Skip to main content
SearchLoginLogin or Signup

Ukrainske kristne: Hvad tror de, hvad gør de, og hvor hører de hjemme religiøst betragtet?

Denne artikel giver et foreløbigt overblik over ukrainske flygtninges kristnes trosliv, deres tilhørsforhold til deres kirker og deres kristne praksis.

Published onMar 23, 2022
Ukrainske kristne: Hvad tror de, hvad gør de, og hvor hører de hjemme religiøst betragtet?
·

Nadver uddelt med ske

Det er på nuværende tidspunkt fortsat uvist, hvor de ukrainske flygtninge kommer fra i Ukraine, og i hvilket omfang forskellige grupper kommer til Danmark. Denne artikel giver derfor kun et foreløbigt overblik over ukrainske flygtninges kristnes trosliv, deres tilhørsforhold til deres kirker og deres kristne praksis.

Der findes ikke meget dansk litteratur om ortodoks praksis og endnu mindre om russisk-ukrainsk. I bogen Moderne ortodokse kirker (Saggau 2021) kan man få et historisk overblik over hele den ortodokse kirkefamilie. Ellers henvises der til Rimestads bidrag i denne særudgave. På svensk findes der derimod en del litteratur om emnet. Forlaget Artos har udgivet en lang række værker om ortodoks teologi, liturgi, bønner mv., som kan anvendes i kirkelivet, hvis man søger ortodoks inspiration. I Thomas Artzens værk Östkyrka fra 2006 kan man finde en svensk gennemgang af kirkerne og til dels deres praksis.

Ukrainske kristne: Grupper og forskelle

Helt overordnet er der tre store hovedgrene af kirker i Ukraine. Den største af disse grupper er de russisk-ortodokse kristne i Ukraine, som anerkender den ukrainsk-russiske metropolit Onufrij, som deres kirkeleder. De er for det meste vant til et ukrainsk-russisk kirkeliv.

Den næststørste gruppe er kristne med et tilhørsforhold til en af de selvstændige ukrainsk-ortodokse kirker, der har et mere distinkt ukrainsk kirkeliv. Her er meget russisk og kirkeslavisk praksis fjernet. De vil være mere orienteret mod ukrainske traditioner, helgener og gudstjenestesprog. Hovedparten af ukrainsk-ortodokse har tidligere været tilknyttet den russisk-ortodokse kirke, hvorimod en mindre del har været tilknyttet selvstændige ukrainske kirker. Dette forhold vil måske være under kraftig forandring, og der er konfliktlinjer og konfrontationer i disse dage mellem de forskellige ortodokse grupperinger, hvorfor det er svært at pege på, hvor de ortodokse ukrainere fremover til have deres tilhørsforhold. Derfor bliver de her behandlet under ét som ukrainsk-ortodokse og det klare råd er at undgå at blande sig for meget i de interne kirkelige konflikter i den ortodokse kirke.

Den mindste af de store grupper er ukrainske græsk-katolske kristne, der hører under den katolske kirke. Den katolske kirke har en ukrainsktalende præst i Danmark. Denne gruppe vil sikkert få de nemmeste tilknytningsmuligheder til en kirke i Danmark.

Hvilken ortodoks kirke hører ukrainere til i Danmark

Det er svært at sige, hvilken kirke i Danmark, de ukrainsk-ortodokse formelt set hører under. Nogle vil foretrække at knytte sig til de russiske-ortodokse præster i Danmark, som tilhører den såkaldte Russiske Udlandskirke. Den hører hjemme i henholdsvis kirken i Bredgade og en menighed i Aarhus. Det er dog ikke sikkert, at ukrainere vil have et specielt tæt forhold til denne kirke, da den formelt set ikke er direkte under Moskva, men dog generelt er pro-russisk. Den selvstændige ukrainsk ortodokse kirke har for nuværende ingen præster i Danmark, hvorfor ukrainsk-ortodokse muligvis vil søge til andre ortodokse kirker, som de græske, serbiske eller rumænske, som der dog kun har et fåtal af præster i Danmark (under 30 fordelt i hele landet). Tværkulturelt center har en oversigt over ortodokse menigheder (både russiske og andre ortodokse) med kontaktoplysninger, hvis flygtninge ønsker at snakke direkte med en ortodoks præst i Danmark. Ellers henvises der til den ukrainsktalende katolske præst.

Forskelle i kirkelig praksis for de ortodokse ukrainere

Den største forskel på de selvstændige ukrainsk-ortodokse kirker og de russiske-ortodokse kirker i Ukraine er kirkesproget. De ukrainsk-ortodokse bruger ukrainsk og fastholder mange ukrainske nationale symboler i deres kirke (treforken f.eks.), hvorimod de russiske-ukrainske kristne har en russisk eller kirkeslavisk gudstjeneste. De fleste forskere forventer, at ukrainske flygtninge og ukrainere generelt i højere grad vil gå over til ukrainsk som kirkesprog i lyset af krigen.

Det betyder ikke noget grundlæggende for teologien eller kirkelivet, men kun for det sprog, det leves på. De russiske, ukrainske, rumænske osv. kirker deler langt hen af vejen ritualer, højmesse og kirkekalender, men adskiller sig kun ved sproget. Den store forskel mellem de forskellige ortodokse grupperinger fra Ukraine er altså sprog, ikoner og symboler – og ikke i teologien eller gudstjenestelivet. Det skal bemærkes, at der de sidste 100 år har været mange ægteskaber på tværs, hvorfor der i de fleste ukrainske familier er en blanding af russiske, belarussiske og ukrainske traditioner.

De græsk-katolske ukrainere

Dette er anderledes med de ukrainere, der hører til den græsk-katolske kirke. Det vil sige, at de fastholder græsk (byzantinsk) kirkerite, men anerkender paven som deres leder.

Kirkeligt set er der stor forskel på de græsk-katolske og de ortodokse ukrainere. Af historiske grunde deler de ikke kirker, og de holder ikke religiøse ritualer sammen. Den græsk-katolske kirke i Ukraine har de sidste tredive år udviklet sig til en selvstændig katolsk organisation i Ukraine, der står i et modsætningsforhold til de ortodokse, hvad end de er ukrainske eller russisk-orienterede.

Før krigen var der allerede tre-fire græsk-katolske ukrainske menigheder i Danmark og en ukrainsk græsk-katolsk præst. Denne gruppe er kun ca. 5-10 pct. af den samlede ukrainske befolkning og bosiddende i det vestlige Ukraine. De har tætte forbindelse til Polen. Der et stort polsk mindretal i det vestlige Ukraine, hvorfor det er mere sandsynligt, at denne kristne gruppering søger mod polsk-katolske områder. De kan dog henvises direkte til den katolske kirke, hvis de ankommer til Danmark.

Der er dog stadigvæk en historisk forskel på de græsk-katolske ukrainere og så de romersk-katolske polske præster og menigheder, men den forskel er under hastig erodering. Dette skyldes især, at den græsk-katolske kirke historisk set har været undertrykt og størstedelen af dens nuværende organisation er uddannet og kraftigt influeret af romersk-katolske institutioner, hvorfor romersk-katolsk praksis vinder indpas over de “græske” traditioner.

Andre grupperinger

I særligt det vestlige Ukraine og i storbyerne er der endvidere protestantiske ukrainere, jøder og ukrainske muslimer. De ukrainske protestanter vil som oftest være efterkommere af det tyske mindretal eller relativt nykonverterede kristne, som har taget den protestantiske kirke – ofte en amerikansk afart – til sig efter Ukraine blev selvstændigt.

Den jødiske grupperinger i Ukraine er også et betydeligt mindretal, som dog vil have forbindelse mange steder i Europa på grund af den meget markante jødiske migration de senere år. Det forventes derfor ikke, at ukrainske jøder vil søge til Danmark i stort antal.

Der er også en markant gruppe ukrainske muslimer, der ofte vil være efterkommere af Tartarerne – et historisk rytterfolk ofte knyttet til halvøen Krim eller de sydlige steppeområder nær Kherson. Disse muslimer kan bedst beskrives som sekulariserede muslimer, men en del af dem har dog taget deres religion mere til sig siden selvstændigheden i 1990erne og Ruslands mange krige mod muslimske enklaver, f.eks. i Tjetjenien og på Krim. Dette historiske tartar-muslimske mindretal findes også i Polen og Litauen og er generelt kendetegnet ved en dyb anti-russisk holdning.

Det kirkelige tilhørsforhold hos ukrainere

Ukrainere over 30 vil være opvokset i et sekulært kommunistisk land, hvilket vil have påvirket deres forhold til kirken i betydelig grad. Der er langt større forskelle i den kirkelige tilknytning for unge under 30, idet nogle af dem har et meget tæt forhold til deres kirke, mens andre ikke har.

Helt overordnet, så har det kirkelige tilhørsforhold for ukrainere langt hen af vejen være mere et spørgsmål om national identitet end om et kirkeligt forankret trosliv. Ukrainere er ofte nationalt orienterede kulturkristne. De kan derfor minde lidt om danskeres forhold til folkekirken: kirken er en del af identiteten og anvendes ved højtider, men er for mange ikke en central del af deres hverdag. Efter murens fald har den kirkelige identitet overtaget den ideologiske plads, som kommunismen havde i Østeuropa. Det betyder, at den nationale identitet vil være meget tæt forbundet med en kirkelig selvforståelse, idet kirken er den eneste røde tråd igennem den ukrainske historie, hvor stater og imperier kom og gik.

Dette er igen under hastig forandring, fordi kirken naturligvis bliver et holdepunkt i kriser som krigen i Ukraine. Krigen kan medføre, at flygtninge får et tættere forhold til deres kirke – både den selvstændige ukrainske, men faktisk også den russiske-ukrainske kirke, idet den har markeret sig imod den russiske invasion. Det nationale kirkelige tilhørsforhold er altså en central del af konflikten og vil være indgroet i mange ukrainske kristnes reaktion. Med andre ord forventer de fleste forskere, at ukrainerne i endnu højere grad vil lægge vægt på deres egne kirkelige traditioner og afvise traditionelle russiske og kirkeslaviske elementer.

Det lettere sekulære tilhørsforhold – eller alene identitetsmæssige tilhørsforhold – betyder således, at mange ukrainere vil være meget lidt kirkevante. De vil for det meste have nogle grundlæggende tanker og forestillinger om ortodoks kirkeliv, som jeg vil vende tilbage til, men ikke en dybere teologisk eller bibelsk referenceramme. Forholder man sig til dem, som man gør med Fru Jensen i Danmark, er man ikke helt på gale veje, idet man må huske, at Fru Jensen lige er flygtet fra en krig. Dette er en generalisering, for der har været en religiøs opblomstring hos nogle grupper af ortodokse ukrainere og ukrainske græsk-katolske. Denne opblomstring hænger også sammen med en fornyet ukrainsk national identitet, der går hånd i hånd med enten den selvstændige ukrainsk-ortodokse kirke eller den græsk-katolske.

Ortodoks kristen praksis

I det følgende går jeg mere praktisk-teologisk til værks ved at beskrive den ortodokse kristne praksis til sammenligning med kristen praksis i lutherske Danmark. Jeg kommer omkring forskelle i kirkekalender, faste og ikoner, liturgi, trosbekendelsen, salmer og bønner og det kristne liv udenfor gudstjenesten.

Kirkekalender, faste og ikoner

Den største forskel på ortodoks kristen praksis overfor luthersk trospraksis er, at de ortodokse følger en anden kirkekalender, der er bygget op om en række højtider, som vi ikke kender eller anvender i den danske folkekirke. Protestanter og ortodokse deler fejringen af påske, pinse og jul, men traditionelt vil ortodokse fejre disse højtider 1-2 uger senere end protestanter, da de følger den gamle julianske kalender frem for den vestlige gregorianske. Her adskiller russiske-ortodokse ukrainere sig dog fra ukrainsk-ortodokse, idet den selvstændige ukrainske kirke følger den såkaldte tilpassede julianske kalender, hvorfor eksempelvis deres jul og påske falder sammen med den vestlige kalender.

I Thomas Artzens svenske bog Östkyrka kan man finde oversigter over de vigtigste højtider mv. (side 26-41). Her kan man også læse mere om forskellene i kalendersystemerne. De forskellige højtider, helgendage og søndagenes ”tema” er afgørende for, hvordan de ortodokse kristne beder, faster eller opfører sig. Et godt eksempel er den første søndag før fasten op til påske, der er ”tilgivelsens”-søndag, hvor ortodokse søger tilgivelse for det, de har gjort. Den følges af søndagen for ”ortodoksiens triumf”, hvor ikoner spiller en særlig rolle og bæres ind i kirker i optog. Søndagens ”tema” og helgendagen er det, der bestemmer, hvad prædiken, bønner og kirkelivet handler om i ugen og i liturgien. Der er som regel 13 store fester fordelt ud over året, som Gudsmoders dødsdag i september, og så den største – Påsken.

Fasten har mere vægt i visse kredse af den ortodokse kirke end den har i det lutherske. Det er normal ortodoks praksis, at troende faster hver onsdag og fredag samt i længere perioder op mod de store højtider som påske. Denne praksis er dog for det meste kun noget, de mere udpræget troende tager til sig, men det kan være mere udbredt under krisetider. Fasten betyder som regel, at man afstår fra animalske produkter, som kød og mælk, men også fra vin og olie. Fastende forsøger som regel ikke at gøre opmærksomme på sig selv, da fasten gerne skal være et indre sprituelt anliggende og ikke noget, man skal demonstrere overfor andre. Det er derfor ikke altid tydeligt, hvem der faster, idet de måske sidder med ved måltiddet, men så afstår fra dele af det.

En tredje udbredt ortodoks praksis, som ikke benyttes meget i lutherske kirker, er ikoner. Ikoner findes i ganske mange størrelser og former, men megen bøn og kirkelig praksis centrerer sig om ikonerne, der æres, men ikke tilbedes. De mest udbredte ikonmotiver er Jesus og Gudsmoder, der følger den to-dimensionelle byzantinske kaligrafiske stil. Det er muligt at skaffe ikoner i Danmark, og ikoner er som sådan ikke er direkte imod protestantisk praksis, men de spiller ikke en hovedrolle i liturgien hos lutheranere (modsat ortodokse). Det er almindeligt, at ortodokse kysser ikoner (selv under corona pandemien), når man har bedt, for at vise dem respekt. Det er ligeledes almindeligt, at ortodokse tænder lys foran ikonerne eller i kirken som del af deres liturgiske praksis. De efterhånden udbredte lysglober i danske kirker kan anvendes til at understøtte denne praksis. Lystænding kan ofte være en del af bønnen.

Det sidste er, at ortodokse generelt har et meget tæt bånd til deres ortodokse præst, hvis de er troende. Præsterne tiltales ”fader” ikke kun som en formel ærestitel, men faktisk fordi, at forholdet mellem præst og troende ideelt set skal være som mellem en fader og en søn. Præsterne spiller for mange troende en afgørende rolle som sjælesørger, åndelig vejleder og bekendelsesfader, dvs. den man bekender sin synder til. Til tider er det særlige munke (ofte de såkaldte præste-munke) eller hellige ældre mænd, de såkaldte starets, der har denne rolle. Det tætte bånd mellem lægperson og præst er en afgørende del af den ortodokse pastorale lære, men er altså mest udbredte blandt de mest praktiserende. I enkelte tilfælde findes forholdet også online, hvor man kan følge sin starets på sociale medier eller chatte med præster eller munke.

Liturgien

Den ortodokse gudstjeneste adskiller sig markant fra den protestantiske. Der er mindre forskelle på de forskellige kirker, regioner mv., men overordnet følger de fleste ortodokse det, der kaldes “den guddommelige liturgi”, der har sit afsæt i liturgiske former fra det fjerde århundrede. Dette liturgiske ritual kan tage op mod 2 timer, hvor prædikenen på ingen måde er højdepunktet. Det er derimod uddelingen af nadver. Den ortodokse liturgi kan beskrives som et højspændt drama, der udspiller sig mellem præsterne og menigheden, hvor en central del er deres samlede sang, der veksler mellem præstens og menighedens stemme. Det er ikke særlig velkendt for ortodokse, at menighed og præst synger sammen i salmer.

Nadveruddelingen er højdepunktet i den ortodokse gudstjeneste. Uddelingen af brød og vin sker ofte med en ske. Nadveren – og de andre sakramenter – i den ortodokse kirke kaldes for mysterier, dvs. at deltagelsen i dem er et skridt ind i en forening med Kristus, hvor man bliver en del af hans mystiske krop. Det er en markant anderledes nadverforståelse end hos katolikker og protestanter.

Denne teologiske forskel er den primære grund til, at ortodokse traditionelt set ikke deler nadver med protestanter. Her står den lutherske præst i et dilemma. På den ene side kan præsten have et ønske om at tillade ortodokse at tage dele i det åbne lutherske nadverbord. Overordnet set er der intet luthersk eller protestantisk i vejen med at dele nadver med ortodokse – det er mere den anden vej. Derfor kan præsten forsøge at finde en respektfuld lejlighed til at vende med ukrainske gudstjenestedeltagere, om de teologiske forskelle, der gør at ortodokse afviser fælles nadver, er betydningsfulde for dem. Helt formelt teologisk, så er den protestantiske nadver virkningsløs i ortodokse teologiske øjne, da den ikke forrettes under en kanonisk biskop, så på sin vis gør det hverken fra eller til om ortodokse deltager. Det har ingen teologisk virkning, men nok mere en social og etisk. Det er dog et konkret personligt dilemma, som præsterne må afveje i den givne situation.

Det er samtidigt værd at være opmærksom på, at den store liturgi er det teologiske højdepunkt i den ortodokse kirke, men at denne liturgi samtidig ikke nødvendigvis er centeret for den kirkelige og kristne praksis. Det er almindeligt med andre typer af mindre ritualer som bøn, kor, tidehversbønner osv., der kan fordele sig ud over ugen og dagen/natten. Også her kender vi en parallel i form af de velbesøgte spaghettigudstjenester i forhold til mindre besøgte højmesser i danske kirker.

Præster bør desuden være opmærksomme på, at ortodokse generelt ikke sidder ned til messe, men går rundt i rummet og taler, kysser ikoner, beder deres egne bønner osv. Det kan for en folkekirkepræst virker forstyrrende, men kirkekulturen i mange ortodokse lande består af småsnak under messen, egne bønner, lidt sladder og lidt forhandlinger om, hvem der skal være værter for eftermiddagens middag osv. Det kan meget vel være, at de ukrainske flygtninge hurtigt tilpasser sig danske gudstjenesteformer, men derfor er det fint at være opmærksom på, at småsnak, vandren omkring og egne bønner ikke nødvendigvis opfattes som uhøfligt blandt ortodokse.

Trosbekendelsen

I en normal dansk højmesse vil de fleste præster og danskere kende den apostolske bekendelse. Denne bekendelse er imidlertid ikke en fælleskirkelig bekendelse. Den er en vestlig dåbsbekendelse. Hverken russisk-ortodokse, ukrainsk-ortodokse eller græsk-katolske vil være bekendt med den. Derimod vil de kende til den nikænske bekendelse, der er en af de fælleskristne bekendelser mellem ortodokse, katolikker og protestanter. Den må man også benytte i den danske højmesse. Traditionelt og kirkeligt set vil ortodokse derfor foretrække denne bekendelse ved kirkelige handlinger, som dåb, højmesse mv. og umiddelbart vil der være ingen problemer i at fremsige den sammen.

Der er dog et stridspunkt mellem ortodokse kirker og vestkirkerne (både katolikker og protestanter), idet ortodokse aldrig vil bruge formuleringen: ”Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen”. Den sidste formulering ”og fra sønnen” (filioque) anses af ortodokse som vestlig fejllære. Det er historisk set også en væsentligt senere tilføjelse fra middelalderen. En pragmatisk løsning, som bruges i økumeniske sammenhænge, er, at hver kirke udsiger sin version af bekendelsen. Ukrainerne kan således springe sætningen over. For at muliggøre dette vil præster også her skulle udvise konkret skønsomhed.

De forskellige ukrainske kristne deler dog fadervor med folkekirken, hvorfor fremsigelsen af denne bøn kan være en fælles referenceramme. Det samme gælder biblen, som man i store træk deler. Den ortodokse version af biblen er ikke desto mindre forskellig fra den danske version, idet den danske version – særligt GT – følger vestlige traditioner, hvorimod de mest udbredte ortodokse bibler følger den græske tradition. Dette påvirker ikke evangelierne, som er fælles for alle de forskellige kirkelige grupper i Ukraine og den danske folkekirke.

Salmer og bøn

De ortodokse anvender og sætter pris på den såkaldte hjertebøn, der minder om indledningen i den danske højmesse. Dette er også kendt som Kyrie elesion-bønnen – ”herre, forbarm dig over mig”. Kyrie Elesion findes også som Taize sang og vil være et ret genkendelig kirkelig sang/bøn for ortodokse kristne. Sangen kan findes i det danske Taize udgivelse Syng lovsang, hele jorden (2007), hvor flere tekster kan findes, eller på nettet i danske, engelske og ukrainske/russiske udgaver.

Kim Thinggaard har udgivet bogen Kantors kerubhymner og andre liturgiske sange fra den russisk-ortodokse kirke (2007), hvor et stort udvalg af klassiske russiske hymner mv. kan findes. Et eksempel på en sådan sang er “O Glædens lys” (Phos Hilarion, som vi har trykt nederst i artiklen), der en af de ældste og mest elskede kirkehymner også for ukrainsk-ortodokse. Sangen kan findes som bilag med teksterne på en række sprog og et udklip af Thinggaards bog med noder. Det er traditionelt en juletekst, men bruges i flere kirker som en del af aftenbønnen (vesper). Den findes dog i et utal af versioner, hvorfor udgaven, noderne eller formen måske ikke vil være kendt af ukrainere.

En oversigt over traditionelle ukrainske sange med engelske tekster kan findes her.

En oversigt over engelske og carptho-russiske1 bønner og hymner til gudstjenestelivet kan findes her.

Ritualiseret liv

Den almindelige ortodokse ukrainer vil have ritualer og bønner indlejret i deres daglige liv. Det gælder naturligvis primært for dem, der er aktive kristne, og hvor kristendommen er mere end blot en del af den nationale identitet. Det er igen uvist, om situationen og livet som flygtning vil forstærke den religiøse identitet og dermed den religiøse praksis. Det vil være forventeligt. De mest almindelige ritualer i hjemmet vil være bøn, bibellæsning og ikoner. Bønnen kan følge døgnet, så morgenen begynder med bøn og dagen afsluttes på samme vis. Måltidsbønner – særligt ved højtider – vil også være normale for dem med en mere udbredt praksis. Det er igen meget varierende, hvilke typer tidebønner, der anvendes, og om de følger en fast stil eller en mere fri form. Det er her bedst at spørge eller simpelthen bare bruge fadervor.

Ikoner vil stå fremme, hvis de ukrainske flygtninge har bragt dem med, og vises en vis respekt. I krisetider vil troende søge hjælp, bøn og vejledning hos disse ikoner, da ortodoks praksis er, at ikonerne og dem de afbilleder er en slags vejvisere til det himmelske. Ikoner og de helgener, som de afbilleder, er beskyttere, der kan tale deres sag i det himmelske og være – som engle – sendt for at beskytte de troende. De kaldes teologisk ofte for at være lysbringere, fordi det guddommelige skal skinne ud af dem.

Det har tidligere været udbredt, at familier har hver deres ”slava” – dvs. familiehelgen, som beskytter familien. Andre har fået tildelt en helgen ved dåb eller ægteskab. Andre helgener er knyttet til særlige steder eller begivenheder og forbindes derfor med dem. En udbredt praksis er derfor at fejre sine særlige helgendage, der er knyttet til familien, ægteskabet eller hjemstavnen.

Der er et meget stort udvalg af helgener, men mest udbredte i Ukraine er den hellige Volodymir og hans farmor Olga, som anses som den ukrainske kristendoms grundlægger. Volodymirs sønner, Boris og Gleb, er ligeledes vigtige helgener for ukrainere. Det er dog oftest den hellige Gudsmoder, Maria, som er centerikonet med en række Jesus-ikoner omkring sig. Det afhænger igen af familiens religiøsitet og ofte også familietraditioner, der kan have været brudt under kommunismen.

Afsluttende bemærkninger

Dette er kun en foreløbig skitse af ukrainske kristnes trosliv og giver nogle pejlemærker til at forstå deres udgangspunkt. I modsætning til mange andre emner, er det relativt ufarligt at indgå en samtale om netop dette. Troende ukrainere vil sandsynligvis gerne fortælle om deres trosliv og de ritualer og ikoner, de er vant til. Man bør dog nok ikke forvente en dyb teologisk og kirkeligt trosliv fra alle ukrainere, da de som danskerne ofte kun vil have brugt kirken ved højtider – og nu ved krisetider.

Det kan derfor være formålstjenstligt at give dem mulighed for at udtrykke deres frygt, sorg og frustration i et genkendeligt kirkeligt rum, som samtidigt ikke går på kompromis med deres egne og folkekirkens teologiske ramme. Det kan eksempelvis være ved at indrette en del af kirkerummet med et Gudsmoders ikon eller et Olga-ikon, som de kan tænde lys foran. Man kan samtidigt afholde aftenbøn med dem, hvor der anvendes nogle fælles kirkelige bønner og sange – som Kyrie elesion og Phos Hilarion.

En fælles reference kan være henholdsvis Knud Larvad, der er Sjællands og den danske kongefamilies skytshelgen (før reformationen), som også blev dyrket historisk set af Kyiv-Rus eller den svenske prinsesse Ingegerd Olofsdatter /Irina eller Anna af Novogrod. St. Anna ikoner er mulige at få fra Sverige og hun er afbilledet i de historiske kirke i Kyiv, da hun var gift med Kyiv’s storfyrste Yaroslav den Vise.

Litteraturliste

Emil Bjørn Hilton Saggau. Moderne ortodokse kirker. København: Samfundslitteratur (2021).

Thomas Bremer. Churches in the Ukrainian Cirsis. London: Routledge (2017)

Kim Thinggaard. Kantors kerubhymner og andre liturgiske sange fra den russisk-ortodokse kirke Forlag1.dk (2007).

Se også Occasional Papers on Religion in Eastern Europe (OPREE) seneste særnummer om Ukraine (marts 2022): https://digitalcommons.georgefox.edu/ree/vol42/iss2/

Heriblandt særligt Kostiantyn Kampen, Svitlana Romanchuk, and Daniil Palij. "Confessional Style of the Ukrainian Language"

Kirkesang: ’O Glædens lys’
(Forskellige versioner)
Emil Saggau (2021)

Noder og dansk udgave findes i Thinggard (2007). Man kan også benytte denne engelske version.

Græsk original med latinske bogstaver

Phôs hilaròn hagías dóxēs, athanátou Patrós,
ouraníou, hagíou, mákaros, Iēsoû Christé,
elthóntes epì tḕn hēlíou dýsin, idóntes phôs hesperinón,
hymnoûmen Patéra, Hyión, kaì Hágion Pneûma, Theón.
Áxión se en pâsi kairoîs hymneîsthai phōnaîs aisíais,
Hyiè Theoû, zoḕn ho didoús, diò ho kósmos sè doxázei.

Ordret engelsk oversættelse

O Light gladsome of the holy glory of the Immortal Father,
the Heavenly, the Holy, the Blessed, O Jesus Christ,
having come upon the setting of the sun, having seen the light of the evening,
we praise the Father, the Son, and the Holy Spirit: God.
Worthy it is at all times to praise Thee in joyful voices,
O Son of God, Giver of Life, for which the world glorifies Thee.

Kirkeslavisk version

https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/e/e8/%D0%A1%D0%B2%D1%A3%D1%82%D0%B5_%D1%82%D0%B8%D1%85%D1%96%D0%B9.jpeg

Dansk ordret oversættelse

O Glædens Lys fra den hellige glorværdighed af den udødelige Fader
Den himmelske, hellige, velsignede, O Jesus Kristus
Kommende fra Solens opstigning, seende det sidste lys af aftenen
Vi hylder Faderen, Sønnen og Helligånden: Gud
Glædeligt det er til alle tider at hylde dig med muntre stemmer,
O Guds søn, Giver af liv, som verden hylder dig for

Comments
0
comment

No comments here

Why not start the discussion?