Det er i følelseslivet, at mennesket får et levende forhold til transcendensen. Følelser er magter der griber mennesket, sommetider ubetinget. Dermed melder transcendensen sig. Men samtidig bør enhver omgås kritisk med følelsernes krav om at være ubetingede.
Den toneangivende teologi i det 20. årh. har set med foragt på menneskets følelsesliv. Da Rudolf Otto i 1917 forsøgte at genindføre følelseserfaringen som kernen i religionen, blev han mødt med massiv kritik fra den herskende dialektiske teologi, der anså følelser for at være private. Her kunne transcendensen umuligt manifestere sig. Følelser var udelukkende udtryk for menneskets selvoptagethed og selvkredsen.
Teorien om, at følelserne er subjektive, udspringer imidlertid af en erfaringsfjern konstrueret erkendelsesteori, der først og fremmest har som formål, at mennesket skal tage kontrollen over sig selv. Mennesket skal trække sig tilbage i sig selv og afskærme sig fra indbrud udefra. Det er om noget denne opfattelse af, at det er menneskets fornemste opgave her i livet at tage kontrol over sig selv og realisere sig selv, der har muliggjort en ikke-religiøs livstydning i det moderne vestlige samfund.1 Det er derfor en kæmpe modsigelse, når teologien accepterer denne erkendelsesteori. Resultatet er, at teologien bliver abstrakt og utroværdig.
På den baggrund er den gode nyhed for teologien, at teorien om, at følelserne er subjektive, er uholdbar målt på, hvor erfarings- og virkelighedsnær den er. Følelsen er ifølge den uvilkårlige erfaring en åbenhed for, at en ydre betydningsfuldhed kan bryde ind over os. Det er først og fremmest følelserne, der muliggør, at vi kan have et vitalt forhold til transcendensen, og ikke en abstrakt åbenbaring. Det er ikke i alle følelser, transcendensen manifester sig klart. Det er kun i følelser, der vedkommer os ubetinget. I kærligheden, sorgen, håbet etc. bryder en betydningsfuldhed ind udefra, som er ubetinget på den måde, at vi er ude af stand til for alvor at kunne relativere den.
I det følgende vil jeg først kritisere teorien om, at følelserne er subjektive ud fra den erfaringsnære dagligsproglige forståelse af, hvad følelser er. Derefter vil jeg redegøre for, hvad forholdet er mellem følelserne og subjektet, og slutte med at klarlægge forholdet mellem følelser og transcendens.
Det er et meget omdiskuteret spørgsmål, hvad følelser er. Konsulterer man forskellige leksikonartikler om, hvad følelser er, får man flere forskellige definitioner, som ikke er særligt entydige. F.eks. omtales det ofte som et problem, at der findes en del udtryk i sproget, der er nært beslægtet med ordet følelse. Det er ord som emotion, affekt, stemning, sansning, sindstilstand, temperament etc. Hvori består egentlig forskellen mellem disse ords betydning?
Man er ikke i den videnskabelige psykologi nået frem til en enighed om en entydig definition af, hvad følelser er.
Når spørgsmålet, om det transcendente kan manifestere sig i føleler, skal besvares i det følgende, så er det afgørende, at det står klart, i hvilken betydning ordet følelse her bruges. Det bruges i den betydning, som ordet har i dagligsproglige vendinger. Vi siger f.eks., at vi bliver fyldt med følelser, eller vi bliver grebet og overvældet af følelser. Følelserne rammer os og bliver indgydt i os. Noget kan f.eks. være frygtindgydende. Dagligsproget udtrykker ikke en teori om følelser, men artikulerer vores før-teoretiske uvilkårlige erfaring af følelserne. For så vidt den uvilkårlige erfaring er udgangspunkt for en fænomenologisk analyse, er tilgangen til at besvare spørgsmålet om transcendensen i følelserne her fænomenologisk. Grunden til, at det er den fænomenologiske og ikke den teoretiske tilgang, der vælges her, er, at den svarer bedre til det udefinerbare fænomen, følelser er, og at den er mere erfaringstæt og dermed mere virkelighedsnær end den teoretiske tilgang, der er erfaringsfjern. De teoretiske begreber er abstrakte repræsentationer i bevidstheden af fænomenet, mens dagligsprogets ord er artikulationer af fænomenet, der gør det nærværende for os på en meget direkte måde.
Hvis følelser er noget, der fylder os og overvælder os, så er de ydre magter, der griber os. Følelser er udefinerbare, gådefulde magter. Allerede med denne fænomenologiske konstatering ser man en forskel på den teoretiske og den fænomenologiske bestemmelse af følelserne. Ifølge den videnskabelige psykologi er følelser kun tilstande ved subjektet. En typisk definition lyder f.eks. sådan her: ”Følelser (emotioner) omhandler oplevede affektive tilstande som vrede og frygt” (lex.dk. Den store Danske). At følelserne er ”oplevet” betyder her, at de erfares i et indre subjektivt, privat rum. Ifølge den fænomenologiske bestemmelse er følelser ikke kun en indre, privat tilstand ved subjektet, men en ydre magt, der griber subjektet.
Selv om den fænomenologiske beskrivelse og bestemmelse af følelserne er ligetil og fælles for alle, for så vidt vi benytter os af det samme dagligsprog og uden videre forstår hinanden, så har vi vanskeligt ved at tage dagligsprogets forståelse af følelserne alvorligt. Hvis vi begynder at tænke over følelserne, er vi tilbøjelige til at anse dagligsprogets beskrivelser af følelserne for at være metaforiske. Når dagligsprogets ord beskriver følelser som magter, må det være i overført betydning. Men det er forkert. Dagligsprogsordene beskriver erfaringen af noget faktisk. Følelser, tænker vi, er i virkeligheden indre, privat oplevede tilstande, som den videnskabelige psykologi påstår. Opfattelsen af følelserne som ydre magter er ifølge den videnskabelige psykologi udtryk for en mytologisk verdensforståelse, der reelt forsvandt, da naturvidenskaben afdækkede den virkelige virkelighed, men nu lever videre som en nostalgisk rest i dagligsproget. Denne opfattelse, der til at begynde med kun blev delt af en intellektuel elite, er nu sivet ind i alles bevidsthed og er blevet almindelig. Vi er tilbøjelige til at anse den videnskabelige forståelse for at være primær, og den dagligsproglige forståelse for at være sekundær, selv om det ikke er rimeligt, da den videnskabelige forståelse er abstrakt og erfaringsfjern.
På grund af, at den videnskabelige ideologi er blevet så dominerende i vores moderne samfund, som et resultat af udviklingen af det autonome subjekt i Europa, er det nødvendigt at dekonstruere denne ideologi for at kunne tage dagligsprogets forståelse af følelserne alvorligt.
Ifølge den videnskabelige ideologi er verden delt op i en ydre og en indre verden. Den ydre verden er det tredimensionalt udstrakte rum, der er fyldt med partikler, der er forbundet med hinanden i årsag/virknings-forhold. I dette ydre rum er der ingen kvalitative fænomener. Der er ingen sansekvaliteter eller følelser eller betydningskvaliteter. Der findes ikke farver, rød, grøn, blå etc. eller toner, a,c,d, etc. eller smag, sød, bitter, etc. eller følesansninger, hård, blød, ru etc. eller dufte, søde, skarpe, krydrede, kvalmende etc. Der findes ikke følelser, sorg, glæde, skam etc. Ting og fænomener i rummet har ingen betydning i sig selv. De er neutrale og får kun betydning, hvis de tillægges betydning af en menneskelig bevidsthed.
Den indre verden er sjælens eller bevidsthedens rum. Her befinder det autonome jeg og alle de kvalitative fænomener sig, og i dette jeg-hus hersker jeget ideelt set over alle de kvalitative fænomener ved hjælp af fornuften.
Hele denne opfattelse af mennesket og dets forhold til verden kan man dekonstruere ved at gøre opmærksom på, at den er resultatet af en abstrakt konstruktion, der siden Platons dage, var en del af et pædagogisk projekt, som skulle opdrage mennesket til at tage magten over de lidenskaber og impulser, der hele tiden var ved at løbe af med det, og danne sig som et ansvarligt selvbehersket jeg. Dette projekt videreføres især i stoicismen, der har det som ideal, at mennesket skal udøve selvkontrol og udelade følelsesmæssig involvering. Idealet er en fuldstændig beherskelse af lidenskaberne eller ligefrem dødelse af lidenskaberne ved hjælp af den uengagerede fornuft. Den videnskabelige ideologi er reelt set et praktisk projekt og ikke en ontologi. Det er indlysende, at teorien om sansekvaliteternes subjektivitet, der har en fremtrædende plads hos centrale bidragsydere til den videnskabelige ideologi som Demokrit, Galilei og Descartes, er en abstraktion. Der er ingen, der erfarer, at f.eks. farvene skulle befinde sig i et indre bevidsthedsrum. Alle erfarer, at farverne er ud i verden.
Når vi har svært ved at gøre alvor af, at følelserne er ydre magter, er det, fordi vi, præget som vi er af den videnskabelige ideologi, med det ydre automatisk tænker på det tredimensionelle rum. Og det giver selvfølgelig ingen mening at forstå følelser som ting i det tredimensionale rum. Følelser skal ikke forstås som spøgelser eller felter i det tredimensionelle rum, der skulle have en målelig udstrækning som trekanter og ovaler. Følelser er stemthedskvaliteter ved et dybereliggende rum end det tredimensionelle. Det tredimensionale rum er synets rum, der i løbet af traditionen er blevet udhævet gennem geometriens abstraktioner. Euklids opfindelse af geometrien og Descartes´ opfindelse af det retvinklede koordinatsystem er afgørende milepæle i udviklingen af det tredimensionale rum.
Det dybereliggende rum bag det tredimensionelle rum, erfarer vi f.eks. igennem lyden. Vi erfarer, at lyden breder sig ud i et rum, der har volumen, men ingen dimensioner. Rummet er ikke udstrakt i kraft af, at der i det er afstande imellem punkter. Men det erfares tydeligt som et rum af forskellig volumen. Det kan udvide sig i tunge klange eller trække sig sammen i høje pift. Tonerne kaldes høje eller lave, hvilket referer til erfaringen af skarpe eller bløde, lyse eller mørke rumkvaliteter.
Som man kan tale om, at lyden eller musikken breder sig ud i rummet, kan man tale om, at stilheden breder sig ud i rummet. Og stilheden kan også være af forskellig art, højstemt, foruroligende, beroligende etc.
Forudsætningen for at forstå følelserne som ydre magter er altså, at man er opmærksom på det prædimensionale rum, der ligger under det tredimensionale rum, og igen er det værd at gøre opmærksom på, at dette dybereliggende rum ikke er en metafor, men et faktisk rum, der erfares på mange måder.
Hvordan erfarer vi følelserne, når de nu ikke kan ses eller på anden måde konstateres som entiteter i det tredimensionelle rum? Det gør vi igennem den sansende og følende krop. Den er sanseorganet for følelserne. Dette sanseorgan er ikke en slags metaforisk sjette sans, men noget højst konkret. Den sansende og følende krop skal imidlertid ikke forveksles med den fysiske krop, videnskaben beskriver. Kroppen opfatter følelserne, idet den bevæges af dem. Glæden erfares f.eks. som en løftelse, mens sorgen erfares som en byrde, en tyngde. Forholdet mellem den fornemmende krop og følelserne er et enhedsmæssigt forhold og ikke et årsag/virknings-forhold. Det tydeligste udtryk for det er de uvilkårlige kropsgebærder, der optræder, når kroppen gribes af følelsernes bevægende magt. Øjnene fyldes af tårer ved sorg, mens de stråler ved glæde. Den vredes stemme får skarphed. Kroppen krymper sig sammen, og ansigtet rødmer ved skamfølelsen, mens kroppen retter sig op i fuld længde ved følelsen af stolthed. Den skamfulde sænker blikket. Der skal en anstrengelse til for at styre sine følelser. Man skal træne sig til ikke at give udtryk for følelser. I kortspillet ”poker” er det afgørende, man ikke giver udtryk for ens følelser. Man kan sige om én, at han eller hun har et pokerfjæs. Tilsvarende er det svært at give udtryk for følelser, man ikke er grebet af. Den kunst skal skuespilleren lære sig.
Følelserne og den fornemmende krop er så uadskillelige som det seende øje og lyset. Uden lys, intet syn, uden syn intet lys. Men det betyder ikke, at følelserne i virkeligheden er kropsfornemmelser, eller tilstande ved kroppen, som nogle mener. Kroppen er organ for følelserne, som ikke bare er ”i” kroppen, men også udenfor, ligesom lyset ikke bare er i det seende øje, men også uden for det.
Vi lever på én gang i både det tredimensionale og det prædimensionale rum. Det er forskelligt, hvilket rum der er fremtrædende for vores bevidsthed. I vores praktiske foretagsomhed er det tredimensionelle rum fremherskende. Her er det vigtigt, vi kan orientere os, beregne afstand og gribe ind i tingene i rummet og flytte rundt på dem. Når vi går en tur i skoven eller går til en koncert, så er det det prædimensionale rum, der er fremherskende.
At følelser er ydre magter, der griber os kropsligt, formulerer fænomenologen Hermann Schmitz på den måde, at følelser er ”rumligt udgydte atmosfærer og kropsligt gribende magter” (Schmitz 2007, 23). Alle følelser samles under den samme bestemmelse, nemlig atmosfære. Normalt forbinder vi kun stemninger med atmosfære. Når vi siger, at der var en god atmosfære ved forhandlingerne mellem de politiske partier, så betyder det en god stemning. Men ordet atmosfære er velegnet til at beskrive følelserne som ydre rumlige magter, fordi det også kan betyde vejret. Vejret er det, som altid omgiver os, og som kan være af forskellig kvalitet eller type. Vejrudsigten er et forsøg på at forudsige, at der sker ændringer af vejrtypen. På samme måde er følelsesrummet altid bestemt af forskellige atmosfærer forstået som kvalitativt forskellige stemtheder.
Hvis man forstår vejret naturvidenskabeligt som luft- og gasmolekyler, giver analogien mellem vejret og følelser som atmosfærer selvfølgelig ingen mening. Med vejret menes der her det uvilkårligt erfarede vejr. Vejr-analogien viser i øvrigt også, at følelser ikke er subjektive, da der findes kollektive atmosfærer, hvor mange føler det samme. Det betyder ikke, at to, der står det samme sted i det tredimensionale rum, ikke kan føle noget forskelligt, da følelsesrummet ikke er identisk med det tredimensionale rum.
Schmitz kan kalde følelserne for ”halvting” for at understrege, at de ikke kun er subjektive, men også objektive, ”ting”. Også andre fænomener som stemmen, vinden, natten, melodien etc. har den ontologiske status ”halvting”. De kommer og går uden at man kan spørge om, hvor de er henne, når de ikke udøver deres gådefulde magt over os.
Forskellen på følelserne kan bestemmes ved deres forskellige retning i rummet. Følelserne giver ikke kun rummet en bestemt stemthedskvalitet, men kan også have en retning. Følelserne bevæger os. Ordet emotion indeholder dette bevægende element ved følelserne. Ordet stammer fra latin, hvor motion betyder bevægelse. Følelserne har en retning, uden at der med det menes en retning i det tredimensionelle rum. Det er en retning i det prædimensionelle rum, som erfares af den fornemmende krop. Glæden har en retning opad. Den glade mærker en bevægelse i retning af at hoppe og springe. Den glade føler sig let og svævende. Den glade føler, at hans eller hendes gang på jorden er let. Det er ikke, fordi glæden giver flere kræfter til at overvinde tyngdekraften, men fordi glæden i sig selv er løftende. Sorgen har en retning nedad. Den føles tung og nedtrykkende. Denne tyngde skyldes ikke tyngdekraften, men sorgen selv. Skamfølelsens retning er centripetal. Når man overfaldes af skamfølelsen, synker man sammen og vil helst forsvinde i et musehul. De andres dømmende blikke, der rammer den, der er anledning til, at skammens atmosfære har indfundet sig, angiver den centripetale retning. Den skamfulde krymper sig under disse blikke. Skamfølelsen kan være en meget aggressiv følelse, der kaster sig over den ramte som et vildt dyr. Nogle følelser har en mere diffus retning. Det gælder f.eks. det at være bange eller ængstelig. Det er en følelse, der hverken er frygt eller angst, men ligger midt imellem. Følelsen har en genstand, som ikke rigtig er en genstand. Man kan blive bange for en mørk skov i skumringen, som man ikke er bange for i dagslys. Følelsens retning er centripetal, men den er diffus. Tilsvarende er en længsel, der ikke retter sig mod et klart mål, et eksempel på en diffus rettet følelse. Man kan være grebet af en dyb længsel uden at vide nøjagtigt, hvad man længes efter. Retningen er her centrifugal diffus. Endelig kan følelser være retningsløse, som f.eks. spleen, som er en stillestående atmosfære af trøstesløs kedsomhed, der er blandet med udslukthed, væmmelse og tomhed. En følelse af højtidelig alvor, der er en atmosfære af rolig, tæt samlet stilhed, er også retningsløs.
Hvis ikke følelser kun er udtryk for en tilstand ved subjektet, så rejser spørgsmålet sig om, hvad forholdet så er mellem subjektet og følelserne. Hvis man vil besvare det spørgsmål ud fra subjekt/objekt-spaltningen, så får man et svar, der ikke er dækkende. Med dette udgangspunkt vil det nemlig betyde, at følelserne står over for subjektet som objektive genstande. Hvis det er tilfældet, vil det, at subjektet bliver grebet af en følelse betyde, at subjektet bliver udvisket, idet det bliver til et objekt. Hvor der er et objekt, kan der ikke være et subjekt. Subjektet bliver besat af noget, der er fremmed for subjektet. En psykisk tilstand, der består i, at subjektet føler sig besat af noget fremmed, der gør, at det ikke mere er sig selv, er en sygelig tilstand, en psykose. Holder vi os imidlertid til den uvilkårlige erfaring og ikke den abstrakte subjekt/objekt-dualisme, så opleves følelserne nok som ydre magter, der griber subjektet, og det vil sige som bevægelser, der ikke er hverken skabt eller behersket af subjektet, men følelserne erfares ikke som fremmede for subjektet. Glæden er min glæde, og sorgen er min sorg. Følelser er således på én gang fremmede og personlige. Man kan ikke skille det ad i erfaringen. Her er det subjekt-transcendente og det subjektive samtidigt. Noget tilsvarende gælder samvittigheden. Den er på én gang en fremmed stemme i mig og min stemme.
Det betyder ikke, at subjektet ikke kan forholde sig til sin følelse. Subjektet kan yde modstand imod følelsen eller hengive sig til den og alt derimellem. Men forudsætningen for, at subjektet kan forholde sig til følelsen er, at det allerede har identificeret sig med den. En følelse, subjektet ikke har identificeret sig med, er slet ikke en følelse, da en følelse først er en følelse, hvis den er min følelse. En følelse, der ikke er nogens, ved vi ikke, hvad er.
Spædbarnet, der endnu ikke har noget sprog, forestiller vi os er helt i sine følelsers vold. Det voksne subjekt er et subjekt, der danner sig som subjekt, idet det forholder sig nuanceret til følelserne. Det forholder sig kritisk afstandstagende til nogle følelser og hengiver sig gerne til andre. Subjektet står imidlertid aldrig uden for og over for følelserne, men er altid omfattet af og indføjet i følelsesrummet. Det oplader og bærer subjektet. Hvis subjektet oplever, at det ”ikke kan føle noget”, befinder det sig i en alvorlig psykisk krise.
Det er klart, at hvis følelserne kun er tilstande ved subjektet, så kan det transcendente ikke manifestere sig i følelserne. Så erfarer subjektet kun sig selv i følelserne. Så får alle følelser samme struktur som sentimentalitet. Sentimentalitet er en følsomhed, der består i, at man fordobler følelsen. Man er rørt over, at man er så rørt. Man er forelsket i forelskelsen. Sentimentalitet er udtryk for en selvcentrerethed, som ikke ligger i følelsen selv. Det er en forfaldsform af sensitivitet.
Er følelserne imidlertid ydre udefinerbare magter, der bevæger os, så er det ligeså klart, at følelseserfaringerne er erfaringer, der står på den religiøse livstydnings side. Følelserne rejser spørgsmålet om, hvor de kommer fra, når ikke de kommer fra subjektet. Der hviler en stemning over landskabet, der ikke stammer fra, at vi projicerer vores egen indre stemning ud i landskabet, men fra at landskabet selv er stemt. Det viser sig specielt tydeligt ved, at vi uventet kan blive omstemt af et landskabs stemning, eller at en stemning kan snige sig ind på én, uden at man vil den. Et pludseligt omslag i den måde, landskabet fremtræder på, kan hensætte os i en anden stemning, end den vi netop var nedsænket i. En uventet og uønsket melankolsk stemning sniger sig ind på mig. Erfaringen af, at verden er stemt, er en erfaring, der peger hen på, at transcendensen manifesterer sig i stemtheden, fordi der findes ingen stemthed uden subjektivitet. Nogen må have stemt universet.2
Følelserne eller stemthedskvaliteterne rejser det samme spørgsmål som sansekvaliteterne. Hvor kommer farverne fra, når de ikke er skabt af hjernen og det menneskelige subjekt? Vi erfarer, at farverne er verdens, men sansning forudsætter et subjekt. Nogen til-sanser verden dens sansekvaliteter (Løgstrup 1984, 27).
Det er en måde, hvorpå Løgstrup argumenterer for, at transcendensen manifesterer sig i følelserne. En anden er, at transcendensen manifesterer sig i suveræne livsytringer, der ikke er skabt af hverken det individuelle subjekt eller et kollektivt subjekt, ”samfundet”, og har en ejendommelig gennemslagskraft i forhold til subjektet. Tillid er f.eks. en følelse, der griber os i det mellemmenneskelige samvær og gør, at samværet kan lykkes. Enhver vellykket kommunikation er båret af, at de involverede nærer tillid til hinanden. Hvis de involveredes forhåndsindstilling var, at den anden nok talte usandt og havde sin egen egoistiske dagsorden med samværet, så ville samtalen ikke kunne udfolde sig og lykkes. Det ejendommelige ved denne tillid er ikke bare, at den bærer samværet og samtalen, men også at den kan sætte sig igennem subjektets vilje. En person kan på forhånd være fyldt med mistillid over for den anden, men kan så alligevel i situationen bliver overmandet af en tillid til den anden og miste sit forbehold. En person kan også med al sin vilje være indstillet på at tale usandt, fordi det kan være til vedkommendes fordel, men så alligevel komme til at tale sandt. Der skal en anstrengelse til for at holde sandheden tilbage. Man skal hele tiden passe på ikke at røbe sandheden. Den melder sig af sig selv i et ubevogtet øjeblik. Den anklagede røber sig sjældent over for politiet i den konstruerede forhørssituation, men gør det snarere over for fængselspersonalet i den mere afslappede situation efter forhøret. Hvor stammer den kraft fra, der sætter sig igennem på trods af menneskets vilje og beslutning?
Ifølge religionsfænomenlogen Rudolf Otto manifesterer det transcendente sig i det, han kalder de numinøse følelser, sensus numenis. Han bestemmer det transcendente med udtrykket mysterium tremendum et fascinosum. At det er mysterium betyder, at det ikke kan indfanges i rationelle begreber og definitioner, fordi det transcendente er det, ”der overskrider”, hvilket er ordets betydning. Det vil sige, det er det udefinerbare og ubegrænsede. Da følelserne også er udefinerbare, kan de være sanseorganer for det transcendente. De følelser, hvor det transcendente fortrinsvis manifesterer sig, er tremendum og fascinans, ærefrygt og fascination. Otto bruger med vilje helst latinske ord til at betegne de følelser, hvor det transcendente tydeligst manifesterer sig for at understrege det overskridende, fremmede moment i følelsen. Med tremendum menes ikke bare almindelig frygt, da frygten har en kendt immanent genstand. Tremendum ligner mere angsten, der er uden genstand, men er også noget andet, fordi der også er aspektet af ærefrygt og respekt i følelsen. Et aspekt af tremendum er det, han kaldes majestas følelsen, at føle sig lille i forhold til det majestætiske, der er så meget større end os. I den forbindelse henviser han til en religiøs erfaring, William James refererer:
Nattens fuldkomne stilhed var beåndet med en mere højtidelig stilhed. Mørket indeholdt et nærvær, der føltes endnu mere intenst, fordi det ikke kunne ses. Ligeså lidt som jeg kunne betvivle, at jeg var der, kunne jeg tvivle på, at Han var der. Sandelig, jeg følte, at jeg var den mindst virkelige af os to, hvis det er muligt (Otto 1958, 22-23).
Fascinans-følelsen er følelsen af kærlighed, nåde, barmhjertighed, tillid, håb, længsel og fred. Men igen ikke bare disse følelser på et jævnt niveau, men på et særligt intenst niveau. Vi taler somme tider om store følelser, det er følelser, der overskrider alt rimeligt. Det er f.eks. kærligheden som Paulus beskriver den i ”Kærlighedens højsang”, ”den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt etc.” (1 Kor 13,7). Det er det ubetingede håb, håbet der håber, selv om der intet er at håbe på, ”håb imod håb” (Rom 4,14). Det er ”freden, som overgår al forstand” (Fil 4,7). Det er tillid eller tro, der er helt urimelig, der tror på ”kødets opstandelse og det evige liv”.
Den numinøse følelse er ifølge Otto en samlet følelse, men en meget sammensat følelse med flere aspekter. Den er en kontrast harmoni, sammensat af følelser, der synes at modsige hinanden. Tremendum er frastødende, mens fascinans er tiltrækkende. Man kan forstå følelsen som en akkord med flere tone i. Alle følelsesaspekter er til stede i alle aspekter samtidigt.
Man kan spørge, hvad er forholdet mellem følelserne på det betingede og det ubetingede niveau? Det er, at der på én gang er en kontinuitet og en diskontinuitet mellem f.eks. frygt og tremendum, Gudsfrygt. Det er ligesom forholdet mellem larven og den fuldt udklækkede sommerfugl. Der er både kontinuitet mellem larven og sommerfuglen, det er den samme organisme, og diskontinuitet, en kvalitativ forskel. Larven kan ikke flyve.
Når der ikke kun er diskontinuitet mellem de relative følelser og de absolutte, men også kontinuitet, så må det betyde, at transcendensen manifesterer sig i alle følelser, blot ikke så tydeligt som i de numinøse følelser.
Hermann Schmitz har en anden måde at beskrive transcendensen i følelserne på. Han hæfter sig ved, at nogle følelser griber os med en autoritet, der indeholder en ubetinget alvor. Om en følelse har en autoritet med ubetinget alvor, har at gøre med forholdet mellem følelsen og subjektet. Subjektet er blevet til ved at frigøre sig fra følelsens dominans. Denne frigørelse består som nævnt ikke i, at subjektet kommer til at stå uden for og over for følelsesrummet, men i at følelsen afkøles og neutraliseres mere eller mindre. Man kan f.eks. ”lægge låg” på følelser. Subjektet og dets omverdensforhold er båret af følelserne, og det dannes igennem en længere integrationsproces, hvor følelser og subjektet forenes i nuancerede balanceforhold.
Den udviklede subjektivitet både kan og skal forholde sig kritisk til følelserne og ikke kritikløst som barnet hengive sig til alle følelser, der griber det. Der findes f.eks. en etisk vurdering af følelserne, der er med til at bestemme, hvilke vi skal yde modstand, og hvilke, vi skal identificere os med i hengivelse. Selvkredsende følelser som misundelse, hævngerrighed, had, fornærmethed, sentimentalitet skal vi yde modstand, mens vi skal identificere os med suveræne livsytringer.
Alle følelser griber os med en vis autoritet, idet de manifesterer en magt over os. Men ikke alle følelser har en autoritet med ubetinget alvor. Disse følelser kan vi i modsætning til de følelser, der kun har en autoritet med betinget alvor, ikke forholde os kritik afvisende over for, men kun kritikløst identificere os med. Schmitz illustrerer forskellen mellem betinget og ubetinget alvor med forskellen mellem konventionel skam og samvittighedsskam.
Hvis jeg kommer til et selskab, hvor jeg i min påklædning uforvarende og ikke, fordi jeg bevidst vil provokere nogen, adskiller mig meget fra alle andre, kan jeg overfaldes af en følelse af katastrofal pinlighed. Jeg føler, alle andres blikke er rettet bebrejdende mod mig. Det er pinagtigt for mig at være til stede, og jeg overvældes af flugtimpulser. Der er i dette tilfælde tale om det, man kan kalde konventionel skamfølelse. Denne følelse kan jeg være hævet over i kraft af min jeg-udvikling. Jeg kan sige til mig selv: Det var pinligt, men værre var det heller ikke. Det var også en lille smule latterligt, jeg blev så pinligt berørt. Jeg kan ryste skamfølelsen af mig, som en bjørn ryster pelsen efter et regnskyl. Denne konventionelle skamfølelse har ikke en autoritet med ubetinget alvor over mig.
Hvis jeg derimod har opført mig moralsk forkasteligt og f.eks. har opført mig selvoptaget, koldt og kærlighedsløst, beruset mig i skadefryd over andres deroute, eller har bagvasket og løjet om en person, jeg er misundelig på, så kan jeg gribes af en samvittighedsskam, der har en autoritet med ubetinget alvor over mig. Jeg kan ikke forholde mig kritisk afvisende over for den og ryste den af mig. Jeg kan ikke se mig selv som denne forkastelige, usle person. Jeg kan ikke se mig selv i spejlet. Jeg må anerkende følelsens autoritet og alvor, at den står over mig og dømmer mig. Hvis jeg forsøger at ryste den af mig, fornemmer jeg tydeligt, at jeg forråder mig selv og livet. Alle forsøg på at ville neutralisere og bagatellisere følelsen er det samme som at forfejle det væsentlige her i livet. Den ubetingede alvor er en manifestation af det transcendente i følelsen.
Man kan selvfølgelig stille spørgsmålet, om vi nu kan være sikre på, at det er det transcendente, der manifesterer sig i vores erfaring af den ubetingede alvor, eller det er noget højst immanent. Hvad nu, hvis den, der erfarer den konventionelle skam, erfarer den som en følelse af autoritet med ubetinget alvor, så konventionen er den ubetingede alvor, vedkommende må bøje sig for og under? Så er konventionen Gud. Det må man med Luthers bestemmelse af, hvad det vil sige at have en Gud, mene. Luther hævder, at ”alene hjertets tillid og tro frembringer både Gud og afgud. Er troen og tilliden ret, så er også din Gud ret, og omvendt, hvor tilliden er falsk og uret, dér er den rette Gud heller ikke. For de to hører sammen: tro og Gud. Det, dit hjerte hænger ved, det, du stoler på, det er egentlig din Gud.” (Luther 1976, 38).
Om det, du bestemmer som ubetinget alvor, er en manifestation af det transcendente eller noget højst immanent, er Gud eller en afgud, det kan og skal også underkastes en kritisk prøvelse. Det er det, der i religionerne hedder, at man skal prøve ånderne. ”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud” (1 Joh 4,1). I bedømmelsen af, om det, vi hævder har autoritet med ubetinget alvor, er transcendent eller immanent, Gud eller afgud, indgår den etiske fordring som en vigtig instans. Man kan prøve alvoren i følelsen ved at spørge, om vi, hvis vi neutraliserer følelsen, forråder kærligheden og os selv. Det gør vi ifølge Kierkegaard, hvis ikke vi identificerer os med følelser som sorg og kærlighed:
Jeg skal ikke have Lov til at forhærde mig mod Livets Smerte, thi jeg skal sørge; men jeg skal heller ikke have Lov til at fortvivle, thi jeg skal sørge; dog skal jeg heller ikke have Lov til at ophøre at sørge, thi jeg skal sørge. Saaledes ogsaa med Kjerlighed. Du skal ikke have Lov at forhærde dig mod denne Følelse, thi Du skal elske; og lige saa lidet skal Du have Lov at forqvakle denne Følelse i Dig, thi Du skal elske, og Du skal bevare Dig selv, ved og i at bevare Dig selv bevare Kjerligheden” (SKS 9,50).
Du skal sørge. Du skal elske. Det betyder jo ikke, at vi skal have følelser på kommando, det kan vi ikke have, men det betyder, at når vi er ramt af disse følelser, så skal vi identificere os ubetinget med dem. Så er det det transcendente, der manifesterer sig, som det gjorde det i den brændende tornebusk (2 Mos 3,1-7), så lyder det: ”Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.”
Luther, Martin. 1976: Den store katekismus, overset af Leif Grane. København: Det Danske Bibelselskab.
Løgstrup, Knud Ejler. 1984: Ophav og omgivelse København: Gyldendal.
Otto, Rudolf. 1958: The Idea of the Holy. Oxford.
Schmitz, Hermann. 2003: Was ist Neue Phänomenologie? Rostock: Ingo Koch Verlag.
SKS 9: Kierkegaard, Søren Aaby: Kjerlighedens Gjerninger. Søren Kierkegaards Skrifter 9. København: Gad.