Skip to main content
SearchLogin or Signup

Vand løber nedad, magt stiger til hovedet

Published onJun 25, 2021
Vand løber nedad, magt stiger til hovedet
·

Vand løber nedad, magt stiger til hovedet

Et essay om arvesynd og sexisme

Ingrid Ank

’Håndtering af sexisme’ er blevet noget, enhver organisation eller virksomhed – og dermed enhver leder – kan og ofte vil blive stillet over for at skulle forholde sig til. Men sexisme-diskussionen befinder sig samtidig lige nu i nærmest den totale uklarhed, som på den ene side gør os klogere på magtrelationer og på den anden side gør det ekstremt vanskeligt at sætte retning: Hvad er det for en ’forbrydelse’, vi taler om? Og hvordan undgår vi at gøre mennesker til u-mennesker?

En lørdag i oktober 2016 sad jeg i en sofa på Grundtvig-Biblioteket og ventede på, at solen gik ned. Jeg sad der sammen med tidligere overrabbiner Bent Melchior, der også dengang var en meget gammel mand med kroget ryg og langsomme skridt. Og derfor var vi nødt til at vente på, at sabbatten var slut, så han kunne tage en taxa og komme hjem. Jeg forestiller mig, at det må være sådan, de har haft det i Decameron: At være sammen med det ene formål at vente – og så give sig til at fortælle historier. Hvis jeg engang som i Decameron skal vente i flere dage sammen med andre, må overrabbiner Bent Melchior gerne være iblandt.

Vi talte om en bestemt forestilling i Det Gamle Testamente – der jo for Bent var Toraen – nemlig forestillingen om, at Gud straffer ”fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn” – som det fx står i Anden Mosebog. Jeg kunne høre på Bent, at det var et af de skriftsteder, han som teolog (måske også som oldefar) havde kæmpet med at udlægge betydningen af, og pludselig blev jeg meget klar over, hvor indfældet jeg var og er i arvesyndstankegangen fra kristendommen. Det sidder på rygraden af mig, at mennesket – alle mennesker – per definition ikke kan leve op til egne idealer, og at et hvilket som helst liv og levned ikke ville se for kønt ud, hvis det blev udsat for en nøjere granskning, men altid samtidig også at ’Gud’ er lig med forestillingen om et kærlighedens, nådens og tilgivelsens blik på os i al vores ubehjælpsomme egoisme.

”Inderst inde er vi fulde af lort,” som filosoffen Slavoj Zizek så charmerende har formuleret det – men vi er elsket alligevel. Alligevel altid allerede.

Negativitet som et plusbegreb

”Vand løber nedad, og magt stiger til hovedet,” sagde den nu afdøde radikale politiker Niels Helveg Petersen og formulerede dermed i kort form et arvesyndsblik på mennesket: Sådan som man ret hurtigt holder op med at undre sig over naturlovene, holder man også som kender af mennesket op med at undre sig over egoisme, magtbegær og magtmisbrug: Magt stiger til hovedet. Helveg Petersen har set det med egne øjne – og kender det måske endda fra sig selv. Hans udsagn bunder ikke i indgående studier af arvesyndstanken hos Tertullian og Augustin, men i mange års politiske virke: Det er et erfaringsbaseret – negativt – syn på mennesket. Arvesyndstanken er med andre ord et kristent dogme med en stor grad af realisme – det er ikke et dogme, du skal tro på, men et dogme, du kan erfare: Magt stiger til hovedet. Men den tænkning, der er indeholdt i dogmet, tilføjer samtidig noget til det, man med egne øjne kan erfare. Jeg vil formulere det på den måde, at arvesyndsbegrebet åbner muligheden for at tænke negativiteten som et plusbegreb.

Plusset kan udpeges på to måder: For det første bliver Guds kærlighed – og dermed i det hele taget forestillingen om kærlighed – fuldkommen og overvældende, når mennesket er elsket uden et fordi eller elsket fordi der ikke er nogen grund til det. Kærlighedens vægt, betydning og rigdom er lige så stor, som den er ubegrundet: aldeles ubegrundet, aldeles stor. Som når den elskende ser på den elskede og siger: Jeg elsker dig – ikke fordi du er perfekt, ikke fordi du laver en vidunderlig bøf stroganoff, ikke fordi du har udsigt til en forfremmelse i firmaet, men fordi jeg elsker dig.

For det andet – og afgørende i denne sammenhæng – er negativitet som grundpræmis et lighedsbegreb: I negativiteten er vi stillet lige. ”Du er god nok, som du er,” lyder det ofte, men det trøster os kun et kort sekund, hvis det overhovedet gør, for enhver kan høre, at der i udtrykket ’god nok’ gemmer sig en slags pointskala eller vurdering, en risiko for at falde igennem i andres og helt sikkert i egne øjne. Men i negativiteten er vi stillet lige: Enhver har en splint siddende i øjet og har ikke noget at sige den anden på. ”Hvis andre skal i helvede, skal jeg også,” som Søren Kierkegaard skrev i sin dagbog, og dermed – med dette fællesnegative afsæt – gav det ham lov til at tro og forundres over, at alle var omfattet af Guds nåde. Det står i grunden skidt til – og vi er elsket alligevel.

Der er ikke nogen placering udenfor

Hvad medfører negativitet som et lighedsbegreb i praksis? Det medfører, at det ikke er muligt at udgrænse et menneske fra fællesskabet af mennesker, når og hvis dette menneske bliver afsløret som en, der ikke lever op til egne idealer. For i afsløringen af dette menneske er der ikke afsløret noget ekstraordinært, men noget menneskeligt. Og enhver, der forstår mennesket inden for denne negativitetstænkning, må derfor altid tænke sig selv med i dommen over den anden: Ja, det er så, hvad vi mennesker er i stand til. Selv når et menneske bliver dømt til straf, er der ikke dermed et vindue åbent for at stille sig over dette menneske og afvise det. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle mennesker gør eller vil gøre alt, hvad der er ondt. Men det betyder, at der ikke er nogen placering udenfor, der muliggør en distanceret betragtning. Den renes position er ikke en mulighed.

Den renes position er ikke en mulighed, når det viser sig, at topchefer i Danske Bank kan sættes i forbindelse med hvidvask og våbensmugling (dr.dk). Den renes position er ikke en mulighed, når det viser sig, at en hærchef har misbrugt sin magt til at fremme sin kærestes karriere (berlingske.dk). Den renes position er ikke en mulighed, når det viser sig, at Alternativet, der netop skulle være et bedre alternativ, er lige så præget af interne magtkampe, personopgør og favoriseringer som alle andre partier (berlingske.dk kræver login). Den renes position er ikke en mulighed, når det viser sig, at også i Det Radikale Venstre er der problemer med den sexisme, som partiet har slået sig op på at bekæmpe (dr.dk). Vand løber nedad, og magt stiger til hovedet.

Sexismedebatten viser, at vi befinder os i en overgangsperiode

Og det er netop det emne, jeg her vil zoome ind på: Sexisme. Sexismedebatten udspiller sig lige nu, imens jeg skriver, og det betyder selvfølgelig noget for, hvordan man kan skrive om den. Det er umuligt at danne sig et overblik på behørig tidsmæssig afstand, for det er lige nu, og det præger vores samtaler og vores ageren med hinanden. I stedet vil jeg prøve at nærme mig den udefinerbarhed, som er kendetegnende for definitionen , debatten om og håndteringen af sexisme – en udefinerbarhed, som nødvendigvis vil være til stede, når normer er i gang med at flytte sig.

Hvis man for eksempel læser sig igennem beskyldningerne mod tidligere overborgmester Frank Jensen (S) (Alt for Damerne har fx en oversigt her: alt.dk), så må man som jeg, 41 år gammel, konstatere, at det, han anklages for, i vid udstrækning svarer til noget, man kunne blive udsat for i nattelivet, da jeg for 20 år siden var en hel del mere aktiv i det, end jeg er nu. Dette er en nøgtern konstatering og ikke andet. Min pointe er, at der var måder at opføre sig på, som for 20 år siden ikke fik mig til at tænke, at der var blevet begået hverken en juridisk eller moralsk forbrydelse, om end jeg godt kan komme i tanke om oplevelser, der var irriterende og nogle gange ligefrem ubehagelige. Og i forlængelse heraf er det min pointe, at lige nu er vi i en overgangsperiode, hvor normerne er i opbrud: Hvad der før ikke blev opfattet som en (moralsk) forbrydelse, er nu på vej til at blive det – men vi er ikke nået frem til en form for konsensus i forhold til, hvor grænserne går i dag. Så er der selvfølgelig den tilføjelse i forhold til mine (og helt sikkert også andres) oplevelser i nattelivet, at overborgmesteren er (var) overborgmester, dvs. han befinder sig i en magtposition. Men også her mener jeg, at det er en hel del mere uklart, end det nogle gange fremstilles:

Sexisme-debatten kom for alvor i gang i Danmark, da TV-vært Sofie Linde som vært på Zulu Comedy Galla i 2020 fortalte, at hun som 18-årig og ny på DR var udsat for en ’stor TV-kanon’, der sagde: ”Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere!” (tv2.dk). Men i langt de fleste tilfælde af det, der omtales som sexisme, er magtforholdet ikke så eksplicit udtrykt, som det da tør siges, at det er her. Dette er igen en rent nøgtern konstatering: Jeg siger overhovedet ikke dermed, at der aldrig er et magtforhold, blot fordi det ikke direkte udtrykkes. På den anden side kan man heller ikke – og det er det, der er min pointe – i alle tilfælde gå ud fra, at det er karrierehæmmende at afvise chefens tilnærmelser. I sexismedebatten fremstilles det ofte meget entydigt, at når chefen eller en i en eller anden forstand højerestående person lægger en hånd på dit lår, så er din karriere i spil, eller så er du udsat for en form for pres eller tvang. Men så entydigt er det (selvfølgelig) ikke. Dertil kommer, at hele spørgsmålet om at ’stå frem’ og om det vanskelige heri, vel ikke kun handler om, hvorvidt de kvinder (eller mænd), der står frem, vil blive taget alvorligt. Vanskeligheden må vel også i nogle tilfælde handle om – om end jeg ikke er stødt på sådanne overvejelser – hvordan man forstår sig selv: Er jeg eller er jeg ikke et offer? Var jeg uden et handlingsrum i det pågældende tilfælde? Og endelig skal dertil også føjes, at der vel også kan findes eksempler på mennesker, der på eget initiativ har forsøgt at gøre det til en karrierevej at gå i seng med chefen.

Jeg understreger: Jeg er ikke i gang med en vurdering af det berettigede eller uberettigede i konkrete anklager om sexisme. Det, jeg er optaget af at pege på, er, at vi befinder os i en overgangsperiode, hvor definitionerne og grænserne ikke har fundet et konsensusniveau. Derfor er det ikke overraskende – mener jeg – at der dukker en sag op om, at De Radikales nye leder, Sofie Carsten Nielsen, har ’lagt låg på’ et partimedlems beretning om et tilfælde af sexisme fra en fest i 2014 (kristeligtdagblad.dk kræver login). Det kan meget vel være, at hun ikke skulle have gjort det. Men det er ikke overraskende, når man befinder sig i en tid, hvor normerne er i gang med at ændre sig, at det ikke i alle tilfælde er klart, hvad der er det rigtige at gøre. Og der vil nødvendigvis også være tilfælde – men det er et synspunkt, som lige nu er langt vanskeligere at komme frem med – hvor det er berettiget at ’lægge låg på’. Det er ikke alle, der i alle tilfælde har en sag. Men det er der ikke nogen – fordi vi befinder os i en overgangsperiode – der lige nu har overblikket til at afgøre.

Hvor vil vi hen?

Tilbage til arvesynden. Eller rettere til et modspil til arvesyndstilgangen til mennesket. Ovenfor beskrev jeg det, jeg kaldte ’negativiteten som et plusbegreb’, nemlig at det fælles-negative syn på mennesket medfører en lighed: Vi er alle mennesker. Ingen kan stille sig udenfor som ’rene’ mennesker og pege fingre ad de ’urene’. Men denne forestilling om mennesket, som ganske afgjort har spillet en rolle gennem tiden – også i politisk og juridisk forstand – er selvfølgelig udfordret og modsagt af andre og konkurrerende forestillinger om mennesket, herunder ikke mindst forestillingen om, at mennesket kan forbedres. Man kunne kalde den vand-kan-vendes-forestillingen – som en slags modreplik til citatet af Niels Helveg Petersen. Denne forestilling findes også inden for kristendommen og løber som en slags parallelt spor (eller modspor) i forhold til arvesyndstanken. En i mine øjne væsentlig variant heraf finder man hos Grundtvig, hvor det ikke handler om, at mennesket kan ’forbedres’, dvs. angre og omvende sig, men at mennesket kan vokse. Det bilder jeg mig ind, at han har ret i.

Ligesom arvesyndsbegrebet kan erfares i praksis, er også vand-kan-vendes-forestillingen til at få øje på. Det forekommer mig i hvert fald svært at argumentere imod – hvis man tager et meget overordnet kig på det over et langt tidspand – at mange af de menneskelige relationer og relationsformer er blevet væsentligt bedre, end de var i fortiden. Det er fuldt berettiget at hævde (i hvert fald hvis vi nøjes med at se på danske forhold), at ’barndommen’ er blevet bedre, at ’parforholdet’ er blevet bedre, og at ’forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager’ er blevet bedre, end det var for fx 200 år siden – for blot at nævne tre eksempler. Med dette beskriver jeg selvfølgelig ikke en stabilt stigende linje, der uvægerligt bevæger sig fra værre til bedre, og jeg sætter også parentes om den gigantiske diskussion af, hvad der er årsag til, at forhold og vilkår forbedrer sig. Min pointe er denne ene: Det giver selvfølgelig mening at tage kampen op og forsøge at ændre på normerne, hvis ændringerne potentielt kan føre til forbedringer af forholdet mellem mennesker. Og derfor er dette modspil til arvesyndstanken vigtigt, idet den isoleret set kan være pacificerende. Den synes at sige: Det nytter alligevel ikke noget, vand løber jo nedad.

Som nævnt befinder vi os i en overgangstid i forhold til spørgsmålet om sexisme. Ikke kun derfor – men også derfor – slutter dette essay ikke med nogen klar konklusion. Men jeg forsøger mig med et par overvejelser:

For det første kan man vel i nogle tilfælde overveje det rimelige i at dømme mennesker for fortidige handlinger ud fra nutidens normer. Sammenligningen holder ikke helt, men jeg peger alligevel på, at det jo heller ikke ville have givet mening at kriminalisere forældre med bagudvirkende kraft, dengang revselsesretten blev ophævet. Og man må regne med, at der lige nu er andre forhold mellem mennesker, som vi i fremtiden vil ønske at forbedre, men som vi lige nu ikke har det samme blik for: mobning på arbejdspladsen, for eksempel. Målet er – vil jeg mene – at finde nye, friere og mere respektfulde omgangsformer mellem mennesker snarere end at finde fortidige syndere. Måske kan man endda vove den påstand, at når det lige nu er væsentligt lettere at stå frem (og jeg siger ikke hermed, at det er let) med anklager om sexisme, så er det, fordi meget allerede har ændret sig. Vi er i et vist omfang videre, magtforhold og magtnormer har allerede forskudt sig. Der er helt sikkert også nogle helt nødvendige opgør med fortiden, som må tages, og der er nok også nogle nødvendige fald fra tinderne. Men der kan være grund til at overveje, om det i alle tilfælde er nødvendigt – og rimeligt.

For det andet – og i forlængelse heraf – vil jeg pege på, at arvesyndstanken, eller negativiteten som et plusbegreb, kan bruges som pejlemærke i forhold til, hvordan der skal fældes domme: Der findes ikke u-mennesker, og der er ikke nogen plads tilgængelig for nogen, hvorfra man kan stille sig over andre og hævde, at man står på de rene menneskers plads. Dette stiller os som samfund og medmennesker med en særlig opgave, når der er tale om ’moralske forbrydelser’, der ikke samtidig er defineret som ’juridiske forbrydelser’. For hvad er så straffen? Og hvordan kan man håndtere ’forbrydelserne’ på en måde, hvor man ikke skubber ’forbryderen’ ud af fællesskabet uden mulighed for at komme tilbage?

For det tredje betyder dette samtidig ikke, at normer ikke kan ændres, at relationer mellem mennesker ikke kan forbedres og at kampe ikke skal kæmpes. Kampe skal selvfølgelig kæmpes. Blot henviser jeg fortsat til ’for det andet’.

For det fjerde: Lige nu befinder vi os i en forandringstid, hvor grænser og normer derfor er uklare. Jeg mener, at forandringskravene i mange tilfælde er berettigede. Men jeg mener ikke dermed, det står klart, hvor vi ønsker at bevæge os hen. Det er okay. Sådan er det i overgange.

Comments
0
comment

No comments here