”Jøder og alle I, som bor i Jerusalem”, sådan adresserer Peter sin pinseprædiken. Den forkynder pinsedagsunderet, at Gud har udgydt sin nyskabende ånd over alle mennesker, så de nu skal få lov til at høre om Guds storværker hver på deres eget sprog (ApG 2,14-21).
Jeg er overbevist om, at i et af de yderste hjørner af Jerusalem, måske endda ude på den anden side af bymuren, har der på det tidspunkt befundet sig mennesker med radikal udviklingshæmning. Også til dem var Guds pinsebudskab rettet; det er jo til alle, formulerer Peter med fuld overbevisning. Peter selv har givetvis ikke haft øje for dem, ligesom heller ikke Paulus eller Jesus for den sags skyld. Døve, blinde, stumme, lamme, psykisk syge, ja. Men ikke mennesker med radikal udviklingshæmning. Det Nye Testamente afspejler overhovedet intet konkret kendskab til denne gruppe. De har sikkert været for anderledes til, at man dengang har kunnet have syn for dem og forholde sig til dem i fællesskabet.
Men selv om Jesus, Peter og Paulus har båret deres egen tids kulturelle briller og blinde vinkler, forhindrer det dem ikke i at gøre sandheden om Guds storværker gældende for alle. Teologisk skarpsyn og klarsyn har de for Gudsriget, også når det gælder pladsen i det for mennesker med radikal udviklingshæmning. Hvis ikke I anbringer de svageste i menighedens midte, har I slet ikke forstået, hvad Guds rige går ud på, siger Paulus i 1 Kor 12. Dér er begyndelsen for enhver kristen menighed. Det er udfoldelsen af Jesus på korset på Golgatha og den opstandne med de sårmærkede hænder (Heilesen 2020, 53-79).
Det er den dobbelthed, vi som kirke er spændt op på, når det handler om inklusion. Inklusion er teologisk set et eskatologisk begreb. Det er en Gudsriges-realitet og således et teologisk aksiom, vi altid i kirken må tænke og handle i forhold til, samtidig med at vi må erkende, at vi ikke selv formår at føre det til ende. Det betyder med andre ord at være stillet i et stadig opgør med vores egne kulturelle, strukturelle og personlige blinde vinkler. Der er nogen, vi altid har overset og glemt og ekskluderet, også i et samfund og en kirke, der gerne taler om inklusion.
Begrebet i den offentlige diskurs er i øvrigt generende diffust og mangetydigt, og indimellem viser det sig endda som et slet skjul for modsatrettede drivkræfter, selv om inklusion var intentionen.1 Det er som sådan ikke befordrende for debatten. Men vi bliver nødt til at tage til efterretning, at begrebet inklusion indrammer platformen for en igangværende samtale.
Når det gælder inklusion, deler vi i kirken historie med det omliggende samfund. Den historie har ikke nogen glorværdighed over sig. I århundreder var mennesker med udviklingshæmning eller afvigelser fra samfundets normalitetsbegreb gemt hen i dårekister og siden lukkede institutioner.2 Helt op til midten af 1960’erne blev de fra den professionelle verdens side behandlet ud fra diagnoser, afvigelser og problemer. Den kulturelle virkningshistorie af det har været dyb og mærkes stadig.
Måske er den yderligere forstærket af ”det sårbare ansigt” hos det menneske, der er anderledes end flertallet. Det sårbare ansigt konfronterer os andre med vores egen sårbarhed, som vi har vanskeligt ved at takle og se i øjnene. Det er den fransk-bulgarske psykoanalytiker, filosof og samfundsdebattør Julia Kristeva, der blotlægger dette ekskluderende grundforhold. Hun gør opmærksom på, at der samtidig i det sårbare ligger det, der rummer muligheden for en forvandling i vores forhold til mennesker, der er anderledes end det neurotypiske flertal (Heilesen 2020, 15-16, note 5 og 6).
I forhold til den aktuelle inklusions-diskurs markerer Salamanca-erklæringen 1994 og efterfølgende FN’s Handicapkonvention 2006 (ratificeret af Danmark i 2009) et skarpt hjørne, der har givet inklusions-udviklingen en ny kurs. Erklæring og konvention fastslår handicappedes rettigheder på lige fod og fælles med alle andre, herunder adgang til inkluderende uddannelse. Senest er inklusion af mennesker med handicap i 2015 blevet en del af ”FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling”, som underskriverlandene lover at arbejde for at få gennemført inden 2030.
I Danmark har konventionsforpligtelsen bl.a. givet sig udtryk i ”Regler om inklusion i folkeskolen” i 2012. En aftale mellem ministeriet og Kommunernes Landsforening førte til, at der i 2013 blev sat et mål for, hvor mange børn i folkeskolealder der inden for to år skulle inkluderes i den almindelige folkeskoleklasse: fra 94,3% til 96%. Det mål lykkedes ikke, og inklusionsprojektet i folkeskolen i sin oprindelige politiske form må siges på afgørende punkter at være kuldsejlet.3
Det ændrer ikke på det værdifulde ved at arbejde med et inklusionsmål, der går op mod en ydmygende eksklusion af mennesker. Det rykker heller ikke ved, at netop folkeskolens fokus på inklusion de sidste ti år har været med til at profilere inklusionen omkring børn og unge med særlige behov i det hele taget.
I folkekirkeligt regi har det bl.a. fundet udtryk i en ny ”Anordning om børnekonfirmandundervisning og konfirmation” (2014), hvor der nu står, at ”alle børn” på 3.-4. klassetrin skal have et tilbud om børnekonfirmandundervisning, og at ”alle døbte” har adgang til konfirmation. Det gælder selvfølgelig også børn og unge med særlige behov, uanset om de er inkluderet i almindelige folkeskoleklasser eller går på specialskoler. Anordningen, der er retsgrundlaget for undervisningen, er samtidig fulgt op af en biskoppelig vejledning med en række anvisninger for præster, provster og menighedsråd omkring støttende og inkluderende undervisning, blandt andet ansvarsfordeling, fleksibilitet i form og arbejdsmåder og selvfølgelig støtte til børn og unge, der i folkeskolens dagligdag er vurderet til at have behov for særlig personlig støtte. Når det gælder inklusion i den kirkelige undervisning af børn og unge, er der en folkekirkelig struktur, der understøtter og bygger med. Der ligger en indbygget svaghed i, at anordningens inkluderende bestemmelser helt hviler på ”lokal finansiering”, altså som en opgave, der hele tiden skal ind i en prioritering mellem alle de andre opgaver, som de enkelte, lokale menighedsråd også er sat til at sikre økonomi til.
Ved siden af ”inklusion” er et andet begreb på det seneste blevet diskurssættende, også med baggrund i rettighedstænkningen. Det er begrebet ”åndelig omsorg”. Begrebet hører til WHO’s anbefalinger af ”kvalitetsstandarder” for den palliative indsats (WHO 2017) og er blevet indskrevet i de danske retningslinjer (Sundhedsstyrelsen 2017, pkt. 1.4.1). Derfra breder begrebet sig i øjeblikket ud i andre dele af samfundet som f.eks. sundhedsvæsnet og de sektorer, som Serviceloven dækker. Det spiller en stadig større rolle i sygehusenes retningslinjer og udvikling af behandling. En forskningsenhed på Syddansk Universitet forsker i betydningen af ”spiritual care” for menneskers muligheder for at komme sig fra sygdom og for børns og unges psykiske udvikling og mulighed for at klare tilværelsens udfordringer. Det indgår i SOSU-uddannelsernes læseplaner. Det optræder som et ansvarsområde i kriminalforsorgen. Det bliver pt. skrevet ind i f.eks. kommunale værdisæt for bosteder for mennesker med udviklingshæmning.
Det er åbenlyst, at i denne brede gruppe i samfundet har begrebet ”åndelig omsorg” en tilsvarende meget bred forståelse. Hvor kirken primært fokuserer på de religiøse sider af åndelighedsbegrebet, har forståelsen oftest sin legitime vægt et andet sted, når det gælder hjemmepleje og ansatte plejere og pædagoger på bosteder og institutioner. Men ”retten til åndelig omsorg” som en demokratisk værdi tegner begrebet op som et muligt dialogisk begreb mellem folkekirken og den sociale sektor og en mulig fremtidig vej til at se hinanden på tværs af institutionerne som ressourcepersoner til gavn for inklusionen af f.eks. mennesker med særlige behov.
I Norge har et sådant arbejde i 2013 ført til en lovfæstet samarbejdsaftale ”Samhandling mellom helse- og omsorgstjenesten i kommunene og tros- og livssynssamfunn” (Samhandling 2013). Fremtiden må vise, om noget tilsvarende kan vokse i Danmark, men betydningsfuld inspiration til refleksion og handling ligger der i det norske udviklingsarbejde, når det gælder folkekirkelige inklusionsinitiativer i forhold til mennesker med særlige behov.
I alt dette må man konstatere: forpligtende konventioner, retsgrundlag – og teologi – samvirker i øjeblikket, når det gælder inklusion i kirken.
Den teologiske forskning og refleksion omkring ”Gud, handicap, kirke og tro” er intensiveret inden for de sidste år, uden at man overhovedet kan sige, at handicapteologi er vokset ind i det teologiske forskningsmiljø i Danmark. Vores nordiske nabolande og Tyskland, England og USA trækker her på helt andre, omfattende traditioner. De er ikke smittet af på det danske miljø, hvor det indtil for få år siden har handlet om enkeltudgivelser med diakonal og pædagogisk vinkling fra mennesker med personligt, pastoralteologisk engagement.
Igen har konventionerne og inklusions-diskursen været stimulerende. Teologisk litteratur og forskning er kommet på banen de allerseneste år og på en sådan måde, at de er gået i en dynamisk dialog med hinanden. De teologiske bidrag fordeler sig på fundamentalteologiske overvejelser og handicap- eller diversitetsteologiske overvejelser. Dertil kommer et fokus på ekklesiologiske overvejelser i pastoralteologisk vinkling. Jeg skal kort forsøge at tegne nogle linjer op.
En konference i regi af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i 2017 førte videre til en redigeret udgivelse af konferenceoplæggene ”Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og teologi” (Heilesen 2018). Udgivelsen dækker alle de tre nævnte teologiske vinklinger med overvejelser over ”Gud, handicap, kirke og tro” og er som antologi i sig selv en sammentænkning af dem.
Hans Vium Mikkelsen kommer i udgivelsen med et bud på en teologisk antropologi udfordret af mennesker med særlige behov (Vium Mikkelsen 2021, 273-295). I en kritisk læsning af en række handicapteologiske tilgange, der rækker fra at forstå handicap som Guds særlige gave til at forstå det som et udslag af tilintetgørelsens dæmoniske kræfter i verden, argumenterer han for, at den teologiske tænkning omkring mennesker med særlige behov og udviklingshæmning skal forankres i den almene teologi. Med inspiration fra Paul Tillich og med afsæt i læsning af 1 Mos 1-3 bestemmer Hans Vium Mikkelsen handicap som et udtryk for det almindelige, menneskelige livsvilkår, som handicappede og ikke-handicappede deler med hinanden sammen med den bestemmende gudskabthed, gudsrelation og gudvillethed. Mennesker med særlige behov er ikke marsmænd, men som alle andre mennesker skabt i den trinitariske Guds billede. Ud fra inklusionsperspektivet er forankringen i almen teologi en afgørende pointe at fastholde.4
Samtidig har det betydning for mennesker med særlige behov, at de også i deres særlighed og særlige vilkår får lov til at blive teologisk spejlet. Det er det, de specifikke handicap- og diversitetsteologier gør. Handicapteologiernes identifikation og tydning af den handicappedes særlige eksistensvilkår i et meningsunivers er en livshjælp både til den handicappede og til omgivelserne, der er kaldet til at forstå, relatere sig og handle derefter. Sådan argumenterer Hans Raun Iversen for de mange forskellige handicapteologiers legitimitet og betydning i en artikel om ”multipel teologi” (Iversen 2019, 185-207).
I mit studieprojekt ”Ordet til dem uden ord” (Heilesen 2020) har jeg fulgt et handicapteologisk spor. Det grundlæggende spørgsmål, som er her, hvordan man formidler det centrale og elementære evangelisk-kristne til mennesker, der ikke har det auditive, semantiske sprog som kommunikationsmiddel. Det spørgsmål kræver, at vi bevæger os ud af den teologiske comfortzone, når det gælder ”Ordet”. Bogen argumenterer teologisk for kommunikation af kristendom og gudsnærvær i flere sprog end det talte, særligt sansesproget, med perspektiv ikke kun for specialundervisning af konfirmander, der har sansesproget som deres primære eller eneste sprog, men kommunikation af kristendommen i det hele taget.
Sammenlagt bliver det tydeligt, at der i den teologiske tænkning omkring særlige behov fra de seneste år er både et inklusionsspor (forankring i den almene teologi) og et differentieringsspor (handicap- og diversitetsteologierne). Begge må gøres gældende og holdes sammen som teologisk grundlag for inklusionen.
Dertil kommer intensiverede ekklesiologiske refleksioner med praktisk-teologisk perspektiv. Birgitte Graakjær Hjort tager i ”Kirken og mennesker med særlige behov” (Hjort 2018, 41-67) fat her ud fra en række nytestamentlige ansatser til menneskesyn, ikke mindst Paulus-læsninger, og konkluderer, at mennesker med særlige behov er et nødvendigt både teologisk og socialt korrektiv for kirken og menigheden.
Det følges op af andre forfattere i bogen, blandt andet hos Karin Braüner Vium Mikkelsen, der efterfølgende gør det til en afgørende tråd i sin ph.d.-afhandling i 2021 (Mikkelsen 20215). I et aktionsforskningsprojekt samler hun her teologisk stof, dansk og internationalt, omkring handicapteologier og spiller dem sammen med dokumentation og analyse af folkekirkelige inklusionsproblematikker på baggrund af empiriske studier. Afhandlingen støder frem til en række argumentativt konsoliderede, konkrete anbefalinger for inklusion af børn og unge med autismespektrumforstyrrelse i folkekirkens relationelle liv. Fokus i anbefalingerne er på det brede samarbejde mellem præster, forældre, pædagoger, kirkelige medarbejdere, menighed og børnekonfirmanden eller konfirmanden selv, altså det inkluderende miljø, der har gode udviklingsmuligheder i folkekirken (Mikkelsen 2021, 246ff.).6 Hun introducerer bl.a. begrebet ”inkluderende separation” (Mikkelsen 2021, 192f.), der argumenterer for, at inklusion ikke nødvendigvis betyder, at alle altid skal sidde på samme bænk. Begrebet er allerede kommet til at spille en betydningsfuld rolle i inklusionsarbejdet i kirken.
Når vi kommer til det egentligt praktisk-teologiske plan, altså når det handler konkret om ”at være inkluderende kirke”, etablerede biskopperne i forlængelse af de forpligtende konventioner og den nye konfirmationsanordning i 2015 Netværk Folkekirke for Særlige Behov. Netværket består ud fra sit kommissorium af to præster fra hvert stift udpeget af biskoppen og fungerer i samarbejde med Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter som et Landsnetværk til faglig opkvalificering, videndeling og igangsættelse af landsdækkende udviklingsprojekter, kurser og konferencer, der alle har inklusion som horisont. Samtidig har stifternes kontaktpræster en række forskellige kollegiale forpligtelser og tovholderfunktion i arbejdet med at styrke inklusionen af mennesker med særlige behov i det lokale stift. Netværket udgør det nationale netværk i et nordisk samarbejde ”Nordisk Netværkskonference for kirkens arbejde med mennesker med udviklingshæmning og andre funktionsnedsættelser”. Hvor det tidligere har været enkeltpersoner, der har varetaget den nordiske kontakt, er der nu skabt et bredt samarbejde. I disse netværk er der hele tiden en ekklesiologisk refleksionsproces i gang både fagligt teologisk og praktisk i forhold til gudstjeneste, undervisning og kirkeliv.
Inklusion af mennesker med særlige behov i kirken er inden for de seneste fem år blevet kraftigt styrket på uddannelsesplan i folkekirken. I de sidste 25 år har der været lektorer på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, der på personligt initiativ har taget tematikken op omkring kirke og særlige behov, specifikt i forbindelse med konfirmationsforberedelsen.7 Kontakten til det nordiske netværk er fra lektorstillingen allerede etableret i 1990’erne, ligesom konference-initiativer er taget og ført videre i forskellige publikationer, blandt andet et årligt nyhedsbrev hen over en række år. I 2016 blev ”kirken og særlige behov” imidlertid et defineret fagområde under det religionspædagogiske lektorat i den almene efteruddannelse i FUV. Det betyder et stadig igangværende udviklingsarbejde og tilbud til præster og andre undervisere om kurser på feltet.
Det har samtidig ført til etableringen af en egentlig efteruddannelsesplan for præster omkring børn med særlige behov. Nyansatte præster i folkekirken skal i det første års ansættelse på et dagskursus om inklusion i konfirmationsforberedelsen. Det skal klæde præsterne på med faglig indsigt i diagnoserne ADHD og ASF og deres konsekvenser for børns og unges dagligdag og læring. Det skal samtidig give de nyansatte præster mulighed for at gennemreflektere og finde veje til, hvordan de får deres konfirmandhold til at fungere omkring undervisningen, inklusiv unge med diagnoser, som er med på holdet. Kurset er en efteruddannelse i det, der er ”nødvendigt for nogle, men godt for alle.”
I den almene efteruddannelse på FUV bliver der nu hvert andet år udbudt en uges specialpædagogisk internatkursus, der skal kvalificere præster i forhold til deres egen undervisning på konfirmandhold med inkluderede unge eller specialhold. Kurset kommer omkring både diagnostiske, teologiske og pædagogiske tematikker.
Endelig udbyder FUV hvert andet år en fire modulers specialuddannelse hen over fire semestre med et fagligt pensum og en afsluttende professionsrettet skriftlig opgave. Samtidig er der indtænkt praksisudvikling i arbejdsperioderne mellem internatkurserne. Også i specialuddannelsen er der diagnostiske, teologiske og pædagogiske tematikker i udfoldelse sammen med overvejelser over folkekirkens muligheder for at arbejde inkluderende i forhold til mennesker med særlige behov ud over konfirmationsalderen. I den sammenhæng er den inkluderende gudstjeneste og institutionssamarbejdet i fokus.
Specialuddannelsen, der i forskellige udgaver har været udbudt siden 2015, har betydet, at der i øjeblikket er ca. 60 præster placeret i stillinger hen over hele Danmark med en specialkompetence på feltet. Det er netop målet med specialuddannelsen, at den ud over at kvalificere til egen undervisning samtidig skal oparbejde fagligt overskud til kollegial inspiration og sparring i provstierne og varetagelse af specialopgaver på stifts- og landsplan. Specialuddannelsen stimulerer desuden til den fortsatte teologiske og pædagogiske refleksion og materialeudvikling med henblik på inklusionen.
Hvor er det lige, vi er? Det er sådan, vi spørger, når vi er på vej, men alligevel ikke helt kan identificere virkeligheden, vi ser omkring os, i forhold til vores guide og mål. Hvor er vi lige nu i forhold til inklusion af mennesker med særlige behov i folkekirken?
Der er som sagt en tydeligt stigende bevidsthed i folkekirken omkring inkluderende og understøttende opgaver og initiativer, når det gælder særlige behov. Men til gengæld er skridtene i praksis små og ind imellem vanskelige at få øje på. Omkring konfirmationsforberedelsen er inklusionsarbejdet tydeligst. Der hviler det ikke kun på personlige, lokale initiativer. Her har inklusionen siden 2014 som påvist fået en strukturel forankring med et retsgrundlag, biskoppelig vejledning og uddannelse og efteruddannelse, om end økonomien stadig er underlagt en lokal prioritering. Samtidig er der i denne sammenhæng en lang række af engagerede præster og andre undervisere, dedikerede til formålet. I det etablerede landsnetværk Folkekirke for Særlige Behov bliver der gang på gang spurgt efter anerkendelse for arbejdet. Det afspejler, at det fortsat hos kirkelige myndigheder, kolleger og menighedsråd kniber med at forstå, at et specialhold på fire konfirmander er lige så arbejdskrævende og folkekirkeligt betydningsfuldt som et almindeligt hold på tyve.
På børnekonfirmandundervisningsområdet halter det til gengæld noget med inklusionen. Anordningen i 2014 gjorde menighedsrådenes undervisningstilbud til alle på 3.-4. klassetrin obligatorisk, men i forlængelse af FUV’s børnekonfirmandundersøgelse for et par år siden må man konstatere, at der endnu kun er ca. 20 % af folkekirkens menighedsråd, der har etableret et tilbud til specialklasser (Børnekonfirmandundersøgelse 2020, 51ff.). Der er strukturelle forhold, der ikke gør det så enkelt, som når det gælder almindelige 3.-4. klasser. Og etablering af et specialundervisningstilbud til endnu en aldersgruppe kalder på yderligere arbejdsressourcer i sognene, som ikke nødvendigvis er der. Men der er ikke nogen tvivl om, at der kan og skal findes en form, oftest i et samarbejde mellem sogne eller i provstiet. Anordningen kræver det.
Vilkårene omkring inklusion i den kirkelige undervisning af børn og unge er til gengæld skærpet, siden anordningen blev indført for knap ti år siden. I dag er procentdelen af børn i folkeskolealder, der er inkluderet i almindelig folkeskoleklasse, lavere (94,1 % i 2021), end den var, før inklusionsprojektet i folkeskolen blev sat i gang, og lærerne vurderer, at 18,2 % (2021) af folkeskolens elever i dag får støtte eller har et uindfriet behov for støtte, og at de lige nu klarer sig dårligere og trives ringere uanset støtte. Samtidig er antallet af elever med diagnoser inden for adfærdsforstyrrelse, autismespektrumforstyrrelse og andre psykiske lidelser steget markant inden for de sidste ti år (VIVE 2022a og UVM 2022). Det er ikke kun Folkeskolens vilkår, men også folkekirkens. Det er de vilkår, vi har den kirkelige undervisning på i dag. Der er flere, som skal undervises på specialhold eller individuelt, og der er større udfordringer til inklusionen på de almindelige hold.
Når vi ser på kirkens arbejde omkring mennesker med særlige behov efter konfirmationsalderen, bliver billedet utydeligt. Der tages i mange lokale sogne med institutioner og bosteder løbende betydningsfulde og fine initiativer til inklusion i sognets gudstjenestepraksis og sider af det øvrige menighedsliv,8 ligesom der kan være etableret et godt samarbejde med bosteder og institutioner om særgudstjenester, besøg af præsten, musik og sang, hilsener fra den lokale præst og kirke og andre udtryk for åndelig omsorg. Men uden en etableret folkekirkelig struktur, det kan hvile i, betyder det, at inklusionsarbejdet på det lokale plan alligevel kan blive ret tilfældigt og hele tiden sårbart over for økonomi og ikke mindst begrænsede arbejdsressourcer. Gudstjeneste for alle og åndelig omsorg i menigheden er en integreret del af den almindelige pastorale praksis og det basale menighedsansvar. Det hører til dagligdagens opgaver i alle folkekirkens sogne at udvikle en inkluderende kultur. Men samtidig bliver vi nødt til at erkende, at der her er tale om en ”specialopgave”, der både kræver en særlig indsats, uddannelsesviden, struktur, der oftest også må række ud over sognegrænsen, og økonomisk prioritering.
I enkelte stifter har man i forlængelse af biskoppernes vejledning til konfirmationsforberedelsen 2014 sat et arbejde i gang, der har som mål at strukturere provstierne, så der i hvert provsti er en præst med et tildelt ansvar på området omkring særlige behov og med faglige kompetencer i forhold til opgaven. Det er en af anbefalingerne i den biskoppelige vejledning, der her er taget op. Præsten med det særlige ansvar kan stå for alle de egentlige specialundervisningsopgaver i provstiet, have sparringsfunktion til kolleger og være opmærksom på videndeling og udvikling på feltet ud over provstiet. Det er stadig et fåtal af stifter, der har fulgt vejledningen i udbygningen af den struktur.
Stigende bevidstgørelse om særlige behov og små konkrete skridt mod en inkluderende kultur i menigheden tegner altså den aktuelle inklusionssituation i folkekirken. Der er nogen, der altid bliver glemt. Mennesker, som er anderledes, mennesker med udviklingshæmning hører blandt dem. De mennesker er oftest ikke synlige i en menigheds daglige liv; de kommer ikke til søndagsgudstjenesten; de sidder ikke i menighedsrådets planlægningsudvalg. Det i sig selv er anledning til at overse og glemme dem. At vi her deler tunnelsyn med den omgivende kultur, stiller ikke vores sag bedre.
Lektor på Menighedsfakultetet Leif Andersen har i en fornem artikel ”Menneskesyn til salg” (Andersen 2014, 107) formuleret en grundsætning, han selv vedkender sig som tåbelig og absurd, men ikke desto mindre afgørende: Man er faktisk nødt til at forme sit menneskesyn forud for mødet med det konkrete medmenneske. Hver gang man stoler på sit eget menneskelige instinkt og øjnene, der mener at se klart, bliver man vildledt.
Gud har formet sit valg. Det evangeliske anliggende er ubetvivleligt: Inklusion er et teologisk aksiom i kirken, en Gudsriges-realitet. Det menneskesyn forpligter absolut både som pejling og horisont for individ og kirke i det daglige og i en stadig brydekamp med en glemsel og modstand, der gror hos os selv. Omkring mennesker med særlige behov har vi som kirke et advokatur at gøre gældende både indadtil i kirken og udadtil i samfundet, men samtidig forpligter det til konkrete beslutningspunkter på menighedsrådets og provstisamrådets dagsorden med det perspektiv, at vi kan være sikre på, at der også ved næste møde vil være noget her at drøfte og beslutte.
Anbefalinger for den palliative indsats 2017. København: Sundhedsstyrelsen. https://www.sst.dk/da/sygdom-og-behandling/~/media/79CB83AB4DF74C80837BAAAD55347D0D.ashx (Sundhedsstyrelsen 2017)
Andersen, Leif 2014: ”Menneskesyn til salg”. I: Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke 02. Aarhus: Menighedsfakultetet, 106-117.
Biskoppernes Vejledning til Anordning om børnekonfirmandundervisning og konfirmation 2014. København: Kirkeministeriet 121667-14_v1_Vejledning_om_boernekonfirmandundervisning_og_konfirmationsforberedelse.pdf (konfirmandcenter.dk)
Dalgaard, Nina T (m.fl.) 2022: The effects of inclusion on academic achievement, socioemotional development and wellbeing of children with special educational needs. København: VIVE. The effects of inclusion on academic achievement, socioemotional development and wellbeing of children with special educational needs - Dalgaard - 2022 - Campbell Systematic Reviews - Wiley Online Library (VIVE 2022b)
Et værdifuldt frirum. Børnekonfirmandundersøgelse Best! og Next? 2020. Aarhus: FUV 51ff. https://www.fkuv.dk/_Resources/Persistent/8/2/2/f/822f64b7030881db18a962577acd2375958f7f3f/Et%20v%C3%A6rdifuldt%20frirum.%20B%C3%B8rnekonfirmandunders%C3%B8gelse.pdf (Børnekonfirmandundersøgelse 2020)
Evalueringen af inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand 2022. Sammenfatning. København: Børne- og Undervisningsministeriet. Styrelsen for undervisning og kvalitet. 220329-Bilag-8-Sammenfatning-af-evaluering-af-inkluderende (3).pdf (UVM 2022)
FN’s Handicapkonvention 2006. Handicapkonventionen2017.pdf (dch.dk)
FN’s Verdensmål 2015. Verdensmål | Danske Handicaporganisationer
Heilesen, Lars Nymark (red.) 2018: Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og teologi. København: Eksistensen.
Heilesen, Lars Nymark 2020: Ordet til dem uden ord. Teologisk belysning af den kirkelige formidling. København: Eksistensen.
Hjort, Birgitte Graakjær 2018: ”Den, der ikke tager imod Guds rige lige som den multihandicappede, kommer slet ikke ind i det. Mennesker med særlige behov som et korrektiv”. I: Heilesen 2018.
Iversen, Hans Raun 2019: “Multipel teologi for mennesker med multiple handicap”. I: Johannessen-Henry, Christine Tind og Iversen, Hans Raun, Mangefoldet tro og sjælesorg – Multiplicitet som vilkår for mennesker, møder og samtaler. København: Eksistensen. 185-207.
Kgl. Anordning om børnekonfirmandundervisning og konfirmation 2014. København: Kirkeministeriet. https://www.konfirmandcenter.dk/om/konfirmationsforberedelse/anordning/
Mikkelsen, Hans Vium 2021: Fundamentalteologi: artikler om teologi mellem tradition og samtid. København: Eksistensen (Vium Mikkelsen 2021)
Mikkelsen, Karin Braüner Vium 2021: Folkekirken og (børne)konfirmander med autismespektrumforstyrrelse. Et teologisk og empirisk studium af inklusion i folkekirkens relationelle liv. København: Det teologiske fakultet, KU (Mikkelsen 2021) https://www.fkuv.dk/_Resources/Persistent/0/0/9/6/009641bddfc2cfd2c8031426851d8d6052ed4926/Karin%20Bra%C3%BCner%20Vium%20Mikkelsen%20Folkekirke%20og%20%28b%C3%B8rne%29konfirmander%20med%20autismespektrumforstyrrelse.%20Ph.d-afhandling.%20E-bog.pdf
Regler om inklusion 2012. København: Børne- og undervisningsministeriet
Rosenberg, Finn 2006: Konfirmationsforberedelse, formål, fagbeskrivelse, vejledning, København: Aros Underviser/TPC.
Salamanca-erklæringen 1994 Salamanca Erklæringen (uvm.dk)
Samhandling mellom helse- og omsorgstjenesten i kommunene og tros- og livssynssamfunn 2013. Oslo, Norge: Samarbeidsrådet for tros- og livsynssamfunn i samarbeid med Helsedirektoratet. https://www.trooglivssyn.no/wp-content/uploads/2018/03/Samhandling-mellom-helse-og-omsorgstjenestene-i-kommunene-og-tros-og-livssynssamfunn.pdf (Samhandling 2013)
Støtte, støttebehov og elevresultater – Delrapport 1. Inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand 2022. København: VIVE. 220329-Delrapport-1--Stoette--stoettebehov-og-elevresultater (3).pdf (VIVE 2022a)
WHO Definition of Palliative Care 2017. Palliative care (who.int) (WHO 2017)