Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

Økoteologi med Luther og Løgstup

Published onDec 01, 2020
Økoteologi med Luther og Løgstup
·

Økoteologi med Luther og Løgstup

Martin Ishøy

Denne artikel argumenterer med Luther og Løgstrup for et fokus på Gud i naturen som udgangspunkt for grøn omstilling både personligt og kirkeligt. Kun ved at komme fri af vor tids “praktiske natur-ateisme” (Ole Jensen i Bugge 2005) kan samfundet nå et bæredygtigt grundlag for etik og livstil. Her har kirke og kristendom vigtige opgaver. Artiklen tager udgangspunkt i det indlysende, at kampen for klimaet er en god gerning. Det er ikke gerningsretfærdighed. Udtrykket gerningsretfærdighed har vi fra Luther, hos hvem det praktisk taget er det modsatte af gode gerninger. Efter at have fået vendt begreberne rigtigt vises det, hvordan kampen for klimaretfærdighed er en måde at ære Gud på. For at komme et spadestik dybere ned i vores forhold til naturen og til Gud inddrages Løgstrup naturforståelse, hvorefter artiklen slutter med udblik.

God økoteologiske gerninger

Klimakamp (og lignende) med kristent fortegn anklages jævnligt for at være gerningsretfærdighed (Kristeligt Dagblad). Med den anklage mener man gerne at have Luther på sin side. Ud fra Luthers skrift, Om gode gerninger (1520), er dette imidlertid forkert (for dette skrifts vedkommende henvises der til oversættelsen i Luthers skrifter i udvalg). Om gode gerninger er Luthers udlægning af De ti bud, og fremstår som etikkens rettesnor, måske ligefrem “den kristne etik”. At efterleve De ti bud er at øve gode gerninger og dermed leve som man skal. For Luther at se bliver dette forhold imidlertid ignoreret i stor stil, idet folk fokuserer på at øve helt andre, i Luthers samtid kirkeligt anbefalede gerninger så som at faste, købe aflad, bedrive pilgrimsvandring eller at oprette stiftelser. Det er utvivlsomt denne Luthers opfattelse af, hvad der i virkeligheden ikke er en god gerning, som har givet anledning til nutidige anklager for “gerningsretfærdighed”, når eksempelvis Grøn Kirke opfordrer kirker til at arrangere loppemarked eller deltager i indsamlinger til fordel for klima- og miljøprojekter i verdens fattige lande og/eller i truede områder (www.gronkirke.dk).

For Luther er de gerninger, som mennesker gør for at gøre noget godt og så at sige opbygge en moralsk kapital hos sig, skinhandlinger udført af “gerningshellige”. Det er hvad udtrykket gerningsretfærdighed henviser til. Gode gerninger derimod er befalet af Gud. De øves, fordi man tror Gud og derfor naturligvis gør, hvad Gud befaler, og ikke fordi man vil opbygge en kapital af gode gerninger. “Rigtig gode gerninger […] kommer af troen” (155), som skaber dem (225). “Alle gerninger uden for troen [er] døde” (240). Som kristen lever man troen ud og “gør hvad der falder for, og det er alt sammen vel gjort” (158). “Hovedgerningen” for Luther er altså at tro. Tro er en befalet gerning, og troen har sit ophav i betragtningen af Guds gerning i Kristus. Den “må vælde og strømme ud af Kristi blod, vunder og død … [og] således vokse frem af lutter gunst og kærlighed, Guds imod dig og din imod Gud” (169-70). I praksis udspringer kristen etik således af kristen spiritualitet, ifølge Luther.

Enhver “rigtig” god gerning udspringer altså af og er udtryk for troens forhold til Gud. Den næstvigtigste gerning efter troen er at “ære Guds navn”, hvilket er Luthers udtryk for det andet bud (170). Først og fremmest handler det om “på alle måder [at] ophøje og forherlige Guds hæder, ære og navn” (170). Det “hjælper meget til at styrke og øge troen”, og dermed indirekte at forme den troendes karakter, når det, som Luther betoner, sker med hjertet. Nu er vi jævnthen i nød af mange forskellig slags, herunder den nød selv at tage æren i stedet for at give Gud den. Her er det vigtigste at påkalde Guds navn, hvilket indbefatter at forsvare det og kæmpe mod dets fjender. “Thi for Guds hellige navn må vi sætte alt ind og give alt, hvad vi har og formår, og i gerning bevise, at vi elsker Gud og hans navn, hans ære og hæder over alle ting … Her må vi for det første bekæmpe al uret, hvor sandheden eller retfærdigheden lider overlast … og ikke gøre forskel på personer.” (181).

Den uret der begås i verden, og som krænker Guds bud, er altså krænkelser af Guds navn og ære. Overført til nutiden opfordrer Luther her utvetydigt til klimaretfærdighed. Klimaretfærdighed handler om, at goder og byrder ved vores ekstreme udledning af drivhusgasser er ulige fordelt. Det er notorisk den rige del af verden, som udleder og har udledt langt de største mængder af drivhusgasser. Den økonomiske udvikling, som har gjort os verdenshistorisk velhavende, er i meget høj grad båret af det energiforbrug, som har forårsaget klimaforandringerne (Nielsen 2019). Derfor sidder de rige lande med langt det største ansvar for “byrderne”, dvs. klimaforandringerne, som de facto rammer langt hårdest i mange af verdens fattige lande. Klimaretfærdighed er målet for oprettelsen af denne uretfærdighed, som i allerhøjeste grad “gør forskel på personer”. Uretfærdigheden skriger til himlen, fordi det netop er de velhavende, som profiterer af det, der skader de fattige.

Klimaretfærdighed er ikke en måske/måske ikke god (155) gerning, men en gerning som er “befalet af Gud”, fordi den i praksis beviser respekten og kampen for Guds navn og ære. At klima-u-retfærdigheden også er i direkte modstrid med det syvende bud om ikke at stjæle, er indlysende, men ikke Luthers ærinde i forbindelse med buddet om at ære Guds navn. Her fortsætter han meget relevant i forhold til den kristne kamp for klimaretfærdighed med at pege på, hvor fristende det er at holde med de stærke og rige overfor “de fattige, de ringe og dem, de er uvenner med”. Det er naturligvis i strid med Guds bud, og hvor man reelt “ikke med magt kan hindre det og hjælpe sandheden, bør man dog tilkendegive det og med ord gøre noget i sagen” (182). Dvs. hvor man ikke har magt til at tvinge USA og andre klimabenægtende nationer, bør man dog vedblive med at påtale og gøre klimaretfærdigheden gældende med ord.

Klimakampens hvem

Dette, at kæmpe med “ord” selvom man ikke har “magt”, fører videre til spørgsmålet, hvem “man” er, hvilket Luther behandler under 4. bud om lydighed “mod alle dem, der er vores øvrighed” (210), forældre, verdslig samt gejstlig øvrighed såvel som diverse foresatte. At ingen i dag deler Luthers hierarkiske samfundsforståelse, er uvæsentlig, så længe vi faktisk respekterer en opgavefordeling mellem myndigheder. Forskellen er, at moderne demokratier gør alle medansvarlige for den verdslige magt. At det indebærer offentlig regulering til imødegåelse af og tilpasning til klimaforandringerne, ligger lige for. Det springende punkt er, hvordan man som “andre”, dvs. på anden måde end som verdslig øvrighed, kan spille ind i samfundets forvaltning.

I første omgang er udenomsparlamentarisk indblanding i samfundets politiske administration klart illegitim. Luther henviser klassisk til Rom. 13, Titus 3 og 1. Pet. 2. Hvis imidlertid den verdslige øvrighed “ville tvinge en undersåt mod Guds bud eller hindre ham i at holde dem, da hører lydigheden op og pligten er allerede ophævet” (227). Det er altså den samme tro, som begrunder lydighedspligten over for øvrigheden, som også ophæver den i tilfælde, hvor øvrigheden tvinger “borgeren” mod Guds bud. Det kunne være med politikker, som skader klima og miljø på måder, der fratager borgeren mulighed for at ære Guds navn med klimaretfærdighed. Dette er med andre ord Luthers kattelem for kristent begrundet civil ulydighed. Begribeligvis kan denne ulydighed på ingen måde være andet end lydighed mod Guds bud. Den kommer alene på tale, når den politiske administration forhindrer mennesker i at gøre deres pligt over for Gud og næsten. Hvornår det er tilfældet, står til diskussion.

Men hvad skal vi som kirke? Hvad skal kirken i verden, hvad skal vi kirkeligt som gejstlig øvrighed? Evangeliets forkyndelse er ikke emnet for skriftet om gode gerninger. Derimod er det bemærkelsesværdigt, at Luther i høj grad lader kirken være ansvarlig for den moralske opdragelse. Ligesom vi skal ære, frygte og elske kødelige forældre, skal vi som kristne ære og være lydige mod den åndelige moder, den hellige, kristne kirke (216). Idet skriftet er fra 1520 er Luthers raseri mod romerkirkens magtmisbrug voldsomt, men retteligt har kirken tydeligvis den dobbelte moralske opgave, at “tilskynde sine åndelige børn til at være fromme” og at “straffe og tugte” “ægteskabsbrud, ukyskhed, åger, fråseri, verdslig pragt” og andre ugerninger. Kirkens skal altså gå foran med hævdelsen af etik og moral.

At vor tids klimaforandringer og andre miljøproblemer rejser særdeles alvorlige etiske fordringer, kan ikke for alvor drages i tvivl (Gjerris 2019). Det er meget svært ikke at konkludere, at Luther henviser kirken til at gå forrest med etikken i klimakampen. Dette så meget desto mere som en anseelig del af de etiske fordringer i forhold til klima og miljø netop handler om vores fråseri, overforbrug og umoralske økonomiske adfærd (Nielsen, Jørgensen og Ishøy 2019: 47). Moral og etik for Luther er ikke blot noget, kirken hævder, men da kirken er den, der underviser (som det historisk var), har kirken også som sådan en vigtig opgave i moralsk dannelse. Kirken skulle sørge “for lærde, fromme mænd til de unge mennesker, drenge og piger, i skoler og klostre, så at de alle skulle blive godt opdraget, og således skulle de gamle give et godt eksempel, og kristenheden ville blive fyldt og prydet med fortræffelige unge mennesker” (216). Kirken skal altså for Luther “være et godt eksempel”. Det er ikke gerningsretfærdighed for Luther, men tværtimod udtryk for, at kirken lever op til sit opdrag. Så når en grøn kirke i dag går foran med gode, moralske, klimarigtige gerninger, gør den præcis, hvad Luther forventer, den skal.

Løgstrups uddybning af Det andet bud

Det følgende knytter an til Luthers udlægninger af andet bud om at ære Guds navn. Buddet medførte pligten til at kæmpe for retfærdigheden uden personsanseelse. Men når det kommer til “i gerning at bevise”, at man ærer Guds navn, er retfærdighed kun en del af sagen. Vores “gerning” er det samlede udtryk for vores indstilling. Vores måde overhovedet at tilgå skabningen på beviser, om vi ærer eller vanærer skaberen.

Ikke alene den globale klimakrise, men også biodiversitetskrisen og en række andre naturkriser, skyldes menneskehedens samlede påvirkning af vores klode. Kristent må klodens naturlige liv betragtes ud fra skabelsesberetningen, hvor “Gud så at det var godt”. For skabelsesberetningens Gud er skabningen klart ment som et sammenhængende og interdependent hele, hvor hver del har en egenværdi, og ingen del kan nedskrives til blot at have nytteværdi for andre dele. I sit øko-bibel-teologiske standardværk, Bible and Ecology, forklarer Richard Bauckham; “God appreciates the trees and plants for their own sake” (Bauckhan 2016,15). Gud lovpriser og lægger navn til den levende mangfoldighed, som vores civilisatoriske udvikling har ført ud i naturkriserne. Ud fra Luthers forståelse af det andet bud forekommer menneskehedens påvirkning af kloden, derfor at være den dybeste vanære af Gud og Guds navn som hele verdens skaber. Den følgende beskæftigelse med Løgstrup vil trænge dybere ned i dette punkt.

Vores misforhold til og misforvaltning af kloden berører Løgstrup flere steder, idet han viser, at der er flere lag i misforholdet. I det indledende kapitel i Ophav og omgivelse (Løgstrup 1984, 11-18) gør Løgstrup gældende, at vi hylder os i “vrangforestillinger”. “Med åndedræt og stofskifte er vi indlagte i naturens kredsløb, med vore sanser er vi indlagte i universet”. Indlagtheden til trods lever vi i vrangforestillinger om at befinde os “på kanten af naturen, på randen af universet”. Men: “Randtilværelsen er modernitetens formidable illusion”. Vi “skalter og valter” med “den natur, hvor universet er os nærmest”. Det gør vi i vrangforestillinger om at kunne klare og bevare os uden at respektere andet end os selv. Men: “Til vrangforestillingerne svarer en vrangvirkelighed, som begynder at blive farlig … på kanten af naturen kommer vi på kant med naturen”.

Den store erkendelsesgevinst hos Løgstrup er erkendelsen af sammenhængen mellem de to niveauer, naturen og universet, stofskifte og sansning, behov og forståelse. Det kommer bl.a. frem i et afsnit om sansning og behov, hvor besindelsen gælder “tilbageholdenhed” og fraværet af samme (Løgstrup 1984, 48-59). Vi er behovsvæsner, og der er forskelligt, vi har brug for. At man ikke bare kan bruge løs uden hensyn, er en ældgammel erkendelse. Klodens liv har lært os tilbageholdenhed på flere måder: Skam, agtelse, ærefrygt, anerkendelse, blufærdighed m.m. Det gælder på det interpersonelle område, men slet ikke kun der. “Skam i livet får vi af, at der er liv og væsener, ting og fænomener, der ikke er vore [og som er] unddraget vor magt”. Men fordi man skamløst ikke vil finde sig i det, der er unddraget vor magt “og som opretholder os”, “tager man grunden væk under fødderne på sig selv og kommende generationer”.

Her er de to niveauer på spil. For ved at gøre det, gør vi os ikke kun skyld i “dumhed”, men dybere også i “skamløshed”. Skam og andre af tilbageholdenhedens fænomener hører til i forhold til naturen, fordi den (lige som mennesket) er til “for dens egen skyld”. Som til for dens egen skyld bør naturen “bortset fra mennesket” være genstand for skam, agtelse, ærefrygt og lignende, og når det ikke sker, skyldes det en indgroet vrangforestilling om, at kun det, der modsvarer behov, ikke det der modsvarer sansning, tæller og er vigtigt. Tilbageholdenhedens fænomener er relevante i forhold til behovene, men behovene begrunder dem ikke. Den tilbageholdenhed, som behovene kunne begrunde, ville kalde på intelligent beregning, ikke skam i livet eller agtelse.

Tilbageholdenhedens fænomener melder sig i sansningen, og Løgstrup diskuterer dem (med Poul Henningsen) på det humane område, hvor han kalder dem ubrugbare, fordi de ikke kan bruges til at opfylde et behov (som mad og varme opfylder behov). Imidlertid har det, der kommer sanseligt, ubetinget en selvstændighed, og det må forstås som noget, som kun enten kan respekteres eller dementeres. Det der melder sig for sansningen, er universet, og “var universet ikke ubrugbart synsæstetisk [således stavet] kunne vi ikke bevare os selv i de mange variationer af tilbageholdenhed, uden hvilke vor menneskelighed går til” (Løgstrup 1984, 56). At lade skam, agtelse, ærefrygt osv. komme til, er at tage universet ind og lade det komme til sin ret. “Vor tilværelse er en overtagelse og udfoldelse af, hvad der er unddraget vores magt. Giver vi sansningen den rolle, som tilkommer den, giver sansningen os den rolle, der tilkommer os. Sansningen er på tilbageholdenhedens side overfor behovet”. Det er altså i sansningen af universet i naturen, de former for tilbageholdenhed melder sig, som gør, at vi lægger en dæmper på behovstilfredsstillelsen, den behovstilfredsstillelse, som er gået amok, og som slår ud i klimakrise og miljøkatastrofer. Universet tilstede i sansningen melder sig æstetisk, men udvirker sig etisk. “[T]ilbageholdenhed og skamløshed … er på een gang en etisk og en æstetisk modsætning”. Derfor kan Løgstrups naturetik kaldes tilbageholdenhedens etik.

Det er svært ikke at opfatte det som Løgstrups måde “rent humant” at sige, at hvis vi troede Gud og ærede Guds skabernavn, ville tilbageholdenhedens (måske ligefrem kristne) dyder gro frem i vores livsførelse. På samme måde er vores skamløse behandling af naturen vanære af Guds navn (for: Skaberen er Guds navn som en del af Guds treenige identitet).

Den økoteologiske dimension i Løgstrups univers-fænomenologi er tydelig i det, han kalder sansningens metafysiske trehed (Løgstrup 1984, 27). Kort udtrykt er der for Løgstrup i udgangspunktet intet tomrum i verden. Det sansede er afstandsløst nærværende hos den sansende. Afstand til det sansede kommer først med sprogets diskursive forståelse. I udgangspunktet er det sansende menneske afmægtigt i sansningen. Det er ikke sansningens aktør. Men hvor kommer sansningen fra? Den kan ikke komme fra den, der er afmægtig i sansningen. Løgstrups spørger, hvem der “til-sanser universet dets sanselige kvaliteter”. Svaret lyder, at “sanset er universet sansende”, og den sansning er skabende. “Men skabende sætter sansningen en forskel mellem universet og en magt, der i universet skaber, hvad den sanser og som religiøst forstået er en evig og guddommelig magt”.

Udfordringen

Løgstrups tanker er stærke begrundelser for at se civilisationens brug af kloden som foragt for Guds navn. At magten skabende sanser universet (Løgstrup 1984, 28), at magten altså til-sanser universet dets sansbarhed (sansekvaliteter), svarer til, at Gud på skabningens morgen gik og så (dvs. skabende sansede eller til-sansede), at alt var såre godt, så godheden kunne være menneskene sanseligt givet. At Gud gik i haven og så, at skaberværket var godt, er mytens måde at forklare den naturlige verdens godhed og integritet, som med sansningen fremkalder tilbageholdenhedens fænomener i os. Gud til-sanser skabningen den kvalitet, som skabelsesberetningen benævner godhed, og som tilbageholdenhedens fænomener er udtryk for. Det er mytens måde symbolsk at udtrykke, at skabningen er før-sprogligt og afstandsløst nærværende hos os med sin godhed, som vi må agte og anerkende, når vi vinder talens brug. Alternativet er at dementere den til både dens og vores ulykke. Det som Løgstrup skriver om “kunstneren”, at vedkommende “insisterer på sansningen” og i sin kunst lader universet komme til orde, passer præcis på myterne (Løgstrup 1984, 187). Det “udsagn om universet, som værkets æstetik er bærer af, har symbolsk karakter” (Løgstrup 1984, 78). Når Gud går i haven og ser, at det, Gud har skabt, er såre godt, har fremstillingen præcis denne kosmisk symbolske karakter.

Dette er gode økoteologiske grunde til at “lade vor holdning svinge 180⁰ omkring sin egen akse” (Løgstrup 1983, 9), så civilisationen begynder at ære Guds navn ved at agte den skabte godhed. Udfordringen er imidlertid at finde den uafviselighed hos Løgstrup, som findes hos Luther, når Guds ord hos Luther kræver, at du holder det andet bud. Der kommer ofte noget diffust appellerende over forsøg på at bruge Løgstrups tanker til at tale for en bæredygtig imødegåelse af miljøudfordringer og klimakrise. Ofte bliver det ved det hypotetiske: “Hvis vi ikke anerkender det sanselige, går det ad helvede til”. Buddet bliver ikke kategorisk, blot hypotetisk.

Udfordringen har at gøre med, at tydning ikke er tro. Mens Luthers tro stod i et rimeligt gnidningsfrit forhold til den dengang rådende verdensanskuelse, må Løgstrup gribe til religiøse tydninger, som ikke giver sig selv af den i dag rådende verdensanskuelse. Tydningen må ind, før mennesket står nøgent for Guds bud. Uden en metafysisk-fænomenologisk besindelse som Løgstrups er religiøs tro imidlertid truet af obskurantisme og tvivlsom omgang med skabningen og dens mennesker. Derfor må troens sandhed nødvendigvis kunne gøres forståelig for kritisk tænkning (se Gregersens et alii 2017). Udfordringen er, at det at give sansningen den rolle som tilkommer den (så sansningen kan give os den rolle, der tilkommer os), kommer til at bero på en tydning, som man beslutter sig for at lade gælde. Tydningen er måske nærliggende. Men den giver ikke sig selv. Den skal besluttes. Beslutningen er ikke arbitrær og ubegrundet som i eksistensfilosofien, som Løgstrup gjorde op med. Det er en “intellektets afgørelse” (Løgstrup 1978, 275). Men filosofi bevæger ikke. Filosofi forklarer. Religion bevæger. Så, hvor kommer den religiøse tro fra, når ordet først er Guds som tydet?

Naturens sakramentalitet

Erkendelsen af at den nødvendige tydning ikke giver sig selv, fører ind i en hermeneutisk cirkel, som sætter troens folk og kirke i arbejde med at gøre den religiøse tydning (ikke mindst af naturen) gældende og selvfølgelig. Det må også være Løgstrups opfattelse, når han skriver, at “kristendommen” må “skabe … de vilkår på hvilke den kristne forkyndelse alene kan modtages” (Løgstrup 1978, 250). Den religiøse tydning af verden som skabt m.m. er en forudsætning for forkyndelsen. Hvordan det ikke skulle være arbejdsbeskrivelsen for en grøn kirke, er svært at forstå.

For klodens skyld og af hensyn til fremtidens generationer at indstille sindene og gøre det utrolige troligt peger i mange retninger. Et oplagt fokus er naturens sakramentalitet, som slet ikke er et nyt opmærksomhedspunkt, men udtryk for Guds elementære erfarbarhed i naturen, som teologer til alle tider har kendt til. Allerede hos en tænker som Efraim Syreren (død 373) giver “Tilstedeværelsen af “skjult kraft” i den naturlige verden den naturlige verden en sakramental karakter. Derfor skal vi bruge den naturlige verden med ærbødighed” (Brock 1992, 168).

Samme konklusion kan udledes af Luthers nadverforståelse, hvor “troen blænder fornuften” og “fører den ind på et ubegribeligt område, som den ikke forstår, men alligevel ikke benægter” (WA 26, 334). Det er den samme gudserfaring, som den troende gør mange steder i naturen. I en prædiken fra 1544 skriver Luther, at de naturlige omgivelser er fulde af Bibel, og at Gud bruger det, der sker på marken og i haven, til at banke på vores øjne og nærmest lyse lige ind i vores hjerter til at mærke opstandelsen (WA 49, 434). Luthers illustration i nadverskriftet af Kristi sakramentale nærvær som lyset i et krystal (WA 26, 337), illustrerer lige så vel hverdagens møder med Gud i det naturlige liv. I naturens daglige undere kan det troende menneske opleve Kristus, verdens sande lys, manifestere sig uden for de indstiftede sakramenter (Gregersen 1995, 150). Guds sakramentale erfarbarhed i naturen ophæver ikke den tvetydighed, som altid er i naturen. Naturens sakramentalitet er ikke et sakramente, hvor vi opbygges i tro, håb og kærlighed, men en velsignelse med den godhed, Gud til-sansede verden, da Gud så, at det skabte var godt.

Naturens sakramentalitet inviterer i høj grad til at få den økoteologiske naturoplevelse frem som et hjertebarn for kirkerne. Det er ikke blot den uforpligtende konstatering af, at naturen er smuk visse steder, men den forpligtende erkendelse af faren for at krænke det ukrænkelige, altså at vanære Guds navn. Eksempler på det er den amerikanske lutherske teolog Lisa E. Dahill, der forsøger at gøre den kristne spiritualitet vild med vilje (rewilding), når hun advokerer at flytte dåben (tilbage) ud i de naturlige lokale vande (Dahill 2017, 217ff), hvor naturens sakramentalitet i eminent forstand kommer i centrum. I samme retning går det stigende antal af pilgrimspræster, som arbejder på at gøre vandringen til andet end en skovtur, men bl.a. frugtbargør den keltiske spiritualitet, hvor Guds nærvær ofte udtrykkes med naturmetaforer (Knox-Seith 2019, 114). Endeligt indtager naturen en central plads i mange moderne salmer. Luthers opfattelse af Guds sakramentale nærvær kommer præcist til udtryk i Claus Præstholms nadversalme med omkvædet: “Salige er jeres øjne fordi de ser, gudsrigets talende nærvær i det der sker, hvor nadverbordet er dækket” (Buur et alii 2010, nr. 59). Guds talende nærvær kendes i det sanseligt stemte sind, der i sig mærker skammen over civilisationens mishandling af kloden, og som forsøger at bygge sin etik på den godhed, Gud skaber verden med.

Litteratur

Bauckham, Richard 2010, 2016: Bibel and ecology, Darton, Longman and Todd, London.

Brock, Sebastian 2010 (1992): Det lysfyldte øje, Boedal.

Bugge, David et alii (eds.) 2015: Løgstrups mange Ansigter, Anis.

Buur, Birgitte Agerskov et alii 2010: Salmer og sange i skole og kirke 2, Herning.

Dahill. Lisa E et alii 2016:; Eco-Reformation. Cascade Books, Oregon.

Gjerris, Mickey 2019: Upraktisk håndbog i lysegrønt håb. Det danske bibelselskab.

Gregersen, Niels Henrik 1995: “Natural events as chrystals of God – Luther’s Eucharistic theology and the question of Nature’s sacramentality” I Tro & Tanke 1995: 5. Svenska Kyrkans Forskningsråd.

Gregersen, Niels Henrik, Kristensson og Wyller 2017: Reformation Theology for a Post-Secular Age. Vandenhoeck & Rubrecht.

Knox-Seith, Elizabeth 2019: Den bevægelige spiritualitet, Eksistensen.

Kristeligt Dagblad 15.07.2019.

Luther, Martin 1980: Luthers skrifter i udvalg. Bind 1. Aros.

Luther, Martin 1994: Skrifter i udvalg. Troens evangelium. Credo Forlag.

Løgstrup, K.E. 1983 (1956): Den etiske fordring, Gyldendal.

Løgstrup, K.E. 1984: Ophav og Omgivelse, Gyldendal.

Løgstrup, K.E. 1978: Skabelse og tilintetgørelse, Gyldendal.

Nielsen, Jørgensen og Ishøy 2019: Økonomi og kristendom. Eksistensen.

Nielsen, Jørgen Steen 2019: Som gjaldt det livet, Informations forlag.

Wolf, Jakob 2013: Mennesket i universet, Klim.

Martin Ishøy, sognepræst Ph.d., Sankt Jørgensbjerg i Roskilde

E-mail: [email protected]

Comments
0
comment
No comments here
Why not start the discussion?