Paulus og kærlighedshjernen

Projektet Børn i kirken blev påbegyndt i Københavns Stift i 2016 med et ønske om at styrke fagligheden i kirkens børnearbejde. Projektet resulterede i en undersøgelse af relationen mellem folkekirken og børnefamilier med børn op til 12 år i en storbykontekst (https://bornikirken.dk/undersogelse/), udgivelser af bibelhistorier (https://bornikirken.dk/boeger/), nye bønner til børn i forskellige aldersgrupper og ikke mindst netværksdage og netværksdannelse på tværs af faggrupper og stifter for alle ansatte i folkekirken, der arbejder med børn (https://www.facebook.com/groups/2188399758112035). Alt dette er nu forankret på hjemmesiden (www.bornikirken.dk), der varetages af stiftsudvalget Børn i Kirken og religionspædagogisk konsulent i Københavns Stift, Annette Molin Brautsch. Men det hele begyndte med Lisbet Kjær Müller, der i de sidste år af sit embede som sognepræst i Lindevang Kirke på Frederiksberg begyndte at gentænke sin egen og folkekirkens tilgang til de børn, vi møder i kirken. Det førte til tanker om teologisk progression, kærlighedshjerner og barmhjertighedsbegrebet hos Paulus. Sognepræst, Signe Danielsen, har bedt Lisbet Kjær Müller fortælle om, hvordan det hele begyndte hvad det førte med sig, og hvad det måske kunne føre til fremover.

Hvordan begyndte det hele?

Det begyndte med et ubehag ved ”talen til fadderne” i det nye dåbsritual, som blev autoriseret i 1992. Både ordene til forældrene om, at de skal oplære deres barn ”i den kristne tro”, og til fadderne, at de skal drage omsorg for, at barnet ”oplæres i den kristne børnelærdom”, var allerede dengang helt ude af trit med den virkelighed, vi stod i som folkekirke i hvert fald i København.
De fleste præster har også siden skrevet deres egen tale til forældre og faddere, men det gør det bare endnu mere tydeligt, at der simpelthen ikke finder den ”dåbsoplæring” sted, som ritualet forudsætter, og som folkeskolen i praksis havde haft ansvar for, indtil den nye folkeskolelov i 1975 også indeholdt en ny formålsparagraf.

I den formålsparagraf, som var gældende indtil da fra 1937 (1958), stod der, at “Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i overensstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske lære.” Og det var det, der blev taget ud af den nye formålsparagraf i 1975. Hvad nu med dåbsoplæringen?

I juni 2013 udarbejdede jeg et papir på 7 sider om hele spørgsmålet. Her var der to hovedprincipper for nye læseplaner: 1. Vi skal begynde i Det Nye Testamente med Jesus. 2. Der skal være teologisk progression, så der bliver taget hensyn til barnets alder (0-14 år). Jeg sendte det til biskop Peter Skov-Jakobsen og blev inviteret ind til en samtale, som resulterede i, at jeg blev bedt om at komme med et oplæg for provsterne i Københavns Stift til deres møde 28. august med titlen: Folkekirkens dåbsoplæring: Kristendom for børn – 2013.

Provst Finn Vejlgaard, Hyltebjerg Kirke, fik herefter til opgave at arbejde videre med emnet. Stiftsrådet nedsatte et ad hoc udvalg med Finn som formand, som fik det foreløbige kommissorium at tilrettelægge et temamøde for Stiftsrådets medlemmer om dåbsoplæring i Københavns Stift. Det skete året efter den 11. september 2014.

Fra dåbsoplæring til børn i kirken

Stiftsrådet vedtog på deres møde den 17. februar 2015 kommissorium for stiftsudvalget for dåbsoplæring. Skibet var sat i søen, og allerede samme efterår blev udvalgets navn rettet til: Stiftsudvalg for børn i kirken, hvilket blev foreslået af et af udvalgets medlemmer, Anne-Katrine Odgaard (musikmedarbejder i Flintholm Kirke) og straks bifaldet af resten af udvalget og Stiftsrådet.

Dåbsoplæringsudvalg er et tungt ord og signalerede en snæverhed i målgruppen, som slet ikke svarede til virkeligheden i København, hvor børn og børnefamilier kom til babysalmesang, spirekor og børnegudstjenester, uanset om de var døbt eller ej.

Da børn i kirken fik økonomiske muskler

Projektet børn i kirken havde ikke fået den start og gennemslagskraft, hvis ikke Frederiksberg provsti så generøst satte midler af til det. Provst Kirsten Jørgensen, Godthåbskirken, og menighedsrådsformand fra Lindevang, Inge Lise Pedersen, samt hele provstiudvalget, sørgede for en flerårig bevilling.

Projektet blev således en realitet i 2016 og løb frem til 2019 som et samarbejde mellem Frederiksberg provsti og stiftsudvalget for børn i kirken og med Christina Sønderskov Iversen, (daværende kirke- og kulturmedarbejder i Adventskirken) som projektleder 50 %.

Hvorfor var det vigtigt for dig, at vi skal begynde i Det Nye Testamente?

Det var vigtigt, fordi der er tale om dåbsoplæring, og da vi skiftede navn til Børn i Kirken blev det endnu vigtigere at være tydelig. Det var vigtigt at tage udgangspunkt i kristendommen som en kærlighedsrelation.

Det skal handle om den virkelighed, der er større end vores. Børnene skal møde den virkelighed, fortælles ind i den – kærlighedens virkelighed. Gud er kærlighed. Børnene skal høre og føle, at de er elsket af Gud, og at de skal elske hinanden og passe på hinanden. Desuden skal deres relation til Gud (deres gudsbillede) her udvikle sig i takt med deres alder.

Hvad er teologisk progression?

Jeg har allerede antydet det, fordi det hænger sammen med at begynde med Jesus, hvor relationen til Gud er éntydig kærlighed og barmhjertighed.

Der har været en lang tradition for at begynde bibelhistorier for børn med Det Gamle Testamente. De fleste børn hører historierne om skabelsen, om Noas ark og Babelstårnet i skolen. Det er ofte også de historier, der danner rammen om børnegudstjenester, fordi de er dramatiske og indeholder nogle gode visuelle elementer.

Men spørgsmålet er, hvad disse historier siger om den kristne Gud, når børnene hører dem i dag? En Gud der skaber verden på 6 dage, udviser Adam og Eva fra paradiset til et liv på jorden, hvor Adam må arbejde i sit ansigts sved og Eva føde sine børn med smerte. En Gud der slår mennesker ihjel undtagen Noa og hans familie, og en Gud der ikke ønsker, at de forskellige folkeslag skal kunne tale sammen.

Disse fortællinger tegner et andet billede af Gud og hans forhold til mennesker end det, der kommer til udtryk i forkyndelsen af Jesus i Det Nye Testamente. Her er Gud éntydig, ligesom faren er det i lignelsen om den fortabte søn. Faren er god og kan ikke rokkes, derfor bliver det tydeligt, at det er de to sønner, der er tvetydige og må se at få talt sammen.

Når Gud ikke er ambivalent, må vi opgive det gamle spørgsmål om, hvordan Gud kan tillade det onde. Og i stedet begynde at tænke på og tale om, hvorfor vi selv gør det.
Det er den virkelighed, børnene selv dagligt står i, og der er en stigende bevidsthed om, at børn lærer gennem historier. Historier hjælper dem med at forstå den verden, som de vokser op i, og til at bearbejde de erfaringer, som de gør sig hver dag.

Derfor var det en lykke, at Børn i Kirken fik mulighed for at fremstille et inspirationsmateriale, der helt bevidst begynder med Jesus og hans far Gud. Det har vist sig, at det fundament har givet nye perspektiver for forkyndelsen. For nu er der ikke tvivl om, at Gud er forbundet med os, og vi er forpligtet på at være forbundne med hinanden.

Det er det enkelte barn, der vokser op med en viden om og forståelse for, at kærligheden og barmhjertigheden er bindemidlet, og med en bevidsthed om, at det, efterhånden som det vokser op, selv er med til at tænke og tale, og dermed danne gode relationer til de andre.

Hvordan kom hjerneforskningen ind i billedet, og hvad er en kærlighedshjerne?

Samtidig med, at jeg sad og læste Paulus’ breve i rækkefølge og efterhånden følte, at jeg så ind i hans hjerne og mærkede hans ånde, stod jeg helt tilfældigt en januardag i 2020 i boghandleren i Frederiksberg Centret, og min opmærksomhed blev henledt på en udstillet bog. Det var udgaven af Peter Lund Madsens bog: Dr. Zukaroffs testamente, Version 2.0. En bog om menneskehjernen, der netop var kommet i en ny udgave i 2019.

Jeg brugte mit første år i coronatiden til at sætte mig ind i menneskehjernen ifølge Peter Lund Madsen og hæfte mig ved de nye erkendelser, som nødvendiggjorde 2. udgaven. Samtidig blev jeg mere og mere opmærksom på en sammenhæng mellem Paulus’ tænkning og vores mageløse menneskehjerne.

Paulus’ breve

Paulus er den første kristne tænker vi kender. Vi har breve fra hans egen hånd, hvor han skriver om kærlighedsfællesskabet i Kristus. Han taler om tro, håb og kærlighed. Men Paulus kan også vende det om og skrive tro, kærlighed og håb. Troen kalder han en anstrengelse, kærligheden er hårdt arbejde og håbet er udholdenhed.

Det interessante er, at Paulus ikke taler om en modsætning mellem tro og viden. Længere henne i brevet (1. Thessalonikerbrev) skriver han, at troen har med erkendelse at gøre. ”Jeg vil ikke, at I skal være uvidende om…”.

Paulus er filosof, han tænker sig frem til klarhed. Og det er det første, vi gerne vil hjælpe børnene med; forståelsen af, at man ikke behøver at tage hovedet under armen, når man går ind i en kirke.
Det andet er det, som jeg har kaldt kærlighedshjernen. For hvor i hjernen sidder næstekærligheden? Hører den ikke hjemme i hjertet?

Paulus bruger ofte billedet med ”hjertet”. Taler om hjertets omskærelse i modsætning til omskærelse i kødet. Det er tydeligt, at hjertet i antikken betød noget andet, end det gør i dag. Når der i juleevangeliet står, at ”Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” (hyrdernes ord i Lukasevangeliet kapitel 2, 19), så hører vi det i dag nemt som en moderlig følelse, hun lagrer i sit hjerte. Men da det blev skrevet og mange århundreder efter, har man med hjertet ment det, vi i dag forstår ved hjernen. Det var visdom, der lagres.

Det er derfor man i Bibelen 2020 oversætter: ”Maria lyttede omhyggeligt til alt, hvad der blev sagt, og bagefter tænkte hun tit over, hvad det betød.”

Er det frækt at oversætte sådan?

I hvert fald er det tættere på den virkelighedsforståelse, som de havde dengang, hvor hjertet ikke kun var sæde for følelserne, men også dér hvor viljen sad. Den vilje som vi i dag forbinder med hjernen.

Hjertet er i dag også hjernen

I dag er hjertet sæde for følelserne, og derfor misforstår vi let brugen af hjertet i kristendommen. Så når vi møder hjertet i bibelen og i salmerne, er det klogt at være opmærksom på, at hjertet omfatter både det, vi i dag forbinder med hjertet, og det vi i dag forbinder med hjernen. Der var dengang ikke noget skisma mellem hoved og krop – mellem følelser og forstand.

Børnene fødes ikke med et skel mellem hoved og krop, men hvis vi ikke er bevidste om det, kan de hurtigt vokse op med det, for det ligger i kulturen men ikke i næstekærligheden. Næstekærlighed er med vilje, og i dag er det vigtigt, at vi selv og også børnene bliver klar over, at hjernen både historisk og teologisk har været en overset legemsdel.

Jeg er meget optaget af spørgsmålet om barnehjernens udvikling og forståelsen af, at barnets hjerne udvikler sig i livmoderen og mens det er helt nyfødt. Når barnet fødes er ca. 86 milliarder nerveceller klar til at forbinde sig med hinanden i hjernen. Det er et mirakel, at det kan lade sig gøre. Hvordan kan det lade sig gøre?

Hjernen skal stimuleres for at udvikle sig

Her taler forskerne om den rette ”stimulation”. Man regner med, at det er sådan, at de nerveceller, der bliver stimuleret, får lov til at bestå, og de styrkes, mens de narvecelleforbindelser, som ikke stimuleres, forsvinder, idet de bliver regnet for unødvendige. Måler man nervecelleforbindelser og sammenligner børn og voksne, har børn langt flere nervecelleforbindelser end voksne. Som Peter Lund Madsen skriver i en anden bog (Frihedens pris, s 147): ”Det er sådan, at nydannelsen af nerveceller hurtigt holder op og i praksis dannes der ikke nye nerveceller af betydning efter den allertidligste barndom. Den videre udvikling af hjernen foregår ved modning og etablering af effektive nervecelleforbindelser.”

Det er både skræmmende og fascinerende. For vi ved jo godt, hvor meget det betyder, at barnet bliver stimuleret lige fra fødslen. For eksempel kan Ann-Elisabeth Knudsen, som også har skrevet en bog om børns hjerner, vise, at man kan måle kærligheden i hjernebarken på børn. Hendes eksempel er, at børns hjerneaktivitet, når de leger eller ser fjernsyn, ikke er noget særligt. Men når barnet får øjenkontakt med et andet menneske, som det har en nær relation til, så stiger hjerneaktiviteten helt vildt. Det kaldes ”eye contact effect”. Relationen til andre mennesker er simpelt hen det, der kickstarter hjernen.

Kærlighedshjernen

Du spurgte, hvordan hjerneforskningen kom ind i billedet, og hvad er en kærlighedshjerne? Det kan jeg svare på, netop ved at vise dig et udsnit af et billede af nogle hjernescanninger, som du kan se på Louisiana indtil 1.4.2024 i forbindelse med deres udstilling ”om det uerstattelige menneske, om kreativitetens vilkår i den kunstige intelligens’ tidsalder”.

De 12 scanningsbilleder er fordelt i to kolonner. Til venstre seks billeder af en hjerne, der er i gang med en konkret kognitiv krævende opgave og til højre en tilsvarende kolonne med seks billeder af en hjerne i hviletilstand.

Da man sammenlignede de to kolonner, overraskede det forskerne, at der også var aktivitet i højre kolonne. Man havde hidtil troet, at hjernen ville have et begyndelsespunkt, når den ikke lavede noget målrettet, og en øget aktivitet, når den gik i gang med særlige opgaver. Men nu viste scanningen, at store dele af hjernen er aktiveret, når den laver ”ingenting”. Som der også stod i ledsageteksten til planchen:

”Forskere har vist, at det især er tankeprocesser forbundet med ens identitet, forhold til andre og fortid og fremtid, der foregår som en del af dette default mode-netværk, når vi hviler os, keder os eller dagdrømmer”.

Det var faktisk ved et tilfælde, at forskerne opdagede dette netværk, som på dansk hedder ”grundtilstandsnetværket”, og som er aktivt, når vi ikke skal foretage os noget bestemt, men bare sidder i sofaen, kigger ud ad vinduet og lader tankerne vandre og dagdrømmer. Det er også det netværk, som er aktivt om morgenen, inden jeg skal i gang med alle dagens skemalagte opgaver. De lyse indfald kommer ofte om morgenen, og tit ud af en natte-smerte. Det er her de kreative processer opstår, og det er også her den hellige ånd kommer ind og danner bevidsthed.

For grundtilstandsnetværket er ikke kun et netværk af tæt forbundne nerveceller, men det hænger sammen med flere regioner i hjernen: Med hippocampus som spiller en vigtig rolle for hukommelsen (erindringen), og med den præfrontale cortex, som indgår i beslutninger, adfærdskontrol, planlægning og forudsigelse af mulige konsekvenser af vores handlinger.
Det har været et gennembrud for mit arbejde med Paulus som tænker at opdage denne nye forskning omkring hjernen og dens processer.

Identitet og forhold til andre foregår i den hjerne, der arbejder, når vi er i hvile. Det er netop det sted i hjernen, som vi i kirken gerne vil give børn og deres voksne lov til at være i. De slapper af, de skal ikke noget bestemt, men det betyder ikke, at de ikke bruger deres hjerner, de er bare frie til at lade tankerne vandre.

Hvad kan Paulus bidrage med i mødet med børn i kirken?

Ja, det er det gode spørgsmål. Jeg har allerede været ind på det. Kirken kan lære børnene at tænke sig om. Som du selv (red: Signe Danielsen) har skrevet i en blog: ”Paulus tænker, mens han skriver, han undrer sig, stiller spørgsmål og forsøger at få menighederne i den anden ende til at tænke med. På den måde kan vi gøre børnenes møde med kirken dialogisk.” https://bornikirken.dk/er-paulus-for-boern/

Så er Paulus fremtidsklog. Han er den første, vi kender, som i sin tænkning ikke gør forskel på folk. Jesus er for alle, og det er Paulus også, det er netop det, hans tænkning handler om. De ydre forskelle betyder ikke noget i forhold til Gud. Der er ikke forskel på mand og kvinde, hvilket var helt uhørt i antikken. Paulus taler ligefrem om ”det indre menneske”.

Svend Brinkmann nævner ikke Paulus i sin bog om filosofi for børn. Men derved bliver Paulus et ”missing link” mellem de gamle grækere, Sokrates, Platon og Aristoteles på den ene side og den nye tids mænd Descartes, Kant og Kierkegaard på den anden side.

Men det kan ikke skjule, at Paulus ved hjælp af sin tænkning skaber det rum i hjernen, som blev til det, der udviklede kristendommen til at være for alle. Den fik universel betydning, fordi den ikke kun var intuitiv men også en åndelig drivkraft og et håb om at gøre det bedre. Vi er i den kreative hjerne, hvor du bare sidder eller ligger og laver ingenting. Alt det ydre betyder ikke noget, det gør det indre. Det er her det, Paulus kalder ”det indre menneske”, opstår. Og det vil jeg nu gerne fortælle meget mere om.

Paulus tænker nyt

Paulus har ikke kendt Jesus og er også nok 10-20 år yngre. Han skriver selv, hvordan han som jøde og farisæer ivrigt bekæmpede de landsmænd, som var kommet til tro på Jesus som Kristus. Så han vidste, hvad det handlede om med Jesus, da han pludselig fik en åbenbaring fra Gud, som han selv beskriver sådan: Gud besluttede at åbenbare sin søn i mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt ikke-jøder (Gal 1,16).

Det skete i ham. Den autoriserede oversættelse skriver bare, at Gud åbenbarede sin søn for ham, men på græsk står der: i mig. Det understreger, at det er noget, der sker i Paulus, en kaldelse, som med øjeblikkelig virkning ændrede hans bevidsthed og virkelighedsopfattelse. Paulus udvikler det, han kalder ”det indre menneske”.

Det lyder så tilforladeligt, at Gud vil have ham til at forkynde evangeliet om sin søn (Jesus) for ikke-jøder. Gud er for alle, der vil være med. Men det er det lille ord ”alle”, som viser sig at være sprængfarligt, fordi det bryder alle barrierer ned. Så er der ingen forskel i forhold til Gud. Ikke noget ”dem” og ”os”. En bevidsthed om, at Gud ikke er ambivalent, men netop er for alle og enhver. ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” (Gal 3,28).

Det ydre er ikke afgørende. ”For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse.” Gal 6,15. Nu er det hvert enkelt menneske, som har Kristus-bevidstheden, Kristus-ånden i sig. I hjerne og hjerte, vil vi sige i dag.

Når vi taler om ”den skabende og opretholdende Gud”, er det altså den nye skabelse, der tænkes på. Paulus beskriver det et sted netop med ord fra den gamle skabelsesberetning, og her kan jeg ikke lade være med at citere: ”Da Gud skabte verden, sagde han, at lyset skulle skinne i mørket. Nu tænder han lys i vores hjerter, så vi kan se stråleglansen fra Kristus’ ansigt og forstå, at den kommer fra Gud” (2 Kor 4,6 i Bibelen 2020).

Det har med forståelse at gøre, fordi det sker i hver enkelt og i alle. Ved at skrive sig frem til klarhed, har Paulus gjort det muligt for os i dag at forstå, hvad der skete dengang, fordi det har med tænkning at gøre. Der er tale om en ny relation til Gud og de andre. For når der ikke er forskel i forhold til Gud, så må forskellene komme fra os selv – mig selv. Paulus beskriver det ret ubarmhjertigt i Galaterbrevet: ””Du skal elske din næste som dig selv”. Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt! Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst”, dvs. drifterne (Gal 5,15).

Paulus inddrager i Romerbrevet i langt højere grad fornuften som det instrument, den kristne skal bruge til at afgøre etiske problemer. Det er her Paulus viser sit format, han tør skifte mening. Han opgiver kærligheden som det største. Måske er kærligheden blevet et problem. Det er et tvetydigt ord og rummer mange forskellige følelser, alt efter hvilken relation, der er tale om.
Barmhjertigheden bliver nu fundamentet. Gud har forbarmet sig, og vi går som mennesker fra at være syndige væsener til at være afhængige væsener – afhængige af barmhjertigheden. Det er oplagt med børn i kirken at arbejde med Paulus og filosofi for børn.

Den grundlæggende følelse er, skriver Paulus i brevet til romermenighederne: Guds barmhjertighed.

”Gud har indesluttet alle i ulydighed (synd) for at vise alle barmhjertighed.”

ALLE. Gud er den samme i hele Bibelen, det skal der ikke være tvivl om, Gud er én. Men nu skaber Kristus-troen en ny relation til Gud som den, der forbarmer sig, og på den måde bliver Gud éntydig god.

Det græske ord, der bruges her i kapitel 12,1 om barmhjertighed (οἰκτιρμός), går egentlig tilbage til det hebraiske ord for ”moderliv”, og i Filipperbrevet sidestiller Paulus det med ”indvolde”. Der er altså tale om følelser i kroppen, maven, ligesom kærligheden er lokaliseret i hjertet.

Barmhjertigheden går én vej – fra Gud til os (vertikalt), og så kan vi forbarme os over hinanden (horisontalt).

Det er bevidstheden om, at Gud har forbarmet sig over ALLE, som skaber en ny relation til Gud gennem Jesus. Paulus beskriver det som en forvandling, metamorfose og en fornyelse af sindet (νοῦς), så jeg kan skønne, hvad der er Guds vilje: Det gode.

For den forvandlende kraft er altså barmhjertigheden, som nu er i hvert enkelt menneskes bevidsthed i kraft af barmhjertighedens ånd. Paulus taler om åndens (πνεῦμα) gaver og åndens frugt, som hænger sammen med den nye relation til Gud. Synden er afløst af afhængighed. Jeg er helt afhængig af Guds barmhjertighed, jeg kan ikke selv tage den, den er en ægte gave til alle (πᾶς). Det er nok det vigtigste ord i Paulus’ tænkning, det er det lille ord ”alle”, som driver tænkningen frem. Så er vi alle i stand til at hjælpe hinanden med at danne det indre menneske.

Paulus kalder det nye barmhjertigheds-forhold til Gud et ”forstandigt” forhold, det er ordet ”logikos”. Vi skal lade os forvandle (metamorfose). Så vi får en ny måde at tænke på. Og så konkluderer Paulus kort og godt: Brug jeres forstand med omtanke.

Barmhjertighed på nudansk

Nu er det interessant, at ordet barmhjertighed er blevet et fremmedord på nu dansk. Man valgte da også i Den Nye Aftale, 2007. Det Nye Testamente på nudansk, ikke at bruge ordet barmhjertighed, fordi det ikke ville sige unge læsere noget. Derfor omskrev man ordet. Nogle steder med ”hjalp” og ”hjælpe”. For eksempel hedder lignelsen om den barmhjertige samaritaner nu: ”Samaritaneren, der hjalp den overfaldne mand”. Andre steder har man valgt ”tilgive” og ”tilgivelse”. Det gælder de centrale steder i Romerbrevet kapitel 11: Engang var I ulydige, men nu har I fået tilgivelse og ”Gud har ladet alle mennesker været ulydige, for at han kunne tilgive dem alle sammen.” (11,32).

I kapitel 12,1 er Guds barmhjertighed oversat: ”Kære brødre, jeg opfordrer jer til at give jer selv som en offergave af den slags, Gud kan lide.” (12,1). I Bibelen 2020 har man overtaget dette valg af oversættelse.

Så meget des mere er der grund til at få Paulus på banen og barmhjertighedens ånd ind hver enkelt. Det indre menneske begynder med barmhjertighed.

Hvad skal kirkerne bestræbe sig på i mødet med børn og deres voksne?

”Hvem har du skrevet det til?” Det spørgsmål stillede Frederikke Hultberg, sognemedhjælper på Nørrebro, da hun havde læst mit oplæg om dåbsoplæring. Og jeg måtte efter en kort tænkepause svare, ”mig selv”. Og det har vist sig at være mere sandt, end jeg vidste for 10 år siden.

Vi er i en ny epoke.

Paulus danner den bevidsthedsmæssige grund for det samfund, vi har i dag, det er kommet til at stå mere og mere klart for mig i min læsning af hans breve. Uden Paulus’ tanker havde der ikke været en så præcis beskrivelse af barmhjertigheden i verden.

Jesus’ fortælling om den barmhjertige samaritaner er et godt eksempel på Paulus’ virkningshistorie. Uden ham havde forfatteren til Lukasevangeliet ikke omkring 80 år efter kunnet udfolde sine tanker i en fortælling om barmhjertighed, som har alle de elementer, der skal til for at vi som mennesker kan vise barmhjertighed.

Den barmhjertige samaritaner har helt op i min egen tid været det ultimative billede på næstekærlighed og samfundssind.

Nu er vi nået til en korsvej, og jeg vil opstille seks opmærksomhedspunkter:

• Gud er éntydig barmhjertighed.
  Da Paulus skulle skrive til en menighed, som han ikke kendte i forvejen, måtte han opgive, at kærligheden var det største. Han løb sur i kærlighedens følelser. ”Du skal elske Herren din Gud” og ”din næste som dig selv”. Kærligheden blev for ”fluffy”. For ”Kristus i ham” havde netop skabt en bevidsthed om, at Gud er for alle uden undtagelse og derfor ikke er ambivalent i sine følelser.
  Derfor tænker Paulus sig frem til barmhjertigheden, som er vertikal. Det giver ikke mening at tænke på, at vi skal føle barmhjertighed over for Gud. Barmhjertigheden går kun én vej: fra Gud til os.

• At blive opmærksom på, at de store spørgsmål er fælles fra det mindste barn til den ældste voksne.
  Jeg har lige i radioen hørt en præst fortælle, hvordan han taler med konfirmanderne om, hvad der sker, når vi dør? De kom med deres forskellige svar og regnede så med, at han ville komme med et svar. Men han sagde: ”Det ved jeg heller ikke, men jeg tror!”
  På den måde skaber han det skel mellem tro og viden, som lukker for videre samtale. For det gav ham anledning til at fortælle om, hvad han troede, og han var jo præsten!
  Det, vi skal være opmærksomme på, når vi kommer fra Paulus, er, at troen har med viden at gøre i den forstand, at det foregår i vores hoveder, og det er noget, vi kan tænke over.

• Vi er i en ny epoke, hvor de voksne ikke står med færdige svar, som lukker samtalen.
  Du (red: Signe Danielsen) skriver det selv i din blog:
  ”Børnene vil gerne inddrages, de vil gerne tale med. Og de har i høj grad evnen til at stille spørgsmål og undre sig over tingene: endda ofte de samme ting, som Paulus undrede sig over.
  Hvad sker der med vores døde?
  Hvad vil det sige at være kristen?
  Hvad er kærlighed?
  Hvad er tålmodighed?”
  (https://bornikirken.dk/er-paulus-for-boern/)
  

• Det gælder om at danne en ny bevidsthed,
  Det handler om mig selv. Man kan se det på hjernescanningerne. Der er de steder i hjernen, som handler om mit forhold til den ydre omverden. Det er scanningerne til venstre. Det er der, vi for det meste har vores opmærksomhed. Det er der, hvor hjernen arbejder, når vi udfører en pålagt opgave, og de fleste af os har næsten ikke andet end pålagte opgaver.
  Det vil være godt at vise børnene scanningerne i venstre kolonne og lade dem liste op, hvad de selv har af pålagte opgaver i løbet af en dag. Også opgaver, de pålægger sig selv. Det er her, vi bliver trætte og stressede. Det er de ydre krav og regler, normer og uskrevne love. Det er alt det i omverdenen, der vækker vores opmærksomhed både med guld og grønne skove og med skyld og skam. Der er nok at tale om. Men så er der kolonnen til højre, hvor børnene kan se, at hjernen også arbejder, men ikke bliver træt, fordi den er i hvile, der er ikke noget tidspres, fordi den ikke skal præstere, men slappe af. Og hvad sker der så? Ja, det er her hamsterhjulet får baghjul. Det jeg også kalder kærlighedshjernen.
  Børnene ser her ind i, hvad der sker, når de slapper af. Det er her, identiteten dannes, det er her, jeg forholder mig til de andre og til tiden: både fortid og fremtid. Alt det der har med mine følelser at gøre. Følelserne gør forstanden klar, som Grundtvig skal have sagt.
  

• Hvor Gud træder os i møde i Jesus.
  Og her er det i dag ligegyldigt, om vi helt bogstaveligt tænker denne forbindelse oppe fra og ned, nu da vi har Andreas Mogensen svævende rundt ude i verdensrummet. Lad det dog bare handle om at være ”forbundne”. Det vigtigste er, at børnene får et nutidigt sprog for, at barmhjertigheden kommer udefra og ind i hvert enkelt menneske. Jeg kan bedst forklare det med, at vi står på skuldrene af vores forfædre og formødre. Takket være Paulus’ breve har den hellige ånd blæst op gennem tiden, siden Jesus kom til verden, og barmhjertigheden gennem ham blev den bærende følelse og relation til Gud. Det kan da være en idé sammen med børnene at gå på jagt efter barmhjertigheden i fortællingerne om Jesus.
  

• Hvor troen ikke alene er vertikal, men i høj grad også horisontal og udfolder sig i vores forhold til hinanden.
  Ja, det er så her, vi er i kærlighedshjernen. Jeg vil i dag pege på fænomenet ”afhængighed”.
  Det er her hvor Paulus er helt enig med hjerneforskerne, og nu vil jeg nok skifte lidt mellem Paulus’ ordvalg og de ord, vi normalt bruger i dag.
  Vi ved at det lille barn lever og trives ved at være i hænder, få kærlig opmærksomhed, og på den måde opbygges en tillidsfuld relation mellem barnet og den voksne. Denne dannelse er forudsætningen for alt det andet, der sker op gennem barndommen.
  Barnet bruger alle sanser, følelserne udspiller sig i kroppen og opstår i hjernen eller omvendt, det er lige meget her. Det vigtigste er, at jeg som voksen er helt klar over, hvor vigtigt det er, at følelser og sprog hænger sammen.
  Børnene lærer det jo i vuggestue og børnehave, og det er godt, at de lærer, hvordan de skal være over for hinanden. Det, vi som kirke kan, er at lære dem, at vi er afhængige af noget større, en fælles magt, kraft, ånd, som kommer udefra og ind i os og danner bevidsthed. Det, vi som voksne skal være parate til, er at fortælle børnene om Jesus. For hvis han ikke kommer ind i hoved og krop, så kommer han ikke til at være en samtalepartner og danne barnets bevidsthed og indre menneske. Nervecelleforbindelserne dør.

Litteratur

Brinkmann, Svend, Livet, døden og jagten på sandheden. En bog om filosofi for børn. Skrevet i samarbejde med Thomas Brundstrøm, København: Carlsen 2021.

Knudsen, Ann-Elisabeth, Børns hjerner. Hjerne, leg og dannelse i dagtilbud - og et opgør med tanken om tvangsmodning af børn, Frederikshavn: Dafolo 2019, 3 oplag 2020.

Madsen, Peter Lund, Frihedens pris. En kort historie om menneskehjernen, København: Lindhardt & Ringhof 2018.

Madsen, Peter Lund, Dr. Zukaroffs testamente, Version 2.0. En bog om menneskehjernen, København 2019.