Skip to main content
SearchLogin or Signup

Designerede medvandrere

Published onNov 02, 2021
Designerede medvandrere
·

Designerede medvandrere

En introduktion

Jacob Bech Joensen

Der har været præster tilknyttet militæret tilbage til kongeriget Danmarks grundlæggelse, men først i 1971 kom der en formel ordning for præster i Forsvaret. Selv om værnspræstetjenesten dermed fylder 50 år i år, er dette nummer af Kritisk forum for praktisk teologi ikke et jubilæumsskrift. Det er en række artikler, der med jubilæet som anledning fortæller tjenestens historie med sjælesorgen som prisme, fordi sjælesorgen, som den kommer til udtryk i prædikener, undervisning, salmesang og samtaler, altid har været den røde tråd i værnspræstearbejdet. Forhåbentlig kan artiklerne oplyse læsere, der kun har overfladisk kendskab til værnspræstetjenesten, og inspirere dem, der selv arbejder med sjælesorg.

Frem i lyset

I løbet af årene 2008-2012 udkom der i Danmark en lang række bøger, artikler og debatindlæg med øjnevidneberetninger og iagttagelser fra slagmarkerne i Irak og Afghanistan; Krigen mod terror, som USA indledte i 2001. Den offentlige debat blev i stigende grad præget af spørgsmål om blandt andet mål, mening, etik, menneskelige omkostninger og det forhold, at Danmark var krigsførende. Fokus var især på Afghanistan, hvor danske soldater deltog i nogle af de hårdeste kampe, som dansk militær har oplevet siden De Slesvigske Krige, og tabstallet var historisk højt. Men i et bredere perspektiv handlede det også om, at Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, som blev tiltrådt efter Den Kolde Krigs afslutning i 1989, kan siges at have nærmet sig et højdepunkt. Pr. 2012 havde over 40.000 danske soldater været udsendt i international tjeneste siden 1991,1 63 var blevet dræbt (43 alene i Afghanistan), langt flere var blevet såret eller invalideret,2 og både de nationaløkonomiske og de menneskelige omkostninger gav grund en slags national selvransagelse.

I denne proces blev især hærens feltpræster synlige, blandt andet når medierne viste billeder, hvor de sås deltage i modtagelsen af kister med dræbte soldater. Alene i 2008, hvor tabstallet toppede, skete det 13 gange.3 Feltpræsternes betydning for soldaterne blev også omtalt vidt og bredt, for eksempel i journalist Kim Hundevadts bog I morgen angriber vi igen. Danmarks krig i Afghanistan fra 2008, som formentlig er den mest solgte danske bog om Afghanistan-krigen.4 Den beskriver blandt andet, hvordan daværende feltpræst Kim Jacobsen holdt tale over dræbte soldater, før de blev fløjet til Danmark, og hvordan han på felthospitalet bad for en hårdt såret soldat og var til stede, da denne sov ind, og endelig afsluttes selve bogen med nogle af hans refleksioner over, hvad krig gør ved mennesker (Hundevadt 2008, hhv. 145, 173-174 og 258-259). Dertil kom der historier og synspunkter frem, som gav anledning til teologisk debat om blandt andet værnspræsternes praksis, forholdet mellem folkekirken og Forsvaret, forholdet mellem krig og kristendom og om en såkaldt remytologiseret teologi. Flere af disse emner blev i 2012 behandlet i Kritisk Forum for Praktisk Teologi nr. 128: ”Med Gud i krig?”.

Historisk set forekom den brede eksponering og især det store fokus på værnspræsternes opgave og rolle ret pludselig. I årtier havde værnspræsterne passet deres arbejde uden nævneværdig offentlig bevågenhed. Men ifølge blandt andre nuværende rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Hans Vium Mikkelsen var den teologiske debat nødvendig i lyset af nogle af de teologiske synspunkter, der blev fremsat, og Danmarks status som krigsførende. I ovennævnte nummer af Kritisk forum for praktisk teologi, med Afghanistan-krigen som bagtæppe og med afsæt i tre konkrete bidrag til debatten,5 begrundede han nødvendigheden med, at ”der er markant forskel på de vilkår, hvorunder både soldater og værnspræster har været udsendt til Cypern, Balkan, Irak, Afghanistan, Libyen og Afrikas Horn. Til dette hører en tydeliggørelse af, hvad såvel folkekirken som militæret forventer af værnspræsterne” (Mikkelsen 2012, 4).

Ønsket om at tydeliggøre forventningen til værnspræsterne og dermed også deres opgave, embedsforståelse og identitet kan rimeligvis siges at afspejle en bevidsthed, som allerede herskede og fremdeles hersker blandt værnspræsterne, blandt andet fordi de som kollektiv ikke udgør en entydig teologisk enhed. Det bærende i det, man kan kalde den kollektive, militærpastorale selvforståelse, var og er derfor ikke en given missions beskaffenhed eller politiske eller militæroperative kontekst, men derimod teologiske temaer, som er relevante, uanset om præsterne betjener soldaterne på en dansk militærforlægning eller ude i verden. Konteksten kan godt påvirke graden af de enkelte temaers relevans tillige med det lys, præsternes embedsførelse kan blive stillet i, men er ikke i sig selv bestemmende for embedsførelsen. Den røde tråd er anderledes almengyldig.

Som præst og menighed

Præmissen for værnspræsternes virke er ifølge Håndbog for feltpræster, at ”[d]en gejstlige tjeneste i Forsvaret er en folkekirkelig tjeneste, hvorfor man som feltpræst6 skal varetage sit virke efter sit præsteløfte og i overensstemmelse med folkekirkens bekendelsesskrifter, bestemmelser og forordninger” (Beck 2019, 6). I praksis betyder det, at værnspræstearbejdet grundlæggende ligner det civile præstevirke, blot med en given militærenhed som menighed og med skiftende pastorale rammer. Netop det sidste forhold, som gælder i både den hjemlige og internationale tjeneste, nødvendiggør en vis frihed, blandt andet hvad angår liturgi. Det giver Kim Hundevadts bog et glimt af ved at omtale nogle af de ritualer og praksisser i forbindelse med for eksempel hjemsendelse af døde soldater, som opstod blandt feltpræsterne i Afghanistan, og som efterhånden blev beskrevet i vejledninger (ibid., 89ff.).

I grunden er dette ikke så forskelligt fra det almindelige, folkekirkelige liv, som kan frembyde talrige eksempler på praksisser, som på samme måde opstår i samklang mellem præst og menighed (dog ikke med samme frihedsgrad, men sanktioneret af menighedsrådet og nogle gange også biskoppen). Men måske er det mere aktuelt for værnspræster, når de er udsendt, fordi de er nødt til at holde gudstjenester efter de givne forhold, må reagere på konkrete begivenheder og lever anderledes tæt sammen med deres menighed end derhjemme. Som feltpræst Ida Fonsbøl beskriver det i et interview til bladet Præsten:

”Man tager derned, man lander, flytter ind, og så er man soldaternes præst. Man bor sammen med denne enhed og står til rådighed med almindelig kirkelig betjening som samtaler, gudstjenester, særlige ceremonier og mindehøjtideligheder, hvis vi mister soldater undervejs” (Ettrup, 360).

”Jeg kom ind i kernen i det at være præst. Jeg var sjælesørger. Jeg holdt gudstjenester, og jeg forsøgte at samle soldaterne som en enhed. Det er en meget konkret menighed, som har noget på spil. Det er meget intenst, når man reelt set kan risikere ikke at komme hjem igen” (ibid., 361).

De særlige vilkår er dog ikke et carte blanche. Den store frihed og nærheden til menigheden medfører et tilsvarende stort ansvar, hvad angår den teologiske holdbarhed af værnspræsternes arbejde og deres bevidsthed om at være i forsvaret og ikke af forsvaret. Det er nødvendigt med en vis distance, samtidig med at både nærheden og den jævnbyrdighed, som opstår, fordi præsterne lever og virker under samme betingelser som soldaterne, netop gør præsterne tilgængelige. I den henseende er det afgørende for selve værnspræsteordningen, at præsterne står uden for militærets rangorden og i stedet kan siges altid at have samme rang som den person, de står overfor (Beck 2019, 10).

Som antydet gælder disse vilkår, uanset hvor og hvornår værnspræsterne betjener ”deres” soldater og uafhængigt af politiske og militæroperative dagsordener. Følgelig bliver det bærende i den militærpastorale selvforståelse at være medvandrer og sjælesørger i universelle, sjælelige trængsler som afsavn, hjemve, rastløshed, ensomhed, tvivl og angst. Det gælder især under internationale missioner, hvor værnspræsterne også spiller en vigtig rolle i det psykologiske og eksistentielle kriseberedskab. For mens de er udsendt sammen med den enhed, de er tilknyttet, bliver Forsvarets psykologer først sendt afsted, efter at en hændelse, som vurderes at kræve deres assistance, er sket.

Artiklerne

Valget af artikler i dette nummer af Kritisk forum for praktisk teologi afspejler et ønske om at give en så dækkende beskrivelse af værnspræstetjenesten som muligt. Redaktionen har ladet sjælesorgen danne klangbund, fordi den som nævnt er relevant, uanset hvor danske soldater bliver indsat, og hvad der kendetegner missionerne. Samtidig bliver tjenesten stillet i et historisk lys, da såvel historiske begivenheder som visse politiske, samfundsmæssige og kulturelle strømninger har påvirket og altid vil påvirke synet på tjenesten og dens udøvelse.

De historiske perspektiver er tydeligst i artiklerne af hærprovst Thomas Hansen Beck, orlogspræst Peter Thyssen og tidligere provst og adjungeret professor ved teologi på Københavns Universitet, Peter Balslev-Clausen. Her møder læseren også nogle principielle overvejelser over værnspræstetjenestens formål, som – stillet netop i historiens lys – både viser og afspejler, hvordan tankegods nedarvet gennem århundreder har præget og fremdeles præger den omtalte kollektive, militærpastorale selvforståelse.

Et praktisk, empirisk indblik i værnspræsternes sjælesørgeriske arbejde bliver givet af værnspræsterne Lars Bom Nielsen, Stine Munch og Lotte Boas og tidligere, mangeårige fængselspræst Carl Lomholt. Hvor de to første tager afsæt i helt konkrete hændelser og temaer, nemlig trøst og bøn, behandler de to næste temaerne skyld, soning, ansvar og mission. I tråd med udsagnet om, at værnspræsternes pastorale ramme på væsentlige punkter ligner det almindelige, folkekirkelige liv, drager Carl Lomholt en række paralleller mellem fængsels-, værnspræste- og sygehuspræstetjenesten, mens Lotte Boas forholder det kristne menneskes almene kaldelse til at missionere til værnspræstens konkrete opgave: at missionere på en militær mission.

En kapacitet på det sjælesørgeriske område er amerikanske Jenniffer Jack, som, foruden at være tidligere militærpræst, har undervist på en såkaldt fleksibel masteruddannelse i sjælesorg på Københavns Universitet. Hun kobler den pastorale sjælesorg med begrebet ”moral injury”, som direkte kan oversættes til moralsk skade, og som igen er beslægtet med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Udgangspunktet er, at soldaters værdigrundlag og det, man kan kalde deres moralske samvittighed, kan lide skade, når de i krig udfører handlinger, som almindeligvis opfattes som amoralske. Skaden kan bestå i stærke følelser af for eksempel skyld og skam, som sammen med moral og etik er velkendte teologiske kategorier, og derfor bliver denne skadesform sjælesørgerisk relevant.

Litteratur

Beck, Thomas Hansen 2019: Håndbog for feltpræster. Karup: Forsvarskommandoen.

Ettrup, Signe 2021: ”En berigende oplevelse at være feltpræst”. I Præsten 16, april 2021. København: Den Danske Præsteforening.

Hundevadt, Kim 2008: I morgen angriber vi igen. Danmarks krig i Afghanistan. København: Jyllands-Postens Forlag.

Mikkelsen, Hans Vium 2012: ”Værnspræstens embedsforståelse og opgave i krig”. I Kritisk Forum for Praktisk Teologi nr. 128, juni 2012. Frederiksberg: Eksistensen.

Comments
0
comment

No comments here