Barnetro?

Et sted at begynde - Forord

Når børnene nævnes i kirkelige sammenhænge, er det ofte i forbindelse med statistikker. Det handler om den faldende medlemsprocent eller den faldende dåbsprocent, hvor børnene bliver interessante i kraft af deres aftryk i de statistikker og instrumentaliseres til noget, vi må forholde os til for at fremtidssikre folkekirken. For eksempel har Helsingør Stiftsråd i deres strategi for perioden 2022-2025 udpeget dåben som et af sine fire fokusområder og begynder netop i disse uger at gå nye veje for at sætte en samtale i gang med nybagte forældre; blandt andet ved at købe samarbejde med influencere. Det bliver interessant at følge den indsats, men samtidigt er det værd at hæfte sig ved, at den samtale stiftet ønsker at sætte i gang, er en samtale - om dåb. Men er det den samtale de nybagte forældre ønsker at have med folkekirken? Helsingør Stift begrunder deres fokus således: ”Udfordring: Antallet af dåb og dåbsprocent er hastigt på vej ned i stiftet”
(https://www.xn--helsingrstift-hnb.dk/stiftet/stiftsraadet/stiftsraadets-strategi).

Det er svært at være fortaler for, at folkekirken skal udvise ligegyldighed overfor den faldende dåbsprocent, tværtimod. Men det er problematisk at se på den faldende dåbsprocent og konkludere, at udfordringen er, at dåbsprocenten er på vej ned. Statistikkerne er vel kun konsekvensen af selve udfordringen, som nærmere er, at:

Børnenes forældre ikke anser dåben for at være betydningsfuld. Børnenes forældre ikke anser folkekirken for et fællesskab, der har relevans for dem eller som de selv er en del af i tilstrækkelig grad til at deres børn også skal være det. Eller forældrene oprigtigt ønsker at lade børnene træffe deres eget valg ift. dåben.

Disse udfordringer er ikke opstået pludseligt, og det ville også være forkert at tillægge folkekirken det fulde ansvar for, at billedet tegner sig, som det gør.
Der er tale om forskydninger gennem flere generationer, politiske strømninger, studenteroprør, skolereformer og ændrede sociale forhold, som har haft betydning for forældrenes kirkelige dannelse og derfor også får betydning for børnene.

Den faldende dåbsprocent kan endda også ses som udtryk for noget godt – nemlig at det sociale pres er faldet bort, så man nu ikke vælger dåben til at frygt for social stigmatisering, men som et frit valg.

Men hvis man som søgende, tvivlende småbørnsforældre fornemmer en kirke, der vil have børn døbt for at få dåbsstatistikken op, kan det meget vel blive en afgørende bevæggrund for at vælge den kirke fra.

Kunne vi ikke begynde et helt andet sted i den kirkelige samtale om og med børnene og deres voksne end i statistikkerne, og i stedet for at se dem som fremtidens kirke, simpelthen se dem som en del af nutidens kirke? Børnene og deres forældre er en del af menigheden, både når de holder dåb under højmessen og når de kommer til babysalmesang, børnegudstjenester og konfirmationsforberedelse, og uanset om børnene bliver døbt eller ej, har kirken en mulighed for at tage aktiv del i deres dannelsesproces og bidrage til deres tydning af verden, når det drejer sig om kristendom. Måske kunne vi i vores møde med børnene og deres voksne begynde med at overveje, hvad kirken kan bidrage med i denne dannelsesproces, og hvad børnene kan bidrage med i menighederne? Uanset hvad kan der kun blive tale om et bidrag, for dannelsesprocessen sker i barnets møde med hele den verden, som det med hele sin hud grænser op til, er forbundet med og afhængig af.

I dette temanummer af Kritisk forum for praktisk teologi forsøger vi i alle artiklerne at starte et nyt sted og undersøge, hvordan vi er kirke for børnene, og hvordan vi måske kunne være det. Det handler om forståelsen af dannelsesprocesser, skriftsyn, hjerneforskning, de liturgiske og hymnologiske udfordringer, religionspædagogikken stiller os overfor, og ikke mindst de samfundsmæssige udfordringer, der stiller nye forventninger til dannelsesforståelsen.

Fra grøntsag til verdensborger

Den norske Teolog Odd Magne Bakke redegør i bogen ”When children became people” for barnesynet i antikken, som tilgangen til børn i kristendommens første århundreder blev formet og farvet af, med henblik på at undersøge, hvorvidt kristendommen transformerede synet på børn og forståelsen af barndommen.

For Platon var børn de første år af deres liv at sammenligne med dyr, fordi de endnu ikke besad logos og desuden var umælende, og i det hele taget fysisk svage og sårbare.

Hvor vi i dag taler om mennesker, der fødes frie, beskrev Plinius den ældre barnets første tid som en tid i total kropsligt fangenskab. Barnet fødtes i en krop, som det ikke var i stand til at bevæge. Det kunne ikke løfte sit hoved, havde ingen kontrol over sine arme eller ben og kunne ikke bevæge sig ud af stedet. Derfor fødtes barnet, ifølge Plinius, skrigende i angst over sin afmagt.
Plutarch beskriver barnet i de første dage af livet som mere grøntsag end menneske. Barnet fødes forbundet med moderen gennem navlestrengen, som et græskar, og selv efter fødslen går der en uges tid, før navlestrengen falder af. I det antikke samfund blev barnet først menneske, i takt med at det fødtes socialt, og det sociale var betingelsen for, at det overhovedet blev holdt i live.
Barnet tjente som mentalt spejl for sine forældre. Barnet skulle fremtidssikre familien og udgjorde en vigtig samfundsmæssig investering, da der var konstant efterspørgsel på arbejdskraft til at bygge Romerriget op og soldater til at gå i krig for det, og barnet var således ikke interessant i sig selv, men i kraft af, hvad det engang skulle blive. Det var kun værd at bruge kræfter på dem, i håbet om, at det kunne betale sig senere. Denne forståelse kommer for eksempel til udtryk i Euripides ”Medea”, hvor Medea, der har besluttet at slå sine børn ihjel, beklager, at hun forgæves har slidt og slæbt for sine sønner i håbet om, at de ville trøste hende, når hun blev gammel.

Den tidlige barndom havde intet skær af idyllisk grundtilstand, som man kunne længes tilbage til eller hente idealer fra som voksen. Det barnlige var derimod negativt ladet og noget, man skulle vokse fra med hjælp fra voksne, hvis opgave det var at gøde og forme det menneskelige råmateriale. De voksne var ammer, lærere, forældre og hvem barnet ellers faldt i hænderne på.

”Min oldefader har jeg at takke for, at jeg ikke besøgte de offentlige skoler, men nød dygtige læreres undervisning i hjemmet, og gjorde den erfaring, at man ikke bør spare, hvor det gælder ungdommens opdragelse”. Erfaringen af, at man ikke bør spare, hvor det gælder ungdommens opdragelse, gjorde den romerske kejser Marcus Aurelius sig omkring år 150 e.kr. i begyndelsen af (den første bog af) hans tanker til sig selv. og skønt mange politikere i dag forhåbentligt vil være enige i det udsagn, vil de formentligt være meget uenige med Aurelius, når det gælder forståelsen af, hvad ungdommens opdragelse skal bestå i. Den græske kirkefader Johannes Chrysostomos understreger i det fjerde århundrede, at alt andet bør have lavere prioritet end det at opdrage børnene i disciplin og som Herren har befalet.
Opdragelsen handlede grundlæggende om at børnene skulle adlyde de voksne og overtage den viden, de kunne videregive. I Paulus’ Brev til Efeserne cementeres aftalen mellem barn og forælder klart og tydeligt:

”Børn, adlyd jeres forældre i Herren; for det er ret og rigtigt.  ‘Ær din far og din mor!’ Det er det første bud, der er knyttet et løfte til:  ‘for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv på jorden.’  Og fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning.” (Ef 6,1).

I Paulus’ Brev til Kolossenserne præciseres det samme:

”Børn, adlyd jeres forældre i alt, for sådan skal det være i Herren.  Fædre, I må ikke tirre jeres børn, så de mister modet.” (Kol 3,20).

Det er her værd at bemærke, at teksterne henvender sig direkte til børnene og derved tager for givet, at børnene er en del af den forsamling, hvor teksten læses. Men ansvaret er altså tydeligt. Det er forældrenes ansvar at opdrage børnene og børnenes ansvar at adlyde. Bakke argumenterer for, at børnene også deltog aktivt i forsamlingerne, og også i nadvermåltidet, og at børnenes opdragelse i kristendommen fandt sted i samspil mellem kirken og hjemmet, og der var på den måde flere aktive voksne i børnenes dannelsesrum, men de voksne var entydige og forsøgte så vidt muligt at skærme børnene mod påvirkning, der kunne vildlede dem. Bakke konkluderer i sin forskning at kristendommen blev transformerende for synet på barnet. Barnet blev nu set som gudskabt og livet blev tillagt værdi, uagtet social status.
Børn blev mennesker.

Fra dette yderpunkt i kristendommens historie springer vi til det modsatte, nemlig det sted, hvor vi nu befinder os og forsøger at fortsætte. Der er selvfølgelig mange mellemlandinger fra den tidlige kristendom og til vores, men ved at insistere på fugleflugtslinjen, bliver det tydeligt, hvor stor en kontrast, der er tale om. I 2013 udgav teologen Peter Kemp ”Verdensborgeren”, hvori han argumenterer for verdensborgeren som ideal for dannelse og uddannelse og beskriver verdensborgeren som et menneske, der tager nutidens globale problemer op og bidrager til løsninger, der kan være til gavn for menneskeheden (Kemp 2013). Der er langt fra Platon og Plutarchs forståelse af barnet som en uforstandig grøntsag til Kemps Verdensborger og FNs konvention om barnets rettigheder, der i Art. 14 fra 1989 taler om barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed (Art. 14).

Vi har flyttet os et andet sted hen i synet på barnet, og det har fået konsekvenser for vores forståelse af opdragelse/dannelse. Den antikke opdragelse var i høj grad et spørgsmål om værdioverførsel og sikring af kontinuitet, og kan beskrives ved billedet af et barn, der tages ved hånden og føres, skridt for skridt, gennem opdragelsen og ud af barndommen. Det moderne dannelsessyn illustreres bedre ved barnet, der står i verden og gennem møde med verden, samtaler, undervisning, udfoldelse og oplysning bliver i stand til at navigere i verden omkring sig og sætte sit præg på den og som faktisk forventes at forandre den. Vi forventer ikke, at vores børn skal blive som os – tværtimod håber vi, de vil blive bedre. Dannelsesbegrebet har åbnet sig, og det er langt mere interessant at tænke i verdensborgere end grøntsager, men det kræver også mere; af barnet selv såvel som de voksne, der omgiver det. Også når det gælder den religiøse dannelse – og åndelig, poetisk, sproglig, æstetisk dannelse.

Barnetro – i tre versioner

Begrebet barnetro bruger de fleste formentlig om den enfoldige, naive tro, som børn formulerer. Fordi vi i dag tillægger barndommens land stor værdi, er barnetroen – ligesom barnligheden – noget, vi helst skal vokse ud af men samtidigt helst ikke må miste helt. Men måske er det værd at lege lidt med de betydninger ordet også kunne have. Hvis vi i stedet for at anse barnet for subjektet for troen, gør det til objektet. Så bliver barnetroen en tro på barnet - den tro, der vækkes i det voksne menneske i mødet med det lille barn. Det er en tro, mange mennesker vil kunne genkende. Oplevelsen af at mødet med barnet; vores egne, andres børn, billederne af krigens børn eller barnet i os selv, som vi måske har svigtet, med deres blotte tilstedeværelse kan vække håb i os, skabe ny handlekraft og tro på, at verden kan blive ny og skal blive ny for barnets skyld og ved barnets hjælp. Hvis man bruger begrebet barnetro på den måde, kan hele kristendommen sådan set være et udtryk for barnetro.
Verden bliver ny julenat i mødet med et barn, der selv årtusinder efter formår at skabe håb omkring sig. Troen næres i mødet med barnet.

Og deraf udspringer så den tredje brug af ordet barnetro, hvor vi kan spørge os selv, om vi er tro mod barnet? Er folkekirken barnetro? Er vi bevidste om den forpligtelse vi har overfor de børn, vi møder. Tager vi dem alvorligt og tager vi os tid til dem. Den manglende religionspædagogiske interesse tyder ikke rigtigt på det, og det er værd at bemærke at de målgrupper, som præsterne oftest overlader til andre faggrupper – til kirkemusikere og kirke- og kulturmedarbejdere, er børnene og deres voksne.

Tid til refleksion

I højhastighedssamfundet er refleksionen under pres, fordi den tager tid. Det er derfor nemt at springe refleksionen over og handle i stedet. Men folkekirken har brug for refleksion over, hvad vores rolle er ift. børnene og hvad den ikke kan være, så vi får et stærkere fundament at stå på i børnenes dannelsesrum og tør træde derind – tydelige, nysgerrige og med omtanke.
Folkekirken kan ikke stå alene derinde. Vi er afhængige af skolerne, hjemmene, bedsteforældrene og alle de andre relationer i børnenes liv, og vi må slippe ideen om, at vi skal fylde huller ud for skole og hjem, for så når vi aldrig frem til at møde dem med det, som kirken skal og kan. Kirken skal træde tydeligt ind i børnenes dannelsesrum og invitere de voksne i børnenes liv til at gå med derind og være lige så tydelige.

Er det udfordrende at være kirke for og med børn? Ja, helt sikkert. Men ”Læg ud på dybet” (Luk 5,4).

I dette nummer tilbyder vi et sted at starte refleksionen med otte artikler.

Indledende skriver Dorte Toudal Viftrup, lektor ved forskningsenheden for almen praksis ved Syddansk Universitet, og cand.theol. Anne Sofie Aagaard Jensen om åndelig dannelse som forskningsfelt. Viftrup og Jensen kommer med et bud på et dannelsesbegreb og peger på, hvordan det åndelige dannelsesperspektiv bidrager til løsninger af de aktuelle udfordringer med børn og unges mentale sundhed og trivsel.

Steen Hildebrandt er Ph.D. og professor emeritus i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation, Aarhus Universitet. Han har de seneste år beskæftiget sig indgående med FN’s Verdensmål og giver i sin artikel et bud på betydningen af ydre og indre bæredygtighed og giver sit bud på den dannelsesforventning, de nye generationer møder samfundet med.

Dernæst giver Louise Heldgaard Bylund i sin artikel indblik i sin forskning i Børnebibler fra Aarhus Universitet. Heldgaard Bylund undersøger, hvilken selektion af tekster, der ligger til grund for børnebiblerne, og hvilket indtryk børn og deres familier får af Bibelen, hvis det er børnebiblernes selektive kanon, der er det primære referencepunkt.

Lisbet Kjær Müller giver i interview med redaktørerne indblik i en mangeårig religionspædagogisk proces, der resulterede i projektet Børn i Kirken, men også trækker på hjerneforskning og en ny forståelse af Paulus. Kjær Müller gør rede for begrebet teologisk progression, kærlighedshjernen og Paulus som religionspædagogisk potentiale.

I artiklen ”Teologi med børn” tager Eberhard Harbsmeier udgangspunkt i Rainer Oberthürs tilgang til teologi med børn og opfordrer til en omkredsende tilgang, der med afsæt i grundlæggende eksistentielle spørgsmål gør børnene til teologiske subjekter i stedet for objekter.

Merete Holm Dalsgaard og Dorte Toudal Viftrup fra Forskningsenheden for almen praksis ved Syddansk Universitet har som formål med deres artikel at diskutere familiens og kirkens betydning for barnets eksistentielle dannelse. Artiklen vil pege på tre eksistentielle pejlemærker, der kan understøtte familien som barnets eksistentielle dannelsesrum, med udgangspunkt i spørgsmålene: Hvordan kan man forstå den aktuelle mistrivsel som en eksistentiel hjemløshed? Hvilken betydning har familien for barnets eksistentielle dannelse og robusthed? Hvilke muligheder rummer kirken for at understøtte familien som barnets eksistentielle dannelsesrum?

Religionspædagogisk konsulent i Københavns Stift og sognepræst ved Flintholm Kirke, Annette Molin Brautsch, giver i sin artikel et bud på, hvordan erfaringer fra børnegudstjenesten kan bidrage til folkekirkens liturgiarbejde. Molin Brautsch ser nærmere på nogle af de liturgiske overvejelser, der kræves, når man holder børnegudstjenester.

Slutteligt tilfører Martin Lysholm Hornstrup, organist og kirkemusiker i Gellerup Kirke, og Simon Emil Koefoed, sognepræst i Brabrand Aarslev Kirker, medlemmer af Forum for børnesalmer et hymnologisk aspekt i deres artikel om salmesang med børn i kirken. Hornstrup og Koefoed undersøger, hvad kvalitet er og kan være, når man skal vælge salmer til børn, og hvad der skal til for at få børn til at synge under gudstjenesten. Forfatterne beskriver den udvikling, der er sket indenfor børnesalmer de seneste ti år og hvilken retning udviklingen bevæger sig i.