Skip to main content
SearchLogin or Signup

Ubalance i en ustabil verden

Published onJun 25, 2021
Ubalance i en ustabil verden
·

Balance i en ustabil verden

Erling Andersen

Tegning: Lars Andersen

I kirken har man det med at synge “Uberørt af byens travlhed”. Men hvis folkekirken ikke lader sig berøre af nutiden og fremtidens radikalt anderledes præmisser for at være folkets kirke, så mister den sin funktion og relevans.

Redaktionen spurgte, om jeg ville bidrage med en artikel om, hvor folkekirken ledes hen? Det er et tricky spørgsmål. Når passivformen er valgt i stedet for et aktivt subjekt, antydes det, at tingene nærmest sker af sig selv, helt umærkeligt, mens en intetanende folkekirke bare følger med.

Fremtidens folkekirke bliver anderledes end nutidens, ligesom nutidens folkekirke er anderledes end fortidens. Men hvordan bliver den så? Hvor befinder folkekirken sig om 10, 20 eller 30 år? Hvor udfylder den evangelisk-lutherske kirke rollen som den danske folkekirke om et par årtier eller tre? Hvor ledes den hen?

Vi har ingen anelse. Eller har vi?

Det skal denne artikel handle om. Den er bygget op omkring tre elementer. 1) De rå tal medvirker sammen med nogle få organisationsteoretiske perspektiver til artiklens apokalyptiske karakter, mens 2) den tyske sociolog og kulturteoretiker Andreas Reckwitz giver et bud på årsagen til genvordighederne. Endelig er der 3) Mulighederne. Folkekirken må se virkeligheden i øjnene og ikke mindst spørge sig selv, om den har en organisationsform, der hjælper den med – ikke at vende – men at vænne sig til det uafvendelige.

(U)balance

Når en organisation ledes et sted hen, betyder det banalt sagt, at den forlader det sted, den er, for at komme et andet sted hen. Men hvorfor sker det? Hvorfor kan en organisation ikke bare blive, hvor den er? Årsagen er ubalance.

Enhver organisation er afhængig af at levere noget til sine omgivelser. Den udøver en funktion i forhold til sin omverden, og det er nemt, så længe der er balance mellem, hvad organisationen leverer, og hvad omverdenen efterspørger og har behov for. Problemet er blot, at omgivelserne ikke er stabile (Jacobsen, 2005, 55 f.). For eksempel ændrer folks præferencer sig over tid. De efterspørger måske ikke længere i samme omfang det, organisationen traditionelt har leveret. De vil have noget andet eller sætter pris på noget tredje. I så fald må organisationen ændre på sine produkter og ydelser. Hvis organisationen nægter og med ideologisk saft og kraft insisterer på at have uantastelige produkter på hylderne, kan den ikke honorere efterspørgslen. Og så går det kun én vej.

Det kan også være, at organisationens centre, som engang lå geografisk perfekt placeret i forhold til kundegrundlaget, i kraft af demografiske forskydninger nu befinder sig på Herrens mark. Det betyder, at organisationen må forlade de bygninger, der engang duede, og finde nye centre at udøve sit virke ud fra. Måske skal disse centre være digitale. Det ser man fx inden for detailhandlen. Måske skal de være større, som det ses inden for skole- og sygehusområdet. Måske skal de være fleksible og have udvidet anvendelsesgrad. Det ser man i nyopførte kontor- og undervisningsfaciliteter.

Eller måske er der nogle overordnede tendenser som fx individualisering og krav om frie valg, som organisationen må reagere på, hvis den ikke skal miste sine kunder eller brugere. Det har været en udfordring for biblioteker, børneinstitutioner og andre offentlige organisationer, som blandt andet har måttet indrette åbningstider efter kundernes behov og ønsker.

Når der bliver ubalance mellem organisationen og dens omverden, må den handle, for hvis den ikke gør det, ledes den derhen, hvor den ikke længere har en funktion i sin omverden. Det gælder også folkekirken.

Folkekirken hviler på folkets tilslutning

Folkekirken hviler som andre organisationer på, at der er brug for den. Den opretholdes af folkets frivillige tilslutning og opbakning. Dens service må derfor indrette sig efter borgernes behov.

Tidligere rektor E. Harbsmeier noterer lakonisk: ”I et demokrati er det principielt den folkelige konsensus, der bestemmer over det, som kirken står for. I længden kan man ikke opretholde en folkekirke, der på væsentlige punkter befinder sig i et modsætningsforhold til folket” (Harbsmeier, 2013, 167). Biskop Jan Lindhardt var inde på det samme, da han skrev, at ”hvis folk vil have variation, er man nødt til at give efter, for ellers kan det være tyndt med kirkegængere” (Lindhardt 2006, 25).

Folkekirken må opfylde sin forpligtelse som den lutherske folkekirke i Danmark på en måde, så folket oplever den som sin kirke og som relevant med sin måde at være kirke på. Folkekirken har en forpligtelse til at være med til at bygge og vedligeholde de fællesskaber, vores samfund bygger på. Det kan folkekirken blandt andet gøre ved at tilbyde – og deltage i – offentlige rum, hvor der kan tales og samtales om det, der har betydning, og ved at medvirke til, at der kan handles konkret på resultaterne af disse samtaler.

Øje for drivkræfterne

Forandringer i organisationer sker som antydet ikke ud af det blå. De frembringes af en række kræfter uden for organisationen. I organisationsteorien taler man om drivkræfterne bag forandring (Anderson & Anderson, 2010, 49 f.).

En ansvarlig organisation må identificere og derpå fortolke de drivkræfter, som den skal forholde sig til. Dernæst må den udarbejde planer for, hvordan den vil imødegå de udfordringer og problemer, som drivkræfterne repræsenterer, med beslutninger om at gennemføre reelle forandringer (Jacobsen, 2005, 75 f.).

Hvis ikke, lader den sig drive med strømmen.

Det er vigtigt, at organisationen har øje for drivkræfterne. Den må tage pejling af de væsentligste træk i samtiden, som peger ind i fremtiden. Det er i grunden ikke så vanskeligt. Det er ikke raketvidenskab at opdage en vigende efterspørgsel og tab af kunder (Klausen, 2014, 67 og 108). Og dog. Organisationer har nemlig – ligesom mennesker i almindelighed – tendens til at se mere indad end udad, især i krisetider. Man er mere optaget af sig selv, sine egne produkter, sin egen trivsel og sin egen indre balance, end man er af relationen til omverdenen, som konstant må plejes, hvis organisationen skal have en fremtid. Det gælder også folkekirken. ”Det er,” skrev Jan Lindhardt et andet sted, ”som om kirken i vore dage kun ønsker sig to ting, fred og ro, så den kan koncentrere sig om det åndelige, om at fejre gudstjeneste” (Lindhardt 2005, 85). Og i denne fred og ro kan man så synge om, hvordan man er uberørt af byens travlhed.

For at organisationer ikke skal få den noget verdensfjerne tanke, at de er uberørte, er der udviklet en række værktøjer, der med fordel kan anvendes, så organisationen får blik for, hvilken omverden den er indlejret i, og hvilken fremtid den er på vej ind i.

P E S T E L

Et af de værktøjer kaldes PESTEL. Ordet, et såkaldt akronym, er sat sammen af forbogstaverne på seks forhold i organisationens omverden, som værktøjet indbyder organisationen til at kaste et blik på: political, economic, social, technological, environment og legal. Lad mig give blot nogle få eksempler på spørgsmål, som kunne være relevant for folkekirken at forsøge at svare på inden for hvert tema:

Politisk. Hvad betyder det for folkekirken, at der lokalpolitisk ser ud til at være åbenhed over for konkrete samarbejdsmuligheder mellem kommune og folkekirke? Hvilken konsekvens får det for folkekirken, at kirkeministeren følger den almindelige politiske stemning og sætter fokus på den grønne dagsorden?

Økonomisk. Hvad betyder det for folkekirkens fremtidige økonomi, at den hvert år taber ca. 0,4 procent af sine medlemmer? Hvilken betydning får demografiske forskydninger for den lokale kirkelige økonomi og for solidariteten mellem provstierne?

Social. Hvad betyder urbaniseringen for folkekirkens fremtidige struktur? Hvad betyder det for folkekirkens ydelser, at den befolkningsgruppe, der udgøres af aldersgruppen 60+, kommer til at fylde mere og mere de kommende år? Hvilken rolle spiller det for folkekirkens fremtidige legitimitet, at indvandrere og efterkommere af indvandrere udgør op mod 95 procent af den samlede befolkningsvækst, og at blot ca. 1,4 procent af samme befolkningsgruppe er medlemmer af folkekirken?

Teknologisk. Hvilke muligheder ser folkekirken i de mange (sociale) medier og kommunikationskanaler? Hvilken professionalitet må folkekirken byde ind med, hvis den vil kommunikere med sin omverden?

Miljø. Hvordan bør folkekirken svare på klimamæssige udfordringer? Hvilken betydning får den grønne samfundsdagsorden for anvendelsen af de folkekirkelige jorde?

Lovgivning. Er lovgivningen på det kirkelige område med til at hæmme eller fremme kirkens relationer til sine medlemmer og den voksende skare af ikke-medlemmer?

Pointen med PESTEL og andre lignende analyseværktøjer er, at de gør det muligt at få en kvalificeret drøftelse af organisationens forhold til og dens muligheder i fremtiden. Men man skal ikke lade sig narre af den slags værktøjer. Hvor udmærkede de end er, er der ingen af dem, der udgør en guldbrolagt vej frem mod en lysende fremtid. De kan være særdeles møjsommelige at anvende, og hvad værre er: Virkeligheden kan være brutal. Ikke alle organisationer kan reddes. Ikke alle organisationer kan indrette sig på sin samtid eller fremtid.

Og når det kommer til folkekirken, tror jeg, at man skal passe på med at forfalde til illusioner om fremtiden.

Singulariteternes samfund

Den tyske professor i kultursociologi Andreas Reckwitz giver i sin bog Singulariteternes samfund sit bud på, hvordan den verden ser ud, som folkekirken er på vej ind i. Den verden er kendetegnet ved det, han kalder singularitet, det enestående, det særlige.

Det senmoderne individ søger personlig og eksistentiel tilfredsstillelse i det særegne, og det særegne står i modsætning til det almene. Det særegne gøres til ”målestok for alt, hvad der knytter sig til livsførelsen: Hvordan man bor, hvad man spiser, hvor man rejser hen og hvordan, og hvordan man gestalter sin egen krop og vennekredsen” (Reckwitz 2017, 20 f.).

I singularitetens modus, skriver Reckwitz videre, leves livet ikke blot, det kurateres. Dermed menes noget i retningen af, at livet administreres eller arrangeres. Det senmoderne subjekt performer sit eget særlige jeg for de andre, der bliver til et publikum. Kun når dette særlige jeg virker autentisk, er det attraktivt. Og her spiller nye kommunikationsformer med de allestedsnærværende sociale medier en helt særlig rolle. Med deres profiler udgør de ”en af de centrale arenaer for dette arbejde med det særegne … Senmoderniteten fremstår med andre ord som en autenticitetens kultur, der samtidig er en attraktionskultur” (Reckwitz 2017, 21).

Singularitetens tidsalder får naturligvis også betydning for religionen og religionens institutioner. Hvor moderniteten var kendetegnet ved en tiltagende sekularisering, der på nogle områder stadig gør sig gældende, er der ofte blevet stillet skarpt på det religiøses renæssance i senmoderniteten (Reckwitz 2017, 360 f.). Det giver sig udtryk på forskellige måder. Reckwitz er optaget af, hvordan religiøse praksisformer og fællesskaber siden 1980’erne har opnået en ny synlighed og relevans. Den vestlige modernitet var, skriver han, kendetegnet ved rationalisering og afkulturalisering. Det religiøse blev reduceret til ”formelle kirkelige handlinger og en privat tro, der ikke står i et radikalt spændingsforhold til den hverdagslige praksis, men i det store og hele finder sig til rette med den” (Reckwitz 2017, 361).

Men i senmoderniteten er det anderledes. Det religiøse har større tiltrækningskraft, blot ikke som søgning til det, Reckwitz benævner som de gamle embedskirker. Der opstår derimod nye religiøse fællesskaber, som inddrager de troende i en kollektiv trospraksis. I embedskirken blev man socialiseret ind i religionerne. I de nye religionsfællesskaber er der tale om et valg, som ligefrem kan have karakter af en omvendelse. Religiøse fællesskaber byder sig til med fælles kulturel og religiøs praksis og intens subjektiv oplevelse. Den private tro og rutinemæssige kirkegang afløses af ”ikkehverdagsagtige singulært oplevede performances og begivenheder” (Reckwitz 2017, 361).

Sådanne performances og begivenheder ser Reckwitz knytte sig til fundamentalistiske fællesskaber, hvor troens basale elementer fremstår som givne og hævede over enhver diskussion, men – og det er vigtigt – de knytter sig også til en singulariseret livsstil, som kun af og til kan indeholde spirituelle elementer.

Det korte af det lange er, at også når det gælder det religiøse, vil det særlige vinde over det almene. Det standardiserede og regulerede vil tabe terræn i forhold til det enestående (Reckwitz 2017, 19).

Der vil i senmoderniteten – i modsætning til moderniteten – være en vis folkelig interesse for religion og de eksistentielle spørgsmål, men det er ikke en interesse, som vender sig mod den institutionaliserede religiøsitet, embedskirkerne. Interessen vil dele sig i to. Den kan rette sig mod mere fundamentalistiske, normative fællesskaber med en aktiv bekendelseskultur, eller den kan udleves ad hoc, individuelt og i det daglige, men uafhængig af et organiseret fællesskab, som kræver bestemt adfærd, særligt engagement eller aktiv deltagelse.

Folkekirkelig legitimitet er udfordret

Er det konsekvenser af en sådan singularitet, vi ser, når folkekirkens medlemstal støt falder? Det er gået ned ad bakke i nogle årtier, og med en dåbsprocent, som i en årrække er faldet med 1 procent om året, og som nu viser, at blot 58 procent af en årgangs nyfødte får dåbens vand over sig, vil medlemskurven sandsynligvis foretage et knæk på et tidspunkt – nedad.

Og er det en konsekvens af singulariteternes samfund, når kun 25 procent af de samlede antal vielser foregår i folkekirkeligt regi? Når selv folkekirkemedlemmer i stigende omfang fravælger gejstlig medvirken ved begravelsen eller bisættelsen? Og når den interesse, der dog er tilbage for kirkelige handlinger, ofte er forbundet med individuelle og somme tider originale ønsker og forventninger?

Med hensyn til folkekirkens ritualer lader det ikke til, skriver Lars Qvortrup, at de kaster det lys ind over tilværelsen, som de burde, eller står i nogen oplagt korrespondance med de livserfaringer, folk gerne vil have belyst. Og det er efterhånden tydeligt, at folkekirken er organiseret ud fra en samfundsstruktur, som er fremmed for flere og flere moderne mennesker, for hvem det ikke er indlysende at samle sig omkring en sogneidentitet (Qvortrup 2011, 144). Det er en struktur, der meget dårligt harmonerer med Reckwitz’ begreb om singularitet.

Jeg er fuldt ud bekendt med de ideologiske røster, som siger, at folkekirken ikke skal bekymre sig om sig selv og sin egen fremtid endsige overlevelse, men koncentrere sig om forkyndelsen af det pure evangelium. Og når det gælder Reckwitz’ tale om singularitet, vil disse evangeliets hofsupportere sikkert kunne finde rigelig anledning til endnu engang at tale tidsånden imod. I nogens mund og andres ører vil en sådan tale blive anerkendt som sand evangelisk tale, men den vil næppe gavne organisationen den danske folkekirke.

Den danske folkekirke er en organisatorisk ramme, som er afhængig af folks deltagelse og opbakning. Denne deltagelse og opbakning er på retur og udfordrer folkekirkens legitimitet, en udfordring, der ikke bliver mindre af, at folkekirken har uhyre ringe appel til den hastigt voksende del af befolkningen, som udgøres af indvandrere og efterkommere af indvandrere. En fremskrivning af de tendenser, der har været de sidste årtier, antyder en folkekirkelig udløbsdato inden for en enkelt generation. Allerede nu er der provstier med medlemsprocenter under 50. Mange steder er dåbsprocenten ligeledes under 50 (Andersen 2020). Ordet folk i ordet folkekirken får dermed en patetisk klang.

Er luthersk kristendom og evangelisk tale afhængig af den danske folkekirke? Selvfølgelig ikke. Men hvis man synes, at den danske folkekirke er en god opfindelse, må man blive bekymret over, hvor den ledes hen.

Hvem gør noget?

Artiklen her skal ikke bidrage med løsninger, men jeg vil alligevel antyde en retning. Det er imidlertid ikke så lige til at svare på, hvem der må eller kan gøre noget.

Magten følger pengene, og menighedsrådene administrerer mere end tre fjerdedele af den folkekirkelige økonomi. Men menighedsrådene har ikke ansvaret for folkekirkens liv som sådan. Menighedsrådene har ansvaret for det lokale kirkelige liv, og med den opgave har de såmænd nok at rive i.

Provstiudvalgene har også et begrænset ansvar, nemlig ansvaret for at koordinere menighedsrådenes budgetter og i øvrigt øve tilsyn med, at den lokale økonomi opfylder lovens mange krav.

Stiftsrådene kan kræve af menighedsrådene, at de hver især bidrager til stiftsrådet med maksimalt 1 procent af den lokale ligning. Som det fremgår af loven om folkekirkens økonomi, kan pengene bruges til at fremme nogle få lovbestemte overordnede temaer: ”1) Kommunikation mellem stiftet, menighedsråd og præster, 2) formidling af kristendom, 3) udviklingsprojekter inden for undervisning, diakoni, IT, medier, kirkemusik og lignende.”

Kirkeministeriet er bindeleddet mellem stat og kirke og samarbejder med folkekirken om at udvikle en nutidig kirke. Ministeriet har nogle strategiske målsætninger, som er underlagt folkekirkens lange tradition for decentral opbygning på grundlag af de lokale sognemenigheder, og også underlagt manglen på et demokratisk, kirkeligt organ på landsplan med generel kompetence til at drøfte eller tage stilling til folkekirkelige forhold (Kirkeministeriet 2020). Denne mangel kunne måske opmuntre en entusiastisk kirkeminister til at se sig selv som folkekirkens chef og ligesom andre chefer i udfordrede virksomheder tage seriøse initiativer til at optimere, organisere og kvalificere folkekirken til at være kirke i nye tider. Det sker næppe.

Det er således vanskeligt at placere ansvaret for folkekirken som helhed og dens retning, og det er vanskeligt at placere en initiativpligt. Det var også, hvad Betænkning 1544 slog fast: Vi har en usammenhængende folkekirke med en umoderne styringsstruktur, hvor ansvarsfordelingen for økonomi og indhold er uklar.

Med den nuværende struktur og magt- og ansvarsfordeling kan man ikke klandre ovennævnte fire niveauer for ikke at gøre noget ved de udfordringer, der er peget på. De ligger ikke umiddelbart på nogens bord.

Hvem skal så? Og hvad skal man i det hele taget stille op med udfordringerne?

Først og fremmest: erkendelse

Forudsætningen for handling er erkendelse, en erkendelse af, at fremtiden byder på radikalt anderledes præmisser for folkekirkens måde at være folkets kirke på.

Det handler ikke om, hvordan folkekirken kan generobre sin tabte fortid med tårnhøje medlemstal og dåbstal, for det er ikke muligt i singulariteternes samfund. Det handler heller ikke om, hvordan folkekirken kan bevare sine centre, kirkerne, for det bliver i mange tilfælde blot et spørgsmål af museal og nostalgisk interesse. Det handler heller ikke om at imødegå uafvendelige demografiske forskydninger med økonomiske særbevillinger under dække af en urealistisk forestilling om, hvad det vil sige, at kirken er til stede overalt.

Det handler om, hvordan folkekirken kan være folkets kirke på fremtidens præmis. Men at beskæftige sig seriøst med det spørgsmål kræver, at man erkender fremtidens præmis: at relationen mellem folk og folkekirke radikalt ændrer karakter, som antydet oven for af Reckwitz og triste statistikker. Og hvordan indretter folkekirken sig på den præmis, når det kommer til ydelser, økonomi – og selvopfattelse?

Der må nødvendigvis etableres beslutningsdygtige, dialogiske rum og organer med deltagelse af de forskellige folkekirkelige ledelsesniveauer, med kompetence til at drøfte og tage stilling til generelle folkekirkelige forhold. Det skal være rum, hvor

  • omverdensforandringer kan identificeres, ikke mindst erkendes og siden kommunikeres

  • kriterierne for folkekirkens møde med dens omverden drøftes og klarlægges, så det bliver muligt at aftale konkrete og realistiske reaktioner på disse forandringer

  • der kan tages beslutninger om nedsættelse af taskforces, iværksættelse af forsøg og aktiviteter, der kan medvirke til at fremme folkekirkens legitimitet og ikke mindst dens gavn i singulariteternes samfund

  • nødvendige organisatoriske forandringer kan besluttes og gøres til virkelighed, så folkekirken ikke renoncerer på at ændre strukturer, der begrænser eller hindrer dens virke.

Med andre ord, det folkekirkelige, dynamiske og kreative netværk må suppleres med en stærkere demokratisk funderet hierarkisk organisation, der har som sin opgave at holde netværket ved lige eller med John P. Kotters udtryk: give netværket sin ”eksplicitte velsignelse” (Kotter 2015, 31). Det betyder bl.a., at hierarkiet skal fremme enhedsoplevelse og fællesskab på tværs af decentralisering og nødvendig forskellighed. Hierarkiet skal have fokus på helhed og modvirke snæversynet silotænkning.

Et sådant hierarki findes allerede i spinkel udformning, og det er alt for ineffektivt og lider af den tilbagelænethed, der kommer af uklare og utilstrækkelige beføjelser. Man kunne begynde med at tillægge eksisterende organer som provstiudvalg og stiftsråd kompetencer, som kan aflaste, men også initiere, hjælpe til og følge op på lokalt folkekirkeligt engagement. Derudover må Betænkning 1544’s forslag om et folkekirkeligt fællesudvalg støves af, tilrettes og oprettes (Kirkeministeriet 2014). Et sådant udvalg må udstyres med kompetencer, der knytter sig til et målrettet kommissorium med fokus på folkekirkens samfundsmæssige gavn.

Der er rigeligt af spørgsmål at tage udgangspunkt i, når der i sådanne organer skal tages beslutninger om konkrete initiativer. Det er spørgsmål, som for nuværende rigtignok drøftes hist og pist, men ikke på en måde, så drøftelserne fører til forpligtende svar. I heldigste fald bliver det blot til tilfældige og usammenhængende handlinger. Og det er ikke nok. Nogle af spørgsmålene kunne lyde sådan:

  • Rummeligheden i samfundet er stigende. Folk søger etiske, eksistentielle og åndelige svar uden for folkekirken uden nødvendigvis at engagere sig særligt i et trossamfund. Hvordan kan folkekirken rumme samfundets rummelighed?

  • Hvordan kan folkekirken tilpasse, udvikle og udvide sin ritualrigdom, så den korresponderer med de livserfaringer, folk gerne vil have belyst?

  • Hvordan kan folkekirken være et generøst rum for passioneret samtale om religionens og dermed kristendommens funktion og i fællesskab med folket formulere et autentisk bud på, hvori denne funktion kunne bestå?

  • Hvordan kan folkekirken bidrage til, at de bibelske fortællinger appellerer til hjertet og blander sig naturligt i offentligheden som almengyldige pejlemærker til livet?

  • Hvordan kan folkekirken vise sin samfundsmæssige relevans på en måde, så den udgør en institution, som folk gerne vil identificere sig med?

Litteratur

Andersen, E. (2020). Hvad skal vi med tal? Lidt om strategi - og nøgletal i folkekirken i perioden 2011-2018. Folkekirkens uddannelses- og Videnscenter.

Anderson, D., & Anderson, L. A. (2010). Nøglen til ledelse af forandring. Strategi for bevidst forandringslederskab. Gyldendal Business.

Harbsmeier, E. (2013). Praktisk talt - at drive teologi på tværs af grænser. Anis.

Jacobsen, D. I. (2005). Organisationsændringer og forandringsledelse. Samfundslitteratur.

Kirkeministeriet. (2014). Betænkning 1544: Folkekirkens styre. Kirkeministeriet.

Kirkeministeriet. (2020). Mission, vision og strategiske målsætninger. Hentet 10. december 2020 fra https://www.km.dk/ministeriet/mission-vision-og-strategiske-maalsaetninger

Klausen, K. K. (2014). Strategisk ledelse i det offentlige. Gyldendal Public.

Kotter, J. P. (2015). Acceleration. Strategisk smidighed i en foranderlig verden. Gyldendal.

Lindhardt, J. (2005). Folkekirke? Kirken i det danske samfund. Hovedland.

Lindhardt, J. (2006). Ind i kirken - en guide til gudstjenesten. Rosinante.

Qvortrup, L. (2011). Paradokshåndtering og ritualproduktion. Anis.

Reckwitz, A. (2017). Singulariteternes samfund. Om modernitetens strukturændringer. Hans Reitzels Forlag.

Comments
0
comment

No comments here