Skip to main content
SearchLogin or Signup

”Når nu vi har en præst med om bord, må du jo sørge for, at vi får godt vejr”

Published onNov 02, 2021
”Når nu vi har en præst med om bord, må du jo sørge for, at vi får godt vejr”
·

”Når nu vi har en præst med om bord, må du jo sørge for, at vi får godt vejr”

– Orlogspræstens opgaver mellem forventninger og intentioner

Peter Thyssen

Sammenholdt med det danske Søværns århundreder lange historie, er den nuværende ordning med præster tilknyttet Søværnet forholdsvis ny. Den blev først etableret umiddelbart efter 2. Verdenskrig og selve betegnelsen ”orlogspræst” kommer også først i brug på den tid. Til gengæld er de oprindelige intentioner bag orlogspræsteordningen i alt væsentligt uforandrede i dag. I det følgende skal baggrunden for og tilblivelsen af den danske orlogspræsteordning først skitseres. Dernæst vil orlogspræstens opgaver i sejlende tjeneste blive beskrevet – med særligt henblik på den personlige eller ”sjælesørgeriske” samtale og med udblik til spørgsmålet om, hvorvidt en skibsbesætnings forventninger og orlogspræstens intentioner stemmer overens.

Baggrunden for den danske orlogspræsteordning

Skibspræster har været kendt siden den Kongelige Danske Marines officielle grundlæggelse i 1510 og i ældre tid indgik de som en del af Flådens mandtal. En fortegnelse fra 1645 over Flådens mandskab nævner 24 skibspræster. Efter indvielsen af Holmens Kirke som Søværnets kirke i 1619, blev skibspræsterne fortrinsvis beskikket af Holmens provst og flere af dem fungerede lejlighedsvis som hjælpepræster eller blev ansat som præster i Holmens Kirke.

Skibspræsterne sejlede med Flådens skibe (det er således betegnende, at Holmens Kirkes første præst, Niels Mikkelsen Aalborg, i 1624 udgav en andagtsbog titlen Hus- og Skibspostil). Den betydelige reduktion af skibe efter tabet af Flåden til England i 1807 medførte imidlertid også en stærk indskrænkning af skibspræstefunktionen.

Der findes enkelte eksempler på, at præster sejlede med på længerevarende togter i 1800-tallet; som på korvetten Galatheas jordomsejling 1845-47. I sine beretninger fra ekspeditionen skrev skibets kaptajn, kommandørkaptajn Steen Bille:

”Om formiddagen holdtes første gang gudstjeneste om bord. Vor værdige skibspræst, hr. pastor Hansen, vidste ved denne sin tiltrædelsesprædiken i høj grad at tiltale os alle og stemme gemytterne til selvbetragtning og gudhengivenhed, og mangen en tåre viskedes af kinden med bagen af den brune hånd ved tanken om det hjem, vi forlod, om det svælg af tid og mulige begivenheder, som skilte os derfra, og med håbet om, efter veludført dåd, at se det igen” (Holmens Kirkes kirkeblad 1969/4).

Det må formodes, at Steen Billes omtale har været dækkende for datidens oplevelse af skibspræstens funktion om bord.

Fra midten af 1800-tallet ophørte den gamle praksis med, at skibspræsterne sejlede med på togter. I stedet holdt Holmens provst og Holmens Kirkes præster gudstjenester på skibene i havn ved særlige lejligheder og forud for afsejlinger på længere togter.

I sin erindringer (1925) skriver Holmens provst, H. M. Fenger:

”Når det har været mig muligt at holde gudstjeneste for Marinen, har jeg gjort det: på kasernen, på vagtskibet, ved indkaldelse af det værnepligtige mandskab, ved julefesterne, og hver gang et skib udsendes på et længere togt. I krigsårene 1914-18 skiftedes vi præster ved kirken til at holde gudstjenester på de skibe, der lå i Sundet” (Fenger 1925).

Tilsvarende bistod Holmens Kirkes præster også med kirkelig betjening af Søværnet i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig.

I juli 1946 deltog orlogskaptajn A. Legind i en gudstjeneste på en engelsk krydser, der lå i Københavns havn. Leginds oplevelse af skibspræstens funktioner om bord blev bragt i Holmens Kirkes kirkeblad:

”Det, der slog mig stærkest ved sammenligning med danske forhold, var den naturlighed og alvor, hvormed kirkens plads i den engelske Marines liv anerkendes og opretholdes. (…) Den engelske skibspræst virker dels direkte som præst ved at lede gudstjeneste og bønner, uddele den hellige nadver o. s. v., men også ved i den helt militære organisation at udgøre et neutralt led. Han er i mangefoldige personlige og praktiske spørgsmål den mand, som sømænd og fyrbødere, kadetter og officerer samtaler med og henter råd og vejledning hos. Han tager vare på skibets bibliotek, giver en hånd med ved sports- og underholdningsarrangementer o. l. og han kan meget let blive en sikkerhedsventil, når en eller anden utilfredshed eller misforståelse gærer og truer med at gøre skår i skibets team work.”

Både Leginds beskrivelse og kirkebladets redaktionelle indledning: ”Vi er taknemmelige for at høre om denne sejlende kirke, som lever sit liv inden for krydserens stålplader. Sammenligning med vore egne forhold er udelukket, også af den grund, at der her ligger århundreders traditioner bag ved” – viser tydeligt, at der er tale om en erfaring fra en anden verden.

Det var da også i høj grad danske søofficerers oplevelser af skibspræstefunktionen i den engelske Flåde under og efter 2. Verdenskrig, der gav inspiration til etableringen af en tilsvarende ordning i Danmark – og Leginds beskrivelse af skibspræstens opgaver er i grunden helt dækkende for de opgaver, danske orlogspræster udfører i dag: 1) afholdelse af gudstjenester, 2) præstens ”militære neutralitet” (dvs. uden militær rang), 3) personlige samtaler og vejledninger, 4) medvirken ved velværdsarrangementer og 5) samtalepartner i potentielle konfliktsituationer.

Holmens provst, Michael Neiiendam, og viceadmiral A.H. Vedel blev hovedkræfterne i tilvejebringelsen af en ny ordning for gejstlig betjening af Søværnet. Viceadmiral Vedel, der som chef for Søværnskommandoen under besættelsen især huskes for beslutningen om at sænke Flådens skibe 29. august 1943, var også personligt stærkt engageret i spørgsmålet om en ny værnspræsteordning. Vedel skrev i marts 1947:

”Men på hvilken måde og med hvilket formål bør da kirken komme værnenes personel i møde? Herom er noget delte meninger, både i de forskellige lande og hos de forskellige mennesker.

Det ligger måske nær for en kommanderende – der godt selv kan være en alvorlig kristen – at mene, at kirkens indflydelse skal være en sådan, at den også rent militært virker til gavn. I flere af Montgomerys udtalelser synes jeg, man kan spore også en sådan tanke. Og i Sverige har dette synspunkt været direkte udtrykt i en lærebog i Militær-Pædagogik.

For mit eget vedkommende kan jeg ikke dele denne opfattelse, selv om jeg kan se, at grænsen mellem de forskellige synspunkter måske ikke er så skarp.

Jeg mener, at Kristendommen skal hjælpe den enkelte i hans personlige liv, præge hans forhold til sine medmennesker og dermed også præge hans forhold til sit arbejde og sine pligter.

Men formålet er ikke at gøre ham til bedre soldat. Formålet må være at styrke og hjælpe den enkelte i hans Forhold til Gud” (Holmens Kirkes kirkeblad, marts 1947).

Også her er der tale om tilkendegivelser, der stadig turde være gældende, når det drejer sig om værnspræstens forhold til den enkelte militært ansatte.

Allerede i 1946 blev der orienteret om et nyt initiativ til at styrke båndet mellem Kirke og Søværn:

”Mandag den 19. august mødte pastor Børge Ørsted ved Værftsbroen og tjente de følgende tre uger på Søværnets Excercerskole som frivillig indkaldt mellem de øvrige orlogsgaster for at lære livet og tilværelsen af kende indefra. Denne form for samarbejde mellem Kirke og Marine er aldrig set før hverken i Kirkens eller Marinens historie, men er af største værdi, og vi kan med god grund takke viceadmiral Vedel for hjælpsomhed og forståelse i denne sag” (Holmens Kirkes kirkeblad, september 1946).

Og i juli 1947 kunne det meddeles, at Børge Ørsted fra Holmens Kirke var på sejlads med fregatten Holger Danske – ”som den første orlogspræst om bord i dette århundrede” (Holmens Kirkes kirkeblad, september 1947).

Den nye og ukendte institution med præster tilknyttet Søværnet gav anledninger til drøftelser de følgende par år, som det fremgår af nedenstående referat af søkadet Arne Holms foredrag på Søofficersskolen i 1949 om ”Samarbejdet mellem Kirken og Søværnet”:

”Orlogspræsten skal også virke som sjælesørger. Det er måske et lidt ejendommeligt udtryk at bruge, men alle skal i orlogspræsten kunne finde en mand, til hvem de kan komme med deres sorger og bekymringer, hvad enten de er af religiøs eller materiel art – og her møder vi måske orlogspræstens vanskeligste opgave. Han skal kunne finde sig i at høre tålmodigt på enhver, standse sig selv, hvis han vil komme med for mange spørgsmål, have denne sjældne evne til at få den besøgende til at lukke sig helt op og til fortroligt at fortælle alt sagen vedrørende” (Holmens Kirkes kirkeblad, maj 1949).

I 1950 kom ”Kundgørelse for Søværnet B.15. Bestemmelser for søværnets kirkelige betjening ved Holmens provst, Holmens kirkes præster og værnepligtige teologer”, som danner baggrund for den nuværende orlogspræsteordning. Her indføres betegnelsen ”orlogspræster”, der dog kun omfattede præster ved Holmens Kirke (titlen ”orlogsprovst” blev føjet til Holmens provst i 1954). Med værnspræsteordningen af 1971 udvides orlogspræstebetegnelsen til alle øvrige præster tilknyttet Søværnet. Det var også provst Neiiendams indsats at få etableret en ordning med værnepligtige teologer i Søværnet, som adskillige teologiske kandidater i tidens løb har gjort brug af. De værnepligtige teologer var underbragt som det øvrige værnepligtige mandskab og ud over at være til rådighed for opgaver på velfærds- og fritidsområdet, havde de værnepligtige teologer også mulighed for at holde gudstjeneste på såvel landtjenestesteder som på de sejlende enheder. Ordningen med værnepligtige teologer ophørte i praksis i 1990.

Bestemmelsen fra 1950 definerer orlogspræsternes praktiske forhold, deres arbejdsområder og deres indplacering i det militære system (herunder distinktionen med et guldbroderet kors på uniformen). Endvidere fastslår bestemmelsen, at orlogspræsterne er underlagt ”vedkommende militære chef, som efter samråd med orlogspræsten fastsætter dennes tjeneste med hensyn til den kirkelige betjening”. Desuden anføres det, at Holmens provst og orlogspræsterne ”står udenfor den militære rækkefølge”, hvilket populært er blevet omformuleret til, at orlogspræsten har samme rang som den, han eller hun taler med.

Orlogspræstens opgaver

Det blev nævnt, at allerede i de indledende overvejelser i 1940’erne blev opgaveområderne i den nuværende orlogspræsteordning defineret. Disse opgaver kan i dag sammenfattes til:

  • Udsendelser med Søværnets enheder i internationale operationer

  • Sejladser med enhederne i Nordatlanten

  • Øvelsessejladser i dansk og internationalt farvand

  • Til rådighed for personellet efter hjemkomst fra togter

  • Til rådighed for personellet på sejlende enheder i havn og for personellet på flådestationer m.v.

  • Undervisningsopgaver på Søværnets uddannelsescentre og Søværnets Officersskole

  • Rådgivning af Søværnets ledelse i gejstlige, ceremonielle og etiske spørgsmål

For tjenesten om bord på de sejlende enheder gælder:

  • Afholdelse af gudstjenester

  • Sjælesorg og andre individuelle samtaler

  • Lejlighedsvis undervisning og foredrag

  • Velfærdsaktiviteter om bord og i havn

  • Rådgivning af skibsledelsen i gejstlige, ceremonielle og etiske spørgsmål

Gudstjenesten

Til orlogspræstens opgaver om bord hører naturligvis at afholde gudstjenester – enten om søndagen eller når det er mest belejligt i forhold til skibets opgaver og rutiner. Gudstjenesten kan enten finde sted i en af messerne, i helikopterhangaren eller på åbent dæk, når vejret tillader det. Gudstjenestens rum etableres ved, at et dannebrogsflag bliver hængt op som ”altertavle”, mens skibstæppet med anker udgør ”alterdugen”. På flere af skibene findes der også kors og lysestager, fremstillet af fingerfærdige besætningsmedlemmer.

Indledningsvis ringes der med skibsklokken efter et fast mønster. Gudstjenestens form er meget enkel: normalt med tre salmer, prædiken og altergang, hvortil skibets bager gerne kreerer nogle ”oblater” efter egen opfindelse. For at give altergangen et ekstra ”kirkeligt” præg, er det typisk de velkendte stålæggebægre, der anvendes til alterbægre! Efter gammel søværnsskik afsluttes gudstjenesten med, at skibschefen udtaler et ”Gud bevare Dronningen!”, hvilket forsamlingen gentager.

For mange besætningsmedlemmer er gudstjenesten om bord også en kærkommen afveksling i en hverdag, hvor rutinerne i sagens natur ligger meget fast. Som præst er det en spændende opgave at holde gudstjeneste i nogle helt andre rammer – og opleve den momentane omdannelse af et helt igennem profant rum til et gudstjenesterum.

Hertil bidrager naturligvis de omtalte rekvisitter. Men den egentlige gudstjenestestemning fremkommer af den (i ordets bedste forstand) andægtighed, deltagerne møder op med. Der er en respekt for gudstjenesten, der samtidig også gør, at man som præst ikke nødvendigvis behøver at tænke i helt utraditionelle baner.

Til gengæld kan prædikenen være en god anledning til at tage spørgsmål op, som er blevet drøftet med besætningsmedlemmerne undervejs. Det siger nærmest sig selv, at når man over længere tid befinder sig tæt sammen, bliver man som præst stillet en række spørgsmål af religiøs og eksistentiel art. Man kunne godt sige, at hvis orlogspræsten har en ”missionerende” funktion, består den først og fremmest i besvarelsen og uddybelsen af disse spørgsmål. Men skibet som sådan er ikke en missionsmark.

Sjælesorgen

Når en sejlende enhed ikke i første række er at betragte som en missionsmark, skyldes det også, at præsten skal være der for alle om bord.

I modsætning til flere andre lande, hvor værnspræstekorpset ikke bare er udvidet til præster af forskellige konfessioner, men også til forkyndere fra andre religioner og repræsentanter for ikke-religiøse (såkaldt ”humanistmedarbejdere”), er det i Danmark udelukkende folkekirkepræster, der fungerer som værnspræster. I forhold til besætningsmedlemmer fra andre trossamfund gælder da den helt enkle ordning, at det er orlogspræstens opgave at etablere kontakt til en præst eller en forkynder fra et givet trossamfund, hvis det er påkrævet for et besætningsmedlem.

I praksis betyder det, at orlogspræsten har lige stor kontakt til alle om bord. Besætningsmedlemmernes generelle syn på præsten kan sammenfattes til:

  1. En person uden for rangorden

  2. En person med særlig samtaleerfaring

  3. En person med tavshedspligt

Ikke mindst tavshedspligten er af stor betydning – som når besætningsmedlemmer under en samtale kan sige: ”Dét her er der ikke andre på skibet, der ved noget om…”. Det er blevet sagt om livet på Søværnets skibe, at ”hvad der fortælles om morgenen, dét ved alle inden frokost” – en helt naturlig konsekvens af, at mange mennesker befinder sig sammen på forholdsvis lidt plads, og at de interesserer sig for, hvad der foregår omkring dem. Men det siger sig selv, at der er personlige ting, som ikke ønskes sat i omløb i det system.

Hvordan orlogspræsten kan bruges og hvordan besætningsmedlemmer opfatter præstens rolle, kan måske bedst illustreres ved et par eksempler.

Først en henvendelse fra en kadet, der forud for en praktiksejlads i international operation skulle udfylde ”Min sidste vilje” (nedenstående er gengivet med afsenderens indforståelse):

Emne: Ang. Min sidste vilje

Hej Peter

Jeg står overfor et stort dilemma ift. min sidste vilje. Det er meget svært for mig, at forholde mig til og et eller andet sted føler jeg, at jeg som 25 år gammel ikke burde tage stilling til den slags spørgsmål, og jeg tvivler på, at det overhovedet bliver relevant. Derudover er jeg heller ikke troende, døbt, konfirmeret eller medlem af folkekirken. Jeg har derfor mange tvivlsspørgmål omkring hvordan og hvorledes, hvis jeg falder i tjenesten. Jeg håber du har mulighed for at mødes med mig og hjælpe mig med at blive afklaret.

Mvh 

Eksemplet er dækkende for, hvordan orlogspræsten kan opsøges og rådspørges også af folk, der ikke er medlemmer af folkekirken.

Det andet eksempel er et uddrag af et interview med en premierløjtnant, foretaget til brug for en hovedopgave af to kadetter på Søværnets Officersskole om orlogspræstefunktionen:

”Jeg har oplevet, at der er folk, der er kommet til mig (også fra andre divisioner) for ligesom at have en at tale med, som var udenforstående, og det er jo selvfølgelig fordi vi ikke har haft en præst med i den periode. Det har jeg i hvert ikke oplevet tidligere, når vi har haft en præst om bord.

Præsten virker forholdsvis autonomt herude. Holder sine gudstjenester, såfremt det er muligt og ellers egentlig bare klar til at støtte, hvis man har brug for det. Deres hovedformål er, set fra min side, at være her til at støtte de mennesker, som har brug for det.

Når jeg er kommet med et problem, har jeg aldrig prøvet, at det er blevet trukket over i noget religiøst. … Præsten er ”bare” et øre, der lytter. Det er ikke noget med, at det er en person, der skal sidde og veje dig. Det er en person, man kan gå til, man kan lukke hvad som helst ud og når man er færdig, så var det det – hvorimod hvis det var en psykolog, så kan man sige, at man nok skal passe lidt på med, hvad man siger. Tænk hvis man blev sendt hjem. … Præsterne har jo tavshedspligt.

Jeg ved da, at der er folk om bord på enhederne, der synes at det der med en præst, kan de ikke forstå. Men jeg tror, at hvis man har prøvet at været ude at sejle med en præst og haft nogle personlige udfordringer … Så tror jeg, man hurtigt finder ud af, at det er en kæmpe gevinst, at de er om bord” (Christiansen og Andersen 2015).

Igen er præsten beskrevet som en person, der er til rådighed for personlige samtaler, hvor tavshedspligten er noget helt afgørende, og uden at disse samtaler nødvendigvis skal foregå under et religiøst fortegn.

Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke tales om trosspørgsmål – og ofte kan man som præst i en samtale finde det naturligt at indskyde, at ”hertil vil kristendommen sige sådan og sådan”. Men det er stadigvæk den enkeltes personlige behov, der er udgangspunktet og i centrum – og da må man som samtalepartner vurdere i den enkelte situation, hvilke ting, det er relevant at bringe i spil. Dette kunne også være nødvendigheden af at søge ekstern hjælp i en situation, hvor et besætningsmedlem har problemer af en sådan art, at det ikke kan løses gennem samtaler. Noget sådant ville dog aldrig foregå uden en drøftelse heraf med vedkommende og uden dennes accept – det er fortsat altafgørende, at samtalen med præsten bevarer sin uforpligtende og sin fortrolige karakter.

Savnet som sjælesørgerisk emne

”Jeg savner dig!” – det turde være en af de mest brugte bemærkninger, når udsendte og pårørende kommunikerer med hinanden, ligesom afsavn i det hele taget er en afgørende fællesnævner for alle involverede i en udsendelse.

Særligt mærkbar bliver savnet, når man må være fraværende fra vigtige familiebegivenheder. Hårdest rammer det måske, når man ikke kan være hjemme til børnefødselsdage – ikke kun fordi, man selv gerne ville være til stede, men fordi forklaringsproblemet over for barnet her bliver specielt påtrængende.

Men ud over de konkrete savn af nogen eller noget, vanskeliggøres situationen også ved, at savnet mellem udsendte og pårørende udgør en bemærkelsesværdig asymmetri.

Som pårørende føles savnet hårdest i tiden umiddelbart efter afskeden. Derefter lykkes det heldigvis for de fleste at få etableret en hverdag uden den anden, og hvor man ligefrem kan nyde den frihed, som det giver, at man både skal og kan planlægge tingene på egen hånd. Mange pårørende benytter også ventetiden til at være sammen med familie og venner i et omfang, som ikke er muligt, når man har en fælles dagligdag. Eller det kan være arbejde og fritidsinteresser, som der investeres noget ekstra i. Det er derfor ikke så underligt, når man ind imellem hører, at det godt kan kræve noget tilvænning at få den udsendte tilbage i de hjemlige rammer!

For den udsendte forholder det sig modsat. Her er man i den første tid efter afskeden gerne travlt beskæftiget med de opgaver, der knytter sig til den pågældende udsendelse, og optaget af at få de mange nye rutiner til at fungere. Når rutinerne så netop er blevet rutiner og dagene i højere grad begynder at ligne hinanden, da melder hjemlængslen og savnet sig for alvor. På Søværnets skibe er ”midtvejskrise” blandt besætningsmedlemmerne et fast udtryk. Det er ikke så dramatisk som det lyder, men i grunden ganske dækkende for den tilstand, mange befinder sig i, efter at nyhedsoplevelsen har fortaget sig, og hvor der stadig er et godt stykke vej igen til togtets afslutning. Dette kan ofte forstærke længslen efter de hjemlige forhold præcis sådan som de var, da man tog afsted, hvorfor det også for den udsendte kan kræve noget tilvænning at komme hjem, hvis der i mellemtiden er blevet flyttet lidt rundt på tingene!

Hvordan denne asymmetri i savnet bedst kan håndteres, er naturligvis forskelligt fra person til person. Men under alle omstændigheder er det en stor hjælp at blive bevidst om, at det ofte kan være sådan. Både som udsendt og som pårørende er det derfor ikke bare sin egen situation, man skal forholde sig til; man er også nødt til at forsøge at leve sig ind i, hvordan den anden har det under de betingelser, han eller hun befinder sig i. Her kan samtalerne med en ”tredjemand” være til gavn – ikke mindst i de situationer, hvor den udsendte kan have følelsen af at være på vej til at glide lidt væk fra den pårørende, ligesom det for den mindre erfarne udsendte kan være nyttigt at blive gjort opmærksom på, at en hjemkomst også kan have sine udfordringer.

Dette gælder også i forhold til det savn, der består i, at man måske ikke har så mange at komme hjem til, men hvor livet under udsendelserne nærmest er blevet selve tilværelsen. Igen er det individuelt, hvordan det problem kan løses. Men samtaler om, hvordan den enkeltes forhold rent faktisk er, kan være et vigtigt skridt på vejen til en løsning.

Orlogspræsten mellem forventninger og intentioner

Afslutningsvis skal det kort overvejes, hvorvidt de forventninger, man som orlogspræst bliver mødt med om bord, også stemmer overens med de intentioner, man kommer med som præst.

Hvad det sidste angår, vil de fleste præster formentlig nikke bifaldende til admiral Vedels tidligere citerede udsagn om, at formålet med værnspræstetjenesten ”må være at styrke og hjælpe den enkelte i hans forhold til Gud.” Her tegner virkeligheden dog ofte et andet billede, for så vidt som orlogspræstens opgave-portefølje, ud over gudstjenesterne, består af mange andre ting.

Selv om det pastorale udtryk ”sjælesorg” er almindeligt brugt, handler ”sjælesorgs-samtalerne” i langt de fleste tilfælde ikke om ”trosanfægtelser” eller om en efterspørgsel af troen og kristendommen som terapeutisk middel, men derimod om alle tænkelige praktiske og eksistentielle spørgsmål og problemer. Som nævnt er det da præstens opgave at vurdere, hvorvidt det i situationen forekommer meningsfuldt at bringe tros-emner i spil. Og i det ovenfor citerede interview fremhæves det nærmest som noget positivt, at dette ikke sker pr. automatik.

Ikke desto mindre giver disse samtaler en enestående lejlighed til at give folk et fortrolighedsrum, som de måske ikke kan finde andre steder, hvilket i høj grad også er med til styrke præstens troværdighed og legitimere hans eller hendes tilstedeværelse. Denne troværdighed er da også det bedste udgangspunkt for det forkyndende arbejde, der selvsagt forbliver en hovedsag i orlogspræstens funktion om bord. På den måde kan forventninger og intentioner ubesværet smelte sammen.

Og så kan der da også være forventninger, der ikke bare overstiger intentionerne, men også det mulige – som når orlogspræsten får standardbemærkningen, der lyder: ”Når nu vi har en præst med om bord, må du jo sørge for, at vi får godt vejr!”.

Til det er der egentlig kun at svare, at det ikke i første række handler om at bede Vorherre om det vejr, man gerne vil have, men at det snarere handler om at bede om hjælp til, at man kan være glad og fornøjet, uanset hvilken slags vejr, man får!

Når det lykkes, må forventning og intention siges at have fundet den overensstemmelse, de også finder på så mange andre områder i relationen mellem skibsbesætning og orlogspræst.

Litteratur

Christiansen, Line F.L. og Peter K. Andersen 2015: Præsten og konflikten. Hovedopgave, Søværnets Officersskole 2015.

Fenger, Hans Matthias 1925: Erindringer fra mit Liv. Kbh. : G. E. C. Gad.

Aalborg, Niels Mikkelsen 1624:  Kort Huss- oc Skibsspostille, ofver alle Søndagers oc hellige Dagers Epistler oc Evangelia mesten Deel aff Lutheri Postiller sammendragen aff Niels Michelsøn Aalborg,... Copenhagen : prentet ... hoss Henrich Waldkirch.

Comments
0
comment

No comments here