Der bliver skrevet nye salmetekster og -melodier hele tiden. Mange kirker har i årevis haft egne tillæg til den autoriserede salmebog, i 2016 udgav forlaget Eksistensen salmebogstillægget 100 Salmer, året efter udgav Det Kgl. Vajsenshus’ Forlag Kirkesangbogen, og parallelt er der udgivet en lang række salmer og melodier i mindre samlinger via salmedatabasen salmer.dk, private hjemmesider og blogs. Dertil kommer, at der i 2020 udkom en ny højskolesangbog, hvis redaktion havde det særlige til fælles med redaktionen bag Kirkesangbogen, at den skulle invitere komponister og forfattere til at skrive helt nye sange. Rimeligvis en afspejling af en holdning om, at den danske sangtradition trængte til fornyelse fra autoritativt hold.
Dette og det næstkommende nummer af Kritisk forum for praktisk teologi tager livtag med denne udvikling med afsæt i spørgsmålet om, hvad der kvalificerer en salme. Hvad er en salme? Hvornår ”fortjener” en salme at komme i salmebogen? Hvilken betydning har melodien? Hvilken betydning har en salmes ”liv” uden for kirken? Og tilsvarende: Hvilken betydning og hvilket liv har folkelige, åndelige sange, som ikke defineres som salmer, inden for kirken? Kalder tiden på en udvidelse af salmegenren og en salmebog med et mere mangfoldigt udtryk? – er bare nogle af de spørgsmål, vi søger svar på.
I grunden er det næppe en ny tendens, vi tager bestik af. Selv om der er udgivet autoriserede salmebøger siden 1569 – den aktuelle fra 2003 er den 15. i rækken –, har især præster ikke holdt sig tilbage med at bruge og udgive egne salmer derudover. Bedst kendt er nok Grundtvig, som skrev over 1.500 salmer, men ”kun” har 253 med i den aktuelle salmebog. Fra nyere tid kan nævnes præsterne Holger Lissner, Hans Anker Jørgensen og Lisbeth Smedegaard Andersen, men også salmedigtere, som ikke er præster, for eksempel Lars Busk Sørensen, Iben Krogsdal og Simon Grotrian.
Bevægelserne i forbindelse med disse autoritative udgivelser gør genrespørgsmålet interessant. Hvornår er en salme en salme og ikke ”bare” en sang, hvem har mandat til at afgøre det, hvem tildeler mandatet, og hvilke kriterier gøres gældende? For eksempel findes en håndfuld nyere sange i både Kirkesangbogen, 100 Salmer og Højskolesangbogen, mens endnu flere går igen i to ud af de tre, oftest i Kirkesangbogen og Højskolesangbogen. I den henseende er det værd at bemærke, at titlen Kirkesangbogen umiddelbart kategoriserer indholdet som sange (ligesom med Højskolesangbogen), selv om bogen rummer en del salmer. Det ser man, når man bladrer i den, da der til venstre ud for første nodelinje ved hver sang/salme står, om det er en sang eller salme. Det viser, hvad redaktionen opfatter som hvad, og udgør en praktisk foranstaltning, eftersom ”ikke-salmer” kun må bruges ved kirkelige handlinger med biskoppens tilladelse.
Blandt redaktørerne af Kirkesangbogen var musiker og lektor på Rytmisk Musikkonservatorium Henrik Marstal. Han bidrager i dette nummer af Kritisk forum for praktisk teologi med artiklen ”Kirkesangbogen har bidraget til en mere åben forståelse af salmebegrebet”. Alene titlen antyder, hvad der gælder for hele dette nummer, nemlig at alle bidrag er skrevet som essays eller kronikker. Et bevidst valg fra Kritisk forum-redaktionens side for at give rum for personlige holdninger, og fordi bidragene er tænkt som indspark til en igangværende, fortløbende debat, som i hvert fald fire af de fem bidragydere har taget aktiv del i.
Henrik Marstal skriver så at sige lige ind i genrespørgsmålet med en koncis redegørelse for ambitionen med Kirkesangbogen og redaktørernes genremæssige overvejelser. For eksempel beskriver han, hvordan redaktørerne anlagde et bredere syn på, hvad en salme kan være, ud fra en antagelse om, at en sang kan få en salmelignende funktion eller karakter ved at blive brugt i kirkerummet. På den måde lægger hans artikel op til et fornyet blik for, hvad der kan have kirkelig kvalitet, og hvad kirkelig kvalitet er – hvilket i øvrigt også afspejles i Kirkesangbogens forord, som meddeler, at de udvalgte sange tager udgangspunkt i ”en almenmenneskelig erfaring” og efter redaktionens vurdering rummer ”en mere åben kristen livsforståelse”.
En modsætning til en åben kristen livsforståelse kunne være et lukket, indforstået, dogmatisk sprog. Det mener blandt andre Marianne Søgaard og Anne Odgård Eyermann, som bidrager med artiklen ”Nye sange kan udvide trosrummet”. Her hævder de, at den klassiske danske salmeskat i for høj grad er med til at fastholde en høj dørtærskel til kirken, og argumenterer for at fremme sange og salmer, som giver plads til ”den lille tro”. Det gælder for eksempel det, de kalder ”åndelige sange”, som er sange af ”populærmusikere og forfattere, der er optagede af tro”. Det vil sige forfattere, som ikke er teologer eller præster, og som i et udogmatisk, poetisk sprog sætter ord på eksistentielle spørgsmål, mere end de forkynder kristendom.
Artiklen afspejler, at spørgsmålet om, hvad der definerer en salme, i høj grad knytter sig til teksterne: Tolker de den evangelisk-lutherske kristendom tydeligt, og rummer de klassiske ”salmemarkører” som lovprisning, påkaldelse, taksigelse og bøn. For omvendt kan man også spørge, om disse elementer overhovedet er nødvendige, for at en salme kan kaldes en salme. Det har blandt andre digteren Simon Grotrian ofte givet anledning til, efter at han i 2006 begyndte at udgive salmer (som han vel at mærke selv kategoriserede som salmer). For eksempel skrev Informations litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen om Grotrians salmesamling Ravnekost og slagere fra 2017, at ”når Grotrian så tit deler vandene, hænger det ikke sammen med, at teksterne mangler tro. Størsteparten fremtræder tværtimod som inderlige klageråb, dybtfølte taksigelser og overstrømmende lovprisninger” – og videre: ”Teologisk er der imidlertid ikke ret meget at komme efter: Den centrale forestilling om synd indsnævres til et spørgsmål om selviskhed, og ideen om omvendelse og frelse har hos Grotrian oftest et klamt terapeutisk præg”.1
Teolog Hanne Marie Houkjær, som bidrager med artiklen Dådyrramte af panik - et essay om Simon Grotrians salmer, er slet ikke enig med Erik Skyum-Nielsen. I tråd med Marianne Søgaard og Anne Odgård Eyermann mener hun tværtimod, at Grotrian giver anledning til at forny det kirkelige ordforråd. Med helt konkrete forslag til, hvordan nogle af Grotrians salmer kan bruges i forkyndelsen, for eksempel ved en dåbsgudstjeneste, udfolder hun hans billedsprog og viser, at det måske er mere teologisk end som så. Øvelsen er at gå ind i det tekstunivers, Grotrian etablerer, og jagte alle tænkelige betydninger og nuancer i de ord, han bruger. For eksempel det umiddelbart provokerende ord ”kirkeble”, at blive ”vugget blidt i kirkebleen”, som i Hanne Maries udlægning kunne være udtryk for fællesskabet med Gud som ”det sted, der kan favne og rumme alt det ”lort”, der følger med livet”.
Det forhold mellem en klassisk kirkelig, dogmatisk indforstået salmedigtning på den ene side og en folkelig, åndelig digtning på den anden, som løber som en rød tråd gennem de første to artikler, klinger også med i den tredje artikel skrevet af Mads Djernes: Vi står på spidsen af fællessangens vinge. Afsættet her er de fællessangsudsendelser på tv, som opnåede enorm popularitet, da Coronakrisen udløste en nedlukning af samfundet i begyndelsen af 2020. Mads Djernæs peger blandt andet på, at selve oplevelsen af at synge sammen, som igen hviler på en grad af kollektiv, folkelig bevidsthed om Danmarks århundredlange fællessangstradition, næsten kan have større betydning, end præcist hvad der bliver sunget. En iagttagelse, som trækker tråde til Henrik Marstals påpegning af kontekstens betydning for en sangs kirkelige gyldighed.
*
Som nævnt hænger dette nummer sammen med næstkommende nummer af Kritisk forum for praktisk teologi. Hvor denne første del kort sagt har fokuseret på genre, sprog og sammenhæng, vil fokus i anden del være på musikken og det, man kan kalde brugerfladen.
Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC-BY 4.0)
