Udgangspunktet for ph.d.-afhandlingen er Anordning om børnekonfirmandundervisning og konfirmation fra 2014.2 Her er sætningen ”at lære, hvad det vil sige at leve i et kristent fællesskab” tilføjet i forhold til de forrige anordninger. Den målsætning kan være en udfordring for dem, for hvem fællesskab og relationalitet er vanskeliggjort og kan være en teologisk anstødssten.
Fra ph.d.-afhandlingens interview med ti præster, der underviser konfirmander med ASF, fremdrager jeg tre forhold omkring inklusion:
1) Præstens afhængighed og sårbarhed
2) Ophævelse af normalitetens tyranni
3) Konfirmationens inkluderende mulighed
Inklusionen i konfirmandundervisningen er mangefacetteret. Præstens indsats i forhold til inklusion i undervisning og gudstjeneste foregår i samspil med andre: lærere og pædagoger, menighed, menighedsråd og medarbejdere ved kirken og kirkelige myndigheder, ikke mindst provsten. Dertil kommer samarbejdet med forældrene, som jeg i denne artikel behandler særskilt gennem interview med mødrene.
Lærere og pædagoger kompenserer ofte for konfirmandernes funktionsnedsættelse og for præsternes manglende erfaring, viden om ASF og kendskab til de enkelte konfirmander med ASF og deres familier. De er nødvendige for gennemførelsen af inkluderende undervisning. Tilstedeværelse af lærere og pædagoger kan imidlertid resultere i en distance både til forældre til konfirmanderne med ASF og til konfirmanderne selv, og der ligger en udfordring i, at de kan have andre opfattelser end præsten såvel af undervisningens relevante pædagogik som af indhold og mål. Der er på det felt altid noget til forhandling.
At være vant til diversitet i menigheden fremmer accepten af mere diversitet, fx hvis menigheden har været vant til institutioner for mennesker med udviklingsforstyrrelser, mental retardering og lignende, og at disse mennesker er en del af kirkens samlede billede. Menighedens rummelighed er en væsentlig medbærer på inklusion.
Kirketjeneren kan spille en vigtig rolle som den, der kan inddrage konfirmanderne i den praktiske forberedelse af gudstjenesten og være backup, hvis konfirmander må forlade undervisningen. Organisten deltager ofte i noget af undervisningen, hvor den musiske faglighed er et vigtigt aktiv i inklusion og kan have en stor opgave i at inkludere børn med ASF i deres børnekor. Kirke- og kulturmedarbejderen kan varetage (børne)konfirmandundervisningen eller dele af den og med sine ofte særlige pædagogiske og kreativt faglige kvalifikationer styrke inklusion og være støttende voksenressource. Men omvendt kan manglende indsigt og forståelse hos de kirkelige medarbejdere for det, som specialundervisningen kræver af hensyn og struktur, til gengæld også gøre præsten sårbar omkring den inkluderende undervisning.
Det fremmer undervisning og inklusion af konfirmander med ASF, hvis provsten er klar i sin ledelse og understøtter præsten, der varetager undervisningen. Dette gælder både økonomi, prioritering af tid, fordeling af opgaver præster indbyrdes og intervention i interaktionerne mellem præsterne.
For præsten kan det være krævende at rumme, at konfirmanderne med ASF kan give begrænset feed-back, og at de kan køre i samme rille med deres særinteresser. Det kræver også overskud hele tiden at skulle vurdere, om den adfærd, som præsten har, er den rette, for at han eller hun kan justere samspillet med konfirmanderne med ASF. Præsten skal kunne forebygge eller håndtere nedsmeltninger for at undgå ulykker, især hvis han eller hun er alene med konfirmanderne.
Præstens arbejde kan påvirkes af, hvorvidt andre professionelle kompenserer og afhjælper konsekvenserne og belastningerne af ASF. Det er ikke bare i forbindelse med konfirmationsforberedelse, men i forhold til familiernes trivsel generelt.
Ph.d.-forløbet var formet som et aktionsforskningsprojekt. I løbet af det kom der mere fokus på, at præster må stille krav om, hvad der skal til fra kirkelige myndigheders, pædagogiske støttepersoners, menigheds, kollegers og andre medarbejderes side, for at undervisning af konfirmander med ASF kan finde sted. Fx er det i forhold til pædagoger og lærere, der er med i undervisningen, nødvendigt for præsten at tage lederrollen. Ligesom det i forhold til kirkelige medarbejdere og kolleger er nødvendigt at rejse krav om koordinering af brug af kirkens lokaler til undervisningen og adgang til kalendersystemer ved kirken for at sikre, at der er struktur og forudsigelighed i gennemførelse af undervisningen. Det kan der alt sammen være udfordringer i for samarbejdet.
I interviewene med præsterne bliver det klart, at det ikke er kirkens formål at normalisere konfirmander med ASF, så de tilpasses den neurotypiske måde at være menneske på. Inklusion er andet end tålt ophold på de andres præmisser. Inklusion kan ikke tænkes uden magt. Kirken som institution har både magt til at byde velkommen og til ikke at gøre det. Der må afgives magt, for at inklusion kan finde sted. Det er ikke det samme som, at der ikke kan ske en træning i at begå sig i en kirkelig sammenhæng, at træningen kan have overførelsesværdi til andre sammenhænge, samt at der kan arbejdes med liturgisk dannelse.
Undervisning af konfirmander med ASF kan desuden udvide præstens normalitetsbegreb, fremme undervisningen af konfirmander uden ASF metodisk og bidrage til præstens dannelse som præst.
Forskningsprojektets fokus var inklusion i folkekirkens relationelle liv med udgangspunkt i undervisningen, men interviewet med præsterne viste hurtigt og tydeligt, at også selve konfirmationen i kirken på en afgørende måde både kan være anledning til og kan erfares som inklusion. Forældre kan ellers opleve, at deres børn altid stikker ud og er anderledes end andre. Forældrene oplever ofte kampe med bureaukrati og kommune, mens konfirmation kan opleves som, at der er nogen, der vil deres børn. Den kan blive en fælles begivenhed med dem, konfirmanderne møder i kirken og i deres hverdag.
Fra ph.d.-afhandlingens interview med fire mødre til konfirmander fremdrager jeg tre forhold omkring inklusion:
1) De svære gensidige forventninger til interaktioner
2) Healende møder i det tredje rum
3) Konfirmationsforberedelsens resonans med kirkens andre tilbud
Forskningsprojektets interview med mødrene viser, at de ikke umiddelbart finder behov for personlig kontakt med en præst i forbindelse med mistanke om, at der er noget i vejen med deres barn eller ved en efterfølgende udredning. Men hvis der først bliver skabt en fortrolig kontakt mellem præst og familien med ASF, kan behovet for samtaler derimod være meget opslidende for præsten, der kan have brug for selv at blive støttet.
Præsternes kontakt med familierne til konfirmander med ASF er ofte sporadisk og drypvis. Alligevel kan de korte situerede møder i forbindelse med undervisningen have stor betydning for de enkelte familier og være med til at bryde ensomhed. Møderne kan både være fysiske, telefoniske eller på SMS. Men kontakten er ikke enkel. Nogle familier kan være så belastede, at de ikke magter at reagere på kollektive beskeder. Præsten kan mangle tid til at tage individuel kontakt. Geografiske strukturer kan udfordre kontakten.
Følelsen af forkerthed kan blive til skam og social isolation, hvis familien med alt det, der er i deres liv, ikke bliver vedkendt. Konfirmationsforberedelse af konfirmander med ASF, hvor der kompenseres for funktionsnedsættelser, kan her få en ekstra betydning som det, der kan gøre, at forældrene kan opleve at være forældre til teenagere med en historie som alle andre.
Forskningsprojektet tyder på, at konfirmandforældrenes forventninger til og kontakt med kirken ikke har ændret sig ved at få et barn med ASF. Når de har kontakt med kirken, er det i rollen af at være familie, hvis børn er målgruppe i forhold til kirkens aktiviteter i kraft af børnenes alder og i kraft af de traditioner, som familien i forvejen plejer at være en del af. Deres håb og forventning er, at de stadig kan være med i de kirkelige aktiviteter og overgangsritualer som dåb og konfirmation, selv om de har et barn med ASF, og ikke fordi de har et barn med ASF.
Ud over interviewene med præster og mødre gennemførte jeg fire observationer af konfirmandundervisningen. Observationerne i forhold til inklusionen kan samles i følgende tre forhold:
1) Det åbne, lyttende og fleksible undervisningsrum
2) Fra mind til body
3) Liturgiens rolle i undervisningen
Observationen viste, at præsten og de frivillige eller ansatte medarbejdere indimellem kan være stedfortrædere for (børne)konfirmander med ASF, hvis disse ikke magter at deltage eller udføre en opgave, som det er planlagt, at de skulle udføre. I en anderledes grad end konfirmationsforberedelse på almindelige hold er undervisningen af konfirmander med ASF i det hele taget en klart kontekstbestemt undervisning. Vægten i undervisningen ligger på det relationelle frem for bestemte materialer, opgaver eller undervisningsplaner, der skal gennemgås eller nås.
Undervisningsobservationen viste en tydelig forskydning fra den abstrakte, symbolske til den konkrete, sansebårede undervisning: narrativitet, krop og artefakter. Hvad der er en positiv udlægning af billedsprog for konfirmander med neurotypisk udvikling, er ikke nødvendigvis positivt for konfirmander med ASF, der kan have svært ved samvær med for mange mennesker og øjenkontakt og dertil krav om at håndtere abstrakt, symbolsk tænkning. Det kræver fx en ekstra indsats at give konfirmander med ASF en mulighed for at identificere sig med personer i bibelske fortællinger.
Når konfirmationsforberedelsen er sat ind i en rituel ramme, fremmer det forudsigelighed og tryghed og dermed inklusion. Liturgien får en begrundet fremskudt rolle i konfirmandstuen både som gudstjenestelig liturgi og pædagogisk forløbsstruktur for undervisning med fast og ens opbygning. Piktogrammer for konfirmander med lavt fungerende ASF, som de medfølgende lærere eller pædagoger kan have elektronisk på deres mobiltelefoner, fremmer her forudsigeligheden.
Interviews og undervisningsobservationer rejser udfordringer til teologien. Fællesskab kan opleves som en særlig udfordring fortolket ind i en kirkelig og kristen kontekst. For at fremme inklusion kan det være en nødvendighed at gentænke, hvad fællesskab er i en teologisk fortolkning af såvel den levede teologi som den teoretiske teologi, der låner den levede teologi ord.3 Det centrale teologiske tema bliver menneskesynet, der ofte knyttes til gudsbilledet og triniteten, Imago Dei og Imago Trinitatis. De må udlægges, så der også er plads til mennesker med ASF.
Den teoretiske teologi må tydes på ny, når der er dissonans i forhold til den levede teologi i mødet med konfirmander med ASF og deres familier. Vedkendelse i levet teologi kan være med til at overvinde skam som følge af anderledes adfærd, andre livsvilkår og anden måde at tænke på.
I samspil med konfirmander med autisme er der ikke altid en interaktion, hvor man giver og tager imod, eller en samtale, der kan flyde. Præsten kan opleve at blive afvist, så han eller hun må arbejde hårdt for at finde et tilknytningspunkt eller må acceptere afvisningen. Manglende accept af afvisningen kan i værste fald resultere i nedsmeltning.
Anerkendelse (recognition4) henviser til menneskets længsel efter at bliver anerkendt. Kærlighed som gave i betydningen agape er den ultimative form for anerkendelse (recognition i betydningen acknowledgement), der overvinder menneskets beregnende handlinger for at få længslen efter anerkendelsen opfyldt.
Selv om præster ikke elsker deres konfirmander, på samme måde som forældre elsker deres børn, kan bekymringer for konfirmandernes fremtid fylde meget for dem og envejs-kommunikation kan blive for belastende for præsten.
Anerkendelse (recognition) er en tovejsbevægelse, hvor vedkendelse (acknowledgement) er en envejsbevægelse. Vedkendelse kan være en tovejsbevægelse, men er det ikke nødvendigvis.
Mennesker med ASF kan holde af, vise kærlighed og have relationer, men der kan alligevel opleves et brud, hvis bevægelsen erfares som en envejsbevægelse, og hvis der mangler et flow i gensidigheden.
Vedkendelsens gave, der bliver en nåde, er mulig i et kristologisk perspektiv: Vores tid begynder i den kristne forståelse med, at Gud skaber, og senere bryder Gud ind i tiden med jul, påske og pinse, hvor der opstår det, den norske teolog Jan-Olav Henriksen kalder for et surplus.5 Surplus er det, der synes at være umuligt set fra vores livsvilkårs synsvinkel, som er muligt i et eskatologisk perspektiv.
Udfordringen bliver, hvordan vedkendelse bliver omsat fra teoretisk teologi til levet teologi, idet udbrændthed, distance til mennesker med ASF og manglende mulighed for at forstå dem er en risiko.
Det kan være udfordrende at lære konfirmander med ASF at kende. Alligevel er det vigtigt for forældrene, at både de som forældre og deres børn med ASF bliver set og mødt med samme rummelighed som andre, hverken mere eller mindre.
Når teologen Claudia Welz bestemmer det kristne menneskesyn ud fra begrebet Imago Dei, er Imago i den sammenhæng som en bevægelse eller gestus, der peger på noget mere, end billedet selv viser. Et kunstværk overskrider beskuerens intentionalitet. At betragte os selv som Imago Dei overskrider alle vore forestillinger om os selv. Imago Dei har elementer af forbavselse. En entydig og fastlåst opfattelse af Imago Dei begrænser diversitet og forskellige måder at være menneske på.
Imago Dei fortolket i en kontekst af billedkunst korresponderer med indvandrerpræst Niels Nymann Eriksens syn på den fremmede, der netop skal forblive fremmed og dermed uudgrundelig (Eriksen 2018). I sin analyse af mødet med medmennesket som en ven, understreger Eriksen vigtigheden af at lade den, som man efter mødet regner som en ven, forblive en fremmed. Hvis man mener at have regnet den, man elsker, ud, og ikke fastholder, at der er noget utilgængeligt i den anden, frihedsberøver man den anden. Man kan komme til at erobre og besidde medmennesket, og relationen mister sin dynamiske styrke. Eriksens refleksion over mødet med et menneske, man ikke kender på forhånd, klinger sammen med Claudia Welz’ beskrivelse af Imago Dei.
Beskrivelse af en diagnose som ASF med svag evne til at sætte sig ind i, hvordan andre tænker, fokus på detaljer frem for at kunne se helheder, svage eksekutive funktioner, kontekstblindhed, svag episodisk hukommelse og evt. svag semantisk hukommelse kan være nødvendige hjælpemidler ligesom andre former for viden om medmenneskers udfordringer. Samtidig afdækker beskrivelserne ikke, hvem mennesket er, idet mennesket med ASF forbliver uudgrundeligt som et gudskabt kunstværk. Ligeledes er præsten selv heller ikke beskrevet udtømmende ved sin præstation som sjælesørger eller underviser, men ved at være vedkendt. ”Tålmodighedens vej” fordrer en villighed til at acceptere afstanden uden at opgive håbet (Eriksen 2018, 72). Den afspejler et menneskesyn, der mere er et bestemt blik på medmennesket end en forståelse af, hvad et menneske er.
Et menneske er meget alene med sit liv i forhold til andre mennesker, sig selv, andre levende væsner og naturen. Men ”Ånden” har ikke forladt noget menneske. Den er “virksomt og skabende til stede” (Eriksen 2018, 74f.) – også hos mennesker med ASF.6
Det er nødvendigt med et teologisk sprog til at tale om, hvordan handicap kan tolkes, og hvordan Imago Dei og forskellige teologiske tolkningsmodeller kan anvendes. Den teoretiske teologi kan korrigere, hvis teologien ikke leves ud, tilpasses den aktuelle situation og inddrager det enkelte menneskes erfaring og oplevelse. Grundfortællingen, hvor Jesu Kristi stedfortrædende død er omdrejningspunktet, og hvor døden overvindes, ligger fast. Men fortællingen er åben og uafsluttet, idet der åbnes en plads til, at den enkeltes individuelle livshistorie kan spejles i Jesu Kristi historie.
Derfor må diskussionen fortsætte, både når det gælder kirkepædagogik, kirkelige prioriteringer og teologiske tolkninger af udfordringen med inklusion i kirkens relationer med børn med ASF – og med mange andre grupper med forskellige handicap.
Selv om der er forskellige teologiske for tolkninger af handicap, som igen er vokset ud af forskellige teologiske traditioner, er der alligevel fælles kendetegn, der sammen må udgøre grundpillerne i en handicap- eller diversitetsteologi:
Det første konvergenspunkt er ligeværd (Gal 3,28). Alle mennesker er en del af Guds skaberværk og skabt i Guds billede (1 Mos 1,26-27). En af udfordringerne opstår, når handicap betragtes som en fejl i skaberværket eller en manifestation af intetheden før skabelsen. I begge disse tilfælde opfattes handicap ikke som noget, der devaluerer mennesket, men betragtes som løsrevet fra mennesket, der har fået en ekstra udfordring at leve med. I alle teologityper er mennesket således ikke defineret af sit handicap, uanset om handicappet betragtes som en del af mennesket eller som en slags tillæg til mennesket. Mennesket er defineret ved frelsen gennem Jesu Kristi død og opstandelse og ved at have fået indblæst Guds Ånd (1 Mos 2,7).
Det næste konvergenspunkt er, at ”Guds styrke fuldendes i svaghed” (Fil 2,6-11), uanset om handicappet opfattes og erfares som en svaghed, eller at svagheden skyldes, at man har svært ved at leve livet og at tage imod det enten som den, der har handicappet, som pårørende eller som den, der skal hjælpe, men ikke magter det. Gud lader sig føde som et spædbarn, der har behov for pleje, og Gud møder alle mennesker i Jesus af Nazareth, der dør på korset. Samtidig står det også klart, at mennesker hverken i livet eller døden kan frelses ved egne evner og indsats.
Mennesker er relationelle væsener. Far, Søn og Helligånd er i relation til hinanden, og ligeledes er alle mennesker i relation til hinanden og til Gud. Menneskets gudbilledlighed er skænket uafhængigt af menneskets måde at være i relation på, uanset om mennesket fx har en anden kognitiv profil, eller mennesket har en anden måde at interagere på. Gudbilledligheden må fortolkes og leves ud i den levede teologi, så det rummer den måde, mennesker med ASF er mennesker på.
Hverken mennesket med handicap eller uden handicap er statiske, men konstant under forandring. Enhver forestilling om eller beskrivelse af et menneske er altid foreløbig og kontekstbestemt, og billedet af medmennesket forandrer sig, når den, der iagttager det, flytter sig.
Relationerne mellem mennesker er symmetriske, hvad angår ligeværd. Relationerne er derimod ofte asymmetriske i forhold til hvem, der har mulighed for og magt til at vedkende og at komme medmennesket i møde, og hvem der har behov for at blive vedkendt, mødt, få særlig opmærksomhed og at blive tænkt ind i centrum i kirken (fx Matt 5,3-12; Matt 10,42; Matt 18,3; Matt 25,40b; Luk 6,20-23; Luk 9,46-48).
Handicap, herunder ASF, hører med til menneskelivet som en del af det, selv om heller ikke dette projekt løser theodicéproblemet. Sårbarheden (at have handicap, være berørt af handicap, at være – midlertidig – uden handicap eller – midlertidig – uden berøring med handicap) har et modsvar i Kristi legeme (jf. fx beskrivelse af den lidende Herrens tjener i Es 53). Den sammenhæng bliver synlig, når mennesker med og uden handicap fejrer nadver sammen, og når de modtager Guds velsignelse på hver sin måde.
Sammenfattende gælder, at i de forskellige handicapteologiske modeller er det afgørende, at ethvert menneske mødes som skabt i Guds billede – til og ved Kristus. Samtidig må medmennesker med eller uden ASF eller med eller uden berørthed af ASF altid mødes i bevidstheden om, at den styrke, der fuldkommes i svaghed, også gælder her, så svagheden som kriterium hindrer, at den i egne øjne stærke bemægtiger sig medmennesket.
Bliver en handicap- og diversitetsteologi ikke fastholdt som en ligeværdighedens og sårbarhedens teologi, ender vi let i noget totalitært. Man kan komme til at tro, at man forstår alt det og erfarer alt det, som medmennesket forstår og erfarer. Men ligesom præsten flytter sig, flytter medmennesket sig også hele tiden med risiko for, at medmennesket for længst er et helt andet sted, når præsten tror, at han eller hun har nået målet. Netop deri er diversitetsteologiens force: At medmennesket aldrig kan indfanges som en genstand, men konstant er et uudgrundeligt subjekt, der må mødes på ny i hvert nyt øjeblik. Det er den teologiske inklusions puls. Præsten og underviseren må være søgende og nysgerrig som en detektiv, der hele tiden er på vej mod et mål, der kun kan nås eskatologisk.
Med diversitetsteologiens inklusionsperspektiver som klangbund og med indsigter fra ph.d.-projektets empiriske dokumentation og aktionsforskningsprojektet samler denne artikel her afslutningsvis en række konkrete anbefalinger med henblik på at bidrage til at styrke inklusionen af konfirmander med ASF i folkekirkens relationelle liv.
De roller og relationer, som præster, de øvrige ansatte såvel som frivillige i kirken, konfirmanderne med ASF og deres familie og professionelle som lærere og pædagoger, menighed, menighedsråd og provst har, er viklet ind i hinanden. Samarbejdet hele vejen rundt er en ressource og en nødvendighed for konfirmandens inklusion.
Inklusion er udtrykt i, at præster og undervisere af konfirmander med ASF ser sig selv som deres ”medvandrere”. Det betyder en stadig søgende og vedkendende nysgerrighed på de enkelte konfirmander og deres forcer og udfordringer i undervisningen.
Inklusion fordrer, at præsten evner at være facilitator, mediator og tydelig liturgisk leder, hvis mennesker med typisk udvikling i menigheden ikke forstår den adfærd, konfirmander med ASF kan have. Ligeledes fordrer inklusion, at præsten er tydelig klasserumsleder, når struktur og forudsigelighed er nødvendigt for, at konfirmander med ASF kan følge sig trygge.
En vigtig side af inklusion er, at præst og undervisere aflaster i forvejen belastede forældre til konfirmander med ASF ved at turde tage ansvar for konfirmandundervisningen sammen med skolen. Det samme gælder også ansvaret for konfirmationen, hvor forældres måske urealistiske ønsketænkning om at ”normalisere” deres børn, deres usikkerhed omkring konfirmationsnormer og konfirmandens adfærd skal kunne rummes og vejledende aflastes.
En inkluderende kultur i menigheden og kirken, båret af viden om ASF og åben kommunikation med mennesker med ASF, er en væsentlig styrke for inklusionen af konfirmanderne. Det betyder villighed til at vedkende sig det, som er anderledes og måske endda optræder uforståeligt anderledes, og åben villighed til at strække sig og selv gøre tingene anderledes.
Ikke alle skal være sammen om alt. Så længe fx undervisning på specialhold, dispensation fra en belastende ekskursion, særlige opgaver for konfirmander med ASF, solo-konfirmation osv. er udtryk for understøttende vedkendelse af plads og betydning i menigheden og ikke ydmygende eksklusion, bærer separationen med på inklusionen.
Der bør tilbydes fulde konfirmandforløb til unge med ASF, akkurat som når det gælder de almindelige konfirmander. Det kan ofte være betydningsfuldt at lave opdeling i højt fungerende konfirmander med ASF og lavt fungerende konfirmander med ASF. Det er vigtigt at tilbyde minikonfirmandundervisning og opfølgende konfirmandundervisning (klub) til målgruppen. Det er betydningsfuldt at arbejde på familiernes inklusion i andre sider af menighedslivet.
Baron-Cohen, Simon 2012a: The Science of Evil - On Empathy and the Origins of Cruelty. New York, USA: Perseus Books Group.
Eiesland, Nancy L. 1994: The disabled God. Toward a Liberatory Theology of Disability. Nashville: Abingdon Press.
Eriksen, Niels Nymann 2018: Gæstfrihed. København: Akademisk Forlag.
Frith, Uta 2003: Autism: Explaining the Enigma. Second edition. Oxford, United Kingdom: John Wiley and Sons Ltd.
Henriksen, Jan-Olav 2009: Desire, Gift and Recognition. Christology and Postmodern Philosophy. Michigan/Cambridge, U.K.: Wm. B. Eerdmanns Publishing Co.
Honneth, Axel 2003: Behovet for anerkendelse. En tekstsamling. Redigeret af Rasmus Willig. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen. København: Hans Reitzels forlag.
Kunz, Ralph og Ulf Liedke (red.) 2013: Handbuch Inklusion in der Kirchengemeinde. Göttingen/Bristol, USA.: Vandenhoeck & Ruprecht, 2013.
Liedke, Ulf og Harald Wagner (red.) 2016: Inklusion. Lehr- und Arbeitsbuch für professionelles Handeln in Kirche und Gesellschaft, Stuttgart: Kohlhammer.
Liedke, Ulf 2011: ”Gegebenheit - Gabe - Begabung?” I Evangelische Bildungsverantwortung: Inklusion. Ein Lesebuch, redigeret af Annebelle Pithan og Wolfhard Schweiker, 81-88. Stuttgart: Comenius-Institut, Münster.
Liedke, Ulf. Beziehungsreiches Leben. Studien zu einer inklusiven theologischen Anthropologie für Menschen mit und ohne Behinderung. Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 2009a.
Mikkelsen, Hans Vium 2018: ”Teologi og menneskesyn – udfordret af mennesker med særlige behov”. I Heilesen, Lars Nymark (red.), Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og teologi, 91-117. København: Eksistensen.
Mikkelsen, Karin Braüner Vium 2021: Folkekirke og (børne)konfirmander med autismespektrum-forstyrrelse (ASF). Et empirisk og teologisk studium af inklusion i folkekirkens relationelle liv. Ph.d.-afhandling fra Teologisk Fakultet, Københavns Universitet.
Milton, Damian E. M. 2012: ”On the ontological status of autism: ’the double empathy problem’ ”. London, UK: Taylor Francis Online, published 16. Aug. 2012, 883-887.
Oliver, Kelly 2001: “Witnessing. Beyond Recognition”. Minnesota, USA: University of Minnesota Press.
Swinton, John. ”Reflections on Autistic Love.” Practical Theology, 5:3, 2012: 259-278.
Welz, Claudia 2011: ”Imago Dei. References to the invisible.” I Studia Theologica 65, 24. Maj 2011. Norge: Routledge, 74-91.