Med udgangspunkt i det liturgiske arbejde med bøn og dåbsritual prøver forfatteren i bagklogskabens milde lys at finde den gode forklaring på, hvorfor køn ikke har været et tema til debat og behandling i begge processer.
”…ingen menneskelig diskurs, heller ikke en feministisk, kan berette hvad en mand og hvad en kvinde virkelig er. Det vil slå fejl fordi det som bliver defineret ikke er et menneske men noget andet og mindre. Teologiens opgave er ikke at se på identitet indenfor det givne system, men snarere at beskytte mennesker fra enhver endelig definition bortset fra den at være skabt af Gud og værdig til kærlighed”1
Redaktionen har bedt mig om at skrive en artikel om ”køn i liturgisk sprog”. Gerne, skriver de, med udgangspunkt i de overvejelser, jeg har haft i forbindelse med udarbejdelse af forslag til nyt dåbsritual, det såkaldte Frederiksbergritual (Frederiksberg-ritualet | Folkekirken på Frederiksberg (folkekirken-frederiksberg.dk). Og/eller med udgangspunkt i arbejdet med at skrive kollekter og bønner til folkekirkens højmesse og gudstjenester. Det er det arbejde, der resulterede i udgivelserne ”Gudstjenestens Bønner I” og ”Gudstjenestens Bønner II”. Den første bog rummer to rækker kollekter til kirkeåret, skrevet af Elof Westergaard, nu biskop i Ribe og mig. Derudover er der indgangsbønner og bønner til sakramenterne, samt forslag til kirkebøn, skrevet af de øvrige medlemmer af arbejdsgruppen bag bøgerne. ”Gudstjenestens Bønner II” indeholder kollekter og bønner til alle de gudstjenester, der er vokset frem i folkekirken i løbet af de seneste årtier, som fx Valentinsdag, pinsegudstjeneste i det fri, 5. september, Lucia og mange flere. De to kollektbøger udkom på forlaget Aros i henholdsvis 2012 og 2014 og er blevet til i den arbejdsgruppe, som gennem ti år udgav fire bøger i fællesskab (de to andre er ”Himlen i mine fodsåler” (2011) – en samling af bønner til hverdagen, skrevet af mange forskellige forfattere – og ”Epistelklip” (2018), som er refleksioner over alterbogens episteltekster).
Frederiksberg-ritualet er også et kollektivt produkt. Arbejdet med det begyndte i 2015, og ritualet er skrevet af sognepræsterne Vibeke Døssing, Lars Danner Madsen, Christiane Gammeltoft-Hansen og mig, alle præster på Frederiksberg.
Tilståelse
Min artikel må begynde som en tilståelsessag. For er der noget, vi ikke har talt om i de to arbejdsgrupper, så er det køn. I bønne-gruppen, som arbejdsgruppen hed i daglig tale, arbejdede vi tæt sammen både om egne tekster og om de tekster, vi redigerede. Vi vendte og drejede og diskuterede og lo og bandede og var rygende uenige og lykkelige, når vi nåede frem til den ordlyd og form på teksten, vi synes var præcis, som den skulle være. Vi arbejdede med de to liturgiske bøger i ca. fem år med regelmæssige møder og arbejdsophold i Løgumkloster, og jeg husker intense, givende, enormt lærerige og øjenåbnende samtaler om alt muligt. Men jeg husker ikke en eneste samtale om køn, bortset fra en enkel heftig én om MeToo. Vi holdt mange forskellige discipliner i luften i arbejdet: dogmatik, eksegese, systematik, liturgik, kulturanalyse, sprogvidenskab, litteratur. Men kønsteorier var ikke på dagsordenen.
Ligeledes i arbejdsgruppen om Frederiksbergritualet. Også den arbejdede i mange år, fra 2015 til 2022, men ikke en eneste gang drøftede vi køn i forhold til dåbsritualet. Vi drøftede dåb i oldkirken; vi talte om dåb i økumenisk sammenhæng; vi gennemgik ritualet med en forfatter, og vi talte og talte og talte selvfølgelig om dåbens teologi, om menneskers erfaringsverden og om liturgisk form. Men køn? Nej.
Hvorfor ikke?
Det er selvfølgelig det store spørgsmål, efter at tilståelsen er faldet. Og det er det spørgsmål, jeg vil forsøge at besvare. Hvorfor er det ikke faldet os ind at drøfte køn i liturgisk sprog? Der findes to primære svar på det spørgsmål. Det ene svar er defensivt, det andet offensivt, og de kan i foreløbig og brutal korthed formuleres sådan:
Svar nr. 1: folkekirken og dansk teologi er langt bagud i forhold til kønsdebatten generelt. Dette skyldes dels en blindhed for sagens væsentlighed og dels en lettere arrogant forståelse af, at den danske kirke og det danske samfund i det hele taget allerede er langt forud i køns-problematikken i den forstand, at det slet ikke er noget problem i vores kirke (og samfund). Jeg anerkender, at dommen over mig (og de to arbejdsgrupper) kan lyde på både blindhed og arrogance.
Svar nr. 2: Nok har vi ikke i de to arbejdsgrupper direkte beskæftiget os med køn i liturgien i den forstand, at vi fx har drøftet kønnede gudsprædikater og orienteret os i kønsteorier generelt. Men vi har ikke følt det påkrævet at tale om køn og sprog, for vi har været stærkt optaget af liturgisk rummelighed i et bredere teologisk, humanistisk og socialt perspektiv.
(For)svar nr. 1
Jeg har gennemlæst kollekterne i ”Gudstjenestens Bønner I” og Frederiksberg-ritualet med henblik på at opdage, hvordan køn ubevidst er blevet formuleret af os som skribenter. Hvad afsløres i eftertankens lys? Jeg har begrænset min søgning til at gælde kønnede guds-prædikater i den meste overfladiske forstand, nemlig i tiltalen til Gud. Jeg har særligt søgt efter, hvor meget gudsprædikaterne Fader, Far og Herre benyttes, ud fra den mistanke at gudsprædikatet kunne ske at hælde til den maskuline side i vores tekster.
I Frederiksberg-ritualet finder jeg prædikatet Herre 1 gang som direkte prædikat i de tekster, vi har skrevet. Herre forekommer i alt 7 gange, de øvrige 6 gange er i Credo og i bibeltekster. Fader forekommer 15 gange, men kun 2 gange som prædikatet i vores tekster. Far forekommer 3 gange som prædikat.
Søger jeg prædikatet Herre i ”Gudstjenestens Bønner”, finder jeg, at jeg selv bruger det gudsprædikat 15 gange, mens Elof Westergaard bruger det 2 gange. Søger jeg derimod Fader og Far, så anvender jeg det prædikat 2 gange, mens Elof Westergaard bruger det 41 gange. I det tal inkluderes hele trinitatis-tiden, hvor han bruger formuleringen Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som er på himlen og i jorden meget konsekvent som indledning til kollekten.
Jeg tillader mig at konkludere to ting, som kun delvist frikender mig selv for blindhed og arrogance. For det første er det ikke et overvældende antal prædikater, der er kønnede, hverken i dåbsritualet eller i kollekterne, når det gælder dem, vi selv har sat pen til. Dog med den meget væsentlige undtagelse som min egen brug af Herre i kollekterne er. Det er helt klart udtryk for min blindhed og uopmærksomhed, at jeg benytter det prædikat så ofte. Det faldt mig ganske enkelt ikke ind, at jeg hermed kønnede gudsprædikatet ret markant. Og eftersom problemstillingen ikke faldt mig ind, har jeg undladt at drøfte med mig selv og gruppen, om det er betimeligt eller ej at benytte det.
For det andet har vi brugt liturgiske standardformuleringer, som vi burde have drøftet brugen af, uanset hvad udfaldet af debatten så var blevet. Det gælder især den trinitariske formulering Fader, Søn og Helligånd. Her er vi selvfølgelig helt inde ved navet i det dogmatiske hjul. Formuleringen er så central i vores tradition, at vi måske netop er blevet blinde for, om den kunne omformuleres. I maj måned 2023 var præsterne på Frederiksberg på studiebesøg i Stockholm. Her fik vi lejlighed til at høre om Svenska Kyrkans arbejde med en ny Kyrkohandbok, som blev taget i brug i kirken i 2018. Vi havde særligt efterspurgt, hvilke tanker de havde gjort sig om inklusivt sprog i liturgien. Jeg bed mærke i muligheden for at erstatte formuleringen Fader, Søn og Helligånd med Skaberen, Frelseren og Trøsteren.
Når vi nu er ved Svenska Kyrkan, så vider jeg nu perspektivet lidt ud – fra de to arbejdsgrupper jeg har været involveret i til folkekirken som institution. I maj 2023 nedsatte kirkeministeren en dåbskommission. Kommissionens opdrag er at ”reflektere og drøfte dåbsteologi og -ritual og -praksis. Kommissionen skal på baggrund heraf fremlægge en vurdering af, hvorvidt der er behov for større eller mindre ændringer, som i givet fald skal udmøntes i et forslag til et nyt dåbsritual” (Kommissorium_for_en_daabskommission.pdf (km.dk)). Jeg søger forgæves efter tegn på, at kirkeministeriet – og biskopperne, der har taget initiativet – har haft overvejelser om køn i liturgisk sprog. Det nærmeste, jeg kan komme det, er nr. 4 af 6 forudsætninger, som opstilles for arbejdet. Den pågældende forudsætning lyder: ”bevidsthed om samtid, kultur og samfund, herunder sprog og erfaring såvel som fremmedhed og andethed” og så henvises der til punkt 6 i selve kommissoriet, hvor der heller ikke står noget særskilt om køn, men hvor det slås fast, at ritualet på samme tid skal være båret af traditionstroskab og erfaringsnærhed.
Til sammenligning gengiver jeg her, hvilke forudsætninger Svenska Kyrkan’s arbejde med inkluderende sprog i Kyrkahandbok 2018 har haft:
Förhållningssätt i kyrkohandboksrevisionens strävan efter ett inkluderande språk:
Kontinuitet med bibel och tradition och uttrycka den kristna tron på Guds treenighet, inkarnationen och uppenbarelsen i Jesus Kristus.
Utgår från att Gud är bortom kön.
Varsamhet vad avser inarbetade och välkända texter. Förändringar genomförs företrädesvis med alternativrikedom, nya alternativ och föreslagna formuleringar.
Kombinerar ett könsneutralt och ett könskompletterande språk. Ord som framhäver Guds överhet bör medvetet kompletteras med ord som beskriver Gud som befriaren, i solidaritet med marginaliserade och förtryckta.
Utesluter inte att det kan finnas goda skäl att använda maskulina bestämningar för att tala om Gud.
Strävan att synliggöra människor, oavsett kön, ålder, förmågor och bakgrund. Om mänskligheten som helhet åsyftas bör könsneutrala ord eftersträvas.
Tanken om människors lika värde och från en analys av hur marginalisering och osynliggörande bidrar till ojämlikhet i samhället.
Tar vara på rikedomen i det bibliska språkbruket samtidigt som moderna bilder, präglade av andra relationer mellan könen, kan användas2.
Det er en kendt sport i dansk kirkeliv at gøre nar af svenskerne for politisk korrekthed i forhold til deres liturgiske arbejde. Efter at have besøgt Svenska Kyrkan i Stockholm og hørt mere om deres liturgiske arbejde, vil jeg konkludere, at megen dansk modstand kan have rod i uvidenhed. En nærlæsning af ovenstående forudsætninger er for mig en tydeliggørelse af, at den svenske kirke både har taget kønsspørgsmålet alvorligt, og at debatten har resulteret i en nuanceret og i sig selv inkluderende stillingtagen til problematikken.
Jeg kender mig selv skyldig i at have overset og udeladt en samtale om inkluderende sprog, hvad angår køn i mit arbejde med bønner og dåbsritual. Jeg ærgrer mig over at være gået glip af at finde ud af, hvor en fordybelse i dette kunne have ført hen. Min bekendelse rummer ikke nødvendigvis en konklusion om, at det liturgiske sprog i folkekirken som sådan er problematisk kønnet og unuanceret. Men jeg indrømmer, at jeg har været blind for problematikken, og at det i lyset af kirkens lange historie og tendens til maskulin/mandlig dominans er arrogant og skadeligt for begge køn at lade problemstillingen ligge hen i uoplysthed.
Men jeg lægger mig ikke helt ned, for nu kommer svar nr. 2.
(For)svar nr. 2
Som ovenfor beskrevet, så har vi ikke i de to arbejdsgrupper direkte beskæftiget os med køn i liturgien i den forstand, at vi fx har drøftet kønnede gudsprædikater. Det må jeg erkende og nu også undre mig over. Her følger mit andet svar på, hvorfor det er sådan. Og indrømmet: det er et (for)svar, der gives i eftertankens og bagklogskabens lys – et forsøg på en analyse af egen (ubevidste) praksis.
Overordnet sagt er analysen, at vi ikke har følt det påkrævet at tale om køn og sprog, fordi vi har været stærkt optaget af liturgisk rummelighed i et bredere teologisk, humanistisk og socialt perspektiv. Spørgsmålet om køn har været underordnet i forhold til spørgsmålet om, hvordan vi i et bredt perspektiv kan formulere et liturgisk sprog, der opleves inkluderende og relevant for alle mennesker i vores tid.
Men allerførst vil jeg overveje, hvordan vi generelt i folkekirken taler om inkluderende sprog i forhold til køn i folkekirkens liturgi, hvis vi da gør det. Min påstand vil være, at vi hovedsageligt gør det ud fra to opstillede identiteter, nemlig det mandlige og det kvindelige. Vores spørgsmål omhandler, for så vidt vi overhovedet stiller dem, hvorvidt vi taler om Gud med mandlige eller kvindelige adjektiver? Tiltaler vi Gud med maskulint prædikat eller med feminint? Tiltaler vi Gud som Fader og Herre eller på anden vis? Tillægger vi Gud evner og kendetegn, som vi generelt forstår som maskuline? Eller giver vi Gud betegnelser og træk, der er kvindelige? Eksporterer vi i det hele taget vores opfattelse af køn til vores gudsbillede?
Den første del af min artikel illustrerer netop denne tilgang til debatten. Når jeg opregner, hvor mange gange Gud tiltales som Fader, Far eller Herre og problematiserer dette, så gør jeg det ud fra en forforståelse af, at der findes to køn, manden og kvinden; der findes det maskuline og det feminine, og jeg overfører den opfattelse til gudsbilledet. Har jeg den forståelse, så kan det naturligvis blive en kamp, om Gud tiltales som mand eller en kvinde. Står jeg fast på den opfattelse, at der findes to essentielle køn, så kommer vi let til at slås om, hvilket prædikat vi tillægger Gud. Men det er selve denne præmis, som kan anfægtes. Anfægtelsen kan selvfølgelig bestå i, om det overhovedet giver mening at tillægge Gud et køn. Udfordringen bliver så, hvordan vi kan tale til Gud i kulten, i den liturgiske praksis. Hvilket prædikat bruger vi? Især når vi netop er en inkarnatorisk religion, hvor vi også skal tale om guden som menneske og manden Jesus. Men anfægtelsen kan også komme til os via antropologi og kønsteori.
Judith Butler, professor ved Berkeley University, er blevet kaldt opfinderen af kønsteori. En titel, hun ikke anerkender, idet hun peger på, at mange er gået forud for hende3. Fx Simone de Beauvoir, der i sin bog ”Det andet køn” fra 1949, taler for, at kroppen ikke er et faktum, og at køn er noget, vi bliver og ikke noget, vi er.
På amerikansk kan man skelne mellem ”sex” og ”gender”. Judith Butler er ikke konstruktivist og anerkender, at mennesket er født med et køn. ”Sex” angiver altså det biologiske, mens ”gender” handler om det køn, vi bliver til. ”Gender” bliver til som resultat af kulturelle normer, historiske påvirkninger, familiær indflydelse, psykiske dispositioner osv., og vi er medskabende. Køn er ikke en fast essens, men en porøs proces. Hun taler om, at køn er performativt i den forstand, at køn (gender) hele tiden produceres og reproduceres af os selv og vores omgivelser. At blive til som køn er en fortsat og ikke endelig proces, et åbent spørgsmål. At køn er performativt betyder, at du ikke er et køn, men gør køn; der er tale om handlinger, der ændrer virkelighed. Fuldstændig som når vi erklærer brudeparret for at være ægtefolk både for Gud og mennesker: det er ikke en konstruktion, men en performativ handling, der ændrer virkelighed.
Judith Butler siger i dag, at hun ikke er særlig optaget af, hvilken kønsteori der er mere sand end andre. Nu ligger hendes engagement i at gøre sit til at hindre, at mennesker udskældes, udgrænses eller endog angribes fysisk på grund af det udtryk, de giver deres køn. Angreb på køn er et angreb på demokrati, fordi det er et angreb på frihed, siger hun.
Professoren fra Berkeley er en inspiration, fordi hun udstikker en anden retning for talen om inklusivt sprog i liturgien, om køn i det liturgiske sprog, end den jeg var i gang med at forfølge i første del af artiklen her. Når jeg skal svare offensivt og analysere, hvordan vi har arbejdet med køn i udarbejdelsen af kollekter og dåbsritual, så er mit svar, at det har vi netop slet ikke, hvis spørgsmålet forudsætter, at vi taler om en essens, vi kalder det mandlige og en essens, vi kalder det kvindelige. Mit svar er, at vi (igen ikke-bevidstgjort) har fulgt de tanker, Butler formulerer og på den måde undladt at definere det mandlige og kvindelige som to solide essenser og dermed undgået et slagsmål om, i hvor høj grad det kvindelige kontra det mandlige er repræsenteret i liturgien. I den kamp ville vi blot risikere at slå disse essentielle definitioner mere fast, end de allerede er. Altså: på samme måde som Butler ikke er interesseret i at fastholde kønnet som essens, har vi ej heller været optaget af at drøfte køn som essentielle størrelser i liturgien. Vi har ikke opfattet det som en problemstilling, der var relevant endsige gavnlig.
Med inspiration i Judith Butler og Simone de Beauvoir foreslår jeg, at vi griber fat i problematikken fra en helt anden side, og jeg tror, det må begynde i en kristen antropologi; altså hvordan opfatter vi det kristne menneske. Jeg foreslår, at vi følger dr. teol. Eva Skærbæks tanker, når hun opfordrer til, at vi holder op med at tale om identitet og i stedet for taler om det kristne subjekt. I hendes artikel ”Forholdet mellem etikk og kristen tro med udgangspunkt i Gal. 3,28”, skriver hun: ”…ingen menneskelig diskurs, heller ikke en feministisk, kan berette hvad en mand og hvad en kvinde virkelig er. Det vil slå fejl fordi det som bliver defineret, ikke er et menneske men noget andet og mindre. Teologiens opgave er ikke at se på identitet indenfor det givne system, men snarere at beskytte mennesker fra enhver endelig definition bortset fra den at være skabt af Gud og værdig til kærlighed” (Skærbæk 2001, 500)4. Disse få præcise linjer mener jeg kan forstås som en teologisk tolkning af Butlers optagethed af at sikre, at ingen mennesker lukkes inde i for absolutte kønsdefinitioner og/eller lider under angreb på grund af køn. Eva Skærbæk skriver videre: ”Alle definitioner som gør os mindre eller opretter hierarkier, falder bort i lyset af at være én i Kristus” (Skærbæk 2001, 500). Vores opgave i liturgien, såvel i kirken som helhed, er ikke at oprette lighed mellem kønnene og mellem mennesker, for den lighed er kristent set allerede oprettet og stadfæstet i dåben, hvor vi ifølge den dåbsformel, som Paulus har overtaget, og som slår fast, at vi allerede er én i Kristus Jesus, for ”her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” (Gal 3,27-18). Eller med endnu et citat fra Eva Skærbæks artikel: ”At være optaget i Kristi historie er at være menneske, frigjort fra alle definitioner som gør os mindre end vi er. Derfor behøver ingen længere at kæmpe for at blive noget vi allerede er, nemlig inkluderet” (Skærbæk 2001, 507).
Det antropologiske synspunkt jeg tilgår liturgiens sprog med, er altså teologisk defineret af dåbsformlen i Galaterbrevet. Her er der ikke tale om, hvilken identitet et menneske har, ej heller kønsidentitet. Her er der tale om, at mennesket er et kristent subjekt – frit, fordi subjektet er fri-sat ved at være delagtig med Kristus og dermed større end enhver definition, mennesker kan finde på at give hinanden.
Når vi altså taler således om det kristne menneske, må vi tale om Gud på samme vis. Vi må undlade at lade os optage af, hvorvidt Gud beskrives med ”mandlige” eller ”kvindelige” adjektiver og prædikater, for ligesom disse to essentielle definitioner er utilstrækkelige antropologisk, så er de det også liturgisk. I stedet for må vi udvide vores liturgiske sprog om Gud, således at det i en bredere forstand rammer virkeligheden og vores forskelligartede menneskelige erfaringer. For at sige det helt firkantet: det er ikke afgørende, om vi kalder Gud for han eller hun. Det handler om, hvordan vi i det hele taget taler inkluderende om Gud. Judith Butlers optagethed af, at krænkelser, som mennesker udsættes for på grund af deres måde at være køn på, er en krænkelse af demokratiet, fordi det anfægter menneskets frihed, bør vi parallelisere med en optagethed af, at mennesket i liturgien mødes med den forforståelse, at mennesket allerede er inkluderet, anerkendt og frit, når det træder ind i gudstjenesten, som kristent subjekt og ikke som en bestemt identitet. Liturgien skal ikke udjævne forskelle men ligestille forskelle. Identitetspolitik kan sikket have en frigivende effekt, men kan lige så vel have en stærkt begrænsende og afgrænsende virkning og det liturgiske sprog skal ikke gå ned ad den vej. I det liturgiske sprog skal vi ikke tale om identitet, men om mennesket som subjekt og om relationen Gud-menneske og menneske-menneske. Igen: som Eva Skærbæk siger: ”Alle definitioner som gør os mindre eller opretter hierarkier falder bort i lyset af at være én i Kristus” (Skærbæk 2001, 500).
Og hvordan har vi så gjort det?
Det bedste svar på det er faktisk det teologiske svar. Nemlig, at vi i både liturgisk sprog og indhold har arbejdet ud fra den forudsætning, at mennesket allerede er frit, inkluderet og anerkendt – altså frelst – i det øjeblik, det træder ind i kultens rum. Vi har negligeret identitetsspørgsmålet og kun opholdt os ved, hvordan sproget kan udtrykke den accept af mennesket som menneske, uanset køn (sex og gender), etnicitet, social status osv, vi finder i kristentroen. Det liturgiske sprog i kollekter og bønner skulle gerne opleves som en stadfæstelse af den menneskelige frihed, som Judith Butler taler for i sin kønsteori, og som vi opfatter som et kristent grundtema. Lad mig derfor afslutte artiklen med en indgangsbøn, skrevet af mig og en udgangsbøn, skrevet af Elof Westergaard. Begge er forhåbentligt to små illustrationer af vores tankegang:
Lysets Gud din kirke står midt i vores verden, og vi er kommet herind for at se en flig af paradiset. Luk vores sind op så vi opdager at himlen er åben. Giv os øjne så vi kan se at din søn er levende til stede hos os.
Herre, Jesus Kristus du som ikke kan rummes i himlenes himle, tak fordi du bor i verden og deler livet med os. Her bryder du alle skel ned og bygger et rigt fællesskab der åbner verden som vores hjem. Tak for vores synders forladelse og håbet om det evige liv.
Bønnerne forudsætter, at vi ikke behøver at kæmpe for noget, som vi allerede hver og én er; nemlig inkluderet i Guds rige (”vi opdager at himlen er åben”; ”vi kan se at din Søn er levende til stede”; ”du bor i verden og deler livet med os”; ”her bryder du alle skel ned og bygger et rigt fællesskab”).
Afslutning
Denne artikel er en tilståelsessag og et forsøg på et forsvar i bagklogskabens og eftertankens lys. Som det allersidste skal jeg blot slå fast, at alt, hvad du har læst, er jeg alene og ikke de to arbejdsgrupper ansvarlig for. Mine kolleger i arbejdsgruppen skal ikke stilles til regnskab for mit efterrationaliserende forsvar for en ikke-eksisterende debat. Men vi forstår jo livet baglæns, og jeg håber, at læseren i lighed med mig er blevet lidt klogere på køn og liturgisk sprog. Og endelig er mit håb, at folkekirken i lighed med den svenske kirke vil sætte køn og liturgi på dagsordenen, når dåbs- og nadverkommission samt et liturgisk forum i de kommende år skal arbejde med vores liturgi. Resultatet af en sådan drøftelse er på ingen måde givet på forhånd, hvilket jeg håber, min artikel har vist. Men den vil helt givet være teologisk frugtbar for folkekirken.
Provst Kirsten Jørgensen, Frederiksberg.
Litteratur
Bjerre, Malene m.fl. 2012 og 2014: Gudstjenestens Bønner I og II. København: Aros
Helle, Sophus 2023: ”En pervers hegelianer”. I Weekendavisen 15.2.2023
Skærbæk, Eva 2001: ”Forholdet mellem etikk og kristen tro med utgangspunkt i Gal. 3,28”. I Kirke og Kultur 5/6 2001. Oslo.
Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC-BY 4.0)
