Skip to main content
SearchLogin or Signup

Transcendensen i krisen

Det moderne menneske ser sig selv som autonomt. Derfor kan sygdom og død sprænge vores livsverden og sætte os i krise. Denne kriseerfaring udfordrer sproget både i sundhedsvæsenet og i kirken. En rapport fra et arbejdsliv som hospitalspræst.

Published onApr 13, 2021
Transcendensen i krisen
·

Transcendensen i krisen

Henning Nabe-Nielsen

Det moderne menneske ser sig selv som autonomt. Derfor kan sygdom og død sprænge vores livsverden og sætte os i krise. Denne kriseerfaring udfordrer sproget både i sundhedsvæsenet og i kirken. En rapport fra et arbejdsliv som hospitalspræst.


Med et langt arbejdsliv som hospitalspræst bag mig er udgangspunktet for mine overvejelser praktikerens. I det daglige færdes jeg i hospitalsverdenen, hvor jeg møder mennesker, hvis tilværelse er gået så meget i stykker, at det giver anledning til at opsøge kirken og måske ligefrem tale med en præst.

I det følgende vil jeg reflektere over, hvad det er for nogle grænser, krisen tvinger os ud til, og af og til ud over. Særligt vil jeg tænke over, hvilke diskurser sundhedsvæsenet stiller til rådighed for at håndtere disse kriser. Min erfaring er, at der er nogle særlige træk ved disse diskurser som gør, at nogle mennesker har brug for at indskrive sig i en anden diskurs - i dette tilfælde en religiøs/kristen diskurs.

For der er noget ved en kristen diskurs, der åbenbart taler til den kriseramtes erfaring af grænseoverskridelse. Men hvilke sproglige komplikationer støder man på i mødet mellem den kriseramtes virkelighed og den kristne forkyndelse?

Hospitalet og kirken

Hvis man får en sygdom, tager man på sygehuset for at blive rask. Hvis man vil tale med en præst, går man i kirke.

Tager man de mere snæversynede sekulariseringsbriller på, kunne man, lidt karikeret, sige, at sygdommen har sit hus med sine specialister, og religiøsiteten har sit hus med sine. Man opsøger de forskellige huse alt efter, hvilke behov man har.

De to forskellige huse dedikerer hver sit område af tilværelsen og allerede gennem deres arkitektur udsender de nogle klare signaler om, hvilke forventninger man kan have til dem.

Hospitalet

Træder man ind på et moderne hospital – og man kan næsten selv vælge, hvilket man vil tænke på – så ligner det afgangshallen i en lufthavn.

Der er venlige og imødekommende venteområder med grønne planter og kunst på væggene. Der er cafe og kiosk og forskellige skranker med information og ’check in’. Den labyrintiske uoverskuelighed og de mange skilte med forkortelser og talkoder giver en klar fornemmelse af, at her kræver det en særlig viden og kompetence for at kunne orientere sig. Rummets summende liv præges af to grupper: de søgende, lidt usikre og bekymrede ’gæster’, og så de travle, målrettede og uniformerede ’indfødte’, der med deres særlige, indforståede sprog tydeligt signalerer ejerskab. For huset har sit eget, specialiserede sprog, og sit eget begrebsapparat, som det kræver en vis øvelse at blive fortrolig med.

Har man en sygdom, gælder det om at få tjekket ind, finde den rette afdeling, hvor man afleverer sin bagage og lægger ansvaret over på de professionelle i tillid til, at det dygtige personale sørger for, at man bliver bragt derhen, hvor man gerne vil.

Kirken

Træder man ind i en af de mere traditionelle kirker, møder arkitekturen os ligeledes med en række signaler. Først går man over kirkegården, træder hen over de forudgående generationer, og det ’stemmer’ i sig selv sindet til eftertanke. De store og højt hvælvede rum gør den indtrædende lille, indretningen suger blikket mod det fjerne alter, og de mange kunstværker og antikviteter sætter den besøgende ind i en lang historisk tolkningstradition, der omfatter generationers liv i glæde og sorg. De ’indfødte’ opfører sig efter særlige regler, rejser sig og sætter sig på tilsyneladende uforudsigelige tidspunkter, bryder ud i sang og betjener sig af et særegent sprog. For også kirkens hus har sit eget sprog og begrebsapparat, som det kræver tilvænning at blive fortrolig med. Og møder man en præst i uniform, bekræftes man i, at her er det nutidige/moderne iklædt en historisk dragt. Den, der går ind i en kirke, mødes af en særlig ramme, indenfor hvilken man forsøger at tolke og forstå menneskelivet og dets tildragelser i et sprog, der har en særlig tradition og historie.

Så længe de uudtalte præmisser holder, og hospitalet helbreder sygdomme og kirken konserverer religion, har de to huse intet med hinanden at gøre. Kommer man med sit brækkede ben, så bliver det repareret og helbredt på hospitalet, og man tager hjem igen. Og kommer man til kirken med sit barn for at få den glædelige begivenhed fejret med en religiøs ceremoni, så får man det døbt og tager hjem igen.

De to ’huse’ mødes tilsyneladende først, når præmisserne ikke holder. Når hospitalet ikke kan løse mit problem – dvs. helbrede min sygdom – kommer det også til at huse en radikal ændring af min tilværelse, en rystelse af min selvforståelse og et kollaps af min hidtidige opfattelse af tilværelsens sammenhæng. Og så kan hospitalet også blive et hus for selvransagelse og eksistentielle og/eller religiøse spørgsmål. Og når kirken som ’religionsmuseum’ ikke blot skal danne ramme om familiebegivenheden, men religiøsiteten udfordres af nye livserfaringer, der ikke kan indpasses i ens hidtidige forståelse, så afkræves kirken bud på tolkninger af tilværelsens gådefulde urimeligheder og barske vilkår, og så bliver den også hus for krisens eksistentielle spørgsmål om sygdom, lidelse, ondskab, tab og død.

Gæstebogen i Rigshospitalets kirke

Hospitalskirken placerer sig i krydsfeltet mellem de to verdener: sundhedsvæsenet og den religiøse verden. Rigshospitalets kirke ligger på et befærdet strøg mellem Hovedindgangen og Blodprøvetagningen. Bag den som regel åbne jerndør gemmer sig et lille, smukt kirkerum, der ånder fredfyldt ro midt i et ellers hektisk, fortravlet hus. Mange patienter, pårørende og personale benytter rummet til et øjebliks stilhed, eftertanke eller bøn. Det er ikke til at vide, hvor mange, der benytter rummet, hvad der bliver tænkt på, eller hvilke bønner, der bliver bedt.

Siden 2005 har der ligget en gæstebog i kirken. Det er heller ikke til at vide, hvor mange af kirkens besøgende, der benytter sig af muligheden for at skrive i gæstebogen. Men det er mange. På kontoret står mere end 60 fuldtskrevne gæstebøger. De er ikke statistisk materiale, men giver et unikt, ubearbejdet indblik i nogle af de tanker, som mennesker på et hospital gør sig i det særlige rum, som kirken repræsenterer.

Det fremgår, at de fleste skriver på baggrund af livskriser, der er fyldt med bekymring, uro, frygt, lidelse og angst, men af og til også af taknemmelighed og overstrømmende glæde. Sproget i henvendelserne er generelt frit i forhold til kirkens tradition og dogmatik.

Det er min opfattelse, at udsagnene i gæstebøgerne skal respekteres i deres egenart, som momentane udtryk, skrevet i en særlig livssituation og indskrevet i et særligt rum. Dermed mener jeg også, at man skal være meget forsigtig med at indlæse generelle tolkninger, eller udlægge særlige behovsanalyser ud fra gæstebøgerne. Jeg har valgt at bringe enkelte citater fra gæstebøgerne i forlængelse af mine overvejelser. Måske mere for at udfordre overvejelserne end for at underbygge dem. Jeg har anonymiseret bidragene.

Ingen dato

Kære gud og alle højere magter

Tak fordi vi får mulighed for at kunne bede tro og håber. Elsker M. over mit liv. Giv hende det hun skal bruge. Gennem de meget dygtige læger og personer her i huset.

Amen

Mor/H

12/1-06
Kære Rigshospitalet. – og de mennesker der har gjort et sådan sted muligt. Tak for muligheden for at komme her – og i det hele taget her og der have nogle små åndehuller, der minder om det raske liv derude. Jeg ønsker mig lidt mere af det.

M

Ingen dato

Kære Gud

Hold mig lidt i hånden, trøst mig lidt, før mig på den rette vej, jeg ved du kan. L.

Sygdom og tab som overskridelseserfaringer

Sygdom og tab kan man se som en form for overskridelseserfaring.

Ikke al sygdom og alle tab fører til krise. Men er sygdommen eller tabet så alvorligt, at det ryster vores ordnede livsverden og truer vores selvforståelse, tvinges vi ud til – og somme tider over - grænsen for vores erfaringsverden. Krisen erfares ved, at det, der tidligere oplevedes som sammenhæng, nu opleves som sammenbrud. (Holm 1986). Krise er en betegnelse for en psykisk tilstand, hvor personens tidligere erfaringer og indlærte reaktionsmåder ikke er tilstrækkelige til, at vedkommende kan forstå og psykisk beherske den aktuelle situation (Cullberg 1974).

1/2-12

Jeg tror på lægerne ved hvad de gør. Jeg ligger mit liv i deres hænder… Men kære Gud, hvad gør man når Danmarks dygtigste læger løber tør for behandlingsmuligheder. Han gør man så? Jeg beder dig, give mig styrken til at fortsætte, og modet til at kæmpe videre. Jeg håber medicinen vil virke igen. Jeg er kun 18 år og har et langt liv foran mig. Lad mig opleve det. Tak. – Man skal aldrig give op!

Den ordnede livsverden

Den østrigsk-amerikanske sociolog Peter L. Berger var optaget af vores behov for at skabe ordnede forhold i vores forsøg på at begribe og være tilstede i verden (1974). En af hans pointer er, at vi som mennesker ikke kan leve uden en ordens-garanteret livsverden, hvor moralsystemer og verdensbilleder sikrer det enkelte individ overskuelighed og identitet.

Verden, fuld af muligheder og begrænsninger, er angstprovokerende, retningsløs og uhåndterlig. Derfor skaber vi, ifølge Berger, et kosmos – en livsverden, hvor der er en vis form for orden. Hvor vi har en ide om, hvad der er op og ned, rent og urent, godt og ondt, indenfor og udenfor, helligt og tabu.

Der skal ikke ændres meget på tingenes orden, før de skifter karakter, og vi skifter følelser for dem. Spejlægget på tallerkenen er lækkert og indbydende, et udtryk for orden og renhed. Flytter vi det 20 cm. over på skjorten, bliver det ulækkert og klamt, et udtryk for uorden og urenhed. Og vi forstår os selv ud fra den ordnede verden. Jeg er den type, der holder mine spejlæg på tallerkenen og er tryg ved det. Hvis spejlægget skiftet plads, bliver jeg straks utryg og skifter skjorte.

Eksemplet viser, i al sin banalitet, hvor stramt og detaljeret vores ordnede livsverden er organiseret og internaliseret. Og i vores daglige liv tænker vi ikke nærmere over det, når bare tingene har deres plads, og vi har vores.

Grænserne for vores ordnede livsverden udgøres af det, vi har erfaring med, og det, som vi kan kontrollere. Nærmer vi os grænserne, bliver det både farligt og utrygt, men også spændende, dragende og fyldt af nye udfordringer. Ved grænserne ligger potentialet til fornyelse eller fortabelse.

Man kan frivilligt opsøge grænserne; men man kan også ufrivilligt blive grænsesat af en eller anden form for krise.

På trods af personlig karriereplanlægning, projektstyring, forsikringer og moralsk livsførelse overraskes vi bestandigt af hændelser og menneskelige relationer, der bryder ind udefra og forstyrrer vores planlægning og forventninger. Eller sygdomme og ulykker, der kan ændre vores status, verdensorden og de magtspil, vi indgår i. Så tvinges vi ud til grænserne for, hvad vores ordensgaranterede livsverden kan rumme, eller vi erfarer en overskridelse af grænserne for det, vi tidligere betragtede som vores ordnede livsverden.

Den måde, hvorpå vi ordner vores livsverden, behøver ikke at være religiøs. Men den etablerede orden er under alle omstændigheder udtryk for en tolkning. Man kan næppe gennem en naturvidenskabelig analyse af et spejlæg nå frem til, at det er mere rigtigt placeret på tallerkenen end på skjorten. Det kræver en (kulturel) tolkning. Og når det gælder grænseerfaringer eller grænseoverskridende erfaringer, kalder det på en tolkning og en sproglighed, der går til kanten af vores erfaringsverden eller overskrider den. Man kan måske, med en tillempet Løgstrupreference, sige, at grænseerfaringerne lægger op til et religiøst sprog.

Sekulariseringen har ikke medført mindre religion, men større pluralisme. Den fælles forståelse af en ordnet livsverden er blevet afløst af den enkeltes valg af livsanskuelse, og et fælles religiøst sprog forankret i en fælles referenceramme er blevet afløst af personlig valgte sproglige brokker, hentet fra den enkeltes bricolage-religiøsitet.

23/07-10

Kære hvem som vil hjælpe mig.

Her er jeg så igen. Først vil jeg sige tak for hjælpen sidst. Tak for at vores lille pige ikke fejlede hvad vi frygtede. Chokket var dog stort da hun nu kan fejle noget lige så slemt. Jeg ved godt lægerne tror på det bedste. Hjælp mig til også at gøre det. Giv mig styrke i de næste 6 uger før vi har svar. Lad prøverne gå godt. Giv mig tro på at dette er den rette beslutning. Hold hånden over vores lille pige. Jeg ber’ af alt hvad jeg har tilbage i mig. Du må ikke tage vores lille pige. Hold hånden over alle som går igennem en svær tid.

L

21/06-10

Kære højere magter

Jeg ved at jeg ikke beder til jer så tit, men jeg bærer jer altid i mit hjerte. Men nu har jeg virkelig brug for at bede om jeres hjælp. Derfor beder jeg jer nu af hele mit hjerte om at give min datter H. styrke til at komme gennem den grusomme sygdom, der netop nu hærger hende og hendes krop. Hun fortjener ikke at skulle dø nu. Derimod fortjener både hun og hendes to dejlige drenge nu at få et godt og trygt liv sammen. De sidste 8 mdr. har været et sandt helvede for dem. Jeg beder giv dem styrke til at vende hjem til en god og tryg hverdag. Tak.

H´s mor

D´s og J´s mormor

Det grænsesprængende og idealet om autonomi

Hvad der opleves som grænsesprængende og truende for selvforståelsen er bestemt af tidens herskende religiøse og kulturelle normer og idealer, der sætter grænserne for vores ordnede livsverden. Vi er altid allerede indskrevet i en diskurs, indlejret i en nogenlunde velordnet livsverden. Og et af de helt centrale nøgleord i tidens diskurs er begrebet autonomi.

Idolet eller idealet i vores ordnede livsverden synes at være det frie, selvberoende individ i velfærdssamfundets forbrugsbutik. Autonomien er det hellige, som ikke må begrænses af andre end individet selv. Ser man eksempelvis på debatten om aktiv dødshjælp, bærer den præg af ønsket om, at selv døden skal underordnes autonomiidealet. Muligheden for selvmord er ikke nok; man ønsker en samfundssanktioneret velsignelse af selvbestemmelsesretten, også når det gælder dødstidspunktet.

Hvis idealet er autonomien, og det moderne idol, som vi efterligner, er det autonome, selvberoende, uafhængige og frie individ, så efterligner vi dén, der netop ikke har behov for at efterligne nogen. Vi begrænser os selv for at komme til at ligne dén, der ikke har behov for nogen grænser. Vi underkaster os en streng selvlovgivning for at komme til at ligne dén, der kan handle frit i forhold til alle love.

I forhold til autonomi-idealet knyttes dét, der erfares som grænseoverskridende, i høj grad til tabet af kontrol over eget liv. Krisen erfares som begrænsningen af autonomien og marginaliseringen i forhold til idealet om det frie, selvberoende individ. Det værste, og det, der opleves som grænseoverskridende ved sygdom, ulykke og tab, bliver tabet af kontrol over eget liv.

Ingen dato

Det værste er, at jeg har mistet kontrollen over mit eget liv- […] det værste er, at der vokser noget i min krop, som jeg ikke kan kontrollere. […] Jeg har altid levet sundt, ryger ikke og motionerer – og så sker det her for mig. Man har jo ikke kontrol over en skid. […]

Jeg bryder sammen… Jeg græder og græder. Hvorfor mig? Hvordan kan jeg blive ramt? – Jeg lever sundt, drikker stort set aldrig, jeg har aldrig røget, jeg dyrker fodbold på eliteplan, det kan simpelthen ikke være rigtigt….. Jeg er blevet ramt af kræft. En sygdom, man normalt hører, at andre får. Ikke mig selv, ikke mine nærmeste, nej … Det er altid de andre. Nu står jeg her, 19 år gammel, går i gymnasiet, og har altså fået konstateret testikelkræft. Hvem skal jeg fortælle det til? Hvem kan jeg stole på

N, 24 år, testikelkræft ( FUCK. Jeg har kræft. HVAD NU)

Sundhedsvæsenet som rum for overskridelseserfaringer

Tabet af kontrol, sammenhæng og overblik tvinger os til at reorganisere vores livsverden og selvforståelse og søge et adækvat sprog.

Selve tabet – af en nærtstående eller af fysisk formåen – kan i reglen udtrykkes i det naturvidenskabelige, fysiske eller medicinske sprog, der præger sundhedsvæsenet. Der er tale om årsag-virkningssammenhænge. Som følge af traumet eller sygdommen indtræder virkningen: handicappet, tabet, døden. Eller man forsøger, gennem årsag-virkning argumentation, at fastholde en vis sammenhængende mening: ”Du bliver, hvad du spiser”. Underforstået: når du nu er blevet syg, må du have spist noget forkert. Eller: ”Kræft, der opdages i tide, kan helbredes.” Underforstået: hvis du ikke bliver helbredt, kunne du bare være kommet noget før.

Derved fastholdes en vis kontrollerbar verdensorden, hvor årsag og virkning hænger sammen. Og hvor ansvaret i øvrigt placeres hos det enkelte individ.

Men tabet af selvforståelse og mening overvindes ikke ved en afdækning af årsag-virkningssammenhænge, men kræver en tolkning, der efter min opfattelse må være af metafysisk karakter. Nemlig en tolkning og et sprog, der sætter den enkelte i stand til at relatere de grænseoverskridende livserfaringer til en tilværelsestydning, der kan rumme de personlige erfaringer af grænseoverskridelse.

I en velfærdsstat som Danmark kommer sundhedsvæsenet til at danne ramme for mange menneskers møde med krisens overskridelseserfaringer, særligt indenfor hospitalsvæsenet. Her får man sin dom (’syg-dom’), sin diagnose, modtager behandling, og mange ender også deres dage på hospitalet. Det er også i hospitalsregi, man besøger sine nærmeste og tager afsked med sine afdøde.

Sundhedsvæsenet er forholdsvis indifferent i forhold til, hvilken tolkning patienten har af sin sygdom og sin livssituation. Sundhedsvæsenet tilbyder rationel og evidensbaseret behandling. I Region Hovedstadens Kvalitetspolitik (Oktober 2010) hedder det bl.a.:

  • ”Vi skal tilbyde patienterne en rationel, veldokumenteret og omkostningseffektiv behandling.”

  • ”Vi skal tilbyde alle borgere behandling af den samme høje kvalitet uanset social status, etnisk oprindelse og bopæl.”

  • ”Vi skal tilrettelægge behandlingen således, at sociale og kulturelle forskelle ikke har betydning for kvaliteten og det endelige resultat.”

Men samtidig er man blevet sig meget bevidst, at behandlingen altid indskriver sig i patientens livsforståelse og selvforståelse.

  • ”Vi skal sætte patienten i centrum ved at inddrage patientens kulturelle traditioner, personlige præferencer og værdier, deres private forhold og livsstil i behandlingen.”

På den ene side tilbyder sundhedsvæsenet en rationel og evidensbaseret behandling, der så vidt muligt respekterer patientens ordensgaranterede livsverden og forsøger at genoprette den. Sundhedsvæsenet søger at værne om patientens autonomi og ønsker ikke at gribe ind i de moralsystemer og verdensbilleder, som sikrer den enkelte patient overskuelighed og identitet. Når man fra politisk hold forsøger at ændre sprogbrugen, så man kalder hospitaler for ”udbydere af sundhedsydelser” og patienter for ”brugere af sundhedsydelser”, kan det ses som et noget krampagtigt forsøg på at værne om et autonomiideal, og indskrive sundhedsvæsnet i forbrugersamfundets diskurs om den frie forbruger i et tilbudssamfund.

På den anden side bliver hospitalet rum for, til tider radikale og grænseoverskridende, omvæltninger i patientens liv og selvforståelse. Der er ikke tale om et ligeværdigt forhold mellem ”brugere” og ”udbydere” af sundhedsydelser, men om en magtrelation, hvor det kan være livet om at gøre, at den magtfulde tager vare på den magtesløse.

8/10-11

Kære deroppe!

Hvem der end passer på mig, min familie og mine allernærmeste… ved hverken ud eller ind. Ønsker bare at blive rask med tiden. Se min skønne datter vokse op og blive lykkeligt. Der er måske for meget forlangt, men det vil betyde alt i hele denne verden for mig.

Du ved hvem jeg er...

Ingen dato

Guds fred tror jeg ikke længere på, tværtimod fjerner Hans barmhjertighed sig fra mig dag efter dag.

Med venlig hilsen.

A-M L

Ingen dato

Kære mennesker og gud

Efter en hjertetransplantation kommer man lidt længere ud i universet og ser virkeligheden tætter på

Kærligste tak til min doner og min gud

Født igen.

3/1-06

Kære Gud.

Hjælp mig igennem denne svære tid, med kræften, og dens bivirkninger.

Beder til, at du giver mig den styrke der skal til for at bekæmpe det onde, der har tage huset i min krop

T

Autonomiens udfordring i sundhedsvæsenet.

Det at møde sundhedsvæsenet betyder, at man som patient bliver indrulleret i et særligt spil, der positionerer patienten på en ganske særlig måde. Og på trods at gode hensigtserklæringer og gode viljer, er der noget ved selve positioneringen som patient, der stemmer sindet og kalder på en tolkning.

  • Forudsætningen for mødet med sundhedsvæsenet er et ulige magtforhold. Pga. sygdom, lidelse eller dårlige prognoser er patienten faldet i en afmagt der gør, at patienten må søge hjælp hos den eller de, der sidder inde med magten til at hjælpe.

  • Arkitekturen på de store hospitaler og supersygehuse understreger det ulige magtforhold. De store bygninger gør den besøgende/patienten lille. Den labyrintagtige indretning og det specialiserede sprog gør den besøgende/patienten desorienteret og fremmed.

  • De særlige attributter, som underbygger den enkeltes individualitet og selvforståelse, bliver frataget eller negligeret. Det private tøj bliver erstattet af hospitalstøj, stilling og status bliver erstattet af diagnose, navnet bliver underordnet personnummeret.

  • Patienten bliver fjernet fra sit hjemlige miljø og indlagt blandt fremmede, med store begrænsninger i forhold til besøg og privatliv.

  • Patienten bliver i mange tilfælde lagt ned, medens hospitalspersonalet står op. Patienten bliver, rent fysisk, talt ned til og set ned på, og i visse tilfælde talt hen over.

  • Private/personlige grænser bliver overskredet. Normale normer for blufærdighed bliver tilsidesat, og der bliver talt åbent om strengt personlige forhold.

  • Patienten må underkaste sig til tider smertefulde fysiske og kemiske indgreb, og om nødvendigt tages ud af egen bevidsthed.

Alt sker i den bedste mening og med henblik på patientens bedste. Men det ulige forhold lader sig ikke kamuflere. Og en vis anonymisering og ritualisering er givetvis nødvendig for at lette den menneskelige omgang og det menneskelige samvær i et så grænseoverskridende rum. Det store afkald på autonomi, der er påtvunget patienten både af sygdommen og institutionaliseringen, er med til at spænde forventningerne til sundhedsvæsenets evne til at genoprette den tidligere ordensgaranterede livsverden. Og forventningerne kommer ofte til at strække sig langt ud over, hvad rationel og evidensbaseret behandling kan præstere.

Diskrepansen mellem sundhedsvæsenets behandlingsmuligheder og patienternes forventninger til livsgenopretning er langt fra ny.

I novellen En landlæge (1918) lader Kafka sin hovedperson, landlægen, beskrive dilemmaet på næsten profetisk vis: ”Sådan er folk her på egnen. Altid kræve det umulige af lægen. Den gamle tro har de mistet; præsten sidder hjemme hos sig selv og trevler messehaglerne op, den ene efter den anden; men lægen skal klare det hele med sin fine kirurgiske hånd. Godt, som de vil: bruger de mig til hellige formål, så finder jeg mig også i det; -”

Den gamle, ordensgaranterende tro, har mistet sit tydningsmonopol. Kirken og præsterne, der tidligere havde bundet tilværelsen sammen i et net af myter, trosforestillinger og ritualer, trevler nu, selvafviklende, deres messehagler op. Hvorimod sundhedsvæsenet, der nu bliver brugt til hellige formål, ikke uvilligt lader sig sakralisere.

Ingen dato

Herre, hjælp ham gennem dette mørkehelvede. Hold ham i hånden og lad ham bevare troen på et liv efter dette. Bed, for min søn.

30/1-14

Tak til Riget for at blive helbredt fra kræft og tak for et fristed her i kirken.

A

Religiøse træk ved sundhedsvæsenet

Der er så meget på spil i patientens møde med sundhedsvæsnet/ hospitalet, at den kølige naturvidenskabelige og evidensbaserede tilgang, med dertil hørende sprog, slet ikke kan rumme og give sprog til krisens grænseoverskridende erfaringer. Så det er nærliggende at bruge sundhedsvæsenet til hellige formål” og indlæse tolkninger og tydninger af mere eller mindre religiøs karakter – og måske er sundhedsvæsenet heller ikke helt uvilligt til at lade sig bruge til ”hellige formål”.

Man skal ikke gøre alt, der rummer ritualiseret adfærd, til religion. Men det er værd at se på, hvilke træk ved sundhedsvæsenet, der lægger op til en særlig diskurs, som man som patient bliver indlejret i, og meget nemt forstår sig selv ud fra.

Sundhedsvæsenets symboler

Det er nærliggende at tage udgangspunkt i de to symboler, der viser, at man er på vej til et hospital.

Det ene er det røde samaritterkors, der har konnotationer til fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Symbolet signalerer, at her kan den nødstedte få uvildig hjælp, uanset baggrund og orientering. Over hovedindgangen til det gamle Rigshospital hilste et relief af Den barmhjertige Samaritaner den ankomne velkommen og viste hospitalets værdigrundlag.

Det andet symbol er farmaciasymbolet, der forestiller en slange, der snor sig om en stav. Det er symbolet på lægevidenskab og medicin. Symbolet vokser sammen med eskulapstaven, benævnt efter lægeguden Asclepius, der viser en slange, der snor sig op ad en stav og spytter sin gift i en skål. Det er Asclepius´ datter, Hygieia, der indsamler slangegift i sin skål til brug i lægekunsten. De to sidstnævnte symboler har deres rødder i den græske mytologi og henviser til den lægende gift, farmacia.

Farmacia-symbolet har en vifte af betydninger og konnotationer:

  • Pharmakon = gift, medicin, kur;

  • Pharmakeía = troldomskunst lægekunst;

  • Pharmakeús = giftblander, medicinmand;

  • Pharmakos = syndebuk.

Hvor det er ligefremt forståeligt, hvad medicin, lægekunst og giftblanding har med hospitalsvæsenet at gøre, er det ikke så ligefremt, hvilken rolle syndebukken spiller.

Pharmakos – syndebuk

Syndebukken kendes blandt andet fra 3 Mos 16, men også fra en række andre antikke ritualer. ”Syndebukmekanismen er en måde, hvorpå det undgås at samfundet ender i kaos på trods af det mimetiske begær og den mimetiske konflikt. Opretholdelsen af et samfund er i sidste instans baseret på vold, på ofringer” (Mikkelsen 2007, 148).

Logikken i syndebukritualerne og farmaciasymbolerne er enkel og ligefrem. For at afværge ”den store vold”, f.eks. epidemiens eller hungersnødens truende opløsning af samfundet, samledes man om ”den lille vold”, og ofrede et enkelt medlem for at redde hele samfundet. ”det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde som det udtrykkes i forbindelse med processen mod Jesus (Joh 11,50). Den samme logik gør sig gældende når man som samfund uddelegerer retten til at udøve ”den lille, gode vold” til politi og militær for at hindre, at ”den store, onde vold” skal ødelægge hele samfundet, og når man uddelegerer retten til at skære, brænde, ætse og anvende gift til en autoriseret lægestand, der ved at anvende ”den lille, gode gift”, dvs. medicinen, kan forhindre ”den store, onde gift”, dvs. sygdommen, i at ødelægge hele legemet.

Syndebukken udgør en slags underliggende mytologi eller grundstruktur, der etablerer en modsætning og sætter vilkårene for at færdes og gebærde sig i modsætningen. Det, at nogen sættes udenfor, etablerer et indenfor; det, at nogen defineres som tabere, gør, at andre sættes som vindere.

Hvor samaritterkorset er kommet til at symbolisererden mere palliative (lindrende, plejende) del af sundhedsvæsenet, repræsenterer farmacia-symbolerne den side af sundheds- og sygehusvæsenet, der er aktivt agerende og kæmpende imod sygdom, lidelse og forfald.

Hvis jeg har ret i, at den moderne, ordensgaranterede livsverden hviler på idealet om autonomi, så er truslen det, som begrænser vores autonomi, dvs. vores frihed og valgmuligheder. Den mimetiske konflikt lurer i det forhold, at den enes frihed naturligvis begrænses af den andens frihed, hvad der kunne føre til alles kamp mod alle. Men den ultimative begrænser af vores frihed er sygdom og forfald (”jeg har mistet kontrollen over mit liv!”) – og i sidste ende død. At blive ramt af sygdom, ulykke eller død er at blive marginaliseret og grænsesat i forhold til idealet om det autonome individ.

Sygdom og lidelse opfattes som den store trussel i det moderne samfund. Sygdom og lidelse er den eksplosionsfarlige vold, som lurer under overfladen, og som må holdes nede ved hjælp af forbud og ofringer. ”Forbuddene er det, som dagligt skal undgå, at den mimetiske konflikt (rivalisering) bliver aktualiseret. Ofringen, herunder de religiøse fester, er det, som, undtagelsesvist, skal lade volden komme frem under trygge og beskyttende former” (Mikkelsen 2007, 148).

For at undgå den store vold i form af sygdom og lidelse, må man som patient - etymologisk: ”lidende, tålmodig” - underkaste sig den gode vold, behandlingen, der såmænd kan være skræmmende nok. For at helbrede eller hindre f.eks. en kræftsygdom i at ødelægge hele legemet, må man skære, brænde og ætse. Det er det, der i medicinsk terminologi hedder kirurgi, strålebehandling og kemoterapi.

03/02-06

Kære Gud!

Hjælp min veninde at kunne beslutte sig for at modtage behandlinger efter brystkræft-operation. Kære Gud vis hende vej, hun er bange for at sige ja-tak til kemoterapi – er angst for bivirkninger bl.a. hårtab og kvalme og opkastninger. Jomfru Maria stå hende bi ….

12/3-06

Kære Gud!

Jeg er fortvivlet. Hvad sker der nu? Hjælp os vil du ikke nok? Tak.

Kærlig hilsen K….. Amen

Patienten som offeret

Der er træk ved positioneringen som patient, der bringer mindelser om offerrollen. Det bekræftes, når man i nyere dødsannoncer og nekrologer kan læse, at han/hun tabte kampen til kræften”. Det betyder, at vedkommende ikke blot er død, men også er en død taber. Hvilket positionerer os overlevende som vindere. Den afdøde får offerets dobbelte betydning. På den ene side som syndebukken, taberen, den udstødte; men på den anden side også som idolet, den heroiske, der sikrer os andre vinderpositionen.

Som ramme omkring den, i grunden voldelige, kamp på liv og død bliver hospitalsvæsnet meget nemt sakraliseret. Det bliver et helligt sted i den forstand, at det besidder de egenskaber, der karakteriserer det hellige: hospitalet udgør en grænseløs trussel, og det yder en grænseløs undsætning fra truslen. I velfærdsstaten elsker vi vores hospitaler, men ingen ønsker at blive indlagt. Hospitalsvæsenet udgør en trussel i den forstand, at det i kampen for det gode besidder den monopoliserede ret til at udsætte patienten for voldsomme og indgribende behandlinger, og mange mennesker dør faktisk på hospitalet. Og hospitalet udgør den grænseløse undsætning fra truslen i den forstand, at det helbreder og frelser mange fra den sygdom og invaliditet, der truede med at tilintetgøre patienten.

Det hellige er ligeledes karakteriseret ved, at det udsteder både forbud og løfter. Og sundhedsvæsenet ”bliver brugt til hellige formål” i den forstand, at det er sundhedsvæsenet, der er blevet den sekulære velfærdsstats moralproducerende instans. ”At synde” er i almindelig sprogbrug blevet et spørgsmål om at spise eller gøre noget usundt. I coronatiden er det sundhedsmyndighederne, der udstikker retningslinjer for god adfærd, og det er umoralsk at bryde retningslinjerne, for så udviser man ikke ”samfundssind”. (Årets ord i 2020.) Forbuddet truer med, at ’den dårlige vold’, sygdommen / coronaen kan bryde ud, hvis forbuddet ikke overholdes. Til gengæld er løftet, at hvis moralen holdes højt, og man underlægger sig behandlingen, den ritualiserede ’gode vold’, så vil ’den gode vold’ vække en stabiliserende kraft og skabe frelse.

Sakrale træk ved hospitalsvæsenet kunne være:

  • Det er på alle måder gennem-ritualiseret.

  • Det kræver overholdelse af ritualet/proceduren for at yde undsætning fra truslen.

  • Det har fået uddelegeret retten til at øve ’den gode vold’ - skære /kirurgi, brænde/stråle, ætse/give gift.

  • Det udsteder forbud, der angiver den hensigtsmæssige adfærd, der skal hindre den dårlige vold’ i at bryde igennem.

  • Det genererer myter (sygehistorier, der skal transformere offeret til kulturel, organiserende handling).

Det menneske, der er ramt af sygdom, tab eller lidelse, kan altså opleve at krisen fører til en overskridelse af dets ordnede, trygge livsverden. Dets ideal og selvforståelse som autonomt individ bliver afløst af rollen som mere eller mindre hjælpeløst offer. Det kriseramte menneske bliver indrulleret i et rationelt behandlingsregime, der på trods af rationaliteten og det rationelle sprog rummer så mange overskridelseserfaringer, at det kalder på en anden sproglighed, der kan transcendere det rationelle

Når der i sundhedsvæsenet tales om ”patienten i centrum” sigtes der til, at alle gode kræfter skal rettes imod at hjælpe og helbrede den enkelte patient. Men det er et dobbelttydigt udsagn, for både idolet og syndebukken er centrum for de andres opmærksomhed. Og oplevelsen hos den, der er i centrum, kan gå begge veje og veksle fra situation til situation. I visse situationer bliver hospitalet patientens ’safe house’, i andre situationer stedet for lidelser og ydmygelser.

Ingen dato

Kære Gud

Det er meget ensomt og angstpræget at forlade rigshospitalet.

Jeg troede, jeg var rask, men har nu cancer i min nytransplanteret lever., Ingen mennesker kan tage min angst fra mig.

Så derfor gud beder jeg dig, se nåde til mig, og giver mig ro, i forvisningen om, at du vil rette alt til det bedste.

A

Den kriseramte i det grænseoverskridende

Krisens overskridelseserfaringer bringer mindelser om, at meningen var i det, man har mistet. Der er ingen, der eksistentielt spørger efter livets mening, før den er blevet væk. Som Wittgenstein siger: Løsningen på livets problem mærker man ved at problemet forsvinder” (citeret efter Diana 2013, 43).

Det, man er skredet ud over, og som man har tabt, er den normale hverdag, den ordnede livsverden, det gode helbred, den meningsgivende relation til et andet menneske, fornemmelsen af frihed og kontrol over tilværelsen. I overskridelsen er man blevet marginaliseret og positioneret som den, der er udenfor; taberen, den magtesløse, offeret, syndebukken. Og i en vis forstand er man også blevet marginaliseret i forhold til sproget og alt det, sproget refererer til. ”Intet er virkeligt. Sproget er tømt for betydning,” skriver Naja Marie Aidt i bogen Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage (2017, 93).

Krisens erfaring af grænseoverskridelse fører til en længsel efter genoprettelse, fred, orden, forløsning. Og det grænseoverskridende er netop, at længslen ikke kan indfries. Enhver form for problemløsning og doceren i mødet med overskridelseserfaringen bliver til en negligering af det grænseoverskridende og et overgreb på den, der erfarer det grænseoverskridende.

19/07-10

Tak fordi du er her når livet bliver for ubærligt

Tak for at du giver mig styrke nok til at klare livets hverdag.

Jeg takker for alle dem omkring mig

P

11/1-06

Kære Vorherre, tak for at du holdt hånden over mig mens jeg var syg. Du var altid ved min seng, lige fra den dag jeg fik af vide, at jeg havde kræft. Jeg troede, at jeg ville dø af det, men i dag fik jeg af vide, at det er helt væk. Jeg fandt dig på min rejse og lovede aldrig at glemme dig igen. Jeg frygtede ikke døden, men jeg må sige, at jeg nu glæder mig endnu mere over livet end før. Jeg græder af glæde på disse sider, og beder for, at du holder alle de små syge mennesker og børn i deres hjerter. For uden dig er det meningsløst at være syg.

Kærlig hilsen…

Det grænseoverskridende sprog.

Det kristne budskab rummer en række fortællinger, der møder vores erfaringsverden og giver identifikationsmuligheder for den, hvis liv er blevet ramt af en grænseoverskridende krise.

Centrum i kristendommen er Kristus på korset. Syndebukken, isoleret i sin lidelse og hvirvlet ind i et spil af systemisk vold, rummer en spejlingsmulighed for enhver i den grænseoverskridende lidelse. Det særlige ved den kristne fortælling er netop, at den er fortalt fra offerets synsvinkel. Opstandelsesberetningen fastholder offerets uskyld og åbner for et håb om, at der selv i den gudsforladte ensomhed er en mulighed for forløsning og genrejsning.

Det går igen i de bibelske fortællinger, at Jesus stiller sig på siden af den udsatte og udstødte med accept, tilgivelse og genrejsning. Helt ikonisk kan man f.eks. tænke på fortællingen om kvinden, der var blevet grebet i hor, og hvor mængden slog kreds omkring hende for at stene hende. Jesus går ind og stiller sig på kvindens side og siger: den, der er ren, kan kaste den første sten. I Kristus er der både en identifikation med offeret og en identifikation, der giver håb om genrejsning og befrielse.

Den, der i krisen erfarer en lidelse, der transcenderer alle kendte grænser, møder i kristendommen et håb, der er lige så transcenderende i forhold til menneskelige forestillinger om oprejsning, genindsættelse og befrielse. Det må være sjælesorgens proprium.

Vanskeligheden udgøres af, hvordan der kommer et møde i stand mellem krisens grænsesprængende erfaring af udsathed og kristendommens grænsesprængende håb om accept, tilgivelse og mulighed.

Hvis det er et træk ved den grænseoverskridende krise, at ”intet er virkeligt. Sproget er tømt for betydning” (Aidt 2017, 93) bliver enhver direkte henvendelse til et overgreb og en negligering af den andens erfaring.

Ingen dato

Føler mig helt låst indeni – alle siger jeg tager det så flot og er så stærk men jeg er jo bare helt forstenet… De kan ikke finde ud af hvad der er galt med D. 1 år og fuld af medicin. Venter der flere dårlige svar?? Gud hvor er du henne? Jeg har bedt til dig hele mit liv men nu har jeg ingen ord…

Ethvert forsøg på problemløsning, gode råd og docerende forkyndelse bliver til en bekræftelse og forstærkelse af den kriseramtes ensomhed i udsatheden.

I mødet med det menneske, som krisen har slået ud over dets egne grænser, gælder Kierkegaards ord om det at hjælpe:

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer (SKS 16:27).

Referencepunktet for mødet mellem det kriseramte menneske og den, der ikke er ramt af krisen, må være erkendelsen af en fællesmenneskelig magtesløshed i forhold til krisens tab og et fællesskab om det at være eksistentielt ensom. Hjælpen ligger ikke som et potentiale i hjælperen eller som et potentiale i den kriseramte; men i det, at man i fællesskab søger noget tredje. Søger det, som kan transcendere den fælles hjælpeløshed. Søger et håb, der ikke udspringer af hjælperens eller den kriseramtes potentiale, men som er sat i verden af en tredje.

Den indirekte meddelelse, metaforen eller lignelsen bliver den sprogform, som åbner for et møde mellem den, der af krisen er skubbet ud over alle grænser, og det budskab, der grænseoverskridende inkluderer den udsatte.

De sprogspil, man bruger om det fysiske/objektive, betjener sig af logikken som erkendelsesform, hvorimod de sprogspil, man bruger om det åndeligt/eksistentielle, benytter sig af ana-logikken.

Når man f.eks. som kriseramt søger ind i Rigshospitalets kirke, inviterer man sig selv ind under rummets fortælling. Rummet refererer til hele den kristne grundfortælling, men gør det på en ikke anmassende måde. Rummet taler på samme måde som en lignelse, som det er op til den enkelte at spejle sig i, finde identifikationspunkter med og underkaste sig forståelsen af. Man kan måske sige, at rummet fungerer som en slags sufflør, der, uden at andre kan høre det, minder én om det, man godt vidste, men lige havde glemt.

Når de kristne ritualer bringes i spil i tilspidsede krisesituationer, fungerer de i mange tilfælde på samme måde. En nøddåb, en andagt ved et dødsleje eller en andagt forud for en alvorlig operation er på samme tid tydning, symbol og narrativ. Ritualet er, i sin faste, overleverede form, befriet for hjælpsomhedens moraliserende bedreviden og gode råd. Ritualet er en ’lignelse’, man deltager i helt sanseligt, og som byder ind med en tolkning, en forståelsesramme og en forkyndelse, der åbner for en meningsdannelse

Gæstebøgerne i RH’s kirke vidner om, at krisens overskridelseserfaringer kan føre til en afvikling af den ramme, man hidtil har forstået sig selv ud fra. Manglen udtrykkes i henvendelser og bønner, der angler efter en anden forståelsesramme. En forståelsesramme, der transcenderer den tabte livsforståelse og giver mulighed for, at man kan finde identifikation og bekræftelse/forløsning i en anden, i.e. religiøs, tilværelsesforståelse.

Den af krisen anfægtede autonomi fastholdes i det forhold, at krisen opfattes som helt unik for den enkelte. Ingen andre kan vide, hvordan mit tab og min lidelse føles og erfares for mig. Hjælpsomhed opfattes som anmassende, og holder andre sig væk, opfattes det som afvisning og isolering. Autonomien vil ikke acceptere en almengørelse af sorg og tab. Det er et forhold, der f.eks. kan genfindes i bestræbelsen på at sætte sit personlige og individuelle præg på kirkelige ritualer og begravelseshandlinger.

I forhold til længslen efter en erfaring af transcenderende accept, fred og forløsning bliver autonomien kontraproduktiv. Man kan ikke anstrenge sig for at være spontan, stille sig selv et bestemt sted hen for at blive henført eller bestille et mirakel.

Gæstebogscitaterne vidner om, at det for nogle er vanskeligt at underkaste sig overleverede traditioner, kirkelige sprogformer eller religiøse dogmer, med mindre man selv har valgt dem og kan ’føle sig autentisk til stede i dem’. For andre bliver den grænseoverskridende erfaring af kontroltab en åbning for hengivelse til et andet sprog og en anden diskurs, hvor man selvforglemmende kan blive grebet af tro, fortrøstning og håb. Men det sker altid bag om ryggen på den enkelte, som resultat af en ikke-viden – miskundhed – som ikke lader sig kontrollere.

28/06-2010

Kære Gud

Jeg overgiver mig til dig således at du kan forme mig og bruge mig efter din vilje.

Fri mig fra selvets lænker således at jeg bedre er i stand til at gøre din vilje.

Fri mig fra mine vanskeligheder således at sejren over dem vidner om din kærlighed Din vej gennem livet og Din styrke til Dem Jeg vil hjælpe må jeg altid gøre din vilje

Amen!

Ingen dato

Gud!

Hvad har du gang i???

Hjælp mig – styrk mig

Ligger alt i dine hænder

Giv mig lysten til livet igen!

Pas på mig!!!

Ingen dato

Kære Gud, jeg er ikke længere bange for at dø. Jeg glæder mig til at finde roen hos/med dig: Jeg er lettet over min beslutning – jeg er jo udmattet af de konstante smerter. Jeg elsker livet, men kan ikke magte det længere – derfor vil jeg gerne passes af dig. Jeg er klar nu

Litteraturliste

Aidt, Naja Marie. 2017: Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Gyldendal.

Ausker, Nadja Hørdam. 2012: Tid til forandring? Forhandling af religiøs kontinuitet, forandring og forbrug hos kræsftpatienter i Danmark. Det Humanistiske Fakultet, KU.

Berger, Peter L. 1974: Religion, samfund og virkelighed: elementer til en sociologisk religionsteori. Lindhart og Ringhof.

Cullberg, Johan. 1974: Krise og udvikling. Gyldendal.

Holm, Kjeld. 1986: Sorgens sprog: træk af den principielle sjælesorg. Aros.

Kafka, Franz. 1967: Dommen og andre fortællinger, redigeret af Villy Sørensen. Gyldendal.

Mikkelsen, Hans V. 2007: “Offer og forsoning: Dogmatiske perspektiver og konsekvenser af René Girards antropologi”. I Syndens sold: En antologi om den mimetiske teori, redigeret af Jørgen Jørgensen, 141–71. Frederiksberg: Aros.

SKS: Kierkegaard, Søren, ”Synspunktet for min forfattervirksomhed,” Søren Kierkegaards Skrifter 16, 4-106.

Rigtup, Diana. 2013: Ritual og mening. En religionsfilosofisk og ritualteoretisk undersøgelse af ritualets betydning i krisesituationer med udgangspunkt i case-studier af nøddåb. Det teologiske Fakultet 44.

KVALITET FØRST. Patientsikkerhed og patientinddragelse. Effektivitet og lighed i behandlingen. - En kvalitetspolitik. https://www.regionh.dk/Sundhed/Politikker-Planer-Strategier/Documents/Kvalitetspolitik.pdf

Comments
0
comment

No comments here