Skip to main content
SearchLogin or Signup

Livet er en kamp

Published onNov 02, 2021
Livet er en kamp
·

Livet er en kamp

- om feltpræstens forkyndelse gennem bøn og bibellæsning

Stine Munch

Denne artikel handler om bøn i feltpræstens forkyndelse. For at feltpræstens brug af bøn i forhold til soldaterne skal være troværdig, bliver feltpræsten, efter min mening og for min egen del, nødt til selv at have en såkaldt fromhedspraksis med bøn og bibellæsning. Derfor vil en del af denne artikel dreje sig om netop det. Det skal være sagt med det samme, at artiklen har et tydeligt personligt præg, idet den tager afsæt i mine erfaringer fra i alt ti år som værnspræst i flyvevåbnet og hæren. I den forbindelse har jeg tre gange været udsendt til internationale militære missioner, nemlig til Libyen-missionen i 2011 med base på Sigonella-flybasen på Sicilien, til Afghanistan i 2015 med base i byen Mazar-e-Sharif og til Natos fremskudte tilstedeværelse i Baltikum med base i byen Tapa i Estland, 2020-2021.

Fundamental virkelighed

Som barn strejfede jeg meget omkring på markerne og ved havet sammen med min hund. Ind imellem indfandt der sig en trang til at bryde ud i bøn eller lovsang for Gud. Som barn havde jeg en grundlæggende glæde og et meget naturligt og frimodigt bønsliv. Desværre har jeg ikke kunnet tage denne glæde og frimodighed uskadt med ind i voksenlivet. Det sker naturligvis, at jeg beder den klagendes bønner, når jeg føler mig forladt af Gud og mennesker. Der har endda været perioder, hvor jeg har vendt Gud ryggen, fordi han ikke lyttede. Men troen på Guds eksistens har jeg aldrig opgivet, og på forunderlig vis er bønnerne altid vendt tilbage, tøvende, måske endda i mistillid, men alligevel har bønnen, på kort eller lang sigt, givet mig styrke til dette uregerlige menneskeliv.

Jeg tror, det er, fordi Guds nærvær er tilværelsens mest fundamentale virkelighed. Derfor er bøn det mest virkelighedsnære, mennesket kan tage sig til, for mennesket er omsluttet af Gud, hvad enten man beder eller ej, tror eller ej, søger Gud eller ej. Men ved at gøre bønnen til livets ilt og næring bliver den bedende mere og mere bevidst om Guds nærvær.

Hvad er bøn?

Bøn er langt mere end at søge fred og trøst. Det er en øvelse i at have hjemme, hvor man end er. En åndelighed, som søger oplevelser, bidrager kun til at forøge menneskets rastløshed. Mange søger hele tiden mod det sted – til det kursus, den mission, den næste ambition – hvor de mener at finde den største trøst og den dybeste fred.

Når hvilen derimod findes i, at Guds nærvær er den mest fundamentale virkelighed, som slår al anden mening og ambition, og man bliver hjemmehørende dér, bliver den troende samtidig hjemme overalt. Også som feltpræster, fremmede i Forsvaret, blandt soldater, der ofte ikke forstår, hvorfor vi er med, både ude og hjemme. Ja, hjemme i livet, som det former sig for os hver især. At have hjemme hos Gud på den måde åbner også ind til større rummelighed overfor næsten.

På Jesu tid var bøn en meget væsentlig del af samfundet. Jøderne var et religiøst folk, så alle havde lært noget om bøn; fra synagogen, fra templet, privat, offentligt, i hjemmet, alle vegne var der bøn.

Og så kommer Jesu disciple, som jo var unge mænd og børn af dette religiøse samfund, med et spørgsmål. Dybt religiøse mennesker, som er vokset op med bøn, offentlig bøn, privat bøn, alle slags bøn, og siger til Jesus:

Herre, vil du ikke lære os at bede? Ligesom Johannes har lært sine disciple at bede (Luk 11,1).

Lær os at bede! Det er fantastisk, at disciplene kom til Jesus og bad ham om at lære dem at bede; at de stillede det spørgsmål. For så er det ikke kun mig eller os som voksne, troende mennesker, der har brug for at spørge Gud, hvordan man beder. Som bekendt lærte Jesus disciplene Fadervor. Men pointen er to ting: Vi kan lære at bede, og det, vi skal lære, kommer til os udefra, ikke inde fra os selv.

Bed Fadervor, den rummer sådan set alt; det var vel, hvad Jesus sagde. Derudover havde Jesus også en hel undervisningslektion i bøn, nemlig i Matt 6,5, hvor han siger: ”når I beder”, ikke ”hvis I beder”. Jesus forudsætter altså, at dem, der følger ham, beder.

Der er masser af historier om bøn i Bibelen, og jeg vil fremhæve et par af dem:

I 1 Sam 1, om Hanna, der var barnløs.

Hanna var gift med Elkana, som også var gift med Peninna. Peninna havde børn, men Hanna var barnløs og bad i sin fortvivlelse i templet. Hun græd højt og bad længe, og imens sad præsten Eli og holdt øje med hende. Han kunne ikke høre, hvad hun sagde, men se, at hendes læber bevægede sig. Præsten troede, hun var fuld, og han sagde så til hende: ”Hvor længe vil du være beruset; se dog at blive ædru”! Hanna bad altså med så stor følelse, at præsten ikke kunne forestille sig andet, end at hun var fordrukken. Og Hanna svarede da også: ”Jeg har hverken drukket vin eller øl, men jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt”.

Hannah krængede sit hjerte ud i bøn, plagede Gud, bankede med al kraft på himlens port, kastede sig ned. Spørgsmålet er her: Hvad er god opførsel? Hvad er passende?

Hannah brød reglerne, og min pointe med at tage denne historie frem er, at over for Gud må man hyle og skrige og være desperat.

Et andet eksempel på bøn er om farisæeren og tolderen i Luk 18,9-14.

Farisæeren siger en lang remse om, hvor heldig han er, at han er sådan et retskaffent og hæderligt menneske, som husker at gøre alt det, man skal.

Tolderen siger meget få ord: Gud – vær – mig – synder – nådig! Det er nok. Så bøn kan bedes på alle tænkelige måder, man behøver ikke at lade munden løbe eller være et helt særligt retskaffent menneske.

Bøn som praksis i internationale missioner – og i livet.

Jeg tror, bønnen fødes af forundring. Både i glæde, sorg og krise: Hvorfor er livet sådan her? Hvorfor er det så godt? Hvorfor er det så ondt? Det er eksistentielle spørgsmål, som jeg i meget høj grad har mødt på de internationale militære missioner blandt soldater. Det er spørgsmål, som mennesker til alle tider har stillet og grublet over; som det findes i Bibelen:

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det? (Sl 8,4-5).

Og Paulus kan også afbryde sig selv midt i sine teologiske udlægninger og bryde ud i forundring:

O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! (Rom 11,33).

Denne forbavsende undren findes vel ofte hos børn, men desværre forsvinder den, for de fleste, med alderen, og mange bliver ”forvoksede” og tror, de kan gennemskue alt.

Måske er det på grund af denne undren, at Kristus siger, at børnene er de største i Guds rige. For det er i forundring, bønnen fødes. Hvis man vil øve sig i at bede, må man først øve sig i at undres som børn.

Det handler om at lægge livet frem for Gud som Guds barn, uanset hvad man har på hjerte og på samvittigheden. At man ærligt lægger sit liv i Gud Faders hænder og lytter efter hans svar; og som præst gør man det, også, sammen med menigheden.

Bønnens hemmelighed, kan man måske sige, er længsel.

Længsel efter Guds nærvær og tro og tillid til det.

Bøn i gudstjenesten

I den militære mission kommer bønnen først og mest til udtryk igennem gudstjenesten. Der er enkelte soldater, som er meget kirkevante, men langt de fleste er ikke. Derfor har jeg forsøgt at skrive gudstjenestens bønner ind i den kontekst, vi befandt os i: i missionen, i det konkrete fællesskab blandt soldaterne, i verden og i forhold til savnet til de pårørende. De kontekstuelle bønner har den svaghed, at de bliver skrevet på mine mere eller mindre tvivlsomme talenter udi liturgiske formuleringer, men styrken er, at de spejler soldatens liv i missionen. Og da bøn skal komme fra hjertet og give mening nu og her, har jeg holdt fast ved de frit skrevne bønner.

I en ”blød” mission som Nato-missionen i Estland, kan der være mange gnidninger personellet imellem og meget brok over ting i Forsvaret, som man ikke kan gøre noget ved. Der er ingen ydre fjende – bortset fra kedsomheden…

Denne kontekst prøvede jeg at flette ind i følgende bønner, som jeg brugte som indledningskollekter:

Kære Gud. 

Jeg kan ikke holde ud, når ting ikke går som jeg vil.  

Og det værste er, når jeg intet kan stille op! 

Herre, hjælp mig til at lade livet komme til, også når jeg helst vil være fri for det, der sker. 

Hjælp mig til at acceptere afmagten, og, jeg beder dig, slip mig aldrig!  

Husk, at du har lovet at være med os.  

Altid.  

Herre, vi takker for det store under, at du kom til vor verden, for at dele liv og kår med os. 

Hjælp os til at give den kærlighed videre, som vi får af dig for ingenting.

Amen.

Kære Gud, himmelske far.

Tak for livet. Tak for alt hvad du giver os. Tak for fællesskab og venskab.

Tak fordi, de andre bærer over – igen og igen.

Hjælp os med at bære vore egne byrder, og bliver byrderne for svære, så giv os mod til at spørge efter hjælp – og kræfter til at bære for hinanden.

Vi beder dig: Genoplad os, Gud.

Amen.

Forbøn

I min sjælesorgspraksis hjemme i sognet spørger jeg altid konfidenten, om jeg skal bede for vedkommende. Hjemme har jeg stort set aldrig fået nej til det, men på den seneste mission blev der studset over det spørgsmål med undtagelse af et par gange.

Jeg tror blot, det hænger sammen med en uvanthed med forbøn, og ikke desto mindre mener jeg, at man skal holde fast i at tilbyde forbønnen. Jeg tror også det forventes af en præst, for hvis ikke præsten skal bede for folk, hvem skal så?

Men hvordan skal man bede for andre?

Bibelen har mange eksempler på forbøn. Abraham, som bad for Sodoma, Jesus, der siger til Peter, at han vil bede for ham at hans tro ikke skal svigte, og Paulus, som gang på gang i sine breve fortæller om sin stadige forbøn for menighederne. I Jakobsbrevets 5. kapitel står der meget om forbøn; der er således en klar nytestamentlig tradition for det.

Jeg har haft flere samtaler med mennesker, som først kommer til præsten efter at have konsulteret stort set alle andre former for terapi og alternative behandlinger, og måske ved de også, rent analytisk, hvad der er problemet. Men terapien hjælper ikke. Det, de har brug for, er et ritual for forvandling eller med andre ord ”noget helligt”, noget uden for dem selv, uden for mennesket. Og det er efter min opfattelse derfor, kristendommen her har noget at sige, fordi her er håbet uden for én selv.

I sjælesorgen betyder ordene noget. Den skrevne bøn, man kan læse og bede igen og igen, og gudstjenestens faste led kan være et hvilepunkt for kværnende tanker og formidle nye og overraskende indsigter, fordi så mange mennesker har været igennem det samme mørke som mennesker i dag og har beskrevet det i f.eks. Bibelens og salmebogens salmer.

Men hvad så, hvis jeg som præst ikke er vant til at bede og ikke ved, hvad jeg skal bede om?

Paulus skriver i Romerbrevet: ”Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje” (Rom 8,26-27).

Anderledes sagt: Det er åbenbart meget almindeligt ikke at vide, hvad man helt præcis skal bede om. Men det er ikke så dårligt, for én af sjælesørgerens vigtigste ressourcer er netop hjælpeløsheden. Den holder sjælesørgeren vågen og lyttende over for det menneske, vedkommende sidder med, og den holder vedkommende fast i afhængigheden af Guds ånd.

Lyt, og bed Gud hjælpe dig – som sjælesørger – så du forstår dit medmenneske bedst muligt og til det bedste for ham eller hende. Bed, også under selve samtalen, for den, der sidder over for, og for dig selv, at du må få givet, hvad du skal sige.

I stedet for at remse alt det op, man som sjælesørger synes, Gud skal gøre for dem, de beder for, kan man ganske kort nævne deres problemer, som da Maria og Martha sendte bud til Jesus: "Herre, den du elsker, er syg".

Det kan måske hænde, at folk siger: ”Du må altså ikke bede om det og det, for det vil jeg altså ikke”; og ligesom man i almindelig omgang med andre må respektere deres grænser og ønsker, så man som sjælesørger det også i forbønnen. Det ville naturligvis være forkert i forbøn at ville påtvinge den anden noget, som er imod dennes ønske, og derfor er det uhyre vigtigt at have ”gode ører”, inden man folder sig ud i fri forbøn.

Feltpræstens egen praksis

I missionen er mange dage ens, og det er derfor muligt at opbygge en rutine. Ja, det er faktisk nemmere end hjemme, fordi man kun har sig selv at tænke på; ingen børn og ægtefælle, hushold og kolleger.

Derfor har mit eget andagtsliv været mere regelmæssigt på udsendelser. Jeg tror også, det er godt, at menigheden/soldaterne ser, at feltpræsten læser i Bibelen og på den måde er et troværdigt, troende menneske. Det har naturligvis intet med moral eller det at være et godt menneske at gøre, men handler om at gå foran som den, der forkynder, at vi alle har brug for evangeliets nåde og livgivende ord for at overleve i den kamp, som selve livet er.

Med andre ord: Bibelens ord er vigtige at fordybe sig i, i livet og i livet med bøn og forbøn for andre. Jo mere man begriber, hvem Gud er, jo mere tager bønnen form af netop den erkendelse.

Hvis det troende og bedende menneske ikke fordyber sig i Guds ord, bliver bønnerne måske ikke alene begrænsede og overfladiske, men også løsrevet fra virkeligheden. Måske åbnes hjertet ikke for den virkelige Gud, men for det, der ønskes af Gud og livet. Hvis mennesket er overladt til sig selv, har det menneskelige sind en tilbøjelighed til at skabe en Gud, der ikke findes.

Hvis bønnen ikke er et svar til den Gud, man møder i Bibelen, taler man bare til sig selv.

I min studietid studerede jeg selvsagt Bibelens skrifter igennem de forskellige akademiske discipliner, man skal igennem på teologistudiet, men når jeg var færdig med den daglige studeren, lagde jeg Bibelen væk. Så orkede jeg simpelthen ikke at sidde med den længere. Og jeg må indrømme, at noget lignende gjorde sig gældende i de første år, jeg var præst.

Jeg tror, det er et ufrugtbart forhold at have til Skriften, hvad enten det er som udsendt feltpræst eller som sognepræst. Rent ud sagt: Det er sløseri og ignorance, og man må sætte ind med militær disciplin.

Ærligt talt var jeg derfor dårligt forberedt i de første år som præst og også på mine første udsendelser som feltpræst. Jeg forsøger stadig at rette op på det, særligt da jeg var udsendt senest. Det er ikke altid, det lykkes, men det er vigtigt i forhold til tjenesten som sjælesørger. Hvis ikke man skal øse af Guds ord, hvad skal man så øse af?

Bibel og bøn i feltgudstjenesten

Bibelen er fuld af historier om, hvad det vil sige at være menneske. Efter inspiration fra flyverpræst Lotte Boas besluttede jeg at fortælle bibelhistorier i gudstjenesten. Jeg begyndte ved Abraham og fortsatte så kontinuerligt, så langt jeg kunne nå, indtil missionen var slut. Udover at genopfriske menighedens bibelkundskab var meningen naturligvis også at videregive et gudsbillede, der giver plads til, at soldaterne udgør en broget skare, og at alle kan bruges. Soldater er ikke bare soldater, men har mange forskellige funktioner, og ingen kan undværes. Ligesådan i Guds store børneflok; og dette er rigt illustreret gennem de gammeltestamentlige historier. Den gud, der bedes til, er således en gud, der rummer alle, som de er, hvem de end er.

Ved en velsignelse forud for en stor international øvelse i Baltikum var det vigtigt at understrege denne pointe. Her skulle fællesskabet og sammenholdet testes og øves under pres, og det var derfor vigtigt at indprente soldaterne, at man skal turde at begå fejl og favne både sig selv og andre, når det sker. Her brugte jeg 1 Tim 1,7 (”For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed”) og prædikede:

“Vi ikke er feje! Det gælder på sådan en øvelse, som I står foran nu, det gælder, når det er helt skarpt, og det gælder i livet, som det er.

Selvfølgelig fejler vi af og til, selvfølgelig tager vi indimellem den forkerte beslutning; men vi skal videre, fremad, i stedet for at holde os fast i vore fejl.

Modige mennesker tør godt begå fejl. Besindige mennesker lærer af fejlene og bliver stærkere. Vi bliver hele tiden bedre, når vi kaster os ud i ting, fejler og raser videre. Det skal give os mod på at give os i kast med det uregerlige liv, med de chancer og risici det indebærer.  

For i morgen angriber vi igen! Uanset, så må vi rejse os op igen, børste støvet af, hanke op i vores stumper og hinanden, og gå videre ud i den krig og kamp, som ikke bare øvelsen her er, men som også livet er.

På den måde er vi evig og altid soldater.

I tjeneste eller ej. Og vi skal ikke være bange, men modige, for Gud har lovet os at være med os, også når vi farer vild og lider nederlag.

For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.”

Udsendelsesandagten indeholdt naturligvis også bøn og velsignelse. Jeg skrev denne bøn, som jeg holdt fast ved, ved de forskellige udsendelser forud for øvelser.

Gud.

Livet er en kamp. Vi vinder lidt frem for igen at blive og slået tilbage.

Men du, Gud, har lovet, at du er med os under alle livets slag.
Hjælp os, at stole på det løfte som vi fik i dåben.

Hjælp os, at åbne ører, hjerte og sind for ordet om befrielsen i Jesus Kristus.

Amen

Konklusion

Ignatius af Loyola var som tidligere soldat meget disciplineret og sagde (frit efter hukommelsen): ”Stands op tre skridt foran din bønsplads, og betænk, hvem du træder frem for”. Det mener jeg, at man kan oversætte til, at det er vigtigt med disciplin i forhold til bøn og således også i feltpræstens virke i missionen. Det er Gud, vi feltpræster har at gøre med, og det er vores ansvar at forkynde evangeliet.

Lige såvel som soldaterne hver dag har ting, de skal passe, for at missionen fungerer, således har vi feltpræster det også – som soldaternes åndelige vejledere.

Bøn og fordybelse i Skriften er ikke så meget vores påkaldelse af Guds opmærksomhed. Det er i højere grad, at vi retter vores opmærksomhed mod Gud, så vi kan høre, hvad han vil sige til os. En sådan opmærksomhed på Gud skal gerne blive til en opmærksomhed på næsten, fordi tjeneste for Gud altid er tjeneste for næsten. At være åben og årvågen for Guds stemme gennem bøn og bibellæsning kan derfor hjælpe os som mennesker, både præst og læg, til at bevæge os ud af vores selvoptagethed. Skriften åbner os for det, der er større end os og ligger uden for os selv, både i den internationale militære mission og hjemme – og vi vil bedre kunne varetage vores tjeneste, hver på vort sted i det kald, der blev vort.

Note: alle bibelcitater er hentet fra 1992-oversættelsen.

Comments
0
comment

No comments here