skænker nadverdeltageren ”sit legeme og blod til tilgivelse” (ibid., 89). Omvendt må modtageren ”gribe fast om ordet” i hjertet og i det ydre tage brødet og vinen og dermed sætte sin lid til, erindre og takke ”for den grundløse kærlighed, som han har bevist” (ibid., 89). På den måde (hen)giver mennesket sig i Kristus til Gud og giver sig på den måde selv tilbage til Gud og bliver dermed en del af Guds egen handlen i nadveren. Nadveren er således stedet, hvor Gud og mennesket bliver forenet. Formaningen peger tydeligt frem mod det, som følger i indstiftelsen og uddelingen.

Brød og vin

Noget usædvanligt i forhold til den vestlige liturgiske tradition foreslår Luther i Deutsche Messe, at brødet uddeles ”straks efter indvielsen af brødet, inden man velsigner kalken” (Luthers skrifter i udvalg bd. 2, 90) og det samme med vinen. Selvom denne praksis ikke syntes at vinde indpas, viser det, hvordan Luther først og fremmest forstår nadveren som et måltidsfællesskab centreret om indstiftelsesordene, elementerne samt uddelingen og modtagelsen. Der gemmer sig en luthersk liturgisk teologisk pointe i denne liturgiske performative anvisning, som allerede er antydet i den forudgående formaning. Luthers intention var nemlig liturgisk at tydeliggøre realpræsensen: at det er den realt nærværende Kristus som handler for og med mennesker og dermed understrege at nadveren først og fremmest er en relationel praksis mellem den treenige Gud og mennesket. Af den grund ønskede han ikke, at der skulle være et liturgisk led (fx Agnus Dei) mellem indstiftelsen, uddelingen og modtagelse. Ingen måtte kunne nå at glemme, at brødet var Kristi legeme, givet til den enkelte, som Guds legemlige tilstedeværelse i den troendes liv.

Kernen i nadveren er denne treklang af indstiftelse, uddeling og modtagelse. For det første ser vi her, hvordan brød og vin, forarbejdninger af skabelsens stadig nye gaver i kraft af indstiftelsesordene, er Kristi legeme og blod. Dernæst skal nadvergæsten modtage brødet og vinen, og i modtagelsen af brødet og vinen skabes troens tillid til den barmhjertige Gud. For det andet er nadveren også et middel til livets opretholdelse, som rækker udover selve nadveren. Liturgisk bliver det tydeliggjort både i de salmer, som Luther foreslår skal synges under uddelingen, i takkekollekten og den afsluttende aronitiske velsignelse, som blev indført af Luther. Lad os først se på salmerne. I Deutsche Messe foreslår Luther tre salmer, som kunne synges under uddelingen. Salmerne er enten Luthers gendigtning af det latinske messeled Sanctus, hvor han stærkt omarbejder det oprindelige sanctus, som i Luthers udgave nærmere bliver en bibelparafrase og udlægning men som samtidig bibeholder ’helligsangen’, som har tilbedelses- og lovprisningskarakter. Derudover foreslår Luther sin egen salme ”Gud være lovet” fra 1524 (Kjærgaard og Paulsen 2017, 202ff.) eller Jann Huss’ nadversalme ”Jesus Kristus, vor Frelser” (jf. DDS 461). Luthers egen nadversalme sammenholder på en distinkt måde et eukaristisk element i form af lovprisning og taksigelse for det, Gud giver mennesket i nadveren og et klagende element i form af kyrie-råb: ”hjelp oss herre aff all wor nød/Kyrieeleyson” (Kjærgaard og Paulsen 2017, 201). På den måde er det en gentagelse af tematikkerne fra fadervorparafrasen, hvor Gud tilbedes som livsgrundens Gud, og hvor nadveren kan blive til velsignelse i det daglige liv i og med nadverdeltagerne må blive på ”hans vey” og leve i ”reeth kierlihz och broderlig thro” og dermed leve i ”leffue y fred och samdrectighz/Kyrieeleison” (Kjærgaard og Paulsen 2017, 203). Samme motiver er ligeledes omdrejningspunktet i Jann Huss´ nadversalme, som begynder med en taksigelse for Kristi nærvær i nadveren, nadverens gave og virkning og afsluttes med en formaning om, at nadverens ”frugt” er at ”din kærlighed nu tændes/til din boder mer og mer;/gør mod ham, som her dg sker!” (DDS 461, 9). Derefter følger takkekollekten. Funktionen er, at dem, der har modtaget nadverens gave, retter tak og ære mod gavens giver; den ”almægtige Herre Gud” og beder om, at Gud vil lade sin ”barmhjertighed […] komme os til gode til en stærk tro på dig og til inderlig kærlighed hos os alle indbyrdes” (Luther skrifter i udvalg bd. 2 91). Den aronitiske velsignelse, som Luther foreslår, skal afslutte gudstjenesten, blev oprindeligt brugt i den jødiske liturgi, men ikke tidligere i den vestlige liturgiske tradition. Liturgisk teologisk er den tilføjelse med til at tydeliggøre, at efter nadveren sendes kirkegængerne ud i livet i verden og med hinanden men med et velsignelsesønske og løfte om, at den treenige Gud, er en Gud, der på trods fortsat bevarer og ødselt skænker sin nåde og fred.

Anden del

Den liturgiske kontekst på Grundtvigs tid

Luthers gudstjenesteforslag og nadverliturgi i Deutsche Messe fik afgørende betydning for den liturgiske udvikling i kongeriget Danmark fra reformationens indførelse og frem til i dag. På Grundtvigs tid var det gældende ritual for gudstjeneste og nadver med forudgående skriftemål beskrevet i Kirkeritualet fra 1685. Nadveren i Kirkeritualet følger i store træk Luthers forlæg og indledes med 1) En formaning uden en parafrase af fadervor, 2) fadervor, 3) indstiftelse af brød og vin, 4) uddeling ledsaget af uddelingsordene ”dette er Jesu sande legeme/dette er Jesu sande blod”, 5) bortsendelsesord, 6) takkekollekt som stort set er en direkte oversættelse af Luthers takkekollekt og 7) den aronitiske velsignelse.

Selvom Luther ønskede, at der skulle fejres nadver hver søndag, blev nadveren kun fejret lejlighedsvis. Dog var det bestemt ved lov, at alle skulle modtage nadveren mindst én gang årligt både for at forblive et fuldgyldigt medlem af menigheden og for at opretholde de borgerlige rettigheder, som var forbundet med modtagelse af nadveren.

Grundtvigs kirkelige anskuelse, som begyndte at tage form i midten af 1820´erne, førte imidlertid til en stærk interesse for og søgning til nadver og i flere grundtvigsk inspirerede menigheder begyndte man at holde nadver hver søndag. Som bekendt er det dog først i 1992, at nadveren bliver en fast integreret del af højmessen. Det til trods for, at ministeriet allerede i 1897 opfordrede præster til at genindføre nadveren også på almindelige søndage.

Grundtvigs accentuering af ”det levende ord” kan ses som en om-tolkning af Luthers stærke betoning af promissio – løfteordet. Grundtvig var som bekendt overbevist om, at den apostolske trosbekendelse, fadervor, indstiftelsesordene og fredshilsenen var ord af Jesu egen mund, som var blevet overleveret til disciplene i de 40 dage efter påske mellem opstandelse og himmelfart og videre fra generation til generation. Når de ord lyder i gudstjenestens sammenhæng, er Kristus nærværende til stede.

Grundtvigs sakramentsteologi hænger uløseligt sammen med hans skabelsesteologi og den mere positive teologiske antropologi end hos Luther. For nadverens vedkommende betyder det, at han i mindre grad end Luther betoner Kristi offerdød og nadverens syndsforladende dimension. Foruden Grundtvigs skabelsesteologiske indflydelse på hans forståelse af nadveren kan det dog også relatere sig til nadverens liturgiske kontekst på Grundtvigs tid, hvor syndsbekendelse og absolution gik forud for nadveren. Det er altså en mulighed, at det har været irrelevant at fokusere på syndsforladelsen i forhold til nadveren, fordi det så at sige allerede var et overstået kapitel i kraft af skriftemålet. Tydeligt er det i hvert fald, at nadveren i langt højere grad hos Grundtvig har Guds kærlighed som omdrejningspunkt og sigter mod menneskers indbyrdes tilgivelse. Nadveren er således et fællesskabs- og kærlighedsmåltid, hvor de kristne ifølge Grundtvig indgår i en “levende Forbindelse med Herren og hinanden, som et christeligt Broderskab” (US bd. IV, 539). Det svarer ikke kun til Luthers forståelse af nadveren men også med Kirkeritualets takkekollekt, som var den autoriserede og gældende på Grundtvigs tid. I den bedes der netop om, at nadveren må virke til at styrke troen og til en ”brændendis Kiærlighed i mellem os selv indbyrdis” (Villadsen 2022, 396). Vækker det genklang skyldes det måske, at Kirkeritualets takkekollekt i en let sproglig revideret udgave er ført videre i Højmesseordningen fra 1992.

Skabelse og sakramente

Som A. M. Allchin og flere har argumenteret for, så var Grundtvig af den overbevisning, at der i kraft af Guds skabelseshandling og Åndens virkning var et nært slægtskab mellem himmel og jord, det guddommelige og menneskelige. Han var overbevist om, at selvom mennesket er fanget af synd og uden for Gud bestemt til døden, så er mennesket dog først og fremmest ”et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed” (GVU IV, 32). Mennesket er skabt i Guds billede, og for Grundtvig betyder det, at selv efter syndefaldet er der en ”Spire tilbage af den medfødte Herlighed og af det medskabte forhold mellem Gud og Menneske” (US IX, 430), som kan kultiveres, fremelskes og vokse. Skabt i Guds billede og med en spire har mennesket således en naturlig længsel efter det guddommelige men også mulighed for at gøre sig tanker om og erfare, hvem Gud er og hvad det har af betydning for dette liv. Fundamentet i den tænkning er Grundtvigs stærke treenigheds-teologiske inspiration. I den sammenholdes fortid, nutid og fremtid ud fra tanken om, som Allchin udtrykker det, at i begyndelsen var ”Ånden virksom i skaberværket; og gennem hele historien ses Ånden som livgiver og fremmer af liv for alle ting, hen imod fuldendelsens dag i Guds rige” (Allchin 2002, 133).

Det er samme tankestruktur, Grundtvig gør gældende i sin kirkelige anskuelse og sakramentsteologi. Gudstjenesten centreret om dåben og nadveren er ”troens og livets fællesskab” (Allchin 2002, 97), hvor Kristus i kraft af Helligånden meddeler sig selv og er lige så lyslevende til stede som på Jesu tid. For Grundtvig betyder det, at enhver gudstjeneste er en inkarnatorisk påskebegivenhed med livet som fortegn - både dette og den endelige fuldendelse i Guds rige. Gudstjenesten er en forsmag på Guds rige, og derfor er Grundtvig heller ikke bleg for i fx sine salmer at beskrive gudstjenesten som det ”lille Himmerige” på jorden (jf. DDS 325; 320).

Netop fordi mennesket er skabt i Guds billede, er det også bestemt til at få del i det guddommelige liv og helt i tråd med traditionen forstår Grundtvig dåben som en pagt mellem Gud og mennesket og som indgangen til kristenlivet. Dåben er således fornyelsens og genfødslens pagts-bad mellem den treenige Gud og mennesket, som skaber en ny virkelighed for mennesket. I kraft af det levende ord ved dåben taler Herren til den enkelte og kalder troens genlydssvar frem i mennesket, så det sammen med ”Synds-Forladelse, [får] Indfødsret i det Guds-Rige, som er Retfærdighed, Fred og Glæde” (Grundtvig Dansk Kirke-Tidende 1847, 92). Dåben er frelse fra døden og skænker den døbte ”et nyt Levnets-Løb” (US bd. IV, 537) dog ikke kun i eskatologisk betydning for dåben sætter også en ny ramme om dette liv.

På de væsentligste punkter er Grundtvigs dåbsteologi meget præcist udtrykt i salmen ”O kristeligheds” første 5 vers (DDS 321). I dåben får mennesket livs-lighed med Kristus (vers 1) og skænket troen, som er en øjenåbner for det, som ”verden ej, ved”. Det betyder, at mennesket nu har mulighed for at erkende ”den skabte verden i dens rette perspektiv” (Holm 2020, 49). Det nye levevilkår er for Grundtvig et ”lyksaligt lod” og den døbte kan nu leve i visheden om, at ”døden har mistet sin brod” (vers 2) og vokse i tro, håb og kærlighed. Dåben er begyndelsen og gudstjenesten og især nadveren, som det sakramente, der gentages, bliver da det sted, hvor det som er begyndt i dåben, får større fylde i og med at mennesket her får indsigt i og erfaring af, hvad kristendommen og det kristne liv består i. Som allerede nævnt er nadveren for Grundtvig således først og fremmest et måltid som bekræfter pagten med den treenige Gud og et fællesskabs- og kærlighedsmåltid, hvor forsamlingen forenes med Gud og med hinanden i kærlighed. Flere steder i sine prædikener kalder Grundtvig ligefrem nadveren for enten "Kiærligheds-Maaltid" (GP bd. 1, 303; bd. 2, 159, 164-165) eller "Kiærlighedens Sakramente" (GP bd. 1, 142; 409ff.), og motivet ’inderlig kærlighed til hinanden’ dukker op flere gange i Grundtvigs prædikener (se fx GP bd. 3, 79; bd. 5, 174; bd. 6, 351f.; bd. 7, 243).

Ser vi igen på salmen ”O Kristelighed” (DDS 321) er nadveren netop beskrevet som et kærlighedsmåltid i vers 6-7. På en måde kan man læse eller synge, om man vil, vers 6-7 som en liturgisk teologisk eksegese, hvor Grundtvig forsøger at åbne nadverens mysterium for de syngende. Det bliver især tydeligt i vers 6, hvor Grundtvig bruger ”velsignelsens kalk” som er en direkte henvisning til sin tids ordlyd i nadverritualet. I det øjeblik, hvor kalken velsignes med indstiftelsesordene, er nadveren således en ”livdrik på jorden”, som nærer troen, håbet og kærligheden. Populært sagt er nadveren i den sammenhæng en slags ’rejsekost’ til livet som kristen, som skal styrke og nære det kristne liv, som dåben er en begyndelse på. I vers syv udfolder Grundtvig poetisk sin tanke om nadveren som en forsmag på det evige liv og den fuldkomne kærlighed. I nadveren forenes de kristne med Herren og med hinanden i ”det evige liv i fuldkommenheds bånd”, som Helligånden ligefrem slynger rundt om nadvergæsterne (jf. DDS 467, v. 8), så de bliver oplyst om det evige liv, og får lyst til at gå ud og tage del i kristenlivet (v. 7). Nadveren er en forsmag på Guds kommende rige og som sådan en stadfæstelse af det kristne fællesskab samt et middel til livets opretholdelse. Af den grund kan og bør de kristne ifølge Grundtvig bryde ud i ”fryderåb”, istemme et ”Halleluja for Herrens bord” (DDS 466 v. 8 og 10) og takke og ære den treenige Gud, for det de bliver givet og får del i ved nadveren. Salmerne er på den måde, ligesom hos Luther, med til at understrege nadverens eukaristiske aspekt.

Brød og vin nybeskrevet

At nadveren først og fremmest har livet som fortegn – både dette og det evige – og at nadveren således er livsopretholdende, bliver yderligere accentueret i Grundtvigs udlægning af elementerne. I sin nybeskrivelse af elementerne og af, hvad der sker i nadveren, trækker han både på velkendte bibelske skabelsesmotiver men også motiver, som kan genfindes i den klassiske kristne liturgiske ikonografi. På den måde udvikler Grundtvig en slags sakramental realisme, hvor han ud fra sin stærke forståelse af Åndens livgivende virkning sammen-væver det himmelske og jordiske – det guddommelige og menneskelige. Både i salmerne og i sine prædikener, som er holdt i forbindelse med altergangen om onsdagen og skærtorsdagsgudstjenester, hvor Grundtvig ikke overraskende typisk prædiker over nadveren, kalder Grundtvig fx nadverbrødet for ”Livets brød” (GP bd. 1, 303) andre steder taler han om ”Himmel-brød” eller ”Brødet fra Himlen” ligesom han om vinen kan kalde den ”Paradisvin” (se GP bd. 3, 121; 144; bd. 5, 358ff.; Bd. 2, 134), som elementer, der fryder og styrker nadvergæsterne.

Den treenige Gud kan meddele sig selv i det materielle og skabte, netop fordi det skabte er Gudsskabt og dermed allerede fra skabelsens side er en ”forudspejling af” (Allchin 2002, 141) det guddommelige. På baggrund af sin skabelsesteologiske sakramentale realisme, hvor det materielle, brødet og vinen ”tages op og indføjes i Kristi legemes og blods himmelske virkelighed” (Allchin 2002, 141), kan Grundtvig også flere steder beskrive nadveren med en henvisning til skabelsesberetningen fra Første Mosebog kapitel 2, hvor han i sine prædikener specifikt bruger begreberne ”Kiød og Been”. Et eksempel er Grundtvigs onsdagsprædiken til altergangsgudstjenesten den 7. juli 1841, hvor han pointerer, at i nadveren forenes nadverdeltagerne med Kristus og får:

Deelagtigheden i hans eget Legeme og Blod, der giør os til Kiød af Hans Kiød og Been af Hans Been, hvis Kiød saae ikke Forraadnelse og hvis Been maatte ikke brydes; men med Rette siger Apostlen, det er en stor Hemmelighed, at Herrens Menighed, som Hans Brud, bliver Kiød af Hans Kiød og Been af Hans Been, ligesom Eva af Adams, det er en dyb Hemmelighed, der aldrig faaer Liv og Kraft hos os, med mindre den Helligaand opliver og bekræfter den” (GP bd. 2, 285 se også bd. 1, 38, bd. 5, 16ff.).

I denne sammenhæng er det interessant at se, hvordan Grundtvig kobler sin forståelse af kødets opstandelse sammen med en henvisning til skabelsesmyten. Ligesom Eva blev skabt og levendegjort ud af Adams ben og kød bliver nadverdeltageren ved nadveren delagtiggjort i Kristi opstandelseslegeme. Samme forståelse af nadveren gør sig gældende andre steder, hvor Grundtvig støtter sig til et andet skabelsesmotiv, nemlig livets træ. I onsdagsprædikenen til 1. september 1841 beskriver Grundtvig, at indstiftelsesordene er ”Aand og Liv, det Ord bliver en Livskilde i det troende Hjerte, som aldrig udtørres, men springer med et evigt Liv, forvandler Ørken i vort Inderste til et aandeligt Paradis med Livets Træ, det sande Vintræ, som er Jesus Christus, og dette Træ, som er godt fra Roden til Toppen, det bærer ogsaa lutter gode Frugter i vort Levnetsløb, thi Andens Frugt er Kiærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Godhed, Mildhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afhold” (GP bd. 2, 344).

I et skabelsesteologisk perspektiv er det interessant at se, hvordan Grundtvig henter tankegods til sin nadverteologi i skabelsesmyten. Første gang vi hører om at spise i skabelsesmyten er det i forbindelse med en befaling om ikke at spise af ”træet til kundskab”, for det fører ikke alene til kundskab om ”godt og ondt” men også døden (1 Mos 2, 17), og at Adam og Eva netop spiser af dette træ og uddrives af Edens have (1 Mos 3). I modsætnings til det gamle testamentes forbud om at spise kommer der i det nye testamente et påbud om at fejre nadver sammen (Matt 26, 26-29; Mark 14, 22-25; Luk 22, 17-20 og jf. 1 Kor 11, 23-26). Hos Grundtvig kobles de to ’spiseregler’ sammen, og det ny testamentes nadverindstiftelse og kirkens fortsatte brug af nadveren bliver på den måde modsvaret på det gamle testamentes forbud og dermed en kilde til livets opretholdelse og hos Grundtvig nærmest ”paradisiske tilstande”.

Opsamling

Bortset fra nuanceforskelle i deres skabelsesteologi og teologiske antropologi var Luther og Grundtvig enige om at forstå nadveren som en udveksling mellem den treenige Gud og mennesket, der havde betydning for menneskets relation til Gud, til andre mennesker og verden. Som sådan kan nadveren forstås både som en tilbagevenden til en oprindeligt tiltænkt tilstand af nærhed til Gud, en forening af ånd og natur og et middel til livets opretholdelse. Det er et måltid, som også adskiller sig fra andre måltider. Dels er det et måltid, som gør det muligt for mennesket at ’se og smage’ at den Gud, der i nadveren meddeler og giver sig selv, er god, kærlig og nåderig, og dels er det et måltid, der sender mennesker ind i verden og giver dem en udadvendt etos: at leve i inderlig kærlighed, indbyrdes tilgivelse. På den måde er nadveren et udtryk for en kosmologi. At deltage i nadveren er i sig selv en orientering mod den treenige skabende og opretholdende Gud og samtidig en orientering mod verden og menneskers daglige indbyrdes liv i den skabte verden.

Eller med Ronald F. Thiemanns ord, da han beskrev reformatorernes sakramentale realisme, skulle nadveren skabe en "korsformet linse, hvorigennem man kan se og handle i verden" (Thiemann 2014, 41). På et dybtgående plan kan både Luther og Grundtvig ses at fremme en forståelse af, at nadveren sætter nye standarder ikke bare for kirken som et fællesskab af troende, men endnu mere for menneskets eksistens i verden. De forstærker en sakramental struktur af den virkeligt næværende Kristus, som giver sig selv til mennesker i brød og vin, og af mennesker, der modtager i tro og tillid og i videre forstand på den måde giver sig selv til Gud og sine medmennesker.

Inddragelsen af almindelige elementer i den kristne liturgis mest afgørende handling kan meget vel ses som en banet vej for en eukarisering af det almindelige liv. Nadveren fremmer den opfattelse, at trods det, der truer livets opretholdelse og trods erfaringen af, at tilintetgørelsen lurer lige om hjørnet, så er der et sted, hvor Gud åbenbarer sig midt i det skabte, hvor mennesket kan anråbe og rette sin tak, klage og nød til Gud og samtidig få en erfaring af, at de står på hellig grund, hvor Guds løfte og tilliden hertil leves ud og leves med.

Litteratur

Allchin, Arthur Macdonald, 2002. Grundtvigs kristendom: menneskeliv og gudstjeneste. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag

Gregersen, Niels Henrik 2016: Den generøse ortodoksi. København: Eksistensen.

Gregersen, Niels Henrik et al. 2017: Reformation Theology for a Post-Secular Age: Løgstrup, Prenter, Wingran, and the Future of Scandinavian Creation Theology. Vandenhoeck & Ruprecht.

Grundtvig, N. F. S. Dansk Kirke-Tidende 1847.

Holm, Anders 2020: ”Konservativ men liberal”. I: Kritisk forum for praktisk teologi 160. København: Eksistensen, 45-61.

Holm, Bo Kristian 2006: Gabe und Geben bei Luther. Das Verhältnis zwischen Reziprozität und reformatorischer Rechtfertigungslehre. Walter de Gruyter, Berlin, New York.

Holm, Bo Kristian 2023: ”Det legemlige promissio. Socialitet som nøgle til Luthers nadverskrfiter”. I Dansk Teologisk Tidsskrift 86. København: Eksistensen, 3-39.

Johansen, Kirstine Helboe 2006: ”Skabelse og frelse i gudstjenesten”. I Kritisk forum for praktisk teologi 103. København: Eksistensen, 2-11.

Josuttis, Manfred 1991: Das Weg in das Leben: eine Einführung in den Gottesdienst au verhaltenswissenschaftlicher Grundlage. München: Chr. Kaiser

Kjærgaard, Jørgen og Ove Paulsen 2017: Luthers salmer på dansk. Tekst, melodi, liturgi og teologi. København: Eksistensen.

Kjærgaard, Jørgen og Peter Weincke 2022: Liturgi 1. Grundbog til folkekirkens gudstjenester og kirkehandlinger. Gudstjenestens og Kirkehandlingernes historie. København: Eksistensen.

Lathrop, Gordon 1998: Holy Things: A Liturgical Theology. Minneapolis: Fortress Press.

Lathrop, Gordon 1999. Holy People: A Liturgical Ecclesiology. Minneapolis: Fortress Press.

Luthers skrifter i udvalg bd. 2. Skrifter om Kirke og Gudstjeneste red. af Regin Prenter. Købenahvn: Gads forlag.

Nielsen, Bent Flemming 2020. Højmessen. Historie og teologi. København: Eksistensen.

Nielsen, Kjeld Slot 2021: “Nadver: “Du tog vor skyld og bar vor skam””. I: Skam. Et forsømt aspekt ved krsitendommen red. af Mikkel Gabriel Christoffersen og Kjeld Slot Nielsen. København: Eksistensen, 143-167.

Rønkilde, J. B. et al. 2018: “Eucharist – a social practice?”. I Studia Theologica. 72, 2, 155-172.

Schattauer, Thomas H. 20006: “From Sacrifice to Supper: Eucharistic Practice in the Lutheran Reformation.” I The Eucharist in the Reformation: Incarnation & Liturgy red. Af Lee Palmer Wandel. New York: Cambridge University Press, 206-39.

Schmemann, Alexander. 1973 [1963]. For the Life of the World. New York: St. Vladimir´s Seminary Press.

Thiemann, Ronald F. 2014: The Humble Sublime: Secularity and the Politics of Belief. London:

Tauris.

Villadsen, Holger 2022: Baggers Alterbog 1688. Forhistorie, indledning og tekstudgave. Hellerup: BoD – Books on Demand.

Forkortelser:

DDS: Den Danske Salmebog 2005København: Det Kgl. Vajsenshus´ Forlag.

US: Grundtvigs Udvalgte Skrifter bd. 1-10. Udg. af Holger Begtrup. København: Gyldendal. 1904-1909

GVU: Grundtvigs værker i udvalg bd. 1-10. Udg. af Georg Christensen og Hal Koch. København: Gyldendal. 1940

GP: Grundtvig Prædikener i Vartov bd. 1-8. Udg. Af Jette Holm, Elisabeth A. Glenthøj, Lars Toftdahl, Leif Kallesen, Johannes B, Gletnhøj i samarbejde med Christian Thodberg. København: Forlaget Vartov 2003