Hvordan kan vi arbejde med liturgi i en tid med krig? En refleksion fra folkekirkens arbejdsrum
Lystænding i Sdr. Bjert
Hvordan kan vi arbejde med liturgi i en tid med krig? Ingen af os, der i dag har et særligt ansvar for gudstjenestelivet i kirken, har prøvet at skulle holde gudstjeneste i skyggen af en krig. Ligesom i coronatiden lægger vi kirkestien, mens vi går den.
Og det kan vi godt. Dén erfaring har vi dog med fra coronatiden. Vi har rent faktisk holdt gudstjeneste i krisetider: i frygten for terror efter 11. september, i erkendelse af naturkatastrofer som tsunamien – og i de kriser, der ikke rammer hele verden, men rammer et lokalsamfund eller enkelte mennesker. Disse erfaringer kan vi bruge nu, i krigens tid.
Hvad jeg vil skrive i det følgende er kun spæde og meget personlige refleksioner, som jeg håber flere vil tænke med på. Jeg skriver ud fra konkrete erfaringer i forbindelse med afholdelse af fredsandagter og lystændingsaftener i Sdr. Bjert Kirke.
Mine tanker fletter jeg sammen med steder fra Salme 31 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. Denne salme læses af både jøder og kristne i Ukraine hver dag kl. 17. Ved at læse salmen i vores andagt, lægger vi os ind i deres stemmer og liv. Enheden, solidariteten, fællesskabet har - afstanden til trods – et konkret udtryk.
Du er min klippe, min borg (Sl 31,4). Du har set min elendighed og kender mine sorger (Sl 31,8)
Der er i befolkningen en udbredt forståelse af, at når krisen rammer, så er kirken der. Så er den relevant. Så kan vi komme dér. Og for tiden erfarer vi i Sdr. Bjert, at der kommer flere og andre end dem, vi plejer at se.
Der er ingen forventning om, at kirken har en masse svar. Men der er en klar forventning om, at den ikke flygter fra spørgsmålene og rædslen. Ligesom i de personlige kriser, mærker vi tydeligt, hvis der tales overfladisk om trøst og fred og Gud. Det, der sker i kirken, skal først og sidst være troværdigt. ”Du har set min elendighed og kender mine sorger”, hører vi i Sl 31. Den Gud, som vi i den opstandne Kristus møder i gudstjenesten, ser elendigheden og kender sorgerne. Det må andagten også gøre – så godt vi nu kan.
Bare det at være i kirkebygningen er forkyndelse. I de middelalderlige landsbykirker klinger det ganske enkelt med, at kirkerne har stået der gennem pest og krig og nød. Kirkebygningen er for mange en slags arkimedisk punkt: det, der står fast, når alt andet vakler, og som vi kan orientere os ud fra – måske helt ordløst. Bare det at gå ind i kirken kan være en kropslig erkendelse af, at ”Vor Gud, han er så fast en borg”. Herinde møder vi den levende treenige Gud, en Gud, der mærker vores sorg – og som samtidig lover os, at han ”vælter vores sten”, som Iben Krogsdal skriver i sin salme ”Vor Gud, du mærker vores sorg” (se listen over foreslåede salmer nederst i artiklen).
Kirken er et sted at være. Et meningsfuldt sted. Et sted, der er ladet med betydning.
Skam de ugudelige ud, lad dem dø i dødsriget (Sl 31,18)
Salmernes Bog er bønner. Salmernes Bog er virkelige menneskers virkelige tanker. Og det er Jesus’ bønnebog. Her er ingen moralske begrænsninger for, hvordan vi kan henvende os til Gud. Og det lader ikke til, at salmisten vasker sin mund med brun sæbe, før han giver sig til at klage. Det behøver vi heller ikke. Det, tror jeg, er vigtigt. Samtidig er det uvant og vanskeligt, og noget vi må gøre med mod og skønsomhed.
I kirken forkynder vi fred og forsoning. Guds forsoning med verden (Joh 3,16). Gud blev menneske og fik fingrene i skidtet. Det skal vi også have. Også når skidtet er de grimmeste mørke hjørner i vores sind og de grimmeste ord, vi kender. Vores tanker er kendt af Gud – og Gud holder til det.
Når der i kirken læses bibeltekster, kan jeg være tilbøjelig til at bruge dem selektivt på en måde, så de udelukkende forkynder det kristne budskab om tro, håb og kærlighed. Det er det budskab, jeg ønsker, at kirkegængerne skal trøstes af og gå ud med.
Men jeg er blevet mere og mere overbevist om, at vi må være mere tydelige i vores profetiske opgave: at sige den sandhed, som skal siges, og som er konkret og i bred forståelse politisk. Kaldet til at protestere mod ondskaben bliver tydeligt og endnu mere uomgængelig i en tid med krig. For i krig er freden, friheden og livet på spil. Ikke at sige noget er også at sige noget. Vi må spørge os selv, om vi forkynder fred, eller om vi forkynder fredsommelighed. Forkynder vi en forsoning, der er ligeglad med retfærdigheden?
Vi må genopdage de bibeltekster, som kradser. Herom har jeg skrevet i anden sammenhæng. Der er en trods og troværdighed i Salmernes Bog, som er så god for os i denne tid. Vi kender jo til had og andre ”grimme” følelser – og hvis de ikke må være i kirken, så er der kun facebooks kommentarspor tilbage. Lad os tage dem ind i andagterne, når det virker rigtigt - og lad os forkynde ind i dem og ikke forbi dem.
I din hånd lægger jeg min ånd (Sl 31,6)
Vi lægger vores liv i Guds hænder. Så enkelt er det. Derfor kommer vi i kirke. Måske synger vi Janne Marks ”Syng for alverdens urolige hjerter” (se listen over foreslåede salmer nederst), der taler troværdigt om håb. Her synger vi om, at Guds fred også er der – ikke som det eneste, men den er der. Og det er der håb i. Vi synger, at forsoning er heling – og det gør både ondt og godt at synge det. Ondt, fordi vi netop nu på en omvendt måde erfarer, at det er sandt: at fjendskab og adskillelser og vold splitter og river i stykker. Godt, fordi vi får at vide, at forsoning findes.
Det er smertefuldt, at der ikke er fred. Ikke bare en individuel eksistentiel smerte, men en konkret smerte i verden. Der er dæmoniske kræfter (der er ikke dæmoniske enkeltmennesker) og ondskab – og vi ser det i nyhederne og hører det fra mennesker, der lever eller har levet i det.
Vi har brug for at høre om et troværdigt håb, der ikke bare lover os, at alting bliver bedre engang, og at vi sikkert også kan lære noget af det her. Vi har brug for at høre, at vi kan lægge vores ånd i Guds hånd, og at Hans fred også er her – og at Han altid er på vej til os med sin velsignede ro. Det er ikke en ligning, der går op.
Men Salmernes Bog og nye og gamle danske salmer fortæller os det. Måske allerstærkest i Kaj Munks lille “Du ved det nok, mit hjerte”. Eller som den ukrainske præsident Volodomyr Zelenskiy sagde i sin tale ”livet vil vinde over døden, lyset over mørket”.
Syng for Herren (Sl 31,22) Lad dit ansigt lyse over mig, hold din hånd under mig (Sl 31,17)
I disse tider kommer der mennesker i kirke, som vi aldrig har set før, i hvert fald i Sdr. Bjert. De kommer der, fordi de tror, at det giver mening at være der, at kirken er et sted at være, og at de kan gå velsignede ud og fornemme, at der er lagt spor ud, som de kan gå på.
Andagter med tanke på krigen vil vi her hos os udforme meget enkelt. Vi skriver hele liturgien og alle salmer omhyggeligt i ét sangblad. Vi indsætter også tekster til solosangene. Kirken er et gæstfrit sted at være, og alle er børn af huset. Derfor skal det være overskueligt og lettilgængeligt.
Lad mig her komme med en disclaimer: at det er let tilgængeligt betyder ikke, at det er forenklet eller overfladisk. Nærmest tværtimod. Det betyder, at man kan falde til ro i liturgien og kan fordybe sig. Efter seneste gudstjeneste kom der flere og efterlyste det digt, jeg havde læst, og de bønner, der blev bedt. Så fremover vil vi nok overveje at sætte endnu mere i liturgiarket – eller i al fald lægge et tag-med-ark med bønner mm. ved udgangen. For eftertanken slutter sjældent, når vi går ud af kirkedøren, og mange holder af noget skriftligt, der hjælper erindringen.
Vi tænker også på – og taler om – rummet. Skal der blomster og lys i bænkegavlene? Og hvilke? Skal kirken indrettes anderledes? Skal vi tilskynde folk til at sætte sig mere samlet, så vi får et mere intimt rum? I de sidste uger (og af og til før) har vi sammen med frivillige arbejdet med lyssætning af kirken ved aftenandagter. At bruge projektorer, der kan henlede opmærksomheden på et særligt sted i kirken – eller bogstavelig talt kan ”farve” et led i liturgien – er nyt og uprøvet for os, og det kræver skønsomhed, og kan virke meget stærkt. Vigtigt er det naturligvis, at det forkynder med og passer ind i andagten uden at ”støje”.
Lystænding er en tegnhandling, der efterhånden er kendt og falder helt ”naturlig” i mange kirker. Det er en ordløs bøn. Det er vist længe siden, at lystænding fnysende blev kaldt ”katolsk”. Ved lystænding er det vigtigt at vide, at vi – ligesom når vi bruger andre tegnhandlinger eller kunst eller afspiller særlig musik – har inviteret en højt-talende gæst med. Det er vigtigt, at denne gæst får en plads, og at vedkommende introduceres med korte enkle sætninger.
Det er også vigtigt, at lystændingsstedet, ligesom alt andet, er smukt i ordets dybeste betydning: at det forkynder evangeliets sandhed på en særlig måde. ”Skønheden skal frelse verden”, siger Dostojevskij i Idioten.
Nogle steder bruges lysgloben i forbinding med lystænding. Hos os har følgende vist sig både at være den nemmeste måde at tænde lys på – og den smukkeste: På det fremskudte alter og et lille bord (der begge er forsynet med en glasplade) sættes og tændes nogle store bloklys af forskellige højde. Ved bloklysene kan man så under selve lystændingen tænde ”lysglobelys” (juletræslys), som man så sætter i små og store glasskåle, der er fyldt med strandsand.
At være med til lystænding betyder, at man rejser sig, går op, tænder lys og kan ses af andre. Det er en kropslig måde at deltage på, ligesom det om søndagen er kropsligt at gå til nadver. Vi ved, at det vi gør med vores krop, indprentes i os på en særlig måde. Derfor er det uhyre vigtigt, at man kan være med i andagten uden at føle, at man skal deltage i lystændingen. Denne kan evt. indledes med: ”Vi vil nu lytte til musikken og samle vores tanker. Imens kan du, hvis du vil, og når du vil, gå op og tænde et lys”.
Salmesang er nærmest sakramental. For mange måske deres dybeste bøn. Det mærkede vi meget stærkt i coronatiden. Det gælder også i kriser og krig. Sidst i artiklen er nogle enkelte forslag til salmer og sange. Salmen ”Sang om fred” står i sin fulde længde og med noder, da den ikke før er offentliggjort.
Man skal ikke være bange for en lidt mere ukendt salme. Den kan læres mellem klokkeringning og bedeslag eller ved at melodien spilles igennem, og man derefter nynner et vers sammen. Nynne-vers før eller efter en salme er desuden et rum for eftertanke, og mange holder meget af det. Sange som ”Den blå anemone” og ”En lærke letted’” er i deres indhold egentlig salmer (”En lærke letted’” henviser indirekte endda til Marias Lovsang fra Lukasevangeliet), og sat ind i en liturgi bliver de det i al fald. I andagten nedenfor synger en solist ”En sang om fred” til indledning – og alle synger den som fællessang (inkl. indledende nynnevers) som afslutning.
Vi, der er særligt ansvarlige for gudstjenesten, skal være opmærksomme på, at ikke alt i salmebogen er kendt (langtfra, faktisk), og at vi må være omhyggelige med at gøre det så let som muligt for alle at synge med. Samtidig må vi være åbne over for, at nogle deltager ved at lytte. Det vigtige er, at det er let at deltage.
Musik og solosang går ind i de dybe lag af os og er ordløse resonansrum – og ordløs forkyndelse. Samarbejdet med kirkemusikeren om andagten er også her af største betydning.
Bønner er menneskers ord og samtale med Gud, ikke poetisk dogmatik. Bønssproget i andagter er enkelt, men ikke fladt. Der ligger allerede mange bønner i forskellige fora på nettet, som man kan lade sig inspirere af, og herunder gengives nogle fra Sdr. Bjert Kirke nedenfor. Vi kan lære meget af bønnerne i Salmernes Bog: at give sprog til menneskers tanker, deres angst og håb, vrede, bekymring og drømme.
Anledning og aktualitet. Én ting er at bede for et konkret lands befolkning og skæbne. I denne situation gælder det ukrainere, men også russere, som det for mig har været vigtigt også at bede for. Et andet er at inddrage det og dem, vi beder for.
I sogne, hvor der bor ukrainere, fastboende eller flygtninge, involverer man naturligvis dem, hvis det er muligt. Det kan være i at læse en tekst, bede Fadervor på ukrainsk, lyse velsignelsen el.lign.
Vi, der ikke har denne kontakt, har andre muligheder. F.eks. at spille den ukrainske nationalmelodi i forbindelse med andagten. Eller at bruge det smukke ortodokse ”Kyrie eleison”, som findes i materialet fra Wild Goose Ressource Group, som der nedenfor henvises til.
…………………………………………….
Herunder følger liturgien fra en aftengudstjeneste i Sdr. Bjert. Gudstjenesten blev planlagt sammen med organist Søren Andresen, og titlen var ”Vor Gud, du mærker vores sorg”. Gudstjenesten var stort set planlagt, da krigen brød ud, men da dagen nærmede sig, fik gudstjenesten karakter af en bøn om fred og retfærdighed, om håb og et ønske om at tydeliggøre enheden i Kristus, selv om vi må gøre det på afstand.
Tak til Hans Nørkjær Franch for inspiration til den miniprædiken, som jeg i sangbladet har kaldt “Ord til eftertanke” - og til Wild Goose Ressource Group for liturgisk inspiration.
I gudstjenesten fik Salme 31 en særlig plads og en lille indledning. Dens direkte tale ud af og ind i menneskers nød blev bestemmende for gudstjenestens tone. Gudstjenesten indledes med et lille udsnit af salmen, en slags ouverture. Senere læses hele salmen uforkortet som veksellæsning. Bibellæsninger er fra Bibelen 2020.
Sindre Skeies digt ”Til Ungdommen” kan ligesom alt andet i denne andagt frit bruges.
”Vor Gud, du hører vores sorg”
Klokkeringning
Bedeslag
Indledende læsning: fra Sl 31,23.25
Fordi jeg var bange, sagde jeg:
“Du vil ikke se mig,”
men da jeg råbte på hjælp,
hørte du mig.
Elsk Gud, jer, der tror på ham.
Vær stærke og modige,
jer, som tror på Herren!”
Solo: En sang om fred (tekst: Arne Andreasen efter Lloyd Stone. Musik: Sibelius)
Hilsen
Fællessalme: Syng for alverdens urolige hjerter (tekst og musik: Janne Mark)
Bøn
Jesus Kristus
I dig er vores håb.
Din kærlighed går langt ud over, hvad vi fortjener,
og din visdom overgår vores forstand,
dit lys er stærkere end vores mørke.
Hvor ville vi gerne komme til dig og bare synge om den skønhed vi ser i foråret
om glæden over den skarpe luft i lungerne og lærkesangen i ørerne:
men det kan vi ikke – ikke nu.
For vores hjerter er tyngede og vores sind fulde af forvirring og uro
og billeder af krigens rædsler
har brændt sig ind i os som vrede og angst og afmagt.
I aften beder vi til dig - sammen med tusinder i Ukraine og over hele verden.
Vi beder om fred.
Tal til os med ord, der er større end vores,
og så fine, at de kan filtre sig ind i vores sjæle,
lægge sig i vores hjerter og blive til mening og handling.
Vær hos os , og vis os hvor vi skal være.
Vis os alle vejen til fred.
Jesus Kristus. Forbarm dig over os
Solo: ”Skybrud” (tekst: Dy Plambeck, melodi: Marianne Søgaard)
Læsning fra Sl 31 i Det Gamle Testamente
Indledning: Salmen læses – og læses højt - overalt i Ukraine i denne tid, til trøst og håb og mod – ikke pænt og med hensynstagen til, hvordan man forestiller sig, at man kan være bekendt at bede, ikke fine fornemmelser for, hvordan man henvender sig til Gud. Fortvivlelse og vrede, fortrøstning og håb, fortid, nutid og fremtid kommer ikke i sirlig rækkefølge. Men som udtryk for virkelige menneskers virkelige liv.
Sl 31 læses fra Bibelen 2020.
Fællessalme: Vor Gud, du mærker vores sorg (tekst: Iben Krogsdal, melodi: ”Vor Gud han er så fast en borg”)
Læsning fra Zakarias’ Lovsang i Lukasevangeliet kapitel 1 vers 68-75;78-79
Ord til eftertanke
Hjælper det? Ændrer det noget? Sådan sagde en træt sygehjælper på hospice.
Hjælper det, det jeg gør? Nej, det gør det jo ikke, hvis vi mener, at de døende pludselig bliver raske. Efter en slidsom vagt er de syge stadig syge.
Men en ældre kollega sagde til hende: ”Når vi er her, så er det fordi, at når der ikke er mere at gøre, så er der stadig meget vi kan gøre.”
Det har vi måske glemt i vores fix-it-kultur?
På det gamle Amtssygehus i Aarhus stod der, da jeg boede der ”Sjældent helbrede, ofte lindre, altid trøste.”
Har vi glemt det? At når vi ikke længere kan reparere, helbrede, udbrede bombeskjold over Ukraine …. Så er der stadig meget at gøre.
Hjælper det?
At vi holder gudstjeneste? At vi beder? At vi pynter kirken? At lysene flammer? At vi synger? At mennesker sammen læser en ældgammel salme i Bibelen. Der sker jo så åbenlyst ingen mirakler. Og det der med en almægtig Gud, der hurtigt svarer på det, vi beder om, og ændrer verdens gang – Nej, vel Det ændrer ikke noget.
En kollega sagde i sidste uge, at når vi beder for fred, så er det ikke en handling, det er en ikke-handling. Så vedkender vi os, at vi ikke kan eller ikke ved, hvordan vi kan handle. Her står vi afmægtige. Så åbenbart magtesløse. Bøn er afmagtens sprog.
Det ændrer ikke noget, men det giver mening. Bøn eller gudstjeneste er ladet med kraft, og håb, og mening. Sådan som den ukrainske præsident så enkelt sagde en af de første dage i krigen: “det er mørkt nu, men solen står op i morgen”.
Når ukrainere forenes i at læse den salme vi hørte, da vi kom i kirke, så ved de godt, at det ikke er en slags alkymi, så man kan fremstille guld af kartoffelmel eller få kontrol over Gud. Så er det fordi det giver mening – det giver et fællesskab mellem mennesker – og det er en tro på, at Gud hører.
Når de og vi beder en bøn eller tænder et lys, så stiller vi os på én gang åben overfor verdens tilfældigheder og de vilkår, vi har – og samtidig er det modvilje og protest mod mørket. Det er at stå sammen, selv om vi ikke er står sammen.
Den slags små gudstjenester, som den vi holder i aften, kalder vi også af og til andagter. Det er egentlig et tysk ord, der betyder ”eftertanke”
Her er et rum, hvor vi kan tænke en tanke efter i sømmene
Et rum, hvor vi kan tænke os om
Et rum til at rette tanken, modet og viljen hen mod det, der er hele livet værd.
Det er ikke verden, der forvandles, i vores bøn. Det er os - så vi kan gå herfra igen med lidt mere mod, lidt mere styrke og tro, lidt mere kærlighed og håb. Til at være til her i verden nu. Til at stole på, at solen står op i morgen.
Solosang: Lascia ch’io pianga (Händel)
Bøn for retfærdighed, fred og forsoning.
Jesus Kristus, fredskonge og menneskesøn.
Tak fordi du har lovet at være hos os i mørket.
Tak fordi vi aldrig skal være noget sted,
hvor du ikke har været før os
og vil være med os.
Vi beder om fred.
Som mennesker har bedt i årtusinder før os.
Som mennesker beder overalt på jorden.
Kristus forbarm dig over alle i Ukraine;
over alle hjemløse og alle, der er lever adskilt fra dem, de holder af,
over alle der flygter, over soldaterne og de svageste,
vær hvor bomberne falder
sid hos de bange i beskyttelserummene.
Forbarm dig
over Ukraines ledere,
at de må blive ved med at inspirere
gennem deres ord og eksempel
og at verden må blive ved med at hjælpe dem
og vise dem solidaritet.
Forbarm dig over mennesker i Rusland,
så de kan høre den sandhed, der skjules for dem,
og over kirkerne i Rusland, så de må finde ord og mod til
at gå op imod magthaverne
over de russiske soldater, der ikke forstår, hvor megen ulykke, de bringer.
Råb den russiske præsident og dem, der holder med ham, op
så de vender om, og stopper deres løgne og myrderier.
Vi beder om at krigen må høre op
at freden må komme
at støvet må lægge sig
at sår på sjæl og krop må læges.
Kristus. Giv os et sted at stå.
Læg et spor ud, som vi kan følge.
Indgyd os mod og fortæl os igen,
at ethvert skybrud får ende,
at solen står op igen i morgen.
Kristus, forbarm dig over os.
Fællessalme: Du, som har tændt millioner af stjerner (tekst: Johannes Johansen, melodi: Erik Sommer)
Digt: “Til de Unge” (tekst: Sindre Skeie/dansk oversættelser Tine Illum)
Jeg tænker på alle de unge,
som måske blir nødt til at gi
det største, de ejer, til krigen:
det fine og sårbare liv.
I kamp blir de kun kaldt soldater,
men alle som en har et hjem,
der findes et gabende tomrum,
som netop kun fyldes af dem.Jeg tænker: hvor mange mon frygter,
at nogen, de elsker, skal dø?
hvor mange, mon skælver, om natten,
når himlen blir flammende rød?Hvor mange forsøger at flygte,
men har intet sted, de kan gå?
Mens de, der begyndte på krigen,
er trygge og rige - og få.Jeg tænker på dem, som må kæmpe
for et liv, som dit og som mit:
hvor mennesker lever i tryghed,
i fred, i et land som er frit.Og hvem, der vil sejre, ved ingen,
vi skimter, blot svagt, hvad vandt:
at frihed og værdighed findes,
er afgjort og endelig sandt.Det er ingen lindring af sorgen,
men hvisker i hjerterne at:
Der er ingen krig, som er evig,
og ingen er kun en soldat.
Fadervor (fælles)
Fællessalme: En sang om fred (tekst: Arne Andreasen efter Lloyd Stone. Musik: Sibelius)
Velsignelse
Solo: Vær mig nær, nu hvor lyset besvimer (tekst: Helle Søtrup, musik: Matti Borg)
…………………………………
Forslag til salmer og sange (alt efter situation og tid):
”Den blå anemone” (tekst: Kaj Munk, musik: Egil Harder)
”Du ved det nok, mit hjerte” (tekst: Kaj Munk, musik: Melchior Vulpius)
”En lærke letted’” (tekst: Mads Nielsen, musik: Mathias Christensen)
”En sang om fred” (tekst: Arne Andreasen/Hillestad/Lloyd, musik: Sibelius)
”Herre Gud, dit dyre navn og ære” (tekst: Peter Dass, dansk Gustav Jensen, musik: Norsk folkemelodi)
”Hører I de fjerne klokker ringe” (Estisk salme om frihed. Tekst: Heli Viht, dansk Holger Lissner, musik: Piret Pips. Fra Himlen og jorden må feste, Kirkefondet.
”Men der bli’r atter stille efter stormen” (tekst: Halfdan Rasmussen, musik: Povl Hamburger. Højskolesangbogen)
”Syng for alverdens urolige hjerter” (tekst og musik: Janne Mark fra albummet Pilgrim”)
”Vor Gud, du mærker vores sorg” (tekst: Iben Krogsdal fra Vor Gud, du mærker vores sorg – 21 Luthersalmer nydigtet, musik: ”Vor Gud, han er så fast en borg” eller Erling Lindgren)
”Vor Gud han er så fast en borg” (tekst: Martin Luther, musik: Joseph Klug)
……………………………………………
Nedenstående tre salmer og sange kan bruges frit.
Den første er ”Sang om fred”, en gammel amerikansk salme, oversat til norsk af Erik Hillestad i et arrangement af Solfrid Molland, oversat til dansk af Arne Andreasen.
Den anden ”Gud, findes der tårer i himlen” er nyskrevet af norske Eyvind Skeie, melodien er skrevet af svenske Leif Nahnfeldt, der har oversat den til norsk, og jeg har oversat den til dansk.
Den tredje ”En stille og modig sang” er ligeledes nyskrevet og har tekst af norske Heidi Strand Harboe og melodi af Carl Peter Opsahl. Salmen er oversat til svensk af Leif Nahnfeldt og til dansk af mig.