Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

Der hvor impulserne mærkes

Published onAug 30, 2022
Der hvor impulserne mærkes
·

Foto: Asbjørn Laurbjerg

Kaffen er brygget, bordene er dækket, og lokalet summer af snak og bevægelse, mens folk tager plads. I små stakke mellem termokander, kopper og fade med kage ligger Højskolesangbogen klar, for det er tradition at synge en højskolesang, inden aftenens hovedperson får ordet. Der er foredragsaften i det lokale sognehus, og sådan her kunne billedet se ud, nærmest uanset hvor i landet man befinder sig.

Hvorfor er det Højskolesangbogen og ikke salmebogen, som ligger på bordene? Det er trods alt i kirkens regi, det forgår. Men det gør den nu en gang, og det gør den langt de fleste steder, når folkekirkens menigheder samles til andet end gudstjeneste.

Med afsæt i dette spørgsmål ville vi undersøge, hvad folk i bred forstand lægger vægt på, når der er fællessang på programmet. Et ambitiøst projekt, fordi danskere traditionelt er et syngende folk. Ikke alene er der en stærk tradition for at synge fællessange ved mange forskellige lejligheder, det er også enestående for Danmark, at nogen skriver en sang til en konkret begivenhed eller en bestemt person.

Som nævnt i indledningen viste projektet sig at være for ambitiøst til nærværende format. Derfor begrænsede vi os til at opsøge et antal repræsentanter for højskolen, folkekirken og frikirkemiljøet for at få en indikation af, hvad der bliver lagt vægt på i forskellige sammenhænge, og hvilke musikalske impulser der florerer. Det er vores håb, at vores gengivelse af disse indikationer kan inspirere læseren til – selv og helst sammen med andre – at reflektere over sine musikalske og sangmæssige valg, fordi valgene påvirker en kultur både i læserens konkrete sammenhæng og som ringe, der breder sig derudover.

Interviewpersonerne

For at få et indtryk af, hvilke salme- og sange folkekirkens menigheder efterspørger i forbindelse med både gudstjenester, kirkelige handlinger og især sognearrangementer, henvendte vi os til rektor for Sjællands Kirkemusikskole og tidligere formand for Dansk Organist og Kantor Samfund (DOKS) Charlotte Muus Mogensen. Det var vores antagelse, at hun i kraft af sin stilling og erfaring måtte kunne sige noget om, hvilke impulser kirkemusikskolerne bliver grebet af, og hvordan kirkemusikskolernes ledere, undervisere og studerende (og i forlængelse heraf også organister) forholder sig til de bevægelser, der er i gang.

Inden for folkekirken gjorde Brorsons Kirke på Nørrebro i København sig i 2000 bemærket, da menighedsrådet valgte at erstatte orgel og kor med et jazzorienteret orkester og en forsanger. Et markant musikalsk valg, som sammen med ændringer af kirkerummets indretning og en række liturgiske fornyelser skulle virke befordrende for evangeliets forkyndelse. Som der står på Brorsons Kirkes hjemmeside:

”Du kan komme til gudstjenester med elektronisk musik, jazz, gospel og meget mere. Vi tror på, at det er lettere at lytte til det kristne budskab i et rum, som man kender og føler sig hjemme i”.

For at blive klogere på, hvordan denne vision bliver udmøntet og oplevet, var det oplagt at opsøge Brorsons Kirkes kapelmester siden 2002 Esben Eyermann og Kristine Kaaber Pors, som er medlem af Brorsons Kirkes menighedsråd.

Bevidstheden om den befordrende ramme genkendes i højskoleverdenen, hvor formålet med et givent kursus og valget af de salmer og sange, som traditionelt og helt naturligt indgår, korresponderer med kursets indhold. Konkret bruges salmer og sange ofte som samtalestartere, hvor undervisere og kursister taler om teksternes betydning for både at knytte an til det givne kursus og leve op til kravet om, at undervisningen skal være af bred, almen karakter. Som repræsentant for højskolerne interviewede vi komponist Kristian la Cour og Aase Holst-Jørgensen, som er henholdsvis kursusleder og tilbagevendende kursist på Askov Højskoles årlige fællessangskursus.

Endelig inddrog vi en frimenighed, fordi frikirker og frimenigheder har andre vilkår og musikalske traditioner end folkekirken generelt. Beskedne medlemstal (sammenlignet med folkekirken) og en deraf følgende beskeden økonomi betyder, at langtfra alle frimenigheder kan ansætte en kirkemusiker, og samtidig bruger de ofte andre salme- og sangbøger end salmebogen og for eksempel 100 Salmer, Kirkesangbogen og Højskolesangbogen. Det giver præsterne anledning til overvejelser og valg, som efter vores vurdering kan inspirere en bredere kreds. Som repræsentant for frimenighederne interviewede vi Peter Rask, som er præst ved den luthersk-missionske frimenighed Kirken Ved Søerne i Silkeborg. Vi orienterede os mod Silkeborg, fordi både frikirker og frimenigheder tilknyttet Luthersk Mission og Indre Mission er stærkt repræsenteret her og i de senere år desuden har oplevet stor vækst.

Opmuntring til samtale og formidling

Vores interviews bekræftede hurtigt, hvad vi beskæftigede os med i den første del af dette nummer, nemlig at der er røre i den kirkemusikalske andedam. Det mærkes blandt andet på land i første del af dette nummets tre kirkemusikskoler, hvis opgave ifølge Charlotte Muus Mogensen er at værne om folkekirkens kirkemusikalske arv og samtidig være åben for fornyelse og have blik for, hvilke musikalske impulser der kan påvirke organister og kirkemusikeres virke. Adspurgt, om hun kan give eksempler på sådanne impulser, nævner hun en stadig mere udbredt forventning om, at kirkemusikere skal kunne spille alle genrer. Samtidig noterer hun sig rent musikalsk et skred i retning af, at mange nye melodier, efter hendes vurdering, reelt egner sig bedre til solosang end fællessang:

”Nordiske salmer i dag bliver kortere, typisk 4-5 vers, og melodistoffet er præget af den rytmiske musiks pauser og forskydninger i rytmen. En del melodier kan derfor være vanskelige at indlemme i en fællessangstradition. Det giver en udfordring i at få dem indsunget i kirken og til andre arrangementer”.

Hendes indtryk er, at organister og kirkemusikere generelt ser positivt på udviklingen og gerne vil imødekomme de ønsker, de kan. Men de kan være begrænset af praktiske vilkår som for eksempel, hvorvidt der er flygel eller klaver til rådighed, og hvorvidt organisterne har arbejdstid til at bearbejde en given melodi. Som Charlotte Muus Mogensen forklarer: ”Man kan sådan set spille alt på orgel, men visse melodier vil fremstå ”urolige”, hvis ikke man bearbejder måden melodien spilles på, så den egner sig til at blive udført  på orgel”.

Hun tilføjer, at kirkemusikskolerne uddannelsesmæssigt forsøger at imødekomme alle ønsker men: ”Det er svært for kirkemusikskolerne at prioritere stof udover koralbogen, fordi studieplanen ikke levner nok plads til det”.

Forskellige både praktiske og holdningsmæssige udfordringer giver efter Charlotte Muus Mogensen anledning til at drøfte, hvorvidt en fornyelse af kirkemusikken nødvendigvis indebærer, at orgelet som instrument og den klassiske musik nedprioriteres eller helt afskaffes til fordel for eksempelvis rytmisk musik og ”lettere” instrumenter:

”En for ensidig opfattelse af, at orgelet er irrelevant i en fornyende proces, slører måske blikket for, hvilke kvaliteter det har. Måske kan det også hvile på en manglende bevidsthed om orgelets potentiale – både i menighedsrådene og blandt ”brugerne” af kirken”.

Følgelig opmuntrer Charlotte Muus Mogensen til, at præster, organister, kirkemusikere og menighedsråd prioriterer at samarbejde og fastholde en løbende dialog om salmer, musik, og hvilket musikalsk præg de ønsker både ved gudstjenester og til for eksempel sognearrangementer. Hun mener også, at der påhviler præsterne en særlig opgave i af gøre folk bevidste om de musikalske muligheder, nemlig fordi præsterne så at sige udgør mange menneskers første møde med kirken, for eksempel til samtaler forud for begravelser, dåb og vielser. Som hun siger med et glimt i øjet: ”Her kan præsten jo være advokat for orgelet, lige så vel som han eller hun kan være det for klaveret”.

Nænsomhed er nøglen

Det musikalske samarbejde og den løbende dialog har været en del af hverdagen i Brorsons Kirke i over 20 år. Som antydet er både kirkemusikerne, præsten og menighedsrådet her meget bevidste om musikkens rolle i gudstjenesten, hvilket blandt andet kommer til udtryk i kirkerummets indretning, hvor alteret står centralt med stole hele vejen rundt om, og hvor kirkens orkester står opstillet omkring alteret. Det betyder ifølge kapelmester Esben Eyermann, at orkestret faktisk bliver en del af menigheden, og det har igen betydning for kirkegængernes deltagelse i gudstjenesten:

”Det har en positiv indflydelse på fællessangen, at musikken befinder sig nede på gulvet sammen med menigheden, og at man kan se orkester og sanger i modsætning til i mange andre folkekirker, hvor orgel og kor befinder sig bagved og over forsamlingen”.

Dette ikke alene bekræfter menighedsrådsmedlem og kirkegænger Kristine Kaaber Pors. Det havde også afgørende betydning for den tilknytning, hun har fået, til kirken:

”For os som familie betød det, at vi løste sognebånd og dermed fravalgte en anden, mere traditionel kirke, hvor vi oplevede, at organist og kor ikke rigtig behøvede menigheden for at fremføre ”koncertprogrammet””.

Fællesskabet ved gudstjenesten og oplevelsen af at føle sig som en del af en helhed er altså vigtig. Det understøttes af kirkerummets indretning, men ifølge Esben Eyermann også af de musikalske valg, han og hans kolleger træffer. Med flygel, kontrabas, trompet og trommer som de centrale instrumenter er musikken konsekvent rytmisk, oftest med en jazztrio som grundstamme, og det er ikke Esben Eyermanns indtryk, at det virker fremmedgørende. Omvendt har det fokus på fællessang, som opstod i løbet af 2020 og ’21, da samfundet var lukket ned på grund af Corona, bestyrket ham i, at en rytmisk tilgang til fællessang er gangbar:

”Hovedparten af det musikalske udtryk har været rytmisk eller i ”højskolestil” med flygel som det bærende instrument. Jeg har stort set ikke set orgelet brugt, og derfor kan man spørge sig selv, om kirkens tilgang til fællessang kører ad et andet spor end en bredere opfattelse af, hvad der fungerer bedst i forhold til at understøtte fællessangen. Jeg oplever, at kirkegængerne, om de er faste eller nye, som udgangspunkt er fortrolige med den rytmiske tilgang”.

For Esben Eyermann indebærer den rytmiske tilgang og i det hele taget ønsket om musikalske og liturgiske fornyelser ikke, at man skal forlade folkekirkens lange tradition og store sangskat. Det handler snarere om at forstå sig som en fortsættelse af en igangværende, fortløbende bevægelse, som kræver bevidsthed om, hvilke skuldre man står på:

”Vi har været heldige at kunne tiltrække nogle af landets bedste jazzmusikere som kirkens faste musikere, hvilket betyder, at der er stort overskud til at spille forskelligartet rytmisk musik, improvisere og bevare en nysgerrighed på kirkens lange musikalske tradition og store sangskat. Vi er også optagede af det store fokus, der de seneste mange år har været på at skrive nye salmer og melodier, så de gamle salmer bliver spejlet og mødt af et nutidigt udtryk”.

En tilgang, som Kristine Kaaber Pors i øvrigt beskriver som ”en nænsom opdatering af traditionel kirkemusik, hvor især salmerne kan betragtes som et centralt udtryk for dansk, luthersk spiritualitet”.

Nænsomhed er måske nøgleordet. De mange års erfaring med musikalsk og liturgisk fornyelse har nemlig også lært både Esben Eyermann og Kristine Kaaber Pors, at der er visse grænser for, hvad kirkerummet og gudstjenesten kan bære rent musikalsk. Det vil være forskelligt fra sted til sted og afhængigt af, hvilke musikere man kan engagere, og derfor spiller dialogen med menigheden en vigtig rolle.

Teksten eller melodien, sangen eller sangerne?

Dialogen om sang og musik er naturlig i højskoleverdenen, hvor der er en lang tradition for at motivere og efterfølgende drøfte de sange, der bliver sunget i forbindelse med undervisning og samlinger. En tradition, som afspejles i Sanghåndbogen, som rummer baggrundshistorier til alle Højskolesangbogens sange med henblik på at understøtte netop samtalen om teksternes historie, indhold og betydning.

Når kursusleder på Askov Højskole Kristian la Cour skal motivere en sang, fortæller han gerne en kort anekdote om forfatteren eller komponisten, og ved nærmere eftertanke siger han generelt mere om teksten end om melodien:

”Det er ofte teksten, da det også ofte er den, man kan læse mest om i bøger og på nettet. Når jeg tænker over det, er det egentlig uretfærdigt, at melodien ikke får lige så meget betydning. En dårlig tekst kan blive "reddet" af en god melodi, og jeg hører ofte sangskrivere og salmedigtere sige, at det er afgørende for en sangs eller salmes udbredelse, at den har en god melodi”.

At det forholder sig sådan, kan have mange forklaringer. Måske bunder det i en formodning om, at mange menneskers første møde med en given sang reelt er mødet med dens melodi, hvorfor man som formidler af musik, for eksempel som leder af sangkursus på en højskole, ser en vigtig opgave i også at gøre opmærksom på teksten. Den forklaring harmonerer i hvert fald meget godt med tilbagevendende kursist på Askov Højskoles årlige fællessangskursus Aase Holst-Jørgensens oplevelse og erfaring. Adspurgt, hvorvidt det er melodien eller teksten, der har gjort hendes favoritsange til noget særligt for hende, svarer hun nemlig:

”Det er helt klart melodien. Men når det er sagt, har jeg også fået øjnene op for nogle ufattelig smukke digte. I dag griner mine børnebørn (kærligt) ad mig, fordi der altid er et vers i mine breve til dem. Undertiden oplever vi jo også, at tekst og melodi går op i en højere enhed”.

Udover forholdet mellem tekst og melodi er der de tankespring, en given sang kan afstedkomme, som igen kan hænge sammen med de forhold, under hvilke man lærer den at kende. Associerer man den for eksempel med en god eller dårlig oplevelse, og har det betydning, om man synger den til en morgensamling på en højskole, en gudstjeneste eller et sognearrangement? I den henseende svarer Kristian la Cour på, hvorvidt han tror, at en sang opleves forskelligt, alt efter om den synges i et kirkerum eller på en højskole:

”Ja, jeg synes, det opleves forskelligt. I kirkerummet bliver sindet ligesom stemt til noget mere højtideligt. Når man synger en salme i en foredragssal på højskolen, bliver den ofte kombineret med en række højskolesange, så både rummet og situationen (f.eks. en morgensamling) opleves forskelligt fra at synge i kirken”.

Selv om højskolen er et folkeligt fællesskab og ikke et trosfællesskab, er salmer en naturlig del af dagligdagens repertoire. På Askov Højskole synger de ofte en eller to salmer i begyndelsen af morgensamlingen, og Kristian la Cour begrunder det med, at den danske salmeskat, både gamle og nye salmer, rummer en stor rigdom.

Formidlingen af salmeskattens rigdom falder i tråd med forpligtelsen til at udbyde en bred, almen, dannende undervisning, og for Aase Holst-Jørgensen betyder denne formidling noget for oplevelsen, når hun deltager på Askov Højskoles sangkursus:

”Når der kommer en ny udgave af Højskolesangbogen, tilbyder højskolerne ugekurser, hvor man er bevidst om at fortælle om de nye sange i bogen. Jeg oplever, at der i hver ny udgave sker en tilpasning til den tid, vi lige netop nu lever i, så vi får de unge mennesker med i glæden ved at synge sammen”.

Aase Holst-Jørgensens oplevelse kan måske beskrives som en oplevelse af, at rammen – i dette tilfælde et ugekursus med sang i både praksis og som samtaleemne – giver en synergieffekt:

”Man bliver lidt "høj", når mange synger sammen. Lidt samme stemning, som når man spiller holdspil. Og i fællessangen kan man "pippe" med, uanset om man er en "født sanger" eller ej”.

Hun valgte højskolen som sangfællesskab som senior, fordi hun ikke kom af sted som ung, selv om hun gerne ville. Men hun har sunget i kor som både barn og voksen, og glæden ved at synge sammen med andre overstråler forbeholdene for, hvilke sange der egner sig til fællessang. Adspurgt om hun mener, der er grænser for, hvad man kan synge i fællesskab, svarer hun i hvert fald, at det afhænger af sangerne mere end sangen: ”Popmelodier, oprindeligt sunget af en solist, er svære at synge som fællessang. Men det må vi så lære”.

Anderledes betingelser

I forlængelse af oplevelserne og erfaringerne fra Brorsons Kirke og Askov Højskole fremstår frikirkemiljøet som en blanding af de to – i det mindste i nærværende sammenhæng. Musikken adskiller sig væsentligt fra folkekirken generelt ved udelukkende at være rytmisk, udvalget af sange spænder fra enkelte gammelkendte salmer over et bredt, indsunget lovsangsrepertoire til helt nye lovsange, og såvel sangvalg som det musikalske udtryk hviler ikke først og fremmest på præst og organist som i folkekirken, men på de forskellige personer, som medvirker i gudstjenesten. Derfor viste modstillingen mellem salmebogen og Højskolesangbogen først i denne artikel sig også irrelevant, da vi bad præst Peter Rask svare på, hvad der kendetegner den sanglige tradition og kultur i Kirken ved Søerne:

”Vi synger aldrig fra Den Danske Salmebog eller Højskolesangbogen. Den menighed, jeg er en del af, er tilsluttet Luthersk Mission, og sammen med Indre Mission, Evangelisk Luthersk Mission og Kristeligt Forbund for Studerende udgav vi for år tilbage Sange og salmer med lidt over 660 sange og salmer. Der et vist overlap med salmer i Den Danske Salmebog, men også en hel del, som ikke er med. Derudover har vi udgivet fælles børne- og ungdomssangbøger med mere moderne lovsange skrevet i nyere tid. Herudover har vi så taget en norsk dåbssalme til os.”

Idet han henviser til samarbejdet mellem Luthersk Mission, Indre Mission, Evangelisk Luthersk Mission og Kristeligt Forbund for Studerende, giver han en rimelig grund til at antage, at Kirken Ved Søerne ikke er enestående. Det gælder også med traditioner, som opstår i menigheden, og hvor de ikke nødvendigvis adskiller sig mere fra folkekirkens menigheder end som så:

”Som det sikkert er tilfældet andre steder, er der sange og salmer, som vi bliver lidt forelskede i. For eksempel synger vi sjældent ”Hil dig, frelser og forsoner” under to gange i påsken”.

Sammen med sin menighed oplever Peter Rask, at der sker fornyelse i det frikirkelige musikliv, men måske på en anden måde end i folkekirken, idet udviklingen udgår fra enkeltpersoner mere end fra redaktionsgrupper med tilknytning til et forlag. Som han fortæller, giver det menigheden anledning til at lære nye sange, efterhånden som de udkommer:

”Jeg oplever, at der for alvor er grøde i lovsangsskrivningen blandt unge kristne i dag. Derfor vil vi også indimellem lære en ny sang eller to af nogle, som er helt nutidige. Af særlig interesse her kan nævnes lovsangslederne Arvid Asmussen og Simon Petersen”.

Endelig kan der som antydet være stor forskel på, hvordan salmerne og sangene bliver valgt. I Kirken Ved Søerne sker det typisk i et samarbejde mellem lovsangslederen, gudstjenestelederen og gudstjenestens prædikant, men menigheden kan også blive involveret. Peter Rask fremhæver konfirmationsgudstjenesten, hvor Kirken ved Søerne har tradition for at lade konfirmanderne (11 i 2022) vælge en sang hver. Det betyder ifølge sagens natur, at sang og musik fylder forholdsmæssigt meget i gudstjenesten, og giver ikke mindst Peter Rask en meget direkte indikation af, hvilke sange menighedens yngre medlemmer holder af.

Afsluttende

Vi overlader det til læseren at knytte indbyrdes forbindelser mellem de forskellige udsagn i denne artikel og mellem dem og de øvrige bidrag i dette nummer. I lyset af de indledende forbehold mener vi, det er lykkedes at give en repræsentativ indikation af, hvordan den kirkemusikske grøde, som flere peger på, bliver oplevet, og hvad den bevirker. Det svarer ikke entydigt på, hvorfor Højskolesangbogen og ikke salmebogen ligger på bordene til sognearrangementer, men viser, hvor mange forskellige faktorer, der spiller ind, fra personlige erfaringer over praktiske omstændigheder til mere ideologiske argumenter. Som nævnt håber vi, det giver anledning til refleksioner og drøftelser i læserens konkrete sammenhæng, men at der er noget at reflektere over og drøfte, er efter vores bedste vurdering indiskutabelt. Det har også tidligere været anført i andre numre af Kritisk for praktisk teologi, nemlig med henvisning til den fortløbende diskussion om tradition og fornyelse i folkekirken, som de daværende biskopper initierede i 2018. Gå i den henseende for eksempel på opdagelse i Kritisk for praktisk teologi nr. 156 ”Gudstjenesten under forandring” og fremefter, hvor emner som dåb, nadver, begravelse og aktuelt altså sang og musik bliver behandlet i lyset af denne diskussion.

Comments
0
comment
No comments here
Why not start the discussion?