Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

Dådyrramte af panik - et essay om Simon Grotrians salmer

Published onMar 11, 2022
Dådyrramte af panik - et essay om Simon Grotrians salmer
·

Dådyrramte af panik – et essay om Simon Grotrians salmer

Hanne Marie Houkjær, cand.theol.

Det var lige før påske et af de første år jeg var præst. Jeg skulle prædike alle påskedagene og begyndte bagfra med anden påskedag, så jeg ikke risikerede at miste pusten, inden jeg nåede til påskedag. Men det lod sig selvfølgelig ikke gøre. Jeg indså, at jeg var nødt til at gennemleve påskens drama forfra; begynde med forventningen, nærme mig afskeden, gå gennem mørke og død, inden jeg kunne nå frem til livets sejr påskedag. Få dage før påske var jeg stadig på bar bund og greb ud efter avisen. Da faldt jeg over en artikel om en digter, jeg nok havde hørt om, men ikke læst. Det var Simon Grotrian, og jeg blev så grebet, at jeg brugte en halv dag på at få fat i bogen. Jeg søgte efter et ord eller et billede, som kunne give mig et afsæt for mine påskeprædikener, og jeg havde en klar fornemmelse af, at hér var noget. Jeg fandt et helt nyt sprog og en digterstemme, der tydeligvis ikke startede bagfra, men som selv havde erfaret torsdagsangst, fredagsmørke, lørdagstomhed, søndagsglæde og den kendte ukendte Emmaus-stemme, som kan vække genkendelse på tvivlens og tomhedens veje. 

Jeg husker ikke længere, hvilket digt der denne påske inspirerede mig til at skrive, men jeg husker den påske, hvor jeg læste salmen Livet har et fredagssmykke og blev helt overrumplet over, hvor stærkt et billede det er, at vi bærer lidelsen som et smykke:

”Livet har et fredagssmykke
uden verdens held og lykke
korset banker pulsen fremmed
derfor blir et barn forgræmmet”.

Hvem bærer ikke et langfredagssmykke, uden på tøjet, tæt på huden eller under huden? Jeg prædikede den påske om menneskets fredagssmykker. For derefter i Grotrians salme Den styrtende flamme at blive mindet om, at ”mørket er en si, og lyset kan springe / på stenenes vinge, når glæden går ind / i alle slags sind”.

Skønt jeg, første gang jeg læste Simon Grotrians billedstormende digte, ikke forstod meget af dem, men blot lod mig overrumple af den virtuose sprogspam af umulige og mulige billeder, der tog sig ud som utilgængelige lignelser på vers, så blev jeg samtidig aldeles grebet af hans på en gang absurde, rørende, naive grænsende til sentimentale, barokke, humoristiske og anfægtende sprog. Det var, som om jeg oplevede en genkendelse, jeg ikke forstod. Digteren Per Højholt har en gang defineret kunst som det ”gispende at nikke genkendende til noget man ikke vidste fandtes”. Per Højholt var ikke troende, men jeg vil tillade mig at bruge hans definition af kunst i forhold til troens poetiske sprog og kirkens ritualer: Der gives øjeblikke, hvor vi i mødet med troens poetiske sprog og ritualerne kan få denne oplevelse af at nikke genkendende til noget, vi ikke vidste fandtes. Denne genkendelse oplevede jeg, da jeg stod over for Grotrians digte og salmer. Jeg læser dem som en kommunikation mellem det udsatte menneske og Gud. I mylderet af uforståelige ord og absurde billeder mødte jeg ord og billeder så klare og lysende, at de virker som et spot rettet mod de evangelietekster, jeg skal prædike over, og de sakramenter, jeg skal forvalte. Simon Grotrians ordforråd er som et forrådskammer, der rækker langt ud over fastetiden: ”Med fastetidens bøn / bliver jorden atter grøn / i angst og overflod / besejres du af mod / og ene er vi flere”. Hans digte kaster nyt lys over velkendte formuleringer og begreber.

I lang tid hæftede jeg mig ved det absurde i Simon Grotrians digte og kom ofte til at tænke på Johannes Sløks tale om det absurde. Grotrian og Sløk er fælles om en humor, der nærmer sig det absurde. Det absurde som det, der demonstrerer og afdækker det ved den menneskelige eksistens, som ikke går op, og det disharmoniske i livet: Det pæne selskab, der taler om den gode kringle, mens krigen buldrer ind i stuen. Renlighed, når den placeres i en krisesituation. Det absurde er sammenstødet; dét, at noget bringes i sammenhæng med noget andet, som det ikke umiddelbart passer i forhold til. Det kan vise sig i forholdet mellem mennesket og verden eller mellem livet selv og kulturen. Det absurde drama spørger ikke, svarer ikke og moraliserer ikke. Det er Sløks pointe, at det absurde også viser sig i evangeliet. Når Jesu livsforkyndelse lyder og viser sig i relation til hans samtidige og den senjødiske lovforkyndelse, da viser det absurde sig. Jeg forestiller mig Sløks latter, hvis han kunne læse Grotrians digte. Måden, der kradses i fernissen, så det absurde viser sig for læseren. Guds rige nåde, der så at sige river tæppet væk under menneskets forsøg på at sminke tilværelsen. Grotrian gør op med åndløsheden, det forstillede og falske. Det er min oplevelse, at Sløk ikke bare ville more sig over den absurditet, Grotrian virtuost strør om sig med, men at han også ville finde en trøst i digtene og salmerne; dér, hvor evangeliet, ritualerne og nåden viser sig midt i modsigelsen og det absurde. Udfordringen er, sagde Sløk, at holde sammen på denne modsigelse med livet og troen som indsats; vi må eksistentielt samtykke. Det er præcis dette, jeg genkender i Simon Grotrians digte og salmer: Digteren, der samtykker og insisterer på mening, uden at denne insisteren frasiger sig det vilkår, at det meningsløse findes: 

”Kaos var en sygdom mellem ja og nej
og smuldrer som papiret rundt om pennen
ofte har Gud Fader æltet ler af dig
og standset dig i løb fra maskers renden”.

Simon Grotrian strikkede selv strømper til andre kolde menneskefødder. 

Hvis du nu overvejer at stoppe her, enten fordi du ikke forstår Simon Grotrians digte og salmer, eller fordi de ikke siger dig noget, vil jeg alligevel bede dig læse videre og anbefale en tilgang, jeg selv har benyttet. Da mine børn var små og ufrivilligt var med på kunstmuseer, lærte jeg dem denne tilgang: Først skulle vi bare gå på opdagelse og se løs i vores egen fart og rækkefølge. Den eneste opgave var, at vi hver især skulle genkalde os de værker, som gjorde størst indtryk på os og så vende tilbage til dem. Mine børn erfarede tidligt, at det oftest er de mest anfægtende, uforståelige og ikke umiddelbart tilgængelige værker, det er mest interessant at tale om. For her kan vi opdage dybder og lag og betydninger, vi ikke først har øje for. Det samme kan vel siges at gælde forholdet til den elskede og til livet selv. Kan det samme siges i forhold til kirkens poetiske sprog og ritualerne? Det bør både ligge salmedigtere og liturgikommissioner på sinde. Vi kommer til kirke med alt det i livet, som ikke går op, og alt det, vi ikke forstår og har ord for; hvordan skulle vi kunne komme med alt dette og lægge det frem et sted og i en sammenhæng, hvor alt skal være ligetil at forstå? 

Lad mig slå fast, at det ikke at forstå ikke betyder, at sproget skal være uforståeligt i betydningen svært tilgængeligt og teologisk uforståeligt. Tværtimod skal vi besinde os på, at vores sprog er klart og tilgængeligt. Det kan forekomme paradoksalt, at jeg hævder, at Simon Grotrians sprog er klart, når jeg samtidig siger, at der er meget, jeg ikke forstår. Lad mig præcisere: På et tidspunkt havde jeg som præst en oplevelse af igen og igen at gentage de samme formuleringer og billeder i forbindelse med dåb og fik næsten kvalme, som Grotrian måske ville rime med falme. Jeg kom i tvivl, om de billeder, jeg brugte, var lige så indlysende og klare for forældrene, som stod med et lille barn i hænderne, som jeg engang syntes, de var for mig. Da lod jeg mig opholde ved Simon Grotrians klare dåbsbilleder: ”Guds rige er en ammesø”. Hvilken mor forstår ikke tanken om Guds rige som en ammesø? Når barnet græder, lækker moderens bryst og flyder som en kilde til barnet. Eller: ”I sølvet på dit døbefad / er glorierne lagt i bad / og dine dråber er som birken / så flyver engle over kirken”. Tanken om, at ”ingen dråbe er et spild”, og at Gudslyset kan skinne i den mindste dråbe; regnbuen, barnet velsignes med, så det har øje for Guds rige. Kunne der skrives en dåbstale om Gudsriget som en ammesø? Eller om salmelinjen: ”nu, mit barn, nu kom du hjem / vugget blidt i kirkebleen”. En tale om at komme hjem og blive vugget i kirkebleen; som det sted, der kan favne og rumme alt det ”lort”, der følger med livet? Når dåbens vand hældes på nye vers, gives der mulighed for at tale om det for os velkendte på måder, der ikke bare drukner Adams slange, men også kirke-kvalme-sproget: ”Døbehimlen er fra Gud / op og ned er lige lange / og med troens hældetud / drukner syndefaldets slange”. Billedet af ”Guds øje som en samlepol for alle døbefontens navne” er en direkte anledning til at tale om fællesskabet. Det er min fornemmelse, at Grotrians sprog og billeder er mere tilgængelige end mange af de billeder vi har vænnet os til som så selvfølgelige, at vi slet ikke stiller spørgsmålstegn ved, om de vedvarende er brugbare. Billeder som ammesøen og samlepolen kan være mere tilgængelige for den sekulære dansker end billeder som nådens kilde, dåbens lys, tilgivelsens bad, velsignelsens pagt. 

Også salmen Guds nåde er en vintergæk kan bruges til dåb: ”Guds nåde er en vintergæk / den er din fostergave / og er du ved at dø af skræk / så plant den i din have”. Selv den, for hvem det religiøse sprog forekommer ikke-eksisterende, har erfaret at glæden over den første vintergæks hvide smil er ren nåde. ”Så plant den i din have”, skriver digteren, plant dåbens vintergæk i barnets have; troen der trodser angsten og skræk for døden. Vintergækken i Grotrians digterhave blomstrer langt udover fastetiden. 

Ligesom jeg anbefaler at læse Grotrians salmer med henblik på dåbssproget, vil jeg fremhæve hans nadverbilleder. Det er slående, hvor ofte hans digte handler om nadverens betydning:

”Jeg har Kristus inden borde
udenpå har jeg eksem
det var nadveren der gjorde
mig til nådens diadem”.

Eller et andet eksempel:

”Herre, vi var dømt til urets gang
vi var dømt til gøremålets tvang
tusind år er gået, også to
før vi faldt i trit med dine sko.

Herre, med oblaten i min kind
ser jeg verdens edderkoppespind
fluerne er døde her af grin
Herre, jeg vil gerne drikke vin.

Vi er dådyrramte af panik
men så øste du en trylledrik
stress har gjort planeten til en sål
og du svarer med en langsom skål”.

Nærværende salmer er tillige samfundsanalyse: Det stressramte menneske, der, som det sårede dådyr, er ramt af panik og lammet i præstationsangst. Svend Brinkmann kan kun nikke samstemmende til denne samtidsdiagnose. Men til forskel fra Brinkmann kender Grotrian behandlingen: Nadveren er trylledrikken. Kalken tvætter de indenbordstrætte. Kristi alterbriks, fristes jeg til at sige, er kirkens alternativ til psykologens og Brinkmanns briks. Alle de indenbordstrætte er til bords med Kristus. 

I Grotrians digte er intet for lavt eller for småt eller for hverdagsligt. Han placerer pennen dybt i den menneskelige eksistens og i den jordiske sfære med banal hverdagsrealisme, sjofelhed og synd for dernæst at svinge pennen op mod den himmelske sfære med frelse, ofring og nåde:

”Jeg lægger øret mod verdens kind
og det er livet, der græder
som denne fugl bliver jeg lukket ind
hvor englefødderne træder.

Jeg holdes oppe i gravens muld
jeg véd, at Frelseren tryller
derhjemme står vi med favnen fuld
af englefødder på hylder”.

Når der tages livtag med ensomheden, angsten og mørket, er man som læser ikke i tvivl om, at digteren selv har været der. Tilsvarende, når man løftes til himmelske højder, så aner man, at digteren har troen inde på kroppen og har et særligt øje og håb for Gudsrigets nærhed. Nåden vokser som vintergækker. Mit jordiske liv ”Kristusasfalteres”. Det religiøse opstår hos Grotrian, når ordene bliver til billeder; man kan næsten sige, når ordet bliver til kød.  

Det er netop her, når Guds rige nåde og kærlighed i Grotrians digte møder menneskets i dets hverdagsagtighed og syndighed, det absurde opstår. Af og til som næsten blasfemisk sort humor og som bidende polemik mod de alt for små sko, vi betræder jorden med. Jeg ser denne kombination af det religiøse sakrale og det meget profane som en særlig Grotriansk tone, der til tider kan virke næsten blasfemisk. Jeg har det lidt med Grotrians digte, som jeg har det med mine bedste kollegaer: En befriende kombination af teologisk liturgisk alvor og noget nærmest blasfemisk; en Gud med tornekrone, der spytter søm, ryger lyserøde cigaretter og har gondoler i blodet. En Gud, der holder sin tykke hånd over mig og sender mig et strålende smil i gråheden. Også fromheden får et skud: Salmer, der lyder som indkøbssedler, og stukenglene, der lander med et bildæk på tværs i munden.  Den samme befrielse, som jeg kunne opleve som barn, når jeg fik grineflip i kirken, så bænken rystede, og vi alle måtte give fortabt. Kombinationen af præstens selvhøjtidelige patos, mens vi sang om ”stubbene der bolle”, gjorde det umuligt for den vågnende teenager at holde masken. Fælles for det religiøse og det blasfemiske er som bekendt, at de har troen som udgangspunkt. Jeg tænker på digteren Vagn Lundby, der engang fortalte om et skrift om Jesu Kristi latter. Et skrift, der skulle have været brugt til at omvende inuitter, eftersom disse aldrig ville kunne tro på en gud, der ikke smilede og lo. Der er noget befriende ved den små-blasfemiske latter; den kan nedbryde vores forsvarsværker og rense og berede sindet på det, som kommer bagefter. Det profane og det religiøse lever side om side; jo længere man kan komme ned, jo højere kan man også komme op. Som hos Kingo: ”Gak, ormesæk, og sov! Gud skal i morgen dig / vække her / men siden der / til liv evindelig”. Grotrian følger tæt: ”Din frelser bliver din klippe / når ormene må ribbe / mens vi kun er klædt i aske / bliver din tro dit adelsmærke”. Også her hører jeg Johannes Sløks stemme: ””ordet blev kød” er adelsmærket til det fortabte menneske, udslettelsen af grænsen mellem Gud og menneske”.

Jeg har mange gange oplevet, at Simon Grotrians ord- og billedforråd kan vise sig som et afsæt eller en første tanke for en prædiken eller en tale. Ved flere lejligheder har jeg grebet til Grotrian, når jeg stod foran en svær bisættelse eller begravelse eller skulle forberede en gudstjeneste, hvor de bønner, vi som præster har til rådighed, ikke ramte eller slog til. Her tænker jeg på Grotrian mange erfareringssalmer. Han glemmer dig aldrig i afgrundens nat, er en af dem: ”det sure, det søde og menneskers knus / det tegner han på dig som rynker”. Hvorfor ikke tale om vores rynker; de der kommer af det sure og det søde, og af de knus, hvis aftryk vi bærer med os. Hvorom alting er, så sætter verden sit uafrystelige aftryk på vores liv: Verden med sin blyantspids / skriver mig igennem, digter Grotrian. Men så er der trøsten: tanken om at verden med sit krybbespor / er Guds himmel lillebror. Himmel og jord er som storebror og lillebror. Jeg har flere gange brugt Simon Grotrians fadervor som en bøn, sidst var, da jeg bisatte en digter: ”Værn om lyset børn og mørkets, alle har brug for en garage til de store sko, der skal betræde skyggen. Ingen undslipper Djævelens porte ned til dødsriget. Men vi ser solen stige over graven, vi ser at dit hjerte strækker sig på himlen for at nå os, en nadverflamme fra brønde under din trone”.

Hos Grotrian er intet udeladt. Digtene er lige så tæt på barokkens svulstige billeder, som de er postmoderne. Her er absolut intet billedforbud; man bliver billedstormet. Jeg har hørt én kalde hans sprog for billedynglende. Det er en gave for en præst. Selv de mest komplekse teologiske begreber og typologier kan Grotrian gøre lyslevende og vedkommende i sine salmer. For nu blot at nævne en: ”Jeg er så træt af Adams klud / jeg ønsker mig en vingehud // Herre, du er livets væld / du redder mig fra Adams spjæld”. På en gang en nutidig og tidløs parafrase over Adam-Kristus typologien og en eviggyldig eksistentiel salme om menneskets frihed og udsathed.

Simon Grotrians salmer er herligt fri for psykologisering og moralisme og for teologisk stringens og korrekthed. Det slår mig, at Grotrian aldrig digter om Gud ud fra en forsvarsposition. De fortæller mig ikke, hvordan jeg bør have det, og hvad jeg bør føle. De forklarer ikke, hvad sand Gudstro er. På den måde tages jeg som læser alvorligt og kan herved selv finde de betydningslag, som taler til mig. Det er min oplevelse, at forsagelsen tegner sig klart. Ligesom tredje trosartikel, Helligånden, har en mere udtalt rolle og betydning end i mange nyere salmer. ”Strålepinse, lad mig træde / frem i livets himmelklæde”, skriver digteren i Taletyst med pinsepanser. Her blot et par eksempler mere: ”Verden spredes som en vifte / om mit liv med åndeskifte, Helligåndens blide sorggelé” og ”Helligånden der lægger gaze over fredløshedens hase”. Simon Grotrian er en stor pinsedigter: ”Nu drejer vi om pinseliljen / drejer, det er Åndeviljen”. Der er Helligånd i den tanke, at salmerne synges, selv om ham, der skrev dem, ikke er her mere. Grotrian var ikke fedtet med ordene, og det vil jeg i denne sammenhæng heller ikke være: Helligånden viser sig gennem digtene og digteren som en talsmand, der oplyser os om forbindelsen mellem det jordiske og det himmelske.

Comments
0
comment

No comments here

Why not start the discussion?