”Børn og unges mistrivsel – familiens og kirkens betydning”

Med afsæt i et eksistentielt perspektiv på børn og unges aktuelle mistrivsel, er formålet i denne artikel at diskutere familiens og kirkens betydning for barnets eksistentielle dannelse. Artiklen vil pege på tre eksistentielle pejlemærker, der kan understøtte familien som barnets eksistentielle dannelsesrum, med udgangspunkt i spørgsmålene: Hvordan kan man forstå den aktuelle mistrivsel som en eksistentiel hjemløshed? Hvilken betydning har familien for barnets eksistentielle dannelse og robusthed? Hvilke muligheder rummer kirken for at understøtte familien som barnets eksistentielle dannelsesrum? Spørgsmålene besvares med udgangspunkt i forskellige faglige aspekter, som muliggør en forståelse og anvendelse af det eksistentielle dannelsesperspektiv i en sekulær kontekst.

1. Et eksistentielt perspektiv på den aktuelle mistrivsel

Internationale undersøgelser viser, at børn og unges trivsel er forbundet med graden af deres åndelige udvikling (Ng and Fisher 2022), og at åndelighed generelt er associeret med en positiv og forebyggende effekt i relation til sundhed (Ahrenfeldt et al. 2018). Begrebet åndelig anvendes i artiklen i overensstemmelse med begrebet eksistentiel. Der ses en tendens til, at forældres eksistentielle pejlemærker er blevet svækket med en forringet evne til at sætte retning og tage autoritet i familielivet til følge. Den stadig stigende statslige indblanding i forældreskabet og forældredeterminismen nævnes som årsag hertil (Akselvoll 2022; Jørgensen 2017), ligesom øget aftraditionalisering, individualisering og manglende sprog for det eksistentielle udgør årsager til tabuisering af eksistentielle temaer ((Andersen and Lüchau 2011; Hvidt et al. 2018; Viftrup et al. 2023). Yderligere har det eksistentielle aspekt i børns udvikling været nedtonet i Danmark samt i en række andre sekulære samfund, og det antages at medvirke til et øget pres på børn og unges identitetsudvikling i kraft af deres individuelle ansvar for at finde svar på livets store spørgsmål (Jensen 2020; Ng and Fisher 2022). På den baggrund bekræftes behovet for at diskutere en bredere forståelse af det eksistentielle, som kan appliceres i forskellige kulturer, uafhængig af religiøsitet, spiritualitet eller sekulært livssyn (Pedersen et al. 2018, 678, 687).

Den aktuelle mistrivsel kan karakteriseres som en eksistentiel hjemløshed med tre aspekter. For det første en social ensomhed, som handler om, at særligt børn og unge kan opleve det vanskeligt at finde ind i og opleve tilhørsforhold til fællesskaber. Blandt årsagerne hertil fremhæves, at unges fællesskaber er allestedsnærværende i kraft af de sociale medier, og arbejdskrævende i videre udstrækning end tidligere (Sørensen, Katznelson, and Bruselius-Jensen 2023, 247). For det andet en emotionel ensomhed, som repræsenterer individets oplevelse af at føle sig alene sammen med andre i kraft af at savne intime relationer (Lasgaard 2006). For det tredje en eksistentiel ensomhed, som er karakteriseret ved at have mistet meningen og retningen med tilværelsen (Jacobsen 1998). Alle tre aspekter af ensomhed berører menneskets eksistentielle dannelse, som dels er forankret i relationen til andre mennesker (horisontal livsdimension) og dels i relation til et transcendent aspekt i livet, som refererer til værdier, hentet i religiøs tro eller i en sekulær åndelig orientering som for eksempel naturen, kunsten og filosofien (vertikal livsdimension) (Arendt 2019, 2020; Rosa 2021; Pargament and Mahoney 2005; Viftrup and Hvidt 2021). I dette perspektiv anskues koblingen mellem børn og unges trivsel og deres eksistentielle dannelse.

2. Et eksistentielt dannelsesperspektiv

Det eksistentielle dannelsesbegreb forstås således todimensionelt i kraft af at være forankret både horisontalt og vertikalt. Som grundlag for en diskussion af familiens betydning for barnets eksistentielle dannelse, fremstilles indledningsvist en definition af det eksistentielle dannelsesbegreb. Formålet er at opnå en bredere forståelse af begrebet, der kan anvendes i en sekulær kontekst. Dermed at understøtte den almene børnefamilie som eksistentielt dannelsesrum, hvor udviklingen af eksistentiel robusthed hos barnet kan danne en modvægt til den aktuelle mistrivsel.

Begrebet eksistentiel anvendes som overbegreb for sekulære, åndelige og religiøse meningsorienteringer i denne artikel (la Cour and Hvidt 2010). Det eksistentielle dannelsesbegreb diskuteres desuden med afsæt i tre teoretiske bidrag, som med forskellige faglige aspekter bidrager til at udfolde forståelsen af den eksistentielle dannelses to dimensioner. Desuden understreger teorierne, at familien har en central betydning for barnets trivsel, forudsat, at den udgør et eksistentielt dannelsesrum for barnet. Først inddrages den tyske filosof og politolog Hannah Arendts refleksioner over det aktive liv og det åndelige liv som et gensidigt afhængighedsforhold i den eksistentielle dannelsesudvikling. Derefter inddrages den tyske sociolog Hartmut Rosa, der i lighed med Arendt formulerer en filosofisk forståelse af eksistentiel dannelse med sit begreb om resonansens horisontale og vertikale dimensioner. Både Arendt og Rosa viser, at de dominerende idealer i samfundet imidlertid ikke understøtter familien som eksistentielt dannelsesrum, da de er instrumentelle og politiske, snarere end eksistentielle pejlemærker for det gode familieliv. Det er derfor i deres optik relevant at spejde efter andre kontekster, hvor forældres bevidsthed og samtale om værdier og det gode familieliv kan blive katalysator for udvikling af en eksistentiel robusthed hos børn og unge. Derved dannes modvægt til den eksisterende eksistentielle hjemløshed og mistrivsel. Kirken kan være et bud på en sådan kontekst. Ved hjælp af et relationspsykologisk perspektiv som det tredje teoretiske bidrag, bliver det muligt at bevæge forståelsen af Arendt og Rosas eksistentielle dannelsesrationaler fra en abstrakt til en mere konkret forståelse af familiens betydning for barnets eksistentielle dannelse og tilsvarende kirkens betydning som familiens eksistentielle dannelsesrum. Det relationspsykologiske perspektiv repræsenteres primært af afdøde professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen.

3. Vertikale og horisontale dannelsesdimensioner

Arendt knytter den horisontale dannelsesdimension til menneskets aktive liv, som tjener til opretholdelse af det basale og nødvendige liv. Til det aktive liv knytter Arendt begreberne natalitet og pluralitet som menneskets grundvilkår. Nataliteten betegner menneskets fødthed, som består i, at mennesket kommer ind i verden som en begyndelse til et nyt liv. Desuden udgør fødtheden et eksistentielt vilkår, som først kan udleves, når der handles i tillid til, at en ny begyndelse er mulig (Arendt 2020, 38). Så længe mennesker handler er de frie, men ikke i individuel forstand. Friheden er nemlig ikke noget, det enkelte menneske kan have som fast egenskab. Heri ligger pluraliteten, hvormed Arendt forstår det at være menneske som en fælleshed med andre mennesker (Schanz 2019, 18). Men fællesskaber kan blive udfordrede, og her fremhæver Arendt tilgivelse og løfte som to væsentlige forhold i fællesskabet. Tilgivelsen kan genoprette forholdet til andre mennesker, hvor handlinger har været ødelæggende, og give mulighed for nye begyndelser. Løftet kan i kraft af en gensidig tillid mellem mennesker være et middel mod fremtidens kaotiske usikkerhed (Arendt 2020, 234-237). Til det aktive liv hører både familien og det større offentlige fællesskab. Familien beskrives som menneskets private sfære, hvor kærligheden er det bærende. Det bredere menneskelige fællesskab beskrives som det offentlige domæne, hvor respekten er det bærende (Arendt 2020, 255). En anden type relation er den åndelige, som Arendt kalder den vertikale dimension eller vita contemplativa, hvor tænkningen som det centrale både forudsætter og er forudsat af menneskets aktive liv (Arendt 2019, 49). Det åndelige liv ligger ifølge Arendt udenfor menneskets aktive liv i kraft af at være menneskets kontemplative liv med sig selv (Arendt 2020, 215). Det åndelige liv er først og fremmest karakteriseret som tænkning, der kaster lys over meningen med livet. Det vil sige en refleksion over fænomener, der søger at skabe mening og sammenhæng i menneskets aktive liv (Arendt 2019, 46). Den individuelle tænkning er ifølge Arendt uløseligt forbundet med den fællesmenneskelige samtale (Arendt 2019, 22). Et liv uden ånd vil derfor ifølge Arendt være et liv uden rum og tid til tænkning, refleksion og samtale, hvilket vil føre til et menings- og tankeløst liv (Arendt 2019, 44, 215). Arendts eksistentielle dannelsesrationale bidrager således til at udfolde begrebet i en sekulær optik ved at fremhæve den individuelle tænkning og den fællesmenneskelige samtale som de komponenter, der er væsentlige for menneskets åndelige og eksistentielle udvikling.

Rosa udvider forståelsen af særligt den vertikale dannelsesdimension ved at knytte den til menneskets behov for at erfare et guddommeligt nærvær. Han beskriver sit kernebegreb resonans som særlige øjeblikke i livet, hvor man i mødet med et andet menneske, natur, kunst, historie eller religion føler sig i live, fornyet og forandret. En tilstand af lykke, som vi ikke oplever ellers. Resonansen er ifølge Rosa en responsivitet, der udgør essensen for både den menneskelige væren og alle andre af verdens relationer (Rosa 2020). Den horisontale livsdimension eller resonansakse udgøres i Rosas optik af resonansforholdet til andre mennesker. Den vertikale livsdimension, derimod, beskriver Rosa som en totalitet, der overskrider det enkelte menneske. Det er menneskets fornemmelse for noget nærværende, som for eksempel kan besvares af religion, af Gud eller for det moderne menneske af naturen, kunsten eller historien. Via den vertikale resonansakse kan mennesket ifølge Rosa opleve en dybderesonans, der på samme tid både er rettet indad mod selvet og udad mod noget, der er større end mennesket selv som for eksempel bønnen (Rosa 2021, 300-305). Det gode liv er ifølge Rosa mere end den størst mulige sum af lykkelige resonansøjeblikke. Det gode liv handler i stedet om etablering og opretholdelse af stabile resonansakser, der gør det muligt for mennesker at føle sig båret og trygge i en verden, der kommer dem i møde (Rosa 2021, 40). Heri ligger forståelsen af Rosas eksistentielle dannelsesbegreb. I lighed med Arendt udfordrer Rosa det moderne samfunds moralske pluralisme og individualisme, fordi de tvinger mennesket ind i en optimeringslogik og medfører en angst for ikke at slå til (Rosa 2020, 17; 2021, 31). I forlængelse heraf forsøger det moderne menneske ifølge Rosa at få kontrol over verden for at opnå et godt liv, hvormed verden paradoksalt nok trækker sig tilbage og bliver stum (Rosa 2020, 24). Rosa beskriver i overensstemmelse med Arendt, hvordan mennesket dermed fremmedgøres fra sit eget væsen og sin egen kontekst. Rosa uddyber denne fremmedgørelse som en relationsløshed, der er karakteriseret ved en manglende eksistentiel binding til andre mennesker, hvilket han beskriver som en resonanskatastrofe i det moderne samfund (Rosa 2020, 25-28). Heri ligger ifølge Rosa modernitetens eksistentielle grundangst (Rosa 2021, 183), som medfører resonanslængsel hos det moderne menneske (Rosa 2021, 52).

Rosas eksistentielle dannelsesrationale ligger således i tråd med Arendts forståelse af, at den eksistentielle dannelse udspiller sig i en vekselvirkning mellem en horisontal og en vertikal dannelsesdimension. Horisontalt anskuer både Arendt og Rosa den eksistentielle dannelse som en forbundethed med andre mennesker. Vertikalt afgrænser Arendts forståelse af det åndelige liv sig til at være et liv med tænkning og samtale, der er inspireret af åndelige begreber hentet i kristendommen. Rosa udvider forståelsen af den vertikale dimension ved at understrege, at den eksistentielle dannelse forudsætter en orientering mod en dybderesonans udenfor mennesket selv, hvilket i det sekulære samfund kan forstås som et nærvær med Gud, religion, natur, kunst eller historie. Dermed bidrager Rosa til en forståelse af den vertikale dannelsesdimension, som kan forstås og appliceres i en sekulær kontekst. Både Arendt og Rosa fremhæver familiens betydning som barnets primære eksistentielle dannelsesrum.

4. Familien og kirken i barnets eksistentielle dannelse

Arendt beskriver familien og dens betydning som et naturligt fællesskab, hvor barnet kan dannes og blive klar til at træde ind i nye fællesskaber (Arendt 2020; Korsgaard 2014, 55). Problemet i det moderne samfund er ifølge Arendt, at det er præget af en nyttetænkning, hvor samfundet træder i familiens sted med krav om optimering. Det efterlader familien ufri og tidspresset, hvilket begrænser råderummet til at tænke og samtale med andre. Deri ligger en eksistentiel fremmedgørelse, som svækker forældres vilkår for at indrette familielivet og opdragelsen efter åndelige og eksistentielle pejlemærker (Arendt 2020, 255-256). Barnets udvikling af eksistentiel dannelse har således ifølge Arendt de bedste betingelser i familien.

Rosa understreger også familiens betydning og beskriver familien som en horisontal resonansakse. Han forklarer, at familien er den sidste resonanshavn i det moderne samfund, fordi mennesket har konceptualiseret familien som den måske eneste centrale modsfære til det fremmedgørende samfund. I familien tilbydes individet et ankerpunkt for empati, hengivelse, opmærksomhed, mening og betydning – alle sammen synonymer for resonans. Derfor finder Rosa det ikke underligt, at den borgerlige kernefamilie uden sammenligning i dag er unge menneskers ideal, og det i en sådan grad, at familien i den moderne kultur ikke blot konceptualiseres horisontalt, men også vertikalt, og udgør efter tabet af et religiøst fundament den sidste kilde til eksistentiel transcendens (Rosa 2021, 233-237; Prinds 2015). Men familien kan i Rosas optik ikke strukturelt opfylde resonanslængslen, når den står alene i et optimeringsparadigme, der kontrollerer familiens handlinger og målsætninger. Derfor bliver det ifølge Rosa umuligt at opretholde individuelle resonansakser på den lange bane. Rosa peger på venskaber og fællesskab som et supplement til familien for at kunne opfylde modernitetens sociale resonansforventninger, herunder tilgivelsens mulighed for at genoprette brudte resonansmuligheder (Rosa 2021, 246). Konkret beskriver Rosa, at kirken som institution råder over elementer, der kan minde os om et andet verdensforhold end det, der er målrettet optimering og kontrollerbarhed. Han fremhæver, at den grundlæggende idé i kristendommen er, at mennesket ikke kan finde svaret i sig selv, men alene i svarforholdet til sin skaber. Han argumenterer for Bibelen, troen og kirken som materielle og sociale rum, hvorigennem menneskets dybeste resonanslængsel kan besvares i kraft af løftet om, at vi står i et resonansforhold til Gud som den omgribende Anden (Rosa 2023, 29-30).

I lighed med Arendt fremhæver Rosa således familien som afgørende for barnets eksistentielle dannelse, fordi der tilsyneladende ikke findes noget, der funktionelt kan måle sig med den familiære resonanssfære i et hyper-individualistisk og konkurrencepræget samfund (Rosa 2021, 234). Hvor Arendt betoner familiens mulighed for at forberede barnet på et liv i vekselvirkning mellem fællesskab og samtale (horisontalt) og den individuelle og tilbagetrukne tænkning (vertikalt) (Arendt 2020, 56-57), indvender Rosa, at familien ikke i sig selv kan opfylde barnets vertikale længsel efter dybderesonans. Rosa fremhæver derfor fællesskabets betydning for familien som en hjælp udefra til at understøtte stabile resonansakser både horisontalt og vertikalt i familien (Rosa 2021, 40, 242, 246). I den kontekst betoner Rosa kirkens mulighed som et socialt rum, der horisontalt kan være familiens mulighed for at indgå i fællesskab med andre, og vertikalt være forældres mulighed for at hente værdier udenfor sig selv i kraft af resonansforholdet til Gud som noget større og uafhængigt af menneskets egen præstation (Rosa 2023, 27).

5. Tre pejlemærker i familien og kirken

På baggrund af Arendt og Rosas teorier kan der fremstilles mindst to eksistentielle pejlemærker for familien som barnets eksistentielle dannelsesrum, som kan appliceres i en sekulær familiekontekst. For det første, et familiefællesskab båret af kærlighed, hvor barnet trygt og frit kan vokse op uden for mange af samfundets optimeringskrav, og hvor meningsfulde samtaler og tid til eftertænksomhed kan finde sted. For det andet, familiens tilhørsforhold til et større fællesskab, hvor respekt for hinandens forskelligheder, tilgivelsens og løftets muligheder samt den meningsfulde og retningsgivende samtale er omdrejningspunkt.

Til at berige denne forståelse af familiens rolle som eksistentielt dannelsesrum, vil vi nu vende blikket mod de indsigter, der kan hentes i det relationspsykologiske perspektiv. Det centrerer sig om den horisontale dimension og bidrager med et perspektiv på familiens betydning for barnets eksistentielle dannelse som et relationelt projekt. Dermed konkretiseres forståelsen af det eksistentielle dannelsesbegreb, som en forudsætning for at kunne omsættes og anvendes af familien i en sekulær kontekst. Viftrup og Hvidt (2021) forklarer, at barnet i samspillet med nære omsorgspersoner, hele tiden ubevidst søger efter oplevelser af nærhed og signaler hos den anden, som kan bekræfte barnets værdi, som en forudsætning for trivsel (Viftrup og Hvidt 2021, 51). I forlængelse heraf fremhæver Jørgensen (2017), at disse interaktive familierelationer skal foregå i samspil med et værdibaseret forældreskab, der kan besvare barnets søgen efter mening og formål i livet, og i den forstand således styrke den vertikale akse. For at børn kan udvikles og trives kræver det, at der er nogle værdier udenfor dem selv, som de kan overtage (Jørgens 2017). I den optik kan barnets eksistentielle dannelsesudvikling forstås som udvikling af et indre værdikompas, der først og fremmest sker i relationen med barnets nærmeste omsorgspersoner (Jørgensen 2020). Således kan et værdibaseret forældreskab formuleres som et tredje eksistentielt pejlemærke, som kan tilvejebringe retning, formål og mening i opdragelse og indretning af familielivet.

Med Rosas hjælp kan kirkens potentiale i en sekulær kontekst forstås i relation til de tre eksistentielle pejlemærker i familien. For det første kan kirken udgøre familiens større fællesskab, hvor respekten for hinandens forskelligheder, tilgivelsens og løftets muligheder samt den meningsfulde og retningsgivende samtale med andre familier kan trives og udvikles. For det andet kan kirken danne ramme om et resonansforhold, centreret om Gud, hvor forældres længsel efter svar (familie)livets mening og formål kan besvares, og dermed for det tredje danne grundlag for værdibaserede forældreskaber. I dette perspektiv kan kirken danne modkultur til den aktuelle mistrivsel blandt børn og unge ved at være katalysator for udvikling og understøttelse af familien som eksistentielt dannelsesrum.

6. Afrunding

I artiklen har vi introduceret et eksistentielt dannelsesbegreb som menneskets horisontale og vertikale dannelsesdimensioner. Den horisontale dannelsesdimension vedrører individets forbundethed til andre mennesker, og den vertikale dannelsesdimension angår individets forbundethed med noget større, der ligger udenfor mennesket selv. Vi har præsenteret tre eksistentielle pejlemærker; 1) familiens indbyrdes fællesskab, 2) familiens udvidede fællesskab og 3) et værdibaseret forældreskab, som tilsammen konstituerer en forståelse af familien som eksistentielt dannelsesrum, der kan anvendes i en sekulær kontekst. Dermed kan pejlemærkerne tilsvarende være en katalysator for udvikling af en eksistentiel robusthed hos barnet som modvægt til den aktuelle mistrivsel forstået som eksistentiel hjemløshed. Den sociale ensomhed kan modsvares horisontalt i kraft af barnets tilhørsforhold til familien og desuden familiens tilknytning til et større fællesskab, hvor også barnet kan høre til. Den emotionelle ensomhed kan modsvares både horisontalt og vertikalt af meningsfulde samtaler i familien samt i familiens fællesskab med andre, hvor barnet kan erfare intime relationer og opleve sig kendt af andre. Den eksistentielle ensomhed kan vertikalt modsvares af det værdibaserede forældreskab, hvor retning og formål med livet danner en tydelig ydre struktur i opdragelsen, som barnet kan overtage.

Litteratur

Ahrenfeldt, Linda Juel, Søren Möller, N. C. Hvidt, and R. Lindahl-Jacobsen. 2018. Religiousness_and_lifestyle_among_Europeans_in.pdf. I Public Health.

Akselvoll, Maria Ørskov. 2022. Det grænseløse forældreskab. 1. udgave red. Kbh.: Dansk Psykologisk Forlag.

Andersen, P. B., and P Lüchau. 2011. "Individualisering og aftraditionalisering af danskernes religiøse værdier." I Små og store forandringer: danskernes værdier siden 1981, red. P. Gundelach og Ole Klitgaard, 319 sider. Kbh.: Hans Reitzel.

Arendt, Hannah. 2019. Åndens liv. 1. udgave. ed. Aarhus: Klim.

Arendt, Hannah. 2020. Menneskets vilkår. 1. udgave ed., Moderne tænkere. Kbh: Gyldendal.

Hvidt, Niels Christian, Jette Ammentorp, Jane Clemensen, Vibeke Østergaard Steenfeldt, Lene Moestrup og Jens Søndergaard. 2018. "Eksistentiel og åndelig omsorg i Danmark: Hvorfor, hvad, hvordan og hvem?" Klinisk sygepleje 32 (4):265-280. doi: 10.18261/issn.1903-2285-2018-04-03.

Jacobsen, Bo. 1998. Eksistensens psykologi : en introduktion. 5. oplag ed. Kbh.: Hans Reitzel.

Jensen, Henrik. 2020. Efter Gud : det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden. 1. udgave. ed. Kbh: Gyldendal.

Jørgensen, Per Schultz. 2017. Robuste børn : giv dit barn ansvar, livsmod og tiltro til sig selv. 1. udgave ed. Kbh.: Kristeligt Dagblad.

Jørgensen, Per Schultz. 2020. Opdragelse til livsmod og bæredygtighed. 1. udgave ed. Kbh.: Kristeligt Dagblad.

Korsgaard, Morten Timmermann. 2014. Hannah Arendt og pædagogikken: fragmenter til en gryende pædagogik. 1. oplag. ed. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

la Cour, P. and N. C. Hvidt. 2010. “Research on meaning-making and health in secular society: secular, spiritual and religious existential orientations." Soc Sci Med 71(7): 1292-1299.

Lasgaard, Mathias. 2006. ”Ensom blandt andre”. Psykolog nyt 60 (5): 3-8.

Ng, David T. K., and John W. Fisher. 2022. "Kindergarten teachers’ spiritual well-being impacts holistic early childhood education." International Journal of Children's Spirituality 27 (3-4):141-157. doi: 10.1080/1364436x.2022.2066067.

Pargament, Kenneth I., and Annette Mahoney. 2005. "THEORY: "Sacred Matters: Sanctification as a Vital Topic for the Psychology of Religion"." The International journal for the psychology of religion 15 (3):179-198. doi: 10.1207/s15327582ijpr1503_1.

Pedersen, Heidi Frølund, Marit Handegard Birkeland, Jens Søndergaard Jensen, Tatjana Schnell, Niels Christian Hvidt, Torgeir Sørensen og Peter Cour. 2018. "What brings meaning to life in a highly secular society? A study on sources of meaning among Danes." Scandinavian journal of psychology 59 (6):678-690. doi: 10.1111/sjop.12495.

Prinds, Christina. 2015. ”Moderskab og eksistens”. Tidsskrift for jordemødre 125 (3).

Rosa, Hartmut. 2020. Det ukontrollerbare. Frederiksberg: Eksistensen.

Rosa, Hartmut. 2021. Resonans: en sociologi om forholdet til verden. 1. udgave. ed. Frederiksberg: Eksistensen.

Rosa, Hartmut. 2023. Demokrati har brug for religion: om et ejendommeligt resonansforhold. Oversat af Sanne Thøisen. Frederiksberg: Eksistensen.

Schanz, Hans-Jørgen. 2019. "Introduktion til Hannah Arendts bog om Åndens Liv." I Åndens liv, red. Hannah Arendt, 9-35. Aarhus: Klim.

Sørensen, Niels Ulrik, Noemi Katznelson og Maria Bruselius-Jensen. 2023. Fællesskaber i ungdomslivet: når de gør godt, og når de gør ondt. 1. udgave ed, Ungdomsliv, 13. udgivelse. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Viftrup, Dorte T., Anne Thompson, Merete Dalsgaard, Jens Søndergaard og Niels Christian Hvidt. 2023. "Life is Like School and Dying is Like Coming Home - A Qualitative Study on Spirituality of Young Children in Highly Secularized Danish Society." International Journal of Children's Spirituality.

Viftrup, Dorte Toudal og Niels Christian Hvidt. 2021. "Det relationelle som fundament for omsorg." I Relationer i sundhedsvæsenet: hvorfor og hvordan?, red. Elisabeth Assing Hvidt, Jens Søndergaard og Anette Grønning. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Merete Holm Dalsgaard, Cand. Pæd. Pæd. Gæsteforsker, familiekonsulent. Forskningsenheden for Almen Praksis. Institut for Sundhedstjenesteforskning. Syddansk Universitet.

Niels Christian Hvidt, Th.D. Professor i Eksistentiel og Åndelig Omsorg. Forskningsenheden for Almen Praksis. Institut for Sundhedstjenesteforskning. Syddansk Universitet.

Dorte Toudal Viftrup, Cand. Psych., Ph.d. Lektor. Forskningsenheden for Almen Praksis. Institut for Sundhedstjenesteforskning. Syddansk Universitet.