For 345 år siden den 22. juni 1676 udgav Chr. V INSRTUCTION for Fældt-præsterne / som og udi visse Puncter kand observeris af Skibs Præsterne (stavefejlen er bogtrykkerens). Instruktionen er interessant, fordi den vidner om, at der på dette tidspunkt var en veletableret feltpræsteordning i landet, der især havde rod i Reformationen, men i det hele taget gik tilbage til oprettelsen af det kristne kongedømme i landet. Chr. V’s instruktion er dog ikke udtryk for en administrativ ordning, men det er netop en instruktion i, hvordan feltpræster skal forholde sig under den ordning, de er en del af. At der dog er en ordning, ses ikke mindst i instruktionens første kapitel, der handler om ”Præsternes Lydighed imod deres Proust”. Det indikerer, at der var en hærprovst, der har ført sit gejstlige virke på bemyndigelse af biskoppen over Sjællands Stift. Sådan har ordningen for feltpræstetjenesten altid været en kirkelig ordning.
Vi har i Danmark stadig tætte bånd mellem stat og kirke, hvor Værnspræsteordningen i Danmark i dag, der her i 2021 runder de 50 år, er en folkekirkelig ordning, der har et bestemmelsesgrundlag i Forsvaret. Men historisk set har ordningen siden oplysningstiden været under pres. Sådan forsvinder den langsomt efter Danmarks engagement i Bouchain i Frankrig i årene 1815-18. Den vender tilbage under de slesvigske krige, men glider så ud igen, indtil den nuværende ordning efter årtiers forarbejde og ihærdig indsats fra mange sider trådte i kraft den 1. marts 1971. I årene uden en decideret feltpræsteordning har der dog i perioder været designerede feltpræster. Der har været garnisonspræster rundt om i landets garnisonsbyer, sådan som der har været frivilligt feltpræstearbejde fra engagerede sognepræster. Dette frivillige feltpræstearbejde er ikke kun foregået i garnisonerne, men præster har også ydet en indsats som feltpræster i Vinterkrigen i Finland, under besættelsen i modstandskampen, ved Den danske Brigade i Sverige under besættelsen og ved Den danske Brigade i Tyskland efter 2. Verdenskrig. En anden form for frivilligt kirkeligt arbejde for soldaterne har været soldaterhjemmene, hvor det første grundtvigske soldaterhjem blev oprettet i København i 1882 med udgangspunkt i Vartov, sådan som KFUM’s Soldatermission siden 1. Verdenskrig har bidraget med sin folkekirkelige tjeneste for soldaterne. Desuden har vækkelsesperioden med lægmandskristendom gjort sig gældende blandt det militære personel, så der på absolut ingen måde har været tale om et Forsvar blottet for kirkelighed, gudstro og gamle kristne traditioner, for ikke at tale om kristne dyder. Tværtimod har kristendommen ikke kun altid været rygraden i Forsvarets ceremoniel og værdigrundlag, men der har også altid været mulighed for at høre Guds ord og få sin sjæl trøstet.
Én ting er de administrative ordninger, noget andet og langt vigtigere er netop selve tjenesten, der i bund og grund altid har været den samme. For selvom stat og kirke har været styret på forskellig vis igennem landets tusindårige historie og de politiske, kulturelle og åndelige strømningerne har været forskellige, har det ikke rokket ved feltpræsternes kerneopgaver, der tager afsæt i et overordnet ønske om, at ingen soldat skal undvære forkyndelsen af Guds Ord. Jeg vil derfor i det kommende forsøge at kaste lys over den linje, der siden Reformationen er blevet lagt i feltpræstetjenesten og som ikke har ændret sig i sine hovedtræk. Hvad der derimod har ændret sig, er den kontekst, som feltpræsterne har fungeret indenfor. Med indsættelse i fremmede egne som Afghanistan og Irak i den såkaldte ”krig mod terror”, har ikke kun krigsførelsen været anderledes. De forandrede forhold har også udfordret soldaten på sin særlige måde og dermed også feltpræsten i sin forkyndelse og sin sjælesorg. Denne ændrede kontekst og de udfordringer, der er forbundet hermed, vil afslutningsvist blive belyst ud fra et sjælesørgerisk perspektiv.
Feltpræstens kerneopgaver er selvsagt de samme som enhver anden præsts i folkekirken. Udgangspunktet er gudstjenesterne på årets søn- og helligdage, som dog i en militær sammenhæng af operative årsager kan blive flyttet lidt rundt eller blive aflyst. Ved gudstjenesterne vil der i felten nærmest altid være nadver, ligesom voksendåb af soldater også oftest placeres i forbindelse med en gudstjeneste. Alle andre opgaver har gudstjenesterne som deres udgangspunkt, ligesom opgaverne peger hen på søndagens gudstjeneste. Sådan er det med sjælesorgen og skriftemålet, undervisningen, besøgstjenesten, diakonien, vielser og begravelser og samtalerne i forbindelse de kirkelige handlinger. Det siger sig selv, at vægtningen af opgaverne kan være anderledes end hos sognepræsten, ligesom ikke mindst årsagerne til, at en soldat søger feltpræsten, adskiller sig fra dem, man møder som sognepræst.
Den første rimeligt detaljerede beskrivelse af feltpræstetjenesten ses i Chr. V’s instruktion fra 1676. Her skriver kongen, at den vigtigste opgave for feltpræsten netop er gudstjenesten, der skal være ens over hele landet og foregå efter den danske kirkeordinans, ceremoni og kirkeskik med anvendelse af de autoriserede tekster. Alligevel må feltpræsten godt ”…med en kort forandring føye sig efter tidens leylighed” (Chr. V 1676, 2). Dernæst anføres dåb og nadver samt sjælesorg og skriftemål som vigtige opgaver. Det understreges, at man som feltpræst altid skal stå til rådighed for sjælesorgssamtaler og skriftemål og ikke være skyld i, at nogen ikke kan komme til alters.
Instruktionen er præget af kirketugt, hvor feltpræsten ikke kun skal føre tilsyn med soldaternes liv og levned, men i særlig grad foregå som et godt forbillede, så soldaten bliver ligesom sin feltpræst, nemlig retsindig, sagtmodig, loyal, lydig, pligtskyldig og frimodig i sin tjeneste. Feltpræsterne skal med et helligt levned gøre den kristne lærdom smuk og selv i krigens tid sammenbinde hjerterne med fred og enigheds bånd til velsignelse på jorden og salighed i himmelen, som kongen formulerer det.
Nu har dekorum selvfølgelig ændret sig lidt på 345 år – eller i hvert fald inden for det sidste halve århundrede – så vi måske i dag vil udtrykke formaningerne om en god opførsel anderledes. Men dog er der stadig i dag ikke nogen tvivl om, at en feltpræst også vurderes efter sin opførsel og personlighed. Vi får heller ikke i dag soldaternes tillid til at betro os deres dybeste tanker om tvivl, svigt, frygt, angst, død og smerter i livet, hvis vi ikke har den nødvendige autoritet. Autoriteten ligger ikke kun i embedet, men man skal også møde sine soldater med ”Saegtmodighed, Christelig Omgiengelse og goed Formaaning” (Chr. V 1676, 4), såvel som man skal forkynde enkelt og kraftfuldt til trøst, styrke og mod.
I instruktionen udtrykkes endvidere en gennemgående forventning til feltpræsten om at forkynde en etik, der fastholder den enkelte på sin pligt som soldat og borger. Denne lutherske indskærpelse var og er en helt afgørende forudsætning for, at man som soldat samvittighedsfuldt kan gøre sin pligt, og det er derfor en betragtning, jeg vil vende tilbage til.
Hvad Chr. V skriver om feltpræstens opgaver, går som en rød tråd igennem feltpræsteberetninger og prædikensamlinger, som er udgivet igennem de sidste par hundrede år.1 Interessant er det at se, at selvom feltpræsteordningen langsomt forsvinder i løbet af 1800-tallet, gror der en lægmandskristendom frem, som på sin vis erstatter den statslige tjeneste. Denne lægmandskristendom, som Grundtvig om nogen var med til at fremme, ses blandt andet ved, at der i 1829 blev udgivet en Katekismus for den Danske Krigsmand af kaptajn Blom ved Hans Majestæt Kongens Regiment. Katekismen er et kendetegn på den begyndende åndelige vækkelse i landet, men er i særlig grad interessant, fordi den er en andægtig undervisningsbog, der formaner om soldatens kristne pligter. Det handler om pligt, om tro og mod. Sådan er det også ansvar og tro, der er indholdet i Lommebog for Soldaten i Felten, der blev udgivet i 1848. Her er et lille kapitel, der understreger, at den sande tro på vor Herre, Guds styrelse og forsorg er dét, der for alvor gør, at soldaten får den faste, sande holdning, som aldrig lader ham synke, men skaffer ham en høj, fast tillid i hjertet, som det udtrykkes. Her slås det fast, at der lever en Gud over os, og at soldaterne skal vide, at de med deres tro hjerte, med deres jævne, ligefremme sind uden falskhed, er hans kæreste børn. Det er, som der står, den sande ophøjede soldatertro, der er mere trøsterig end den skæbnetro, der udtrykker, at den, som er bestemt til at falde, ikke kan undgå sin kugle.
Når man læser feltprædikener fra de slesvigske krige, er de også skrevet i denne gudfrygtige ånd. Det er ofte stærk forkyndelse, der har et meget tekstnært udgangspunkt. Luthers skelnen mellem den kristnes pligt som borger og den kristnes pligt som kristen ligger i princippet altid som grund for det, der forkyndes, sådan som man eksempelvis kan se det i Peter Rørdams prædiken til 2. søndag efter påske den 10. april 1864 i Fredericia.2 Den prædiken er et typisk eksempel på en feltprædiken fra de år, hvor man ser et fundament i Luthers skrifter om øvrigheden og den militære tjeneste såvel som i Chr. V’s instruktion til feltpræsterne.
Peter Rørdam taler først om, at ingen kan vogte sig selv og at vi alle trænger til den gode hyrdes omsorg og kærlighed, der gør livet frit og let. Derfor kan vi sige, at Herren er med os. Senere kobler Peter Rørdam over til Davids kamp mod Goliat, hvor det understreges, at David ikke gik ukaldet ind i kampen, men gik i kamp i Guds og kongens navn (Rørdam 1864, 6). Nu forholder Peter Rørdam sig slet ikke til den kritik, som vi i dag kan møde, hvor en sådan forkyndelse af nogen vil blive betegnet som en helliggørelse af krigen. Peter Rørdam skal ikke straks understrege, at der ikke er tale om en krigsforherligelse. For helt selvfølgeligt glider han over i at sige: ”..og hele denne Menighed skal mærke, at det er ikke ved Sværd eller ved Spyd, Herren frelser, thi Krigen er Herrens og han har givet Eder i vor Haand” (Rørdam 1864, 7). Dermed får Peter Rørdam understreget, at æren ikke er Davids, men Guds og at David ikke er en helt, fordi han huggede hovedet af Goliat, men at David er en helt på grund af sin tro. ”Kun kærlighed giver mod, men Gud giver lykke, men Gud er kærlighed” (Rørdam 1864, 8), som Peter Rørdam udtrykker det. Det var troen på Gud og kærligheden til sin konge og sit folk, der gjorde David til en helt. Kun tro og kærlighed skaber helte! Så selvom David var en helt i den udvortes strid, er det kun som en helt i den indvortes strid, i den gode strid, at man kan få ærens uvisnelige krans.
Peter Rørdams hærprovst var Erik Høyer Møller, der selv blev feltpræst i slutningen af tre-års-krigen og som hærprovst fungerede som feltpræst ved Dannevirkes og Dybbøls skanser i 1864. Dette beskriver Høyer Møller i sine lille bog Præsten i Krigen, som han udgav anonymt i 1879 som breve til en ven. Bogen er skrevet med den smerte og længsel, som han har båret i alle årene efter denne voldsomme krig. Og selvom det er en erindringsbog, har den karakter af at være en lærebog for feltpræster. Omkring sjælesorgen står der blandt andet, at man kan blive udsat for at prædike uforberedt flere gange om dagen og skal kunne føre utallige sjælesorgssamtaler på feltlazaretterne, hvor blodet flyder og soldaterne ligger og dør. Erik Høyer Møller har ikke nogen retningslinjer for sine sjælesorgsamtaler. Som han skriver: ”De forskellige regler, der pleje at opstilles for deres løsning, kunne tjene til at øve den moralske refleksion, men ville i det bestemte tilfælde bevise sig som temmelig upraktiske, da hvert tilfælde har sin egen dialektik” (Møller 1876, 11, efter Martensens Ethik, 548).
Erik Høyer Møller er uden tvivl feltpræstetjenestens største forbillede. I hans bøger, som også tæller Livs- og Krigserindringer og Tre af mine Venner, er det meget tydeligt, at gudstjeneste og sjælesorg fylder mest i feltpræstens tjeneste. Men derudover påpeges det absolut nødvendige i feltpræstens vilje til at være hos sine soldater for både at foregå dem med et godt eksempel og for at tale til trøst og mod.
Denne vilje til at være hos soldaterne er igennem alle årene, hvor der ikke var en egentlig feltpræsteordning, som nævnt kommet til udtryk på mange måder og af mange gode feltpræster. Harald Sandbæk skal nævnes, fordi han frivilligt tog med som feltpræst i Vinterkrigen i Finland, derefter gik ind i modstandskampen, blev feltpræst ved Den danske Brigade i Sverige og i 1946 udgav Feltpræsten i krig og Fred. Denne bog blev skrevet efter studier af den britiske værnspræstetjeneste og var en opfordring til at få etableret en værnspræsteordning. Som en af de helt store kræfter bag den nuværende værnspræsteordning skal ikke mindst nævnes Svend Balslev, der fungerede på frivillig basis som feltpræst under sin værnepligt i 1946 og senere blev udnævnt til feltprovst. I 1967 udgav han sin lille bog Den kristne og krigen, der i det væsentligste behandler problematikken omkring det 5. bud, men også argumenterer for, at pacifismen er en utopi. Sammenfattende hviler hans tanker på Luthers to-regimente-lære, og han slutter sit skrift med et lille tillæg om præster i Forsvaret. Hér formulerer han, hvad der med hensyn til intentionen med feltpræstetjenesten stadig kan siges at være en gyldig betragtning: ”Feltpræstetjenesten er motiveret af én eneste ting: At intet menneske i krigens situation og under kampens vilkår skal mangle Guds ord” (Balslev 1967, 62).
Det siger sig selv, at feltpræstens forkyndelse og sjælesorg sigter mod soldatens særlige tjeneste. For konteksten for feltpræstens tjeneste i krig er en noget anden end sognepræstens. Konteksten er for feltpræsten ikke blot, at den militære enhed er menigheden. Med konteksten menes arbejdsfeltet i en lidt bred forståelse, som det, der giver anledning til, at soldaten søger til feltpræsten. Konteksten er da heller ikke kun krigen, krigens ofte voldsomme karakter, den militære enhed og den fremmede kultur, soldaten kan være indsat i. Konteksten drejer sig også om forholdet til krigens civile ofre, soldatens opgaver og soldatens forhold til sine opgaver, såvel som soldatens primitive vilkår, ensomheden midt i fællesskabet, manglen på privatliv, savnet af ens kære og så videre. Konteksten er jo i bund og grund de ting, der kan udfordre soldatens samvittighed og føre til soldatens svigt. Det handler på den måde om moral og etik, hvorfor soldaten også kan blive såret af andres opførsel. Centralt for feltpræstens sjælesorg er derfor ofte soldatens følelse af at have svigtet, de svigt en soldat vitterlig kan have begået og så det, at soldaten føler sig svigtet af andre. Soldaten kan eksempelvis føle sig svigtet af regering og folketing, medierne, den militære enheds ledelse, en kammerat eller en nært pårørende.
”Svigt” er da også det begreb, der har fyldt mest i mine mange sjælesorgssamtaler som feltpræst, især når der har været tale om soldater, der netop ved at have dårlig samvittighed er ved at få eller har fået negative psykiske eftervirkninger, der belaster deres sindstilstand. Det skal understreges, at der her netop er tale om erfaringerne fra sjælesorgsarbejdet. For ellers er mit gennemgående indtryk fra godt 25 år som feltpræst bestemt ikke ”svigt”. Tværtimod har jeg i Hæren mødt forpligtelse, ansvarlighed, arbejdsomhed, lederskab, omsorg, trøst, empati, mod, viljestyrke, offervilje, loyalitet, kammeratskab, redelighed, ærlighed, tillid og jeg kunne blive ved. Dette ikke nævnt for at skamrose Hæren eller for at tegne et lyserødt billede, der er påvirket af min stærke forsvarsvilje.
Jeg ved da også godt, at når man møder disse dyder i konkret handling, lyser de meget skarpt op og kan også virke så blændende, at man ikke altid ser de mørkere sider helt tydeligt. Benovelsen og ærefrygten over, hvor godt og klogt danske soldater gennemgående handler og opfører sig, kommer meget let til at se bort fra mindre kønne sider. Mit ønske er ikke at fortrænge, at der også er ”dårlige” soldater med en slet moral. Med de dårlige sider taler vi om fejhed, uredelighed, egoisme, nepotisme, narcisisme, illoyalitet, begærlighed, selvhævdelse, hævntørst, had, vrede, selvbedrag, magtsyge, ligegyldighed, dovenskab, sløseri, nedværdigelser og alle de andre former for svigt, der kan remses op fra det menneskelige lastekatalog og som selvfølgelig også kan komme til udtryk i en krig.
Det skal dertil også nævnes, at det sagtens kan forholde sig omvendt: at de mindre gode sider kommer til at skygge for de gode. For som feltpræst kan alle ens samtaler med soldater omkring svigt, sorg, frygt, sociale problemer og alt hvad man nu taler med dem om af alvorlige ting, også få fokus væk fra det overordnede og generelle billede, der tegner sig af den udsendte såvel som den hjemvendte soldat. Det kan ofte ses i drøftelserne om Danmarks veteranpolitik, hvor offentligheden meget let kan få det indtryk, at det som udgangspunkt er psykisk skadeligt at have været udsendt i krig og at alle veteraner derfor er psykisk svage og skrøbelige. Man kan sagtens komme til at stirre sig blind på sociale problemer og på de psykiske og sjælelige skader, som krigen og de svigt, krigen kan medføre, selvfølgelig kan have på nogle soldater såvel som på krigens civile ofre.
Krigens civile ofre er umiddelbart ikke et tema for feltpræstens sjælesorg. Feltpræsten har nemlig ikke krigens civile offer som konfidenter.3 De civile er ikke en del af feltpræstens menighed, der udelukkende er den militære enhed. Derfor skal der skelnes mellem den professionelle (soldaten) og den civile. Krigens civile ofre kan dog naturligvis sagtens være et tema for samtalen med soldaten.
Den tyske krigsteoretiker Carl von Clausewitz har i sit store 10 binds bogværk Vom Kriege, der blev udgivet posthumt i 1832, beskrevet krig som en voldshandling, hvor man vil påtvinge modstanderen sin vilje. For Clausewitz er modstanderen en anden stat. I dag taler vi mere bredt om et væbnet opgør mellem to eller flere parter. Disse definitioner er ikke så vigtige i denne sammenhæng. For hvad enten man anskuer krigen som en del af den menneskelige natur, ser krigen som en nødvendighed eller man mener, at krig fremkaldes af særlige sociale og kulturelle forhold, hvor udgangspunktet er den fredelige tilstand, er krigen under alle omstændigheder en kendsgerning. Der har siden Kain og Abel ikke været ét eneste øjeblik, hvor der ikke har været voldelige konflikter mellem mennesker.
Det interessante er snarere forskellen på tidligere tiders krige mellem to eller flere krigsførende nationer og så nutidens asymmetriske krig, fordi den civile spiller en langt højere rolle og gør det på en måde, hvor krigsførelsen kan medføre større mulighed for at sætte soldatens samvittighed på prøve. De civile er i højere grad en del af konflikten i dag. Ser vi på Afghanistan, er alle generationer her vokset op med krig og væbnede konflikter. I denne stammekultur er mere eller mindre voldelige hævnaktioner og forsvar mod sådanne endda en del af kulturen og hverdagen. Det ændrer ikke på det tragiske i eksempelvis at miste en pårørende. Men ved at der hele tiden er en fare for, at det værst tænkelige sker, vænnes man også til det på den måde, at man er forberedt på det. Den civile i et konfliktfyldt land vil jo iagttage, vurdere, tage stilling og måske også handle aktivt til fordel for sin egen part for at være med til at påtvinge modstanderen sin vilje. En konflikt aftvinger jo et valg, da man sjældent kan forholde sig neutral. Det er et livsvilkår, hvor man derfor må sige, at man løber en risiko ved at tage stilling, træffe valg og handle aktivt. Går det så galt, bærer man jo så også selv skylden. Eller i hvert fald en del af skylden. Og man behøver i hvert fald ikke at være et offer.
Den civile kan på sin vis være langt mere engageret i krigen end soldaten. Særligt når vi ser på danske soldaters udsendelse til Afghanistan og Irak i de sidste par årtier, hvor opgaven ikke altid har været som direkte part i en konflikt, men i langt højere grad som militant konfliktløser. Hvad angår det sidste, er ordet fredsskabende missioner blevet brugt. I eks-Jugoslavien havde vi også fredsbevarende missioner. Men lad os fokusere på det fredsskabende, hvor danske soldater egentlig slet ikke har haft mulighed for at se sig som en part i krigen, men mere som den, der støtter den gode part mod dem, der anvender terror i deres krigsførelse og ønsker oprettelse af totalitære teokratiske stater, hvor de svage vil blive undertrykt.
Til denne karakteristik af den typiske fjende i krigen mod terror skal det tilføjes, at danske soldater har kæmpet mod personer, for hvem efterlivet er det eneste, der har værdi. Det er nemlig også et interessant emne i forhold til sjælesorg. For soldaten bliver i mødet med religiøs fanatisme konfronteret med en helt anden brutal kultur end den, der kendetegner vores eget samfund. Det grunder jo i nogle helt forskellige værdier mellem den vestlige kultur og så den fundamentalistiske islams kultur. Det kan give god mening at bekæmpe denne brutalitet, når man iagttager, hvad den har udsat civile for. Men brutaliteten kan også være yderst skræmmende, frygtindgydende og vække en angst.
I en sjælesørgerisk sammenhæng giver den fundamentalistiske religiøsitet anledning til, at feltpræsten synliggør den kristne baggrund for, hvorfor vores kultur er anderledes. Kristendommen lærer os, at vi skal beskytte den svage og at der ikke gives større kærlighed end den at give sit liv for sine venner (Joh 15,13). Da vi ikke bør gå i krig for vores egen skyld, skal vi ikke mindst gøre det klart, at ud fra et kristent – mere præcist, et evangelisk-luthersk – perspektiv kan en krig aldrig være hellig og retfærdiggørende. At det lutherske skal understreges, skyldes selvfølgelig, at vi igennem kristenhedens historie har set andre systematiske overvejelser omkring Hellig Krig. Ud fra et luthersk udgangspunkt skal man dog anføre, at man ikke må, bør og kan kæmpe for at retfærdiggøre sig selv, for at komme i himlen eller for at opnå rigdom, hæder og ære (se særligt Luther 1526).
Hvad angår rigdom, hæder og ære, er disse begreber også knyttet til et modernistisk sekulariseret samfund, fordi den sekulære humanisme er forbundet med en selvcentreret nytteetik. Forsvarets personel er selvfølgelig også gennemgående sekulariseret, hvor det findes helt naturligt at have rigdom, hæder og ære såvel som karriere og eventyrlyst som mål for sit engagement i krigen. Sekularismen kan derfor også være en stor udfordring for feltpræsten i sin forkyndelse og sjælesorg, da den affødte egoisme ikke kan undgå at føre til svigt af ens nærmeste.
For at få anskueliggjort de ovenstående betragtninger i forhold til de dynamikker, der hersker i en væbnet konflikt, har jeg forsøgt at dele krigen op i tre forskellige lag:
For det første er der det øverste lag af international politik på et diplomatisk niveau, regering og folketing, politikernes retorik og mediernes dækning af konflikten. Det er en kultur, der kan være fremmed for de fleste, selvom vi konstant er iagttagere til den. I dette øverste lag er der i de sidste par årtier blevet talt om, at den danske soldat er indsat i ”krigen mod terror” og er et politisk redskab i Vestens globaliseringsbestræbelser mod at skabe fred i verden igennem demokrati og samhandel. Her konstrueres mange narrativer. Et sådant politisk lag var der jo også før i tiden, hvis man eksempelvis ser på hele det politiske spil før og under de slesvigske krige.
Dernæst er der det mellemste lag, der handler om den overordnede og konkrete militære indsats i den væbnede konflikt. I 1864 var det at forsvare landet mod fjenden ved Dannevirke og Dybbøl. I forhold til den danske indsats i Afghanistan igennem de sidste to årtier har det handlet om, at den danske styrke som sådan har haft til opgave at beskytte civilbefolkningen, opbygge lokalsamfundet, støtte de lokale myndigheder og dermed forhindre terrorangreb mod civile og lokale myndigheder og i det hele taget udføre fredsskabende aktioner, der skulle forhindre væbnede konflikter, men hvor man som militær enhed selvfølgelig kunne være nødt til selv at gøre brug af sine våben.
Desuden er der det helt basale lag. Det er selve den konkrete kamp, som når en dansk patrulje bliver angrebet af islamiske krigere eller der i 1864 blev kæmpet på Dybbøl Banke. Her er vi nede i mand til mand – ikke mindst når det gælder om at kæmpe sammen og for hinanden.
Vertikalt ned igennem disse lag i krigen har der generelt set ikke været tale om, at den enkelte danske soldat i krigene i Afghanistan og Irak har været en engageret part på linje med deres modstandere. Modstanderne har haft et helt særligt personligt engagement. Det samme gælder det engagement og den holdning, som de civile har udvist. For de civile har selvfølgelig taget stilling til, hvor de stod i konflikten. Soldaten bliver altså sendt ud til en krig, hvor den personlige stillingtagen og dermed det personlige engagement i første omgang er i forhold til det øverste lag. Det har givet god mening, at vi i en globaliseret verden med terrorbevægelser, der angriber vestlige mål, selv må forsvare os imod denne terror, dér hvor den har sit arnested. Ser vi tilbage på de slesvigske krige gav det på samme måde umiddelbart mening at forsvare Danmark.
Når midlet på det mellemste niveau blandt andet er genopbygning og demokratisering, bliver engagementet mere diffust end i en konventionel krig, hvor to parter står over for hinanden. Det er mere diffust, selvom enhver dansker umiddelbart kunne se fornuften i en strategi med at genopbygge landet politisk og økonomisk. Kendsgerningen er blot, at denne strategi i Afghanistan hurtigt afslørede en korrumperet og konfliktfyldt kultur som trak momentet ud af kampen og efterlod en følelse af håbløshed. Dette mellemste lag har i konflikterne i Afghanistan og Irak også overtaget det politiske mål, der fra at være et rent forsvar af Danmark og Vesten mere blev til en form for velgørenhedsprojekt, hvis mening ikke altid stod helt klar.
På det nederste basale niveau, dér hvor kampen foregår, er engagementet i forhold til kammeraten ved siden af. Det er i forhold til enheden og i forhold til at udføre sin pligt som soldat. Men meningen med denne kamp bliver let forplumret, hvis der ikke er klare politiske udmeldinger, der gør meningen med krigsførelsen enkel og forståelig. Ser vi eksempelvis på Afghanistan, blev demokratisering og genopbygning italesat på en måde, hvor soldaternes ofre skulle kunne måles i politiske resultater, hvilket ikke giver mening, da en soldats liv hverken kan opgøres i materielle ting som skoler eller opgøres i succes med at indføre demokrati.
Feltpræstens kontekst har på den måde altid været sat af det politiske. Det skyldes ikke kun, at krig er en forsættelse af politikken med inddragelse af andre midler, som Clausewitz også udtrykker det. Men ser vi på krigens tre lag, der går oppe fra det øverste politiske niveau og ned til den konkrete udførelse af de politiske beslutninger, vil det politiske udfordre soldaten på sin etik. Det vil kunne sætte soldaten i samvittighedskvaler, sådan som soldaten vil kunne blive såret af andres opførsel, såvel som af politikernes beslutninger. Det kræver derfor en klar forståelse af forskellen mellem den opgave, som en stat har og den etik, som den enkelte soldat har. Den forskel hænger sammen med en sondring mellem stat og kirke og mellem soldatens pligt som kristen og soldatens pligt som soldat. Denne sondring skal feltpræsten ikke kun viderebringe i sin forkyndelse, men også være sig selv bevidst, fordi det understreger, hvor centralt placeret feltpræsten står i spændingsfeltet mellem stat og kirke og dermed selvfølgelig også mellem politik og kristendom.
Forholdet mellem den professionelle soldat og den civile er på det juridiske niveau beskrevet i Krigens Love.4 Bag Krigens Love er der en etik og denne etik bliver af Martin Luther blandt andet udtrykt i hanslille skrift fra 1526 Ob Kriegsleute auch im seligem Stande sein können?, hvor han på en helt anden måde end den, jeg skitserede før, foretager en sondring mellem den professionelle (soldaten) og den civile. For hos Luther handler det netop om at kunne forstå forskellen mellem statens opgave og den enkeltes etiske forpligtelse. Luther beskriver, at den enkelte kristne skal skelne mellem sin kristne pligt som kristen og sin kristne pligt som borger. Det hænger sammen med, at vi ud over vores borgerskab her på jorden også har et borgerskab i himlen. Det hænger dermed også sammen med to-regimente-læren, der handler om, at Gud har ordnet verden sådan, at der skal være et verdsligt regimente (staten), og et åndeligt regimente (kirken). I læren om de to regimenter er øvrigheden, statsmagten, ikke noget, vi skal have, fordi mennesker tænker politisk, men fordi mennesker fristes til at gøre ondt mod hinanden. Statsmagten er begrundet i, at vi er syndere og gør onde og forkerte ting, som politi og militær skal holde nede. Statsmagten er en nødforanstaltning, som på ingen måde bør gøre sig religiøs og bevæge sig ind på kirkens domæne. Kirken må selvfølgelig heller ikke gøre sig politisk, men har som sin primære opgave at forkynde syndernes forladelse i Jesu Kristi navn, så vi alle kan blive gode, fromme og retfærdige mennesker, der yder vores pligt over for vores næste og yder vores pligt i alle de fællesskaber fra store til små, som man som borger indgår i.
Denne forkyndelse er særlig vigtig for feltpræsten. For det skal forkyndes til soldaten, at hans kristne pligt som kristen er at tro på Gud og i den tro – som jo er på sine synders forladelse - tage sit tunge ansvar på sig som soldat, altså gøre sin kristne pligt som borger. Det er jo i det hele taget en klar forkyndelse, der lyder til os alle. Men i denne sammenhæng handler det altså om det umiddelbart paradoksale i forhold til Moselovens bud om ikke at begå drab, at det kan være en kristen borgerpligt at udøve dødelig vold. Det gøres ikke for at være ond, men tværtimod for at være god, fordi krigen bør være en barmhjertighedsgerning, der forsvarer de svage og landets fred og frihed. Soldaten skal ikke på nogen måde være i tvivl om, at Moselovens bud om ikke at slå ihjel for det første handler om, at vi ikke må begå mord. For det andet er De ti Bud ikke en religiøs lov til at styre samfundet med, men budene er personlige etiske retningslinjer for, hvordan vi hver især bør leve og opføre os over for vores medmennesker. De ti Bud gælder derfor ikke for en regering, der naturligvis skal bruge væbnet magt til at holde ondskaben nede. Ondskaben skal holdes nede inden for landets grænser ved hjælp af politiet og i forsvar for landets grænser ved hjælp af militæret. Som soldat slår man derfor ikke ihjel som privatperson, men på samfundets vegne.
At en stat ikke er underlagt De ti Bud, fratager dog bestemt ikke soldaten sit ansvar som enkeltperson. Samvittigheden bliver ikke sat ud af kraft. Soldaten har stadig De ti Bud som sin etiske vejledning. Man kan som soldat derfor blive sat i dybe samvittighedskvaler, hvis staten eller ens overordnede skulle befale at udføre handlinger, der strider mod samvittigheden og strider imod vores samfundsmoral og kulturværdier. Her skal man selvfølgelig følge sin samvittighed og landets og dermed krigens love. Man skal dog først og fremmest følge sin samvittighed, fordi forholdet til Gud kommer før alt andet.
Den etiske fordring bliver for den enkelte soldat altså sat på prøve i forhold til pligten over for de beslutninger, der gives oppe fra krigens øverste lag på det politiske niveau. For ligesom soldaten skal være sig bevidst, at regeringen har givet sit mandat til kamphandlingen på det øverste lag i krigen, skal soldaten også være sig bevidst i sit nederste lag, at han eller hun i sin krigsførelse ikke har personlige onde motiver som hævn, had, misundelse og magtbegær eller i det hele taget selviske motiver som rigdom, hæder og ære. Soldaten bærer derfor et meget tungt ansvar på sine skuldre, da man som soldat ofte sættes i svære etiske valg, som en almindelig civil borger heldigvis sjældent vil blive udsat for. Den civile bør netop ikke blive udsat for det, fordi soldaten forsøger at forhindre det.
Konklusionen på disse refleksioner over etikken i krigen set i forhold til sjælesorgen er for det første, at det er det etiske eller moralske svigt, der er det væsentligste omdrejningspunkt i sjælesorgssamtaler med soldater. Men dermed handler det også om, at etikken er en del af sjælesorgen som et redskab til at komme ud af den fortvivlelse, som et svigt medfører. På sine synders forladelse skal man gøre sin pligt, for i morgen angriber vi igen. På sin tro skal man tage sit ansvar på sig. Med Luthers gode ord skal man ”synde tappert”. Det er nemlig yderst vigtigt at skelne mellem et kristent menneskes pligt som kristen og et kristent menneskes pligt som borger. Det er denne klare teologiske skelnen, der også gør, at kristendom og politik ikke sammenblandes og at en krig derfor ikke bliver hellig og retfærdiggørende til skade for den enkeltes sjæl. Skellet mellem den kristnes pligt som kristen og den kristnes pligt som borger er desuden udtryk for en tilgang til det enkelte menneske som et åndsvæsen. Det bør være feltpræstens indgangsvinkel til sin soldat i sjælesorgssamtalen, da det ligger i den ”etiske tiltale” soldaten lever i og som soldaten måske har svigtet. Men det skal også være feltpræstens indgangsvinkel som forbillede såvel som underviser og rådgiver. For feltpræstens tjeneste skal supplere den del af soldatens uddannelse og øvelsesvirksomhed, der skaber en moralsk robust soldat. For ved at skabe gode soldater med en robust moral forhindres ikke kun svigt, men det styrker dermed også korpsånd og sammenhold. Vi ved alle, at en kæde ikke er stærkere end sit svageste led. Derfor har alle en fælles opgave i at styrke hinanden ved at fastholde gode kristne dyder, da det skaber en robust enhed. Det er til gavn i krigen, sådan som det er til gavn, når soldaten vender hjem. For ligesom en retfærdig krig kun kan udkæmpes af en retfærdig soldat, sådan kan en soldat også kun leve med sine handlinger, hvis de er gjort med en god samvittighed.
Feltpræstetjenesten har altid været motiveret af, at ingen soldat skal mangle Guds ord. I denne ånd har flere hundrede feltpræster såvel som orlogs- og flyverpræster udført deres tjeneste igennem de sidste 50 år, hvor den nuværende værnspræsteordning har fungeret. Som påvist har feltpræstens kontekst ændret sig som følge af den aktivistiske udenrigspolitik og en ændret tidsånd. Sat i den kontekst, som især de sidste årtiers krige og væbnede konflikter har indebåret, har feltpræstens tjeneste været slebet ind til sin kerne. Præstelige klovnerier, hvor man skammer sig lidt over evangeliet såvel som akademisk tågesnak har ikke haft gang på jorden. Feltpræster, der har villet føre sig selv for meget frem som soldater, har også stået i et lidt komisk lys. Der har heller ikke været meget tid og mulighed for tjenestens blødere sider i form af velfærdstjeneste. For der har været brug for tjenestens kerneopgaver i form af en ren og klar forkyndelse af lov og evangelium, af ansvar og tro, der har kunnet kalibrere det moralske kompas hos soldaten.
Feltpræstetjenesten kan også i dag være udfordret ved, at der hele tiden er et krav om at kunne bevise sin nytteværdi. Det er en udfordring, fordi evangeliet ikke forkyndes med det mål, at det skal gøre gavn, men forkyndes for at vi kan tro på Kristus, som den, der har givet sit liv for vore synders skyld. Den forkyndelse har alle brug for, men ikke mindst soldaten, der er betroet det hverv at kæmpe for sit folks og sit lands fred og frihed. Soldaten er dermed sat i en tjeneste, der om noget udfordrer samvittigheden. Soldaten er sat i en tjeneste, som kan føre til svigt og føre til at blive svigtet. Soldaten skal derfor mødes med en klar forkyndelse af nåden. Men denne forkyndelse kan ikke skilles fra forkyndelsen af Loven, af etikken, af ansvaret. Der skal ind i hele soldatens kontekst og i forhold til alle krigens lag forkyndes ansvar og tro, og at vi skal have nok i det. For når der ud fra en nytteetisk tankegang spørges diffust og nærmest destruktivt til, om soldaternes ofre var resultatet værd, skaber det klarhed at høre en forkyndelse, der siger, at én falden dansk soldats liv aldrig kan være krigens politiske resultater værd, men at soldatens offer er det værd, at han i en god tro gav sit liv i kamp for sin kammerat ved siden af og for sit folks og sit lands fred og frihed. Det forkynder feltpræsten uden at det gør feltpræstens tjeneste gavnlig. Men lyttes der til det forkyndte Ord og handles der i tro, gavner soldatens tjeneste det gode i denne verden. Derfor skal ingen soldat mangle Guds ord.
Andersen, Boe Benthin 1981: Armeens Feltprovst – et ansvarligt menneske.
Balslev. Svend 1967: Den kristne og krigen. GAD.
Balslev, Svend 1983: Epistola. Afskedshilsen til Hærens gejstlige personel.
Blom, W. J. 1829: Kathechismus for den Danske krigsmand.
Beck, Thomas H. 2015: Stol på Gud – og hold krudtet tørt. Bianco Luno.
Christian V 1676: INSRTUCTION for Fældt-præsterne / som og udi visse Puncter kand observeris af Skibs Præsterne”.
Clausewitz, Carl von 2019: Vom Kriege: Vollständige Ausgabe. Nikol Verlagsgesellschaft mbH og Co.
Hammerich, Peter Fredrik Adolph 1850: En Gravtale og en Feltprædiken i Anledning af Slaget ved Idsted.
Jensen, Ole Brehm 1993: Feltpræst i Bosnien. AROS.
Jensen, Ole Brehm 2008: “Træk af den gejstlige tjenestes historie”., i: Krigshistorisk Tidsskrift årg. 44, 2.
Luther, Martin 1526: Ob Kriegsleute auch in seligem Stande sein können?” (dansk oversættelse: “Kan soldater også have Guds nåde”, i: Luthers Skrifter i udvalg Bind IV, 307-357.
Møller, Erik Høyer 1876: Præsten I Krig. C.A. Reitzels Forlag.
Møller, Erik Høyer 1894: Livs-og Krigserindringer 1850-64. Gyldendalske Boghandels Forlag.
Møller, Kristian Massey 2009: Stille bøn i Helmand.
Nyholm. Kristoffer 1815-18: Optegnelser fra et Ophold i Frankrig 1815-18.
Rørdam, Peter 1864: Firetyve Feltprædikener, samt een Prædiken, holdt i Taarbæk Skovkapel . Th. Michaelsens & Tilliges Forlag.
Sandbæk, Harald 1946: Feltpræsten i Krig og Fred. Samlerens Forlag.
Aallmann, Thomas Østergaard 2010: Løvehjerter.