Begrebet fællessang har haft en fremskudt plads i både medier og bevidsthed gennem de seneste par år, men hvordan kan det egentlig være? For mig at se drejer det sig både om en tendens i tiden, en fælles kultur og en fornemmelse af samhørighed. Vi synger sammen som aldrig før, men hvordan har det lydt inden for kirkens mure sammenlignet med udenfor?
Fællessangen under conora-perioden
I sin velkendte form har fællessangen haft vanskelige vilkår under den corona-pandemi, hvor fælles sanglig udfoldelse i perioder har været frarådet i det offentlige rum. Til gengæld havde den virtuelle fællessang kronede dage, fordi der var lagt op til fællessang hjemme i stuerne, når forskellige musikere ledte an i sangen fra fjernsynet fredag aften i bedste sendetid. Også morgensang på tv var et fast indslag i den periode, vi kan se tilbage på, og som helt sikkert fik mange danskere til at synge med på sange af mange slags – højskolesange, popballader, melodigrandprix-hits, salmer og meget mere. I de klip, som folk selv sendte ind til tv-udsendelserne, kunne man se og høre, at danskerne sang med hver sit næb, hvilket skabte en egentlig fællessang, frigjort fra tidens tendens til, at ethvert sangligt udtryk bliver vurderet ud fra solistiske kriterier – som det har været gjort i forskellige konkurrenceprægede underholdningsprogrammer (X-Factor, Voice med flere). At der i 2020 var planlagt en række alsangs-arrangementer i anledning af fejringen af 75-året for Danmarks Befrielse (som i flere tilfælde blev udskudt til 2021), bidrog også til et fokus på fællessangen som det samlingspunkt og udtryk for en fælles intention og vilje, som den udgjorde under besættelsen.
Fællessangens kulmination
På den måde har fortidens og nutidens samfundsmæssige vilkår bidraget til, at den danske fællessang har oplevet en stor udbredelse, som jeg ikke vil tøve med at kalde en kulmination, i det seneste par år. Som bekendt udkom dens håndgribelige udtryk, Højskolesangbogen, i en ny udgave (den 19. af slagsen) i november 2020.
At fællessangen synes at have været så umådelig populær gennem corona-perioden, skyldes efter min opfattelse ikke udelukkende de nævnte begivenheder, der har opfordret danskerne til at synge sammen. For mig at se er det kulminationen på en udvikling, der har fundet sted over det seneste par årtier, og som har fundet sit udtryk i en lang række fællessangsarrangementer – dygtigt ledet af højskolefolk, musikere og andre, der har fået folk til at samles med det formål at synge sammen. Jeg er imidlertid også overbevist om, at denne fællessangsbevægelse også er næret af en dybtliggende, folkelig forståelse for, at vi i Danmark har en sangtradition, som skal føres videre, hvis vi ikke skal miste den – og en sangskat, som er nødt til at blive formidlet og fornyet for at kunne leve videre. Interessant nok var det familierne med lidt større børn, der tonede frem på klippene hjemme fra stuerne fredag aften i bedste sendetid – fordi forældrene tilhører den generation, som netop ikke har oplevet morgensangen som et naturligt indslag i deres skoletid. Måske er det netop der – midt i livet – at man får øjnene op for de værdifulde traditioner, der byder sig til som tynde, røde tråde i vores tilværelse?
Fællessangen i folkekirken
Samtidig var der på en helt anden måde fokus på fællessangen i folkekirken, fordi deltagerantallet ved gudstjenester og kirkelige handlinger som bekendt var begrænset som følge af areal- og afstandskrav. Desværre var sangen en af hovedårsagerne til nedlukningen i kirkerne, fordi man udsender bittesmå dråber (aerosoler), når man synger – så der var vigende tilslutning til gudstjenesterne, også inden det i de første måneder af 2021 blev anbefalet ikke at synge ved dem. Det gav så endnu et fokus på fællessangen, fordi den reelt forsvandt. Kirkesangere og kor måtte imidlertid gerne synge (under regulerede forhold), hvilket resulterede i, at salmer for en tid blev noget, man lyttede til. I begyndelsen af 2020, hvor der var helt lukket ned for gudstjenester, kunne man synge med hjemmefra, når der blev transmitteret om søndagen, eller hvis man valgte at følge en af de virtuelle gudstjenester, som blev optaget rundt omkring i landets kirker – ikke sjældent under medvirken af organist og kirkesanger eller -kor.
Den manglende fællessang i kirken
I Haderslev Stift har jeg (som medlem af Kirkemusikalsk Stiftsudvalg) været med til at foretage en undersøgelse, der ved hjælp af fokusgruppeinterviews har haft til formål at indkredse betydningen af den manglende salmesang i de første måneder af 2021. Den er i skrivende stund ved at blive behandlet og peger på en række hovedpunkter. Det er helt generelt, at mange kirkegængere har savnet i fællesskab at måtte synge salmer ved gudstjenesten, og det antydes, at enkelte har valgt ikke at gå til gudstjeneste, når der nu ikke måtte synges. At man som erstatning har kunnet lytte til salmerne, sunget af kirkesanger eller kor, har for nogle været en skuffelse, fordi det blev tydeligt, at man jo var udelukket fra at synge med. Nogle kirkegængere har imidlertid ytret sig positivt over, at man fik lejlighed til at lytte til salmens tekst, hvilket er vanskeligt, når man selv synger. Det har særlig været tilfældet de gange, hvor en salme er blevet reciteret ved gudstjenesten i stedet for at være blevet sunget. Endelig peger undersøgelsen på, at forårets komme bevirkede, at mange afsluttede især påskens gudstjenester med at gå udenfor og synge en salme.
Hvad skete der, da vi ikke måtte synge?
Hvad var det egentlig, der skete med fællessangen i kirken, mens den ikke måtte finde sted? Det var, som om den blev opløst i to af dens hovedbestanddele: på den ene side deltagelsen i det fælles, sanglige ind- og udtryk og på den anden side dens indhold, som den syngende (ideelt set) indoptager ved at reproducere og lytte til teksten. I den lutherske kirke er salmerne en af gudstjenestens væsentligste bestanddele og udgør tillige dens kropsligt set mest involverende element. Det forstærkes af, at vi – i begyndelsen af det 21. århundrede – står midt i en kropslighedens tilbagekomst i kirkelivet parallelt med, at samarbejds- og deltagelsesparadigmet har taget over. Altså: hvor det for et par generationer siden var ordets forkyndelse, der udgjorde gudstjenestens kerne, er det nu i højere grad altergangen og salmesangen – altså der, hvor man kan gå i kirke med kroppen. Det tyder i al fald på, at denne særlige periode i den danske gudstjenestes historie kan føre en slags bevis for det.
Relationen i og med fællessangen
Allerede Grundtvig havde fat i dette, da han i skriftet Om Religion og Liturgie (1828) skrev, at ”det, der i Kirke-Sangen opbygger og rører os, langt mindre er Psalmen i sig selv betragtet, end Menighedens inderlige Deeltagelse i Den”. Udsagnet lægger sig tæt op ad den klassisk-lutherske hævdelse af, at salmesangen i al væsentlighed er interaktion – for det første internt med de øvrige i menigheden og for det andet med Gud: Guds tjeneste for menneskene i evangelium og sakramenter over for menneskenes tjeneste for Gud i bøn, bekendelse og lovsang. Noget kunne tyde på, at dette aspekt af den fælles salmesang blev tydeligt under corona-tiden, fordi den gudstjenestefejrende menighed savnede at synge sammen. For selv om de kunne synge til en af de mange videoandagter, streamede gudstjenester eller transmitterede højmesser, manglede de at mærke det menneske, der lige ved siden af gør præcis det samme som én selv og i det øjeblik har fælles hensigt med sin sang. Den behøver ikke være skøn og fuldtonende, men kan også være en stille mumlen, en bladren i salmebogen eller usikre toner. Denne måde at forholde sig til den fælles salmesang er noget helt andet end at lytte til organistens smukke musiceren eller korets letforståelige diktion – det er ikke musik, det er salmesang sammen med næsten og til Gud.
Erstatninger for fællessangen
Hvad gjorde kirkemusikere og præster så i de perioder, hvor fælles salmesang ikke har været mulig (foråret 2020 og vinteren 2021)? Mange lavede som nævnt videogudstjenester eller -hilsner, hvor organist, kirkesanger og kor har spillet og sunget et par salmer. Man har naturligvis kunnet synge med som ved en gudstjeneste i overbevisningen om, at andre har gjort det samme i hjemmene. Men man har også kunnet lytte til melodien og ikke mindst teksten, der har været valgt for at indgå i et samspil med tekstlæsning og prædiken, hvorved salmen er blevet et lyrisk trosudsagn ved siden af bibelens ord og præstens udlægning. Enkelte steder har præsten lavet ’salmeprædikener’, hvor versene er blevet spillet og sunget som en del af prædikenen. På denne måde er salmen blevet ledsaget af kommentarer og udlagt som en bibeltekst, hvorved den er blevet tilkendt en langt mere fremtrædende plads end ved en almindelig gudstjeneste.
Salmen uden melodi
Selv om salmen er defineret som en sunget helhed af tekst og melodi, forsøgte man nogle steder at lade salmeteksten stå uden dens musikalske iklædning. Der er sket en fremhævelse af salmens tekstlige indhold, der ofte må stå i anden række under fællessangen, eftersom den syngende er fuldt optaget med at udsige teksten og samtidig udføre melodien. Nogle steder blev salmeteksten reciteret hen over eller ind imellem kirkemusikerens improvisationer over melodien, således at teksten stod frem mod et genkendeligt klangtæppe; lidt i stil med genren ’jazz and poetry’, hvor tekst og musik spiller sammen på en anden måde end i fællessangen. Andre steder kunne det være menigheden, der fremsagde teksten i fælles rytme, og ved denne fremgangsmåde lagde man sig relativt tæt op ad den ’normale’ fællessang, idet menigheden selv reproducerede salmens ord, blot uden melodi. Denne fremgangsmåde er inspireret af veksellæsning af davidssalmer, og har kunnet tilrettelægges efter salmens opbygning – således har man eksempelvis kunnet lade mindre grupper læse versene, mens alle læste omkvædene. Om det lykkedes at få menigheden til at læse teksten i takt, gjorde ikke så meget; det vigtigste har – også i denne måde at realisere salmen som noget fælles på – været, at alle tog salmens ord i deres egen mund.
Salmesangen i kirken og sofasangen foran fjernsynet
Har fællessangen fredag aften og søndag formiddag på nogen måde interageret gennem corona-pandemiens tid? Og endnu væsentligere: Har de noget at berige hinanden med fremover?
Den folkelige fællessang i det 21. århundrede finder sted under andre vilkår end den gjorde det i det 20. århundrede, altså for to-tre generationer siden: dengang sang man, når man mødtes i foreninger og til fester, mens man nu mødes med det formål at synge sammen.1 Man kan sige, at fællesskabet dengang var etableret i og med de sammenhænge, hvor fællessangen var en del af det øvrige samvær, mens fællessangsarrangementer i dag skaber et øjeblikkeligt og stærkt fællesskab, støttet af oplysende oplæg til sangene og dygtige musikere til at akkompagnere.
Der er ingen tvivl om, at perioden har vist, at længslen efter fællessang har været stor – og at fællessangen har bredt sig så langt ud i befolkningen, at den er blevet en bevægelse eller en ’trend’. De syngende fællesskaber måtte finde andre steder end kulturhuse og kirker – og etablerede sig foran skærmene i hjemmene, i al slags vejr på kirkegårdene og inde i folks bevidsthed, mens de læste eller lyttede.
Parallelt med den ovennævnte udvikling inden for fællessangen de seneste par årtier, valgte man med højskolesangbogens 18. udgave i 2006 at udelade afsnittet ’salmer’. Det betød dog ikke, at der nu ikke længere var salmer i ’den blå’ – de var blot fordelt ud i andre afsnit, primært i afsnittet ’tro’, men også under ’året’, ’morgen’, ’aften’ og selvfølgelig ’bibelhistorien’ samt enkelte i andre afsnit. Som følge af, at årstiderne på vore breddegrader følger og illustrerer kirkeåret på bedste vis, er der en række salmer, der er kommet til at stå ved siden af den store årstidssange – og hvad angår morgensangene er de faktisk i vidt omfang tillige salmer. På denne måde er der ikke bare ofte en glidende overgang mellem, hvad der er en sang og en salme – flere salmer synges også, fordi de knytter sig til livets og årets rytme. Derved er salmerne også sange, og det er derfor naturligt at synge dem også uden for kirkens rum – måske er der mange, der end ikke opdager, at vi synger en salme, når vi synger ’I østen stiger solen op’?
Hvad har coronaperioden vist os om salmesangen?
Selv om vi skrivende er få uger fra, at pandemien har varet to år, er det endnu for tidligt at sige noget om, hvordan danskernes behov for fællessang måtte have ændret sig i denne periode. Nogle få har erhvervet sig en skepsis over for det at synge i fællesskab med andre mennesker, fordi det altid vil udgøre en smitterisiko (uanset hvilken virus, der er i omløb), men efter min opfattelse har oplevelsen af at synge sammen generelt set trumfet denne skepsis – i al fald ved folkekirkens gudstjenester. Klip af syngende danskere fredag aften i bedste sendetid og diskussioner om, hvem der nu var den bedste sangvært på tv. Spredte fortællinger om kirkegængere, der ikke helt havde forstået anbefalingen om ikke at synge med på salmerne og en lang række forsøg på at inkludere salmer i de korte videoer, som folkekirkeansatte brugte mange timer på at få produceret. Det vidner om, at engagementet i og glæden ved fællessangen næppe har lidt noget knæk under det seneste par års fællessangsmæssige undtagelsestilstand.
Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC-BY 4.0)
