Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

”Er der nogen her, der skal myrdes!?”

Published onJan 12, 2023
”Er der nogen her, der skal myrdes!?”
·

Glæden ved at have konfirmationsforberedelse med børn og unge med særlige behov.

Indledning

Replikken ”Er der nogen her, der skal myrdes!?” faldt under en undervisningsgang lige op til påske. Vi var nået til Jesu rettergang langfredag, og konfirmanden ”Thomas” sad dybt koncentreret og med stor umage og farvelagde sin tegning. Det var i første omgang ikke uden en vis irritation, at han lod sig kalde ud i virkeligheden og ind i det lærerstyrede skuespil, hvor han under fordelingen af roller få minutter tidligere havde lagt billet ind på rollen som Pontius Pilatus, og derfor krævede den dramatiske historie nu hans tilstedeværelse for at kunne komme videre. Med nedadhængende mundvige gik ”Thomas” fodslæbende op og indtog sin positur. Men i et nu gik han ind i rollen, vendte sig om mod den ventende folkemængde på pladsen og med en indlevelsesevne, der ville gøre enhver ”method acting”-skuespiller misundelig, tog han rettergangsscenens replikker til et nyt niveau, pegede på Jesus og Barabbas og deklamerede med høj og dramatisk røst: ”Er der nogen her, der skal myrdes?!”

Når lige præcis denne oplevelse kommer frem ved et tilbageblik på mange år som præst med ansvar for konfirmationsforberedelsen af børn fra den lokale specialskole, så er det måske, fordi den rummer flere aspekter af de glæder, udfordringer og velsignelser, som er knyttet til arbejdet med netop denne målgruppe. For det første erkendelsen af at intet konfirmandhold er ens: Har man set ét hold, så har man set ét hold. Selvom diverse diagnoser ofte tilsiger vigtigheden af fastlagte dagligdagsrutiner, herunder opbygningen af undervisningsgangen efter samme gentagende mønster, så vil selve afviklingen af undervisningen altid være fuld af forunderlige overraskelser og uforudsete finurligheder. For det andet erkendelsen af, at selvom der i de senere år forskes intenst i, hvilke undervisningsmetoder ”der virker” ud fra diverse evidensbaserede parametre, så er det fortsat et mysterium at gøre sig til herre over præcist, hvad der sker, når noget lykkes i en undervisningssituation. Der var således ingen tydelige tegn på, at ”Thomas” havde opfanget den indledende fortælling, før han blev kaldt ind i historien, tog fusen på alle tilstedeværende og dermed legemliggjorde, at al undervisning også på det specialpædagogiske område dybest set er et eksperiment, hvis udbytte unddrager sig systematisk kontrol. Og sidst, men ikke mindst: At have særlige behov er ikke ensbetydende med at have nogle særlige ”mangler”. Måske kan disse børn ikke nøjagtigt det samme som deres jævnaldrende fra almenskolen, men så kan de noget andet: Talrige er eksemplerne på de gange, hvor konfirmanderne fra specialskolen har åbnet mine øjne for usete aspekter og teologiske pointer og bekræftet mig i evangeliets enkle budskab: At her er plads til mig med alt, hvad jeg rummer.

Præster og andre undervisere er lige så forskellige som konfirmander, og det er derfor væsentligt at slå fast, at der ikke kun er én sand vej at gå, når det gælder arbejdet med denne målgruppe. Jeg vil derfor i det følgende forsøge at skitsere nogle forskellige veje at gå til (forhåbentlig) inspiration for arbejdet med konfirmationsforberedelsen af børn og unge med særlige behov.

Før du går i gang samarbejde med skoleledelse, lærere og pædagoger

”Skal vi ikke begynde med at gå over og hilse på konfirmanderne?” Sådan indledte skolelederen samtalen under mit første møde med skolen. Et indledende forventningsafstemmende besøg på skolens kontor med henblik på at etablere en god og respektfuld relation til gavn for konfirmanderne kan dårligt overvurderes. Det handler om etableringen af de formelle overordnede rammer for undervisningen.

Hvis konfirmationsforberedelsen foregår på skolen: Hvilket lokale, hvilke hjælpemidler, er der en hylde til dine ting, er der en fast pædagog tilknyttet osv.

Hvis konfirmationsforberedelsen foregår i kirken: Hvem står for transport (også økonomisk), hvem er med fra skolen (hvis det er muligt), hvilke tidspunkter osv.

En indledende samtale med de lærere og pædagoger, der er tilknyttet konfirmanderne til dagligt, kan ofte vise sig uvurderlig i forhold til fx hold-deling (da elever fra specialskolen ofte kommer fra forskellige enheder, hvilket nemt kan give nogle niveau-delingsudfordringer), hvor længe skal undervisningen vare, samt brugbare ideer til håndtering af uhensigtsmæssig adfærd. På alle måder er det givende med pædagogisk sparring fra dem, der kender børnene bedst, hvilket også giver tryghed i undervisningsforløbet for den enkelte konfirmand. At læne sig op ad deres faglige indsigt og kendskab er også en aflastning for sognepræsten, så man ikke pålægger sig selv et unødigt pres i forhold til at fungere som uddannet specialpædagog, hvilket man ikke er, men blot giver sig selv lov til at være netop det, man er, sognepræst som skal undervise et hold konfirmander.

Der er åbenlyse fordele ved, at undervisningen foregår ved kirken. Dermed har man kirkerummet til rådighed både didaktisk og liturgisk. Det vil helt naturligt medføre en fortrolighed/hjemlighed (”Det er også min kirke”) med kirkerummet hos konfirmanderne. Men en model, hvor den ugentlige undervisning som udgangspunkt foregår på skolen, kan også sagtens fungere. Det kan lige frem også have sine fordele i og med, at den pædagogiske hjælp er nærmere, men også det at have sin ugentlige gang på ”udebane” på en anden faglig institution end folkekirken kan være lærerigt i sig selv for sognepræsten.

I øvrigt kan samarbejdet også handle om det mere uformelle, hvor man som skolens præst stiller sig til rådighed og tilbyder sin hjælp, hvis klasser vil på besøg i kirken eller have besøg af præsten i undervisningen.

Vis, at du vil dem, og lær dem at kende

”Hvis jeg var dig, så ville jeg vente med at indkøbe et undervisningsmateriale, til du har mødt dem og lært dem lidt at kende”. Disse vise ord faldt fra den erfarne kollega, da jeg som helt ny præst stod foran mit første konfirmandhold og med tilsvarende stort behov for at ankomme forberedt til tænderne. Det er fortsat vise ord, også efter mange år, hvor selv erfarne undervisere må erkende, at har man set ét hold, så har man kun set ét hold. Jo hurtigere man lærer årets konfirmandhold lidt at kende og får en fornemmelse af holdets indre dynamik og forudsætninger, jo lettere er det at skyde sig ind på, hvad der virker bedst i undervisningen.

En god ide til første undervisningsgang kunne være at have præstekjolen med i kufferten, for selv om man godt kan fortælle, at ”det er mig, der er præsten”, så slår det ikke det, at konfirmanderne kan konstatere dette ved selvsyn. Tag rekvisitter med, der illustrerer, hvad I skal være sammen om i de næste måneder, og læg derved nogle spor ud, der vækker nysgerrighed: en model af en kirke, et kors, et billede af Jesus, en klokke osv. Spørg ind til de unge (hvad fik du i fødselsdagsgave? Tegn din familie, tegn dine interesser, osv.) Hvad synes du, er spændende? Hvad går du op i? Det kan inspirere til tilgange i undervisningen, men viser jo også bare, at man har glædet sig til at have lige præcis dem. Giv eventuelt noget den anden vej: Medbring billeder af din familie, din hund, med mere (hvis man vil), og overvej om et ”hyggehjørne” (fx kiks og saft – altid på samme plads i forløbet) kan give mening i sammenhængen.

Tydelighed – gentagelsens didaktiske dannelsespotentiale

”Sig mig lige en gang, skal vi slet ikke synge ’Velkommen-sang’ i dag?” Forargelsen stod malet i ansigtet på ”Annika”, da jeg uforvarende en dag var kommet til at bytte om på rækkefølgen af lystænding og sang. Selv om jeg indledningsvis slog fast, at ikke et hold er ens, så er der flere forhold, der taler for en relativt fast struktur, der nok kan variere i indhold, men aldrig i rytme. Når konfirmanderne kan regne med, at undervisningen som minimum starter og slutter på samme måde, og de ved nogenlunde, hvor de skal hen/sidde/ligge/stå undervejs i kirken/sognegården/klassen, så skal de ikke bruge mental energi på at holde styr på og hver gang skabe sig overblik over disse ting. Devisen er: Nødvendigt for nogle – og godt for alle. Det gælder med andre ord om at være på forkant med dagens program: Nu har vi gjort det. Nu skal vi det og det. Skriv rytmen på tavlen hver gang. Visk ud, når I går videre til det næste, så det, vi er i gang med, altid står øverst. Tal roligt og med et roligt kropssprog – ingen spontane indfald eller armbevægelser. Ironi er bandlyst. Saml op til sidst: I dag har vi gjort det og det – næste gang skal vi det og det. Hvis man vil undgå for mange regibemærkninger undervejs, kan det også give god mening, at rytmen indleves ved at ”leve” i den. Roen og tydeligheden skabes ved, at hver gang foregår i en fast og genkendelig struktur, hvor elementerne har samme rækkefølge, også selvom tema og aktiviteter skifter. På samme måde som det, at gudstjenestens liturgi ikke ændrer sig nævneværdigt fra gang til gang, gør, at man som kirkegænger ikke skal bruge krudt på at regne ud, hvad der nu skal ske, så kaster en liturgisk/ritualiseret undervisningsstruktur også noget fortroliggørende af sig. En gentagende rytme indeholder på den måde et dannelsespotentiale i sig selv.

Inkluderende undervisningsmetoder 1

”Den Gud, som kristendommen bekender, er gået ind i verden – helt bogstaveligt, så han træder frem for og møder mennesker i det, som de fem sanser vinkler vores liv i, med høresansen, synssansen, følesansen, lugtesansen, smagssansen.” (Heilesen, 2020 36). Sagt med andre ord, så kalder stoffet (kristendommen) i sig selv på en kropsligt funderet undervisningsdifferentiering i betydningen metodepluralitet, hvor en større forskellighed i metoder, end vi måske har været vant til som teologer med ofte lange akademiske forklaringer på hjerte, åbner for flere koblingsmuligheder mellem stoffet og livsverdenen til gavn for alle konfirmander. Et nøgleord kunne være at udvælge sig et antal metoder og aktiviteter, der har det til fælles, at de har en lav dørtærskel og højt til loftet, altså hvor der er flere veje til succes, og hvor konfirmanderne ikke stilles over for opgaver, de ikke kan magte. At vælge inddragende metoder, hvor egne og/eller fælles erfaringer kan inddrages, og undersøgende metoder, hvor det gælder om i fællesskab at undersøge og finde ud af, hvad eller hvordan eller hvorfor, fx i kirkerummet, hvor man hver gang tager ny ting i kirken i særligt øjesyn, og hvor det bliver konfirmandernes opgave at afkode farver, funktion og betydning. Eller aktiverende metoder, fx det lærerstyrede drama, hvor dagens bibelfortælling foldes ud i form af et skuespil, hvor man eventuelt kan begynde med at spille alle rollerne selv og herpå lade konfirmanderne byde ind på rollerne, så der både er plads til hende, der gerne vil spille en bærende hovedrolle, og ham, der gerne vil nøjes med at være en del af folkemængden, der råber: ”Korsfæst ham!”. Kort sagt aktiviteter og metoder, hvor kan alle være med på hver sin måde.

Inkluderende undervisningsmetoder 2

”Jeg nægter at være med til at se den åndssvage film, den er simpelthen for barnlig”. Disse ord faldt efter jeg havde annonceret dagens program, hvor vi som vanligt skulle slutte af med et afsnit af Sigurds Bibelhistorier. Med sammensatte hold med meget store forskelle, både hvad angår forudsætninger og interesser, kan det være sin sag at finde den perfekte plan, hvor alle altid er med på alt. Selvom det er fint at se efter på sin undervisningsplan, om der er noget, der rent faktisk er for barnligt eller for svært, så er det at have et hold, hvor én absolut ikke gider at tegne, og alle de andre på holdet elsker det, og en anden, der absolut ikke gider at synge, men de andre hellere vil synge så meget som muligt, ikke et særsyn. At have nogle strategier i baghånden til håndtering af uro og uhensigtsmæssig opførsel er derfor ofte godt givet ud. Giv konfirmanden en udvej/hav en ”buffer” klar: ”Hvis du ikke vil være med, så må du godt tegne i Myldre-male-Biblen/læse i Menneskesønnen/nørkle med kristuskrans imens.” Giv den, der forstyrrer, en funktion (dagens hjælper: Jeg har brug for dig, ”Vil du være min arkivar?”). Hvis adfærden kun forstyrrer konfirmanden selv, så lad være med at ”gå med”/blive provokeret eller tage til genmæle, og hvis adfærden forstyrrer andre, så tag en snak med barnet, når der igen er ro på, inddrag pædagoger og lad i videst muligt omfang dem, der kender børnene/den unge bedst stå for at løse uroen/konflikten. Undgå så vidt muligt skældud: En hånd på skulder til beroligelse og eventuelt sparring med lærer/pædagog om, hvad der virker i de andre timer. Med andre ord kan det være hensigtsmæssigt at have nogle få, faste ”time-out”-aftaler klar, som sikrer, at en midlertidig eksklusion til enkelte aktiviteter ikke bliver til en permanent oplevelse af at være udenfor, men dybest set handler om, at det nogle gange er mest inkluderende med en stilfærdig eksklusion i stedet for at gennemtvinge, at alle altid skal være med til alt.

Det glædelige budskabs enkelhed – særlige børn med normale behov?

Det var lige før jul, og hele konfirmandholdet (hvoraf flere var uden sprog) var på besøg i kirken. Jeg var netop gået på prædikestolen for kort at genfortælle det glædelig budskab, og herefter var der mulighed for, at de, der ville, kunne prøve at stille sig op på prædikestolen og sige et glædeligt budskab eller noget, de var glade for eller glædede sig til. Som den første rakte konfirmanden ”Søren” hånden op, gik med faste skridt op på prædikestolen og stillede sig og kiggede ud på forsamlingen. Efter en rum tid at have stået stoisk og roligt uden et ord og smilet ned til os alle gik ”Søren” ned igen og satte sig. Ofte forkynder handling mere end ord: At tro ikke er en intellektuel præstationsevne eller afhængig af sproglige kompetencer, blev tydeligt for alle den dag. Glæden ved, at jeg må være med som mig. Glæden ved det hellige rum, og her hører jeg også til. Glæden ved at være Guds barn. Det er der som sådan ikke nogen særlige behov over. I den forstand er vi alle ens, og evangeliets budskab er det samme for os alle. Det kan være, at vejen derhen nogle gange didaktisk set er forskellig, men dybest set handler konfirmationsforberedelse med børn og unge med særlige behov om præcist det samme som med alle andre konfirmandhold og konfirmander: Nemlig at konfirmanderne får en chance for at opdage, at kristendommen kan være en væsentlig del af deres egen livsvirkelighed. At de er elskede og set af Gud og mennesker. At de må føle og erfare sig bekræftede i, at her er plads til og brug for lige præcis dem.

Ideer til aktiviteter og metoder

Forslag til enkel undervisningsstruktur

Forslag til konfirmationsgudstjeneste

Tænde lys på skift

Velkomst og lystænding
(hvor de har mulighed for at fortælle, hvis de har noget på sinde)

Præludium (procession)

På opdagelse i kirken

Velkommensang
Ex. DDS 749 I østen stiger solen op vers 1.

Salme DDS 749 I østen stiger solen op

Synge salmer/sange med fagter

Dagens salmevers

Ex. 100S 875 Tak, Gud, for denne lyse morgen

Kollekt, læsning, trosbekendelse

Dagens hemmelighed skal gættes (rekvisit, der relaterer sig til dagens tema)

Dagens hemmelighed
(sendes tildækket rundt og skal gættes)

Ex. En lege-ambulance/en rulle plaster

Salme DDS 478 Vi kommer til din kirke, Gud

Fælles samtale, hvor konfirmanderne (og egne) erfaringer inddrages

Kort plenumsnak om emnet.
Ex. Har I prøvet at hjælpe en, der slog sig? Har du prøvet, at der var en, der hjalp dig?

Tale/prædiken

(Billed)fortælling (afsøg internettet for brugbare billeder)

Dagens bibelfortælling
Ex. Den barmhjertige samaritaner

Konfirmationsritual

Lærerstyret drama

Lærerstyret drama:
Ex. over lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Salme:
100S 875 Tak, Gud, for denne lyse morgen

Tegne/male (gerne fortrykte billeder)

Dagens tegne-opgave.

Ex. Fortrykt tegning af lignelsen, der skal farvelægges.

Bøn og velsignelse

Kreativt værksted:

Klippe/klistre/bygge LEGO (OBS på motoriske forskelligheder)

Dagens lille aktivitet:

Ex. to røde piberensere (”Røde kors”)

100S 864 Må din vej gå dig i møde, kun vers 1 (gentages tre gange)

Små filmklip: YouTube eller tegnefilm

Dagens ”filmstump”
Ex. Sigurd fortæller bibelhistorier

Postludium (herunder udgang)

Lytte til musik fx på sin faste plads på kirkebænken

Afrunding – evt. med kort snak om, hvad vi har lavet i dag

Faste liturgiske led

Fadervor og Velsignelse

Salmerne til konfirmationsgudstjenesten indsynges løbende

Farvel-salme

Ex. 100S 864 Må din vej gå dig i møde vers 1.

Litteratur

Broman, Annika, Mattson, Birgitta og Öjermo, Carina 2007: Nødvendigt for nogle – godt for alle. Om undervisning af konfirmander med særlige pædagogiske behov, København: Aros Underviser.

Heilesen, Lars Nymark 2020: Ordet til dem uden ord. Teologisk belysning af den kirkelige formidling. København: Eksistensen.

Mogensen, Helle Overballe 2010: Børn med særlige behov – en praksisguide til rummelighed. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Olsen, Ninna M. Fløistrup 2013: Hvordan rummer vi børn med særlige behov? – en udfordring til spejder og FDF. Fredericia: Forlaget 55Nord.

Comments
0
comment
No comments here
Why not start the discussion?