Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

Berørt - om at opleve et kirkerum

Published onFeb 01, 2024
Berørt - om at opleve et kirkerum
·

Jeg går næsten aldrig i kirke! Det passer nu ikke, for jeg kommer der ret ofte. Til tider flere gange om ugen, og i perioder nærmest dagligt. På vej hjem fra arbejde smutter jeg lige indenfor og sætter mig til rette på kirkestolen. Altid den samme stol. Den med det cognac-farvede læder og de mørkebrune skjolder, der i omridset minder om Kola-halvøen. Stolen har sin faste placering i kirken og lader sig ikke flytte på. Sammen med kirkerummet udgør den nærmest et fysisk holdepunkt i min hverdag. Det sætter jeg stor pris på.1

Hvorfor nu det? Eller rettere, hvad er der ved dette rum og denne stol, som gør dem særlige? Hvad er det de kan tilbyde? Ud over en pause, hvor jeg falder til ro, og til ro falder jeg, jeg skal blot sidde helt musestille, men hvad er der mere?

De er de udvalgte! Rummet og stolen er valgt med omhu. Det samme gælder stolens placering i rummet. Den står i krydspunktet mellem hovedskibet og tværskibet, og alligevel så tilbagetrukket, at stoleryggen læner sig op ad en af hovedsøjlerne, som bærer kirkens krydshvælv. Den bedste placering i hele kirkerummet, intet mindre. Herfra har jeg overblik over hele kirken og øverst oppe falder lyset ind, fejer ned over væggene, og afslører deres store detaljerigdom. Det er smukt, og jeg bliver berørt. BERØRT, der var ordet! Det manglende ord, som måske i virkeligheden er den egentlige årsag til min evige tilbagevenden til kirken. Rummet, stolen, lyset, ornamenterne, krucifikset, krydshvælvet, klangen; kort sagt alle sanseindtrykkene, der tilsammen blander sig med hinanden og skaber rummets atmosfære, gør, at jeg føler mig til stede og bliver berørt.

Med dette i mente, vil jeg i det videre forsøge at nærme mig begrebet berørt anskuet i relation til rum. Hvad skal vi forstå ved begrebet, og hvad sker der i det hele taget i vores mellemværende med rum? Min baggrund er, at jeg er arkitekt og på det seneste har skrevet en bog om Atmosfære og byggekultur (Nielsen, 2021). Med bogen har jeg forsøgt at dokumentere sammenhængen mellem den måde, vi bygger på og atmosfæren i vores rum. Indeholdt i konklusionen er en lidt bittersød kommentar, idet meget tyder på, at ensartetheden i vores rumlige atmosfærer er et direkte resultat af vores byggekultur. Denne er igen et resultat af den rationalitet og effektivitet, der gennemsyrer vores almene samfundskultur. Når rummene i stor udstrækning minder om hinanden ”peger pilen” derfor på os selv og de værdier, vi har valgt at prioritere.

Den tyske filosof og fænomenolog Gernot Böhme beskriver i bogen Atmosphäre atmosfærefænomenet som synæstetisk. Af særlig interesse ved Böhme er hans betragtninger vedrørende sansernes gensidige interaktion. Han beskriver, hvorledes de interfererer med hinanden. Vi kender det fra sansningen af maleriet, hvor penselstrøgene ikke sanses isoleret fra farverne eller kompositionen, men som en integreret del af det samlede udtryk. Samtidig indvirker malerens unikke penselstrøg på vores oplevelse af farverne selv. Böhme betragter atmosfærefænomenet som en ekstase, der udstråles af rummet og modtages af det sansende individ (Böhme 1995, 85). Ekstasen opstår i mellemrummet mellem subjekt og objekt. Den tilhører med andre ord hverken subjektet eller objektet, men er midtimellem. Rummets samlede udstråling, rummets aura, betegner Böhme som rummets atmosfære.

Blandt arkitekter tillægges atmosfærebegrebet en stor almen betydning. Det florerer i hverdagssproget, hvor det med præcision er i stand til at beskrive særlige stemninger i rum. Vi kender det fra den hyggelige atmosfære i det ”brune” værtshus. Alene ordet værtshus fremkalder lydene og lugtene, der strømmer ud af det røgfyldte lokale og blandes med nattens lys. Desuden glassene, der klistrer til den lakerede bardisk, de halvfulde stemmer, og ikke mindst farven på de blå kugler i herrepissoiret, opleves en passant.

Tilsvarende den kliniske atmosfære på operationsstuen, hvor vi genoplever det rustfri stål, de hvide kvadratiske fliser, neonlyset, lugten af sprit og personalets turkise beklædning. Atmosfærefænomenet favner helheder, og det er helheder, der udgør arkitektens virkefelt.

Mere anstrengt har vi det med begreberne ekstase og aura, der for os rummer nyreligiøse konnotationer, og man skal være stemningslabil for at tage dem i sin mund.

Derimod giver det god mening, når Böhme omkring sanseøjeblikket taler om et samspil mellem den sansende og omgivelserne. Den sansende og det sansende udgør ikke et aktivt/passivt forhold, men begge indgår i en dialog.

Den finske arkitekt Juhani Pallasmaa forfølger dette tankespor og beskriver i bogen The eyes of the skin, Architecture and the senses (Pallasmaa 2005) oplevelsen, som en medlevende situation, der formår at genskabe oplevelsen af en udifferentieret indre verden, som vi ikke bare er tilskuere i, men en uadskillelig del af. (Pallasmaa 2005,41) Mødet med atmosfæren foregår ifølge Pallasmaa spontant og multisensorisk og aktiverer både krop og sind (‘… I lend my emotions and association to the space and the space lends me its aura, which entices and emancipates my perceptions and thoughts. An architectural work is not experienced as a series of isolated retinal pictures, but in its fully integrated material, embodied and spiritual essence’) Ligesom Böhme udtrykker Pallasmaa et mellemværende mellem den sansende og det sansede. Dette mellemværende udgør en dialog og dermed et dynamisk forhold. Omformuleres Pallasmaas poetiske beskrivelse, kan man sige, at vi møder rummet med vores følelser og erindringer, og rummet svarer igen med sin udstråling, der frigør vores tanker og opfattelser. Vi genkender dialogen fra mødet med storslåede rum (kirkerum, landskabelige rum), hvor vi kan stå tilbage med oplevelsen af afklarede tanker. Undervejs har vores følelser og erindringer udspillet sig i det sansemæssige møde med det storslåede.

I sit forsøg på at afdække vores sansemæssige mellemværende med omgivelserne tager Pallasmaa afsæt i den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, der i teksten The Visible and the Invisible (Merleau-Ponty 1968) udtrykker samspillet mellem den sansende og det sansede (… Where are we to put the limit between the body and the world, since the world is flesh?) Man kan sige, at Merleau-Ponty går skridtet videre, et nærmest ultimativt skridt, hvor distinktionen mellem den sansende krop og de sansede omgivelser ophører med at eksisterer. Vi er ”kød” som omgivelserne er ”kød”.

Tilbage i kirkerummet kredser mine tanker omkring ”berørtheden”. Hvad rummer denne oplevelse? Er den begrænset til sansningen af rummets atmosfære, den multisensoriske oplevelse, eller er der mere?

Begrebet forløsning springer i denne forbindelse i mine tanker. Jeg støder til dagligt på begrebet i den faglig jargon på Arkitektskolen i Aarhus. Her udtrykker begrebet, i hvilken grad et bygningsværk er i stand til at åbne sig, og være medrivende for beskueren. Beskrevet på en anden måde; bygningens evne til at henrykke beskueren, og bringe denne i en anden sindstilstand. Sker dette, er det som regel indikation på kunstnerisk kvalitet i det pågældende bygningsværk.

Kendetegnende for forløsningen er, at den ikke optræder umiddelbart, men følger en sekvens af sansemæssige oplevelser, der til sidst kulminerer. Typisk vil overgangen, hvor man træder indenfor og oplever bygningens indre, udgøre kulminationen og dermed forløsningen. Inden dette sker, udspiller der sig et forløb, hvor bygningen først opleves fra distancen og i sin landskabelige eller bymæssige sammenhæng. Efterfulgt af denne optakt følger et forløb, hvor overblikket går tabt, idet man gradvist nærmer sig bygningskroppen. Med sin voluminøse udstrækning udmanøvrerer bygningen kroppens ubetydelige størrelse. I situationen opleves en følelsesmæssig fortabelse, som først forsvinder, idet man træder indenfor og genvinder overblikket. Med finalen forløser bygningsværket sin indre rumlighed, og man overvældes emotionelt af et sansemæssigt bombardement.

Kan jeg af denne vej komme videre i afdækning af min ”berørthed”? Noget peger på, at såvel sansningen af rummets atmosfære, som en dybereliggende kunstnerisk oplevelse udspiller sig samtidigt. Spørgsmålet er, hvordan det atmosfæriske og det kunstneriske står i relation til hinanden?

Vi ved fra tidligere, at Juhani Pallasmaa beskriver mødet med det atmosfæriske, som en medlevende multisensorisk oplevelse, der involverer både krop og sind. Desuden at det atmosfæriske optræder i forskelligartede situationer, såvel ude som inde. Atmosfærer er med andre ord allestedsnærværende. Ja, de er nærmest uundgåelige. Anderledes forholder det sig med den kunstneriske oplevelse, der rummer en ophøjethed, som kan træde frem med varierende styrke. Kirkerummet er et godt eksempel på et rum, hvor det kunstneriske viser sig, men selv her kan det variere med forskellig styrke. I modsatte ende af skalaen finder vi supermarkedet, indkøbscentret og lufthavnen, hvor den kunstnerisk oplevelse har trange kår. Af samme grund tilføjes disse rum ofte prædikatet junk spaces. Man skal dog aldrig sige aldrig, som eksemplet viser med stormagasinet Kaufhaus des Westens i Berlin, hvor man med sakrale rumligheder opnår en nærmest spirituel indkøbsoplevelse. Gucci, Versace og Bvlgari bugner i en hedonisk ødselhed og leder tankerne i retning af det dekorative show off i en af Roms utallige barokke kirker.

Sonderingen mellem det atmosfæriske og det kunstneriske får mig igen til at vende tilbage til erfaringer fra mit arbejde. Jeg genkender situationer fra undervisningen, hvor bedømmelsen af studerendes projektarbejder sker med baggrund i et tegningsmateriale, suppleret med modeller. I sin form repræsenterer materialet forestillingen om et tænkt bygningsværk, der potentielt kunne blive til en konkret virkelighed. Kendetegnende er det, at der på dette tidspunkt endnu ikke eksisterer rumlige atmosfærer, idet det fysiske rum ikke er til stede. Alligevel er det muligt at bedømme projektmaterialet, hvilket naturligvis beror på tilstedeværelsen af et kunstneriske udtryk eller fraværet af samme.

Eksemplet peger på to forhold. Henholdsvis at det kunstnerisk manifesterer sig spontant, og at det ud over at involvere en idémæssig refleksion, rummer en åndelig dimension. Den amerikanske arkitekt John Hejduk, som tidligere var leder af arkitektskolen Cooper Union i New York, har udtrykt sidstnævnte på en direkte måde med ordene: ”The fundamental issue of architecture is that: does it affect the spirit or doesn´t it? If it doesn´t affect the spirit, it´s building. If it affects the spirit it´s architecture” (Hejduk 1993).

I undersøgelsen af min ”berørthed” oplever jeg et lille fremskridt, og må konstatere, at såvel kirkerummets evne til at skabe en kompleks rumlig atmosfære, som rummets kunstnerisk udtryk spiller ind.

Det giver ikke længere mening at ”holde kortene tæt til kroppen”. Jeg må gå til bekendelse og afsløre at rummet, som jeg forholder mig til, er kirkerummet i Aarhus Domkirke.

Min uvilje mod at ”sætte trumf på” skyldes alene, at en jomfruelig sansning af dette velkendte rum umuliggøres så snart navnet kommer frem. De fleste har et forhold til kirken og dens placering i centrum af Aarhus. Mange mindelser knytter sig derfor til kirken. Jeg må dog fastholde, at valget nærmest er tilfældigt, og primært skyldes kirkens fordelagtige placering på min vej hjem fra arbejde. I princippet kunne jeg have valgt så mange andre kirkerum, for heldigvis er Danmark fyldt med kirker, der repræsenterer en rig kulturarv og en høj kunstnerisk kvalitet. Der er nok at blive berørt af.

Som arkitekt er der nok ingen tvivl om, at jeg er ”faldet i gryden”, og tidligt har været optaget af de fænomener og påvirkning, der opstår i mødet med rum og særligt kirkerum. Interessen er udtalt blandt arkitekter og følger et ønske om at kunne analysere og identificere de arkitektoniske virkemidler, som ligger til grund for arkitekturens udtryk. I det omfang dette er muligt, lader det sig nemlig gøre at genskabe oplevede atmosfærer og kunstneriske udtryk i fremtidige bygninger. Det skal dog understreges, og nærmest med syvtommer søm, at det ikke forudsætter en særlig fagspecifik nørderi, for at få noget ud af rum. Tværtimod, kan fagligheden ofte stå i vejen for at opleve rum i deres umiddelbarhed. Rummene skal nok ”trænge sig på”, det eneste vi skal gøre, er at være villige til at åbne os over for dem og lade os berøre. Det kan dog være lettere sagt end gjort, og det er spørgsmålet, om det ikke er blevet sværere i dag.

Træder man indenfor i kirkerummet i Aarhus Domkirke, oplever man umiddelbart en svævende fornemmelse. Af sig selv vandrer blikket langs de himmelstræbende søjler og når op til loftets krydshvælv. Det er dog ikke kun blikket, der løfter sig, men det kan føles som om hele kroppen svæver et par centimeter over kirkegulvet. Svævende i denne tilstand glider man i en kontinuerlig bevægelse langs kirkeskibets midterakse og når frem til kirkens tværskib. I krydspunktet, hvor de to skibe mødes, er der ”double-up”. Kirkerummet forløser sig, og hvem kan undgå at blive berørt? Vi er fremme ved kirkens klimaks. Herefter går det oplevelsesmæssigt lidt ”ned ad bakke”, idet man efter et par trin træder ind i koret. Med sin store detaljerigdom virker koret anmassende, og samtidige er det som om det trækker sig tilbage fra det storladne kirkerum. Koret er samtidig åbent i begge ender, og man får oplevelsen af at være i transit. Først senere, i bevægelsen mod kirkens periferi, opdager man sideskibene og et nyt højdepunkt. Med sideskibene er det som om, kirken strækker hals. Dette skyldes sideskibenes smalle udstrækning i forhold til højden. Der må være tale om de højeste rum i Danmark, sådan opleves de i hvert fald.

Beskrivelsen er helt og afdeles subjektiv og ”står for egen regning”. Alligevel rammer den måske en fælles oplevelse hos de fleste, som besøger Aarhus Domkirke.

I sin bog med titlen Om at opleve arkitektur, beskriver den danske arkitekt, forfatter og debattør Steen Eiler Rasmussen, de grundlæggende fænomener, der udspiller sig under mødet mellem mennesker og arkitektur (Rasmussen, 1957). Bogen udgør en klassiker blandt arkitekter og benævnes ofte som arkitekternes bibel. Sproget er let tilgængeligt, og Rasmussen gør i udpræget grad brug af almenmenneskelige erfaringer ved sansning. Fænomenerne beskrives så hverdagsagtige, at det er, som om man selv er til stede. Med Rasmussen i bagagen forekommer en subjektiv beskrivelse af fænomenerne i Aarhus Domkirke plausible, fordi de har almen gyldighed. Tilbage til kirkerummet fremgår det, at kirkens overordnede geometri, accentueringen af de vertikale linjer i søjlernes opbygning samt de højtsiddende lysindfald, udgør de arkitektoniske virkemidler, som efterlader os med en følelse af at blive løftet af rummet.

I den videre sansning af kirken erfares gradvist andre aspekter, der bidrager til den rumlige atmosfære. Fødderne registrerer gennem skosålerne små ujævnheder i underlaget. Herved ledes blikket ned mod stengulvet, hvor en mosaik af forskelligartede fliser udfolder sig. Gulvet fremstår som helhed med en mørk farveholdning, men ved et nærmere eftersyn afsløres en farvevariation, der spænder fra sorte over brune til bordeaux nuancer. Til tider er fliserne helt blankslidte, og står i kontrast til de ru områder med spor af mejsler, som engang bearbejdede dem. Særligt i sideskibene spejles lyset fra de højtsiddende vinduespartier i gulvets blankslidte oversider. Herved ledes lyset dybere ind i kirkerummets dunkle afkroge. Videre undersøgelser af gulvets overflader afslører gravsten fra bisættelser i kirken og en underjordisk verden af død og egen forgængelighed åbner sig for os i bevidstheden. Gravstenenes inskriptioner er udviskede. Det samme gælder de ansigter og kroppe som er afbildede, og hvis jordiske rester er stedt til hvile nedenunder. Sliddet og forgængeligheden fylder os. Det er, som om vi bevæger os på en tynd hinde, der adskiller en øvre og nedre rumlig verden. Indimellem står vi.

Sætter man sig til rette på en af kirkestolene, viser kirken sig fra nye sider. Modsat bevægelsen, der afslører rumlige forløb og sammenhænge, efterlader stilstanden mulighed for at opleve fænomenerne i tidsrum. Fra min vante position på stolen med det cognac-farvede læder oplever jeg kirkens hovedsøjler, der med deres dimensioner udfordrer min egen krop. Søjlerne udgør murmassiver, der skyder sig op fra gulvet og kulminerer med vifteformede forgreninger i hvælvet. I deres nærvær føler jeg mig lille, ikke på en intimiderende måde, men med en oplevelse af storhed.

Jeg kan aflæse teglstenene enkeltvist i det sammensatte munkestensforbandt. De fletter sig sammen og danner en helhed, der forener søjle, hvælv og væg. Ler brændt til tegl og ført hertil af munkene, som datidens nyeste teknologi, udgør kirkens mindste grundbestanddele.

Hver teglsten virker ubetydelig i kirkerummet, men opleves i min hånd, som nærmet kyklopisk. Begge hænder må have været i brug, dengang mureren lagde stenen på plads i den bløde mørtel.

Murværket afslører ved nærmere eftersyn en del uregelmæssigheder. Dette til trods for forbandtets generelle regelmæssighed. I nogle tilfælde er disse et resultat af brugsmæssige forandringer, men for det meste skyldes de den håndværksmæssige udførelse eller mangel på samme. Man kan læse dem som signaturer for de enkelte murere og et vidnesbyrd om faglige dygtighed. Som helhed bibringer murværkets stoflighed kirkerummet en meget levende karakter.

Fra murværkets udtalte stoflighed udvider sansningen sig til rummets øvrige elementer, hvor særligt det mørkt bejdsede egetræsinventar er iøjnefaldende. Kirkebænkene, altertavlen, prædikestolen og vægdekorationerne virker bastante i rummet, med deres righoldig ornamentik. Ved første øjekast ser kirkebænkene ensartede ud, men efterhånden afsløres en stoflig variation. Adskillige års slid har efterladt blanke overflader, hvor hænderne har berørt træværket. De udskårne engle på kirkebænkenes gavle har blankslidte kinder og næser, og ved nærmere eftersyn afsløres også her en variation, som skyldes den håndværksmæssige udførelse. Træskæreren har utvivlsomt efterstræbt en ensartethed, men man kan komme i tvivl, om der overhovedet er tale om den samme engle. I lighed med murværket fremstår træværket overvældende i sin ornamentering.

Kalkmalerierne bidrager ligeledes på markant vis til rummets atmosfære. Deres motivmæssige, symbolske og narrative indhold er righoldigt og gør dem sansemæssigt mættede. Dette forstærkes yderligere af deres stoflige og farvemæssige variation. Deres placering forekommer overrumplende og er ikke altid overensstemmende med kirkens overordnede geometri. Undertiden virker de nærmest ”taggede” på kirkerummets vægflader, og det forekommer som om, de er kommet til verden med en anden hastighed.

Kirkerummets klang og akustik er det sidste, som jeg vil berøre og i virkeligheden udgør det måske det allerstørste bidrag til min ”berørthed”. Med sin udformning udgør kirken en forstærker, et akustisk organ, der understøtter alle kirkelige handlinger. Samtidig bevirker den lange efterklangstid, at kirkerummet udvider sig i alle retninger. Fænomenet er altomfavnende og får kirkerummet til at fortsætte i det uendelige. Langt udenfor kirkens tunge murmassiver og helt ud i byen. Idet orglet stemmer i, udsættes kroppen for en rystelse og grænsen mellem krop og rum udviskes.

Fra min stol i Aarhus Domkirke har jeg forsøgt at nærme mig begrebet ”berørthed” i forhold til rum. Er det lykkedes? Er jeg her mod slutningen overhovedet kommet tættere på? Er der noget, som står frem og bidrager til udvidet afdækning af begrebet?

Det skulle lige være, at oplevelsen af ”berørthed” i en rumlig sammenhæng involverer sansningen af en atmosfærisk helhed, og i nogle tilfælde et kunstnerisk udtryk. Begge har deres oprindelse i sansningen, men de berører os på forskellig vis. Den rumlige atmosfære initierer en dialog mellem den sansende og det sansede. Det samme sker i princippet i mødet med kunstneriske udtryk, blot med den forskel, at vi samtidig stimuleres åndeligt og intellektuelt; Idéen om en storhed, der ligger udenfor for os selv, og som er materialiseret gennem bygningsværket bliver nærværende og John Hejduks karakteristik af arkitektur bliver nærværende: The fundamental issue of architecture is that: does it affect the spirit or doesn’t it? (Hejduk 1993).

I Aarhus Domkirke viser det kunstneriske udtryk sig at være stærkt forbundet med det himmelstræbende kirkerum, der er opnået gennem de mange vertikale linjeforløb i søljer og vinduesåbninger samt vinduesåbningernes høje placering. Disse arkitektoniske virkemidler udgør tilsammen det arkitektoniske greb, kirkens grundlæggende (kunstneriske) idé, som er i stand til at løfte os til et andet åndeligt niveau. Vi rystes og i vore rystelse får vi i kontakt med noget større, der rækker ud over os selv. Dette mærker vi og vi bliver vi berørt.

Under udarbejdelsen af denne artikel er jeg blevet ”skudt i skoene” at mit ærinde i Aarhus Domkirke primært har været at få et dagligt ”fix” af ”berørthed”, og at mødet med dette prægtige kirkerum ellers ikke har sat sig dybereliggende spor. Det har været en kommentar, som jeg har været rigtig glad for. Mest fordi den har fået mig til at overveje, om det var tilfældet. Var det blot hyggeligt og rart at ”få en på opleveren”, eller var der mere til det? Det tror jeg umiddelbart der var, ellers var de gentagne besøg i kirken ophørt for længe siden. Har mødet med Aarhus Domkirke transformeret mig? Svaret på dette spørgsmål må jeg lade være ubesvaret. Det er som om det ligger udenfor mit felt at vurdere. Et er dog sikkert, jeg er blevet berørt af rummet og har oplevet en selvforglemmelse i rummets nærvær.

Der hvor mødet med Aarhus Domkirke med sikkerhed har afsat sig dybereliggende spor, er i forhold til min undervisning på Arkitektskolen Aarhus. Her er sporene tydelige og jeg vil derfor slutte af med et par eksempler.

Forudsætning for at blive en god arkitekt er, som tidligere nævnt, at man er i stand til at sanse og indtage verden med en følsomhed. Dette er afgørende for at kunne aflure de arkitektoniske virkemidler, der er på spil og som frembringer en bestemt atmosfære eller et særligt kunstnerisk udtryk. Fra tiden som arkitektstuderende erindrer jeg, hvordan vi kørte Europa tyndt for at se arkitektur. Samtidig, hvordan jeg absolut intet husker fra disse utallige studieture. Sat på spidsen var problemet, at vi blot så arkitekturen (gennem en kameralinse), men at den aldrig fik tid til at manifestere sig i vores bevidsthed. Den berørte os ikke, og reelt set kom vi tomhændede hjem.

Dette har ændret sig radikalt. I modsætning til tidligere, er opmærksomheden, i langt større grad, rettet mod sansningen og evnen til at kunne dvæle ved et værk i længere tid. Dette forudsætter en større iagttagelsesevne, og frem for alt, evnen til at opholde sig i rum i længere tid. Sidstnævnte uden at fortage sig noget som helst, ingen tale, ingen bevægelse, intet analytisk blik. Blot evnen til at sidde stille og i tavshed tilegne sig arkitekturen. I udgangspunktet en meget let øvelse, men i praksis svær. Ved en netop afsluttet studietur til Rom, har studerende ”optrænet” evnen til at gøre ophold i kirkerum i længere tid. Erfaringerne har været forbløffende og studerende har berettet om rastløshed og kedsomhed, der efter et par timer blev afløst af intens fordybelse i kirkerummet. Desuden har de efter hjemkomsten præcist kunnet beskrive rumlige elementer og sansemæssige aftryk, som har afsat sig.

I en tidligere og endog mere ekstrem udgave af ”dvælen ved arkitekturen” har studerende besøgt Dominikanerklostret Saint Marie de La Tourette i Sydfrankrig, tegnet af arkitekten Le Corbusier (1953). Med udgangspunkt i munkecellen, som hver studerende er blevet tildelt, har opgaven gennem en uges forløb været, at opholde sig på klostret samt i de omkringliggende omgivelser. Som et ekstra tilvalg har de studerende haft mulighed for at forblive i tavshed. Endvidere har de kunnet vælge at følge klostrets munke gennem de daglige tidebønner og messer. Endnu engang har resultatet vist sig overraskende. Mange studerende har valgt at forblive i tavshed i adskillige dage og ligeledes følge munkenes religiøse ritualer. Mest afgørende har det dog været, at de aldrig glemmer klostret og de dybe spor, som det har afsat.

Litteratur

Böhme, Gernot 1995: Atmosphäre - Essays zur neuen Ästhetik. Frankfurt A.M./Berlin. Edition Suhrkamp.

Hejduk, John 1993: Education of an Architect: Voices from the Cooper Union” (dokumentarfilm). Michael Blackwood Productions.

Merleau-Ponty, Maurice 1968: The Visible and the Invisible. Northwestern University Press.

Nielsen, Anders Gammelgaard 2021: Atmosfære og byggekultur.

Pallasmaa, Juhani 2005: The eyes of the skin, Architecture and the senses. John Wiley & Sons Ltd.

Rasmussen, Steen Eiler 1957: Om at opleve arkitektur. G.E.C. Gads Forlag Kobenhavn.

Comments
0
comment
No comments here
Why not start the discussion?