Spørg dem selv - Om at skærpe opmærksomheden på mennesker med særlige behov i menigheden

Artiklen tager udgangspunkt i et noget anderledes informationsmateriale om folkekirken til mennesker med særlige behov. Materialet gav anledning til at omsætte egne overvejelser og iagttagelser til samtaler med en fokusgruppe om deres oplevelse af menighed og kirkegang med henblik på videreudvikling af meningsfulde tilbud og styrket inklusion.

Elisabeths skæg

I forbindelse med FUV’s specialuddannelse om undervisning af børn og unge med særlige behov blev jeg i 2020 præsenteret for en testversion af et informationsmateriale med den underfundige titel ”Elisabeths skæg. En vejledning i dialog mellem normale, specielle mennesker og Den Danske Folkekirke.”1 Materialet henvender sig til mennesker med særlige behov og er tænkt som en guide til at gøre brug af folkekirken og dens præster på måder, der passer til deres behov og udfordringer. Materialet er skrevet af Lisbeth Ulsøe, der som autist selv tilhører målgruppen og samtidig har et rigtig godt kendskab til folkekirken. Det udmærker sig dermed i min optik både ved sin integritet og i kraft af sin positive forventning til folkekirken som et sted med noget væsentligt at tilbyde.

Ulsøe stiller sig dog også kritisk til præsternes vilje og evne til at favne netop den gruppe, som hun kalder ”normale, specielle mennesker”. For, spørger hun, til trods for de bedste intentioner om, at døren til kirken og adgangen til at tale med en præst altid skal stå åben for alle, kan vi præster så, når det kommer til stykket, leve op til den åbenhed i forhold til denne særlige gruppe af mennesker? Og forstår vi, hvad det indebærer for dem at skulle henvende sig til os i forsøget på at formulere deres ønsker til brug af kirken?

Lisbeth Ulsøes materiale er ikke i første omgang henvendt til præster, men det indeholder en hel del anbefalinger af, hvorledes vi som præster bør agere og forholde os, og det er en værdifuld håndsrækning. Med sin position sænker Ulsøe så at sige tærsklen til folkekirken udefra, så vi indefra får et klarere blik for, hvem vi har for os.

Materialet fremstår måske ikke særlig struktureret eller helstøbt, men det er netop så overraskende og usædvanligt i sin kommunikationsform, at det i sig selv bliver øjenåbnende i forhold til den gruppe, det primært henvender sig til; de normale, specielle mennesker. Elisabeths skæg er befriende konkret og ligefremt i sin intention om at gøre folkekirken tilgængelig for denne særlig gruppe mennesker, og Lisbeth Ulsøes initiativ til at guide mennesker i brugen af os præster må hilses velkomment.

Materialet er spækket med forslag og eksempler, som i dialogisk form vender og drejer muligheder, faldgruber og praksis i mødet mellem kirkebruger og præst. Ulsøe har en ukuelig tiltro til kirkens udviklingspotentiale med hensyn til inklusionen af de normale, specielle mennesker, og præsters vidstrakte muligheder for at imødekomme velbegrundede ønsker fra denne gruppe. Man får dertil et lærerigt indblik i, hvad diagnosen ASF blandt andet kan betyde og bevirke – og man får helt sikkert et smil på læben undervejs, da tonen er både skarp og humoristisk.

Lisbeth Ulsøe henstiller til, at man venligst bør spørge folk selv frem for at agere på antagelser og forudfattede meninger (om de så er nok så fagligt funderede) og helst også give sig tid til at spørge nysgerrigt og flere gange for at sikre, at man nu også har forstået den anden, som måske tænker helt anderledes end en selv.

Denne henstilling, samt hendes helt konkrete forslag til fx gudstjenester for de sansefølsomme, satte skub i de overvejelser, jeg selv har gået med i forhold til mennesker med særlige behov i menigheden. Med andre ord: Jeg lod mig inspirere og udfordre af Elisabeths skæg.

Kirke for andre – udadtil og indadtil

I min tilgang til mennesker med særlige behov i menigheden er der to ting, som særlig har gjort sig gældende; dels en bestemt teologisk tænkning om kirken, dels erfaringer fra undervisningen af konfirmander og minikonfirmander med særlige behov – og de overvejelser, de har ført med sig.

Det kirkesyn, som jeg fra studietiden har været mest påvirket af, er formuleret af den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer (1906-1945). Bonhoeffer beskæftigede sig hele livet med spørgsmålet om kirkens virkelighed, aldrig kun som en teologisk genstand, men som teologiens forudsætning og som en livsform. Han fortættede sin stærkt kristologiske lære om kirken i formuleringen om, at kirken kun er kirke, når den er til for andre (DBW 8, 560). Det vil sige, at kirken, hvis den tilsidesætter tjenesten for medmennesket til fordel for sin egen overlevelse eller egne interesser, simpelthen ophører med at være Guds kirke i verden (DBW 6, 49f; sml. DBW 8, 435).

I 1933 opholdt Bonhoeffer sig en tid på den diakonale anstalt for epileptikere, handikappede og sindslidende i Bethel, hvor gudstjenesten gjorde et stort indtryk på ham. Han skrev i et brev til sin bedstemor, at der hér endnu fandtes et stykke kirke, som ”ved, hvad det kan dreje sig om for en kirke – og hvad det ikke kan dreje sig om” (DBW 12, 116, min oversættelse). Det, han oplevede ved at se de mange syge og handikappede med assistance fra deres hjælpere fejre gudstjeneste sammen med de lokale og de ansatte, var et intenst billede på, at menigheden må og skal placere de svageste i sin midte, hvorved menigheden også som helhed bevarer blikket for den værgeløshed, der i grunden er et almenmenneskeligt eksistensvilkår, og netop det vilkår, i hvilket Kristus er os nærmest. For Bonhoeffer vil en udelukkelse af de svage og uanselige fra det kristne fællesskab være ensbetydende med et forsøg på at udelukke Kristus selv fra menighedens liv (DBW 5, 33).

Disse tanker hos Bonhoeffer har jeg som præst i høj grad brugt i forsøget på at skærpe opmærksomheden for, hvad det kan og må dreje sig om for en kirke og en gudstjenestefejrende menighed både udadtil og indadtil. Vi skal være kirke for andre – også de anderledes midt iblandt os.

Børn, unge og voksne med særlige behov

Dertil kommer så den praktiske erfaring med undervisning af konfirmander og minikonfirmander med særlige behov, og den omtalte specialuddannelse, som i sagens natur har givet mig en større viden om forskellige diagnoser og et bedre fundament for at møde den enkelte på dennes præmisser.

Denne del af mit præstearbejde har krævet stor ihærdighed og engagement og er til stadighed udfordrende, men det er også et af de mest tilfredsstillende og meningsfyldte områder af mit daglige virke. Jeg har som så mange andre præster lagt mig i selen for at sikre gode tilbud om konfirmationsforberedelse og minikonfirmand for børn og unge med særlige behov, altså specialforløb (ud over at de fleste konfirmandhold også næsten altid rummer inklusionselever). Og jeg har været yderst vedholdende i mine henvendelser til sognets specialskoler og dagbehandlingstilbud ud fra erkendelsen af, at:

Det gode tilbud til børn og unge med særlige behov kræver samarbejde mellem kirke, skole og forældre.
Det er ekstra vigtigt med tilbud til denne gruppe, hvis særlige behov for hjælp og støtte begrænser eller umuliggør deres deltagelse i mange ting, som er umiddelbart tilgængelige for andre børn og unge.
Forældre til børn og unge med særlige behov er ofte vant til at skulle kæmpe for alt på deres børns vegne. De kan være for overbelastede til at opdage, at kirken faktisk gerne vil og kan tilpasse tilbuddet til deres børn og tage hensyn til deres udfordringer (hvilket selvfølgelig ikke altid er muligt, men så måske i nabosognet). Det kan derfor være nødvendigt med en god portion velvillig stædighed fra vores side, når vi tilbyder skolerne et samarbejde om tilbud til denne gruppe.

En anden vigtig erkendelse er, at børn og unge med særlige behov som oftest bliver til voksne og ældre med særlige behov. Deres udfordringer og behov ændrer sig naturligvis over tid, ligesom deres mestring af dem udvikler sig, men de fleste har som voksne fortsat brug for at blive mødt med støtte og forståelse i mange sammenhænge. Og ligesom hos alle andre mennesker opstår der senere i livet – når helbredet og deres relationer ændrer sig – kriser og nye udfordringer, som de ikke har erfaring med og derfor ikke nødvendigvis kan håndtere med de mestringsstrategier, de har tillært sig.2

Konfirmander med særlige behov er heller ikke anderledes end neurotypiske eller normalt fungerende konfirmander i det stykke, at langt de fleste for indeværende har fået nok af kirken, når vi slipper dem efter konfirmationen eller senest efter nogle år mere i teenklubben. Så skal de bruge deres mentale kræfter på mange andre sider af deres ungdomsliv, og vi kan kun håbe på, at vi har sendt dem videre med en klar vished om, at kirken vil dem og har plads til dem og står klar med åbne arme den dag, de kommer igen.

Men nogle få bliver hængende længere og engagerer sig i kirke og menighed. Og der kan ikke herske nogen tvivl om, at kirken som tros- og livsfællesskab kan være platform for tryghed og stabilitet, hvis den bliver en integreret del af tilværelsen for neurodivergente personer. Hvis man har svært ved at danne og fastholde nye relationer, får det betydning for livskvaliteten, når ens forældre bliver gamle eller dør, når den kontaktperson, man har knyttet sig til, flytter, når man selv bliver pensioneret og mister arbejdsrelationerne – situationer, som er svære for de fleste og ikke mindst for den, som har særlige psykiske behov.

Derfor er der også her (som på demensområdet) en vigtig fremtidig opgave for folkekirken i at etablere kristne fællesskaber, som voksne med udviklingsforstyrrelser kan finde sig til rette i. Og vi er nødt til at vise os mindst lige så vedholdende i disse bestræbelser, som i forhold til at etablere samarbejde med specialskolerne. For de voksne med særlige behov – også dem, som først sent eller aldrig er blevet diagnosticeret – står i langt højere grad alene med ansvaret for at opsøge og bevare tilknytningen til fællesskabet.

Om der skal være tale om alternative kirkelige fællesskaber eller om at ændre på de eksisterende i mere inklusiv retning eller begge dele, må nødvendigvis være en opgave, som skal løses på sogneniveau, men som skal understøttes på provsti- og stiftsplan. Det kan også være et spørgsmål om at ændre på menighedskulturen lokalt. Personligt har jeg i hvert fald indset, at der skal samtales med mange flere end de normale, specielle mennesker selv for at skærpe menighedens fælles blik for dem med særlige behov og kunne være kirke for andre (end de neurotypiske).

Krokodiller i menigheden

Jeg tog Lisabeth Ulsøe på ordet og begyndte at samle en fokusgruppe af normale, specielle mennesker for at få viden og ideer om, hvilke behov og ønsker de kunne have til gudstjeneste og menighedsliv.

Jeg begyndte blandt mine specialkonfirmander, men selvom de fleste af dem er glade for konfirmationsforberedelsen og oplever selve konfirmationen som en god og bekræftende begivenhed, så er de som sagt også hurtigt videre. Bortset fra de få, som finder sig til rette i søndagens højmesse og henter styrke og ro i den, så har de ikke mentalt overskud til fortsat at beskæftige sig med kirken efter konfirmationen, fordi deres kræfter simpelthen skal bruges andre steder.

Fokusgruppen blev i stedet en gruppe bestående af 7 unge og voksne med en etableret kontakt til kirke og menighed, som jeg har haft samtaler med over tid.3 Blandt gruppens deltagere er der forskellige diagnoser og udviklingshandicap, primært ASF, men også ADHD, Tourettes syndrom, angst, let til moderat mental retardering og komorbide tilstande. Nogle har synlige handicap, mens andre har udfordringer som ikke kan erkendes med det blotte øje. Nogle har et begrænset verbalsprog eller et kognitivt niveau, som har gjort det nødvendigt med en tolk ved samtalerne, altså et menneske med indgående kendskab til personens kommunikationsform, som kunne hjælpe med at oversætte mellem os.

Vi har som udgangspunkt talt om søndagens gudstjeneste, som alle deltagerne kender og i forskellig grad har fundet sig til rette i. Nogle går i kirke i flere forskellige sogne. For nogle af deltagerne betyder det alverden, at det er den præst, de kender, der forestår gudstjenesten, mens det for andre er vigtigst, at de kan sidde på deres faste plads i kirken. For en enkelt har det betydning, at han kender kirketjeneren og kordegnen. Nogle kan ikke læse, men kender alle salmemelodier, og nogle af deltagerne lytter mere til stemmeføring end til indholdet af det, der siges.

Hos to af deltagerne beskrives gudstjenesten først og fremmest som en kropslig oplevelse. De beskriver, hvordan de mærker en god følelse i henholdsvis maven og brystet, og at de får ro i hovedet. Det er noget, de glæder sig til efter travle dage i løbet af ugen. Nadveren er god, fordi de ved, hvordan de skal gøre, selvom der er forskelle i de forskellige kirker, de kommer i. Forskellene består først og fremmest i, hvorvidt man selv skal tage et alterbæger med sig, eller om det står på alterskranken, og hvorvidt man kan få druesaft i stedet for vin eller ej.

En af deltagerne har med to forskellige præster aftalt et alternativ til vinen i kirker, hvor der ikke er mulighed for at få saft ved nadveren. Alternativet er, at præsten lægger hånden på hendes hoved og siger ”Gud velsigne dig”. Det gør hende rigtig glad. Det er også dejligt at få saft, når det er muligt, og bare gøre som alle de andre. Hun ved ikke, hvad hun synes bedst om.

Prædikenen beskrives af den ene deltager som ”spændende”, men det er udelukkende stemmeføringen fra prædikestolen og ordenes betoning, der fremkalder følelsen af spænding. Den ene beskriver, hvordan han kan have ”ondt i kroppen”, hvis nogen ”har været efter” ham i løbet af ugen. Så hjælper det at komme i kirke og lytte til orglet og høre om Jesus.

For én deltager er det bedste ved gudstjenesten, når præsten forklarer og udfolder evangelieteksten. Han har selv forsøgt at læse i Bibelen, men det er for svært. Han synes derimod, at han forstår præstens prædiken. Han går kun i kirke hos en bestemt præst, som han føler sig tryg ved, og hvor han har en sikker fornemmelse af, at præsten ikke dømmer ham, hvis han ikke går til nadver. Det er et generelt problem for ham i alle sammenhænge, at han føler, at andre dømmer ham. Han har ingen synlige tegn på udviklingshæmning og dyrker idræt på meget højt plan. Han kan gennemføre alt, hvad han sætter sig for, men han kan ikke slippe af med følelsen af at blive set på som forkert, det er en konstant udfordring. I kirken finder han ro, fordi han oplever det som et sted uden forpligtelser. Efter en gudstjeneste føler han sig mere glad og håbefuld og synes, at han har fået tænkt over nogle ting. Han deltager som oftest i nadveren, men ikke altid. Jeg spurgte ham om, hvad han lagde mærke til, når han ikke går til nadver. Han fortalte, at han lagde mærke til nogle af de andre kirkegængere, som aldrig går til nadver, men han har ikke tænkt over, hvilke grunde de kan have. Når han selv går til nadver, føles det godt, fordi han ved præcis, hvordan han skal gøre. Han føler sig ikke helt som en del af menigheden, men han vil gerne udfordre sig selv og deltage i flere ting. Han vil også gerne prøve at læse indgangsbøn og udgangsbøn.

Jeg har talt med alle deltagerne om muligheden for særgudstjenester en gang imellem fx søndag eftermiddag, ”i den blå time” sådan som Lisbeth Ulsøe foreslår, og hvad de kunne ønske sig af en autismevenlig, sansemæssigt afdæmpet gudstjeneste. Nogle var til at begynde med en smule skeptiske over for forslaget, da det er højmessen, de ønsker at deltage i. Men da vi havde talt os frem til, at de autismevenlige gudstjenester skulle være et ekstra tilbud til dem, som i forvejen kom om søndagen, og samtidig et sted at starte for dem, som ikke rigtig er vant til at gå til gudstjeneste, syntes de godt om idéen.

De havde stort set alle gode input, som de mente kunne være til glæde for mennesker med særlige behov. Her er nogle af forslagene, med deres egne ord:

Korte Gudstjenester med en varighed på 30-45 minutter.
Man kunne lave en liste over hvad der kommer til at foregå under gudstjenesten i kronologisk rækkefølge – lidt ligesom dem I nogle gange udlevere til kordegnene.
Sig til, når menigheden skal rejse sig og må sætte sig igen – kan eventuelt også nævnes på listen.
Vær præcis med budskabet i den bibeltekst I vælger til gudstjenesten. Ikke at jeg syntes der har været et problem med det, syntes bare det er vigtigt at nævne.
Jeg kender nogle autister der ikke er så glade for høje lyde, så vil som minimum foreslå at I måske kan sende en meddelelse ud til menigheden omkring høreværn. Hvis I vil gå skridtet længere, kan man enten justere lyden på kirkeklokkerne og musikken eller udlevere ørepropper inden start.
At man kan stoppe efter nadver for så er jeg træt.
Der skal være alle tre vers af salmen [O, du Guds lam] ved nadver.
Jeg vil gerne sidde på min faste plads [som om søndagen].
Det er bedst hvis [navn på en af de andre] godt må sidde med sin telefon noget af tiden – men han slukker for YouTube når du taler. Jeg vil gerne sidde med [tryghedsobjekt] i hånden.
At man kan få saft i stedet for vin. Eller at præsten bare lægger hånden på ens hoved og siger ”Gud velsigne dig”.
Ikke så mange bønner.

En af deltagerne har foreslået, at vi i fokusgruppen skal få arrangeret et indslag i lokalradioen, hvor vi fortæller om planerne for autismevenlige gudstjenester og generelt snakker om ASF og folkekirken. Det bliver næste skridt.

En af deltagerne viste mig et sjovt billede, hun havde fundet på nettet med overskriften ”Why there are no crocodiles in the orchestra”. Ved siden af teksten er der tre tegninger af krokodiller, som forsøger at spille på forskellige instrumenter, hvortil deres arme enten er for korte eller deres lange snude i vejen.4 Hun sagde, at det er sådan, hun nogle gange har det, når hun er til gudstjeneste – ikke kun fordi hun indimellem har vanskeligt ved gennemføre noget, som er helt ligetil for andre, men fordi hun oplever, at andre kirkegængere ser på hende, som de ville se på en krokodille, der har forvildet sig ind til gudstjenesten.

Denne deltager kender folkekirken godt og har været engageret som frivillig i forskellige sogne. Tanken om hende selv som krokodillen var humoristisk ment, og hun havde stor fornøjelse af at udfolde det. Men ikke desto mindre var det meget informativt. For oplevelsen af at blive set på som en krokodille hænger sammen med en klar fornemmelse af, at andre synes, hun er ”mærkelig”, samtidig med at hun ikke har den fjerneste anelse om hvorfor! Dette fænomen omtaler Lisbeth Ulsøe også i Elisabeths skæg, hvor hun beskriver frustrationen over ikke at få en forklaring, sådan at man kan forsøge at undgå en gentagelse. Sammenholdt med den anden deltagers udfordring med at føle sig dømt af andre gør jeg mig mange overvejelser over, hvordan vi i menigheden kan arbejde med og påvirke de to perspektiver: dels de normale, specielle menneskers oplevelse af at blive set på som mærkelige eller malplacerede i gudstjenesten, dels de neurotypiske kirkegængeres faktiske syn på dem.

Jeg har oplevet, at medlemmer af menigheden har ytret sig misbilligende og uforstående i forhold til den forstyrrelse, der kan opstå, når en kirkegænger med synlig udviklingshæmning deltager alene, dvs. uden ledsager. Det er interessant, at de kan acceptere anderledes adfærd – fx salmesang, som ikke helt følger resten af menighedens sang, eller kommentarer til præsten fra kirkebænken – så længe de oplever, at der er nogen, der tager ansvar for personen med særlige behov. Men hvis der havde været tale om en svagtseende eller dårligt gående, ville de helt selvfølgeligt selv have hjulpet vedkommende, de ville have følt sig i samme båd. Det må have noget at gøre med kendskabet til og forståelsen for den andens udfordringer, og hvad der kan gøres for at støtte og hjælpe. Det er noget som alene kan opnås gennem kommunikation og interaktion.

I Elisabeths skæg fortæller Lisbeth Ulsøe om synet på forskellige handikap og den forskel, det har gjort for hende at få en ASF-diagnose:5

”Der er ikke nogen ”kasser”, der dur mere til at rumme det hele af handicaps– eller rettere: der er ALT, ALT for mange ”kasser” om alt muligt. Det er jo også følger efter overlevende i alle aldre fra kræft, hjertesygdomme, for tidligt fødte, diverse hjernehandicaps og alle de nye syndromer osv. […] man kan da blive handicappet i alle aldre eller få betegnelsen, selv om det altid har været sådan – det er ikke udelukkende medfødte handicaps, som er handicaps og diagnostiserede på det tidspunkt eller er sket for en person senere i livet. JEG er jo i virkeligheden STJERNEhandicappet! Selv om det er kommet ret sent til med asf – for man vidste ikke tidligere at det var derfor jeg ”fungerer” på den måde, som jeg gør. Så jeg blev en særdeles gennemsnitlig asf i stedet for at være en mærkelig almindelig menneske.”

Det her med synet på hinandens forskelligheder og behov – især de forskelligheder, der går ud over de afvigelser, vi kender og forstår – er vi nødt til at kunne føre en åben samtale om i kirken.

I en samtale med de omtalte kirkegængere, der havde givet udtryk for irritation, talte vi om, hvorvidt gudstjeneste er noget, man alene deltager i for sin egen skyld – og hvor andre kirkegængere derfor kan opfattes som forstyrrende for mit møde med Gud – eller om gudstjeneste handler om at møde Gud sammen med de andre. Hvis vægten lægges på det sidste, bliver det automatisk også mit ansvar at hjælpe dem med særlige behov af en hvilken som helst slags til at opleve gudstjenesten og være en selvfølgelig del af menigheden.

Foreløbig er vi på vej

Det har været betegnende, at denne opgave med samtalerne har taget tid. Rigtig meget tid og planlægning af, hvor, hvordan og hvornår vi kunne tale sammen. Nogle samtaler kunne finde sted under kirkekaffen efter gudstjenesten uden en fast bagkant, mens andre måtte forberedes nøje og gennemføres meget struktureret. Det er betegnende, fordi hele projektet med at spørge dem selv og skærpe opmærksomheden i forhold til mennesker med særlige behov i menigheden er meget mere end et projekt: Det er en gennemgribende udvikling, som kun kan finde sted over endnu mere tid. Vi er kun på vej. Og i folkekirken er vi nok desværre ikke foran resten af samfundet med hensyn til inklusion, selvom man kunne ønske sig, at vi var det på baggrund af det evangelium, vi forkynder, og som i sit væsen er radikalt inkluderende.

I Elisabeths skæg skriver Lisbeth Ulsøe:

”Det er så vigtigt at huske for os alle, det omgivende samfund Danmark og Den danske Folkekirke, at begge dele udvikler sig hele tiden som årene går. Nogle gange følges de ad. Nogle gange sker der ændringer i begge dele fordi der er et behov, andre gange fordi der er noget ude fra kommende, andre gange tilfældigheder, modestrømninger eller provokationer.”

Det er både trøstende og opmuntrende. Vi må først og fremmest tage os tid til at tale sammen og arbejde ihærdigt og konkret med visionen om menigheden som et inkluderende fællesskab. Ikke et fællesskab, der blot vælger at acceptere de anderledes og gøre plads til lidt flere, men derimod et fællesskab, der bliver sig bevidst om sin egen relationelle beskaffenhed.6

Det afgørende er, at vi ønsker forandringen i vores egen kirke, at vi drømmer om et menighedsfællesskab, der afspejler den bibelske grundbestemmelse af mennesket som skabt i Guds billede (jf. Heilesen 2020, 129-142) – uanset om tilskyndelsen eller provokationen til forandring så kommer udefra eller indefra. Det afgørende er viljen til at arbejde hen imod et kirkeligt fællesskab, hvor alle, som ønsker det, er inkluderede, og hvor ingen kan undværes – hverken krokodillerne eller de normale, specielle mennesker eller nogen af de andre.

Litteratur

Bonhoeffer, Dietrich. Dietrich Bonhoeffer Werke (DBW), red. Eberhard Bethge et al., Gütersloh: Chr. Kaiser/Gütersloher Verlagshaus — flg. bind:

Bonhoeffer, Dietrich 1987 (DBW 5): Gemeinsames Leben. Das Gebetbuch der Bibel, edd. Gerhard Ludwig Müller og Albrecht Schönherr.

Bonhoeffer, Dietrich 1998a (DBW 6): Ethik, edd. Ilse Tödt, Heinz Eduard Tödt, Ernst Feil og Clifford Green.

Bonhoeffer, Dietrich 1998b (DBW 8): Widerstand und Ergebung. Briefe und Aufzeichnungen aus der Haft, edd. Christian Gremmels, Eberhard Bethge og Renate Bethge.

Bonhoeffer, Dietrich 1997 (DBW 12): Berlin 1932-1933, edd. Carsten Nicolaisen og Ernst-Albert Scharffenroth.

Heilesen, Lars Nymark (red.) 2018: Kirken og mennesker med særlige behov. Menneskesyn og teologi. København: Eksistensen.

Heilesen, Lars Nymark 2020a: Ordet til dem uden ord. Teologisk belysning af den kirkelige formidling. København: Eksistensen.

Heilesen, Lars Nymark 2020b: ”Samtalen kan gøre det umulige muligt”, i: Præsten nr. 38. København: Præsteforeningen, 862-864.

Heilesen, Lars Nymark 2022: ”Du kunne jo begynde med at spørge dem selv!”, i: Præsten nr. 41. København: Præsteforeningen1021-1023.