Hvordan kan erfaringer fra børnegudstjenesten bidrage til folkekirkens liturgiarbejde?

Hvis vi sætter børnene og deres voksne kirkegængere i første række og bruger religionspædagogikken som målestok for den liturgiske praksis, så vil vi opnå helt nye indsigter. For når blikket rettes mod vores forkyndelse for børn, så sker der noget med os. Vi begynder at lege og prøve nye ting af, også på det gammelkendte, og menigheden af voksne kan også mærke forandringen. Det er få knapper, der skal drejes på – her gives mine 10 bud og lidt mere.

Jeg fik en mail fra Norge, præsten hed Stein. Han skrev, om vi fra Børn i kirken www.bornikirken.dk var interesserede i at besøge hans kirke i Tronhjem, for de ville lave en nordisk konference om det at være Barnas Katedral. Svenskerne kom fra Børnenes Katedral i Karlstad.1 Finnerne kom fra Børnenes Katedral i Tampere2 og fra Danmark kom vi fra Børn i kirken – dog uden katedral, men med visionen om en.3

Konferencen handlede om at sparre med hinanden på tværs af de evangelisk-lutherske lande i Norden. Hvordan får vi højnet det kirkelige arbejde for børn på en måde, hvor voksne med deres børn, på den ene side, mødes af en endnu mere relevant kirke? Og hvor kirken internt, på den anden side, viser agtelse for værdien af forkyndelsen i børnehøjde?

Hovedoplægsholderen på konferencen tog udgangspunkt i Johan Huizingas bog fra 1949 Homo ludens / Det legende menneske. Her slås det fast, at legen kom før alt andet - før al civilisation. Mennesket begyndte med at lege, ligesom dyrene. Alt hvad vi foretager os, sker via legen - også i det hellige rum!4 Allerede Platon havde fat i legens betydning for det sakrale. Platon skriver: Gud alene er værdig for den totale alvor, men mennesket er skabt som Guds legetøj, derfor må en mand og en kvinde leve som legende væsener. 5 Også Romano Guadini skriver i 1918 Vom Geist der Liturgie et helt kapitel med titlen: Die Liturgie als Spiel / Liturgien som leg. Her understreges den liturgiske leg som et grundelement i enhver gudstjeneste.6 Det er værd at huske på, at teatret som kunstform udspringer af gudstjenestens liturgiske rum. Det børnegudstjenesten næsten altid gør, er at bringe elementer fra teatret, eksempelvis børneteatret, ind i det liturgiske rum igen. Altså en art tilbagevenden til oldkirkens kultiske praksis, hvor man legede sig ind på det religiøse.

Slår man herhjemme op i Den Danske Salmebog på første side, så toner salmen Guds menighed syng for vor skaber i løn! frem som salme 1.7 I salmens tre vers om hhv. Faderen, Sønnen og Helligånden, gentages sætningen: Så liflig lege vi for vor Herre! hver gang. Grundtvigs korte lille salme fra 1847 får dermed lov til at åbne hele salmebogen med en liturgisk opfordring til, at menigheden skal synge og lege!

Hermed er tonen også slået an for mit bidrag til liturgidebatten. For det er ikke et spørgsmål om børnegudstjenesten kan bidrage med noget til folkekirkens liturgiarbejde, men hvordan den kan bidrage. Højmessen er som regel udgangspunktet, når der tales om liturgi, fordi den er autoriseret og fastlagt via en ritualbog. Men børnegudstjenesten, som er kendetegnet ved at være vejledende, kan derfor kaste en masse god viden af sig, som højmessen kunne trænge til at blive sig bevidst.

Religionspædagogikken er en grundsten i arbejdet med børnegudstjenesten, og det er på tide, at denne indgangsvinkel på kirkens ritualteoretiske arbejde får en betydelig stemme og tages alvorligt. Når det religionspædagogiske perspektiv anlægges i det liturgiske arbejde om højmessen, så får man et særligt blik for hvad leg, øjenkontakt og værtskab betyder for gudstjenesteafholdelse.

Som religionspædagogisk konsulent i Københavns Stift er jeg en del af Børn i kirken, som er en digital værktøjskasse for alle præster, kirke-kulturmedarbejdere, organister m.m. som laver kirke for børn. Fokus for Børn i kirken er at højne det religionspædagogiske arbejde med gudstjenesten for børn og den menighed, som kommer her – og formentlig kun her! Fordi mange af disse besøgende aldrig deltager i en højmesse. Derfor er det bydende nødvendigt, at børnemenigheden møder det bedste folkekirken kan byde på, når det kommer til mødet med netop dem. Kirken skal være nærværende, legende, visuel, inviterende og ikke mindst fysisk. Det kræver et stramt liturgisk flow, som igen kræver et tæt samarbejde mellem præsten og kirkekulturmedarbejderen/organisten. Et samarbejde, som højmessen også bør bestå af, hvis præsten og organisten hver gang aftaler salme- og melodivalget sammen. Måske endda krydret indimellem med bare en enkelt kendt sang eller melodi fra Højskolesangbogen, Kirkesangbogen, 100 salmer eller populærkulturen – spillet på klaver/flygel. Det vækker en genkendelighed, som igen vækker følelser og minder hos den enkelte. Det ser man også hos børn og voksne, når en velkendt sang/remse eller melodi spilles ved en børnegudstjeneste. Smilet kommer frem og øjnene lyser op, som om de siger: Her er noget jeg kender, ergo her hører jeg til!

Mange af de forældrene, som kommer til børnegudstjenesten, betegner ikke nødvendigvis sig selv som kristne ligefrem. Ofte er de ikke engang selv døbt eller har fået deres børn døbt. Og de har heller ikke besluttet sig for om kirken er noget for dem. Det vil de finde ud af ved første besøg, hvor barnet måske selv har set en plakat/reklame for gudstjenesten og dermed selv vil afsted. Eller en tilfældig snak med en anden forældre om at: vi kunne jo mødes ovre i kirken på onsdag, det ser ud til at være hyggeligt. Hvis besøget i kirken har været positivt, så kommer de måske igen eller vil anbefale det til andre. Omvendt, hvis besøget ikke var så godt, så bliver omtalen også derefter. Kirken er ikke en selvfølge!

Det gode religionspædagogiske arbejde bliver her afgørende for om forkyndelsen overhovedet lykkes, ikke bare for fremtidens menighed, men for børnemenigheden, som er her lige nu! Jeg tillader mig derfor også at spørge: Har folkekirken overhovedet råd til at overse denne nysgerrige gruppe af eventuelt potentielle dåbskandidater?

I 2016 fik Frederiksberg Provsti lavet en undersøgelse af højmessen set med dåbsfamiliernes øjne.8 Udgangspunktet var fire kirker med forskellig liturgisk profil. Jeg er ansat ved Flintholm Kirke og her har vi gennem mange år arbejdet nænsomt med små ændringer i højmesseliturgien. Gennem interviews med dåbsfamilierne blev konklusionen den, at ordlyden i fx nye bønner eller en ny nadverliturgi, ikke blev hørt eller lagt særligt mærke til. Men øjenkontakten og det at blive hilst venligt på af en ansat ved kirken, dét betød noget. I Flintholm har vi i mange år brugt flygelet ved højmessen som supplement til orgelet. Det blev i undersøgelsen bemærket af alle dåbsgæster, at organist og kor kom ned og sang foran bænkerækkerne, så de kunne ses ansigt til ansigt. Ligeledes blev det positivt bemærket, når præsten havde øjenkontakt med folk. Vi har i Flintholm Kirke også arbejdet med at stå med front mod menigheden og bede, sige trosbekendelsen samt hele nadverindledningen. Derudover har vi ingen kordegn og siger derfor selv ultrakort efter præludiet fx: Godmorgen! I dag er det 13. søndag efter trinitatis, temaet er Barmhjertighed og vi synger nu salme 3 Lovsynger Herren.

Det, som undersøgelsen bekræftede os ved Flintholm Kirke i, og jeg selv, var, at vi har fat i noget rigtigt, når vi tænker enkelte af børnegudstjenestens elementer ind i søndagsgudstjenesten uden at forfladige den, men derimod højne dens forkyndelsespotentiale.

Mit engagement udspringer af en tidlig interesse for liturgi, hvor mit speciale under teologistudiet blev en undersøgelse af den fysiske forkyndelse i højmessen. Titlen blev Kroppen i gudstjenesten9 og beroede sig på teorier af Manfred Josuttis, Michael Meyer-Blanck og George Lakoff/ Mark Johnson10. Temaet var iscenesættelse af rummet og kroppen i gudstjenestelig praksis. Vi har som mennesker brug for at få alle sanser i spil, for at forstå og begribe ting. Der har dog traditionelt altid været et stort fokus på prædikenen og dermed også et fokus udelukkende på én sans, nemlig høresansen. Men heroverfor står det grundmenneskelige behov for at røre sig, se på, smage, lugte og selv sige/synge noget, som særligt Manfred Josuttis arbejder med. Dette meget vigtige fokus ligger helt oplagt i børnegudstjenesten og her kan den virkelig bidrage med erfaringer til højmessen. For ikke bare består børnegudstjenesten af en yngre menighed på 1-12årige, men så sandelig også deres voksne, som har truffet valget om overhovedet at gå i kirke!

Så hvordan møder vi dem onsdag kl. 17.00 eller søndag kl. 15.00 til børnegudstjenesten?

I hvert fald ikke ved som det første at gå for alteret og stille os med ryggen til indtil første salme er afsunget. Og i hvert fald heller ikke ved at hilse dagens gæster/menigheden med en rituel hilsen, der kræver et korsvar, som kun 2-4 betalte sangere og særligt indviede kan synge med på. Man kan med rette hævde, at en liturgisk hilsen med korsvar Herren være med jer samt Lad os alle bede angiver et smukt liturgisk flow, der ikke skal pilles ved i højmessen. Så det anfægter jeg i grunden ikke, men tillader mig at spørge: Hvor er værtskabet henne (det stedfortrædende værtskab)? Hvor er øjenkontakten? Hvor er den naturlige velkomst fra den, der leder gudstjenesten? Dåbsgæsterne tænker ikke på, at det egentlig er Gud, der er vært. Så de vil kun blive glade for og positivt overraskede over, at blive mødt af en præst, som siger ”godmorgen” inden eller når tjenesten går i gang. Det var også det Jesus sagde til Maria i gravhaven påskemorgen, så det er højtideligt og nede på jorden på samme tid.

Ved en børnegudstjeneste står vi i døren og hilser børn og voksne velkommen. Vi anviser deres plads, som enten er på de forreste kirkebænke eller på gulvet foran alteret. Vi har måske pyntet op og iscenesat rummet med et særligt tema, så øjet får noget at beskæftige sig med. Noget som også får voksne til at kigge sig ekstra omkring og sammen med barnet blive nysgerrige på, hvad vi mon skal, når kirkeklokken ringer… Det ville være helt utænkeligt, at præsten herefter stillede sig med ryggen til dagens menighed for at bede og synge. Man kan godt gå for alteret ja, men man stiller sig naturligvis ikke med ryggen til folk – det tolkes som et symbol på en afvisning og ikke som symbol på, at vi nu vender os i samme retning mod Gud. For hvor er Gud? Er Gud ikke netop til stede, hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, som Jesus selv siger det. Ansigt til ansigt med menigheden kan vi endda gå helt tilbage til de første kristne og oldkirken. Stillede de sig mon med ryggen til hinanden? Næppe! De sad sammen med øjenkontakt til hinanden og legede sig ind på hvordan historien om den opstandne skulle forkyndes. Hvad vi har fået i arv fra den oldkirkelige praksis, bør vi derfor også være meget opmærksomme på i dag. Netop her minder børnegudstjenesten jo meget om den oldkirkelige form, som blev leget frem i et forsøg på at skabe en sammenhæng og en forståelsesramme om et nyt stof.

I de tre liturgirapporter fra faggruppen vedrørende autorisation, 2018 er det øjenfaldende, at de ikke interesserer sig særligt for de liturgiske forhold, der gør sig gældende, når det kommer til børnegudstjenster mv. Men der er dog steder, hvor rapporterne forholder sig til liturgi ift. børnene. Børn i kirken har via præst Signe Danielsen11 forholdt sig grundigt til liturgirapporterne og læst dem ud fra et religionspædagogisk perspektiv.

Spaghettigudstjenesterne og andre særlige gudstjenester nævnes som årsag til øget behov for større liturgisk frihed. 12 De har på den ene side gjort højmessen følgeskab og samtidig rykket fokus væk fra den.13 Det i højmessen 2000-3000 år gamle sprog kalder på fantasi og indlevelse14, og det er jo i høj grad det, der netop arbejdes med at forkynde i børnegudstjenesten. Ligeledes gives der i liturgirapporterne eksempler på hvordan man til højmessen nogle steder byder menigheden velkommen som en del af liturgien. Der er lavet mange gode religionspædagogiske materialer i forhold til den homiletiske del, fx At prædike for børn, 1. og 2. tekstrække og Gud flyver forrest, Håndbog i børnegudstjenester eller På søndag, 50 inspirationsoplæg til konfirmandkirkeåret.15 Hvis man i sin prædikenforberedelse til søndagsprædikenen skævede til, hvordan man kunne gribe dagens evangelietekst an i forhold til børn, så rammer man meget sandsynligt også rigtig mange voksne søndag morgen.

En anden ting, som hænger sammen med børnegudstjenesten, er spaghettien. Der er desværre ikke sjældent blevet talt nedsættende om spaghettigudstjenesterne, men sammenligner man dette måltid med den oldkirkelige praksis, hvad minder så netop den del om? Agapemåltidet, som ikke var nadveren, men et rigtigt måltid, der handlede om det sociale samvær og det diakonale aspekt, som mennesker har brug for. Præstens og kirkens ansatte og frivilliges opgave er ved disse måltider vigtigere end vi måske selv tror. Der ligger et stort ansvar i værtskabet igen. At folk føler sig godt tilpas og dermed føler sig velkomne og set! – et grundprincip for god mental trivsel!

Ser man på de tre højmesse-modeller, som blev fremlagt i liturgirapporterne, så ligger der i den såkaldt frie model ingen fast liturgi og dermed er den farlig for højmessen, har indvendingerne været. Måske vil det så ende i et oldkirkeligt ragnarok, men netop dér ligger jo børnegudstjenesten – ganske overladt til sig selv og sin frie legende liturgi. Det er en gave, men så sandelig også en opgave, der kræver meget af præsten.

I ordningen NY PRÆST skal alle nyansatte præster i Folkekirken på en obligatorisk 2årig efteruddannelse efter ordinationen. Den nye præst bliver undervejs fulgt af stiftets uddannelseskonsulent og en mentor samt den religionspædagogiske konsulent. Som del af den obligatoriske uddannelse skal den nye præst bl.a. have liturgisk sparring om højmessen. Som del af den obligatoriske religionspædagogiske uddannelse ligger konfirmandundervisningen som en klar opgave. Derudover kan den nye præst efter eget ønske få besøg i forbindelse med minikonfirmanderne eller børnegudstjenesten, men det er ikke et krav. Men hvorfor dog ikke? Børnegudstjenesten er efterhånden så integreret i kirkens liturgiske palet, at den er at finde i alle kirker på en eller anden måde. Her kommer voksne med deres børn, fordi de er nysgerrige på kirken, men samtidig usikre på om det er noget for dem – og en dårlig oplevelse kan gøre at de aldrig kommer igen! Sikke et ansvar at stå med som helt nyuddannet. Det bør være lige så obligatorisk at modtage sparring på den liturgik og homiletik ud fra et religionspædagogisk blik. Det er i mine øjne det vigtigste blik i disse år.

Hertil kommer en sproglig ting. Vi taler om højmessen, som det sublime, den højeste og fineste gudstjeneste vi har. Jeg er selv meget glad for højmessen, men vi kunne internt såvel som eksternt begynde at arbejde mere med en sprogliggørelse, der skaber, hvad den nævner. Hvis vi siger søndagsgudstjenesten, så kommer de andre gudstjenester som fx børnegudstjenesten, meditationsgudstjenesten og fyraftensgudstjenesten meget mere til deres ret. Disse andre gudstjenester må ikke længere forstås som opøvelse til den fine udgave: højmessen, når man er blevet klar til den. De andre gudstjenester er netop opstået som behov for en anden type af forkyndelse, der kan noget andet teologisk, fordi de benytter sig af en fri liturgi, der arbejder mere intuitivt og religionspædagogisk.

Så hvordan kan erfaringer fra børnegudstjenesten bidrage til folkekirkens liturgiarbejde?

Her er mine 10 bud:

1. Sæt religionspædagogikken øverst på dagsordenen i al praktisk teologi!

2. Anerkend børnegudstjenesten på lige fod med søndagsgudstjenesten kl. 10.00

3. Arbejd meget mere tværfagligt og som et team

4. Tillad legen!

5. Tænk med kroppen - øjne + ansigt = liturgisk nærvær

6. Husk værtskabet (det stedfortrædende)

7. Brug klaver/flygel og kendte melodier/sange indimellem

8. Anerkend spaghettien eller kirkekaffens enorme vigtighed

9. Oldkirkelig praksis: Børnegudstjenesten er som mødet med de første kristne!

10. Skab et vindue: Bed søndagsmenigheden deltage ved børnegudstjenesterne

Litteratur

Børnenes katedral – Børn i kirken (bornikirken.dk)

Barnens Katedral - Karlstads pastorat (svenskakyrkan.se)

Børnekatedral - Tampere Parish Union (tampereenseurakunnat.fi)

Børnekatedral - Børnekatedral i Trondheim (barnaskatedral-trondheim.no)

Danielsen, Signe 2021: Bidrag til liturgidebatten liturgirapporterne i rel.pæd. perspektiv (1).pdf (folkekirken.dk)

Enggaard, Nete Helene Nete_Helene_Enggaard_Hoejmessen_set_fra_kierkebaenken.pdf (ku.dk)

Guardini, Romano, 1918, Vom Geist der Liturgie, Grünewald.

Harbsmeier, Eberhard mfl. red., 1994, At prædike for børn, Prædikenvejledninger til hele kirkeåret, bind 1 og 2, ANIS.

Heilesen, Lars Nymark mfl. red., 2021, På søndag, 50 inspirationsoplæg til konfirmandkirkeåret.

Huizinga, Johan, 1949, Homo Ludens, Routledge.

Josuttis, Manfred, 2000, Der Weg in das Leben, Chr. Kaiser Güthersloher Verlaghaus.

LaBranche, Ane, red., 2017, Gud flyver forrest, Håndbog i børnegudstjenster, Eksistensen.

Lakoff, George og Johnson, Mark, 2002, Hverdagens metaforer, Hans Reitzels Forlag.

Meyer-Blanck, Michael, 1997, Inszenierung des Evangeliums, Vandenhoeck & Ruprecht.

Platon, 2008, Laws, Cosimo.

Rapport fra faggruppen vedr. autorisation, 2018: Folkekirkens Liturgi mellem fasthed og frihed.

Schmidt, Annette Molin, 2003, Kroppen i gudstjenesten, speciale, Teologisk fakultet, København.

Annette Molin Brautsch. Sognepræst Flintholm Kirke, Frederiksberg
Religionspædagogisk konsulent, Københavns Stift.