Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

Sorggrupper i folkekirken – også for unge med særlige behov?

Published onJan 12, 2023
Sorggrupper i folkekirken – også for unge med særlige behov?
·

Artiklens fokus er sorg, sorgkultur, inklusion og sjælesorg i forhold til unge med særlige behov. Ofte lades den gruppe unge alene om sorgens følelse, fordi vi ikke er bevidste om den sociale mekanisme eller de kulturelle handlingsmønstre, vi selv agerer ud fra, når det gælder forventninger til passende og acceptable følelser i tabssituationen. En inkluderende kirke må forsøge at se ind bag kulturelt bestemte og fordomsbaserede autoreaktioner, når vi tænker, at unge med særlige behov ikke føler sorg på samme måde som andre, og imødekomme behovet hos dem for at kunne samles, tale åbent og ærligt om død og sorg og have rum for at kunne sørge i en fælles ramme.

Jeg har gennem flere år arbejdet som ungdomspræst og er nu præst i Skjoldhøj Kirke med særligt fokus på unge. Gennem det arbejde er jeg blevet stigende opmærksom på, at unge med særlige behov ofte overses og overlades til sig selv i tabssituationer. Gentagne gange har jeg mødt unge i mine sorggrupper, som er blevet afvist andre steder, fordi de havde diagnoser som autismespektrumforstyrrelse (ASF), ADHD eller forskellige psykiske sårbarheder. De fortæller, at de fik at vide, at afvisningen skyldtes, at de ikke passede ind på grund af deres udfordringer. De fortæller også, at de synes, det er svært at finde nogle, som de kan tale med om deres sorg. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at diagnoser ikke kommer sorgen ved. Eller tænker vi, at unge med særlige behov ikke har de samme rettigheder/evner til at sørge som andre? Eller skyldes det i virkeligheden en berøringsangst over for døden og de efterfølgende sorgreaktioner hos de efterladte og måske især i forhold til unge med særlige behov, hvorfor de så lades i stikken og alene – også i folkekirken?

Den manglende anerkendelse af unges sorg og den famlende tilgang til samtalen og emnet skyldes naturligvis ikke ond vilje, men snarere manglende viden om mennesker med særlige behov og egne autoreaktioner i mødet med sørgende mennesker.

Alligevel mener jeg, at vi, som folkekirke og som præster, har en særlig forpligtigelse til at gå foran i arbejdet med at ændre sorgkulturen og udvide normalbegrebet med hensyn til sorgreaktioner og inkludere mennesker med særlige behov i de sørgendes fællesskab.

Den særlige forpligtigelse har vi, fordi vi ofte kommer i kontakt med mennesker omkring død og sorg og deres pårørende. Forpligtigelsen er dog ikke blot praktisk begrundet, men også teologisk. Vi er ikke en elite-kirke, men en inkluderende kirke – eller sådan burde det i hvert tilfælde være. Evangeliet er til alle mennesker med det implicitte håb og den trøst, som det rækker ud.

I denne artikel vil jeg vil jeg primært beskæftige mig med unge med opmærksomhedsforstyrrelser og psykiske udfordringer, fordi det ofte er dem, jeg møder i sorggrupperne.

Inkluderende sorggruppe

Der tegner sig straks med tydelighed en række praktiske foranstaltninger, der kan forberedes og arrangeres, for at unge med særlige behov kan føle sig inkluderet i en sorggruppe. I sorggruppesammenhæng er det fx vigtigt at være mere end en gruppeleder. Min erfaring er, at det er bedst, hvis sorggruppelederne har forskellig faglighed, da det forstærker muligheden for at forstå situationer og opfange forskellige sorgreaktioner.

Det kan også skabe rummelighed i gruppen, hvis der arrangeres praktiske aftaler som rygepauser eller en aftale om, at det er i orden at forlade lokalet i en kortere periode, når blot de andre deltagere ved, hvorfor det sker. I samtalen inden optagelsen i sorggruppen må det vurderes, hvilke individuelle aftaler der er hensigtsmæssige

Men inklusion betyder naturligvis meget mere end, hvordan vi rent praktisk indretter os, så mødet i det hele taget kan lade sig gøre. Ægte inklusion kræver, at man har indflydelse på det fælles og bliver hørt og set som værdig deltager (Poulsen 2017, 147).

Et meget godt eksempel på værdig indflydelse og medvirken til det fælles er Niels, der var i sorggruppen for et stykke tid siden.1 Han var blevet afvist i en anden sorggruppesammenhæng, fordi han var diagnoseret med autisme og derfor ikke blev vurderet til at passe ind.

Niels havde mistet sin far, som han havde et meget nært forhold til. Da hans far blev syg, fulgte Niels ham på hospice og var også til stede den dag, han døde. Niels tænker meget konkret; han siger selv, ”at det er sådan hans hjerne er skruet sammen”. Han ville rigtig gerne fastholde mindet om sin far. Derfor optog han en række samtaler, han havde med far under sygdomsforløbet. Det blev til samtaler omkring hans fars barndom og ungdom, farens tanker om døden og livet efter døden, som Niels gerne ville huske at spørge ham om, mens han var i live. For Niels blev optagelserne også en mulighed for at fastholde lyden af farens stemme, noget, som Niels var meget bange for at glemme. Det var i øvrigt en angst, som alle de andre unge i sorggruppen delte med ham.

I sorggruppen fik vi fik lov til at lytte til nogle af optagelserne med Niels og hans far. Det bidrog på en ny og helt anderledes måde til samtalerne i gruppen. Niels’ helt konkrete måde at tænke på blev altså til en berigelse for alle og åbnede op for fælles erfaringer. Pludselig fortalte en af de andre unge om den sidste besked fra sin mor, der var gemt på mobiltelefonen. Andre igen havde små film på Facebook, de værnede om. Niels fik altså en inklusiv plads i sorggruppen, hvor han bidrog på en værdig og ligeværdig måde, og det er netop inddragelse, bidrag, indflydelse og værdighed, der skal være til stede, hvis vi skal tale om inklusion og ikke udelukkende placering og tilstedeværelse (Poulsen 2017, 152).

Sorgteorier i forhold til unge med særlige behov

I mødet med de unge er det værd at være opmærksom på, at forståelsen af sorg er under udvikling og forandring. Den mest dominerende sorgforståelse gennem de seneste 100 år og frem til omkring 2000 har været, at den sørgende gik gennem forskellige faser for til sidst at kunne løsne båndene til den døde og komme videre med sit liv.

En anderledes måde at forstå sorg på er blevet introduceret med To-Spors-modellen (Guldin 2019, 128). Teorien peger på, at sorgen pendulerer mellem to ”spor”: et tabsorienteret og et reetablerende spor. Sorg opleves altså ikke som en konstant følelse, men mere som en individuel og dynamisk proces, der er i konstant udvikling inde i personen og i forhold til omverdenen. Det er en form for tilpasning til et forandret liv, der tillader en fortsat tilknytning til den døde og måske vigtigst: en anerkendelse af, at sorg aldrig forsvinder helt, men er noget, som de unge skal lære at leve med.

Når den døde tillades en fortsat plads i den unges liv, betyder det samtidig, at unge har brug for et sted, hvor de kan tale om deres tanker og følelser omkring sorgen og den fortsatte tilknytning. Det kunne fx være i en sorggruppe i folkekirken, hvor de kan få lov til at få vidner til netop deres fortælling og fortsatte tilknytning til den person, de har mistet.

Sorgkultur og sørgeret

Når sorg forstås som en individuel og dynamisk proces, der er i konstant udvikling inde i personen, så er det vigtigt at tydeliggøre, at vi samtidig opererer med bestemte følelseskulturer og følelsesregler (Jacobsen 2019, 103). Med disse uskrevne og ofte ubevidste sørgeregler, afgør vi på kort tid, hvem det er værd at sørge over og hvor længe. Der er nemlig langt fra ligestilling i forhold til anerkendelse af sorg, og visse dødsfald tildeles større udfoldelsesrettigheder og højtideligholdelse i vores samfund end andre. Det samme gælder for modtageren af omsorgen.

At det forholder sig sådan, afsløres allerede i sproget, når vi fx siger: ”Ja, men hun var også syg længe” ”hun var meget gammel” eller ”han levede jo også et hårdt liv”. I sådan nogle sætninger nedvurderes sørgeretten allerede i sproget og afslører, at sørgeret er noget, vi tilkender hinanden. Vi tildeler imidlertid ikke udelukkende hinanden sørgeret, men også sørgepligt, hvor det forventes, at man sørger på en bestemt måde.

Det betyder altså, at sorg befinder sig i en socialkonstruktivistisk ramme. Det er ikke udelukkende en indre psykologisk proces. Mulige sorgreaktioner er noget, den efterladte hele tiden forhandler sig adgang til gennem de relationer, der er omkring den efterladte, og i bredere forstand med den omgivende verden i forhold til etablerede rammer for at være i sorg (Guldin 2019, 97).

Den efterladte er altså afhængig af, hvor meget plads omgivelserne giver til sorgens udtryk. Og i den proces tildeles både adgangsbetingelser, privilegier, restriktioner og forpligtigelser (Jacobsen 2019, 100). Man kan ligefrem tale om sorghierarkier, som vi må afkode for at forstå, hvordan den efterladte oplever sig tildelt sørgeret gennem omtalte adgangsbetingelser. Ældre tildeles fx ikke samme sørgeret som yngre, eller hvis du ikke har sprog eller ord til at udtrykke din sorg, får du heller ikke tildelt samme rettigheder og forståelse for din sorg.

Endelig er adgangsbetingelserne til sørgeret også bestemt af omstændighederne. Pludselig sorg giver ofte mere sørgeret end forventet dødsfald, da vi har en forestilling om, at forberedelsestid giver os tid til at reagere mindre affektpræget og chokeret.

Ud fra de beskrevne omstændigheder tildeles den enkelte sørgeret/privilegier til at udtrykke sine følelser: som vrede, ked-af-det-hed, skyld og skam. Dødsomstændighederne afgør ligeledes, hvorvidt det er acceptabelt at trække sig fra det sociale: skole, studie, arbejde eller netværk.

Tiden til disse privilegier er dog afmålt og gerne kort og konkurrerer med restriktioner og forpligtigelser. Det forventes, at man kontrollerer sine følelser: både deres varighed og deres intensitet. Man må ikke være for trist for længe efter tabet, ej heller udtrykke glæde i for overvældende mængde i det offentlige rum eller ligegyldighed. Det kan nemt tolkes som upassende. Endelig er den sørgende forpligtet på at udvise passende adfærd: besøge kirkegården, samle familien på mærkedage osv. (Jacobsen 2019, 101).

Når jeg tager disse alment gældende socialkonstruktivistiske rammer med her, så er det egentlig, fordi jeg gennem mit arbejde med unge med særlige behov har registreret, at netop disse sørgerettigheder og forpligtigelser har stor betydning – og udfordrende betydning for deres mulighed for leve med sorg.

Jeg mødte fx en ung kvinde i sorggruppesammenhæng, som reagerede forsinket på sin mors død. På grund af hendes forsinkede reaktion følte hun, at hun nærmest blev fordømt som følelseskold, da omgivelserne ikke syntes, at hun sørgede på en passende måde: Hun græd ikke ved sin mors bisættelse; hun havde ikke lyst til at gå med på kirkegården og svarede ikke på velmenende henvendelser på Facebook og SMS. Til sidst mente folk, at det nok var på grund af hende diagnose (Aspergers syndrom), at hun nærmest ikke ”var i stand til” at sørge. Og derfor blev der ikke længere spurgt ind til hende eller taget hensyn til hende. Omgivelserne trak altså hendes privilegier tilbage. Og hun havde ikke længere de samme adgangsbetingelser til sorgudtryk og følte en dobbelt ensomhed i sin sorg.

Den unge kvinde er et eksempel på, at unge med ASF eller ADHD i nogle tilfælde har reaktioner (uro, forsinket sorgreaktion, voldsomme følelsesudbrud, manglende afkodning af forventede reaktioner med videre), der støder imod vores ubevidste regelsæt. Det kan være en af de væsentligste årsager til, at unge med særlige behov ofte lades i stikken, når de oplever dødsfald i deres nærmeste familie, fordi de unge nemt kan blive ”uregelmæssige udøvere” i en regelmæssig rolleudførelse. Mange efterladte med særlige behov balancerer altså i sorgen mellem at tillade sig selv egne følelser og få omgivelsernes tilladelse til at udtrykke disse følelser. Og hvis afstanden mellem, hvad man føler, og hvad man kan vise udadtil, bliver for stor, kan det føre til, at den efterladte trækker sig fra sociale relationer for at få plads til egen lidelse og for at slippe for konfrontationer. Dermed bliver den unge alene med sorgens følelse. Når sorgens følelse undertrykkes, og den unge med særlige behov opretholder en facade, kan det være nemt at overse de unge og måske lulle sig ind i en opfattelse af, at det går meget godt, og at der i hvert tilfælde er andre, der er tættere på til at tage sig af det, hvis ikke det gør.

Den sørgende kæmper dermed på to fronter, en indre kamp med afsavn og sorg og en ydre kamp, hvis omgivelserne ikke forstår dem og derfor ikke giver de adgangsbetingelser og privilegier og støtte, som den efterladte har brug for i hverdagen efter tab.

Et tilbagevendende tema i sorggrupperne for unge er retten til at sørge ”på sin egen måde” og frustrationerne ved at blive mødt med manglende forståelse fra omverdenen. På den måde fungerer sorggruppen som et frirum, hvor det er ”lovligt” for den unge at føle sorg på nøjagtig den måde, han/hun gør. Det er i orden at være lige så ked af det på tredje år efter fars død og lufte forbudte tanker (som fx vrede, skam, lettelse). Og her gør de det i forventning om at blive mødt med forståelse af de andre unge.

Det ændrer ikke på, at nogle autoreaktioner sidder så dybt, at de indimellem også slipper ind i sorggruppen, for vi (deltagere og ledere i gruppen) er naturligvis en del af vores tid og kultur og har det samme autoapparat som alle andre. Vi er derfor ikke altid bevidste om, at vi har de her følelsesregler i forbindelse med sorg. Dertil medbringer vi alle vores egne grænser og sårbarheder.

Det kommer indimellem til udtryk i et behov for at trøste. Trøst er selvfølgelig i udgangspunktet en god ting, men det er det egentlig kun så længe, at den sørgende er subjekt for trøsten. For trøst kan i stedet indimellem handle om at lukke den anden ned og undgå at møde den andens sorg, afmagt og forladthedsfølelse, fordi det kommer for tæt på ens egen angst for at miste mennesker, man elsker, eller det kommer nær det mørke, altfortærende og smertefulde sted i ens eget sind. Men sjælesorg er i høj grad båret af viljen og modet til at følge et andet menneske derind, hvor det gør ondt uden at skulle fikse eller trøste, men bare gå med og bevidne, at det er lige så svært, som det føles.

Sjælesorg og inkluderende teologi

Når jeg vil påstå, at kirken har en særlig forpligtigelse til at inkludere unge med særlige behov i de sørgendes fællesskab, er det, fordi det er en del af kirkens DNA. Det kan begrundes i et bibelsk, gudsforankret menneskesyn. Det betyder, at menneskeværd ikke kan tages fra nogen, hverken ved en flertalsvedtagelse af nye menneskerettigheder, sprog eller svage kognitive evner. Det er en gudgiven værdighed.

Den er skabelsesteologisk begrundet, da Gud har skabt alle mennesker i sit billede, idet Gud har blæst sin livsånde i det og skabt en relation, der består forud for alt, handicap eller ikke-handicap (Heilesen 2018, 10). Det er altså Gud, der forud for alt skaber værdighed og ligeværd ved at indgå i en relation med mennesker.

Værdigheds- og lighedstanken kan også begrundes kristologisk. Det Nye Testamente leverer vedholdende argumenter for, at kirken skal stille sig på den afmægtiges side. I Jesu møde med mennesker og i det hele taget begrundet i selve inkarnationen, hvor Gud lader sig føde som et sårbart menneskebarn og dør på korset som et lidende menneske.

Tanken om sjælesorg er begrundet i inkarnationen, for når Gud selv ved, hvordan det er at være et menneske i lidelse, magtesløshed og død, kan han følge sit menneske og være medvandrer. Sjælesorg består altså primært af at være medvandrer og turde træde ind i et menneskes mørke og lytte til dets smerte i bevidstheden om Gud, der i inkarnationen gik ind i menneskelivet på alle dets præmisser, også i smerte, sorg, gudsforladthed og død (Mark 15).

Det Nye Testamente giver ikke en samlet teologisk refleksion af et bibelsk menneskesyn, men gennem gentagne møder med enkeltpersoner tegnes et billede af, at medmennesket altid er en konkret person med særlige behov (Hjort 2018, 50). Det er altså konkrete kærlighedshandlinger, der inkluderer og drager mennesket ind i fællesskabet.

Det er fx udtrykt i Jesu møde med den kanaanæiske kvinde (Matt 15,21-28). Kvinden brøler efter Jesus. Hun plager, tigger og argumenterer for, at han skal helbrede hendes psykisk syge datter. Jesus føler i første omgang ingen forpligtigelse til at hjælpe hende. Han sammenligner hende ovenikøbet med en hund og opretholder i begyndelsen af mødet eksklusionen og forholdet mellem ”dem og os”. Men kvindens desperation og vedholdenhed får Jesus til at stoppe op. Hun omvender så og sige Jesus og bevæger ham. Med andre ord er kvinden, som står i et skævt forhold til normerne, den, der handler og får tingene til at ske. Og Jesus ender med at helbrede datteren og rose kvinden for hendes store tro

Jesu møde med den kanaanæiske kvinde er et godt eksempel på, at alle har brugbare resurser ind i menighedens fællesskab. Mennesker med særlige behov er ikke bare nogen, vi andre gør noget for og tåler fællesskab med, men de er måske netop dem, der kaster lys over nogle uhensigtsmæssigt skel og begrænsninger, som vi som ansatte og menighed ikke ser. Nogen gange skal der nye øjne til, for at vi i kirken får øje på eksklusionen. Mødet med mennesker med særlige behov kan være med til at tydeliggøre en adfærd, som er ekskluderende, når vi fx i udgangspunktet regner med, at unge med forskellige diagnoser har manglende kognitive evner til at forstå død og tab og åbenbart heller ikke tildeler dem retten til samme følelser omkring tabet som andre mennesker. Undertrykkelse og ekskludering af mennesker med særlige behov er jo netop ikke at ville tilkende dem de samme følelser som andre (Eisland 1994, 94).

Men når vi underkender unges behov for at blive optaget i de sørgendes fællesskab, eller hvis vi forholder dem muligheden for at formulere og vise deres sorg sammen med andre, går vi samtidig glip af mangfoldigheden og muligheden for at se tingene på en måske ny og anderledes måde, jf. optagelserne af samtalerne mellem Niels og hans far i sorggruppen, som viste sig som en stor berigelse for alle deltagerne i det fælles rum, som sorggruppen er.

Paulus formulerer den fundamentale ekklesiologiske betydning af at tilkende den svage plads og indimellem tilmed en fremhævet plads og betydning i menigheden. Fx i 1 Kor 1,26-31 opstiller Paulus et alternativt fællesskab, hvor alle har samme status og tilhørsforhold (Hjort 2018, 54). Som en slags modkultur præsenteres evangeliet her i forhold til magt, status og klogskab. Med vægtlægningen på Ånden, som alle har fået indblæst af Gud, bliver de menneskelige skel brudt ned.

Et andet sted, hvor Paulus taler om lighed og menneskesyn, er i beskrivelsen af kirken som et legeme (1 Kor 12). Metaforen bruger Paulus til at tegne et portræt af menigheden som et arbejdsfællesskab (Hjort 2018, 58), hvor alle led hører med til den grundlæggende udrustning i menigheden og udøver nødvendige funktioner, som fællesskabet er afhængig af. Alle har altså resurser at bidrage med på forskellige frugtbare måder. Alle yder en indsats, alt efter den plads på legemet, som Gud har villet det.

De bibelske eksempler og begrundelser – skabelsesteologisk, kristologisk og i Paulus’ ekklesiologi – kan anspore folkekirken til at genoverveje normalitetsbegrebet og favoriseringen af det normale frem for det særlige og dermed skabe en mere inkluderende kirke. Og inklusion er vel at mærke noget andet end tålt ophold. Det er at medskabe og have en funktion og et arbejdsfællesskab i kirken/menigheden. Det gælder i øvrigt ikke udelukkende i sorggrupperne, men i al kirkens arbejde.

Litteratur

Atle Dyregrov 2006: Sorg hos børn, en håndbog for voksne. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Dahl, Marianne Cruys Sagen 2002: Stemmer rundt sorg, psykisk utviklingshemming og dødsfall, tjenesteytere i møte med sorg og sorgarbeid. Sandnes, Norge: Rogalang Høgskole, 24-63.

Eiesland, Nancy L. 1994, The Disabled God. Toward a Liberatory Theology of Disability, Nashville: Abingdon Press, 89-105.

Elvén, Bo Hejlskov; Veje, Hanne; Bejer, Henning 2012: Udviklingsforstyrrelser og psykisk sårbarhed. København: Dansk Psykologisk Forlag, 75-94.

Guldin, Mai-Britt 2019: Tab og sorg, en grundbog for professionelle. København: Hans Reitzels forlag.

Heilesen, Lars Nymark 2018: ”Handicap i en handicappet verden” I: Heilesen, Lars Nymark (red.) 2018, Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og teologi. København: Eksistensen, 9-20.

Hjort, Birgitte Graakjær 2018: ”Den, som ikke tager imod Guds rige ligesom den multihandicappede, kommer slet ikke ind i det” I: Heilesen, Lars Nymark (red.) 2018, Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og teologi. København: Eksistensen, 41-67.

Hollund, Susanne; Rudbeck, Line 2018: Når udviklingshæmmede sørger – en bog om tab, sorg og trøst, Odense: Socialt Fagforlag.

Jacobsen, Michael Hviid; Guldin, Mai-Britt; Busch, Christian Juul (red.) 2019: Giv sorgen ord, sorgkultur i forandring. København: Munksgaard.

Mikkelsen, Hans Vium, 2018: Teologi og menneskesyn – udfordret af mennesker med særlige behov I: Heilesen, Lars Nymark (red.) 2018, Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og teologi, København: Eksistensen, 91-117.

Mikkelsen, Karin Braüner Vium 2018: Inklusion – hvad må det handle om i en evangelisk-luthersk folkekirke? I: Heilesen, Lars Nymark (red.) 2018, Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og teologi, København: Eksistensen, 68-86.

Mogensen, Jesper Roesgaard Mogensen; Engelbrekt, Preben 2017: At forstå sorg, Teoretiske og praktiske perspektiver. København: Samfundslitteratur.

Poulsen, Christina Holm 2017: Inklusion – muligheder og begrænsninger for deltagelse belyst gennem et børneperspektiv, Odense: Institut for Kulturstudier, SDU, 129-152.

Comments
0
comment
No comments here
Why not start the discussion?