Bibelens røde tråd? Den selektive kanon i danske børnebibler

“Den har vi hørt!” er en ærgerlig reaktion fra børn, når man skal til at fortælle en historie. Ikke desto mindre er der sikre gengangere i de fortællinger, som børn møder i kirken og i børnebibler. Fx vil mange nok kunne nikke genkendende til, at de har fortalt historierne om Noa, Babelstårnet og Den barmhjertige samaritaner op til flere gange. Børnebibler består af en række udvalgte bibelhistorier. Det er langt fra alle Bibelens kringelkroge, der finder vej ind i børnebiblerne. Det er tværtimod de samme fortællinger, der gang på gang bliver udvalgt til den selektive kanon. I denne artikel undersøges det, hvilke fortællinger der vælges til og fra, og hvilken rød tråd der knyttes på tværs af bibelfortællingerne. Endelig overvejes det, hvilket indtryk børn og deres familier får af Bibelen, hvis det er børnebiblernes selektive kanon, der er det primære referencepunkt.

Børnebibler er en velvoksen genre på det danske bogmarked. I Danmark definerer vi en bestseller som en bog, der har solgt mere end 10.000 eksemplarer. Flere af de danske børnebibler har rundet en kvart million solgte værker. Der står altså børnebibler i ganske mange hjem. Det skyldes i høj grad den efterhånden faste tradition, at dåbsfamilier får en børnebibel forærende af kirken i forbindelse med barnedåb eller et senere dåbsjubilæum.

Børnebiblerne er altså med al sandsynlighed med til at præge børns første møde med det bibelske univers, enten på bogreolen eller som højtlæsning på sengekanten, i kirken eller i skolen. Dertil kommer, at der i dagens Danmark er en vis sandsynlighed for, at børnebiblerne ikke blot udgør det første møde med Bibelens univers, men måske for mange fortsætter med at være det eneste møde (Larsen 2019, 126-128). Det er derfor langt fra ligegyldigt, hvilket bibelsyn og hvilken kanon børnebiblerne tilbyder børn og deres familier.

De fem børnebibler

Artiklen her bygger på analyser fra min ph.d.-afhandling Børnebibler som traditionsformidling: En litterær og teologisk undersøgelse af fem populære danske børnebibler fra 2010’erne. På baggrund af salgstal og forespørgsler hos stifternes religionspædagogiske konsulenter fastslår jeg i mit arbejde, at fem børnebibler med al sandsynlighed har været de mest populære i 2010’erne (Bylund 2022, 27-28). Den første er Synne Garffs De Mindstes Bibel i 2007 med illustrationer af Lillian Brøgger og Cato Thau-Jensen, udgivet af Bibelselskabet. Sigurd Barretts Sigurd fortæller Bibelhistorier fra 2010 med illustrationer af Jeanette Brandt fra Politikens Forlag er den anden børnebibel i studiet. Den tredje og nyeste udgivelse er Ida Jessens Bibelhistorier med illustrationer af Hanne Bartholin, udgivet af Bibelselskabet. De sidste to børnebibler i studiet er begge genudgivelser af børnebibler af Johannes Møllehave. Johannes Møllehaves Børnebibelen udkom på Bibelselskabet første gang i 1996. Med genudgivelsen i 2016 fik Børnebibelen et nyt udtryk med Charlotte Pardis illustrationer. Børnebibelen er den fjerde børnebibel. Den femte børnebibel er Alle Børns Bibel, som i sin første udgave fra 1991 var genfortalt af Johannes Møllehave og udgivet af Forlaget Sesam. Illustrationer og tekstudvalg stammer imidlertid fra den amerikanske original The Beginner’s Bible. Siden 2006 er Alle Børns Bibel udkommet på Forlaget Carlsen i en ny udgave, hvor illustrationer og tekstudvalg igen følger den amerikanske udgave. I denne udgave er genfortællingerne ikke længere Johannes Møllehaves, men en oversættelse af den amerikanske original. Disse fem børnebibler er altså det primære grundlag for de pointer, artiklen her udfolder om børnebibler i 2010’erne.1

Greatest hits: Børnebiblernes selektive kanon

Børnebiblerne indeholder et udvalg af bibelske fortællinger. Flere mekanismer kan være afgørende for det konkrete valg såsom tradition og vane inden for børnebibelgenren såvel som i Bibelens bredere receptionshistorie i kulturen. Resultatet bliver, at udvalget af fortællinger i børnebibler er bemærkelsesværdigt ens i forhold til det væld af mulige fortællinger og tekster, den kanoniske Bibel indeholder.2

Alle børnebiblerne indledes med Det Gamle Testamente. Store dele af Urhistorien fra 1. Mosebog kapitel 1-11 genfortælles i form af Verdens skabelse, Adam og Eva og deres afsked med haven. Dertil kommer fortællingen om Noas ark og Babelstårnet. Blot en enkelt af patriarkfortællingerne inkluderes i alle børnebiblerne, nemlig Guds besøg hos Abraham i Mamre. Herefter følger Moses-historien med varierende elementer. Vi finder dog altid en udgave af de 10 bud som det eneste lovstof. Det Gamle Testamente afsluttes med tvekampen mellem David og Goliat og en genfortælling af Jonas’ Bog.

Det Nye Testamente indledes med Jesus’ fødsel og dåb. Herefter følger en discipelkaldelse, hvor Peters fiskefangst altid indgår. Efter disse indledende scener fortsættes forløbet med en version af Bjergprædiken og Fadervor. En sammenskrivning af Stormen på søen og Vandringen på søen er ligeledes en fast bestanddel. Den barmhjertige samaritaner og Den fortabte søn repræsenterer lignelserne. I den sidste del af Det Nye Testamente følger børnebiblerne det samme fortællespor med Indtoget i Jerusalem, Judas’ forræderi, Nadver, Jesus i Getsemane have og tilfangetagelse. Herefter følger forhør hos diverse instanser, Jesus’ død og opstandelse. Alle børnebiblerne afsluttes med en genfortælling af Jesus’ Himmelfart og Pinsebegivenheden.

Følgende liste indeholder fortællinger, som er inkluderet i alle fem børnebibler:

Skabelsen
Adam og Eva
Syndefald og uddrivelse
Noas ark
Babelstårnet
Herrens besøg hos Abraham i Mamre
Historien om Moses
David og Goliat
Profeten Jonas

Jesus’ fødsel
Jesus’ dåb
Discipelkaldelse og fiskefangst
Bjergprædiken og Fadervor
Stormen på søen og Vandringen på søen
Den barmhjertige samaritaner
Den fortabte søn
Indtoget i Jerusalem
Judas’ aftale med ypperstepræsterne
Det sidste måltid
Getsemane have
Forhør
Korsfæstelse
Opstandelse
Himmelfart
Pinse

Denne liste af fortællinger viser altså den grundkanon og dermed den grundfortælling, som går igen i danske børnebibler.3 Denne række af fortællinger er bemærkelsesværdig, både hvad angår den høje grad af overensstemmelse på tværs af børnebiblerne og de temaer, som fortællingerne berører. Nedenfor går vi i dybden med fem karakteristika ved børnebiblernes selektive kanon og dermed de karakteristika, der definerer det bibelsyn, som børn og deres familier møder igennem børnebiblerne.

Karakteristika ved børnebiblernes selektive kanon

1. Stor overensstemmelse

For det første må man konstatere, at der eksisterer en bemærkelsesværdig høj grad af overensstemmelse på tværs af børnebiblernes udvalg af fortællinger. Det er de samme fortællinger, der går igen. Der er etableret en fast børnebibelkanon på 20-30 fortællinger. Det er bemærkelsesværdigt, når man sammenligner med den kanoniske Bibels store omfang.

Det bliver ikke mindre bemærkelsesværdigt, når man hæver blikket til andre bibeludgivelser, der er tilrettelagt for en ældre målgruppe. Den nyeste danske bibeloversættelse af Bibelen på nudansk, Bibelen 2020, indeholder for eksempel et efterskrift af den daværende generalsekretær for Bibelselskabet, Birgitte Stoklund Larsen. I det efterskrift foreslår Stoklund Larsen forskellige læsestrategier herunder “Hele Bibelen kort fortalt:” “Med disse 34 nedslag i Bibelen får du den store fortælling i kort form, Bibelens røde tråd” (Larsen 2020, 1668). Det interessante i denne sammenhæng er, at vi finder et slående overlap mellem de 34 nedslag og børnebiblernes selektive kanon. Det samme gælder Bibelen - til konfirmander, som også ønsker at hjælpe sin læser med at navigere i det store tekstkorpus. På de forreste og bagerste flapper kan læseren finde “Hovedvej i Bibelen.” Her er mange af de samme fortællinger igen fremhævet (Bibelselskabet 2016). De bibelfortællinger, som er grundstenene i børnebiblernes kanon, rækker altså udover børnebibelgenren og ind i den bredere formidling af den bibelske og kristne tradition for alle aldersgrupper. Børnebiblerne er dermed i overensstemmelse med en bredere forestilling om, hvad der er kernen i den bibelske tradition. Samtidig er børnebiblerne med til at opretholde og genbekræfte denne ensretning, når bestemte tekster igen og igen vælges til og fra.

2. Sammenhængende fortælleforløb

Det andet karakteristikum er, at børnebibler med ganske få undtagelser alene indeholder fortællinger, altså narrative episoder i prosa. Den kanoniske bibel er omvendt defineret ved et væld af forskellige genrer såsom poesi, lovstof, apokalyptik, profeti og brevlitteratur.4 Denne overvægt af fortællinger er ikke et nutidigt fænomen. Det har tværtimod kendetegnet genren til alle tider.5

Når den enkelte børnebibels kanon på den måde er ensrettet og sammenhængende, får man som læser det indtryk, at det bibelske tekstunivers er ét sammenhængende narrativt forløb.

3. Et etisk dennesidigt fokus

Tredje karakteristikum ved den kanon, børnebiblerne tilbyder, er et etisk dennesidigt fokus. Børnebiblerne er optaget af relationen mellem mennesker i denne verden. Der er, omvendt formuleret, ikke fokus på et kommende gudsrige. Det er heller ikke det enkelte menneskes relation til Gud, der optager børnebiblerne. På tværs af børnebiblerne består Guds overordnede projekt i, at mennesker er gode ved hinanden. Opfordringen lyder igen og igen. Se fx følgende eksempler: “I skal være gode ved hinanden,” “Fra i dag skal alle mennesker være gode ved hinanden” og “Folket havde læst i de ti bud, at de skulle være gode mod andre” (Jessen 2016, 277; Garff 2007, 143; Barrett 2010, 182, se også Møllehave 2016, 146; Haugaard og Møllehave (overs.) 2020, 263).

De etiske og værdimæssige spørgsmål er fremherskende. Én årsag kan være, at de emner opleves som relevante i samtiden og i målgruppens hverdag, i modsætning til en nær personlig gudsrelation og et kommende gudsrige. En anden årsag kan findes i børnebiblernes udvalg af fortællinger. Det gælder i særlig grad de fortællinger, der indleder børnebiblerne: Gud skaber jorden, og den er god, men den gode grundtilstand forstyrres, da Adam og Eva forbryder sig mod den eneste regel, Gud har fastlagt for deres tilværelse. Gud må straffe. Menneskene fortsætter deres dårlige opførsel. Gud må igen gribe ind og udrydde alt levende med undtagelse af den ene familie, der lever op til Guds vilje. Allerede med Babelstårnet bliver menneskets opførsel igen et problem, og Gud griber ind. Dette mønster fra Urhistorien lægger således sporet for den røde tråd og den overordnede fortælling, som børnebiblerne opbygger. I den kanoniske Bibel tjener Urhistorien i høj grad et ætiologisk formål. Myterne bruges til at forklare årsager og sammenhænge i verden, som fx de mange sprog, agerbrug og smertefulde fødsler. Den funktion får fortællingerne ikke i børnebiblerne, og resultatet bliver, at den etiske grundtone dermed står endnu tydeligere frem.

De fortællinger, som følger efter Urhistorien, fortsætter i samme spor. De ti bud bliver udtryk for Guds vilje med livet på jorden, og Jonas-fortællingen drives igen frem på mekanismer omkring fejltrin og irettesættelse. Den etiske og værdimæssige linje fortsættes i Jesus’ lære i Bjergprædikenen og lignelsen om Den barmhjertige samaritaner.

Igen oplever man som læser en ensrettet kanon i børnebiblerne, som har ét fælles tematisk omdrejningspunkt: Et liv på jorden, hvor mennesker er gode ved hinanden.

4. Det universelle perspektiv

Det fjerde fællestræk ved børnebiblernes kanon er en tydelig prioritering af det universelle perspektiv frem for det partikulære. Med det mener jeg, at børnebiblernes fortællinger omhandler hele verden eller almenmenneskelige temaer snarere end fortællinger, der eksplicit knytter Gud til et særligt folk eller en særlig kulturel kontekst. I den kanoniske Bibel finder vi både et universelt og et partikulært perspektiv. Urhistorien i 1 Mosebog har det universelle perspektiv. Netop Urhistorien er stærkt repræsenteret i børnebiblerne. Men det universelle spor snævrer ind med patriarkfortællingerne, hvor Gud udvælger sig en familie og senere et særligt folk, israelitterne. Børnebiblerne fravælger det stof, som eksplicit viser, at israelitterne adskiller sig væsentligt i kulturel og historisk kontekst fra målgruppen, nemlig danske børn og deres familier. Spiseregler, omskæring og tempelforskrifter ville gøre det meget tydeligt for en nutidig læser, at vedkommende faktisk ikke er inkluderet blandt Guds udvalgte folk. Derimod kan De ti bud udlægges mere universelt.

I Det Nye Testamente finder vi også partikulære temaer, som fravælges i børnebiblerne. I Apostlenes Gerninger og Paulus’ breve er det et tilbagevendende spørgsmål, hvem kristustroen skal gælde og under hvilke omstændigheder, se fx Apostelmødet i ApG 15 og Gal 2. Denne diskussion udelades i børnebiblerne. Kristendommens status som universel og selvstændig religion er et givet faktum i børnebiblernes univers.

Vi ser altså en tendens til, at forventningen om læserens identifikation med fortællingerne er definerende for børnebiblernes kanon. Fortællingerne vælges ud fra, at de er relevante i modtagerens liv og hverdag. De etiske spørgsmål og det gode mellemmenneskelige liv bliver vurderet som relevant og dermed inkluderet og genfortolket i børnebiblernes kontekst. Spørgsmål om liturgi, offerpraksis og etniske forskelle er omvendt irrelevant og vælges fra.

5. Pædagogiske hensyn

For det femte er børnebiblernes selektive kanon præget af pædagogiske hensyn til børn som målgruppe. Fortællinger, som er uegnede for børn med hensyn til emner som amoral, vold og sex, udelades. I samme åndedrag må vi dog tilføje, at dette kriterium er underlagt andre kriterier. Adskillige fortællinger i børnebiblernes faste kanon er både voldelige og voldsomme. Gud udrydder størstedelen af skaberværket med den store vandflod, og menneskene har fortjent det. Jesus dør en grufuld død på korset. Disse fortællinger udelades aldrig. Voldsomt indhold kan altså tilsyneladende ikke i sig selv være argument for at udelade fortællingen, hvis fortællingen er en tilpas stor kernefortælling i den kristne og bibelske tradition. Ikke desto mindre er der en tendens til, at man fravælger fortællinger, som strider imod det moralkodeks og barnesyn, der gælder i børnebiblernes samtid. F.eks. fortsætter fortællingen om Noa ikke med Noas efterfølgende karriere som vindyrker, hvor både beruselse og nøgenhed indgår. På samme måde er voldsomt indhold fra Det Nye Testamente, som fx Lignelsen om de onde vinbønder, udeladt. Vurderingen af passende og upassende indhold vil til enhver tid være bestemt af kulturel, historisk og konfessionel kontekst.6

I de fem børnebibler, vi her koncentrerer os om, kan vi se spor af disse kulturforskelle. Som nævnt, er udvælgelsen af fortællinger til Alle Børns Bibel givet med det amerikanske forlæg, til forskel fra de fire øvrige børnebibler, der har dansk oprindelse. Fire fortællinger findes i de danske børnebibler, men ikke i Alle Børns Bibel. Det drejer sig om historierne om Kain og Abel, Abraham, der skal ofre Isak, Peters fornægtelse og Den vantro Thomas. Disse fire historier er komplicerede og barske. Desuden er det værd at bide mærke i, at den karakter, der skal udføre den komplicerede og barske handling, er en karakter, som barnet ellers opfatter som en ’god karakter’ eller en karakter, som burde være tæt på Gud. Måske er netop denne kompleksitet mere uvant i den amerikanske børnelitteratur end den danske. Dansk og nordisk børnelitteratur har historisk set været defineret ved at behandle vanskelige og komplekse emner. Det er ikke blevet mindre aktuelt i 2010’erne, hvor den barske realisme er kendetegnende for den nordiske børnelitteratur ifølge børnebibliotekar Julie Arndrup (Arndrup 2017).

Hvor grænsen går mellem unødvendigt voldsomt og nødvendigt kompleks, kan ikke defineres objektivt, men er konstant til forhandling i den kultur og samtid, børnebiblerne skal tale ind i. Den forhandling sker i samspil med det aktuelle barnesyn. Præcis den samme forhandling er i spil i balancen mellem perifer og central fortælling i forhold til den kristne og bibelske tradition.

Afsluttende refleksioner

Balancen mellem perifer og central fortælling i forhold til den kristne og bibelske tradition er ikke givet. Den er til konstant forhandling. Det er et selvindlysende faktum. Selvfølgelig kan udgiverne af børnebiblerne selv vælge fortællingerne og træffe en selvstændig beslutning om den givne børnebibels kanon. Men det er tilsyneladende ikke et selvindlysende faktum. Når vi ser på børnebiblernes kanon, er det de samme fortællinger, der igen og igen bliver anset som centrale. Den selektive kanon bliver Bibelens hovedfortælling for den brede befolkning. Den bliver Bibelens røde tråd. Den bliver en etableret kanon i kanon.

Børnebiblernes selektive kanon er, som vi har set, defineret ved en høj grad af overensstemmelse. Overensstemmelse på tværs af børnebiblerne, hvad angår valget af fortællinger, men også overensstemmelse inden for den enkelte børnebibel. Der opbygges sammenhængende narrative forløb. Man får indtryk af et fortløbende bibelsk projekt, en gennemgående stemme og en gennemgående mening. Det er langt fra det indtryk, man efterlades med i den kanoniske Bibel. Den kanoniske Bibel er ikke et univers, hvor alt går op. Den røde tråd løber ikke som en rationel logik. Der eksisterer ikke én rød tråd, men snarere tråde i alle mulige og umulige farver, som fletter sig ind og ud i genrer, stemmer, værdier, oplevelser, håb og udtryk i en stor rodet kællingeknude eller en vidunderlig kunstinstallation, alt efter øjnene, der ser, eller læserens dagsform. I mine øjne er alle trådene og knuderne den kanoniske Bibels styrke. Vi kan ikke nøjes med én genre, ét gudsbillede, én metafor, én stemme og én sammenhængende fortælling, når vi skal forsøge at sætte ord på alt det med Gud, mennesker og verden. Børnebiblerne giver os det indtryk, at Bibelens univers er sammenhængende og logisk. Det samme gentager sig i oversigterne over Bibelens røde tråd i gengivelserne for konfirmander og voksne. I mine øjne gør det Bibelen mere kedelig og faktisk mindre relevant for et levet menneskeliv, både børneliv og voksenliv, end Bibelen faktisk er.

Det er selvindlysende, at børnebibeludgiverne og -forfatterne må foretage et valg. Nogle tekster skal vælges til, andre vælges fra. Nogle tekster er mere relevante i en nutidig kontekst, nogle er upassende for børn, og nogle tekster er for komplicerede for børn. Men inden for de rammer er der stadig et vist spillerum, som ikke behøver at blive drevet af en automatisk kanon, der er defineret på forhånd. Inden for det spillerum er der mulighed for at rette et kritisk blik på både traditionen og vanen og spørge: “Hvad vil vi give videre?”

Litteratur

Arndrup, Julie: “Nye tendenser i den danske børnelitteratur.” Litteratursiden.dk. 1. december 2017. https://litteratursiden.dk/artikler/nye-tendenser-i-den-danske-bornelitteratur.

Barrett, Sigurd 2010: Sigurd fortæller Bibelhistorier. København: Politiken.

Bibelselskabet 2016: Bibelen - Til konfirmander. København: Bibelselskabet.

Bottigheimer, Ruth 1996: The Bible for Children: From the Age of Gutenberg to the Present. New Haven: Yale University Press.

Bylund, Louise Heldgaard 2022: Børnebibler som traditionsformidling - En litterær og teologisk undersøgelse af fem populære danske børnebibler fra 2010’erne. Aarhus: AU Library Scholarly Publishing Services - E-bøger. DOI: https://doi.org/10.7146/aulsps-e.468.

Garff, Synne 2007: De Mindstes Bibel. København: Bibelselskabet.

Haugaard, Ilse M. & Johannes Møllehave (Overs.) 2020: Alle Børns Bibel. København: Carlsen.

Jessen, Ida 2016: Bibelhistorier. København: Bibelselskabet.

Larsen, Birgitte Stoklund: “Efterskrift.” I Bibelen 2020. København: Bibelselskabet, 1657-1669.

Larsen, Kasper Bro: “Børnebibelen som kulturelt erindringssted mellem kirkekristendom og kulturkristendom.” I Prismet 70, 125-140.

Møllehave, Johannes 2016: Børnebibelen. København: Bibelselskabet.

Nørholm, Sara 2021: Bibelen for nysgerrige. Frederiksberg: Eksistensen.