Gudstjenestens mening og problem

Gudstjenestens mening

Folkekirkens gudstjeneste er for mig at se en offentlig, fælles institution, hvor mennesker kan dyrke deres forhold til det, der angår dem med ubetinget alvor.

Dette har en speciel relevans for det moderne menneske, fordi vi i dag mangler alvor. I digtet Church Going af den engelske digter Philip Larkin opsøger han, der opfatter sig selv som moderne ateist, en gammel kirke og undrer sig over, hvad der også for ham er tiltrækkende ved kirkerummet. Han konkluderer, at han altid vil være tiltrukket af disse bygninger, fordi der lever ”en sult i ham efter at blive mere alvorlig” (Larkin 2011, 53).

Sulten efter en ubetinget alvor i tilværelsen er almen, og bevidstheden om, at denne sult kan stilles i kirken, er også almen. Den kommer til udtryk ved, at mennesker i dag typisk bruger kirken, når de, stillet over for fødsel, kærlighed og død, erfarer, at det er alvor i deres liv. Vi har brug for dåbs-, bryllups- og begravelsesritualet for at uddybe og befæste alvoren, der ellers let smuldrer i højhastighedssamfundet. Det er denne tagen vare på den ubetingede alvor, der gør kirken til en vigtig og unik institution i det moderne samfund. Uden den mister livet dybde og perspektiv.

Den ugentlige søndagsgudstjeneste har samme mening som gudstjenesterne i forbindelse med fødsel, kærlighed og død, nemlig at holde fast i og give os mulighed for at forholde os uddybende til de ubetinget alvorlige erfaringer, vi gør os i livet.

I dåbs-, bryllups- og begravelsesgudstjenester er gudstjenestens erfaringsgrundlag specielt tydeligt. Det udgøres af erfaringer, der er afgørende for os. Erfaringer af liv og død, skyld og taknemmelighed, af at være elsket og anerkendt eller mødt med ligegyldighed og afvisning. Det er erfaringer af at føle sig udleveret. Det alvorligste i vores liv afhænger ikke af os selv og vores egen formåen, men af andre og af større magter.

Når man er tiltrukket af kirken som et sted, hvor sulten efter alvor kan mættes, skyldes det, at den er i besiddelse af et ritual, der har en kunstnerisk og historisk tyngde, der svarer til livets alvor. Det bliver tydeligt ved, at mange oplever de såkaldt ”borgerlige” udgaver af disse ritualer som ringe erstatninger for den ægte vare. De giver os stene for brød. Gudstjenestens tiltrækningskraft afhænger ikke af, om den opleves som moderne, men om den opleves som høj seriøs kvalitet.

Gudstjenestens kvalitet kommer af, at folkekirken er i besiddelse af nogle bygninger og rum, hvis kunstneriske kvalitet og historiske betydning i særlig grad gør dem egnede til ikke bare at være en ramme for gudstjenesten, men også til at give den en dyb resonans, der gør den overbevisende. Selve kirkebygningerne og de kirkegårde, de ofte er omkranset af, er et tydeligt udtryk for den ubetingede alvor, der kultiveres her. Gudstjenestens lange historie er også med til befæste dens mulighed for, at man i den kan dyrke det uforanderlige og absolutte, uden at det forekommer at være en løs påstand. Igennem dens lange historie har den udviklet en poesi og musik af en usædvanlig slidstyrke, der gør det muligt at opleve gudstjenesten som en uforanderlig gentagelse, der afspejler det uforanderlige, evige, men som samtidig bliver ved med at give nyt liv fra sig. Gudstjenestens karakter af at være offentlig og fælles, at være folkekirkelig og ikke sekterisk, gør den også egnet til at være et autentisk ritual for de fællesmenneskelige dybeste længsler og følelser.

I gudstjenesten dyrker vi sulten og længslen efter den ubetingede alvor på en sådan måde, at vi i bedste fald justeres og omstemmes. Gudstjenestens mål er ikke først og fremmest, at vi intellektuelt tilegner os en kristen dogmatik, men at vi anerkender og fejrer længslen, så den ikke dæmpes og relativeres, som den gør i det sekulære samfund, men får plads i os. Forholdet mellem, hvad der angår os absolut, og hvad der er relativt for os, kommer på plads. Det er det, der gør, at gudstjenesten kan have en justerende og transformerende indvirkning på os, men forudsætningen for, at dette kan ske, er, at gudstjenesten afholdes, så en tæt og autoritativ atmosfære af alvor indfinder sig. Vi stemmes, omstemmes og transformeres af atmosfærer, derfor er det så afgørende, at gudstjenesten er et sanseligt sammenhængende ritual.

Gudstjenestens problem

Det er et problem for gudstjenesten i dag, at det ikke står klart nok, hvad der egentlig er meningen med den. Fagfolk har givet en del bud på, hvad meningen er med gudstjenesten. I en rapport fra en faggruppe, der er nedsat af biskopperne vedrørende gudstjenesten, kan man f.eks. læse, at ”Gudstjenestens anliggende er forkyndelsen af den opstandne Kristus”, og at ”Gudstjenestens dybeste grund er, at mennesker kommer sammen for at lovprise og takke for, at Gud har vist sin kærlighed til mennesket igennem sin søn Jesus Kristus”, og at ”Gudstjenesten holder den evangeliske grundfortælling levende. Ja, gudstjeneste er indøvelse i den”, og at ”Hver gudstjeneste kan siges at være en dramatisering af bekendelsen til den treenige Gud” (Om gudstjenestelivet i Den Danske Folkekirke 2019).

Alle disse formuleringen af, hvad der er meningen med gudstjenesten, er for mig at se ikke forkerte, men de er uklare, fordi det er mytologiske og dogmatiske formuleringer, der kan betyde alt og intet. Vi har brug for eksistentielt vedkommende formuleringer, og her foretrækker jeg formuleringen, at gudstjenesten er en dyrkelse af vort forhold til det, der angår os ubetinget.1 En sådan formulering anser jeg for at være mere præcis og sigende end mytologiske og dogmatiske formuleringer og desuden mere hensigtsmæssig, fordi det i dag er en udbredt folkelig opfattelse, at kirken står for en dyrkelse af et mytologisk verdensbillede, som ingen kan tage alvorligt.

Uklarheden i forhold til, hvad der er meningen med gudstjenesten, afslører sig i praksis ved, at man ikke respekterer, at gudstjenesten er et ritual. Men det er den først og fremmest, hvilket formelt kommer til udtryk ved, at den skal udføres ifølge en kongeligt autoriseret ritualbog. Gudstjenesten har en ganske bestemt form, der har sit grundlag i den latinske messe, hvor nadveren udgør gudstjenestens centrum og højdepunkt. Bønner, salmer, tekstlæsninger og prædiken leder frem til dette højdepunkt.

For at en gudstjeneste lykkes, skal man have en klar opfattelse af, at gudstjenesten er et sammenhængende forløb, hvor alle led, også ethvert amen, har en vigtig betydning, og at nadveren er højdepunktet. Det er ikke prædikenen, som man kan få fornemmelsen af, at mange mener. Gudstjenesten bliver med den forståelse ofte reduceret til at være en foredragsgudstjeneste med indlagt salmesang. Prædikenen er udtryk for et vis frihed i udtrykket, men den skal underordne sig ritualet og indordnes i helhedsforløbet. Den er et frirum for individuelle formuleringer, ligesom en solo er et spillerum for individuelle improvisationer i et musikstykke. Soloen skal være indordnet i musikstykket som helhed.

I den katolske udgave af messen markeres nadveren som højdepunkt ved, at der ringes med en klokke, når transsubstantiationen sker, Jesu legeme og blod bliver til brød og vin. Selv om vi ikke er katolikker og ikke tror på transsubstantiation, så tror vi dog som lutheranere på realpræsens, Kristi legemlige nærværelse i nadveren. Billedlig talt bør der ringe en klokke i os, når indstiftelsesordene lyder, og nadveren sker. Her kulminerer ritualet.

Den manglende respekt for, at gudstjenestens mening kun kommer frem, når man opfatter og praktiserer den som et ritual, viser sig også ved, at man ofte oplever, at der er foretaget tilføjelser og ændringer til ritualet. At udføre et ritual er ligesom at spille et spil. Man skal følge spillets regler. Man kan ikke ligesom små børn lave om på spillets regler, fordi de ikke passer én. Når man er til gudstjeneste må man ikke få fornemmelsen af, at præsten slet ikke er indstillet på at underlægge sig spillets regler, men i grunden hellere vil opføre sit eget hjemmelavede teaterstykke.

Liturgisk selvtægt er et fænomen, der breder sig mere og mere i folkekirken. Mange er ivrige efter, at ritualet skal laves om og fornyes. Det, der ligger bag ivrigheden, er, at man mener, at ritualet skal tilpasses til forskellige individuelle behov og moderniseres, så moderne mennesker kan forstå det, og det siger dem noget.

Ritualet skal selvfølgelig gerne sige mennesker noget, men jeg mener, det siger folk mest ved ikke at blive tilpasset individuelle behov og blive moderniseret. Dyrkelsen af individuelle behov og modernitet får folk nok af i samfundet i øvrigt. Kirken skal give mennesker noget andet, som der er et presserende behov for, nemlig alvor, dybde og sammenhængskraft.

Et ritual skal ikke bare være forståeligt. Det skal på én gang være forståeligt og uforståeligt. Det er derfor dåben og nadveren ikke bare består af ord, men også af symbolhandlinger. Vandets betydning i forbindelse med barnedåben er både forståelig og uforståelig. Det betyder, at barnet bades og vaskes rent, men det betyder mere end det. Hvad dette mere er, er uforståeligt, men fatteligt. Hvis det var forståeligt, kunne vi nøjes med at bruge ord ved dåben. Kaj Munk sagde rammende om dåben, at jeg ved ikke, hvad den betyder, jeg ved kun, at når den finder sted, er det en hellig stund. Dåben artikulerer på en unik måde, at det, der sker med barnet, er ubetinget alvorligt og glædeligt. Derfor kan dåben også få os til at fælde tårer. Disse tårer udtrykker det helliges tvetydighed. Vi græder af ærefrygt og glæde på én gang.

Ivrigheden efter at lave om på ritualet og have mange individuelt forskellige ritualer og ikke et fælles ritual, er stor. Men hvis man vil give efter for den, så mener jeg, man bliver nødt til at tage stilling, om man i virkeligheden hellere vil have en form for frikirkelig ordning end en luthersk sakramental folkekirke. Folkekirkens gudstjeneste er sakramental, og det betyder, at gudstjenesten har en bestemt form, som grundlæggende ikke kan laves om. I frikirkerne er liturgiens form sat fri.

Selvfølgelig kan der ændres lidt på visse formuleringer i ritualet, uden at det ophører med at være et ritual, men grundlæggende er problemet ikke formuleringer i ritualet. Problemet er, om man overhovedet vil have et fælles offentligt ritual.

Det, der er brug for i dag, er ikke, at der bliver lavet om på ritualet, men at udførelsen af det får en højere kvalitet. Gudstjenesten trænger til, hvad jeg vil kalde et æstetisk kvalitetseftersyn. Et ritual er ligesom et kunstværk en fast kompleks form, og derfor spiller de sanselige, dramaturgiske effekter for helhedsoplevelsen af gudstjenesten en meget stor rolle. Der skal være overensstemmelse mellem kirkerummets scene, orgelmusikken og liturgiens rytmiske udførelse, for at man oplever liturgien som et samlet, kvalificeret seriøst udtryk. Ubevidst spiller det en meget stor rolle for alle, der deltager i højmessen, uanset hvilke forudsætninger, man har. Man forstyrres af sanselige udtryk, der skurrer i forhold til, hvad der udgør gudstjenesten sammenhæng og mening.

Gudstjenesten kan sammenlignes med et minimalistisk kunstværk. I løbet af en time fremstilles et meget tæt pakket forløb, og derfor kræver det en meget stor opmærksomhed på alle detaljer og dele i gudstjenesten, for at udførelsen af ritualet får en tilfredsstillende kvalitet.

Jeg skal give en række eksempler fra min oplevelse af gudstjenester på, at opmærksomheden på de sanselige forhold ikke er stor nok.

Den lydmæssige oplevelse af gudstjenesten kan f.eks. være så dårlig, at man tænker mere på, hvor dårlig lyden er, end på hvad der siges. Højtalere er forvrænget. Der er enten skruet for lidt eller for meget op. Man har kun fået sluttet mikrofonen til ved alteret og ikke på prædikestolen. Mikrofonen er sat på præstekjolen, så den knaser osv. Hvis et orkester skal spille en koncert, så laver de altid en meget grundig lydprøve inden koncerten for at være sikre på, at lyden er, som den skal være. Det burde man også gøre før en gudstjeneste. Man bør give det meget stor opmærksomhed, for lyd er et kompliceret fænomen. Det er f.eks. meget forskelligt, hvordan præster taler. Derfor bør lydsystemet være tilpasset individuelt til den enkelte præst.

Noget andet, der kan virke så forstyrrende, at man helt glemmer det væsentlige, er placeringen af præst, kordegn og kor i kirkerummet. Alle, der sætter teaterstykker op, ved, hvor stor en rolle rummets indretning og personernes placering i rummet spiller for udførelsen af det. Det samme gælder for gudstjenesten; personerne placering i kirkerummet er meget vigtig. Hvis f.eks. præsten eller en kirketjener flagrer uroligt omkring i kirkerummet, virker det distraherende. Hvis man placerer kordegnen på en stol ved siden af alteret vendt mod menigheden, tiltrækker han eller hun også en unødvendig opmærksomhed. Man kommer til at sidde og tænke på, hvad mon han eller hun er for en. Idéen med kordegnen er, at han eller hun er placeret mellem menighed og alteret, når ind- og udgangsbønnen læses op. Vedkommende skal hverken stå for tæt på alteret eller for langt fra, og skal bortset fra den optræden være usynlig under gudstjenesten. Det virker også forstyrrende, når præsten ikke står på prædikestolen og prædiker, men nede på kirkegulvet. Præstens placering opfattes umiddelbart som en kritik af kirkerummet, og de to kommer til at stå i modsætning til hinanden. Præsten dementerer ved sin placering ritualets ophøjede alvor. Placeringen skal gøre optrinnet dagligdags. Det samme sker, når præsten indleder gudstjenesten med at sige ”God morgen” i stedet for med den sakrale fredshilsen. Man kan også opleve, at præsten midt i dåbsritualet slår om i en malplaceret jovialitet og kommenterer barnets smil. Jovialitet hører ikke hjemme i gudtjenesten. Det er ikke, fordi gudtjenesten skal være gravalvorlig. Alvor udelukker ikke vid og humor. Dåbsritualet er nok det led i gudstjenesten, hvor man oftest oplever en utidig jovialitet. Måske kunne risikoen for, at den indfinder sig, mindskes, hvis præsten bar messetøj under dåben. Det ville også passe til, at dåben er et sakramente.

Det, man også ved fra teateropsætninger, er, at ethvert ord, selv de mindste replikker, skuespillerne siger, har en enorm betydning for helhedsoplevelsen. Der er ikke plads til upræcis småsnak. Selv om en gudstjeneste ikke er det samme som et teaterstykke, er der alligevel en analogi mellem de to udtryksformer. Det betyder, at hvis præsten forlader liturgiens form og begynder at komme med regibemærkninger og hjemmelavede småbemærkninger om det ene og det andet, så skal det doseres meget forsigtigt og med en meget stor fornemmelse for helheden, ellers brydes ritualets fortryllelse, og man er pludselig langt væk fra gudstjenesten ude i det almindelige sociale rum, hvor man sludrer om dit og dat. Der skal ikke meget til for, at ritualets atmosfære forstyrres og helt uvedkommende stemninger opstår. Gudstjenestepædagogik skal foregå uden for gudstjenesten og ikke i den. Hørte man pludselig regibemærkninger i et teaterstykke, så var fortryllelsen effektivt brudt, og man ville grine ad det hele.

Præsten skal være opmærksom på, at der er et stort fokus på ham eller hende, og derfor betyder selv meget små ting i stemmeføring, sprogtone, gestikulationer og placeringer utroligt meget. Når præsten har messetøj på, skal han eller hun ikke bevæge sig uden for alteret eller døbefonten. Det virker skurrende, hvis præsten f.eks. står og læser meddeler op i messetøj, som man kan opleve.

Organistens og korets placering er også vigtig. De skal være placeret bag ved menigheden. De skal være usynlige. Det er helt galt, hvis organist og kor stiller sig op foran menigheden for at afsynge en motet efter prædiken. For det første skal man ikke distraheres af, hvordan de ser ud og agerer, og for det andet ændrer kirkerummet øjeblikkelig karakter ved den opstilling. Nu er vi pludseligt ikke til gudstjeneste, men til kirkekoncert, og tilskyndelsen til at bryde ud i klapsalver er meget stor. Når det sker, drukner gudstjenesten i klapsalverne. Det er heller ikke befordrende for en gudstjeneste, hvis man kan se et af kormedlemmerne sidde og strikke under præstens prædiken. Atmosfæren er helt forandret. Organisten og musikken spiller en meget stor rolle for gudstjenesten, fordi den fylder så meget. Det er derfor også vigtigt, at man kan fornemme, at organisten har en idé med sine for- og mellemspil. Man skal ikke få fornemmelsen af, at det er orgelmarmelade. Man skal også kunne fornemme, at organist og præst arbejder sammen om at skabe et helhedsforløb i gudstjenesten. Man oplever et forstyrrende misforhold, når en organist, som man kan høre det i en kirke, slår en tone an til koret, der skal synge en motet efter prædiken, endnu inden præsten er færdig med kirkebønnen på prædikestolen. Man fornemmer, at organisten anser sit spil og korets sang for at være det vigtigste ved gudstjenesten.

Det er en stor og givende oplevelse at gå til gudstjeneste, men ind imellem støder man på forhold i udførelsen af den, der virker forstyrrende. Nogle vil måske opfatte de eksempler, jeg giver på skurren som ubetydelige og indvende imod min kritisk af gudstjenesteudførelsen, at den er udtryk for et elitært synspunkt. Det, jeg kalder det æstetiske atmosfæriske ved gudstjenesten, spiller ikke så stor en rolle for de fleste. En gudstjeneste kan godt lykkes, selv om der er mislyde i den. Det sidste er jeg enig i. Helligånden er ikke underlagt æstetikken. Alligevel mener jeg, at det æstetiske spiller en meget større rolle, end den ofte bliver tillagt. Og denne rolle spiller den ubevidst for alle. Det er ikke noget elitært.

Vigtigheden af det æstetiske, vil jeg hævde, er alle egentlig enige om. Alle er enige om, at kirken skal være smuk. Menighedsråd bruger mange penge på at restaurere og udsmykke kirkerum på en kunstnerisk forsvarlig måde. Der bruges mange penge på altertavler og messeklæder. Musikken skal være af høj kvalitet. Der indkøbes dyre orgler, og der investeres mange penge i at uddanne organister og kirkesangere. Der er kælet for formuleringerne i liturgien; salmerne skal helst have en litterær kvalitet. Rammen for gudstjenesten er smuk. Derfor skal udførelsen af gudstjenesten også have en høj kunstnerisk kvalitet.

Biskopperne, der har tilsynspligt med gudstjenesten, burde i samarbejde med f.eks. pastoralseminarierne gennemføre et kvalitetstjek på gudstjenesten, hvor man bad dem, der stod for gudstjenesten i de forskellige sogne, begrunde, hvorfor de udfører gudstjenesten, som de gør. På hvilken måde befordrer den måde, de udfører gudstjenesten på det, der er formålet med gudstjenesten? Gudstjenestens kvalitet er ikke kun præstens og sognets ansvar, men også et ledelsesansvar. Meningen med et sådant kvalitetstjek skulle ikke være, at man skal udføre gudstjeneste helt på samme måde alle vegne, men at man blev bevidst om, hvordan man i detaljer gjorde det og overvejede det hensigtsmæssige i netop den måde at gøre det på. Jeg tror, at mange forstyrrende forhold, som man ofte ikke er sig bevidst, kunne blive rettet på den måde, og det ville højne kvaliteten af gudstjenestens udførelse.

Jeg mener, det er på dette område, kirken bør bruge sine kræfter og ikke på at nedsætte liturgikommissioner. Gudstjenesten har et enormt potentiale. Hver søndag og alle helligdage afholdes der gudstjeneste i alle landets kirker, der dækker landet i et tæt netværk. Gudstjenesteaktiviteten udgør uden sammenligning den største kulturelle aktivitet i Danmark. Det er kirkens ledelses ansvar, at dette potentiale udnyttes optimalt til alles fælles bedste.

Når jeg i denne sammenhæng taler om gudstjenesteritualet, så mener jeg højmessen. Højmessen er folkekirkens kerneydelse og unikke bidrag til samfundet. Der findes ikke andre ritualer i samfundet, der svarer til dette. Det betyder ikke, at man ikke i folkekirken kan og skal eksperimentere med andre gudstjenesteformer, de kan bare ikke erstatte højmessen.2

Litteratur

Larkin, P. 2011: The Less Deceived. Faber and Faber. London.

Om gudstjenestelivet i Den Danske Folkekirke, Rapport fra faggruppen vedrørende gudstjenesten 2019.

Wolf, Jakob 2019: Gudstjenesten – Fænomenologisk set. Eksistensen. København.