Grundtvig er født ind i og har det fint med at leve i et mandssamfund. Siden hans forelskelse og romantiske vækkelse på Langeland drømmer han om et tvillingeliv med en kvinde. Indsigter fra Bibelen, mytologien, historien og livet, især ægteskabet med Marie Toft, lærer ham, at der ikke er noget vigtigt, mænd er og kan, som kvinder ikke også er og kan. Det bliver afgørende ikke blot for hans kvindesyn, men også hans gudsforståelse. Hos Brorson må mænd blive som kvinder for at være rigtigt kristne. Hos Grundtvig må Gud vise sine kvindelige sider for at være sand Gud.
Indledning
Der er to hovedakser i Grundtvigs (1783-1872) liv og tankegang: det vertikale forhold mellem Gud og menneske og det horisontale forhold mellem kvinde og mand. Hvem og hvad Gud er, ved Grundtvig ganske godt, fordi han reelt hele sit liv er bibelkristen. Det er han opdraget til, og det vender han, efter sine studier i rationalismens epoke, dramatisk tilbage til i sin gammel lutherske omvendelse og følelsesmæssigt kristelige opvækkelse i 1810. Senere – med opdagelsen af Jesu Kristi mundsord ved dåb og nadver omkring 1825 – bliver gudstjenesten med dens levende tiltale fra Guds søn i trosbekendelsen, indstiftelsesordene og fadervor det centrale sted for mødet med og erfaringen af Gud. Om Gud i særdeleshed som om kristenlivet i almindelighed er Bibelen for Grundtvig dog stadigt den bedste oplysningsbog, der findes.
Grundtvig oplever ikke, at Bibelen svarer helt så klart på, hvem mennesket er, som på hvem Gud er. Derfor er indsigten i ”Menneske-Gaaden” et hovedprojekt for ham så at sige livet igennem, fordi mennesker jo – ikke mindst når det gælder den enkelte i forhold til sig selv – ser som i et spejl, uden helt at forstå hvad det er, de ser. Det er ind i denne sammenhæng af oplysningen af menneskelivet, at Grundtvig finder frem til forholdet mellem kvinde og mand som en afgørende nøgle. Her har vi den horisontale akse, som oplyser menneskets tilværelsesgåde og i sidste instans også Gud i hans forhold til mennesker. De to akser indgår i en uløselig sammenhæng i det ene og samme menneskeliv:
Sammen med Bibelen er der to andre instanser, som reelt bidrager fuldt så meget til Grundtvigs menneskesyn og forståelse af kvinde-mand-forholdet. Den ene er historien og dens forløber og spejlbillede i mytologien. Den anden er hans personlige erfaring, som i sidste instans er afgørende for udviklingen i Grundtvigs syn på forholdet mellem kvinde og mand. Denne fremstillings første del beskriver udviklingen i Grundtvigs livshistoriske erfaring med henholdsvis kvinder og mænd, herunder ikke mindst med hans oplevelse af sig selv – ud fra det synspunkt, at det er her vi finder de drivkræfter, der i anden omgang får ham til at fokusere på og opdage nye elementer i Bibelen, historien og mytologien. Dernæst ser jeg på gudsbilledet og teologien, som påvirkes af udviklingen i menneskesynet og kvinde-mand-opfattelsen. Afslutningsvis kommer der en kort diskussion af, hvordan Grundtvigs menneske- og særligt hans kvindesyn er så universalistisk, at det – selv om det selvsagt også er tidsbundet – ligesom tilfældet er hos Paulus, giver det universelt egalitære forrang for det historisk bestemte ikke-egalitære (Badiou 2022).
Kvinde-mand-forholdets udvikling i Grundtvigs liv
Grundtvig har som barn et nært og tillidsfuldt forhold til sine forældre, især til moderen, som lærer ham bogstaverne og den kristne fromhedspraksis, og måske endnu mere til fattiglemmet Malene (Magdalene Jensdatter), der bor i Udby Præstegaard.1 Hun fortæller historier på sit uforfalskede sydsjællandske mål og synger luthersk-pietistiske salmer så eksistentielt, at oplevelsen heraf sidder i Grundtvig livet ud. Gennem de seks år (fra han er ni til 15 år gammel) i Thyregod Præstegård har han et næsten tilsvarende tillidsforhold til sin lærer, pastor Laurids Feld. I trygge relationer til voksne grundlægges hans stærke personlighed. Øjensynligt bliver han så stærk, at han meget tidligt kan gå sine egne veje i bøgernes verden og rundt om i præstegårdens nabolag uden at have behov for venskaber eller nære relationer til fx jævnaldrende som hans et år ældre søster Ulrikke i Udby og de tre drenge, han skoles sammen med i Thyregod Præstegaard. Det samme mønster genfinder vi i hans to år på latinskolen i Aarhus (1798-1800) og i hovedsagen også i de tre år under teologistudiet ved Københavns Universitet (1800-03).
Selv om Grundtvig fra sit hjem har en oplevelse af, at kvinder har en særlig kærlighedsevne, knytter han sig som yngre mest til mændene. Ved siden af sin gode lærer, pastor Feld, priser han fra Thyregodtiden ikke kvinderne, der klapper ham på kinden, men karlen, der strør lidt korn ud til fuglene i den strenge vintertid. Før han kommer til Egeløkke som huslærer (1805-08), har Grundtvig ikke til daglig levet tæt sammen med andre kvinder end de tækkelige koner i Udby og Thyregod. Fra han er 17 år, elsker han at komme i provst Blichers præstegård i Gundslev, hvor der er fire døtre på hans egen alder, og hvoraf han så sent som i 1818 bliver gift med no. 3, Lise. Herfra er han vant til, at den moralske dyd hos provst Blichers døtre må iscenesættes med en rimeligt klar afstand til det andet køn. Sådan er det ikke med fru Leth på Egeløkke og hendes omgangsform i forhold til såvel den udvidede familie, inkl. huslæreren, som de mange gæster på herregården. Det skorter ikke på kropssprog, smut med øjnene, indtagende latter og ind imellem adgang til, at også den kejtede Grundtvig kan kysse fruens hånd. Den lethed og ægte livsglæde, Constance som regel udstråler, er fremmed og betagende for Grundtvig. Selv om han godt ved, at han skal være på vagt over for såvel sit driftsliv som sin forfængelighed, bliver Grundtvig dødeligt forelsket i den unge frue.
Den ulykkelige forelskelse i Constance Leth, moderen til drengen Carl, som han skal undervise, giver Grundtvig to nye indsigter: 1) Følelseslivet er ikke underordnet fornuften, men er dens grundlag (Aasen 1991), for det gode og indsigtsgivende liv findes ofte bedst i forbindelse med følelsesmæssigt tætte bånd til andre mennesker. Den erfaring, som koster Grundtvig dyrt i forholdet til Constance på Egeløkke, bruger han straks i København til at etablere tætte venskaber og interessefællesskaber med særligt fire jævnaldrende unge mænd på en måde, som han ikke har været i stand til før. 2) Grundtvig kommer under vejr med en ny forståelse af livet, sådan som det hænger sammen med den sansning, der kun kan udtrykkes i poesi. Det poetiske liv må leves ud i en kærlighed, der i sidste instans er forankret i Guds evighed, omtrent som han har hørt sin fætter, Henrik Steffens, forelæse om det på Elers’ Kollegium i 1802, hvor romantikken introduceres i Danmark (Holm 2001). Hvad Grundtvig ikke forstod som 19-årig ved at lytte til Steffens’ forelæsninger, forstår han under forelskelsen i fru Leth på Egeløkke. Herefter bliver Grundtvig præget af den ”romantiske kønsdualisme” (Busk-Jensen 2009, 15) som fx udtrykt i denne strofe fra 1809:
Liv er af dobbelt Natur, helt kun i Mand og i Kvinde: skiller dem grusomt en Mur Livet fra Begge maa svinde.
Indlogeret på Valkendorfs Kollegium fra 1808-1810 får Grundtvig tætte venner. Allerede her ser vi dog det mønster, som følger ham livet igennem. Er der ikke fælles holdninger og en høj grad af fælles dagsorden, som fremmer hans projekter, kølner venskaberne som regel. Kun Ingemann, som Grundtvig sætter stor pris på som – ”kvindelig” – digterkollega, og præsten Gunni Busck, som måske bedre end nogen anden forstår Grundtvig som menneske og præst, holder han fast på livet ud, selv om der er spændinger mellem dem. For alle venner gælder det, at de får et fur, hvis de i holdning eller handling går op mod Grundtvigs standpunkter. Dette mønster af venskaber og mere eller mindre tæt samliv med familien er typisk for Grundtvig som person. Ambitiøs, kalds- og selvbevidst og dedikeret til sit arbejde, som han er, har han ikke tid til, og næppe heller interesse i, at have venskaber, der ikke spiller funktionelt sammen med hans arbejde.
På de præmisser er der ikke plads til tætte forhold til kvinder. Han har brug for at være frisat til sit arbejde, men han overlever i kraft af en relativt stor og stabil familie, som han dog først rigtigt skønner på, når han pludselig er borte fra hus og hjem som på Englandsrejserne 1829-31, eller når han sidder mere eller mindre alene tilbage som efter de to første hustruers død i henholdsvis 1851 og 1854. Ind til ægteskabet med Marie Toft (1851-54) er Grundtvigs kvinde-mand-syn primært romantisk-dualistisk. Et eksempel er synet på kvindernes særlige kærlighedsevne. Den 1. september 1844 skriver den navnkundige præst, Peter Rørdam (1806-1883) i Mern, til sin faderlige ven, den endnu mere navnkundige præst, N.F.S. Grundtvig ved Vartov:
Paa Rønnebæksholm – ved Næstved, en lille snes kilometer herfra – bor 2 Søstre – den ene Enke, Fru Marie Toft – den anden Frøken Jutta Carlsen. Begge behage de mig meget – men dog med Forskjel: Enken tiltaler mig meest – sætter min Sjæl meest i Bevægelse – Søsteren behager jeg meest.
Hvad siger Grundtvig nu til Rørdams spørgsmål? Hvem af de to søstre, Marie Toft og Jutta Carlsen, skal han satse på? Selv om Grundtvig endnu ikke havde mødt nogle af dem, må han komme op med et faderligt råd. Til alt held råder han Rørdam til ikke at satse på den af søstrene, han selv bedst kan lide, altså Marie, men den, der bedst kan lide Rørdam, altså Jutta. Grundtvig skriver således den 3. september 1844:
…jeg tør nok sige, at vi altid i Længden har mest Glæde af dem, der elsker os højest, så hvilken af søstrene det er, hende maa jeg ønske Dem, baade fordi hendes Glæde er afgjort, og Deres med Guds Hjælp, sikker nok, medens der er langt større Rimelighed for, at én af os end, at en Kvinde skifter Kjærlighed.
Rørdam bliver altså gift med Jutta – det er heldigt for Grundtvig, som syv år senere, da han er blevet enkemand, bliver gift sig med Marie! Det er vist den eneste gang, Grundtvig viser virkelig store evner som brevkasseredaktør. I virkeligheden siger han her hverken mere eller mindre end, hvad der ligger i tidens romantiske kærligheds- og kvindesyn – og i den økonomiske nødvendighed, det er for kvinderne at klamre sig til deres ægteskab (Iversen og Nielsen 2023, 121-128).
Kvinderne må rette ind og støtte op om Grundtvigs synspunkter, hvis de for alvor skal komme tæt på ham. Det ses klarest i ægteskabet med Marie Toft, hvor Grundtvig for alvor oplever at kunne realisere det ”Tvillingeliv”, der hører med til hans drømme efter forelskelsen i Constance Leth. Alliancen med Marie Toft slutter Grundtvig først, da han er sikker på, at hun er enig med ham og på nogle områder endog er foran ham med hensyn til forståelsen af det kirkelige og det folkelige. Men så sker der noget: ”…for første gang i sit liv havde Grundtvig med både legeme, sjæl og ånd oplevet og erfaret, at han og et andet menneske var lige gode” (Borum 1983, 251).
Grundtvigs samliv med Marie fører også til, at han – i hvert fald én gang – på et rent praktisk plan bliver forkæmper for kvinders ligestilling, som han senere taler politisk for i Folketinget. Danmarks første litterære kvindesagsforkæmper, Mathilde Fibiger, har det ikke godt, er udsat for en mængde ublu kritik på skrift og har ikke fået andre imødekommende anmeldelser af sin bog Clara Raphael. Tolv Breve end Grundtvigs. Efter invitation bor hun i en periode sommeren 1852 hos Marie og Grundtvig. Grundtvig får aftalt, at hun skal holde foredrag ved en folkefest på Sjælland. Han modtager i mellemtiden to elegant formulerede trusselsbreve af 15. og 20. juli 1852 fra Mathildes bror, ritmester A. Fibiger, som er sikker på, at hædersmanden Grundtvig, som Mathilde nærer agtelse for, vil sørge for, at pigemennesket ikke blamerer sig yderligere ved at tale offentligt. Grundtvig end ikke drømmer om at lade sig presse af nogen, endsige en ritmester, og det gør Marie endnu mindre. Men det gør Mathilde til sidst, for på trods af støtte fra Marie og Grundtvig lykkes det ikke for hende at holde sin tale med det pres, hun møder fra sin familie og det meste af omverdenen. Politikeren Fredrik Bajer fortæller i sin dagbog, at Mathilde Fibiger når op på talerstolen, hvorefter en stor mand bærer hende ned igen (Korsgaard 2018, 175). Under alle omstændigheder bliver talen ikke holdt. Vi skal helt frem til dannelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871, før man kan høre kvinder tale offentligt i Danmark, selv om man også her bruger Bibelen som argument for, at kvinder ikke kan tale i politiske forsamlinger
Hvad betyder kvindeligt?
Der er lige så mange, måske endda flere, lag i Grundtvigs begreb om det kvindelige som i hans begreb om det menneskelige. Men begrebet har også en klar retning. Kvinderne i den nordiske mytologi og Danmarks (tidlige) historie står for Grundtvig som handledygtige og kampberedte (Martinsen 2021). Den 5. juli 1848 offentliggør han det lange digt ”Danekvindens Pris” i Danskeren, hvor han sigter på en beskrivelse af netop den danske kvinde som på én gang særligt elskværdig og handlekraftig. Handlekraften fremhæves mere hos Grundtvig end hos de samtidige digtere med romantisk baggrund, jf. Oehlenschlägers tale om ”ædle kvinder, skønne møer” i ”Der er et yndigt land” (Højskolesangbogen 2020, 412). Hos Grundtvig er kvinden ”født til Kamp og Kærlighed”. Grundtvigs vision om den nationale opbygning i Norden forudsætter – som noget særligt i de nordiske lande – stærke kvinder af samme slags som Margrethe I, der skabte Kalmarunionen mellem Danmark, Norge og Sverige i 1397 (Martinsen 2021, 222-226).
Fra første linje i ”Danekvindens Pris” står det klart, at digtets aktuelle anledning og udgangspunkt er Marie Toft med datteren fra sit første ægteskab, den 9-årige Haralda: ”Moder sød og Datter fin, Kjærest og Veninde min”. Senere identificeres ”Danekvinden” både med ”Skjoldmø” og ”Freja”. Digtet slutter med, at Grundtvig annoncerer, at han ”kalder under Sang og Spil/ Dristig hende hvad jeg vil./Daglig dog Veninden!”. Den 13. september 1848 følger digtet ”Valkyrien og Skjalden” med en gennemført mytologisk ramme, mens sagen er den samme – forsøget på at forstå kvindens betydning i Grundtvigs – og alle danemænds liv i lyset af Grundtvigs møde med Marie.
En afgørende dimension i kvindesynet findes i Grundtvigs kristendomssyn, som det videreudvikles i disse år. Den kristne tro er en hjertesag. Kun hvad der kommer fra hjertet, kan gå til hjertet. Ordet ”hjerte” forekommer 1.723 gange i de 1.626 salmer i Grundtvigs Sang-Værk. Hjertet er skabt til at være ”himmelspejl i mulde” (Den Danske Salmebog 493,5), det sted, hvor mennesker midt i det jordiske liv spejler Guds himmel. Gudbilledligheden er tydeligst i hjertet, som også er frelsens sted: ”Med hjertet tror man til retfærdighed” (Rom 10,10). I sin undersøgelse af hjertets betydning hos Grundtvig siger Erik Krebs Jensen:
Det åbne hjerte er følsomt, åbent og let modtageligt for indtryk og dermed en menneskelig forudsætning for, at den vekselvirkende samtale mellem Gud og hjerte kan komme i stand ved Jesu formidling … For Grundtvig er den jordiske kærlighed et billede på den himmelske. Gud er kærlighed, og hvor kærligheden lever blandt mennesker, er den et billede af Guds kærlighed, som mennesket har arvet fra skabelsen (Jensen 1977, 84 og 88).
Den menneskelige kærlighed er et billede på den guddommelige, men har samtidig del i den. Ikke i kraft af menneskers præstationer, men i kraft af Guds gode gaver modtager mennesker erfaringer af den kærlighed, der er fra Gud. Går vi konkret til værks, som Grundtvig gør det, er hjertet ikke kønsneutralt. Tværtimod:
Hjertet er det skjult kvindelige hos alle mennesker. Det kan med sine moderegenskaber modtage Guds mandlige skaberkraft, ånden, og kan efter sin bestemmelse føde en lovsang til skaberen, den sang, Gud også vil kendes ved på den yderste dag (Ibid. 91).
Det kvindelige hjertes stilling i skaber- og frelseværket får naturligvis også betydning for kvindernes rolle i kristendommens formidling, som Grundtvig kender til fra sin tidligste barndom, hvor de afgørende kristne vidner var moderen og Malene. Men mere endnu: Kirken, som skal være Kristi brud, må forstås ud fra den kvindelige kærlighed. Salmen ”Kirken er som himmerige” (DDS 327), som bringes i Sang-Værket i udgaver fra både 1844 og 1846, finder sin endelige form i 1851, hvor billedet af kirken som en barnemoder eller et moderskød kan udfolde alt væsentligt i den kristnes forhold til kirken.
Grundtvig har intet dobbeltbogholderi: Hvis kvinden har en nøglestilling i kristenlivet, har hun det også i menneskelivet og omvendt. Hvordan kan det bedst udtrykkes? Den grundigste undersøgelse af det spørgsmål er fremlagt i Synnøve S. Heggems disputats fra 2004 om kærlighedsbegrebet i Grundtvigs Sang-Værk. Kvinden ”… er Grund-Mennesket, prototypen på hva det er å være menneske”, fastslår hun (Heggem 2004, 75). Udtrykket ”Grund-Menneske” henter Heggem fra et vers i Dansk Ravne-Galder 1860, hvor Grundtvig godt ved, at Adam blev skabt først, men tilføjer, at det jo kun gjaldt for hans generation:
Det maa aldrig glemmes, At lige siden Adams Død, Grund-Mennesket er Kvinden, Livs-Moderen er Livets Væld, Og Levnets-Løbets Kilde.
Da Broadbridge og jeg skrev biografien, syntes jeg, at det godt nok er fiffigt, når Grundtvig accepterer, at Eva er skabt af Adams ribben, men tilføjer, at det jo kun gælder for Adam og Eva, for allerede Kain og Abel er jo født af Eva, så kvinderne siden hende er ”Grund-Mennesket”. Siden er jeg blevet mindet om, at også det synspunkt har Grundtvig fra Paulus, der siger ”ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden” (1 Kor 11,2). Grundtvig trækker den blot – her som så mange steder – lidt længere end den bibelske tekst. I praksis følger han blot den universalistiske tankegang (Gal 3,28), som Paulus er grundlæggeren af (Badiou 2021).
Kvindernes betydning har Grundtvig skrevet tydeligt om i digtet ”Kvinde-Evangeliet” fra 1842, hvor det blandt andet hedder:
Og naar Maria glemmes, Hvor Jesus nævnes end, Da Hjertet overstemmes Af Hjernespind hos Mænd!
Har man et metaseksuelt gudsbegreb og et kønsløst begreb om gudbilledlighed, fører det ikke blot til, at inkarnationen og båndet mellem Gud og menneske afsvækkes, men også til at mændene som den stærke part i kirken iværksætter kvindernes underordning som den svage part, sådan som kristendommens historie illustrerer det (Børresen 1995; Skovmand 2021). Derfor er Grundtvig kommet på arbejde, når han vil sætte et nyt – måske også et ældre – kvindesyn igennem i en mandsdomineret kirke. Synnøve Heggem beskriver hans indsats således:
Når han ville rehabilitere kvinder i salmeretorikken, måtte han hente inspirasjon fra både mytologien, fra katolisismen (både østkirke og vestkirke) fra protestantisk og egen teologi, fra egen erfaring og ikke minst: fra det endnu ikke oppfylte: kvinners egen tale som religiøse subjekter, ikke minst som mulige embetsforvaltere som taler ud fra deres eget kvinnehjerte som likeverdige repræsentanter for det hellige (Heggem 2004, 493).
Det afgørende er, at den erfarede kærlighed forstås i lyset af den kristne kærlighed og omvendt. De to er ikke identiske, men af samme art, selv om Guds kærlighed, der er evig, langt overgår kvindens (Ibid. 283). Heggem finder, at Grundtvig fuldt så meget som nogen vover troens bevægelse ved som salmedigter gennem et helt liv at søge at finde udtryk for ”troens allmene vesen og væremåte i en hellig verden og flertydig virkelighet” (Ibid. 516).
Efter ægteskabet med vækkelseslederen og godsejeren Marie Toft er der for Grundtvig ikke noget vigtigt, mænd er og kan, som kvinder ikke er og kan. Derfor kæmper han – langt hen ene mand – gennem snart ti år i folketinget for kvinders fulde ligestilling – lang tid før det er en historisk mulighed (Iversen og Nielsen 2023). Derimod er der for Grundtvig meget, kvinder er og kan i kraft af deres hjertelighed og evne til at give liv, som mænd kan søge at efterligne, men ikke kan udfolde så stærkt som kvinder. Den tilværelsesmagt, som kvinders grundmenneskelighed udstyrer dem med, kan mænd kun klamre sig til. Det er det, Grundtvig gør, og det er på den måde, hans kvindesyn udvikles under ægteskabet med Marie Toft.
Grundtvigs hyppige gråd som ældre er et eksempel på, hvad han har lært af kvinderne. Som Freja græder guldtårer, da hendes ægtemand, guden Ottar, er borte, sådan græder barnet også, når dets mor er borte. I gråden er Grundtvig som barnet ét med sine følelser – helt til stede i sin smerte, samtidig med at gråden beskytter ham både mod omverdenen og mod hans egen hårdhed, som i sidste instans er livstruende. Vigtigst er det, at vi i gråden kan lade stemmen lyde, når vi er uden ord – og dermed fastholde os selv som personer (jf. det latinske per sonus, gennem stemmen, Ridder og Krøier 2022, 38). Grundtvigs stærkeste billede af gråden er det tåresmil, han kender fra sin mor, og som han sidste gang ser på hendes ansigt, da hun sidder med barnebarnet Johan på skødet kort tid før sin død i 1822. Senere tillægger Grundtvig blandt andet Maria Magdalene en lignende form for tåresmil, hvor kærligheden og glæden skinner igennem smerten og sorgen:
Se, af øjets tåreflod morgensolen mildt opstod. I den grav, hvor han har hvilet, hun har fundet englesmilet. (DDS 241,3).
Selv om han i overensstemmelse med sin tid forstår sig selv som en ”rigtig mand”, ved Grundtvig godt, at han aldrig kommer det grundmenneskelige nærmere, end når han tager ved lære af kvinderne, jf. ”Vi kan føle, vi skal lære” (Højskolesangbogen 2020, 52). Om han selv når helt frem til tåresmilet er tvivlsomt, til trods for at der er mange beretninger om den utrolige mildhed, han kan udstråle på sine ældre dage. Én dyd mestrer han: Som digter kan han ikke andet end være ærlig – i forhold til sine følelser og sin oplevelse af historien og livet, som især højskolemanden Finn Abrahamowitz understreger det (Abrahamowitz 2010, 22). Derfor må det tages for fuld personlig alvor, når Grundtvig i Nyaars-Morgen 1824, på højdepunktet af sin digtervirksomhed, må gøre op med sin ungdoms hovmod:
Da lærde jeg Arme, I Midvinter sval, At Lys uden Varme, Er Helvedes Kval; Ei græde jeg kunde For Gud eller Ven, Kun grue og grunde Og grue igjen Jeg kæmpe mig vilde Til Kjærligheds-Kilde, Omskabe jeg vilde mig selv!
Grundtvigs liv er en læreproces, hvor han bliver bedre til at balancere den følelsesfuldhed, som han måtte kanalisere ind i sit skrivearbejde på Egeløkke. Varmen må med i samlivet med Gud og mennesker. Grundtvigs hoved er godt udrustet, men hovedet alene ender i ”Helvedes Kval”. Her er der et ligeløb mellem det menneskelige og det kristelige. Begge steder handler det om liv og død, og begge steder er det altafgørende, at hjertet og hovedet kan give hinanden plads.
Kvindesynets konsekvenser for gudsbilledet
Grundtvig vil ikke opfinde noget nyt, men opdage, hvad der gammelt end er til, for det er kun det, der kan fornyes og føre til nyt liv (Højskolesangbogen 2020, 85,1). Som han har opdaget Jesu Kristi levende ord i gudstjenesten og alle de dybe sandheder om menneskelivet, der ligger i mytologien, historien og folkelivet, opdager han også sandheden om kvindernes virkelige betydning i kirke og kristendom bag den ”kvindehemmelighed”, som mændene har brugt til at skrive kvinderne ud af historien fra og med Det Nye Testamente (Skovmand 2021).
Når man taler om Gud, taler man også om sig selv, sagde Bultmann. I hvert fald kan man ikke tale om Gud uden at tale som sig selv. Grundtvigs gudsforståelse ændres derfor også i kraft af hans ændrede opfattelse af forholdet mellem kvinde og mand i menneskelivet (Heggem 2004, 23).
Grundtvig tænker kreativt videre på Guds åbenbaring i Kristus, fordi han ved, at Gud i Kristus og Helligånden er levende til stede blandt os og også har meget nyt at gøre og sige, som vi endnu ikke har fået lov at høre om (jf. Joh 16,12). Ligesom Gud lod sin søn føde og vokse op i Palæstina, vil Gud nu føde og opdrage en datter i Norden, det nye Palæstina, siger han igen og igen på sine ældre dage. I 1838 er ”Gud-Faders yngste Datter” identisk med ”Vor Kiærlighed, den Blomme fin”, altså et udtryk for den danske og dermed den sjette menigheds modtagelse af Kristi kærlighed. I de senere år kan både Maria som ”Moder vor i Himmerrig” og ”Faderens Enbaarne Datter” fremstå som personificerede på linje med de tre personer i treenigheden. ”Guds Datter” er stadig et symbolsk udtryk for menighedens kærlighed, når den svarer på brudgommens, Guds søns, kærlighed. Om Grundtvig regner med, at der fysisk skal fødes en pige til at være Guds datter i Danmark, er ikke helt klart, selv om han fra 1865 understreger det danske folks unikt kvindelige karakter, der gør det sandsynligt, at der her fysisk skal fødes en særlig Guds Datter (Grell 1988, 288-290). Under alle omstændigheder sprænger Grundtvig traditionens tale om Fader, Søn og Helligånd ved at tale om ”Gud Moder” eller ”Modervor i Himmerrig” og om ”Guds Datter” i samme åndedrag (Heggem 2004, 175). Grundtvigs idé under manien i 1867 om, at ”Guds Datters” undfangelse kan komme i stand, når han kysser kvinderne, hører manien til, men det gælder ikke hans tanke om ”Guds Datter”.
I 1851 skriver han salmen ”Nåden hun er af kongeblod” (DDS 695) om Guds moderlige kærlighed. I den kristne tradition står Grundtvig langt fra alene her. Både på latin og græsk er ”nåde” hunkøn. Salmeforskeren Magnus Stevns opsummerer Grundtvigs brug af de kvindelige træk i de oldkirkelige salmetekster således: ”Hjærtet er Kvinde, Troen er Kvinde, Naaden er Kvinde – af Kongeblod. Menigheden er Brud og Moder, hele Kristenfolket et kvindeligt Folk, hvorfor Kristenheden taler med Kvinderøst” (Stevns 1950, 85). Ifølge pietismens teologi må mænd ikke blot blive som børn, men som kvinder, hvis de vil være med i den religiøse stræben frem mod Guds Rige. Mænd skal lære at forene sig med Kristus som hans brud og undfange og værne om Kristus i deres hjerter – med jomfru Maria som den store rollemodel (Nielsen 2013, 349). Det er imidlertid Kingo, og ikke Brorson, Grundtvig og vækkelserne primært griber tilbage til. I oplysningstiden og rationalismen især var Brorsons salmer i særdeleshed og følsomhedskulturen i almindelighed (Busk-Jensen 2009, 193) fortrængt i et omfang, så Grundtvig først for alvor bliver opmærksom på Brorson i 1816, hvor han må spørge professor Rahbek, hvem der havde skrevet ”Den yndigste Rose” (DDS 122), som han havde fundet i Pontoppidans Salmebog. Grundtvig nedprioriterer dog Brorson i sit arbejde med salmefornyelse, fordi han finder, at Brorson vægter den kristnes følelser for ensidigt i forhold til Guds handling i Kristus (Sørensen 1966, 40 og 53). Til gengæld går Grundtvig et skridt videre i forhold til Brorson ved at gøre alvor af den tanke, at bevægelsen kan gå begge veje, så ”det kvindelige skal være en evne hos manden, såvel som det mandlige en evne hos kvinden” (Nielsen 1980, 204). Det bliver afgørende, for det åbner for, at kvinderne ikke blot kan være samlende figurer i hjemmene, men at de også kan stå offentligt frem i kirkens og samfundets arbejde (Iversen og Nielsen 2023).
Grundtvigs erfaringer og genoptagelse af den oldkirkelige sprogbrug i salmerne får imidlertid også direkte betydning for gudsbilledet. Gud er ikke længere entydigt hankønnet, men får flere og flere kvindelige træk. Hvor mændene måtte lære at blive som kvinder hos Brorson, må Gud nu også vise sine kvindelige sider hos Grundtvig. Det ligger allerede i Grundtvigs insisteren på, at den umistelige gudbilledlighed, der ligger i ethvert menneske til krop, sjæl og ånd, gælder for kvinde som for mand. I første omgang har det betydning for mennesket, fordi ”Hjærteløshed hos Manden er lige saa lidt menneskelig som Aandløshed hos Kvinden”, som Grundtvig udtrykker det 2. søndag i Fasten 1865. Men også om Guds søn gælder, som det hedder lige efter, at ”der er lige saa lidt Mand uden Kvinde som Kvinde uden Mand i ham” (her citeret efter Stevns 1950, 73f.). På samme måde er Gud Fader moderlig som hønen, der klukker, kalder og breder sine vinger ud for at beskytte sine kyllinger (DDS 409, 2, se videre en række eksempler i Stevns 1940, 72-85).
Kan Grundtvigs syn på Gud, menneske, kvinde og mand bruges i dag?
Der er to misforståelser af Grundtvigs syn på kvinde og mand, som kan spærre for en frugtbar forståelse af hans erfaringer og indsigter. Den ene er, at Grundtvig er en gammel erotiker, der falder i svime, hver gang han kommer i nærheden af et skørt. Det synspunkt trives hos hans modstandere i samtiden og hos en betydelig del af eftertidens Grundtvigskribenter. I biografien har vi afvist den påstand, som der ikke er belæg for, når man læser kilderne i den livshistoriske sammenhæng hos Grundtvig.
Som eksempel kan vi se på Grundtvigs ”Brage-Snak”-forelæsninger på Borchs Kollegium 1843-44, der i den ældre forskning er stemplet som ikke blot forvrøvlede, men pinligt erotiserende. Det afgørende historisk nye i Brage-Snak er, at der er mange kvinder til stede blandt tilhørerne. Grundtvig har før prøvet at holde foredrag for dronning Caroline Amalie og hendes hofdamer. Her sætter dronningens tilstedeværelse naturligvis kammertonen, mens Grundtvig nu selv må lede efter den i sin, som han selv vedgår, løftede stemning og med en indimellem forvirret argumentation, især for tilhørere, der ikke er fortrolige med de to sæt mytologier, det nordiske og det græske, som Grundtvig causerer ud fra. Situationen er prekær for Grundtvig. Han er optaget af de menneskelige ressourcer og kvaliteter, han finder hos kvinderne, som hidtil ikke har haft adgang til det offentlige rum – bortset fra pladsen under de kongeligt autoriserede præsters prædikestole. Først i 1875 får kvinder adgang til at studere på universitetet i Danmark, men allerede nu i 1843 sidder borgerskabets døtre under Grundtvigs talerstol på Borchs Kollegium!
Den anden lige så banaliserende indvending mod Grundtvigs kvindesyn kan man finde repeteret i Sørine Gotfredsens nye bog om Kim Larsen og Grundtvig, der i eet og alt handler om Sørine Gotfredsen – med en pinligt overfladisk læsning af Grundtvig som legitimation. Gotfredsen gentager den gamle traver om Grundtvig som ”erotisk talent” og tilføjer, at Grundtvig har ”et gammeldags syn på kvinden som et udpræget følelsesvæsen” (Gotfredsen 2023, 47). Som vi har set, fokuserer Grundtvig på handlekraftige og livskloge kvinder, der naturligvis samtidig som regel har en veludviklet kærlighedsevne. Grundtvig forestiller sig, at Gud har skabt kvinder sådan til forskel fra mænd. Vi andre kan jo tænke, at kvinders faktiske oplevelser af at være gravide, føde, amme og stå som de mindre børns hovedforældre og som plejere for syge og ældre kan have været med til at fokusere kvinderne på omsorgen for det skrøbelige, mens mændene – i kraft af kvindernes indsats – i stedet har kunnet bygge sig selv op som almægtige, sådan som Horst Richter i bogen Gudskomplekset har beskrevet udviklingen fra 1800-tallet frem til ca. 1970 (Richter 1980).
Grundtvig vokser op i et fadersamfund med Gud Fader over kongen, herremanden og husfaderen på tur og række. Det samfund ser han store fordele ved. Men stadigt stigende styrke forstår han, at fadersamfundet ingenting er, hvis det ikke også udfoldes som modersamfund. Han bliver imidlertid ikke stående ved den romantiske polaritet mellem kvinde og mand. Hans standpunkt er, med Erik A. Nielsens rammende udtryk, at ”det kvindelige skal være en evne hos manden, såvel som det mandlige en evne hos kvinden” (Nielsen 1980, 204). Når Sørine Gotfredsen bruger sin spalteplads til at skælde ud over mænd, der kan bryde ud i gråd offentligt, har hun intet lært af Grundtvig. Helt i forlængelse af Grundtvig ligger derimod Merete Pryds Helle, der konkluderer således i Politiken den 30. juli 2023:
Vingegaard, van Aert og Axelsen er forbilleder for den nye mand. Stålsatte, stærke, fulde af visioner, men også fulde af kærlighed og omsorg for deres kære. Selvfølgelig forlader man et Tour de France, når ens kone skal føde, kysser sin vielsesring, når man kører over målstregen, og græder af stressudløsning og lykke, når man vinder.
Kvinde og mand må ikke spærre vejen for hinanden til menneskelige udtryksformer og samfundsmæssige gøremål! I det store hele kan kvinder og mænd det samme, selv om kvinder – i den faktiske biologiske og historisk skabte verden, vi lever i – har nogle erfaringer, som mænd ofte kun har lidt af, i øvrigt ligesom nogle kvinder. Forleden havde min kone og jeg vores otteårige datterdatter på bagsædet sammen med en jævnaldrende veninde. I en snak om nogle fælles kammerater diskuterede de, hvorfor så mange børn er mest knyttet til deres mor. Konklusionen lød som følger: ”Det er nok, fordi børn er kommet ud af deres mor”.
For Grundtvig er kvinder kvinder, og mænd er mænd, men alle mennesker lever inden for det samme kontinuum på samme akse. Det allermeste kan og bør kvinder og mænd dele med hinanden. Kønsskifte, transkønnede, LGBT+ og queer-teorier kender Grundtvig ikke til – og han ville nok lige skulle synke spyttet et par gange, hvis han var blevet konfronteret med vor tids debatter. Vore udfordringer må vi selv arbejde med. Men når det er sagt, vil jeg gerne anbefale Grundtvigs syn på Gud, menneske, kvinde og mand som et godt referencepunkt for livet i hus, folk og kirke. Hans sprogbrug holder ikke altid i dag, men hovedtankerne er stadig værd at arbejde med.
Lektor emeritus Hans Raun Iversen
Litteratur
Abrahamowitz, Finn 2010 [2000]. Grundtvig. Danmark til lykke. København: Informations Forlag.
Badiou, Alain 2021. Paulus. Grundlæggelsen af universalismen. Aarhus: Klim.
Broadbridge, Edward og Hans Raun Iversen (2023). Grundtvig. Biografi og breve. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Busk-Jensen, Lise 2009. Romantikkens forfatterinder. Bind I-III. København: Gyldendal.
Børresen, Kari E. (red.) 1995. The Image of God. Gender Models in Judaeo-Christian Tradition. Minneapolis MN: Fortress Press.
Gotfredsen, Sørine 2023. Livskraft. En personlig fortælling om Grundtvig og Kim Larsen. København: Kristeligt Dagblads Forlag.
Grell, Helge 1988. Skaberånd og folkeånd. En undersøgelse af Grundtvigs tanker om folk ogfolkelighed og deres forhold til hans kristendomssyn. Aarhus: Anis.
Heggem, Synnøve S. 2004. Kjærlighetens makt, maskerade og mosaikk. En lesning av N.F.S. Grundtvigs Sang-Værk til Den Danske Kirke. Disputats. Det Teologiske Fakultet, Universitetet i Oslo.
Holm, Anders 2001. Historie og efterklang. Et studie i N.F.S. Grundtvigs Tidsskrift Danne-Virke. Odense: Odense Universitetsforlag.
Iversen, Hans Raun og Harald Nielsen 2023. ”Fra fruentimmere til diakonisser og kvindelige missionærer”. I Else Marie Wiberg Pedersen (red.). Guds ord i kvindemund. Køn og kirke. København: Gads Forlag, 117-156.
Jensen, Erik Krebs 1977. ”Hjertets gudbilledlighed”. Christian Thodberg (red.). For sammenhængens skyld. Ord og motiver i Grundtvigs salmer og prædikener. Institut for Praktisk Teologi. Aarhus Universitet, 65-96.
Martinsen, Lone Kølle 2021. ”A Shieldmaiden born to Fight and Love. A Conceptual History of Kvinder and Old Norse Mythology in Grundtvig, Ingemann and Oehlenschläger’s Poetry”. I Sophie Bønding, Lone Kølle Martinsen og Perre-Brice Stahl (red.) Mythology and Nation Building. N.F.S. Grundtvig and His European Contemporaries. Aarhus: Aarhus University Press.
Martinsen, Lone Kølle 2022. ”Hvem tør lægge dem i Lænker? Hvem tør binde deres mund?” I Martinsen, Lone Kølle (red.): Den store mand. Nye fortællinger om Grundtvig. København: Gads Forlag, 168-185.
Martinsen, Lone Kølle 2023. ”Apostelinder. Grundtvig og spørgsmålet om kvindelige præster”. I Else Marie Wiberg Pedersen (red.). Guds ord i kvindemund. Køn og kirke. København: Gads Forlag, 157- 188.
Nielsen, Erik A. 1980. ”Pietismen og kønsrollerne eksemplificeret ved Brorsons: Mit Hierte altid vanker”. I Hymnologiske Meddelelser 1980,3-4, 188-206.
Nielsen, Erik A. 2013. H.A. Brorson. Pietisme, meditation, erotik. København: Gyldendal.
Richter, Horst Eberhard 1980. Gudskomplekset. Om troen på menneskets almagt – dens oprindelse og dens krise. København: Thermidor.
Ridder, Hanne Mette Ochsner og Julie Kolbe Krøier 2022. Stemning. Musikalsk interaktion i demensomsorgen. København: Gyldendal.
Skovmand, Marianne Aagaard 2021. De skjulte ledere. Om kvinderne i den tidlige kristendom. København: Gyldendal.
Stevns, Magnus 1950. Fra Grundtvigs Salmeværksted. København: Gyldendal.
Sørensen, Jørgen 1966. ”Grundtvig og Brorson”. Grundtvig Studier 1966, 39-67.
Aasen, Kirsti 1991. ”’Helt kun i mand og kvinde’. Grundtvigs tanker om den frugtbare dobbelthet”. I Grundtvig Studier 1991, 86-95.
Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC-BY 4.0)
