Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

Transformation

Published onFeb 01, 2024
Transformation
·

Transformation - Indledning

Joden vånder sig og kalder på forandring. Det er menneskene, det skal blive anderledes med. Det er tid til transformation, formskifte – eller måske endda en mere grundlæggende substantiel forandring.

Med udgangspunkt i de globale kriser og jordklodens af klimaforandringer pressede tilstand og den deraf følgende besindelse på menneskets ansvarlighed, skyld og nødvendige transformation, undersøger vi i dette temanummer, hvad kristendom og kunst har at byde ind med i en tid, der kalder på forandringer. Når vi vælger at fokusere på særligt den kristne gudstjenestepraksis og kunstens forandringspotentiale skyldes det, at både kristendom og kunst har forandring som en iboende forudsætning. Kristendommens grundfortælling er båret af fortællingen om den treenige Guds skabende og fornyende kraft. Den kristne gudstjenestepraksis er båret af tanken om, at troen er forandrende og sætter en ny virkelighed for mennesket og dets gudsforhold. Samtidig er den kristne gudstjenestepraksis også under forandring. Kunsten fornyer, omformer materielt, påvirker tilskueren og har dermed grundlæggende forandring som sin anledning og som sit potentiale. Det er netop dette forandringspotentiale ved kristendommen og kunsten, som er omdrejningspunktet for dette temanummer.

Æstetikkens nødvendighed for transformationers mulighed

Indledningsartiklen er skrevet af Jonas Holst, ph.d. i Idéhistorie, lektor i Filosofi på Institut for Humanisme og Samfund, San Jorge Universitet Zaragoza. Han tager afsæt i fortællekunst gennem Sheherazade fra Tusind og én nat og skriver om æstetikkens nødvendighed for transformationers mulighed. Holst undersøger med Hannah Arendt menneskets tyranniske tendenser og inddrager tanker om tid og ritual for at nærme sig en forståelse af, hvordan kunst og ritualer kan skabe sanselig og erkendelsesmæssig forandring hos den meddelagtige tilhører.

Forandring – transformation eller transsubstantiation?

Religionsfilosof og dr.theol. Niels Grønkjær bidrager med en hegelsk kritik af den omsiggribende nostalgi i en artikel, hvor han i første omgang behandler begrebet transformation gennem eksemplet Daphne i Ovids Metamorfoser. Grønkjær konkluderer, at transformation nærer nostalgi. I stedet indføres begrebet transsubstantiation, der behandles gennem treenighedsdogmet, som udtryk for det, der skaber bevægelse i substansen og dermed forandring i grunden. Slutteligt peger Grønkjær på forskellen mellem nostalgisk melankoli og sorgens smerte og bringer gudstjenesten frem, som en sammenhæng, hvor mennesket møder sine egne fordomme og kaldes til at forandre sig for at kunne leve sin tid i frie fællesskaber.

Bebudelsen og korsfæstelsen som kunsthistoriske grundscener

Teologi og kunst mødes i den tanke, at inkarnationen, det at Gud bliver til menneske, i bredere og mere abstrakt forstand betyder, at det åndelige materialiserer sig, at det bliver tilgængeligt for vores sanser, samt at denne transformation, kan skabe forandring i den, der påvirkes af dette møde.

Med inspiration fra den franske kunsthistoriker Georges Didi Huberman og illustreret igennem en række malerier udfolder lektor og ph.d. i litteratur ved Københavns Universitet og litteraturkritiker ved dagbladet Politiken, Lilian Munk Rösing transformation med begreberne tilsynekomst, repræsentation og inkarnation. Ved at fremhæve to teologiske og kunsthistoriske grundmotiver: Englen og Maria ved bebudelsen og Kristus på korset argumenterer Rösing for, at mens idealet i antikken og renæssancen var at mime, efterligne eller repræsentere virkelige fænomener, er kunstnerne i middelalderen og i moderne kunst optaget af at materialisere eller inkarnere det åndelige enten ved, som i bebudelsesbilleder at udforske tilsynekomstens mulighed eller ved gennem billeder af korsfæstelsestypen at udforske maleriet som afsætning af (krops)materie og ødelæggelse af mimesis.

Med Lilian Munk Rösings artikel afsluttes første del af dette nummer, hvor der i artiklerne er peget på filosofiske, teologiske og kunsthistoriske grundlag for talen om transformation. Anden del af dette nummer peger ind i den teologiske praksis.

Berørt - om at opleve et kirkerum

Men mellem de to dele har lektor, cand.arch., ph.d. Anders Gammelgaard Nielsen skrevet et intermezzo om erfaringen af og påvirkningen fra arkitektur i dette tilfælde en særlig kirke. Med inddragelse af den tyske filosof og fænomenolog Gernot Böhme udfolder han atmosfærebegrebet og lægger vægt på det synæstetiske element og sansernes gensidige interaktion. I oplevelsen af kunst og arkitektur interfererer disse med hinanden, så vi f.eks. både sanser farver, komposition og enkelte penselstrøg i en helhed, som udgør rummets aura. Gammelgaard Nielsen henviser til den finske arkitekt Juhani Pallasmaa, der går videre i den retning og beskriver, at mødet med atmosfæren foregår spontant og multisensorisk og på en gang aktiverer både krop og sind, så der opstår en dialog mellem den sansende og det sansede. Vi møder rummet med vores følelser og erindringer, og det svarer igen med sin udstråling, der - når der er tale om kirkerum - ofte samtidig er et møde med det storslåede.

Gudstjenestens mening og problem

Lektor emeritus ved afdelingen for systematisk teologi på Københavns Universitet og dr.theol. Jakob Wolf åbner anden del af dette nummer med artiklen: ”Gudstjenestens mening og problem”, hvor han hævder gudstjenesten som et autentisk ritual, hvor moderne mennesker kan dyrke det, der angår dem med ubetinget alvor på en sådan måde, at vi i bedste fald justeres og omstemmes. Gudstjenestens mål er for Wolf ikke først og fremmest, ”at vi intellektuelt tilegner os en kristen dogmatik, men at vi anerkender og fejrer længslen, så den ikke dæmpes og relativeres, som den gør i det sekulære samfund, men får plads i os. Forholdet mellem, hvad der angår os absolut, og hvad der er relativt for os, kommer på plads”. Når gudstjenesten afholdes, så en tæt og autoritativ atmosfære af alvor indfinder sig, kan gudstjenesten have en justerende og transformerende indvirkning på os. Vi stemmes, omstemmes og transformeres af atmosfærer, derfor er det så afgørende, at gudstjenesten er et sanseligt sammenhængende ritual.

Nadver i en antropocæn tidsalder

Med udgangspunkt i nobelpristageren Paul Crutzens analyse af vores tid, som en antropocæn tidsalder, som ”kalder på transformation fra en hidtil menneskelig arrogance og almagtsindbildning til en ny ydmyghed og omsorg i tilgangen til vores skrøbelige klode” undersøger Jørgen Demant nadverens forandringspotentiale. Det gør han ud fra en præsentation og læsning af den italienske filosof Emanuele Coccias seneste bud på en metafysik fra 2022. Demants ærinde er, at ”give et bud på en sakramentalitet, der kan forlene os kristne med håb og handlekraft konfronteret med de fundamentale civilisatoriske udfordringer”. Ikke blot udfordringssnak, men udfordrings-handling. Coccias´ metafysik bevæger sig fra et studium af det botaniske, særligt plantens radikale form for væren-i-verden til en forståelse af – ikke blot menneskets men hele verdens eksistens og væren. I Coccias metafysik finder Demant inspiration til en nyformulering af ”sakramentaliteten i folkekirkens gudstjeneste”, hvor særligt nadveren er det sted, hvor himlen og jorden smelter sammen og hvor mennesket både ”materielt og spirituelt, kropsligt og sjæleligt bliver […] indkorporeret i den ånd, som Kristus er kommet til jorden for at lade verden forvandles af” til glæde og gavn for hele verdens væren.

Den sårede verdens bønner

Dybt i sine rødder er bøn et håbets sprog skriver fængselspræst, cand.theol. MSc. Kamille Nygaard i sin artikel om bøn som et sprog, et fænomen, der er spændt over modsætninger. Med udgangspunkt i sin master om de erfaringer med bøn, hun fik, da hun var gadepræst ved Vår Frue kirke i Trondheim, og hvor den grundlæggende bøn blandt dem, der kom i kirken, viste sig at være bønnen: Lad mig blive det, jeg ikke er, behandler Nygaard de grundlæggende dobbeltheder ved bønnen: At bønnen er repetitiv, vendt mod en verden som var. Og samtidig er bønnen helt grundlæggende ”eine Sprache der Zufunft”, at bønnen på en og samme tid fastholder en erfaring af gudsforladt og et løfte om gudsnærvær, og at bønnen indeholder både ”Sinnfixierung” og samtidig et element af ”kreativer Sinneröffnung”. Desuden behandler hun spændingen mellem den ritualiserede bøn og en levende frimodig bønspraksis, som har været underbelyst i en dansk sammenhæng, alt sammen ud fra den grundpræmis, at kun det sårede eller af verden ramte menneske formår at bede; en tanke hun deler med den franske filosof Jean-Louis Chrétien, der hævder, at bøn er som et åbent sår.

I did not change. God has changed me

I sin artikel forholder lektor i systematisk teologi ved Det Teologiske Fakultet, København, ph.d. Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen sig kritisk og konstruktivt til dette temanummers præmis. I en teologisk analyse af og refleksion over ”sammenhængen mellem gudstjeneste, krop og sansning” argumenterer Kristensen for, at den kristne tro ikke kan tænkes uden krop og giver kun mening ”på baggrund af en opfattelse af mennesket som kropsligt”. Samtidig forholder Kristensen sig kritisk overfor vor tids tingsliggørelse af kroppen og sansning, som nærmere er en dyrkelse af en form for ”døds-metafysik”. Af den grund giver Kristensen heller ikke meget for vor tids kalden på ”[m]ere krop i gudstjenesten, mere krop i menigheden, mere krop i fromheden og mere krop i hverdagen”. Kristensen viser, hvordan det inden for en protestatisk teologisk diskurs hverken er gudstjenesten eller prædiken der forandrer men kun Gud. Gennem en læsning af Augustin og Pannenberg argumenterer Kristensen for en langt mere paradoksal teologisk forståelse af sammenhængen mellem gudstjeneste, krop og sansning, end vi finder i andre videnskaber og samfund generelt.

Comments
0
comment
No comments here
Why not start the discussion?