Kirkesangbogen har bidraget til en mere åben forståelse af salmebegrebet

Henrik Marstal, redaktionsmedlem, lektor, ph.d.

Da vi i 2013 påbegyndte arbejdet med en ny salme- og sangbog, der skulle udkomme som Kirkesangbogen i 2017, skete det med afsæt i nogle overvejelser, som allerede havde optaget flere i redaktionen gennem et stykke tid. For vi mente, at det måtte være muligt at skabe en sang- og salmebog i kirkeligt regi, som i højere grad end det var tilfældet i Den Danske Salmebog havde et eksistentielt og ikke udelukkende et kristent afsæt.1

Med bogen, der fra første færd var tiltænkt at være et ikke-autoriseret supplement til Den Danske Salmebog, ønskede vi at skabe en samling af sange, som kunne udtrykke eller rumme en "almenmenneskelig erfaring". Det var i hvert fald sådan, vi endte med at formulere det i bogens forord (Div. (red.) 2017, 7). Bogen skulle dog ikke udelukkende rumme sange, men tillige salmer, der – som vi ligeledes skrev i forordet – kunne tolke "folkekirkens brede evangelisk-lutherske kristendom" (ibid.). Og så ønskede vi, at salmerne generelt set skulle rumme "en mere åben kristen livsforståelse" (ibid.) end den, som kendetegner i hvert fald dele af den ældre salmetradition.

Bøger, som rummer både salmer og sange – her er Højskolesangbogen et oplagt eksempel – opererer ofte med en helt enkel, binær modstilling mellem et kristent og et verdsligt repertoire. Og bogens brugere vil kun sjældent være i tvivl om, hvilket af repertoirerne, der kommer i spil ved afsyngelsen af en sang. Man kunne let forledes til at tro, at også det er tilfældet med Kirkesangbogen, ikke mindst fordi der ud for hvert eneste nummer i bogen rent faktisk er anført, hvorvidt der er tale om en "salme" eller en "sang". Det har primært den lavpraktiske årsag, at repertoirevalget ved visse kirkelige handlinger undertiden er bestemt af, at det kun er muligt at anvende salmer – men ikke sange.  

Men alligevel er det langt fra så enkelt. For tanken med alle bogens titler var, at de skulle kunne give mening i en kristen sammenhæng, typisk i forbindelse med kirkelige handlinger foretaget i et kirkerum. Derfor skelnede vi kun sjældent mellem et kristent og et verdsligt repertoire i bogen. Ganske vist medtog vi såvel allerede udbredte som nyskrevne sange, der indskrev sig i verdslige sammenhænge – eksempler er 'Du gav os de blomster' (Helge Rode/Otto Mortensen), 'Mørkets sang' (Benny Andersen), 'Natten er så stille' (J.L. Heiberg/C.E.F. Weyse) og 'Forårsdag' (Anne Linnet). Men vores vision var, at sådanne sange, fremført i en kirkelig sammenhæng, i kraft af deres tekster og melodier ville kunne opnå karakter af at være åndelige sange, der lod sig forstå inden for rammerne af det kristne. Selv rækken af mere jordnære årstidssange, fx 'Den blå anemone' (Kaj Munk/Egil Harder) og 'Tænk, erantis, at du gider' (Johs. Johansen/Morten Ryelund), og den mere verdslige ende af julesangsrepertoiret, fx 'De lange nætters mørke' (Jakob Køhn/Bjarne Haahr), mente vi kunne opnå en sådan karakter.

I den forstand anlagde vi i Kirkesangbogen et bredere syn på, hvad en salme kunne være, idet den generiske definition på, hvad en salme overhovedet er – nemlig en henvendelse til Gud eller en dialog mellem menneske og Gud – her blev forstået i en lidt bredere betydning. Det skete ud fra en antagelse om, at visse sange under særlige omstændigheder eller rammer – og her tænkte vi endnu engang på kirkerummet og de kirkelige handlinger – kunne formå at blive kontekstualiseret på måder, der gav dem en salmelignende funktion. 

Også på anden vis søgte vi i bogen at udvide rammen for, hvad en salme kunne være. Den danske salmetradition er baseret på en kanon, hvor teksterne ofte er skrevet af bibelkyndige digtere, mens melodierne er skrevet af komponister inden for rammerne af en klassisk-musikalsk sangtradition – om end der selvfølgelig findes undtagelser, fx anvendelsen af folkemelodier som salmemelodier. Denne tradition har i nyere salmeskrivning vist sig fortsat at være dominerende, hvilket kendetegner en del af de nyere salmer også i Kirkesangbogen. Men samtidig medtog vi en længere række salmer, der var skrevet af digtere, som ikke altid havde helt så indgående et bibelkendskab, mens melodierne ofte befandt sig inden for populærmusikalske snarere end klassiske rammer. 

Et af bogens største scoops var for mig at se den store mængde af bidragsydere, som viste sig interesserede i og kompetente til at levere salmer til bogen, men som kun i begrænset forstand indskrev sig i den gældende danske salmetradition. For til gengæld bidrog disse bidragsydere til at udvide rammerne for, hvad en salme kunne siges at være, eller for den sags skyld hvor salmelignende en sang under særlige omstændigheder kunne være. Og friskheden i dette materiale var stor: Det meste af det blev skrevet direkte til bogen på vores opfordring, mens andet var blevet til kort forinden og viste sig at passe ind.

Det gjaldt salmer med tekst og melodi af sangskrivere som Anne Linnet, færøske Teitur, Jonas H. Petersen (fra projektet Hymns From Nineveh) og Janne Mark. Det gjaldt tekster af navne som Mirian Due, Dy Plambeck og Helle S. Søtrup. Og det gjaldt melodier sat til allerede eksisterede tekster af salmedigtere som Hans Anker Jørgensen og Simon Grotrian, eller kristne digtere som Ole Sarvig.

Et eksempel er 'Tag dødens brod ud af mit hjerte' (nr. 854), skrevet i 2015 direkte til Kirkesangbogen. Salmen har tekst og musik af sangskriveren Jonas Breum, hvis primært solistiske karriere ellers har befundet sig langt fra kirkens rum. Men han viste sig i den grad at have evnen til at skrive enkle, vedkommende og solide salmer, der både melodisk og tekstligt befinder sig langt fra den etablerede "salmetradition, og som her tematiserer ønsket om at komme overens med døden.  

Et andet eksempel er 'Vi kommer til dit hus' (nr. 798), skrevet i 2016 ligeledes direkte til Kirkesangbogen. Salmen har tekst og musik af sangskriveren Marianne Søgaard, der har markeret sig med soloprojektet Oui Mari samt senest i eget navn, og som har fået optaget en række sange og salmer i den seneste udgave af Højskolesangbogen (2020). Også denne salme befinder sig langt fra den etablerede salmetradition og beskriver det at komme til Guds hus i sorgen over tabet af en elsket person.

Disse to foruden en lang række andre eksempler fra bogen viser, at en salme i det 21. århundrede sagtens kan være skrevet i et populærmusikalsk idiom og have en tekstlig tilgang, der enten slet ikke eller kun i begrænset forstand inddrager dogmatik, bibelhistorie, bibelreferencer eller for den sags skyld eksplicitte benævnelser af Gud eller Jesus Kristus.2

Der var også en tredje måde, hvorpå rammerne for tilblivelsen af salmer skulle udvide sig med Kirkesangbogen. Det angår noget så tilsyneladende banalt som kønnet på sangskriveren eller digteren/komponisten. Selvom jeg personligt har været og fortsat er optaget af kønspolitiske spørgsmål ikke mindst i musiklivet, havde redaktionen som helhed ikke noget egentligt kønspolitiske ærinde i rekrutteringen af bidragsydere til bogen. Alligevel var vi opmærksomme på at give god plads til kvindelige bidragsydere, og blandt andet havde vi et sådant kønsaspekt i spil, når vi undertiden bad nogen om at sætte musik til en tekst.

Vi endte med at lave en bog, hvis titler samlet set gav plads til en ganske god kønsbalance. En optælling foretaget i anden sammenhæng viste, at ca. 36 procent af bogens tekster og 17 procent af dens melodier er skrevet af kvinder.3 Derved bryder bogen markant med Den Danske Salmebog (dvs. den seneste udgave fra 2003), hvor ca. 3,5 procent af teksterne og ca. 2 procent af melodierne er skrevet af kvinder.4 Samtidig andrager antallet af sange og salmer skrevet med kvindelige bidragsydere til både tekst og melodi ca. 12 procent, mens tallet i Den Danske Salmebog er på ca. 1 procent.5 I den forstand har Kirkesangbogen bidraget til at udbrede det egentlig ret indlysende synspunkt, at salmer lige så godt kan være skrevet af kvinder som af alle mulige andre.  

På de tre anførte områder – sange konstekstualiset som salmelignende; salmer skrevet inden for det populærmusikalske gebet af ikke nødvendige bibelstærke tekstforfattere; samt salmer skrevet af kvinder – har Kirkesangbogen bidraget til at udvide rammerne for, hvad en salme kan være i det 21. århundredes Danmark. Men det skal understreges, at redaktionen bestemt ikke modsatte sig inklusionen af salmer med et mere traditionelt tilsnit. Det gjaldt fx 'Forunderligt at sige' (nr. 894) med tekst af H.A. Brorson og N.F.S. Grundtvig og melodi af Carl Nielsen, og 'Muren er sin egen skrift' (nr. 976) med tekst af Jørgen Gustava Brandt og melodi af Ole Schmidt. 

Vigtigst er dog, at bogens salmer og sange, ikke mindst de nyskrevne, forhåbentligt har bidraget til at bringe et nyt materiale ind i folkekirken af gennemgående høj kvalitet. Og forhåbentligt kan de vise sig at være så slidstærke, at i hvert fald nogle af dem vil blive stående i de kommende år og måske selv med tiden indgå som komponenter i salmetraditionen, der i så fald vil have ændret karakter.

BAGGRUNDSNOTE: Kirkesangbogen udkom i 2017 på Det Kgl. Vajsenshus' Forlag med 229 salmer og sange, hvoraf en tredjedel var nyskrevet eller ikke tidligere udgivet materiale. Redaktionen bestod af sognepræst Rasmus Nøjgaard (formand), professor Inge Marstal (næstformand), lektor og musiker Henrik Marstal samt sognepræst og stiftskonsulent Helene Dam. 

Litteraturhenvisninger

Diverse 2017: Kirkesangbogen. København: Det Kgl. Vajsenshus' Forlag

Marstal, Henrik 2018: 'Gamle rammer, nye måder? En undersøgelse af sangbogens institutionelle status i det tidlige 21. århundrede.' Danish Musicology Online. Særnummer: Musikkens institutioner, s. 29-48.