Løgstrup var det skabte livs teolog og ville den profane livsforståelse til livs, også i sine prædikener. Det skabelsesteologiske omdrejningspunkt i hans tænkning fører dog til alt andet end en letbenet ”feel good”-forkyndelse af, at mennesket er godt. Løgstrup bekymrer sig heller ikke det mindste for, om han er ”i øjenhøjde” med sin menighed og kirkegænger. Det kommer der kraftfulde og alvorlige prædikener ud af. Kan Løgstrup inspirere os til at prædike med alvor og kraft i dag?
Jeg læste Løgstrups prædikener for første gang for omkring 20 år siden i forbindelse med arbejdet med mit speciale i teologi på Aarhus Universitet. Senere læste jeg dem igen, da jeg skrev min ph.d.-afhandling. Da jeg første gang læste dem, slog de mig som selvfølgelige. Jeg syntes dengang egentlig ikke, at Løgstrups prædikener var bemærkelsesværdige; jo, sprogdragten var måske; man skulle lige vende sig til hans indimellem lidt knudrede stil. Men indholdet fandt jeg teologisk helt selvfølgeligt, blandt andet fordi en luthersk syndsforståelse og vilkårene for det faldne menneske blev skrevet frem som det naturligste i verden. Det var der ikke noget mærkeligt i dengang i begyndelsen af 00’erne. Men det er der, i hvert fald i en dansk samtidsteologisk kontekst, nu. Luthers teologi og dens koncentration om synd og frelse tages ikke længere for givet i alle teologiske kredse her i Danmark. Et stormløb på reformatorens tankegods har fundet sted de seneste år, og det hævdes, at Luthers Gud skulle være sadistisk og at talen om mennesket som en synder, der har brug for frelse, er usand.
Dette kan ses i sammenhæng med et bredere perspektiv, der også præger teologien i dag, nemlig samtidens enorme fokus på og optagethed af identitetspolitik, hvorved hævdelsen af det fællesmenneskelige kommer under pres og mistænkeliggøres. Og som det skrives i optakten til dagen i dag, så kan heller ikke prædikanten undgå at tage stilling hertil: Kan vi endnu prædike ud fra en forestilling om, at evangeliet knytter an ved almene, fællesmenneskelige erfaringer? Går det stadig an og giver det endnu mening, ikke kun for de i forvejen indviede, at se et menneskeliv i lyset både af skabelsen, faldet, tilgivelsen og oprejsningen – for at blive i løgstrupske termer?
Når jeg her 20 år senere genbesøger Løgstrups prædikener, så fremstår de på én gang friske, klare og alvorsfulde. I lyset af både Lutherkritik og identitetspolitikkens optagethed af hver enkelt rets til at blive anerkendt som noget særligt fremfor noget fællesmenneskeligt, så kunne man måske have forventet det modsatte: at Løgstrups prædikener nu er blevet så bedagede, at de lige så godt kan gå i glemmebogen. Det modsatte er sket. Det bekræfter nok i virkeligheden en gammel sandhed om, at hvis bare man venter længe nok uden at gøre andet end at sige og gøre det, man altid har sagt, så bliver man hot på retro-måden igen. Alle vi, der har eller har haft teenagebørn, har nok oplevet, hvordan ens tyve år gamle tøj pludselig er det fedeste, man kan gå rundt i. På samme måde med Løgstrups prædikener.
Prædikenen er alvor for Løgstrup; han prædiker med alvor. Nu kan alvor stå i modsætning til i hvert fald to andre begreber: ligegyldighed og fjolleri. Alvoren i forhold hertil i en kirkelig og homiletisk kontekst vil jeg sige lidt mere om her til indledning, inden jeg dykker ned i Løgstrups prædikener og homiletiske overvejelser.
For et halvt års tid siden var der en interessant artikel i Weekendavisen om Generation x (Villemoes 2022). Generation x er blandt andet min egen generation; den tæller alle os med, der er født fra omkring midten af 1960’erne og indtil slutningen af 1970’erne.
Hvor 68-generationens arketype er den universitetsstuderende hippiemarxist, der kræver oprør og revolution, så er generation x’s arketype standup-komikeren. I Danmark er generation x synonym med medievante folk, særligt mænd, omkring underholdningsindustrien, der havde deres formative år omkring 90’erne og 00’erne. Tænk fx på Casper Christensen og Jan Gintberg. De var med til at tegne en tid, hvor mennesket var holdt op med at være menneske, men nu blev betegnet som et ”individ”. Individet var ikke længere interesseret i store politiske debatter eller kampen for et bedre samfund, endsige opgør med verdens uretfærdigheder. Individet var kendetegnet ved ikke at stå i forhold til noget som helst. Kampen for personlig frihed var vundet, så der var ikke rigtig noget at kæmpe for mere. Tilbage stod kun en evig legen rundt og en evig bestræbelse på at få folk til at grine. Ironien står som et banner for 90’erne og 00’erne. Og det var en sjov fest, så længe det varede. Men nu er det som om, at tømmermændene er ved at indfinde sig, og mon ikke det er erkendelsen af, at et helt liv ikke lader sig leve uden tyngde og alvor, der gør, at Casper Christensen nu har forsøgt sig med et nyt tv-koncept, All Exclusive. I det program taler man efter sigende alvorligt, ikke ironisk, sammen, endda også om det, der har været svært i livet. Måske fordi det er gået op for generation x nu, hvor festen er forbi, at det ikke lod sig gøre at leve et helt liv som et frigjort individ, der var frakoblet relationer til alt og alle, fordi man ikke rigtig vidste, hvad de andre og verden, for slet ikke at tale om Gud, var til for – andet end som noget, man kan grine af. Og hvis man savner den alvor og tyngde, hvis man savner at blive et menneske, med ansvar og med levende relationer til andre, hvor går man så hen, efter sådan 20-25 års ironisk standup-show?
Ja, så går man naturligvis i kirke – det vil vi præster i hvert fald gerne sige. Og i kirken er der ikke så meget at grine af, slet ikke i disse år, for generations x’s præster – altså os – vi vil meget hellere få folk til at græde. Hvor ironien og fjolleriet var stand-up’ernes banner, så er følelser og rørelser det, vi nu stræber efter i kirken. Man kan forvisse sig om det flere steder – her blot et par eksempler:
Dåbskommissionen, der skal arbejde med et nyt dåbsritual, er nedsat. Og straks skulle medlemssammensætningen af kommissionen kommenteres. Sognepræst på Vesterbro, Birgitte Kragh Engholm, udtrykte betænkelighed til netmediet kirke.dk. (Dylander 2023). Hun havde gerne set, at Sigurd Barrett eller Simon Kvamm sad med ved bordet, og det, de så skulle, var ”at mærke efter, om de bliver rørt af et nyt dåbsritual, og komme med input på den baggrund.” (Dylander 2023).
Tilsvarende optagethed af menneskers følelsesliv ser man i et program på DR, hvor forskellige mennesker taler med præst Ane Øland Bækgaard om kærlighed. Den mest brugte sætning af præsten i det ellers udmærkede program er: ”Jeg kan se du bliver rørt nu. Vil du fortælle hvorfor?” (DR 2022).
Et sidste eksempel er Allehelgengudstjenesterne, der er blevet det, der hedder ”en succes” for folkekirken, fordi det nu er den gudstjenestedag i hele kirkeåret, næst efter juleaften, hvor der er flest, der går i kirke. Læser man de mange prædikener, prædikenvejledninger og overvejelser over liturgien til denne dag, som kan findes på nettet, så får man en fornemmelse af, at Allehelgengudstjenestens og ikke mindst prædikenens opgave dén dag er at gøre dagen til en slags begravelse nummer to, gerne i samspil med en prædiken, der gør det ud for en form for sorgterapi, snarere end det er en gudstjeneste, hvor evangeliet forkyndes, også for det tabsramte menneske.
Intet er bedre for os præster, end hvis vi kan røre folk og allerhelst få dem til at græde. Det er som om, vi ikke rigtig tør lade kirkegængerne være i fred på bænken længere – lade dem være i fred med evangeliet. Jeg tror, vi trænger til at komme tilbage til at have en lidt større afstand til vores kirkegængere. Bekymre os lidt mindre for, hvad der rører dem. Prædike med karskhed, kan man måske sige. Og her kan Løgstrups prædikener inspirere os.
Løgstrup kendte ikke til prædikenmodeller, tankpassermodeller, en pi-prædiken eller en y-prædiken. Han prædikede bare. Eller – ikke ”bare” – han havde en sag. Og det var ikke kirkegængerens følelsesliv, men det var det gudskabte menneskeliv. Jeg forestiller mig, at man som kirkegænger ved Løgstrups gudstjenester netop har kunnet være i fred. Og det kan rejse spørgsmålet til os som prædikanter i dag: Hvordan forkynder vi på en og samme tid evangeliets glædelige budskab og sandhed til mennesker, samtidig med, at vi som præster lader dem være i fred på kirkebænken med det liv, der nu engang er deres – og lader evangeliet om at skabe uro, forandring eller rørelse. Jeg vil gå endnu en omvej her til indledning, inden jeg dykker mere ned i Løgstrups homiletik og prædikener.
Kirkens rum hedder en bog, der blev udgivet sidste år af Akademiraadets udvalg for kirkekunst (Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst 2022). Bogen har undertitlen kunsten, arkitekturen og den visuelle liturgi, og som der står på appetitvækkeren på bagsiden af bogen, så præsenteres heri ”23 særligt interessante nye og gamle danske kirkerum, hvor kunsten og arkitekturen på forskellig vis går op i en højere enhed” (Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst 2022, bagside). Når den bog har min interesse, så er det fordi, at blandt de 23 udvalgte kirker findes Balle Valgmenighedskirke, hvor jeg for nogle år siden var præst igennem 5½ år, og prædikede i kirkens rum søndag efter søndag. Kirken er udvalgt til at være med i bogen, fordi den i 2016 fik et nyt alterbillede af Anette Harboe Flensburg. Alterbilledet fremhæves for dets ”suveræne, indfølte og gennemtænkte samspil med alle aspekter af kirkerummet” (Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst 2022, 148). Om Balle Valgmenighedskirke skrives i bogen dette:
”Kirkerummet har karakter af arena med tilskuerpladser i to planer, der krummer sig i en halvcirkel om den centralt placerede prædikestol og korets løftede scene. Det er et sted, hvor mange mennesker kan forsamles under uformelle former i Grundtvigs ånd. Bygningen har et muntert, nærmest sommerligt, præg, og virker som skabt til korsang og musiceren. Men prædikestolens og altertavlens tyngde efterlader ingen tvivl om, at det, som foregår her, også er dybeste alvor.” (Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst 2022, 147)
Det er altså ikke mindst prædikestolen og dens tyngde, der vidner om, at det, der foregår i Balle Valgmenighedskirke, er dybeste alvor. Og måske er det også sådan i andre kirker? Man kunne jo som et tankeeksperiment forestille sig prædikestolen pillet ud af alle kirker og forsøge at se for sig, hvad det ville gøre ved kirkens rum. Nogle præster bruger i forvejen ikke prædikestolen mere, da de med den begrundelse, at de vil være ”i øjenhøjde” med menigheden, står på gulvet og prædiker. Men spørgsmålet er også, om det kun er prædikestolen, og dermed prædikenen, der tilføjer kirkens rum alvor? Jeg tænkte over det, da jeg skulle forberede mig til i dag – hvor jeg jo selv har fået lov til at vælge emnet om prædikenens alvor hos Løgstrup. Men hvorfor egentlig kun prædikenens alvor? Hvorfor ikke nadverens eller i det hele taget gudstjenestens alvor? Eller livets alvor. Dødens. Eller, igen, hvis man er modig i disse Luther-kritiske tider: syndens alvor, frelsens, dommens alvor?
Alvorens modsætning kan som sagt være fjolleriet, som jeg talte om i begyndelsen. Men i videre forstand er alvoren også et værn mod ligegyldigheden. Og hvis man vil ligegyldigheden til livs, kræver det en opmærksomhed på, at den kan gemme sig under mange forskellige former, også under formen ”underholdning”.
Jeg læste et interview med Kirsten Strømstad for nylig. Hun er 96 år og har beskæftiget sig indgående med kunst hele sit liv. Blandt meget andet har hun været direktør for Louisiana i 1960’erne. Hun siger noget tankevækkende også ind i temaet om alvor og ligegyldighed. Og i følgende citat kan man som et eksperiment prøve at indsætte ordene ”kirke” eller ”gudstjeneste” eller ”prædiken”, hver gang Kirsten Strømstad taler om kunst og museer. Hun siger:
“Al kunst, og i øvrigt også musik, litteratur, teater og film eller computerspil for den sags skyld, kræver noget af den, som vil opleve det. Man må overkomme det besværlige eller det vanskelige for at få adgang til kunstens frugter og de dybere oplevelser. Men politikerne kræver tiltagende større publikumstal i museerne, og der er en alt for høj grad af kontrol, i forhold til dengang jeg var i branchen (…). Penge fylder for meget, tal og budgetter og publikumsmål fylder alt for meget. Og det er resulteret i, at man, efter min mening, på museerne skyder sig selv i foden. Man udvander, hvad man har, det store og det svære og det smukke, til fordel for det lette og det tilgængelige. Kunst må gerne være morsomt, men det skal ikke per definition være underholdende. (…) Vi lever i dag, desværre, i et åndløst samfund. Vi har mistet tidligere tiders respekt for viden og kundskaber. Alt skal i dag være henvendt til de forudsætningsløse,” siger Kirsten Strømstad. (Haag 2022).
Alt skal i dag være henvendt til de forudsætningsløse og alt for meget bliver underholdning uden tyngde. En meget interessant iagttagelse, også når det gælder alvoren i gudstjenesten og prædikenen. Jeg tror umiddelbart, at Løgstrup ville være enig med hende.
Med alt dette sagt til indledning, så lad os gå til Løgstrups prædikener og til hans overvejelser over prædikenen. Posthumt blev der i 1999 udgivet en slags homiletik eller prædiken-teologi af Løgstrup, nemlig det lille skrift Prædikenen og dens tekst (Løgstrup 1999). Denne tekst af Løgstrup er dog langt fra at være en klassisk homiletik; den er snarere et indlæg i en debat i 30’erne og 40’erne om, hvilken teologi, der er passende for en prædiken. Bogen blev da heller aldrig udgivet i Løgstrups egen tid, og hans gode ven Hal Koch bærer nok en del af skylden herfor. Løgstrup arbejdede ellers ihærdigt for at bogens manuskript kunne blive udgivet på Gads Forlag og gerne omkring d. 1. september 1941. Gads Forlag havde bedt Hal Koch om en såkaldt konsulentudtalelse om manuskriptet – dets indhold og form. I et brev til Løgstrup beretter Koch, hvad han i sin egenskab af konsulent havde sagt til Gads Forlag:
”Bogen var morsom og vist nok helt rigtig i Sigtet – men totalt ulæselig som den var. End ikke de fire foransatte Teser var blot nogenlunde forstaaelige (…). Det er mit Ramme Alvor, naar jeg udtrykker min Beundring for Indholdet – men hvordan F… du har lært dig at skrive på den Facon fatter jeg ikke” (Løgstrup 1999, 27).
Løgstrup lægger da manuskriptet til side. Han havde i 40’erne formentlig også travlt med meget andet. Foruden sin præstegerning, så var han i gang med sin doktordisputats, som han jo fik retur til omarbejdning indtil flere gange, førend den blev antaget og han derfor blev ansat pr. 1. september 1943 som professor i Etik og Religionsfilosofi ved det dengang nyoprettede og nu allerede nedlagte Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet. Dertil kom, at Løgstrup under besættelsestiden var aktiv i modstandsbevægelsen. Så intet under, at han ikke kæmpede mere vedholdende for at få udgivet det lille prædiken-skrift.
Bogen Prædikenen og dens Tekst hører heller ikke til perlerne i Løgstrups forfatterskab. Men jeg vil alligevel gerne fremhæve to pointer fra bogen. For det første, at Løgstrup, som med alt andet, han beskæftiger sig med i sit tidlige forfatterskab, er optaget af historien. Det er historien, den historiske kritik af de bibelske tekster og spændingen mellem en historisk og en filosofisk sandhed i de bibelske tekster, der optager ham især i denne lille bog. Som et kuriøst eksempel på hans stringens, så hopper vi her til bogens tredje tese. Tese III lyder:
”At tage en Beretning paa én Gang som en historisk Begivenhed – og udlægge den symbolsk er at gøre Kristendom til en Mysteriereligion i manglende Respekt for det profane Ord” (Løgstrup 1999, 67).
Løgstrup definerer her nærmere, hvad man skal forstå ved en ægte begivenhed, for netop sådanne er Jesu undere. Ved talen om en begivenhed må der skelnes mellem to betydninger: dels selve foregangens betydning, dels dens betydning som begivenhed. Foregangens betydning er den rent objektive beskrivelse af, hvad der har fundet sted. Foregangen bliver til begivenhed i det øjeblik den tillægges en betydning, som kræver, at man tager stilling til den. For at være en ægte begivenhed kræves, at foregangens betydning som begivenhed ligger i forlængelse af dens betydning som foregang. Som eksempel giver Løgstrup de tyske troppers indmarch i Tjekkoslovakiet. Denne foregang – at de tyske tropper marcherer ind i Tjekkoslovakiet – er en begivenhed, fordi den kan tillægges en betydning, der tvinger til stillingtagen. Som begivenhed er foregangens betydning Tysklands erobring af et andet land. Denne betydning ligger klart i forlængelse af foregangens blotte betydning, hvorfor der her er tale om en ægte begivenhed.
Et andet eksempel er beretningen fra Johannes-evangeliet om brylluppet i Kana, som Løgstrup ikke kan regne for en ægte begivenhed. Foregangen er her forvandlingen fra vand til vin. Foregangens betydning som begivenhed, som tvinger til stillingtagen, er, at det sker på Jesu befaling. Hvad der imidlertid ifølge Løgstrup afslører det som en usand historisk begivenhed er, at underet ikke er gjort for brudgommens eller for gæsternes skyld. Underet sker alene for tilhørernes/læsernes skyld, dvs. for nogle udenforstående. Det stiller underet i skarp modsætning til f.eks. Jesu helbredelses-undere, der netop alene sker for den/de impliceredes skyld; gjort af barmhjertighed. Underet i denne beretning må således være af en sådan karakter, som farisæerne krævede af Jesus – altså et tegn kun for tegnets skyld, men som Jesus netop nægtede, ”fordi det Under aldrig kunne blive andet end en Aabenbaring af ham selv, men ikke af Gud” (Løgstrup 1999, 71f.).
Når der skal prædikes over denne beretning, er der ifølge Løgstrup kun to muligheder: Enten at tage beretningen som en historisk usand begivenhed og udlægge den som en prædiken. Det vil sige i prædikenen tydeligt vise, at historisk set har dette under, hvor vand gøres til vin, aldrig fundet sted, men evangelisten Johannes vil med fortællingen prædike os den og den betydning. Eller underet må forstås i tæt forbindelse med selve foregangen, hvilket vil sige, at Jesus skulle se det som vigtigt for mennesket at få vin at drikke – og så bliver det prædikantens opgave at få en evangelisk pointe ud af det. Vælger man ikke en af disse to muligheder, men tager man i stedet beretningen som både en historisk sand begivenhed og udlægger den symbolsk, så gør man prædikenen uforståelig og kristendommen til en mysteriereligion.
Det var den ene pointe fra Løgstrups lille bog – en pointe man som præst i dag kan reflektere over – altså: tager prædikenen og prædikanten kun evangeliet alvorligt ved nøje at efterforske historiciteten i teksterne? Og har Løgstrup ret i, at det er utilstedeligt på en og samme tid både at regne en beretning fra evangelierne for historisk sand, samtidig med at en fortællings pointe udlægges symbolsk, fordi det gør kristendommen til en mysteriereligion, dvs. noget, der ikke har med virkeligheden at gøre?
For det andet er bogen som sagt mere en kritik af det, som Løgstrup kalder for den barthianske skriftteologi, end det er en egentlig homiletik. Og hans anke mod skriftteologien er blandt andet, at den i omgangen med de bibelske tekster har nedlagt et veto mod den historiske kritik. Der stilles derfor kun i teorien spørgsmålstegn ved skriftens, og dermed evangelisternes, autoritet og ufejlbarlighed, og følgelig bagatelliseres en historisk forståelse af teksterne. Og det er fatalt, siger Løgstrup, fordi den profane livsforståelse så får frit spil. Og her er vi sådan set allerede inde ved alvoren, for skal man sætte én eneste overskrift for hele Løgstrups virke; for både hans tidlige og sene forfatterskab, så er det opgøret med den profane livsforståelse.
Modsætningen til den profane livsforståelse er dette: Livet er noget bestemt før og uden det indhold, vi forsøger at fylde det med. Det er den grundantagelse, som Løgstrups forfatterskab er båret af. Og derfor vil han gøre op med den profane livsforståelse. Løgstrup skriver som ung præst i slutningen af 1930’erne i en kirkebladsartikel, at mennesket af den profane livsforståelse gøres til slave af tiden, fordi vi hele tiden skal præstere og udrette noget. Vi forbander tidens gang – samtidig med at vi ikke har ro til at se og være i livet i øjeblikket. Mennesket er optaget af at sætte sig spor og præstere, fordi det at skabe kultur og udrette noget er den eneste meningsgivende forståelse af, hvad menneskelivet er. Nu om dage er det vel det, der afspejler sig i mange menneskers iver for at få sig et langt og spændende cv. Derfor bliver alt trivielt for os. Vi bliver blinde for alt det, livet ellers – i sig selv – er fyldt med, mener Løgstrup. Så er der ikke noget særligt ved livet i sig selv, det er blot trivielt og gråt i gråt. Løgstrup skriver i artiklen nærmest poetisk om dette:
”Vi lever allesammen i det trivielles Tusmørke. Hvad vi end ser og hører, saa ser og hører vi det som noget forslidt og fortærsket. Det er en altomfattende Forstaaelse, som vi har paa Forhaand. Den Forstaaelse er ikke bevidst, men ligesom en almindelig, ubevidst Maade, paa hvilken vi gaar i Lag med al Ting. – Man kan derfor ikke sige, at vi bestræber os for at gøre alt trivielt, fortærsket og forslidt. Nej. Fortærsketheden sidder i vort Sind og svækker vore Øjnes Lys, saa vi kun ser graat.
Vi gaar rundt med Fortærskethedens, med Trivialitetens Død i os. Alt, hvad vor Tanke rører ved, visner hen og bliver til forslidte Meninger. Hver Farve, vort Øje ser, bliver mat i den Forslidthed, der sidder i vore Øjne. Hvert Ord, vi hører, bliver fladt, et Tegn uden Betydningsdyb i vore Ørers Klangløshed.
Vi hører som gennem Vat og ser som gennem Taage ved den Fortærskethedens Død, der sidder i vort Sind – hvor skarpe saa ellers vore legemlige Sanser maatte være. Vi har altsaa ikke blot glemt, at vi lever i Guds Skabning, men vi har helt udryddet Forstaaelsen deraf” (Løgstrup 1938, 451).
Løgstrup mener, at både filosofien, teologien og den mere almene måde at tænke om menneskelivet på, har fjernet sig fra tanken om, at menneskelivet er andet og mere end det, vi selv fylder i det. Der er kommet en uoverstigelig afstand ind mellem Gud som skaber og verden. Det moderne menneske, altså os, vi regner ikke mere med, at vi, verden og vores liv er skabt af Gud. Tværtimod er vi alle en slags hverdagsateister, der lever uden tanke på, at livet kan være andet end det, vi selv gør det til.
Meget karakteristisk for Løgstrups opgør med den profane livsforståelse er, at han gerne vil vise, at rent tænkningsmæssigt, rent filosofisk, der er det lige så oplagt og lige så nærliggende at antage, at livet er skabt, som det er at benægte det. Men i den måde, tænkningen har udviklet sig på, der er der ligesom blevet kastet slør over det oplagte og nærliggende i tanken om livets ophav i en skaber. Løgstrup vil gerne, på tænkningens og filosofiens præmisser, tage de slør væk – tage vattet ud af vores ører og fjerne tågen fra vores blik, så det kan fremstå lige så ”fornuftigt” at antage tanken om en skaber og om livet som en skabt og skænket gave, som det modsatte.
Man kan sige, at Løgstrup er drevet af en form for kald til omvendelse på tænkningens område: Han vil filosofisk set gøre op med en irreligiøs livsforståelse, og teologisk set vil han rehabilitere forståelsen af livet som skabt.
At prædikenen er alvor for Løgstrup, kommer derfor ikke af prædikenens særlige genre eller af liturgiske overvejelser om prædikenens placering og rolle i gudstjenesten som sådan. Alvoren stammer fra, at også Løgstrups prædikener, som stort set alt andet i hans forfatterskab, som tema har dette grundærinde, der udgør en tydelig rød tråd i hele hans forfatterskab: opgøret med den profane livsforståelse og ønsket om, at mennesket skal kunne komme til en forståelse af, at livet er skænket os som en gave og at livet er mere end det, vi gør det til. Samt ikke mindst, at livet derfor stiller krav til os. Den etiske fordring er indbygget i livet selv, og er ikke en særlig kristen opfindelse. Livet fordrer handling af os, hvilket vi skal se nærmere på om lidt med Løgstrups engagement i modstandsbevægelsen. Og alvoren i prædikenen stammer tillige fra, at i det, man kunne kalde for skænkethedens livsforståelse, altså en forståelse af livet som skabt, i den livsforståelse er vi tillige forbundet med Gud som skaber. Og så bliver det for alvor alvorligt, om man så må sige. Skaberens alvor og Skaberens magt udfolder Løgstrup først sent i forfatterskabet i Skabelse og tilintetgørelse (Løgstrup 2015). Men her bliver alvoren tydelig, da der med livet som gave tillige følger, at Gud ikke blot er skaber, men også er tilintetgører. Sådan er vores erfaring; den skjulte Gud, for at tale med Luther, er grusom. Og det ville være blasfemisk at hævde andet, siger Løgstrup. Skaberen har koblet liv sammen med død, herlighed sammen med grusomhed i det liv og i den verden, vi er blevet givet at leve i. Det er på den baggrund Guds åbenbaring af sit sande væsen i Kristus må ses. Og den baggrund skal bevares – for alvorens skyld. Men også for den menneskelige erfarings realismes skyld. Og for sjælesorgen og trøstens skyld.
Men inden Løgstrup i sit forfatterskab når så langt, hvordan prædiker han så selv? Hvordan kommer livets alvor til udtryk i hans prædikener? Og læg nu her mærke til, at Løgstrup, der om nogen var det skabte livs teolog; ikke ulig det, som alle de, der angler efter den lette, lyse, glade kristendom så godt kan lide, nemlig skabelsesteologien og menneskets gudbilledlighed, læg nu mærke, at selvom dette er grundtemaet i alle hans prædikener: det skabte menneskeliv, så forfalder han aldrig nogensinde til at give slip på alvoren for at stryge kirkegængeren med hårene. Med til det skabte livs alvor hører i højeste grad syndens alvor, faldets alvor, men også tilgivelsens alvor. Desuden får man det indtryk, når man læser hans prædikener, at Løgstrup ikke blot har taget prædikenen og livet alvorligt, men så sandelig også kirkegængeren og menigheden. Der bliver ikke leflet for nogen og han regner dem ikke for forudsætningsløse. Løgstrup bekymrer sig ikke et øjeblik for, om han nu også er ”i øjenhøjde” med sin menighed. Dertil er sagen selv for vigtig. Han kunne aldrig drømme om at regne sin menighed for mennesker, der ikke kan tænke selv og som derfor skal holdes i hånden, så det hele ikke bliver for tungt eller svært. Og ser man efter, hvordan han begynder sine prædikener, så er de blottede for det, man selv som prædikant kan have tendens til, når man prædiker ind i en tid, hvor det fællesmenneskelige er under pres, nemlig at gøre sig umage med en åbning fyldt med forbehold, så ingen skal blive stødt eller føle sig udenfor. Det kunne være: ”Mange mennesker kender muligvis nok til dette, at…”, eller ”De fleste mennesker har gennem deres liv sikkert oplevet, at…”. Løgstrup lefler ikke og bekymrer sig ikke for, om tilhøreren kan følge med eller føler sig inkluderet. Han går lige til sagen selv.
Hør fx et par forskellige åbninger på hans prædikener; den første til Juleaften eller Juledag 1938, i hvert fald prædikes der over juleevangeliet. Vi kan antage, at den er holdt juleaften og vi kan forestille os en kirke stopfyldt med glade, spændte og forventningsfulde mennesker. Løgstrup begynder sin prædiken sådan her – lige efter oplæsningen af juleevangeliet:
”Gud så sine mennesker ødelægge det menneskeliv og den jord, han havde givet os. Og vi ødelægger vort liv og vor jord så grundigt, så fuldstændigt, så vi i livet og i (på?) jorden kun ser vort eget ødelæggelsesværk og ikke længere Guds skabning. Som det stod fra Guds hånd, ser vi hverken vort liv eller vor jord længere; vi ser kun den ruin, vi har gjort deraf” (Løgstrup 1995, 115).
Altså en juleprædiken, der uden omsvøb begynder med synden. Sådan er der nok ikke mange, der prædiker juleaften nu om stunder. Hør også i samme dur denne Nytårsprædiken fra 1942, hvor teksten er fra Matthæus om bøn og Fadervor. Løgstrup begynder sådan her:
”Vor forståelse af, hvad kristendom er, er i virkeligheden dilettantisk. Den er fyldt med indrømmelser til højre og venstre. Vi nøjes ustandseligt med det omtrentlige. Vi går ustandseligt på akkord i vor forståelse af, hvad kristendom er. Og det skønt det står fast, at kristendommens tale ikke giver plads for den bitterste indrømmelse; men at den er af en sådan renhed, så skarp og så enfoldig, at den vil ætse al omtrentlighed bort” (Løgstrup 1995, 213).
Og som et sidste eksempel på Løgstrups uforlignelige, direkte prædikenåbninger, så lyt til denne fra 1940 til 25. søndag efter Trinitatis. Teksten fra Lukas om, at Guds rige ikke kommer, så man kan iagttage det, for det er midt iblandt os, og den, der søger at redde sit liv, skal miste det, mens den, der mister det, skal vinde det. Løgstrup begynder prædikenen sådan her:
”Vi ved nok, at med vort liv med dets trælsomhed og dets trivielle nødvendigheder, med vort liv i vor fortærskede borgerlighed og forslidte forsigtighed kan vi ikke forstå evangeliet. Men ikke bare det. Vi synes, at evangeliet ikke har noget at gøre overhovedet med livet selv. Det ligger ud over livet, ikke bare over livet i dets smålighed og afstumpethed, men ud over livet i det hele taget, det ligger ud over livet også i dets rene menneskelighed” (Løgstrup 1995, 175).
I det opgør med Luther, der pågår for tiden, herunder opgøret med en kristendom, der er skåret over skemaet synd – frelse, da finder man altså ikke en allieret hos det skabte livs teolog, Løgstrup. Og det er jo klart nok, da det er meget svært at komme udenom en sand og realistisk tale om både livet og mennesket, der ser bort fra synden. Løgstrup var en mester i at fremskrive det faldne menneskes vilkår i verden, herunder også en verden, hvor godheden findes. Der findes en godhed i livet, men den stammer ikke fra os, den stammer fra Gud, som har skabt livet godt. Ødelæggelsestrangen bor i mennesket. Med germanist og forfatter Søren Fauths ord, så var der mange i vesten, der var chokerede, da Putin invaderede Ukraine. Men hvorfor egentlig, spørger Fauth. Enhver, der har set ind i blot en flig af ens eget mørke, ville ikke blive overrasket over, at der findes krig. Men mørket og synden i os betyder også, at længslen er et grundvilkår hos os; vi længes efter at smelte sammen med verden og med Gud igen, overkomme urspaltningen, altså synden, hænge sammen med verden og med Gud igen (Fauth 2022).
Som I også kunne høre i denne sidste bid af prædikenen, så har Løgstrup et horn i siden på vores borgerlighed og tilpashed. Og det hænger selvfølgelig blandt andet også sammen med, at Løgstrup også prædikede i årene 1940-42 under besættelsen, hvor han som sagt også var engageret i modstandsbevægelsen. Det er meget sigende for Løgstrup, at han – modsat Kaj Munk – mener, at det er det skabte livs beskaffenhed, der bør kalde os til kamp mod besættelsesmagten, mens det for Kaj Munk var et spørgsmål om at træde i karakter som kristen. De har begge to sådan set det samme budskab, men på to forskellige baggrunde. Eller måske rettere: uenigheden de to imellem består blandt andet i et forskelligt syn på, hvad der er kristeligt og hvad der hører til det universelt almenmenneskelige. Vi kan tydeligt høre det, når vi sammenligner Kaj Munks sidste prædiken i Vor Frue Kirke i København med Løgstrups prædiken den første søndag efter d. 9. april 1940.
Kaj Munk prædiker 2. søndag i advent over lignelsen om de ti brudepiger. For Munk er de ti brudepiger, der faldt i søvn, et billede på Kristi kirke, der er faldet i søvn. Og jeg citerer her en længere del af Munks prædiken, fordi også den er et klart eksempel på både prædikenens, men også evangeliets og kaldets alvor, talt ind i en alvorlig situation:
”For det er jo Sandheden om os [at vi er faldet i søvn]. Og den gælder lige fra Paven til Sognepræsten i Vedersø: Vi er faldet i Søvn, fordi det har trukket ud med Herrens Genkomst; det vil paa jævnt Dansk sige, at Kristus er ikke levende nok for os, og det, vi forkynder, er Forkyndelse i Stedet for Virkelighed. Der var en Læge i Midtjylland, der ved et Selskab mellem troende Mennesker rejste sig og foreslog: Skal vi drikke Hitlers Skaal! Det var nu længe før 9. April. En Del af Selskabet protesterede, og da raabte Lægen: Der er Hundredtusinder, der er rede til at give deres Liv for Hitler, hvor mange af jer Kristne vil gøre det for Kristus?
Det var et Ord, der ramte i hvert Fald mig. Naar Kirken har staaet saa forholdsvis svag mellem de fremstormende ny Religioner, saa skyldes det ikke Kirkens Herre, der evig er den samme; men det skyldes os, Kirken selv, der har mistet sit næstdyrebareste Klenodie. Det dyrebareste det er Kristus selv; men det næstdyrebareste det er Martyrsindet, de Kristnes Martyrsind — (ikke at de vilde være Helte og var bidt af den Ærgerrighed, ikke at de var sjælesyge og fandt Fornøjelse i Selvpinsel, men) at de elskede Kristus saadan, at intet Offer til ham var dem for stort. Med dette Martyrsind overvandt vi engang Verden, og uden det vil Verden overvinde os. Romerne troede, at blot man slog dem ihjel, saa var de døde. Men de Kristnes Blod var en Udsæd. (…) Naar der her i Landet rejses en Forfølgelse mod en særlig Gruppe af vore Landsmænd bare for deres Afstamnings Skyld, er det kristeligt ret af Kirken at raabe: Dette er stridende mod Grundloven i Kristi Rige, den, der hedder Barmhjertighed, og det er afskyeligt for frie nordiske Sind. Og Kirken maa gaa videre uden at lade sig trætte: sker det engang til, da vil vi med Guds Hjælp prøve at rejse Folket til Oprør. Thi et kristent Folk, der sidder daadløst hen, naar dets Idealer trampes under Fode, slipper Forraadnelsens Kræft ind i sit Sind, og Guds Vrede sænker sig over det.” (Munk 1943)
Kaj Munks prædiken er en tydelig opfordring til kirken og til alle Danmarks kristne om at træde i karakter – endda med det, som de færreste tør sige i en prædiken nu om stunder, nemlig en pegen på Guds vrede som det, der kan vente, hvis ikke kirken og de kristne handler ret og handler i tide. Og det vil sige barmhjertigt. I spændingen mellem Munks og Løgstrups prædikener rejser sig det spørgsmål, om barmhjertighed er en særlig kristen dyd eller en universel livsytring, der ligger som mulighed i livet for ethvert menneske, fordi livet er skabt sådan, at barmhjertigheden er iboende.
Lad os gå til Løgstrup. Hans udgangspunkt er et andet, nemlig igen: livet selv. I øvrigt fortælles det, at Løgstrups hustru, Rosemarie, var tidligt oppe d. 9. april. Da hun hørte og så de tyske flyvere over Fyn, gik hun ind og vækkede sin mand, hvis reaktion var et ”Gud ske lov. Så kan danskerne da ikke holde sig udenfor engang til!” (Jensen 2007, 39). Og i Løgstrups prædiken søndag d. 14. april 1940 hedder det så som følger – og jeg citerer også her en lidt længere del, da også denne prædiken understreger pointen: at det er livets alvor der tilføjer prædikenen dens alvor. Efter at have talt om Jesus, som det menneske, der levede her på jorden helt anderledes end vi, nemlig i ubekymrethed, given, tilgivelse og forsvarsløshed, så siger Løgstrup dette om os:
”Vi andre, der lever på denne jord, vi er faldet, vi lever ikke her på denne jord i Guds rige. Og derfor er det sådan, at vort forhold til det levende, vort forhold til landskabet og landet, vort forhold til livet i dets dagligdag, ja også vort forhold til solens velsignelse af farver over vore marker og huse og ting, ja også vort forhold til børn – hele vort forhold til livet er blevet et besiddelsens forhold. Vi må besidde det for at glæde os over det. Det er menneskefaldet. Vi lever i besiddelse, ikke i Guds rige på denne jord.
Og derfor må vi forsvare os. Vi må tage konsekvenserne af, at vort forhold til livet er blevet et besiddelsens forhold – og forsvare det. Vi kan ikke leve som Jesus, for han levede på denne jord i Guds rige.
Og når vi ikke forsvarer os, så er det ikke fordi vi lever som Jesus Kristus i forsvarsløshed, men så er det fordi vi er blevet så borgerlige. Så er det fordi vort forhold til livet ikke længere er kun et besiddelsens forhold, men så er det, fordi vort forhold til livet er blevet lutter bekvemmelighed og behagelighed.
Vort land er blevet besat. Vi er kommet i krig med dem, vi ikke ville i krig med.
Lad os så ikke blive hyklere af det. Lad os ikke bilde os selv ind, at vi blev besat så godt som uden modstand og uden forstand, fordi vi er et lille fredeligt folk. Men det skete, fordi vi er et lille borgerligt folk, et lille gennem-spidsborgerligt folk. Fordi vort forhold til livet var blevet bekvemmelighed og behagelighed, frygt og forsigtighed – allerede mange år forinden.
Vor skæbne skyldes, at vi er blevet gennemborgerlige – alle sammen. Fordi vi er et folk, der ikke har elsket friheden, ikke elsket sproget nok.” (Løgstrup 1995, 155)
Løgstrups foragt for og vrede over, at tyskerne helt uproblematisk kunne marchere over grænsen og besætte vores land så godt som uden modstand er til at tage at føle på i denne prædiken. Selv drog han konsekvensen. Både før og under krigen deltager Løgstrup og Rosemarie i arbejdet med at få jøder ud af Tyskland og videre til Palæstina og Sverige. Han arrangerer protestmøder mod tilslutningen til Antikominternpagten, og det er herudaf den dybe konflikt med barndomsvennen Hal Koch springer. Fra 1942 deltager Løgstrup direkte i illegalt arbejde: Ægteparret stiller deres hus i Aarhus til rådighed for illegal radiokontakt til London og de modtager nedkastninger. Han er med i den modstandsgruppe, der hedder ”Ringen”. Præsteparret gemmer sabotører og flygtede danske jøder. Løgstup skriver i det illegale blad ”Folk og Frihed”. August 1942 bliver hans modstandsgruppe optrevlet og han må gå under jorden resten af krigen. Så set udefra må konklusionen være, at Løgstrup selv undgik det hykleri, han advarer mod i sin prædiken. Og bemærkelsesværdigt er det også, at Løgstrup selv aldrig siden taler om eller skriver om sit engagement i modstandsbevægelsen. Han skriver jo om så meget andet. Men tiden som modstandsmand skriver han ikke om med den begrundelse, at det ville blive ”urealistisk heroiserende” (Jensen 2007, 40) sådan bagudskuende at berette om sine kampe og bedrifter.
Til gengæld er hans engagement i modstandsbevægelsen et direkte og meget konkret billede på prædikenens alvor. Og på livets alvor. På kaldets alvor – om det kald så hidrører fra livet selv eller fra Kristus. Løgstrup gør faktisk det, han prædiker. Hvor mange af os andre gør det? Vi står tit på prædikestolen og forkynder eller sidder på kirkebænken og lytter til, at som vi selv er blevet givet meget af Gud, herunder syndernes forladelse og det evige liv, så bør vi nu gå ud af kirkedøren, ud i livet, for at gøre godt for vores næste, eller i det mindste forsøge på det – ”gøre en forskel”, som det hedder i dag. Hvor tit vi rent faktisk gør noget, ændrer vores adfærd i retning af den tjeneste af næsten eller af landet og folket, der også er en tjeneste af Gud, det ved jeg sørme ikke – sådan må jeg i hvert fald sige for mit eget vedkommende. Vi kan tænke på den evangelietekst, hvor Levi kaldes til discipel og Jesus taler om, at det nye ikke sådan uden videre kan sys fast på det gamle – og så kunne man da godt spørge sig selv, om ens tro og kristendom blot er en søndagslap af nyt, fint stof, der ikke for alvor forenes med ens hverdagstøj og det liv, man lever ugens resterende seks dage. Men Løgstrup gjorde det. Med Ole Jensens ord så var Løgstrup en ægte ”teologisk eksistens”. Ole Jensen skriver sådan her om Løgstrups uforfærdethed som modstandsmand:
”Løgstrups uforfærdethed bunder i hans overbevisning om, at livet er ”noget bestemt” og er det fra Skaberens hånd, og at dét er det ukrænkelige ved det. Så de mulige konsekvenser ved at følge livets love – for hans børn, for jøder og kommunister – dem tager Gud på sin kappe. Det har han gjort som Frelser, på korset, én gang for alle. Vi mennesker har ansvar for at leve i pagt med det, som Skaberen har skabt livet til at være. Gør vi det, overtager Gud som evangeliets Gud resten af ansvaret – ansvaret for, at verden ikke ”går op”. Der kan komme onde konsekvenser ud af at følge livets love. Det er dybden i syndefaldet, at det forholder sig sådan. Og det er akkurat, hvad Gud tog på sig, da hans søn byttede med os, byttede kår med os. Sådan må Løgstrup have tænkt. Han var en ægte ”teologisk eksistens” (…)” (Jensen 2007, 44f.)
Prædikenen er alvor for Løgstrup, og heri ligger også den fordring, at den bør være alvorlig. Fordi dens indhold er det skabte liv og menneskelivet – og de to er ikke én til én det samme, for der er synden og faldet til forskel. Kun ét menneske, det sande menneske, Jesus, formåede at leve sådan som livet er os skabt: i tillid, barmhjertighed, given, tilgivelse og ubekymrethed. Derfor bliver et skabelsesteologisk udgangspunkt i Løgstrups prædikener aldrig brugt til at forsikre os om, at som skabte i Guds billede er vi gode nok; faktisk tværtimod. Det skabelsesteologiske udgangspunkt bruges heller ikke til at holde prædikener, der har til formål at passivisere det skabte menneske på den måde, at der ikke stilles krav eller fordringer til mennesket om at søge at ændre adfærd eller se sin livsvej efter i sømmene. Med andre ord har Løgstrups skabelsesteologi intet at gøre med, at det hele er godt og godt nok med os som vi er. Men i hans prædikener peges der til gengæld tydeligt på, ved hvem det faldne menneske kan rejse sig igen og blive kaldt ud til det skabte livs kampe på ny, nemlig det sande menneske Jesus, det liv, han levede og den tilgivelse fra Gud, der derved er vundet os.
Til allersidst vil jeg sige, at det er et godt og vigtigt spørgsmål i læsningen af Løgstrup, om evangeliet, som Ole Jensen udtrykker det i ovenstående citat med frelserens død på korset og ikke mindst opstandelsen, om det skal læses implicit som værende til stede i Løgstrups teologi, også selvom han ikke eksplicit udtrykker det så tydeligt, som Ole Jensen gør på vegne af Løgstrup. Eller om det forholder sig sådan, at Løgstrup betaler den pris for at bruge hele sin gerning på at gøre op med den profane livsforståelse og fremskrive det skabte livs bestemthed, at han primært opholder sig ved 1. trosartikel, mens 2. trosartikel aldrig udfoldes helt eller tilstrækkeligt i hans teologi (se hertil fx Møller 2019). Anderledes formuleret: rækker en bestemt livsforståelse til at udfolde hele evangeliet om frelsen i Kristus? Heri var Ole Jensen og jeg ikke helt enige. Men det hører et andet foredrag til. Under alle omstændigheder vidste Løgstrup det, som også Kierkegaard vidste – og det vidner hans prædikener især om, nemlig at man på forunderlig vis ikke bliver tung eller tynget af tyngde. Man bliver tværtimod let af tyngde (Kierkegaard 1963, 113).
Litteratur
Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst 2022: Kirkens rum – kunsten, arkitekturen og den visuelle liturgi. København: Lindhardt og Ringhof.
Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC-BY 4.0)
